Oprindelsen til Den Anden Verdenskrig - Efter A. J. P. Taylor

4. Hossbach Notatet

Hosbach Notatet bliver hyppigt citeret i populære historiske værker som et endeligt bevis på Hitler planer for agressions krig. William Shirers "The Rise and Fall of the Third Reich" er et godt eksempel. Her fremstilles Memorandummet som "det afgørende vendepunkt i Det Tredie Riges liv". Shirer skrev om denne kritiske konference: "Terningen var kastet. Hitler havde kommunikeret sin uomstødelige beslutning om at gå i krig. For denne håndfuld af mænd, som skulle udføre den, kunne der ikke længere være nogen tvivl."

A. J. P Taylor skrev i "The Origins of The Second World War", at Hossbach Notatet ikke beviser Tysklands skyld i krigen. Mødet d. 5. november 1937 drejede sig grundlæggende om oprustningsspørgsmål.

Taylor fortæller os om fremkomsten af Hossbach notatet: "Efter Moderne praksis kræver en officiel rapport tre ting. Først skal en sekretær deltage for at tage notater, som han efterfølgende skriver op i korrekt rapport-form Så skal hans udkast forelægges deltagere til korrektion og godkendelse. Endelig skal rapporten placeres i de officielle arkiver. Intet af dette fandt sted i forbindelse med mødet den 5. november 1937, bortset fra at Hossbach deltog. Han tog ingen noter. Fem dage senere skrev han en redegørelse for mødet fra hukommelsen med hånden. To gange tilbød han at vise manuskriptet til Hitler, som svarede, at han havde for travlt til at læse det. Dette var en besynderlig tilfældig behandling af, hvad der formodes at være hans "sidste vilje og testamente". Blomberg kan have set på manuskriptet. De andre vidste ikke det eksisterede Det eneste ægtheds-certifikatet, som er knyttet til det, er at det var underskrevet af Hossbach selv. En yderligere person så manuskriptet. Beck, chef for generalstaben, den mest skeptiske mod Hitler's ideer blandt de tyske generaler. Han skrev et svar på Hitler's argumenter d. 12 November 1937, og dette svar blev senere præsenteret som en begyndelse af den tyske "modstandsbevægelse". Det er endda blevet antydet, at Hossbach skrev notatet for at frem provokere dette svar.

Disse er spekulationer. På daværende tidspunkt lagde ingen vægt på mødet. Hosbach forlod staben kort efter. Hans manuskript blev sat arkiveret i en mappe med diverse andre papirer, og glemt. I 1943 kiggede en tysk officier, grev Kirchbach, mappen igennem og kopierede manuskriptet til afdelingen for militær historie. Efter krigen fandt amerikanerne Kirchbach's kopi, og kopierede det igen til brug for anklagerne i Nürnberg. Både Hossbach og Kirchbach mente, at denne kopi var kortere end den oprindelige. Især Kirchbach påpegede dette. Den oprindelige indeholdt Neurath's, Blomberg's og Fritsch's kritik af Hitlers argumentation -. Kritik, som nu faldet ud. Måske amerikanerne "redigerede" dokumentet, måske Kirchbach, ligesom andre tyskere forsøgte var at placere hele skylden hos Hitler. Der er ingen mulighed for at vide det. Hossbach original og Kirchbach kopi er begge forsvundet. Alt hvad der er overlevet er en kopi, måske forkortet måske "redigeret", af et ikke-godkendt udkast. Det indeholder temaer, som Hitler også anvendte i hans offentlige taler, behovet for Lebensraum, og hans overbevisning om, at andre lande ville modsætte sig genoprettelsen af Tyskland som en uafhængig stormagt. Det indeholder ingen direktiver for handling ud over et ønske om øget oprustning. Selv i Nürnberg blev Hossbach notatet ikke fremlagt med henblik på at bevise Hitlers skyld i krigen. Den blev taget for givet. Hvad det "beviste" i sin endelige sammenflikkede form var, at de anklagede i Nürnberg - Göring, Raeder og Neurath - havde siddet ved mødet og godkendt Hitlers aggressive planer. Det måtte antages, at planerne var aggressive for at bevise de tiltaltes skyld. De, som tror på bevismaterialet i politiske retssager kan fortsætte med at citere Hossbach notatet. De bør også advare deres læsere (som redaktørerne af "Documents on German Foreign Policy" ikke gør), om at notatet, langt fra at være en "officiel rapport", er en meget varm kartoffel.

Hossbach notatet er ikke den eneste påståede plan for Hitlers intentioner. Faktisk, at dømme ud fra hvad nogle historikere siger, fremstillede Hitler sådanne blueprints kontinuerligt - uden tvivl påvirket af hans ambition om at være en arkitekt (endnu en goak). Selv disse historikere undervurderer Hitlers produktivitet. De springer lige fra "Mein Kampf" til Hossbach memorandum, og derefter til "Table Talk" under krigen i Rusland. Faktisk fremlagde Hitler et blueprint næsten hver gang han holdt en tale, det var den måde, hvorpå hans hjerne virkede. Naturligvis var der intet hemmeligt over disse blueprints, enten i "Mein Kampf", som solgtes i millioner, efter at Hitler kom til magten, eller i taler leveret til et stort publikum. Ingen behøver derfor at føle sig stolt over sin skarpsindighed ved at gennemskue Hitlers hensigter. Det er tilsvarende indlysende, at "Lebensraum" altid var et element i disse blueprints. Dette var ikke en original idé udtænkt af Hitler. Den var almindeligt for tiden. "Volk ohne Raum" for eksempel af Hans Grimm solgte meget bedre end "Mein Kampf", da den blev udgivet i 1928. For den sags skyld blev planer om at erhverve nye landområder luftet meget i Tyskland under Første Verdenskrig. Det er almindeligt antaget, at disse var udtænkt af nogle få skøre teoretikere i ekstremistiske organisationer. Nu ved vi bedre. I 1961 rapporterede en tysk professor resultat af sine undersøgelser vedrørende tyske krigsmål. Disse var faktisk "en plan for aggression"eller, som professoren kaldte dem "et greb efter Verdensmagten": Belgien under Tysk kontrol, de franske jernmine områder knyttet til Tyskland, Ukraine skulle blive tysk, og ydermere, Polen og Ukraine skulle ryddes for deres indbyggere og genbosættes med Tyskere." Taylor anfører ikke navnet på denne professor. (Taylor s23)

"Hitler overgik langtfra sine respektable forgængere, han var faktisk mere moderat end de, han søgte dog kun "Lebensraum" i øst og afviste i "Mein Kampf" gevinster i vest. Hiler gentog blot den almindelige snak i højrefløjs cirkler." Lad os give ordet til Taylor i kapitel 7 "Anschluss: The end of Austria" om indholdet af notatet:

"Vandskellet mellem de to Verdenskrige strakte sig over præcis to år. Efterkrigstiden endte, da Tyskland besatte Rhinlandet d. 7 marts 1936; Førkrigstiden begyndte, da det indlemmede Østrig d. 13. marts 1938. Fra dette tidspunkt fandt ændringer og omvæltninger sted næsten uden afbrydelse, indtil repræsentanterne for de sejrrige magter i Anden Verdenskrig mødtes i Potsdam i Juli 1945. Hvem rejste stormen og igangsatte begivenhedernes march? Det accepterede svar er klart: det var Hitler. Øjeblikket for hans værk er også accepteret: Det var d. 5. November 1937. Vi har en optegnelse af af de erklæringer, han fremkom med denne dag. Det kaldes "Hossbach Notatet" efter den mand, som nedskrev det. Dette dokument antages at afsløre Hitlers planer. I Nurnberg var det genstand for stor opmærksomhed; og forfatterne til "Dokumenter om Tysk Udenrigspolitik" siger at: "det tilvejebringer en opsummering af tysk udenrigspolitik i 1937-38". Det er derfor værd at gennemse i detaljer. Måske vi vil finde deri forklaringen på Den Anden Verdenskrig; eller måske vi vil finde oprindelsen til en legende.

Denne dag, d. 5. november 1937, indkaldte Hitler til en konference i hans kanslerkontor. De tilstedeværende var krigsministeren, Blomberg, udenrigsministeren, Neurath, hærchefen, Fritsch, flådechefen, Raeder, og chefen for Luftvåbenet, Gøring. Hitler førte ordet. Han begyndte med en generel diskussion om Tysklands behov for Lebensraum. Han specificerede ikke, hvor dette skulle findes, - sandsynligvis i Europa, skønt han også diskuterede koloniale ekspansioner. Men ekspansioner måtte der være. "Tyskland måtte tage to had-inspirerede modstandere i betragtning, Stor Britanien og Frankrig.- -- Tysklands problem kan kun løses ved brug af magt, og det har altid været forbundet med risiko." Hvornår og hvordan skulle denne anvendelse af magt finde sted? Hitler diskuterede tre "scenarier". Det første "scenarie" var "periode 1943-1945" . Efter dette kunne situationen kun ændres til det værre; 1943 måtte være tidspunktet for handling. "Scenarie 2" var en borgerkrig i Frankrig, hvis dette skete var tiden inde for handling mod Tjekkerne. "Scenarie 3" var krig mellem Frankrig og Italien. Dette kunne meget vel ske i 1938. Så "må vort mål være at overvinde Tjekkoslovakiet og Østrig samtidigt". Ingen af disse "scenarier" blev til virkelighed. Indlysende nok kan de derfor ikke udgøre planen for Tysk politik. Hitler dvælede heller ikke ved dem. Han fortsatte med at demonstrere, at Tyskland ville opnå sine mål uden en stor krig.

"Magt" betød øjensynligt for ham at true med krig, ikke nødvendigvis krigen selv. De vestlige magter ville være for hæmmede og for frygtsomme til at reagere. "Stor Britanien næsten med sikkerhed og sandsynligvis også Frankrig har afskrevet tjekkerne og affundet sig med at Tyskland ville løse dette problem når tiden var inde." Ingen andre magter ville intervenere. "Polen med Rusland i ryggen vil have lille tilbøjelighed til at engagere sig i en krig mod et sejrrigt Tyskland." Rusland ville blive holdt i skak af Japan.

Hitlers redegørelse var i stort omfang dagdrømme, som ikke var relateret til, hvad der fulgte i den virkelige verden. Selv hvis det var alvorligt ment, var det ikke en opfordring til handling, under ingen omstændigheder en opfordring til at indlede en stor krig; det var en demonstration af, at en stor krig ikke ville blive nødvendig. På trods af den indledende snak om 1943-1945 var dens inderste kerne en undersøgelse af chancerne for en fredelig triumf i 1938, når Frankrig ville være optaget andetsteds. Hitlers tilhørere forblev fulde af tvivl. Generalerne insisterede på, at den franske hær ville være den tyske overlegen, selv om den samtidig konfronterede Italien.

Neurath tvivlede på, at en Middelhavskonflikt mellem Frankrig og Italien var nært forestående. Hitler fejede denne tvivl til side. "Han var overbevist om Stor Britaniens ikke-deltagelse, og derfor troede han ikke på sandsynligheden for en krigerisk fransk handling mod Tyskland." Der er kun en sikker konklusion, som kan drages af denne usammenhængende redegørelse: Hitler satsede på en uventet udvikling, som ville åbne ham vejen til succes i udenrigspolitik, ganske som det mirakel, som gjorde ham til Kansler i 1933. Der var her ingen konkrete planer, ingen direktiver for tysk politik i 1937 og 1938. Eller hvis der var et direktiv, var det at vente på begivenhedernes udvikling.

Hvorfor holdt Hitler denne konference? Dette spørgsmål blev ikke stillet i Nurnberg; det er ikke blevet stillet af historikere. Det er dog helt sikkert en elementær del af disciplinen historie, ikke blot at spørge hvad er indholdet af et dokument, men også hvorfor er dette dokument blevet til. Konferencen d. 5. November 1937 var en mærkværdig forsamling. Kun Gøring var nazist, de andre var gammeldags konservative, som var blevet på deres poster for at holde Hitler under kontrol. De ville alle, undtaget Raeder, blive afskediget fra deres poster indenfor tre måneder. Hitler vidste, at de alle, undtagen Gøring, var hans modstandere, og han stolede ikke meget på Gøring. Hvorfor afslørede han sine inderste tanker til mænd, som han nærede mistillid til, og som han kort efter ville afmønstre?

Dette spørgsmål har et let svar: han afslørede ikke sine inderste tanker. Der var ingen krise i udenrigspolitikken, som nødvendiggjorde en bred diskussion og afgørende beslutninger. Konferencen var en manøvre i indenrigspolitiske problemer. Her var en storm under opsejling. Schachts finansielle geni havde muliggjort oprustningen og fuld beskæftigelse; men nu argumenterede Schacht mod yderligere ekspansion i rustningsprogrammet. Hitler frygtede Schacht og kunne ikke imødegå hans finansielle argumenter. Han viste kun, at de var forkerte: Nazi styret kunne ikke slappe af i sin udvikling. Hitlers mål var at isolere Schacht fra de andre konservative, og derfor måtte han vinde deres støtte til et øget oprustningsprogram. Hans geopolitiske redegørelse havde intet andet formål. Hossbach notatet selv indeholder bevis for dette. I dens sidste paragraf står: "Den anden part af konferencen drejede sig om oprustningsspørgsmål." Dette er uden al tvivl grunden til, at den blev indkaldt.

Deltagerne selv drog denne konklusion. Efter at Hitler var gået, beklagede Raeder sig over, at den tyske flåde ikke ville have styrke til at udkæmpe en krig flere år ud i fremtiden.