Socialismens Endeligt og Borgerskabets Opløsning

I hundrede år har danskerne været holdningsmæssigt delt mellem de borgerliges liberale ideer og arbejdernes socialisme.

Utallige familiefester er blevet ødelagt af unyttige politiske diskussioner, og venskaber er gået til grunde for den store politiske sags skyld.

Denne dybe splittelse er imidlertid nu forældet, selvom ikke alle har indset dette. Den socialistiske ide har vist sig at være fejlagtig, og hele klassen af liberale, selvstændige erhvervsdrivende er i det store og hele forsvundet fra samfundet.

Meget få husker i dag den modsætning, som delte det danske folk i det nittende århundrede, som følge af den religiøse strid mellem "Indre Mission" og "Den Glade Kristendom", tilhængerne af digteren Grundtvig.

I dag ved kun eksperter, hvad den store strid drejede sig om. Et vigtigt stridspunkt var for eksempel "mellem-tingene", dans, kortspil og alkohol.

Socialismens Endeligt

Det siges, at der gerne er et godt forhold mellem rivaliserende naturvidenskabsmænd. I denne gren af videnskaben kan man nemlig oftest anstille et eksperiment, som kan afgøre, hvilken af modsigende teorier, som er sand. Rivalerne iagttager forsøget, bakker lidt på piberne og siger, at der kan man se, hvem skulle have troet det, så var det alligevel rigtigt. Man har fået en entydig afgørelse af hvilken teori, der er den rigtige, og derfor kan man forblive gode venner og kollegaer.

Modsat forholder det sig med rivaliserende kunstnere eller modsatte religiøse retninger. De vil oftest hade hinanden inderligt, da deres rivalisering aldrig vil blive afgjort. Det er nemlig meget vanskeligt at afgøre objektivt, hvilke kunstværker, som er de smukkeste, eller hvilke religioner, der repræsenter de sande guder.

Ganske som kunstnere og tilhængere af forskellige religiøse retninger, var trotskister, anarkister og demokratiske socialister meget intolerante over for hinanden. Deres teorier om samfundets indretning var nemlig fuldkommen spekulative og ville aldrig blive afprøvet på det virkelige samfund.

Som kunstmalere og forfattere kan tilføje deres værker forskellige farvenuancer eller temaer, fordi de synes, at det er nu pænt; således kunne de idealistiske samfundsteoretikere frit tilføje alle mulige smukke demokratiske, tolerante og humanistiske træk til deres systemer, helt uafhængigt af mennesket natur og den objektivt eksisterende Verden.

Men med den egentlige russiske kommunisme forholdt det sig anderledes. Den blev testet på den virkelige verden. Det blev afgjort, om systemet virker eller ej.

Guderne, Historien eller hvem, der nu råder for den slags, foranstaltede et kæmpemæssigt laboratorie forsøg. De kommunistiske ledere fik en fjerdedel af verden til deres rådighed og umådelige naturlige resourcer. Millioner af overbeviste tilhængere var villige til at følge ledernes mindste vink. De fik næsten et århundrede til at bevise, at deres teori kunne gøre deres folk rige og lykkelige.

Men den russiske socialisme overlevede ikke testen. Den virkede ikke. Da Sovjet Unionen blev opløst i 1991 efter næsten et århundredes socialisme, var russerne ikke blevet rige og lykkelige. De var stadig fattige, og landet var hærget af arbejdsløshed, kriminalitet og korruption.

Det må være rimeligt at antage, at de fleste af de kommunistiske ledere i Rusland var almindelige personlighedstyper med et almindeligt følelsesliv i forhold til andre. De ville sikkert hellere end gerne have givet deres borgere, hvad de gerne ville have, altså ytringsfrihed og personlige friheder. Men de kunne ikke gøre det, da de vidste, at så ville deres socialistiske system bryde sammen.

Socialismens Fødsel

Socialismen er ikke blot noget, som Guderne opfandt på en dårlig dag. Der må have været en årsag til, at denne ide kom ind i Verden. Alle ting har en eller anden årsag.

Der må have været en gang i slutningen af det nittende århundrede, hvor byernes borgerskab, de nye forretningsmænd, følte sig højt hævet over deres fattige og snavsede arbejdere. De så ned på dem og behandlede dem som skidt; og det har de aldrig fået tilgivelse for.

H.C. Andersen skrev om den lille pige med svovlstikkerne, og Dickens skrev om den fattige dreng, Oliver Tvist. Sådan må den virkelige verden også have været en gang.

Millioner af unge mænd i 1. Verdenskrigs skyttegrave må have følt, at de blot blev brugt, og at deres liv ikke blev regnet for noget.

De Moderne Socialister eller Venstrefløjen

De moderne socialistiske partier taler ikke så meget om socialisme. Deres hjertesager er at øge de offentlige ydelser til store brede vælgergrupper, som pensionister og indvandrere, at styrke tolerancen og ligestillingen mellem etniske grupper samt at støtte den tredie verden.

Den skotske økonom Alexander Tyler, en af Adam Smith's samtidige fra 1700 tallet, skulle have udtalt:

"Et demokrati kan ikke eksistere som en permanent form for regering. Det kan kun eksistere, indtil vælgerne opdager, at de kan vælge dem selv til ydelser fra statens kasse. Fra det øjeblik af vil flertallet altid stemme på de kandidater, der lover de største ydelser fra statens midler, med det resultat at et demokrati altid vil bryde sammen på grund af dårlig økonomi, altid efterfulgt af et diktatur.

Den gennemsnitlige levetid for demokratier, indtil de forfalder, har været 200 år. Disse nationer har udviklet sig på denne måde: Fra slaveri til åndelig tro, fra tro til stor tapperhed, fra tapperhed til frihed, fra frihed til overflod, fra overflod til egoisme, fra egoisme til selvtilfredshed, fra selvtilfredshed til apati, fra apati til afhængighed og fra afhængighed tilbage til slaveri."

Det var en ordentlig mundfuld. Det er heller ikke sikkert, at Alexander Tyler sagde lige præcis sådan. Men han har sikkert ment det. (se link nedenfor)

Professor Tyler skrev en bog om de antikke demokratiers historie. Den romerske republik endte jo som bekendt med folkets krav om "Brød og skuespil". Vi husker også, at Platon afskyede den demokratiske styreform, fordi hans elskede lærer, Sokrates, blev henrettet efter et folkekrav i staten Athen.

Hvad, der slår os mest ved Tyler citatet, er bemærkningen om, at flertallet altid vil stemme på de kandidater, der lover dem de største ydelser fra de offendtlige kasser. Er vi virkelig nået så langt ud?

Hvordan synes vi selv det går?

Det er svært at lade være med at tænke på episoden med efterlønnen. En massiv og udslagsgivende gruppe af vælgere havde besluttet sig til at lade sig pensionere tidligt på statens regning. De havde generelt et godt helbred og planlagde at tilbringe nogle år på golfbanerne, før de blev rigtig gamle.

Der var mangel på arbejdskraft og især mangel på de lidt ældre medarbejderes erfaring og ekspertise. Alligevel vovede politikerne ikke at røre efterlønnen. De var bange for, at i så fald ville de ikke blive genvalgt.

Faktisk er det mit indtryk, at de fleste vælgeres politiske holdninger bliver domineret af ønsker om større ydelser fra det offentlige. Det kan være kortere ventelister på hospitalerne, mere hjemmehjælp, længere barselsorlov, lavere priser i børnehaverne, mere støtte til flygtninge eller gratis ungdomshuse.

De moderne socialister, altså venstrefløjen, som de også kaldes, er virkelig endt som kandidater, der søger at overgå andre kandidater med løfter om større ydelser fra statens midler. Alle andre politikere er gået med i spillet.

Samtidig skal man høre på en anden af de moderne socialisters hjertesager: "Det er nødvendigt at øge indvandringen til Danmark, ellers vil der ikke være muligt at give service til pensionister og plejehjemsbeboere i fremtiden."

Stadig i dag ankommer indvandrere i hundredetusinder hvert år for at udfylde ledige stillinger. Samtidig går et lignende antal raske og førlige danskere stadig på tidlig pension på statens regning for at nyde livet på golfbanen.

Det Oprindelige Borgerskab - de Selvstændige

At have foden under eget bord, at have sit eget og selv være herre over sit liv, det er en uforlignelig oplevelse. Det giver en kvalitet i hverdagen, som ikke kan sammenlignes med livet som funktionær eller arbejder. Det er interressant og facinerende at have sit eget, sit eget landbrug, sit eget gartneri, sin egen butik eller sin egen fremstillingsvirksomhed. Man planlægger selv sin produktion, sætter priser, finder leverandører og taler selv med kunderne. Det er en spændende hverdag, som man kun modstræbende vil give slip på.

For et halvt århundrede siden var mere end halvdelen af befolkningen snævert forbundet med det at have sit eget.

Overalt var der gårde og husmandssteder af alle størrelser, helt ned til 11 tønder land. Der var mange små gartnerier, både med friland og drivhuse. I de indre farvande var fiskerihavne med bundgarnfiskere og utallige kuttere, der sejlede ud hver dag. En stor del af transporten blev udført af uafhængige coastere ejet af skibsføreren selv. I hver en provinsby var vogmænd med nogle få lastbiler. Der var uafhængige sagførere, ejendomsmæglere og landmålere, alle med deres eget uafhængige kontor forbundet med deres private bolig.

Borgerskabets Opløsning

Når vinden blæser hen over den flade strand ved Vesterhavet hvirvles sandkornene op. Nogle få korn finder læ bag en sten eller en en tot tang. Derved skabes der lidt mere læ disse steder, end der var før, og endnu mere sand lægger sig til rette der.

Sådan fortsætter sandfygningen, indtil al sandet er blevet samlet i store klitter. Det er synes at være den stabile tilstand for sand.

Sådan er det også med rigdom og penge.

I begyndelsen af sidste århundrede var der selvfølgelig mange fattige arbejdere, daglejere og husmænd, men rigdommen var alligevel fordelt rimelig jævnt fordelt ud over landet blandt bønder og borgere. Men efterhånden som det kaotiske økonomiske liv udspillede sig, samlede rigdommen sig i stadig større bunker. Penge har en tilbøjelighed til at finde derhen, hvor der er penge i forvejen.

Nationalbanken vækker en monetær enhed, en krone, til live og sender den i cirkulation for at dække statens udgifter. Den bliver krediteret banken og debiteret en officers lønkonto. Officieren bruger den til at købe et brød for. Den bliver krediteret hans lønkontoen og debiteret en bagerbutiks konto.

Bageren køber mel for vores monetære enhed. Den bliver krediteret bagerens konto og debiteret hos en bonde. Bonden bruger den til at investere i en ny lade. Den bliver krediteret bondens konto og debiteret en håndværkermester. Sådan fortsætter vor monetære enhed sit kaotiske liv og går fra konto til konto. Som sandet på stranden hvirvles den rundt i samfundets økonomiske liv sammen med sine brødre og søstre de andre millioner, milliarder monetære enheder. Nu og da tager de form af kontanter, sedler og mønter. Men det sker efterhånden ikke særlig ofte.

De er alle udødelige. De kan kun ende deres tilværelse kollektivt ved det endelige sammenbrud af hele den valuta, som de er en del af. Måske fordi de en dag bliver for mange. Men så vil de til gengæld også forsvinde sporløst. Kun her og der på støvede loftskamre vil være nogle få mønter og sedler, der vidner om en svunden tids penge.

Ganske som sandet ved Vesterhavet hvirvler rundt og samler sig i læ af store imponerende klitter, således samler også pengene sig der, hvor de kan finde læ. Det vil sige der, hvor der er penge i forvejen.

En efter en blev alle de små husmandsteder og bondegårde solgt. Ejerne døde eller gav op. Deres gårde blev og lagt sammen med andre landbrug. Nu om dage skal man have flere hundrede tønder land for at få det til at løbe rundt.

Fiskekutterne blev hugget op og erstattet af trawlere. Bundgarnfiskerne gav op og fik noget lønarbejde. Vor barndoms fiskerihavne blev omdannet til lystbådehavne.

Coasterne blev hugget op og transporten overført til lastbiler.

De Selvstændiges Efterkommere

Det frie marked, som betød så meget for de selvstændige bønder og små forretning ejeres politiske opfattelse, har de fleste af deres sønner, døtre og børnebørn lidt eller ingen kontakt med.