DH-debat Forside

4. Nødret og Prerogative

6. Argumenter mod Masse-demokrati

Demokrati Pro et Contra

5. Second Treatise of Goverment af John Locke

Chap. XIV: Of Prerogative


Sec. 159
Hvor den lovgivende og den udøvende magt er på særskilte hænder (som de er i alle modererede monarkier og velordnede regeringer), der kræves det til samfundets bedste, at adskillige ting bør overlades til beslutning af ham, som har den udøvende magt: idet lovgiverne ikke er i stand til at forudse og opstille love for alt, som kan være nyttigt for samfundet, lovenes udøvende magt, som har magten i sine hænder, har ifølge de generelle naturlige love en ret til at gøre brug af den til samfundets bedste, i mange tilfælde, hvor landets love ikke giver nogen anvisning, indtil den lovgivende magt passende kan blive samlet for at vedtage sådanne. Der er mange ting, som love på ingen måde kan dække, og disse må nødvendigvis blive overladt til afgørelse af ham, som har den udøvende magt i sine hænder, at blive beordret af ham til samfundets bedste og dets fordel. Det vil sige, det er passende, at lovene selv i nogle tilfælde giver plads til den udøvende magt. Eller rettere sagt til den fundamentale naturens lov og regeringen. Der kan være meget, som alle samfundets medlemmer bør beskyttes imod, fordi mange ulykker kan ske, i forbindelse med hvilke en pedantisk og usmidig fortolkning af lovene kan gøre skade; (som ikke at rive en uskyldig mands hus ned for at stoppe ilden, når nabohuset brænder) og en mand kan sommetider blive omfattet af loven, som ikke gør nogen forskel på personer, på grund af en handling, som fortjener belønning og benådning; det er passende, at en hersker i mange tilfælde skal have magt til at mildne lovens strenghed, og benåde nogle lovovertrædere; da formålet med regering er bevarelsen og beskyttelsen af alle, så godt som det er muligt, endog de skyldige bør skånes, hvor det kan vises, at det ikke vil skade de uskyldige.

Sec. 160
Denne magt til at handle efter eget skøn, til samfundets bedste, uden lovens forskrift, og sommetider endog imod den, er hvad der kaldes prerogative; for i nogle regeringer er den lovgivende magt ikke altid samlet, og er sædvanligvis for talrig og derfor for langsom, til hurtigt at udføre det fornødne; og også fordi det er umuligt at forudse, og således give love for, alle ulykker og behov, som kan angå offentligheden, eller at give sådanne love, som ikke vil gøre nogen skade, hvis de bliver gennemført med ufleksibel strenghed ved alle lejligheder, og på alle personer, som måtte komme inden for dens rammer; derfor er der givet spillerum til den udøvende magt, til at gøre mange ting efter skøn, som lovene ikke giver anvisninger for.

Sec. 161
Denne magt, som når den bruges til samfundets bedste, og som er passende for regeringens mål og tillid, er utvivlsom prerogative, og bliver aldrig betvivlet: for folket er meget sjældent eller aldrig nøjeregnende eller spidsfindige i deres meninger. De er langt fra at undersøge den ret til prerogative, som i noget tåleligt omfang bliver anvendt til det formål den er beregnet til, det vil sige, til folkets bedste, og ikke demonstrativt imod det; men hvis det kommer til et spørgsmål mellem den udøvende magt og folket, om en ting hævdet at være prerogative; tendensen i udøvelsen af sådant prerogative vil let afgøre spørgsmålet.

Sec. 162
Det er let at forestille sig, at i regeringernes barndom, da samfundene kun afveg lidt fra familier med hensyn til antallet af mennesker, afveg de også kun lidt fra dem med hensyn til love, og regenterne, der var som fædre for dem, vågede over dem til deres bedste, da var regeringerne næsten fuldstændig prerogative. Nogle få etablerede love gjorde deres fyldest og herskerens skøn og omsorg udgjorde resten. Men da misforståelser og smiger fik overhånd med svage fyrster, som brugte deres magt til deres egne private formål og ikke til samfundets bedste, ville folket gerne udstede love for at for at få prerogative defineret i disse områder, hvori de fandt ulemper derved.: Således erklærede begrænsninger i prerogative fandt folket nødvendigt i de tilfælde, som de og deres forfædre tidligere havde overladt fuldstændigt til spillerum for sådanne fyrsters visdom, som kun gjorde ret brug af den, det vil sige til folkets bedste.

Sec. 163
Og derfor de, som siger, at folket har gjort indgreb i prerogative, har en meget forkert opfattelse af regering; når folket har fået nogen del af den defineret i positive love: for ved at gøre således har de ikke frataget fyrsten noget som med rette tilhører ham, men kun erklæret, at den magt, som de udefineret havde overladt i hans og hans forfædres hænder, som skulle udøves til deres bedste, var ikke en ting, som de påtænkte ham, når han brugte den på anden måde: for formålet med regering er samfundets bedste, lige meget hvilke forandringer der sker i det, at forfølge dette formål kan ikke være at fratage nogen noget, da ingen part af regering retmæssig kan stræbe mod nogle andre formål; og kun de, som er forudindtagede eller hindrer samfundets bedste, begår overgreb. De, som siger noget andet, taler som om fyrsten har en særskilt interesse forskellig fra samfundets bedste, og var ikke skabt til det; roden og kilden fra hvilken næsten alle disse onder og uorden springer, som sker i kongelige regeringer. Og virkelig, hvis det er sådan, at folket under hans herredømme ikke er et samfund af rationelle skabninger, som er trådt ind i samfundet for deres fælles bedste, de er ikke sådanne som har sat regler for dem selv for at vogte og virke for dette gode; men skal ses som en flok lavt stående skabninger under en ejers herredømme, som holder dem og bruger dem for sin egen fornøjelses skyld og for profit. Hvis mennesker var så tomme for fornuft, og så dyriske, som at indtræde i samfundet på sådanne betingelser, prerogative måtte virkelig være, hvad nogle mænd mener, det skal være, en tilfældig ret til magt til at gøre ting, skadelige for folket.

Sec. 164
Men da en rationel skabning, som er fri, ikke kan antages at underkaste sig en anden, til sin egen skade; (skønt, hvor han finder en god og vis regent, vil han måske ikke tænke det er hverken nødvendigt eller nyttigt at sætte nøjagtige grænser for hans magt i alle ting) kan prerogative ikke være andet, end folkets tilladelse for herskerne til at gøre adskillige ting efter deres eget frie valg, hvor loven enten ikke sagde noget og også sommetider direkte mod lovens bogstav, til samfundets bedste, og deres samtykke, når det er gjort; for en god fyrste, som er opmærksom på den tillid, som er lagt i hans hænder, og er omhyggelig med sit folks bedste, kan ikke have for meget prerogative, det vil sige, magt til at gøre godt; således vil en svag og syg fyrste, som ville kræve den magt, som hans forgængere udøvede uden lovens anvisninger, som et prerogative, som tilhører ham som en ret, han har på grund af sin position, som han kan udøve for sin fornøjelses skyld, for at skabe eller arbejde for en interesse forskellig fra offentlighedens, giver folket en lejlighed til kræve deres ret, og begrænse den magt, som, hvis den var udøvet for deres bedste, de ville være tilfredse med, at den skulle stiltiende være tilladt.

Sec. 165
Og derfor den, som vil se ind i Englands historie, vil finde, at prerogative var altid størst i hænderne på de viseste og bedste fyrster; fordi folket, som iagttog hele tilbøjeligheden af deres handlinger til samfundets bedste, bestred ikke, hvad der var gjort uden lov for dette formål: eller, hvis nogen menneskelig skrøbelighed eller fejltagelse (for fyrster er kun mennesker, skabt som andre) optrådte i nogle små afvigelser fra dette formål; dog var det synligt, at hele deres virke i hovedsagen var omsorg for samfundet. Derfor, idet folket fandt grunde til at være tilfredse med disse fyrster, når som helst de handlede uden, eller i modsætning til lovens bogstav, billigede de, hvad de gjorde, og uden den mindste klage, lod dem udvide deres prerogative, som det behagede dem, idet de med rette vurderede, at de hermed intet gjorde til skade for deres love, da de handlede i overensstemmelse med grundlaget og formålet med alle love, samfundets bedste.

Sec. 166
Sådanne gude-lignende fyrster havde virkelig nogen fordring på egenmægtig magt, som ville vise enevældigt kongedømme som den bedste form for regering, som som Gud selv regerer Universet; fordi sådanne konger tager del i hans visdom og godhed. På dette er funderet det udsagn, at gode fyrsters regeringstid har altid været mest farlige for folkets friheder: fordi deres efterfølgere, som leder deres regering med andre tanker, vil fremføre sådanne gode herskeres handlinger som præcedens, og gøre dem til standard for deres prerogative, som om det, der var blevet gjort kun for folkets bedste, var en rettighed også for dem, til folkets skade, hvis det behagede dem; det har ofte medført strid og somme tider offentlig uorden, før folket kunne vinde deres oprindelige rettigheder tilbage, og få dem erklæret ikke at være prerogative; som de i sandhed aldrig har været, da det er umuligt at nogen enhed i samfundet skulle have en ret til at skade folket; skønt det er meget muligt og rimeligt, at folket ikke skal sætte nogen grænser for prerogative for sådanne fyrster og herskere, som ikke selv har overtrådt grænserne for samfundets bedste, for prerogative er intet andet end retten til at gøre godt uden regler.

Sec. 167
Magten til at indkalde parlamenter I England, vedgående den præcise tid, sted og varighed, er helt sikkert et kongens prerogative, men stadig med tillid til, at den skal bruges til nationens bedste, som tidernes tvingende nødvendighed kan kræve det, og hvor mange forskellige omstændigheder kan kræve det: for det umuligt at forudse hvilket sted er det bedst egnede for dem at samles på, og hvilken er den bedste årstid, valget af disse var overladt til den udøvende magt, som det måtte være bedst tjenligt for offentlighedens bedste, og bedst passe med parlamentets formål.

Sec. 168
I denne sag med prerogative vil det gamle spørgsmål blive rejst, Hvem skal vurdere, hvornår denne magt bliver brugt på den rette måde? 1. svar: mellem den udøvende magt med en sådan prerogative og en lovgivende magt som er afhængig af hans vilje med hensyn til deres indkaldelse, kan der ikke være nogen dommer her på Jorden, da der intet kan være mellem den lovgivende magt og folket, skulle enten den udøvende eller den lovgivende magt, efter at de har fået magten deres hænder, planlægge eller give sig i lag med at gøre dem til slaver eller ødelægge dem. Folket har intet andet middel mod dette, som i alle andre tilfælde, hvor der ingen dommer er på Jorden, end at appellere til Himlen: for herskerne, i sådanne forsøg, udøver en magt, som folket aldrig har givet dem i deres hænder. (som aldrig kan antages at billige, at nogen skulle regere over dem til deres skade) gør dette, som de ikke har en ret til at gøre. Og hvor hele folket, eller alle og enhver er berøvet deres rettigheder, eller er under udøvelsen af magt uden ret, og de har ingen at appellere til på her Jorden, da har de frihed til at appellere til Himlen, når som helst de vurderer, at det er godt tidspunkt for sagen. Og derfor, skønt folket ikke kan være dommer, ved at have, ifølge dette samfunds forfatning, nogen overordnet magt, som bestemmer og afsiger effektiv dom i sagen, dog har de ifølge en lov forud for og overordnet alle positive love givet af mennesker, reserveret den ultimative beslutning for dem selv, som tilhører hele menneskeheden, hvor der ikke findes nogen appel på Jorden, som kan dømme, om de har en retfærdig sag, at fremføre deres appel for Himlen. Og denne dom kan de ikke frigøre sig fra, det er ikke i et menneskes magt at underordne sig under en anden, for at give ham frihed til at ødelægge ham; Gud og naturen tillader aldrig et menneske at svigte sig selv, ej heller at forsømme sin egen overlevelse: og da han ikke kan tage sit eget liv, kan han heller ikke give en anden magt til at tage det. Lad ej heller nogen tænke, at dette lægger et grundlag for en stadig gentagen uorden, for denne kommer ikke før ubehagelighederne er så store, at flertallet føler dem, og er kede af dem, og finder en mulighed for at få det gjort bedre. Men dette behøver den udøvende magt eller de vise fyrster ikke komme i fare for: og det er den ting, af alle andre, som de mest behøver at undgå, da den blandt alle er den mest farlige.

Til start
20210301
Passed W3C Validation