En Kritik af Liberalismen

Liberalismen Udspringer af Specielle Engelske Forhold

I slutningen af det attende og i begyndelsen af det nittende århundrede udvikledes i England et meget specielt sæt af ideer om politisk økonomi, som fik navnet liberalismen. Skønt den var groet frem af Englands specielle historie, hævdede dens tilhængere, at det var en universiel teori med gyldighed for alle menneskelige samfund.

Grundlæggende er den engelske liberalisme udsprunget af det politiske klima, som blev skabt af den engelske borgerkrig, og forliget mellem kongen og parlamentet.

På lignende måde som Newton havde afdækket de universielle love, som styrede planeternes bevægelser, afdækkede Adam Smith, Ricardo, Bentham, Mill og deres samtidige de evige og universelle love, som styrer et harmonisk menneskeligt samfund.

Den liberale tradition bæres af tre grundpiller, som er individuel frihed, de evige og uforanderlige økonomiske love og ideen om harmonisk balance mellem modsat rettede økonomiske kræfter. Ganske som i Newtons evige og uforanderlige fysiske love, hvor gravitiationskraften og centripedalkraften holder hinanden i skak, således holder også de økonomiske kræfter, udbud og efterspørgsel, hinanden i skak.

Det frie marked symboliseres ofte af den velkendte graf, hvor udbud og efterspørgesel og skærer hinanden og danner markedsprisen. Mængden danner den vandrette akse og de mulige priser anføres på den lodrette akse. Den faldende efterspørgselskurve skærer den stigende udbudskurve og derved skabes den stabile markedspris.

Da samfundets økonomi er summen af sådanne stabile delmarkeder, er hele samfundsøkonomien også stabil, siger den liberale teori.

Problemet med denne fremstilling er blot, at den passer kun i specielle tilfælde. Enhver ved, at langt de fleste forbrugsvarer bliver billigere, ikke dyrere, jo større mængder, der produceres og markedsføres. Det gælder fladskærme, computere, mobiltelefoner, solceller, telte, ja alle produkter for færdigvaremarkedet og på markedet for maskiner og produktionsudstyr. Derfor er det forkert at antage at grafen for udbudsprisen i almindelighed er stigende.

Det er også ret velkendt at efterspørgsel og udbud ikke er to uafhængige funktioner, således som den den liberale tradition fremstiller dem. Den moderne efterspørgsel er i meget høj grad en funktion af de producerende firmaers markedsføring.

De klassiske økonomer fortæller os, at en økonomi, hvor de enkelte agenter er fuldstændig frie til at følge deres egen interesse, spontant vil skabe en optimal fordeling af samfundets resourcer. Enhver indblandning i markedet fra statens side vil med stor sandsynlighed vise sig ufordelagtig i sidste ende, siger de.

Liberalismen tilskriver således forretningsmændene og deres firmaer frihed til at følge deres egen-interesse og træffe deres egne beslutninger på markedet, så længe de ikke snyder og stjæler eller begår andre kriminelle handlinger.

I et liberalt samfund har den udøvende magt således ikke ret til at udstede en lodret ordre til et specifikt firma. For eksempel kan en konge eller en regering ikke blot beordre nogle specifikke danske firmaer til at oprette afdelinger i udkantsområder, på samme måde som en militær overkommando kan give en lodret ordre til bestemte generaler om at gå i aktion.

Kun i ganske få og korte perioder af historien har man tidligere set, at vigtige samfunds organisationer således har fået bevilliget frihed og dermed unddraget sig kongernes og den udøvende magts direkte autoritet i længere tid.

Den middelalderlige strid mellem konge og kirke drejede sig for eksempel netop om, at kirken søgte at undrage sig den verdslige magt. Kong Erik VIII Menved arresterede i 1294 ærkebiskop Jens Grand for forræderi og kastede ham i et skummelt fangehul under Søborg Slot.

Kong Philip den Smukke af Frankrig opløste og ødelagde Tempelherre ordenen i Frankrig 1307, lederne af ordenen blev brændt på bålet.

Margrete den 1. af Danmark førte krig mod Hansestæderne.

Kong Philip og dronning Margrete var hverken socialister eller kommunister, ej heller var de tilhængere af planøkonomi. De gjorde det, fordi at det var dem, som havde magten og dermed det ultimative ansvar for landet og folkets fremtid; og derfor kunne de ikke tolerere sådanne multinationale tusindben med et ben i hver land, som kun arbejdede for deres egne formål og i deres egen interesse.

Liberalismen antager også, at hvad, der er rationelt og fordelagtigt for den enkelte producent og den enkelte forbruger, er også rationelt og fordelagtigt for helheden, når alle gør det.

Netop i denne tid træffer en stor mængde firmaer beslutninger om at nedlægge deres produktioner i Danmark, eller undlade at starte dem, fordi det giver et større tal på bundlinien for netop deres firma. Imidlertid, når alle gør det, vil det betyde at al produktionsvirksomhed i Danmark, ja sådan set i hele Europa, vil blive nedlagt, og vort lande vil ikke længere tilhøre gruppen af industrialiserede nationer. Og det kan jo ikke siges at være godt for helheden.

Man behøver ikke at være tilhænger af en revolutionær -isme for at værdsætte sit folk og sit land og ønske at trække på samme hammel.

Der er mange, også i erhvervslivet, tror jeg, som gerne vil gøre noget for deres land. Man kan blot køre en tur på motorvejen og lægge mærke firmanavnene på varevognene. De tilhører sådanne firmaer som Dan-Electric, Dan-Ejendomme, Dan-lak, Dan-Isolering osv. for slet ikke at tale om Dan-foss. Prøv blot at gå ind Krak firma og søg på Dan-. Firmaerne hedder nok sådan, fordi deres oprindelige iværksættere og ejere anså sig selv som gode danske mænd, som gerne ville give deres bidrag til til deres lands velstand og udvikling. Da nu afdøde dronning Ingrid for år tilbage omtalte arbejdsløshedsproblemet i Sønderjylland overfor hr. Møller fra Mæersk, tog han straks initiativ til at oprette en containerfabrik i landsdelen.

I langt det meste af civilisationens historie har nationerne været organiseret således, at herskeren, det vil i reglen sige kongen, har uddelt opgaverne til sine mænd. Nogle fik ansvaret for forsvaret af grænsen, andre fik ansvaret for denne eller hin provins og så videre. Naturligvis måtte de betroede mænd løse opgaverne på basis af deres egen vurdering og med deres egne beslutninger. Men de var dog ikke mere uafhængige, end at herskeren altid så dem over skulderen, og en lodret ordre fra højeste sted altid måtte adlydes.

Således har de romerske kejsere styret deres provinser og legioner, og således har de kinesiske dynastier regeret deres udstrakte rige. I middelalderen var håndværker- og købmands- laugenes ledet af oldermænd, som ultimativt referede til kongen. I hele civilisationens lange historie har der meget sjældent været tale om at vigtige dele af samfundslegemet påberåbte sig "frihed".

Den traditionelle organisation er stadig det grundlæggende princip for militær organisation og for den interne organisation i private firmaer. Opgaverne uddelegeres til underledere, som må løse dem, som de bedst kan, dog således at toplederen kigger dem over skulderen og kan udstede en lodret ordre, hvis han finder det nødvendigt.

Den vigtigste rolle for den klassiske økonomi i dag er at legimentere de store erhversorganisationers frihed og uafhængighed af statsmagten. Den har ingen praktisk anvendelse. Man kommer ikke langt med at prøve at prissætte ved hjælp af det klassiske diagram med det stigende udbud og den faldende efterspørgsel, lave produktionsplanlægning efter det marginale princip eller lignende.

Hvis den klassiske økonomi falder, kan kan de store erhvervsorganisationer kun begrunde deres krav om frihed med, at sådan plejer det at være.

John Maynard Keynes påviste, at ustabilitet er en iboende egenskab ved markedet, og at der ikke er nogen garanti for, at det af sig selv vil finde et punkt, eller blot tangere et punkt, som indebærer fuld beskæftigelse og samtidig sikrer den bedste udnyttelse af resourcerne. Hans værker repræsenterer en skillelinie mellem det nittende århundredes filosofi og det tyvende århundredes på samme måde som Einsteins bidrag til fysikken. Keynes kasserede den gamle Verdens økonomiske naturlove, som beskriver hvorledes de økonomiske kræfter af sig selv trækker økonomien mod ligevægt med en gravitiations lignende kraft, således som Newton havde beskrevet årsagen til himmellegemernes bevægelser. Keynes erstattede den klassiske økonomi med en mere moderne og mere sand opfattelse, nemlig at økonomien er en dynamiske process karakteriseret ved ustabilitet og usikkerhed, som ikke kan overlades til sig selv og forretningsmændene.

En sådan opfattelse, sand eller ikke, kan ikke accepteres af de store firmaer og dermed heller ikke af universiteterne. Hvis man forestiller sig, at et universitet satte den klassiske økonomi i skammekrogen, ville dets kandidater blive stemplet som "røde", og de ville få svært ved at finde arbejde hos de store internationale firmaer. Det ville igen medføre, at et sådant universitet ville få svært ved at tiltrække kvalificerede studerende, som igen ville medføre, at niveauet ville falde, og det vil blive yderligere vanskeligt for kandidaterne at opnå gode stillinger. En afvisning af den klassiske økonomi ville således uundgåeligt danne indledningen til en nedadgående spiral, som vil indebære ringere videnskabelig status og faldende indtægter.

Den Klassiske Økonomi

Adam Smith introducerede de tre resourcer, som er de berømmelige - Jord, Arbejde og Kapital.

Ved Jord forstås landbrugsjord, skov og alle former for mineraler, i det hele taget naturgivne resourcer. Ved arbejde forstås naturligvis virkningen af den menneskelige indsats. Kapital er fabrikker, skibe, bygninger, veje, maskiner og i det hele taget produktionsmidler.

Priserne på de tre typer resourcer fastsættes på henholdsvis råvaremarkedet, arbejdsmarkedet og markedet for kapitalgoder.

Da alle resourcer anses for knappe, vil de mulige priser, som funktion af den udbudte mængde, være stigende. Derimod vil de mulige priser som en funktion af den efterspurgte mængde være faldende. Hvor kurverne for henholdsvis udbud og efterspørgsel skærer hinanden, fastlægges markedspriserne.

Markedsprisen repræsenterer en økonomisk ligevægttilstand, hvor udbud er lig med efterspørgsel. Da udbuds-funktionen og efterspørgsels-funktionen altid har forskellig hældning i den klassiske økonomi, er det en stabil ligevægt. Ved enhver afvigelse i priser eller mængder vil markedet blive drevet tilbage mod ligevægtspunktet af den forøgede afstand mellem udbud og efterspørgsel, som en pendul, der lidt efter lidt går i stå i lodret tilstand.
Da hele samfundets økonomi er summen af sådanne stabile delmarkeder er det liberale samfund en stabil samfundsøkonomi.

Kapitalisterne og forbrugerne er spillets primære agenter.

Kapitalister er sådanne personer, som ejer kapital, altså fabrikker og maskiner. De efterspørger råvarer, arbejdskraft og kapitalgoder, også kaldet kapacitet, altså produktions udstyr. De er i stand til at bringe de tre omkostningsarter, råvarer, løn og kapacitets omkostninger sammen i forskellige kombinationer, således at der fremkommer færdigvarer, som markedsføres på færdigvaremarkedet, hvor de efterspørges af forbrugerne.

Spillets mestre er forbrugerne; de svinger taktstokken. Det er deres uendelige og umættelige behov efter goder, som får hele systemet til at fungere.

Forbrugerne har ønsker og behov langt udover, hvad deres begrænsede budget tillader, derfor antages de at være i stand til på en rationel måde at udvælge hvilke goder, som bedst tilfredsstiller deres individuelle ønsker. I den liberale teory forestiller man sig, at agenterne shopper rundt på markedet og handler og bytter, indtil de alle er tilfredse med, hvad hver især har opnået. Måske noget i retning af faderen i H.C. Andersens eventyr "Hvad Fatter gør er altid det rigtige"; han rejser ud med en hest og bytter og handler talrige gange, indtil han kommer hjem med en sæk rådne æbler. Ikke desto mindre får han et kys af sin kone for sine bedrifter, og alle er tilfredse.

Udbud og efterspørgsel formodes at være to uafhængige funktioner. Det antages, at før forbrugerne og sælgerne træder ind på markedspladsen fra hver sin side, har de på rationel vis gjort sig fuldstændig klart, hvilke behov, de har, og i hvilken rækkefølge, de vil tilfredsstille dem.

Efterspørgsels- og udbuds-kurverne er tværsnit i tiden. De alternative priser er sådanne, som man lige nu tror og forestiller sig, at forbrugerne ville betale, hvis prisen var sådan og sådan, eller de mængder, som fabrikkerne lige nu ville markedsføre, hvis prisen var sådan og sådan.

Firmaerne antages at være profitmaksimerende. Som forbrugerne antages de også at handle marginalt. Nogle planlagte yderligere enheder vil måske være årsag til en større marginal tilvækst i omkostninger, end de vil være årsag til tilvækst i revenue; derfor vil de vælge ikke at producere dem. En anden mulig udvidelse af produktionen budgeteres til at kunne blive årsag til større marginal tilvækst i revenue end marginal tilvækst i omkostninger, derfor vil de vælge at producere denne.

Alle produktionsvirksomheder antages at være karakteriseret ved faldende profit som en funktion af produktionsmængden. Det antages, at når produktionsmængden nærmer sig kapacitetsgrænsen, vil omkostningerne blive større og større for hver marginal enhed, som produceres. Det skyldes overarbejde, øget vedligeholdelse, skiftehold, nyansatte og uerfarne arbejdere med videre, siges det.

Profitmaksimeringens gyldne regel tilsiger firmaerne at udvide produktionen enhed for enhed, indtil omkostningerne for den sidst producerede enhed er lig med revenue for denne sidste enhed. Det kan kun lade sig gøre ved stigende udbudskurve, men det er den altid i den klassiske økonmi

På pengemarkedet udbydes penge af sparerne, jo højere rente jo mere tilbøjelig er de til at spare, og jo større bliver udbuddet af penge. Derfor er udbudskurven stigende. Entrepenørerne, eller skal vi sige kapitalisterne, har det lige omvendt. Jo højere rente jo mindre tilbøjelige vil de være til at låne penge og iværksætte projekter. Derfor er efterspørgsels kurven faldende. I moderne tid er denne graf erstattet af IS-LM modellen, men logikken er noget af det samme.

Råvaremarkedet, arbejdsmarkedet, kapitalmarkedet, færdigvaremarkedet og pengemarkedet er alle forbundne kar. De udgør er et fintmærkende reguleringssystem, som automatisk justerer økonomien til den optimale fordeling af resourcerne, efter en udefra kommende påvirkning.

En ændring i et marked vil hurtigt smitte af alle andre steder i systemet. For eksempel vil en stigning priserne på råvaremarkedet forårsage, at priserne på færdigvaremarkedet øges, derved vil det producerede volumen falde, prisen på en arbejdstime vil også falde, da arbejderne nu ikke længere kan sælge så mange timer til den høje pris. Derfor vil de gå ned i løn og søge at komme tilbage på markedet, siger teorien.

Alle varer og andre goder har mere eller minde nære substitutter og komplementer.

De klassiske eksempler på substitutter er smør og magarine og petroleum og gas (til opvarmning) En prisstigning på smør vil for eksempel øge efterspørgslen efter magarine; på råvaremarkedet kan en prisstigning på alluminium få nogle producenter til at erstatte aluminium med plastic eller stål og således øge efterspørgslen efter disse materialer.

Komplementer er noget som hører sammen, sådan noget som øl og snacks.

Hele det teoretiske markedssystem kan sammenlignes med et kompliceret teknisk reguleringssystem, hvor de enkelte enheder i systemet udveksler hydraulisk tryk eller elektrisk spænding. I den klassiske økonomi er det imidlertid information om priserne, som udveksles. Det er derfor, at lærebøger i klassisk økonomi ofte kaldes pristeori.

Den klassiske økonomi er en meget smuk og vidunderlig simpel teori. Alt hvad der behøves er, at vi hengiver os til vort egoistiske ego og vor egen selvinteresse. På magisk vis, uden nogen intervention eller kontrol fra myndighederne, vil alle samfundets resourcer blive allokeret til deres mest effektive anvendelse, til hele samfundets bedste.

Friedrich List's Angreb på den Klassiske Økonomi

Friedrich List Friedrich List blev født i Württemberg i det nuværende Tyskland i 1789, året for den franske revolution. Han blev udnævnt til professor i administration og politik på universitetet i Tübingen i 1817. I forbindelse med nogle politiske tumulter blev han imidlertid i 1822 afskediget og idømt 10 måneders hårdt arbejde i fæstningen Asberg. Han undslap til Alsace, opholdt sig nogen tid i Frankrig og England og vendte tilbage til Wurtenberg i 1824 for at udstå resten af sin straf. Han blev løsladt på betingelse af, at han ville emigrere til Amerika. Han dukkede op i USA i 1825 med et introduktionsbrev fra La Fayette. Han blev introduceret til præsident Jackson. I USA ernærede han sig som landmand og journalist; han redigerede en tysksproget avis i byen Harrisburg i staten Pennsylvania. I 1832 blev han udnævt til amerikansk konsul i Leipzig. Han var den intellektuelle drivkraft i etableringen af den fælles-tyske zollverein, som blev etableret for en stor del takket være hans enthusiasme og vigør. Han var en stor fortaler for udvidelsen af det tyske jernbanesystem. I 1841 blev han tilbudt en position som redaktør af et nyetableret liberal avis i Køln ved kaldet "Rheinische Zeitung". Imidlertid afslog han tilbuddet med begrundelse i dårligt helbred. Stillingen gik i stedet til den unge Karl Marx. I de sidste år af sit liv pådrog han sig en dødelig og meget smertefuld sygdom, og d. 30 Oktober 1846 valgte han at tage sit eget liv i en alder af 56 år.

Den tyske økonom Friedrich List havde ikke store tanker om den klassiske økonomi. Formålet med den engelske liberalisme var helt klart, mente han. "De monopoliserende øboere", skrev han i 1841, "har reduceret tyskerne til ydmyge brændehuggere og vandbærere for Storbritanien."

Det britiske argument, at fri handel er et universielt gode, var intet mindre end hykleri: "Enhver nation, som ved hjælp af beskyttelsestold og handelsrestriktioner har øget sin produktive kraft og sin handel til en sådan grad af udvikling, at ingen andre nationer kan opretholde fri konkurrence med den, kan gøre intet klogere end at smide de stiger væk, som har ført til dens storhed, at prædike fordelene ved fri handel for andre nationer, og i angerfuldt tonefald erklære, at de hidtil har vandret ad vildfarne stier, og at det nu første gang er lykkedes dem at opdage sandheden."

De finere nuancer i debatten mellem Smith og Ricardo var fuldstændig spildt på List. For ham var de simpelthen "den britiske skole", der, uanset hvordan de udtrykte sig, blot var et redskab forklædt som et økonomisk system, som understøttede britisk dominans.

Friedrich List var den intellektuelle drivkraft i skabelsen af den tyske "Zollverein". Han argumenterede for, at den rette toldsats var omkring 60%, som successivt skulle sættes ned til 30%. Han var modstander af at subsidiere eksport, idet han mente, at pengene kunne bruges bedre på at udvikle nye projekter end på at angribe markeder, hvor konkurrenterne allerede havde et solidt fodfæste. Hans anbefalede metode var, at staten skulle etablere betingelserne for produktionsvirksomhed og derefter overlade resten til det private initativ - på trods af hans fremhævelse af statens rolle, havde han ingen ideer om planlægningsøkonomi.

Han gjorde grin med Adam Smiths "forvirring", som kaldte hans forskellige værdi- og prisbegreber, "den naturlige pris", "markedsprisen" og så videre. Han angreb Smiths synålefabrik. Det væsentlige var ikke arbejdsdelingen, skrev han, men det faktum, at de ansatte var forenet i den samme organisation i deres bestræbelser. En synålefabrik ville aldrig blive skabt af markedskræfterne alene. Den behøver miner og valseværker, som kan levere stål. Den behøver transportveje til forsyninger og distribution af færdigvarer. Den behøver talrige detailbutikker til at distribuere produkterne. Den behøver erfarne arbejdere til at betjene maskinerne og dygtige ingeniører til at konstruere maskinerne. Den behøver et organiseret samfund, lov og orden og en stabil valuta. Alt dette må skabes og igangsættes af en overordnet organisation, nemlig staten. At påstå, at en sådan fabrik kan vokse frem af markedet af sig selv, er fuldstændig spekulativt, mente List.

Ethvert samfund, som har udviklet sin handel og industri, har gjort det støttet af staten, skrev List. Hvad enten det var de Hanseatiske bystater, Hollænderne, Republikken Venedig, Portugiserne eller Spanierne. At afvise, at staten spiller en rolle i "The Wealth of Nations", er at drive gæk med kendsgerningerne.

Der er en vigtig forskel mellem de klassiske økonomer og Friedrich List. De liberale økonomer taler om øget "wealth", altså rigdom, som økonomiens overordnede mål. Produktionsvirksomhed er for dem blot et middel til skabe denne rigdom. Friedrich List skrev imidlertid: "Den produktive kraft til at producere rigdom er umådelig meget vigtigere end rigdommen selv. Den sikrer ikke blot besiddelsen og forøgelsen af, hvad der hidtil er opnået, men også erstatning for, hvad der er blevet tabt."

I moderne tid er mange virksomhedsejere travlt beskæftiget med at nedlægge dansk produktion, ja erhvervsledere i hele Europa nedlægger produtionsenheder og flytter produktionen til Østen. Det gør de, fordi at det vil forøge deres forventede resultat, regnskabets bundlinie, altså forøge deres "wealth". De kunne lære noget af List, "Den produktive kraft til at producere rigdom er umådelig meget vigtigere end rigdommen selv."

Friederich List er blevet kritiseret for at ikke have noget at byde på undtagen den nu om dage så foragtede protektionisme. Han har ikke opstillet nogen avancerede kurver og ligninger, som beskriver og forudsiger økonomien og markedet som en funktion af dit og dat.

Det kunne jo være, fordi han mente, at samfundsøkonomien bliver skabt af menneskelige beslutninger mere end den bliver styret af økonomiske naturlove. Skal vi sige Folkevognsfabrikkernes udvikling, blot for at tage et eksempel, bliver jo heller ikke bestemt af evige naturlove vist på diverse kurver, men af menneskelige beslutninger.

Vi må erkende, at marxismen er en variant af liberalismen. Karl Marx var også en af de klassiske økonomer.

Hvis vi underkender den klassiske økonomi og liberalismen, må vi med logisk nødvendighed også underkende marxismen.

Karl Marx sad i London og studerede de klassiske økonomer, Smith, Malthus og især Ricardo. Han tilegnede sig alle den klassiske økonomis ideer og begreber. Ideen om at evige og uforanderlige økonomiske love styrer samfundet; begreber som udbud og efterspørgsel, ligevægt, markedspris og de mange forskellige pris og værdi definitioner.

Han gav imidlertid den liberale teori en tvist henimod, at de økonomiske love var således indrettet, at de var forudbestemt til at ødelægge den kapitalistiske samfundsøkonomi efter en vis tid. I det efterfølgende kaos ville en revolutionær og beslutsom arbejderklasse have chancen.

Hvis det er sandt, at økonomien bliver styret mere af menneskelige beslutninger end af evige naturlove, så kan marxismens ide om selvvirkende økonomiske kræfter, som bringer samfundet i krise, ikke være sand.

Modsat Karl Marx accepterede Friedrich List aldrig liberalismens idegrundlag.

Friedrich List og hans samtidige lagde grunden til det moderne Tyskland og dens store firmaer, Krupp, Siemens, Thyssen m.v. Uanset hvad man mener om tysk politik gennem dette århundrede, må man anerkende, at gennem Tysklands bevægede historie i nyere tid, har disse firmaer loyalt støttet deres fædreland i tykt og navnligt i tyndt. Der er forskel på angelsaksiske liberale tradition, hvor intet er helligt, og den kontinentale tradition, hvor staten og fædrelandet spiller en vigtig rolle også for firmaerne.

Udbud og Efterspørgsel

Den velkendte graf med den stigende udbudskurve og den faldende efterspørgselskurve er blevet symbolet på det frie marked. Imidlertid i den virkelige Verden er den karakteristiske stigende udbudskurve blot gyldig i særlige tilfælde.

Lærebøger i klassisk økonomi fortæller, at kurven er stigende, fordi, at når den aktuelle produktion nærmer sig kapacitetsgrænsen, får firmaerne stadigt stigende omkostninger til overarbejde, skiftehold, problemer med uerfarne arbejdere, reparationer af produktionsudstyr med videre. Det lyder jo plausibelt, men det er blot ikke sandt.

Enhver ved, at udbudte priser falder i takt med, at de udbudte mængder øges. Fladskærme, mobiltelefoner, computere, solceller, telte, værktøj af enhver art, alt er blevet billigere i takt med øget produktionsvolumen.

Hvis man ser op fra de harmoniske kurver i lærebøger om klassisk økonomi og spørger en produktions-ingeniør, vil han svare, at lange serier med store volumer er bare sagen. De åbner muligheder for yderligere automatisering og arbejdsdeling. Det er de korte serier, som trækker søm ud, vil han sige.

Allerede i 1974 fastslog den berømte rapport fra Boston Consultancy Group, "The Experince Curve Reviewed", at de tilførte omkostninger pr. styk falder 20 til 30 % i reale priser, hver gang produktionsvolumet fordobles. Heri er ikke inkluderet besparelser på grund af forbedret design eller produktions lay out.

Rapporten slutter med følgende bemærkning: "Erfaringskurvens omkostningseffekt er et observerbart faktum. Den kan bekræftes ved observation og kan vises som en graf af pris erfaringskurven for Model T Ford."

Siden Boston Consultancy udgav deres rapport, er der lavet learning kurver for utallige firmaer. Det er en fastslået kendsgerning, at omkostningerne falder, når volumet vokser. Se skema til venstre. PV betyder Produktions Volumen, og PR betyder progress Ratio.

Udbuddet af goder afhænger meget af den tekniske udvikling, som kommer i bølger. Hver gang der opfindes en ny teknologi, som muliggør nye produkter, vil der være nye forretningsmuligheder. Opfindelse af computere indebar en ny generation af alle produkter; fladskærmteknologi indebar en ny generation af computere og fjernsyn og så videre. Forbrugernes forventede respons på udbuddet af goder er i virkeligheden ret dynamisk, og er ikke velegnet til at blive fremstillet som en statisk kurve.

Der er ingen, som ved på forhånd, hvordan forbrugerne vil tage imod nye produkter. En fejlmargin på 30-40% til hver side er ikke usædvanlig. Men hvad er så ideen med at tegne en udbudskurver, som skaber en illusionen om et eksakt kendskab til forbrugernes fremtidige respons?

I den klassiske økonomi antages, at de menneskelige behov er uendelige og umættelige. Men denne antagelse er forkert.

Efterspørselskurver for specifikke produkter vises faldende, og det er de nok også i den virkelige verden. Hvis man allerede har erhvervet nogle stykker af det pågældende gode, vil man være mindre ivrig efter at erhverve endnu et. Men så må det jo også være således, at forbrugernes totale behov for goder må være faldene og i sidste ende endeligt.

Det er også logisk og indlysende, at behovet for de sidste marginale goder er aftagende, ikke blot fordi forbrugerne ikke har råd til et ubegrænset antal goder, men navnlig fordi de ikke har tid til at forbruge dem. Fordi døgnet kun har 24 timer, og livet er endeligt.

Man hører ofte familier beklage sig over, at de har fået samlet sig for mange ting af alle slags, som de har svært ved at tage sig sammen til at smide ud, da de ikke fejler noget, og engang i fortiden betalte de penge for dem.

Det er ikke sandt, at de menneskelige behov er uendelige og umættelige, der er grænser for hvor meget, forbrugerne vil samle sammen og ruge over.

Konklussionen må være, at både udbudskurven og efterspørgselskurven i almindelighed er faldende. Der er ingen, der ved, om de i det hele taget skærer hinanden. Vi husker at ifølge den klassiske økonomi er en stabil markedspris betinget af, at udbud og efterspørgsels kurverne har forskellig hælding. Kun derved vil priserne blive drevet tilbage til ligevægt, repræsenteret ved markedsprisen. Så derfor kan vi skyde en hvid pind efter de fleste af de stabile delmarkeder. Da hele samfundets økonomi ifølge den klassiske teori er summen af delmarkederne, må vi også stille spørgsmålstegn ved stabiliteten af hele nationens økonomi.

Markedet

Nutidens klassiske økonomer er kompromisløse tilhængere af erhvervslivets frihed og afviser enhver tanke om indblanding fra staten.

Milton Friedmann stiftede den økonomiske skole "Monetarismen", som er en moderne variant af den klassiske økonomi. Han er en uforsonlig modstander af statens indblanding i økonomien, og kan citeres for sådanne bemærkninger som: "Hvis man satte forbundsregeringen som leder af Sahara ørkenen ville der i løbet af en fem års tid blive mangel på sand."

Repræsentanter for "Den Østrigske Økonomiske Skole" udtaler sig sædvanligvis mere filosofisk og underfundigt. Men de er om muligt endnu mere afvisende overfor statslig indblanding i økonomien. Stifteren af den Østrigske Skole, Ludwig von Mises, sagde for eksempel: "Staten kan være og har ofte i historiens løb været hovedårsagen til misfornøjelse og katastrofer."

I takt med at firmaerne i moderne tid er vokset sig større og mere magtfulde, og markederne samtidigt mere oligopolistiske og uigennemsigtige, synes de klassiske økonomer at blive stadig mere afvisende overfor at give staten en rolle i økonomien.

De lovpriser det nittende århundredes klassiske økonomer som deres åndelige ophav, men de synes at have glemt, at selveste Adam Smith støttede statslig intervention.

Adam Smith støttede en serie af protektionistiske engelske love kaldet "Navigation Acts", som påbød, at alt gods sendt til England, Irland eller de engelske kolonier skulle transporteres på engelske skibe, og at plantageejere og købmænd i kolonierne kun måtte sælge deres varer til engelske købmænd, eller betale told, når de solgte dem til andre landes købmænd. Kolonierne eksporterede sådanne ting som tobak, sukker, bomuld, tømmer og så videre. Navigation lovene var en af hovedårsagerne til oprøret i de amerikanske kolonier i 1775.

Thomas Malthus Thomas Malthus blev født i England i 1766. Hans far uddannede ham selv i hjemmet. I 1793 blev han professor i historie og politisk økonomi på East India Company College i Haileybury, hvilken position han beholdt til sin død. Han blev bedst kendt for sit bidrag til befolknings-videnskaben: "An Essay on the Principle of Population". Befolkningstilvæksten vil overhale Verdens fødevareproduktion og udløse en verdensomspændende krise, skrev han. Jordens resourcer er endelige, men menneskene naturlige drifter vil motivere dem til at mangfoldiggøre sig ubegrænset. Malthus var imidlertid en af tidens mest kendte økonomer. Han blev medlem af Royal Society og senere af den politisk økonomiske klub, hvor han traf de klassiske økonomer David Ricardo og James Mill. Han var blandt medstifterne af Londons Statistiske Selskab i 1834. Han lod sig sjældent tegne eller male på grund af et hareskår. Ricardo og Mathus var uenige om mangt og meget. David Ricardo var stærk tilhænger af en gennemført liberalisme, medens Malthus ikke mente, at konkurrence samfundet af sig selv altid kunne finde et for samfundet optimalt leje. På trods af deres uenighed var Ricardo og Malthus personlige venner. Måske sad de nu og da i herreværelset og nød en god cigar og et glas portvin, medens de drøftede samfundets økonomiske tilstand. Ricardo taler jo meget om portvin i sine artikler om fordelene ved international handel.

En anden af de klassiske økonomer,Thomas Malthus, advarede mod den hurtige industrialisering af England. Økonomisk udvikling måtte afbalanceres mellem industriel udvikling og udvikling af landbruget, skrev han. Ensidig udvikling af industrien på bekostning af landbruget ville ikke blot skabe moralske og politiske problemer men også risikere at blive kvalt af sin egen success. Markedet ville ikke spontant regulere sig selv i balance, og derved kom staten ind i billedet. Malthus støttede ideen om importtold på korn, for at opmuntre landbruget.

Der skulle være efterspørgsel efter de varer, som den nye industri producerede, skrev Malthus. Og når landbruget var tilbagestående og arbejderne i princippet blev lønnet efter Ricardos "jernhårde lønningslov", altså eksistens-minimum, så ville der ikke blive kunder nok i butikken.

Men dengang var England og specielt byen Manchester "Verdens Værksted", og Malthus frygt blev gjort til skamme af en meget stor engelsk export.

Imidlertid blev hans forudsigelse om, at markedet ikke af sig selv ville finde et optimalt leje, virkeliggjort næsten hundrede år senere i tredivernes USA. Den amerikanske industri havde udviklet sig til Verdens største og mest effektive, de producerede alle slags varer. Men store dele af landbruget var tilbagestående og industriarbejderne tjente for lidt til at købe alle de nye produkter. Fabrikkerne kunne ikke sælge, og de afskedigede en mængde ansatte. Staten måtte træde til med "New Deal" politikken, som blev introduceret af præsident Roosevelt.

Forud for tredivernes krise var et boom i aktier, så der var nogle, som havde penge til overs.

Malthus' og senere Keynes' ide om at støtte en ineffektiv efterspørsel har ikke længere gyldighed i moderne tid, da en øget efterspørgsel vil rette sig næsten udelukkende mod importerede produkter. Men den understreger alligevel at man ikke kan forvente at markedet af sig selv altid vil finde et optimalt leje.

Vi kender alle sådanne trick-billeder, hvor det sete afhænger af øjenene, som ser. Hvad forestiller dette billede? Er det ansigtet af en ung kvinde set skråt bagfra eller det ansigtet af en gammel kvinde i profil?

En serie af priser og mængder vil på lignende måde blive fortolket forskelligt af økonomerne.

En klassisk liberal økonom vil tydeligt se, hvorledes de dynamiske markedskræfter er i færd med at tvinge markedet i ligevægt. Pendulet svinger frem og tilbage, men det vil i sidste ende falde til ro på den optimale markedspris. I de klassiske økonomers øjne er priser og mængder enten i ligevægt eller i færd med at finde en ny ligevægt efter en ydre påvirkning. På grund af deres specielle briller kan de ikke se andet.

En mere nøgtern økonom vil se fremtidens og usikkerhedens mørke kræfter i aktivitet; han vil ikke tvinge virkeligheden ind i sådanne faste skemaer.

Mange forestiller sig flytningen af produktionsvirksomhed fra Europa til Østen som et led i sådan et klassisk økonomisk pendul, som langsomt svinger frem og tilbage - noget helt naturligt, trøster de sig med. Som udgangspunkt tjener Europæerne tæt på 200 kr. i timen og ufaglært kinesisk eller indisk arbejdskraft tjener 10 kr. i timen. Efter at pendulet er svinget mod øst, vil kinesernes lønninger uværgeligt stige og Europæerne vil nedsætte deres timeløn for at trække pendulet tilbage, forestiller man sig. Efter nogle hundrede år, når pendulet har udført adskillige svingninger, vil det måske falde til ro på en stabil Verdens Markedspris midt imellem.

Almindelige mennesker står uforstående og magtesløse overfor af-industrialiseringen af Europa, måske de tror og forestiller sig, at der er en dybere økonomisk mening i det, som det ikke er forundt almindelige mennesker at forstå. For eksempel som sådan et stort økonomisk pendul, som langsomt falder til ro i økonomisk balance, til gavn for alle.

Der er ingen dyb og mystisk økonomisk mening med af-industrialiseringen. Og et sådant økonomisk pendul vil aldrig få fred til at fuldende sine svingninger. Der er blot den kendsgerning, at de store internationale firmaer kan få deres varer produceret i Østen for til en brøkdel af det europæiske omkostningsniveau. For eksempel koster det under fem kroner at producere et par sokker i Guandong Provinsen nær Hong Kong; de kan sælges i Europa for måske 30 til 50 kroner. Transport-omkostningerne er meget små, for den slags varer helt ubetydelige.

Det er da virkelig business, der er til at forstå. De store virksomheder ved godt, at af-industrialiseringen af Europa vil blive en ulykke for nationerne, men det er en fristelse, de ikke kan modstå. Efter os kommer syndfloden, og indtil nu går det da meget godt, synes de at mene.

Måske ræsonerer de, at hvis alle andre gør det, er de også nødt til det; eller, hvis det er uundgåeligt, hvorfor så ikke komme først.

Firmaerne forsvarer deres handlemåde med, at de har intet andet valg, omkostningsniveauet i Europa er simpelthen for højt, siger de. Og det kan der være nogen sandhed i.

Kun de teoretiske økonomer kan se alle de elegante kurver og linier, som udstrækker sig i pris-mængde planet, marginal, gennesnits og total kurver. Almindelige praktiske økonomer kan kun konstatere, at måske en bestemt vare på deres hylder er blevet udsolgt hurtigere, end de havde forstillet sig. De vil måske tænke, at prisen har været lidt for lav; men forhåbentligt har kunderne også købt noget andet. Set fra butiksgulvet kan man aldrig vide, om man har opnået den stabile markedspris eller ikke.

I den klassiske økonomi forudsættes at udbud og efterspørgsel er to fuldstændig uafhængige funktioner. Før de potentielle sælgere og købere træder ind på markedspladsen, har de hver for sig gjort sig fuldstændigt klart, hvad de ønsker, i hvilken rangorden, og hvordan de vil reagere på den og den pris. Den berømte klassiske økonom Alfred Marshall sammenlignede udbud og efterspørgsel med de to knive i en saks, som uafhængigt af hinanden fastlægger priser og mængder gennem hele økonomien.

Men det er tydeligt for enhver at udbud og efterspørgsel er ikke uafhængige. En meget stor del af efterspørgslen er forårsaget af de udbydende firmaers markedsføring. Marketing er en af de vigtigste dicipliner indenfor økonomi.

De teoretiske forudsætninger for et effektivt marked

Den Økonomiske Mand

David Ricardo David Ricardo blev født i England i 1772. Han var den tredie af 17 (sytten) børn. Hans jødiske familie stammede fra Portugal. De flyttede til England kort før Ricardo blev født. Da han var fjorten år gammel begyndte han at hjælpe sin far i hans børsmægler forretning. Da han var 21 ægtede han en kristen kvinde og lod sig selv omvende til kristendommen. Derfor gjorde hans familie ham arveløs. Ricardo var imidlertid en blændende investor, han tjente hurtigt en formue, købte sig et gods og trak sig tilbage fra forretninglivet i en alder af 32 år. Han blev medlem af parlamentet og viede resten af sin tid til politisk økonomi. Han er mest kendt for sin afhandling om fordelene ved gensidig international handel og for sin teori om den "Jernhårde lønningslov". Disse var imidlertid blot to sider af samme sag, nemlig hans livs kamp for at England skulle industrialiseres hurtigst muligt og for enhver pris. Industrialiseringen krævede, at de Engelske købmænd kunne eksportere produkterne. Derved kom fordelene ved gensidig handel ind i billedet. Industri-produkterne måtte være billige. Af denne grund skulle fabrikker omkostninger være lave, specielt lønomkostningerne. Derved kom hans "Jernhårde Lønningslov" ind i billedet. Men hvis lønningerne skulle være lave, så skulle maden også være billig. Derfor opfordrede han også til import af billigt udenlandsk korn. England blev virkelig industrialiseret hurtigt; men ikke uden de moralske og politiske omkostninger, som hans ven Malthus havde advaret imod. Socialismen opstod som bekendt i England. Englands industrialisering i det nittende århundrede minder meget om Kinas industrialisering, som finder sted lige foran vore øjne. Som englænderne lægger de stor vægt på eksport. De holder et vågent øje med arbejdslønnen, den skal være lav, så produkterne kan forblive billige og konkurrencedygtige. Hvis lønningerne skal være lave, så skal maden være billig. Derfor er de kinesiske bønder skattefrie, og de får statstilskud til køb af fjernsyn og andet moderne husholdningsudstyr.

Den liberale teori antager, at hvad der er rationelt og fordelagtigt for den enkelte producent og den enkelte forbruger, er også rationelt og fordelagtigt for helheden. Nationens og helhedens økonomi bliver bestemt ud fra utallige individuelle valg og beslutninger. Når de enkeltes beslutninger er rationelle og velovervejede, så vil de også være årsag til at helhedens udvikler sig rationelt og fordelagtigt.

Som den liberale økonom, Hayek skrev: "Individerne er de bedste til at vurdere deres omstændigheder, interesser og hvilke goder, de foretrækker, og derfor er individerne bedst egnede til at tage beslutninger på markedet." (1948: Ch.1)

Man kan sige, at liberalismen antager, at samfundets økonomiske beslutninger er decentraliseret ned til den enkelte forbruger og forretningsmand. "Markedet har altid ret", som de ynder at udtale sig.

Men når nu det hele afhænger af alle disse enkelte agenter på markedet, så må liberalisterne også være i stand til at vise, at disse agenter er skarpe nok til træffe fornuftige beslutninger, som tilgodeser deres egne objektive interesser. Hvis de ikke kan dette, vil det være helt logisk udelukket, at de enkeltes beslutninger kan danne grundlag for helhedens positive udvikling. Dette krav bliver traditionelt tilgodeset med teorien om den "økonomiske mand".

Ved en økonomisk mand forstås sædvanligvis: "En perfekt rational person, som ved altid at tænke marginalt, maksimerer sin økonomiske velfærd og opnår forbruger ligevægt".

"Den økonomiske mand" kan føres tilbage til Adam Smith, som skrev, at "hver mand er i noget omfang en købmand" i sin stræben efter "selv forbedring".

Før den økonomiske mand træder ind på markedspladsen har han gjort sig sine behov helt klart, han har rangordnet sine ønsker fra det mest ønskværdige til det mindste ønskværdige. Han vil træffe sine valg objektivt, køligt og kalkulerende.

Imidlertid,"den økonomiske mand" er nem at narre.

Marketing er en af de vigtigste discipliner i forretningsverdenen. Det beskriver, hvorledes man reklamerer for og prissætter sine produkter i den virkelige Verden. Firmaerne bruger millioner og atter millioner på markedsføring, og det er fordi, at det virker. Eksperter i markedsføring trækker de enfoldige økonomiske mænd rundt ved næsen.

Nogle liberale økonomer prøver at redde situationen ved at definere sig ud af problemet. For eksempel kan markedføring påvirke en forbruger til at vælge bestemte produkter ud fra et ubevidst ønske om at signalere en bestemt livsstil og idenditet. De skriver, at forbrugeren netop hele tiden har ønsket at signalere denne bestemte livsstil, og har haft dette ønske på sin liste, allerede før han trådte ind på markedspladsen. Han har fået nøjagtigt, hvad han ønskede, nemlig et produkt, som signalerer denne livsstil, og derfor er han en rationel forbruger, en sand "økonomisk mand".

På denne måde, lige meget hvad en agent på markedet bliver lokket til at købe, kan man definere, at det var netop det, han ønskede; og derfor er han en sand, rationel og kalkulerende "økonomisk mand"; og dermed redde den liberale teori.

Men en virkelig køligt kalkulerende og vurderende "økonomisk mand" vil ikke lade sig manipulere af en teknik, som bruger hans ubevidste drømme, fantasier og følelser. Og når forbrugernes så villigt reagerer på avanceret markedsføring, er det netop fordi, at de er ikke sådanne rationelle "økonomiske mænd", som den liberale teori forudsætter.

Rationaliteten af Individuelle Beslutninger

Dernæst må liberalisterne kunne vise, at hvis ovenstående er opfyldt, og de enkelte agenter, de "økonomiske mænd", virkelig er sådanne nøgterne, kalkulerende personer, som objektivt vælger i nøje overensstemmelse med deres virkelige interesser, så vil deres beslutninger også bidrage til helhedens positive udvikling. Altså, hvad der er godt for den enkelte, er også godt for helheden.

Altså om rationelle individuelle beslutninger i retning af individuel selvforbedring nu også vil føre til en fordelagtig udvikling af hele samfundsøkonomien, således som den klassiske teori antager.

Vi kender problemstillingen i den traditionelle diskussion om bilismen. For den enkelte, skal vi sige en familiefar i en af Kinas storbyer, er det bare lykken at have en bil. Læs barnet, hunden og svigermor ind på bagsædet, og så er man klar til at køre hvor som helst hen. Men det er også klart, at hvis alle fem millioner indbyggere i en middelstor kinesisk provinsby gør det, så er der ingen, som kommer nogen vegne. Det hele vil blive totalt kaos.

Malthus og senere Keynes har påvist problemet med svigtende efterspørgsel. Den enkelte virksomhed antages at profitmaksimere. De kan have held til at holde deres lønomkostninger nede på et eftertragtet lavt niveau, og derved får de et pænt resultat på bundlinjen, og det er jo det, som det hele går ud på, antages det i den klassiske teori. Men hvis alle virksomheder gør det, vil en meget stor del af befolkningen have for lidt købekraft, og firmaerne får problemer med afsætningen.

Det vil sige, at det som er fordelagtigt og rationelt for det enkelte firma, bliver ufordelagtigt for samfundsøkonomien, når mange eller alle gør det.

Malthus og Keynes havde ret i dette for deres tid. Men imidlertid virker det ikke i moderne tid, fordi en øget efterspørgsl vil være rettet næsten udelukkende mod importerede produkter.

Så lad os prøve at vende problemet om. I den klassiske teori antages, at alle agenter vil arbejde for deres selvforbedring, ikke blot virksomhederne. Lad os forestille os, at det lykkedes en enkelt stærk fagforeninger at gennemtrumfe en fordelagtig overenskomst. Det er der jo ikke noget galt i, vel? Enhver er jo deres egen lykkes smed. Skal vi sige tredive timers arbejdsuge og otte ugers ferie. Det vil jo bare være lykken for den enkelte arbejder, masser af tid til familien, vennerne og fritidsinteresser, og så er der endog mulighed for at tage ind og hilse på kollegaerne ind imellem.

Det er helt klart en markant selvforbedring for den enkelte arbejder. Men imidlertid, hvis alle gør det, vil dansk økonomi hurtigt få problemer.

Det vil være i smuk overensstemmelse med liberalismen ide, at enhver bør arbejde for deres egen selvforbedring. Men igen, hvad der er rationelt fordelagtigt for nogle enkelte, bliver ufordelagtigt for helheden, når alle gør det.

Sande liberalister vil indvende, at længe før "alle gør det" vil markedskræfter være sat ind og have etableret en perfekt optimal ligevægt.

Dertil er at sige, at det er jo ikke det, som er sket. Arbejdsmarkedet har stabileret sig, men på et punkt, som ikke er optimalt, således som Keynes skrev, at det er muligt.

Liberalisterne vil nu fremføre, at i det lange løb vil markedskræfterne vinde og etablere en optimal ligevægt.

Hertil kan man kun svare med Keynes, at i det lange løb vil vi alle være døde. Ihvertfald vil vort fædreland være afgået ved døden som industrination, inden dette sker af sig selv.

I denne tid træffer mange firmaer beslutning om at nedlægge egne produktioner i Danmark, eller undlade at starte dem, fordi det giver et større tal på bundlinien for netop deres firma, når de gør sådan. Det er i smuk overensstemmelse med den klassiske økonomi, som antager, at virksomhederne er profitmaksimerende. Imidlertid, når alle eller mange maksimerer deres profit på denne måde, vil det være til skade for helheden. Det vil betyde en ende på Danmark som industrialiseret nation. Det fundament, som virksomhederne oprindeligt byggede på, vil smuldre under dem.

I dag klumper virksomhederne sig sammen om København med de høje lønninger og ejendomspriser. De skæver hver især til deres bundlinje, hvor de mener at kunne se, at de betaler sig bedst at forblive i hovedstadsområdet. Derved går store resourcer tabt i udkantsområderne til skade for vort fædreland, takket være de liberale principper om, at enhver er sin egen lykkes smed, og alle vigtige økonomiske beslutninger træffes af de enkelte agenter i økonomien.

Pengemarkedet

Pengemarkedet er den største af alle liberale illusioner. Ideen om penge som en knap resource, som allokeres optimalt på markedet med sparernes udbud og projektmagernes efterspørgsel, er den finansielle industris legimentation for at tage deres "cut" af borgernes opsparing.

Den klassiske økonomi antages, at sparerne leverer udbuddet af penge, og entrepenørerne efterspørger penge til deres projekter. Hvor det stigende udbud møder den faldende efterspørgsel fastlægges markedsprisen for penge, som er renten.

Det antages, at jo højere renten er, desto mere tilbøjelige vil borgerne være til at spare; og jo lavere rente desto mere vil entrepenørerne låne til deres projekter.

Det er altsammen ret logisk, alt andet lige, som det hedder. Men problemet er, at med den magiske formel "alt andet lige" skæres alt det vigtige væk.

Almindelige borgeres opsparing er en funktion af stadier i deres liv, og ikke af rentens størrelse. Når studielånene er betalt, huset langt om længe også betalt, og børnene er flyttet hjemmefra, så vil de begynde at spare. Det vil de gøre uanset rentens størrelse, men selvfølgelig vil se sig om efter den højst mulige forrentning. Hvis nogen får en uventet indtægt, en arv eller en lotterigevindst, vil de også overveje at sætte pengene på rente.

Der er meget sjældent tale om, at de står tæller på knapperne, om nu renten er høj nok til at investere, eller de skal brænde pengene af på det søde liv.

Derfor er det ikke rigtigt, at sparernes udbud er en jævnt stigende kurve.

Entrepenørers og virksomhedernes efterspørgsel efter lånekapital er først og fremmest bestemt af tekniske og afsætningsmæssige forhold, langt mere end den er bestemt af rentens størrelse. Hvis der fremkommer et nyt materiale, en ny produktionsmetode eller en ny teknik, så må og skal den indarbejdes i virksomhedernes produkter eller produktion, det skal være før konkurrenterne gør det, og det kan ikke gå stærkt nok. Hvis der viser sig en ny forretningsmulighed, skal der investeres så hurtigt som muligt, før konkurrenterne vågner op. Rentens størrelse har kun mindre betydning for disse beslutninger.

Grundlæggende kan pengemarkedet overhovedet ikke beskrives med den slags klassiske grafer.

Dernæst er forbindelsen mellem sparerne og lånerne slet ikke så intim, som en sådan graf forleder os til at tro.

Regeringen, nationalbanken og de private banker kan i samarbejde skabe alt den lånekapital, som der er brug for, ud fra et ganske beskedent opsparingsniveau. De private banker kan låne penge af nationalbanken til nul komma et eller andet i rente, som de kan låne ud til entrepenørerne. Med basis i et forholdsvis beskedent indlån kan bankerne mangedoble deres udlån ved hjælp af deres kreditmultiplikator.

Hvis det skulle ske, at der bliver en pludselig mangel på lånekapital, vil det overhovedet ikke være noget problem for de finansielle organisationer at skabe de penge, som der er brug for, uanset sparernes adfærd. Det er demonstreret meget overbevisende i moderne tid af de japanske og amerikanske regeringers pengeskabelse.

Monetaristernes fremmarch i begyndelsen af firserne under ledelse af Reagan og Thatcher bevirkede, at alt skulle privatiseres og overlades til markedet - også private borgeres pensionsopsparing. Pludselig befandt millioner af små private investorer sig på markedet for investeringsgoder, mens de så sig nervøst omkring. Store fonde og bankernes investeringsafdelinger har siden haft kronede dage. Med den største selvfølgelighed tager de deres "cut" af almindelige menneskers pensionsopsparing.

Vi må anerkende at bankerne laver noget nyttigt. Alt det med betalingskort, internethandel og netbank er faktisk meget smart.

Men bankernes investeringsafdelinger og andre store fonde bidrager ikke med noget til nationen og samfundet, de har blot sugerøret inde i almindelige menneskers opsparing.

Ifølge den klassiske økonmi opererer de på markedet for investeringsgoder, de allokerer og optimerer den knappe kapital hen, hvor den kan udnyttes optimalt til gavn for samfundet.

Men hvis investeringskapital slet ikke er et knapt gode, men derimod noget, som kan skabes og ganske sikkert også udslettes efter behov, så er der jo ikke noget at optimere og allokere. Den finansielle industri vil ikke længere have denne berettigelse for deres eksistens og deres ret til at tage deres "cut".