Menneskets Sociale Natur

De Bedst Egnede Overlever - Den Naturlige Udvikling af den Sociale Adfærd

Darwins "Arternes Oprindelse" blev publiceret i 1859. Darwinismen bygger på to forhold, som altid har ligget til grund for husdyravlen. Nemlig at afkommet i almindelighed arver forældrenes egenskaber, og at der ikke desto mindre er betydelig variation indenfor de enkelte arter, som bliver tilfældigt kombineret på forskellig måde.

I husdyravlen sker arternes udvikling ved, at menneskene udvælger individer med fordelagtige kombinationer af egenskaber til videre avl.

I naturen er det "Kampen for tilværelsen", som udpeger de bedst egnede til "videre avl". Kun de bedst egnede overlever og får afkom, som i hovedsagen arver forældrenes egenskaber og dermed evnen til at overleve.

I et senere værk, "Menneskets afstamning", anvendte Darwin udtrykkeligt sin teori på mennesket. Bogens budskab er, at arten menneske genem nogle millioner år har udviklet sig fra samme fælles urtype som aberne, og til syvende og sidst at alle dyr, inclusive mennesket, har udviklet fra den samme organisme, den første levende organisme på vor planet.

Nogle dyr er sociale, andre er ikke. Hvis to tigre mødes i Indiens jungle, vil de sikkert komme op at slås. Tigre er nemlig ikke sociale dyr, og de kan i hovedsagen ikke fordrage hinanden.

Den ikke sociale adfærd har været en udviklingsmæssig fordel for de disse arter. Individernes medfødte afsky for hinanden har bidraget til at sprede dem over større arealer, og derved gjort det muligt for dem at udnytte føderesourcerne bedre. Derfor blev deres genetiske anlæg for indbyrdes ufordragelighed givet videre til deres efterkommere.

Men gorrillaer, ulve, bavianer, elefanter, delfiner, gæs, hunde og altså også mennesker er sociale dyr. Hvis to mennesker mødes i junglen, vil de søge at komme at komme til en forståelse. De vil præsentere sig, og søge at slå deres kræfter sammen i fælles bestræbelse for at overleve. Ubevidst vil de naturligvis også straks søge at afgøre, hvem der er nummer et, og hvem der er nummer to i den lille nye gruppe. Uden en form for organisation vil den nye gruppe ikke kunne fungere.

Samarbejdet i grupper har været en været en udviklingsmæssig fordel for de sociale arter. Fællesskabet i jagten og opfostringen af ungerne gjorde dem i stand til at overleve bedre, og derfor blev deres fordelagtige anlæg for sociale egenskaber og følelser giver videre til deres efterkommere.

Hunde kan genkende hinanden på lugten, de er i stand til at skelne mellem hundreder af forskellige individer alene ved at snuse til dem. Mennesker har en enestående even til at huske og genkende ansigtstræk. Vi kan møde en på gaden, som vi ikke har set i årtier, og pludselig huske, at der er jo den og den, som vi engang gik i tiende klasse med.

Konrad Lorenz havde en tam grævling, som jo tilhører en ikke social art. Den vækkede ofte sin ejer midt om natten ved at rode rundt i hans bøger og notater. Når han skældte den ud, holdt den op et øjeblik og så på ham, derefter fortsatte den med at rode. Den havde ingen særlige sociale følelser, og derfor kunne den ikke forstå, at ejeren af bøgerne var sur. Desuden ville den sikkert også have været ligeglad, hvis den havde forstået det.

Et socialt dyr, for eksempel en hund, ville have reageret helt anderledes på, at dens ejer havde skældt den ud. Den ville have forstået det følelsesmæssige budskab og trukket sig klynkende tilbage til sin kurv.

Hunde og mennesker kan knytte sig tæt til hinanden, fordi begge arter er sociale. Vi forstår hinanden, så at sige.

Sociale Egenskaber i Praksis

Alle store historier handler om venskab og sammenhold mellem mænd. Tænk blot på "Ringenes Herre" af Tolkien, "Intet Nyt fra Vestfronten" af Remarque for blot at nævne nogle få. De store historier handler selvfølgelig også om kærlighed til kvinder, men det må vi gemme til en anden gang.

Der findes en mængde beretninger om militærafdelinger, skibsbesætninger, polarekspeditioner og lignende grupper, som under ubeskrivelige vanskeligheder har overlevet takket være deres sammenhold. Utallige soldater og sømænd har ofret sig for deres kammerater for at gruppen kunne overleve. Vi ved alle, at det er sandt, og derfor kan vi ikke med med nogen rimelighed påstå, at mennesket er egoistisk af natur.

En gang talte jeg med en overlevende fra koncentrationslejren Sachsenhausen. Han var blevet sendt dertil, fordi han havde uddelt illegale blade under krigen. Jeg spurgte ham, hvad han huskede bedst fra lejren. Han sagde, at det, der betød mest for ham, var sammenholdet og kammeratskabet mellem fangerne. Rædslerne i lejren blev man derimod ret kold overfor, efterhånden som tiden skred frem. Han græd altid, når han talte om lejren.

Efter i 28 år at have studeret erfaringerne fra den store krig fremkom det amerikanske generallægevæsen med en grundig analyse af efaringerne fra den Anden Verdenskrig. Afsnittet om neurofysiske skader samenfattedes således: "Den mest værdifulde erfaring indenfor militærpsykiatri var måske indsigten i den lille kampgruppe eller nogle af dens medlemmers indvirkning på den enkelte soldat. Det, som skiftevis betegnedes som "kammeratskabssystemet", "gruppeidendifikation" eller "lederskab". Dette fungerede også i ikke kamp situationer. Gang på gang viste det sig, at fraværet af dens støtte, dens utilstrækkelighed eller eller dens opløsning under kampen var hovedårsag til psykiske sammenbrud under kamp. Disse gruppe og fællesskabsfænomener var forklaringen på de markante forskellige i antal psykiske sammenbrud hos forskellige kampenheder, der havde været udsat for den samme intensive stres under kamp."

At sidde fængslet i en enecelle bliver betragtet som en særlig grusom straf. Det er svært at udholde ensomheden år efter år.

Hvis vi mennesker i vores inderste væsen havde været sådan nogle indædte asociale egoister, så ville et ophold i en enecelle ikke have været noget specielt problem. Men det er vi ikke. Vi er sociale af natur, og vi har brug for daglig interaktion med andre mennesker.

Det siges ofte, at ældre mennesker kan blive mærkelige med alderen og blive vanskelige at omgås. Men sagen er at ældre mennesker ofte bliver ensomme og isolerede i deres sidste år af forskellige grunde. De får ikke den daglige kontakt og dialog med andre mennesker, som andre tager for en selvfølge. En sådan mangel på daglig følelsesmæssig træning kan gøre enhver lidt underlig og måske lidt fraværende. Så pointen er, at de bliver ikke mærkelige, fordi de bliver gamle, men fordi de bliver ensomme.

Jeg tror, at det populære udsagn om, at mennesket er egoistisk, er blevet skabt i historiens løb som en reaktion på oprettelsen af de moderne nationalstater og deres krav om skatter og værnepligt fra borgerne.

De første moderne nationalstater skabtes af de amerikanske og franske revolutioner i 1700 tallet. Resten af Europa fulgte hurtigt med. Gennem mange krige mod andre nationer har de krævet store ofre af deres borgere.

Skatteopkrævningerne blev øget til et hidtil uset niveau, og staten blev allesteds nærværende.

Nogle må have tænkt, at det var bedre at passe sine egne sager, end at være med i alt dette idealistiske hurlumhej. Måske har de tænkt, at det var ikke klogt at diskutere politik, istedet har blot sagt sådan noget som "mennesket er egoistisk".

De socialistiske ideer er egentlig en helt logisk fortsættelse af de to revolutioner. Blot at statens rolle i samfundet er endnu mere omfattende, og at borgerne i endnu større grad skal ofre sig for den gode sag.