Forside DH-debat

Karl Marx og Kritik af Marxismen

1. Indledning 2. Karl Marx
3. Dialektisk Materialisme 4. Arbejdsdeling
5. Fremmedgørelse 6. Merværdi
7. Klassekamp 8. Religion
9. Forudsigelser 10. Proletariatets Diktatur
11. Fuld Kommunisme 12. Litteratur

1. Indledning

Da Karl Marx døde i 1883, blev han begravet på Highgate Cemetery i London. Kun omkring et dusin mennesker deltog i højtideligheden, inkluderet den nærmeste familie. Ingen kunne dengang forestille sig at hans ideer ville få verdensomfattende og dramatiske følger. Idag, 135 år efter hans død, kan vi virkelig sige at den enorme tilslutning til marxismen har haft en indflydelse på den moderne verdens historie, som kun overgås af udbredelsen af kristendommen og fremkomsten af islam.

Marx' grav i London

Marx' grav i East Highgate Cemetery i London. Foto Paasikivi Wikipedia.

Karl Marx var en Tysk økonom og filosof, som fremsatte et radikalt forslag til løsning af fattigdommens problem.

Marxismen er en samling af teorier, der bygger på Karl Marx' analyse af kapitalismen. Gennem hele sit liv udsendte han en strøm af politiske publikationer her i blandt "Det Kommunistiske Manifest", "Den Tyske Ideologi", "Kritik af Gotha Programmet" og "Filosofiens Elendighed". Han formulerede navnlig sin samfundskritik i hovedværket "Kapitalen", som han skrev på til sin død, og som blev fuldendt af hans livslange ven og meningsfælle, Friedrich Engels.

2. Karl Marx

Karl Marx blev født den 5. maj 1818. Vi kan således fejre hans 200 års fødselsdag i en ganske nær fremtid.

Han kom til verden som en af ni børn i en jødisk famlie i byen Trier ved Rhinen i det daværende Preussen, ganske nær den moderne tyske grænse til Luxenborg. Både hans fader og moder kom fra velansete jødiske familier, som talte flere generationer af respekterede rabbinere. Imidlertid valgte hans fader, som hed Heinrich Marx, at konvertere til protestantismen, idet han håbede på en juridisk karriere i kongeriget Preussen.

Hegel forelæser i Berlin

Hegel forelæser i Berlin. Tegning fra "Die Wahrheit ist selbst geschichtliche Bestimmtheit - Junghegelianer und die 68er".

I oktober 1835 begyndte Marx at studere ved universitetet i Bonn. Han var ikke en meget flittig studerende, men han tog ivrigt del i byens livlige studenterliv. I løbet af hans to semestre der blev han fængslet for drukkenskab og gadeuorden, han pådrog sig gæld og tog del i en duel. Ved udgangen af 1836 insisterede Marx's fader på at indskrive ham hos det mere seriøse Berlins Universitet i håb om at sønnen ville opføre sig bedre der.

I Berlin begyndte Marx at studere jura og filosofi, og han blev introduceret til G.W.F. Hegels idealistiske historie-filosofi. Hegel havde været professor i Berlin indtil sin død i 1831. Oprindeligt var Marx ikke særlig optaget af Hegels filosofi, men i Berlin blev han hurtigt engageret i en radikal politisk studentergruppe, som kaldte sig "die Junghegelianen", de unge Heglianere. Gruppen kritiserede den politiske og religiøse samfundsorden og talte blandt andet filosofferne Ludwig Feurbach og Bruno Bauer.

Junghegelianerne

Junghegelianerne med Georg Wilhelm Friedrich Hegel i midten, Karl Marx til venstre, Ludwig Feuerbach øverst til højre og Bruno Bauer forneden i midten. De øvrige kan forfatteren desværre ikke identificere. Fra forsiden af "Die Junghegelianer Portait einer progressiven intellektuellen Gruppe" af Josef Ratner og Gerhard Danzer.

Marx var en gennemsnitlig studerende, som passede studierne dårligt. Han brugte mange af de penge, som hans fader sendte ham til brug for betaling for undervisningstimer, på Berlins kaffehuse, barer og taverner, hvor han diskuterede Hegels filosofi med andre studerende. Han havde svært ved at færdiggøre sin uddannelse. I april 1841 lykkedes det ham dog at opnå en doktorgrad i filosofi ved at sende sin disputats til Universitetet i byen Jena i Thuringen. Den omhandlede forskellen mellem de antikke græske filosoffer Demokrit og Epikur.

I Juli 1841 rejste Karl Marx og Bruno Bauer fra Berlin til Bonn på visit. Der skabte de skandale ved at drikke sig fulde, le i kirken og ride gennem gaden på æsler - som Jesus palmesøndag red ind i Jerusalem på et æsel.

Myndighederne i kongeriget Preussen så ikke med blide øjne på ung-hegelianerne, og en universitets-karrierre viste sig hurtigt umulig. I perioden 1841-48 arbejdede Marx istedet som frelance eller kortidsansat journalist hos forskellige oppositionelle aviser og tidsskrifter. I 1842 blev han journalist hos den venstreorienterede avis Rheinische Zeitung.
Kongeriget Preussen i 1848

Det blå område repræsenterer Kongeriget Preussen i 1848. Fra 52 Pickup Wikipedia.

Kun et år efter, i april 1843, gav regeringen ordre til at avisen skulle lukkes, og han stod igen uden arbejde. Det forhindrede ham ikke i at gifte sig med Jenny von Westphalen tre måneder senere. Sammen flyttede det unge par til byernes by, Paris, hvor han blev medredaktør af en ny venstreorienteret avis ved navn Deutsch-Französische Jahrbücher. I Paris mødte han Friedrich Engels, som skulle blive hans livslange ven og kampfælle.

Imidlertid, Jahrbücher måtte snart lukke på grund af redaktionel uenighed, og han kom i stedet til avisen Vorwärts, også i Paris. Men denne avis blev lukket af de Franske myndigheder, og Karl Marx blev udvist af Frankrig.

Derefter drog familien Marx i 1845 til Bruxelles, hvor han blev redaktør af avisen Deutsche Brüsseler Zeitung.

I 1848 blev han udpeget som redaktør hos den nye politisk oppositionelle avis Neue Rheinische Zeitung i Køln.

Under alle disse omskiftelser udsendte han en strøm af politiske skrifter, ofte sammen med Engels, herunder det Kommunistiske Manifest, som udkom i februar 1848 få måneder før de omfattende 1848 revolutioner brød ud i hele Europa.

Karl Marx som ung mand

Tegning af Karl Marx som ung mand. Den er muligvis ikke helt samtidig. Fra Slideplayer.com.

Imidlertid, regeringen i Preussen tog noget mere håndfast på de revolutionære gadekæmpere, end Frederik 7. gjorde i Danmark. Efter omfattende kampe blev revolutionen undertrykt. Tusinder blev fængslet eller sendt i eksil; mange emigrerede til Amerika. Myndighederne lukkede Neue Rheinische Zeitung 19. maj 1849 på grund af avisens støtte til de revolutionæres krav om forfatningsmæssige reformer.

Belgien udviste Karl Marx, og den Preussiske regering afviste at tage imod ham, på trods af hans statsborgerskab. Tvunget af omstændighederne måtte han derfor i 1849 flytte til England med sin familie, hvor han derefter levede resten af sit liv under meget knappe omstændigheder. Han blev for det meste forsørget af Engels. I London fortsatte han sin analyse af politisk økonomi. Meget af arbejdet udførte han i læsesalen på British Museum.

Allerede i 1836, før han forlod Bonn for at studere i Berlin, blev han hemmeligt forlovet med Jenny von Westphalen, som var en eftertragtet ung kvinde fra en meget velanset familie i Trier. Dette, sammen med den unge Karls øgede interesse i revolutionær politik, vakte faderens bekymring. I en række breve udtrykte han sin bekymring over, hvad han så som Karls indre "dæmon", og formanede ham om at tage ægteskabets forpligtelser mere alvorligt, især da hans kommende hustru kom fra en højere klasse.

1848 uroligheder i Berlin

Ikonisk tegning af 1848-uroligheder i Berlin. I midten og i bunden ses monarkisternes flag med vandrette striber. De ønskede et forenet Tyskland ledet af en monark. Til højre og foroven ses de republikanske revolutionæres flag med lodrette striber. De ønskede en republik efter Fransk eksempel og derfor var deres flag en efterligning af den Franske tricolore med lodrette striber.

Karl Marx og Jenny von Westphalen kendte hinanden allerede fra grundskolen eller gymnasiet i Trier. Hun var 22 år gammel og sikkert på mange måder en erfaren kvinde, da hun blev betaget af den dristige og uregerlige unge mand på 18 år, og de forlovede sig hemmeligt. Men først i 1843, syv år senere, giftede de sig. De holdt sammen resten af deres liv og fik syv børn sammen, hvoraf kun tre døtre overlevede barndommen.

Karl Marx var en en karismatisk og dominerende personlighed; sikkert ikke helt ulig nutidens Amdi Petersen fra Tvind Samvirket.

Napoleon Bonaparte Marx i 1875

Til venstre: Napoleon Bonaparte som førstekonsul i 1799 med højre hånd stukket ind i vesten, malet af Jacques-Louis David. Google Cultural Institute Wikipedia.
Til højre: Karl Marx i 1875 med højre hånd stukket ind i jakken. Foto John Jabez Edwin Mayal - International Institute of Social History in Amsterdam, Netherlands - Wikipedia.
Måske var det en almindelig position ved fotografering på Karl Marx' tid - eksponeringstiden var jo temmelig lang - eller det var en spøg fra Marx' side. Men med kendskab til hans personlighed er det nok mest sandsynligt at han syntes, det var morsomt at imiterede Napoleon.

I 1850 besøgte en spion for det preussiske politi Marx' hjem i London under påskud af at være en Tysk revolutionær. Rapporten, som spionen skrev, blev delt med den britiske ambassadør i Berlin: Marx "lever som en bøhmisk intellektuel. Vask, hygiegne og skift af linned er ting, han sjældent gør, og han er ofte beruset. Selvom han hyppigt er inaktiv i dagevis, vil han arbejde dag og nat med utrættelig udholdenhed, når han har meget arbejde at gøre. Han har ingen faste tider for at gå i seng eller vågne op. Han bliver ofte oppe hele natten og lægger sig derefter ved middagstid fuldt påklædt på sofaen og sover indtil aften, upåvirket af at hele verden kommer eller går igennem" (hans rum) - "Der er ikke et eneste rent og solidt møbel. Alting er brækket, laset og iturevent, med en halv tomme støv på alting og den største uorden overalt." - "Når man træder ind i Marx' værelse får røg og tobaksdampe ens øjne til at løbe i vand" - "Alt er snavset og dækket af støv, så at sætte sig ned bliver et farligt foretagende. Her er en stol med tre ben. På en anden stol leger børnene madlavning. Denne stol har tilfældigvis fire ben. Det er den, der tilbydes til den besøgende, men børnenes madlavning er ikke blevet tørret væk, og hvis man sætter sig, risikerer man et par bukser."

Jenny von Westphalen

Maleri af Marx' hustru Jenny von Westphalen. Foto Stefan Kühn Wikipedia.

En anden rapport om et møde med Marx blev skrevet af Gustav Techow, en prøjsisk officer, der havde sluttet sig til Berlin oprørerne under den mislykkede revolution i 1848. Techow måtte flygte til Schweiz efter at være blevet dømt og fængslet for forræderi. Den revolutionære gruppe, som Techow sluttede sig til i Schweiz, sendte ham til London og han tilbragte nogen tid med Marx.

I et brev til sine revolutionære forbundsfæller beskrev Techow sit indtryk af Marx. Han afbillede en magt-begærlig personlighed, der foragtede både venner og fjender: "Det er umuligt for mig at beskrive den livlige udveksling af ideer, den voksende varme i diskussionen eller at beskrive for jer, at Marx selv dominerede alt. Vi drak først portvin, derefter claret, det vil sige rød Bordeaux, derefter champagne. Efter den rødvinen var han fuldstændig fuld. Og det var det, jeg ønskede, for da ville han åbne sit hjerte og afsløre sig, som han virkelig var." - "Han gav mig indtryk af både fremragende intellektuel overlegenhed og den mest imponerende personlighed. Hvis han havde haft lige så meget hjerte som hjerne, så meget kærlighed som had, ville jeg være gået gennem ild med ham på trods af den kendsgerning at han ikke skjulte sin foragt for mig, men endog i slutningen var helt eksplicit om det" - "Jeg beklager, på grund af vores sag, at denne mand ikke har, sammen med sin enestående intelligens, et ædelt hjerte at tilbyde til vores rådighed. Jeg er overbevist om, at alt godt i ham er blevet fortæret af de farligste personlige ambitioner. Han griner af de narre, der gentager hans proletariske katekismus efter ham, ligesom han griner af (andre) kommunister" - "og også af borgerskabet" - "På trods af alle hans forsikringer om det modsatte, måske netop på grund af dem, forlod jeg ham med det indtryk, at personlig dominans er endemålet for al hans aktivitet" - "Og (Marx mener, at) alle hans gamle medarbejdere, trods deres betydelige talenter, er godt under og bag ham, og skulle de nogensinde turde glemme det, vil han sætte dem på plads med en uforskammethed, som er en Napoleon værdig."

Foto af familien Marx og Friedrich Engels

Foto af familien Marx og Friedrich Engels fra 1864. Bagerst Friedrich Engels og Karl Marx. Forrest Jenny Marx og døtrene Laura og Eleanor. Wikipedia.

Jenny og Karl Marx' tre overlevende døtre giftede sig alle med ledere i den internationale socialistiske bevægelse.

Familien Marx husholdning var gennem mange år styret af husasistenten Helen Demuth. Hun var en del af familien og blev ikke betalt.

Historikeren Paul Johnson fortæller i sin bog "Intellectuals" at Karl Marx fik en søn med Helen Demuth: "I 1849-50" - "blev Helen Marx' elskerinde og fødte ham et barn" - "Marx nægtede at vedkende sig sit ansvar, dengang og siden hen, og benægtede altid simpelthen rygterne om at han var faderen" - "Sønnen blev opfostret i en arbejderklasse-familie som hed Lewis, men fik lov til at besøge Marx' husstand. Det var imidlertid forbudt ham at bruge hoveddøren, og det var kun tilladt ham at se sin mor i køkkenet" - "Marx var rædselsslagen for at hans faderskab til drengen ville blive opdaget, og at dette ville gøre ham ubodelig skade som revolutionær leder og vismand" - "Marx overtalte Engels til at anerkende drengen privat, som en dækhistorie til familiebrug. Men Engels var ikke villig til at tage hemmeligheden med i graven. Engels døde af kræft i struben den 5. august 1895; idet han var ude af stand til tale, men ikke villig til at Eleanor (en af Marx 'døtre) skulle fortsætte med at tro sin far utilsmudset, skrev han på lap papir at Freddy (drengens navn var Friedrich) er Marx' søn."

Helen Demuth

Helen Demuth fotograferet omkring 1870. Hun var Marx familiens husassistent, efter sigende modtog hun ikke løn, men var en del af familien. Hun var født i Saarland nær Trier. Jennys famile i Trier sendte hende til London for at hun kunne hjælpe deres datter. Til daglig blev hun kaldt Lenchen. Foto WikiVisually.

Karl Marx' hustru, Jenny, døde af kræft i december 1881, 67 år gammel.

Mange års rygning, alkoholforbrug og uregelmæssig livsførelse havde taget sin told på Karl Marx. I sine sidste år var han i fysisk forfald og ikke i stand til at udføre intellektuelt arbejde. Han klagede meget over bylder, hovedpine, øjenbetændelse og reumatiske smerter. Problemet med bylder var så alvorligt at han til tider hverken kunne sidde eller stå oprejst. I 1877 fik han en alvorlig nervesygdom, som var årsag til langvarig søvnløshed, hvilket han bekæmpede med narkotika.

Hans hustrus og ældste datters død havde taget på ham. Han døde 64 år gammel i sin lænestol i London den 14. marts 1883. Han ligger begravet i Londons Highgate Cemetery.

Efter Karl Marx død flyttede Helen Demuth til Friedrich Engels hjem, hvor de samarbejdede om at færdiggøre de sidste to bind af "Kapitalen" baseret på Marx' notater. Hun døde i 1890 af kræft og blev efter Jennys ønske begravet i Marx' familiens gravsted.

Friedrich Engels døde i 1895 af kræft i struben. Efter eget ønske blev hans aske spredt i havet ud for de hvide klinter ved Beachy Head nær Eastbourne.

3. Dialektisk Materialisme

Marx' dialektiske materialisme tilskrives traditionelt indflydelse fra filosofferne Hegel og Feurbach - dialektikken fra Hegel og materialismen fra Feurbach.

Skolen i Athen af Rafael

Udsnit af Rafaels berømte maleri Scuola di Atene i det Apostoliske Palads i Vatikanet. Fra højre til venstre siges Sokrates at have dialog med, en Græker, en Jøde, en Romer og en barbar. Sokrates hoved er malet efter hellenistisk portræt af ham. Foto School of Athens.

Marx' dialektik er en ide, som går ud på at politiske, sociale og økonomiske begivenheder skal forstås i lyset af nogle generelle historiske love kaldet dialektikken. Det er marxisters opfattelse at kendskab til dialektik tillader dem at forudse sociale og økonomiske begivenheder, således at de kan tilpasse deres strategi og politik efter dens uundgåelige lovmæssige udvikling.

Hegel havde oprindeligt hentet dialektikken hos Platon, hvor den var en logisk dialog-teknik, som tillod at man kunne fremkalde information fra personer, som iøvrigt ikke var bevidst om at have sådan viden. Platon lod således Sokrates stille en serie af spørgmål til en slavedreng Meno, som aldrig havde studeret geometri, og fremkaldte derved hos ham en ellers ubevidst viden om Euklids geometri.

Platons metode virker på følgende måde: Nogen fremfører en tese, for eksempel om retfærdighedens natur, således som han lader Cephalus i dialogen "Staten" sige at retfærdighed vil sige at "tale sandhed og betale sin gæld". Metodens næste trin er at finde et tilfælde, som er det modsatte af tesen, og som man normalt vil sige repræsenter retfærdighed, men ikke indebærer at man taler sandhed. Dette kalder Hegel for antitesen. Forsoningen mellem tese og antitese kalder han for syntesen, og denne bliver en ny tese, som så fremkalder en ny antitese og så videre. Ved konsekvent at anvende metoden indtil der fremkommer et udsagn, som tilfredsstiller både tese og antitese, kommer man endeligt til et sandt udsagn om retfærdighedens natur.

Fragment af Staten af Platon fra det tredie århundrede efter Kristus.

Fragment af Staten af Platon fra det tredie århundrede efter Kristus. Poxy: Oxyrhynchus Online Wikipedia.

For at fortsætte i sporet i "Staten" lader Platon Sokrates fremføre antitesen. Han påpeger at hvis du har lånt et våben af en ven, som efterfølgende går fra forstanden og forlanger det tilbage, ville du ikke føle at det var retfærdigt at levere det tilbage. Retfærdighed i dette tilfælde vil således indebære at man ikke betaler sin gæld. Syntesen vil således efterfølgende blive en kombination af tese og antitese, for eksempel at retfærdighed er at tale sandhed og betale sin gæld, men dog ikke i visse tilfælde.

For Hegel har dialektik meget samme mening som hos Platon. Det er en logisk process, som går fra tese til antitese og videre til en syntese, som kombinerer dem begge. Men Hegel anser dialektikken for at være mere end en samtaleteknik. For ham er det en mere omfattende process i nationers åndsliv, som er uafhængig af de enkelte personer, som tænker sådanne tanker.

Når en nation udvikler sig - hvilket er tesen - fremkalder den modstand mod sig selv, for eksempel fra en rivaliserende nabo-nation, som er antitesen. Gennem kappestrid og efterfølgende forsoning fremkommer syntesen, som bliver den ny tese, der igen fremkalder modstand mod sig selv hos rivaliserende nationer og så fremdeleles indtil det perfekte endemål: Verdensånden, Weltgeist.

Preussens udvikling

Hegel og Marx' fædreland var kongeriget Presussen, som gennem 200 år udviklede sig fra en beskeden stat i det forhenværende Øst Preussen med hovedstad i Køningsberg, som nu hedder Kaliningrad, til også at omfattede hele det nuværende Øst-Tyskland og dele af Polen med Berlin som hovedstad. Ved freden efter Napoleonskrigene i 1814 kom hele Rurhr området herunder byen Trier også ind under Preussen - det er ikke vist på dette kort. Foto Alphaville.

Hos Hegel begynder historien i orienten og bevæger sig derefter mod vest. Den orientalske verden var den oprindelige tese, som mødte sin antitese i form af den Græsk-Romerske verden. Syntesen af disse modsætninger - eller modsigelser, som han noget forvirrende kalder dem - bliver igen udfordret af den den ny antitese i form af den Germanske verden, og syntesen bliver den Kristelig-Germanske verden, som er den sidste og højeste fase i udviklingen.

For Hegel var det nationernes ånd, "Geist", som rivaliserede; han tænkte formentligt på sprog, kultur og åndsliv, som han anså for drivkraft for material udvikling. Men det brød Marx sig ikke om. Inspireret af Feurbach ønskede han noget mere materialistisk, og hvad kan være mere materialistisk end produktionsudstyr og nationaløkonomi? Verdenshistorien skulle ikke afgøres af åndelig strid mellem nationer, men af fysisk strid mellem klasser.

Ifølge marxisterne brød oltidens oprindelige kongedømmer sammen på grund af klassekamp mellem på den ene side kongen og hans svorne mænd - tesen - og på den anden side de undertrykte, slaverne - antitesen. Ud af striden mellem disse to modsætninger opstod syntesen, som var fedualstaten, som igen splittedes i to stridende klasser, nemlig adelsmændene - tesen - og de undertrykte, de livegne bønder - antitesen - og ud af denne strid opstod syntesen, det kapitalistiske samfund. Og nu påstår marxisterne at kapitalismen vil spaltes i sine modsætningen mellem kapitalisterne og de undertrykte, arbejderne, og striden mellem disse klasser vil fremkalde sin syntese, som vil blive socialismen.

Fedual samfundet

Middelalderens fedual-samfund. Kongen blev valgt af adelsmændene, som rådede over soldater i form af riddere. Bønderne dyrkede jorden og betalte skatter og fik til gengæld beskyttelse og lov og orden.
At de undertrykte, slaverne og senere bønderne gjorde oprør og tog magten er en ren marxistisk historie-konstruktion. Alle slaveoprør i Romerriget blev uden undtagelse slået ned. Det største slaveoprør i Romerriget var Spartacus-oprøret, og det gik ikke så godt, de blev alle dræbt, og Spartacus selv blev korsfæstet. Jan Huss anførte et bondeoprør i Bøhmen, men han blev brændt på bålet. Under Grevens Fejde i Danmark sluttede bønderne sig til Skipper Klement, men de tabte, og han blev halshugget, parteret og sat på stejle ved Viborg.
På Marx' tid var den Amerikanske (1775) og den Franske (1789) revolution de eneste revolutioner, som var lykkedes, og det kan ikke ophøjes til en almen regel.
De Amerikanske revolutionære sejrede formentlig kun fordi de nød fordelen af massiv Fransk militær støtte. Desuden, den Amerikanske revolution var helt sikkert ikke en klassekamp.
Marx og Engels påstand i det kommunistiske manifest at "Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie" er ikke sand. De tager blot nogle detaljer fra historien og blæser op, helt ud af proportioner.

Ifølge Keynes så de klassiske økonomer knivskarpe definitioner og ufravigelige økonomiske love alle vegne, medens han imidlertid sagde at "samfunds-økonomien er en uforudsigeligt process præget af ustabilitet" og de klassiske økonomer blot beskrev særtilfælde. Derfor kaldte han sit hovedværk "The General Theory" idet den beskriver hele økonomien, ikke blot de klassiske særtilfælde.

Marx var også en klassisk økonom, som studerede Ricardo og Smith, og han byggede også hele sit system på en detalje, et særtilfælde, som var de naturlige interesse-modsætninger mellem fabriksejerne og fagforeningerne, og dette forhold tillagde han helt overdreven betydning og lagde til grund for hele sin teori.

Keynes mente at den russiske kommunisme grundlæggende er en religion. Han skrev i "Et Kort Blik på Rusland" i 1925: "Men at sige at Leninisme er en forfølgende og propaganderende minoritet af fanatikeres tro ledet af hyklere, er når alt kommer til alt, intet mindre end at sige at det er en religion og ikke blot et parti, og Lenin en Muhamed, ikke en Bismarck."

John Maynard Keynes og hans russiske hustru Lydia Lopokova

John Maynard Keynes og hans russiske hustru Lydia Lopokova in the 1920s. Foto Walter Benington Wikipedia.

Han gav intet for de materialistiske dialektiske klasse-modsætninger som driver samfundet frem mod nye etiske højeder. Han skrev i 1925: "Hvordan kan jeg acceptere en doktrin, der etablerer sig som en Bibel, hævet over kritik, en forældet økonomisk lærebog, som jeg ved er ikke blot videnskabeligt forkert, men uden interesse eller anvendelse i den moderne verden?"

For Marx var der som sagt ikke tale om intellektuelle stridigheder mellem åndelige retninger, det var fysisk kamp mellem materialistisk biologiske enheder i fabrikkerne, i gaderne og på barrikaderne.

Ved hver syntese opstod med ufravigelig lovmæssighed et nyt og bedre samfund, som var det tidligere samfund etisk overlegent, påstås det. Det ny socialistiske samfundssystem vil således ifølge marxismen være etisk overlegent alle andre samfund, som nogensinde har eksisteret; hvilket udsagn uden al tvivl motiverede mange til at slutte sig til kommunisternes rækker, fordi de følte sig overbeviste om at deres egne individuelle drømme om et retfærdigt samfund passede ind i marxisternes meget åbne og rummelige udsagn.

For at måle om en genstand er længere end en anden, må man have en standard målestok indelt i længdeenheder af autoriseret længde, for eksempel centimeter. For at afgøre om et samfundssystem er etisk overlegent eller underlegent et andet samfundssystem, må man også have en standard reference f. eks kristendommens ti bud, Epikurs hedonisme eller lignende.

Workuta

Den Sovjettiske arbejdslejr Workuta i det nordlige Rusland. Stalin genindførte slaveriet og sendte millioner i arbejdslejre. Foto ebmeiersseite.

Etik søger at besvare to spørgsmål, som er: "Hvad er et godt liv for et menneske?", som er tæt forbundet med ideer om menneskets natur, og "Hvordan bør et menneske behandle andre mennesker?" I Marx' værker findes ingen referencer til eller direkte udsagn om nogen etiske standarder af denne art. Marxismens påstand om at socialisme og kommunisme er bedre end tidligere samfunds-systemer - i betydningen etisk overlegne - svæver derfor i et tomrum.

Imidlertid, efter alle tænkelige etiske målemetoder førte den virkeliggjorte socialisme i Sovjetunionen, Kina og Øst Europa ikke til øget menneskelig lykke. Den førte derimod til et omfang af menneskelig lidelse, som ikke er set siden Djengis Khans erobringer i 1200 tallet. Stalins udrensninger i 1936-38 kostede millioner af Russere livet. Ofrene for hungersnød og forfølgelse under Maos Store Spring Fremad og Kulturrevolution skal sandsynligvis tælles mellem 50 og 100 millioner.

Traditionelle kommunister har ingen respekt for individet og individuel retfærdighed. De har ofte undskyldt Stalins og Maos gerninger med at "man kan ikke lave en omelet uden at slå æg i stykker". De opererer med det traditionelle udtryk "masserne", hvilket betyder tusinder eller millioner af mennesker, hvor tabet af nogle få hundrede tusinder ikke har nogen betydning.

Den dialektiske materialisme har et problem med forholdet mellem determinisme og den fri vilje. Når nationernes udvikling med uundgåelig lovmæssighed skrider frem mod socialismen og kommunismen, hvorfor skal den enkelte så vælge at friste døden på barrikaderne? Socialismen vil jo sejre alligevel, også selv han vælger at bruge sit liv på en mere behagelig måde.

Den Kinesiske Kulturrevolution

Den Kinesiske Kulturrevolution repræsenterer ikke noget højt etisk niveau. Foto REBRN.

Marx beskrev i "Louis Bonapartes 18. Brumaire" at samfundets basis er styrende i forhold til samfundets overbygning.

Ved basis forstår han de fysiske forhold omkring produktionskræfterne, altså maskiner, bygninger, veje, jernbaner og så videre og måden, hvorpå arbejdet er organiseret, hvilket vil sige økonomisk system, ejendomsret og lignende. Ved samfundets overbygning forstod han kultur, litteratur, politiske ideer, filosofi og så videre. Derfor, siger han, samfundets basis, produktivkræfternes udvikling, bestemmer overbygningen, altså de tanker og ideer, som dukker op i individernes bevidsthed.

"Produktionskræfternes" udvikling er altså første årsag og individernes tanker er virkninger af denne årsag.

Sådan en ide om at maskinerne og produktionsanlægget kom først, og at menneskenes tanker er funktioner af disse, er absurd og dybt utilfredsstillende.

Planter i den vilde natur spirer frem uden menneskers medvirken, men alle fænomener i det menneskelige samfund sker fordi nogle mennesker vil det sådan. Logisk set må det nødvendigvis være således at alt produktionsudstyr og organiseringen af produktionsprocessen har været i et menneskes tanker, før det bliver virkeliggjort; tankerne kom først, og materien kom bagefter. Hvis maskinerne ændrer sig af sig selv og derved skaber menneskenes tanker, er der tale om "Rise of the Machines" - den "materialistiske historieopfattelse" er simpelthen ikke sand.

The Rise of the Machines

The Rise of the Machines. Foto Warwich Business School.

Men en socialarbejder kan synes at den marxistiske ide, om at den enkeltes tanker og ideer skabes af deres forhold til samfundets basis, "produktions-kræfterne", ganske tiltrækkende. Hun har sikkert længe følt at hendes klienter ikke kunne gøre for det.

Arbejdsdelingen, fremmedgørelsen og løn-slaveriet for at skabe merværdi for kapitalisterne er for Marx kapitalismens store onder. Han taler ikke meget om lighed, men det må antages at han mente at afskaffelse af lønarbejde vil fjerne uligheden mellem dem, som har, og dem, som ikke har.

Arbejdernes længsel efter at frigøre sig for disse onder - til trods for Marx's ide om at samfundets basis er styrende - antages at være den afgørende motivation for den socialistiske revolution. Fraværet af disse onder i i Marx's fantasi om fremtidens endelige kommunistiske samfund antages at retfærdiggøre påstanden om dets etiske overlegenhed.

4. Arbejdsdeling

Arbejdsdeling er for Marx selve essensen af alt, hvad der er galt med verden. Den er i strid med menneskets virkelige essens. Den sætter en mand op imod hans medmennesker; den skaber fremmedgørelse, den skaber klasseforskelle; den ødelægger menneskehedens enhed.

Marx hævder at under sådanne produktionssystemerne, som indeholder fremmedgørende opdelt arbejde, bliver selve menneskets livskraft stjålet fra arbejderne.

Adam Smith beskrev i 1776, hvorledes arbejdsdeling i en synålefabrik førte til en hidtil uset produktionsstigning. Den traditionelle måde var at hver arbejder individuelt fremstillede synåle fra ståltråd til færdig nål. Smith beskrev hvorledes produktionsprocessen nu blev opdelt i trådtrækning, afskæring, tilspidsning m.m. som derefter blev udført af arbejdere, som specialiserede sig i hver sin process. Den nye arbejdsdeling medførte at fabrikken kunne mangedoble sin produktion. På lignende måde producerede Henry Ford i 1908 sin Ford T model på samlebånd, hvor produktionen var opdelt i delprocesser langs med båndet.

Arbejdsdeling i automobilfabrik

Arbejdsdeling ved samlebånd i Ford fabrikkerne i begyndelsen af 1900's.

Det er nemt at forstå at det kan være ensformigt at stå ved sådan et samlebånd i mange timer og udføre de samme bevægelser. Men idag er der ikke mange af den slags arbejspladser tilbage. Sådanne processer bliver overalt erstattet af robotter og anden automatisering.

Men Karl Marx var ikke blot modstander af den slags arbejdsdeling. Han mente at enhver arbejdsdeling og specialisering i det hele taget var skadeligt for mennesker. I hans kommunistiske paradis vil der ikke være metalarbejdere, butiksassistenter, læger, lærere, professorer, fodboldspillere eller ingeniører. Alle vil være i stand til at udføre alle job og skifte så ofte, som det passer dem.

I Den Tyske Ideologi skrev han: "For så snart arbejdsdelingen kommer i stand, har hver mand et særligt, specielt aktivitetsområde, der er påtvunget ham, og hvorfra han ikke kan undslippe. Han er jæger, fisker, hyrde, eller kritiker, og skal forblive en sådan, hvis han ikke ønsker at miste sit levebrød; mens i det kommunistiske samfund, hvor ingen har et eksklusivt aktivitetsområde, men enhver kan blive dygtig i enhver profession, han ønsker, regulerer samfundet (?) den generelle produktion og gør det således muligt for mig at gøre en ting i dag og en anden i morgen, at jage om morgenen, fiske om eftermiddagen, opdrætte kvæg om aftenen, kritisere efter middagen, ganske som det behager mig uden nogensinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker."
Messi

Når den virkeliggjorte kommunisme kommer kan Messi godt sige farvel til sit indbringende job som fodboldspiller. Han vil ikke længere være noget særligt. Al specialisering vil blive en saga blot, og enhver vil blive i stand til at udføre alle job lige så godt som alle andre. Foto jeevanipedia.

Åbenbart mener han at mennesket naturligt længes efter bestandigt at lære nye færdigheder og erhverve ny viden. Det er sikkert rigtigt på en vis måde, det er altid spændende at høre nyt. Men idag er den samlede sum af menneskehedens viden og færdigheder så enorm at det er vildt usandsynligt, at der vil komme noget godt ud af at de enkelte fuldstændig skifter karriere med blot få års mellemrum - for slet ikke at tale om timers mellemrum, som Marx foreslår. I den virkelige verden vil blot dette at skifte karriere en gang i livet sætte en mand tilbage.

Desuden, mennesket vil ønske at beherske sit speciale til fuldkommenhed - som Messi gør det - for at opnå den intellektuelle tilfredsstillelse at komme til bunds i sagen, for at sikre sin plads i fælleskabet og for at øge sin rang og anseelse i samfundet.

Det er en håbløs virkeligsfjern utopi at tro at de nye kommunistiske mennesker - frigjort fra fremmedgørelse og lønsslaveri - vil have sådanne intellektuelle, praktiske og kreative kvaliteter at de vil være i stand til at udfylde enhver position, det være sig kirurg, kok, maskinarbejder, forsker, kunstmaler, forfatter, fodboldspiller, ingeniør - alt hvad man kan forestille sig.

I det virkeliggjorte kommunistiske paradis vil vi alle på den måde ende med at blive nogle halvstuderede røvere, som kun i vor egen indbildning behersker vort ekspert-område tilfredsstillende.

Kirurger

Marx forestillede sig at når individerne bliver frigjort fra arbejdsdelingens, fremmedgørelsens og lønslaveriets tunge åg, vil deres intelligens og ansvarlighed blomstre op, således at de kan påtage sig ethvert arbejde, som andre kan gøre. Enhver kan således blive fremragende kirurger, hvis de har lyst. Foto Berolga73 wikipedia.

Hvem ønsker at blive opreret for en livstruende sygdom af en kirurg, som blot fornylig er startet i denne profession, fordi han fandt sit tidligere job som mekaniker kedeligt?

I den moderne verden øges den samlede sum af viden hele tiden - formentligt eksponentielt. Ingen kan vide alting, og derfor går udviklingen mod stadig mere specialisering. De ny danske supersygehuse vil sandsynligvis helbrede patienter mere sikkert og effektivt end de hospitaler, som de erstatter, fordi de mere specialiserede læger vil være større eksperter i deres respektive specialer - end de mindre specialiserede læger er.

5. Fremmedgørelse

Den marxistiske ide om fremmedgørelse betegner at arbejderen antages at føle et distanceret og uengageret forhold til sit arbejde og de produkter, som han fremstiller, eller til sig selv. Årsag til fremmedgørelsen antages at være at arbejderen ikke ejer produkterne, og at han må indrette sit arbejde efter regler, standarder og tidstermniner, som han ikke selv har bestemt, herunder arbejdsdelingen, og derved er han ikke i stand til at "manifesterer sit liv og og personlighed" i sit produkt.

Kunsthåndværker

I det fremtidige kommunistisk samfund vil alt arbejde blive meget mere individuelt. Ifølge Marx vil arbejderen udføre sin produktion "som menneske" og "objektivisere" sin individualitet under processen. Faktisk må han mene at vi alle skal blive en slags kunstnere eller kunsthåndværkere i en eller anden udstrækning. Foto Rod Sullivan.

Marx siger at under den kapitalistiske produktionsmetode har arbejderen ikke mulighed for at råde over sine egne handlinger. Han kan ikke udtrykke sig selv og sin personlighed i de produkter, som han producerer med sit eget arbejde, han ejer ikke disse produkter og kan ikke skabe menneskelig forbindelse til andre ved at opfylde deres behov ved at sælge dem disse produkter.

Fremmedgørelse findes, især i jobs med monotome ensformige procedurer, som der var mange af på Karl Marx's tid. Men løsningen er langt fra altid at gøre den ansatte til en slags kunsthåndværker.

Marx beskriver i "Kommentarer til James Mill", hvorledes en ikke-fremmedgjort arbejder ville være en slags kunstner eller kunsthåndværker, som manifesterer sit liv og og personlighed i sit produkt. Ved at betragte produktet får han bekræftet sin objektive eksistens og personlighed. Han vil føle glæde ved etablere et personligt forhold til forbrugeren, som køber produktet, ved at opfylde hans behov: "Lad os antage, at vi havde udført produktion som mennesker. Hver af os ville på to måder have bekræftet sig selv og den anden person. I min produktion ville jeg have objektiveret min individualitet, dens særlige karakter, og derfor nød jeg ikke blot en individuel manifestation af mit liv under aktiviteten, men når jeg så på produktet, ville jeg have den individuelle fornøjelse at genkende min personlighed i produktet, synlig for sanserne, og dermed uden tvivl en magt. I din nydelse eller brug af mit produkt ville jeg have den direkte glæde både at være bevidst om at have opfyldt et menneskeligt behov ved mit arbejde, det vil sige at have objektiveret menneskets essentielle natur og at have skabt et produkt svarende til en anden mands essentielle naturs behov" - "I mit livs individuelle udtryk ville jeg direkte have skabt dit udtryk for dit liv, og derfor ville jeg i min individuelle aktivitet direkte have bekræftet og realiseret min sande natur, min menneskelige natur, min sociale natur." - "Vores produkter ville være så mange spejle, i hvilke vi ville se afspejlet vor essentielle natur."

Som sagt, han taler om menneskets natur, som var det noget alle var enige om, men han bliver aldrig konkret.

Piloter

Arbejdet som pilot må antages at være selve prototypen på fremmedgjort arbejde. Piloter forventes ikke at at være kreative eller at "objektivisere deres individualitet" i deres arbejde. De skal være disciplinerede og i stand til at læse en manual og følge den til punkt og prikke, og de ejer ikke flyvemaskinen - alt det, som Marx fordømmer som fremmedgørende. Men under fremtidens fuld kommunisme vil der blive rådet bod på alt dette, fremmedgørelsen vil forsvinde, piloterne vil blive tilladt at være "mennesker" og "objectivisere" deres personlighed og kreativitet i abejdet - det vil uden tvivl blive meget mere spændende at flyve, også for passagererne. Foto North Central Texas Council of Governments.

Logisk set er fremmedgørelsen en relation, det vil sige at man må være fremmedgjort fra nogen eller noget, man kan ikke blot være fremmedgjort, ligesom man ikke kan dræbe uden at dræbe nogen. Marx siger at mennesket er fremmedgjort fra sig selv og fra naturen.

Det må forstås således at han mener at på grund af produktionsforholdene er mennesket fremmedgjort fra en form for menneskelig natur.

Det skaber dog yderligere problemer for Marxismen, da Marx ikke noget steds opererer med en uforanderlig eller blot nogenlunde defineret menneskets natur. Tværtimod er mennesket hos Marx en slags bevidsheds-mæssig kamæleon, der tilpasser sig de til enhver tid værende produktionsforhold, som han beskriver i "Bidrag til kritikken af den politiske økonomi": "Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed." Eller i "Teser om Feuerbach" om menneskets natur: "I sin virkelighed er den indbegrebet af sociale relationer."

Hvis vi tager Marx på ordet så ville et fedualt samfund - karakteriseret ved fedual samfundsmæssig væren - frembringe en fedual "menneskets natur" i perfekt harmoni med samfundet, og et kapitalistisk samfund - karakteriseret ved kapitalistisk samfundsmæssig væren - ville frembringe en kapitalistisk "menneskets natur", og der ville aldrig blive tale om at en modsætning mellem samfundet og menneskets stræben efter lykke og retfærdighed - i overstemmelse med deres natur - ville blive en revolutionær drivkraft i samfundets udvikling eller forbedring, således som Marxister ellers fortæller os.

Emma Mærsk

Emma Mærsk i Aarhus Havn. Bygning og drift af skibe er meget forskelligt fra kunsthåndværk. De bliver konstrueret og bygget af hundrevis af specialister, som er ansvarlige for hvert sit område. Der er behov for at alle holder sig indenfor mange nøjagtige retningslinier, specifikationer, standarder og terminer, som er bestemt på forhånd, for at skal komme et brugbart skib ud af det. Det må være en manifestation af marxistisk fremmedgørelse. Men det er således at vestlige mænd samarbejder om at skabe store ingenørbedrifter: skibe, flyvemaskiner, rumstationer og meget, meget mere. Foto Nico-dk Nils Jepsen Wikipedia.

Nogle skribenter sammenligner Marx med et barn, som vil have alting, men ikke ønsker at betale prisen. Han vil gerne have den rigdom og overflod, som den moderne industri med dens lønarbejde og specialisering kan forsyne ham med, men han ønsker ikke selv at specialisere sig - og derved give afkald på friheden til at vælge mellem alle de andre muligheder - eller arbejde for andre.

Odense Universitetsbibliotek

Verdens samlede viden vokser konstant, formentlig eksponentielt. Blot Syddansk Universitesbibliotek har ikke mindre end 24 hyldekilometer bøger og tidsskrifter. Det er ganske utænkeligt at det kan administreres eller nyttiggøres uden specialisering. Foto Byggeplads.dk.

I den moderne verden er et arbejdsliv i et lille værksted, hvor den enkelte kan kæle for produktet og lægge hele sin sjæl og personlighed i det, kun muligt for ganske få kunstnere og kunsthåndværkere. Måske praktiserende læger og tandlæger kan også arbejde for dem selv, og selv lave alting færdigt fra start til slut. Men man skal ikke være blind for at sådant arbejdsliv - uden synderlig indblanding fra andre - også kan være ensomt. Desuden, manglen på praktiserende læger tyder ikke på at det er et eftertragtet liv.

Nutidens industrielle produkter kan være meget store og komplekse og må nødvendigvis fremstilles af mange i et kompliceret samarbejde, som indebærer mange begrænsninger for den enkelte i form af specifkationer, sektions-inddelinger, standarder og deadlines; tænk blot på skibe, medicin, IT og vindmøller. Men det er således at alle den vestlige Verdens ingeniørbedrifter bliver skabt, og det er sådan at vestlige mænd samarbejder.

Vestens tekniske success beviser at vestlige mænd ikke har været syndeligt hæmmet af fremmedgørelse. Tværtimod, mennesket er et socialt dyr, som ønsker at have en plads i en gruppe, de kan føle sig lykkelige ved bevidstheden om at have gjort deres pligt, og de værdsætter de andres anerkendelse.

Marx har et problem med forholdet mellem fælleskab og individualisme; han ved ikke, hvilket ben han skal stå på. Han fortæller gang på gang at de proletariske arbejdere er umådeligt sociale og vil intet hellere end at gøre alting sammen. Imidlertid, når de kommer sammen for at gennemføre store projekter, vil de blive hæmmet af fremmedgørelse, fordi de ikke kan udholde overordnede retningslinier, specifikationer, standarder, kontrol og terminer, da disse hæmmer deres muligheder for at "være mennesker" og "objektivisere deres individualitet" i arbejdet.

6. Merværdi

Karl Marx analyserede værdi-begrebet og udvekslingen mellem varer og penge. Han opererede med forskellige værdi kategorier. Økonomisk værdi, som modsvarer værdien af det arbejde, som er nedlagt i et produkt. Brugsværdi, som er genstandens værdi i dagligt brug, som er vanskelig at kvantificere. Bytteværdi, som repræsenterer, hvad markedet til enhver tid er villig til at betale for produktet. Den mest kontroversielle er hans teori om merværdi.

Arbejder møde i attenhundretallet

Engelsk arbejdermøde i 1800 tallet. Vi kan tro at de Europæiske arbejderbevægelser var ganske tilfredse med at få et videnskabeligt argument for at de skulle have noget mere i løn.

Han definerer den økonomiske værdi ud fra Adam Smiths teori om at en vares værdi fremkommer fra værdien af den mængde arbejde, som er nedlagt i den. Størrelsen af denne definerer han ud fra David Ricardos jernhårde lønningslov, som siger at arbejdets naturlige pris beror på prisen på de madvarer og nødvendigheds-artikler, som kræves for at underholde og reproducere arbejderen og hans familie i de dage eller timer, hvor han arbejder på varen. Det vil sige en slags eksistensminimum.

Imidlertid, kapitalisten sælger ikke sin vare for den økonomiske værdi, han sælger den for bytteværdien, som er forskellig fra den økonomiske værdi. Marx siger i Kapitalen: "Bytteværdien viser sig umiddelbart som det mængdeforhold, hvori brugsværdier af en art udveksles med brugsværdier af en anden art, et forhold, der hele tiden ændrer sig med tiden og stedet." Hvilket må betyde at han anerkender at bytteværdien - altså markedsprisen - varierer over tid og sted.

På grund af kapitalistens timing og planlægning vil bytteværdien oftest være større end den økonomiske værdi, altså summen af de arbejdsomkostninger, som er nedlagt i produktet. Differencen mellem disse kalder Marx merværdien. Den tilfalder fuldt og helt kapitalisten som profit eller fortjeneste, og marxisterne mener at det er ikke fair.

Det er ikke helt klart, hvad Marx mener med arbejde og arbejdere. Ud fra hans valg af eksempler får vi opfattelsen af at han mener at kun direkte manuelt arbejde i produktionen tilføjer økonomisk værdi til produktet.

Upstairs and downstairs life og engelsk arbejderbørn

Til venstre: Satirisk plakat fra 1800 tallet: "Upstairs and downstairs life". Dette var også den periode, hvor Charles Dickens skrev Oliver Twist og mange andre romaner, hvor han forsvarede de fattige og angreb dem, som udnyttede fattige børn. Hans samtidige, H.C. Andersen, skrev "Den lille Pige med svovlstikkerne".
De Engelske arbejdere blev i princippet aflønnet efter David Ricardos "Jernhårde Lønningslov", det vil sige eksistensminimum, dog således at der kunne blive til en flaske gin til festlige lejligheder. Man skulle tro at der ikke ville komme kunder nok i butikken, der efterspurgte den Engelske industris produkter, når arbejderne ikke havde nogen penge. Men den Engelske industri og især byen Manchester var Verdens værksted. De producerede til hele verden, og det var ikke et meget stort problem at den indenlandske efterspørgsel ikke var særlig stor. Det var ikke nationaløkonomisk nødvendigt at give høje lønninger. Store formuer blev skabt.
Det siges at den moderne Kinesiske økonomiske strategi er en efterligning af 1800-tallets Engelske strategi.
Til højre: Engelske arbejderbørn.

Imidlertid, i det virkelige liv får produkter indirekte tilføjet værdi fra mange andre eksperter og faggrupper. Ingeniører og teknikere designer produktet og hele produktionsprocessen; indkøbere, planlæggere, bogholdere og sælgere gør hele processen mulig. Ja, kapitalisten selv tilføjer overordnet ledelse og planlægning, hvilket også er arbejde og helt uundværligt på langt sigt. Når disse arbejds-omkostninger indregnes reduceres Marx's merværdi ganske betydeligt.

I den enkelte virksomhed udgør direkte arbejde i produktionen blot en mindre del af omkostningerne. Andre omkostninger kan være afskrivninger, råvarer, energi og diverse hjælpematerialer og halvfabrikata, som købes hos andre virksomheder, hvor de igen fremstilles ved hjælp af direkte arbejde, og indkøbte dele og hjælpematerialer, som igen købes hos andre virksomheder - og så videre baglæns i hele forædlings-processen.

Det er ikke helt klart om Marx mener at produkterne blot får økonomisk værdi fra tilføjet arbejde i den enkelte virksomhed, eller om den økonomiske værdi bliver dannet af tilføjet arbejde tilbage igennem hele forædlingsprocessen i serien af virksomheder.

Engelske arbejdsdrenge 1

Engelske arbejdsdrenge i en kulmine.

I begyndelsen var skovene, bjergene og sletterne. Men så kom menneskene og begyndte at arbejde. De fældede træer og lavede huse og skibe; de gravede i bjergene og udvandt malm, som de forarbejdede til plove og sværd; de pløjede sletterne og såede hvede. Det er menneskers arbejde, som har forvandlet den jomfruelige planet til den, som vi kender idag.

Lad os være fair og antage at han mener at økonomisk værdi bliver akkumuleret gennem alle forædlingsprocesserne fra malmen i bjergene og afgrøderne på markerne til det færdige avancerede produkt. På den måde vil alle omkostninger, herunder afskrivninger, hjælpe-materialer og halvfabrikata, også repræsentere tilføjet arbejde og reducere merværdien yderligere.

Marx' merværdi teori er blevet imødegået af Ludwig von Mises, som påpeger at der er en tidsforskel mellem på den ene side kapitalistens investering og udbetalinger til omkostninger og indbetalinger i forbindelse med endeligt salg til kunder, hvilket berettiger en renteberegning. Desuden, kunder er troløse og uberegnelige; der er risiko ved alle projekter, som også bør belønnes. Dette vil endnu engang reducere Marx's merværdi.

Marxistisk resultatopgørelse

Marxister siger at merværdien ikke skal forstås som profit, bruttofortjeneste eller lignende, men når man trækker stykomkostninger fra tilsvarende salgsindtægter må det være en form for dækningsbidrag, bruttofortjeneste eller resultat, uanset hvad de kalder det. Deres påstand om at arbejderne bliver snydt for merværdien må betyde at de mener at arbejderne retteligt bør råde over dette dækningsbidrag eller resultat.
Hvis vi antager at historisk arbejde gennem hele rækken af forædlingsprocesser - inklusive underleverandørers underleverandører - er indregnet i den økonomiske værdi af produktet, vil al materialeforbrug og afskrivninger på maskiner og bygninger blive inkluderet i den økonomiske værdi, da alt er skabt af arbejde, når vi blot går tilstrækkelig langt tilbage i forædlingsprocessen. Merværdien vil da blive lig med bruttofortjeneste eller resultat - hvilket er et temmelig banalt budskab.

Marxister vil formentlig afvise at merværdi-teorien kan lignes med et sædvanligt regnskabsmæssigt resultat - som ovenfor. De vil fremføre at det er slet ikke det samme, og at merværdi-teorien repræsenterer noget meget dybere og mere filosofisk. Men det er blot et røgslør, som skal skjule at kejseren ikke har noget tøj på.

7. Klassekamp

Marx nævner aldrig Rousseau, men det falder i øjnene at hans inddeling af mennesker i klasser - defineret af ejendomsret eller manglende ejendomsret til produktionsmidlerne - minder om Rousseaus råb efter retfærdighed hundrede år tidligere i hans: "Har restaureringen af kunst og videnskab haft en rensende effekt på moral?": "Den første mand, der satte sig i besiddelse af et stykke jord ved at sige: dette er mit, og fandt folk enfoldige nok til at tro på ham, var den virkelige grundlægger af civilsamfundet. Hvor mange forbrydelser, krige og mord, og hvor mange rædsler og ulykker kunne menneskeheden ikke have været sparet for ved at trække pælene op, fylde grøften og råbe til deres fæller: "Pas på ikke at lytte til denne bedrager; I er fortabte, hvis I bare en gang glemmer at jordens frugter tilhører os alle, og jorden selv tilhører ingen."

Rousseaus naturtilstand

Illustration til Rousseaus naturtilstand. Foto: The Purity Spiral.

I "Afhandling om Ulighed" beskriver Rousseau alle de former for ulighed, der eksisterer blandt mennesker. Hans mål er at afgøre, hvilke slags ulighed, der er "naturlig", og hvilke der er "moralsk" - altså unaturlig - og dermed etisk forkastelig.

Han antager at menneskene oprindeligt levede i en lykkelig naturtilstand, hvor de eneste uligheder var de naturlige forskelle, herunder forskelle i fysisk styrke, skønhed og intelligens. Men på et tidspunkt udviklede naturtilstanden sig til et lidt mere komplekst samfund med arbejdsdeling og privat ejendom, hvilket gjorde det muligt for jord-ejere at dominere og udnytte de fattige. Rousseau anfører, at denne situation er utålelig for de fattige, som naturligt vil søge at føre krig mod de rige for at afslutte deres uretfærdige dominans.

Det Kommunistiske Manifest

"Det Kommunistiske Manifest" er skrevet af Karl Marx og Friedrich Engels og blev udgivet første gang i London den 21. februar 1848. Wikipedia fra www.marxists.org.

Marx tager tråden op i det Kommunistiske Manifest: "Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang."

I slutningen af det Kommunistiske Manifest følger han det op med en åben krigserklæring på arbejderklassens vegne mod den fjendtlige klasse: "Kommunisterne foragter at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde. Proletarer i alle lande, foren jer!"

Marx's inddeling af folket i klasser - alt efter hvem som har og ikke har ejendomsret til produktionsmidler - er ikke speciel original, idet han har den fra Rousseu, selv om han aldrig nævner Rousseu.

Kommunister mener at denne inddeling er altafgørende for kvaliteten af deres politiske beslutninger. Hele den marxistiske teori og politik afhænger fuldstændigt af relevansen og af denne inddeling.

Selvfølgeligt er det teoretisk muligt at inddele befolkningen i to grupper efter om de ejer produktionsmidler eller ikke, man kan ikke sige at en sådan inddeling ikke er sand. Men spørgsmålet er om den er så relevant og vigtigt for samfundets udvikling, som marxisterne påstår. Det vil formentlig være langt mere relevant for kvaliteten af politiske beslutninger vedrørende vor lands fremtid at inddele befolkningen i muslimer og kristne, kvinder og mænd.

Typisk villa fra 50'erne

Mange lønmodtagere er husejere. Foto Real Estate.

I den moderne verden er det en stor generalisering at inddele befolkningen i en arbejderklasse, som modtager løn eller gage, og en kapitalist-klasse, som ejer land og ejendomme, tjener profit, renter og dividende.

De fleste lønmodtagere, arbejdere, er også en slags kapitalister. De har pensions-opsparinger, enten i forskellige selskaber eller fonde, eller de ejer personligt aktier og obligationer, som forhåbentligt afkaster profit, renter og dividende. Flertallet af lønmodtagere ejer et stykke land med deres eget hus eller lejlighed, som bestandigt stiger i værdi og vil afkaste profit i form af "bytteværdi", når det en dag bliver solgt.

At lede en virksomhed er et ærligt og nyttigt arbejde, som fortjener en belønning, som man ikke behøver at fordømme, alene fordi belønningen bliver udbetalt i form af profit.

I den enkelte virksomhed har ejere, ledere og ansatte en fælles interesse i at virksomheden klarer sig godt og skaber omsætning på langt sigt, som vil muliggøre en stabil beskæftigelse, fremtidige udbetalinger af løn og overskud og i det hele taget sikre et godt liv for alle, som er tilknyttet virksomheden.

En enig Tysk bundestag stemmer for krigsbevillingerne i 1914

En enig Tysk Bundestag stemte for krigs-bevillingerne i 1914, inklusive det Tyske Socialdemokrati. I August fulgte det engelske Labor parti trop og stemte for krigsbevillingerne i det Engelske parlament. Foto Deutscher Bundestag.

Opfordringen: "Proletarer i alle lande, foren jer!" anskueliggør et andet vigtigt træk ved det marxistiske klassebegreb, nemlig at arbejderne antages at have mere til fælles med arbejdere i andre lande og verdensdele, end de har med deres egne landsmænd, som ikke tilhører arbejderklassen. De forventes at have fælles interesse og større loyalitet mod den internationale socialistiske sag end med deres eget folk, og deres egen nation.

Hans opråb: "Proletarer i alle lande, foren jer!" er ikke noget godt råd til verdens mennesker. De vil ikke blive mere lykkelige, ved at blive forenet i gigantiske imperier, heller ikke i socialistiske imperier, såsom Sovjet Unionen eller Den Kinesiske Folkerepublik. Mennesker vil formentlig være mest lykkelige i små etnisk og kulturelt homogene nationer, hvor hvert folk kan leve i overensstemmelse med deres egen kultur og religion.

Kommunister forventer således at alle folk og nationer vil blive splittet i klasser og stumperne efter nogen tid vil blive reorganiseret i det kommunistiske paradis.

Men en arbejder - eller skal vi sige en lønmodtager - har langt mere tilfælles med sine landsmænd, de andre Danskere, end han har med arbejdere fra fjerne nationer, som han ikke kender. Han deler et fælles Dansk sprog og en fælles kultur, som skaber gensidig tillid, fordi vi kender hinanden. Han har en lang og begivenhedsrig historie, litteratur, musik, sange, film og digte til fælles med de andre Danskere. Når han ser sig sig selv i spejlet, kan han genkende et etnisk udseende, som han også har tilfælles med de fleste andre Danskere.

Det eneste en arbejder - ifølge marxisterne - muligvis kan have tilfælles med fattige fra fjerne lande er nogle abstrakte ideer om merværdi og fremmedgørelse, som kun et mindretal mener at forstå.

Arbejderklassens internationale solidaritet brød ynkeligt sammen ved udbruddet af første Verdenskrig i 1914. Socialister og socialdemokrater i alle lande sluttede op om deres egne nationer og stemte for krigsbevillingerne.

8. Religion

"Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket", skrev Marx i "Kritik af den Hegelske Retsfilosofi", og han fortsatte: "Religion er den undertrykte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjerte og sjælen i sjælløse forhold. Det er menneskets opium".

Religion er opium for folket

Religion er opium for folket, siges det, men marxisme er også en slags religion, selv om de påberåber sig at være en videnskab. Foto Paradox of the Day.

Den unge Karl modtog meget lidt religiøs påvirkning under sin opvækst, og allerede i en tidlig alder afviste han at tro på en almægtig Gud. Men nissen flytter med, og senere i sin karriere introducerede han Dialektikken og den "Historiske Nødvendighed" - bestemt af den uafvendelige udvikling af "produktionskræfterne" - og som ubønhørligt driver udviklingen frem mod det kommunistiske paradis.

Den berømte Britiske økonom John Maynard Keynes besøgte det kommunistiske Rusland i 1925 og skrev den korte artikel "Et kort Blik på Rusland".

Som økonomisk system var kommunismen efter hans mening fuldstændig håbløs: "Hvordan kan jeg acceptere en doktrin, der etablerer sig som en Bibel, hævet over kritik, en forældet økonomisk lærebog, som jeg ved er ikke blot videnskabeligt forkert, men uden interesse eller anvendelse i den moderne verden?"

Sovjetiske officerer på den Røde Plads i 1925

Sovjetiske officerer på den Røde Plads i 1925. Foto vedomstva-uniforma.ru.

Men som religion mente han den kunne blive meget farlig, fordi Vesten var fuld-stændig afvæbnet kulturelt set. Han skrev: "For den moderne kapitalisme er absolut irreligiøs uden interne bånd, uden meget offentlig ånd, ofte, men ikke altid, blot en uordentlig bunke af besiddere og efterspørgere. Et sådant system skal være umådeligt, ikke kun moderat, vellykket for at overleve." - "Hvis irreligiøs kapitalisme i sidste ende skal besejre religiøs kommunisme, er det ikke nok, at den skal være økonomisk mere effektiv - den skal være mange gange så effektiv."

Keynes var ikke et øjeblik i tvivl om at kommunismen selv hovedsageligt fungerer som en religion:

"Ligesom andre nye religioner, får leninismen sin magt ikke fra mængden, men fra et lille mindretal af entusiastiske konvertitter, hvis iver og intolerance gør hver enkelt af dem lige i styrke med hundrede indifferente."

"Ligesom andre nye religioner, synes den at tage farve og munterhed og frihed ud af hverdagen og tilbyde en kedelig erstatning i dens hengivne tilhængeres firkantede træ-ansigter."

"Ligesom andre nye religioner forfølger den uden retfærdighed eller medlidenhed dem, der aktivt modstår det."

"Ligesom andre nye religioner er den skrupelløs."

"Ligesom andre nye religioner er den fyldt med missionsk iver og religiøs ærgerrighed."

Marked i Moskva i 1925

Marked i Moskva i 1925. Foto Foto Twitter.

Han spåede at "hvis kommunismen opnår en vis succes, vil det opnå det, ikke som en forbedret økonomisk teknik, men som en religion."

Marx' ide om at den historiske nødvendighed og dialektikken bestandigt og med nødvendighed driver samfunds-udviklingen frem mod nye etiske højder er sunket til bunds i folkedybet. Den ligger bag betegnelsen "progressiv" for personer, som er positive mod indvandringen, homoseksuelles rettigheder og øgede overførselsindkomster - modsat "reaktionære", som stædigt er imod den uundgåelige udvikling mod et angiveligt stadigt mere humant og tolerant fremtids-samfund.

Det er blevet en slags ubevidst religiøs overbevisning at samfundsudviklingen bevæger sig fra fortidens brutale formørkelse mod en fremtid med stadig højere etiske niveauer. "Vi skal følge med udviklingen", "moderne mennesker mener sådan og sådan" eller "vi lever trods alt i det 21. århundrede", lyder det.

9. Marxistiske Forudsigelser

Den unge Mao og Edgar Snow

Den Amerikanske journalist Edgar Snow med Mao Zedong i Yenan i 1936. Mao forklarede ham at - i modsætning til de Vestlige kommunistpartier - støttede det kinesiske kommunistparti sig på bønderne og ikke på arbejderklassen. Foto oploaded af Priscilla Roberts.

Marx forudsagde at kapitalismen ville blive mere og mere økonomisk ustabil, at klassekampen mellem borgerskab og proletariat ville tage til, at proletariatet ville blive talrigere og fattigere, indtil arbejderne i en stor social revolution ville tage magten og indlede historiens ny kommunistiske fase.

Det er en kendsgerning at dette ikke er sket i de vigtigste kapitalistiske lande, Storbritanien, Frankrig, Tyskland og USA. Tværtimod er det kapitalistiske system blevet mere stabilt, og for langt de fleste indbyggere er livsbetingelserne blevet langt bedre, end de var på Marx' tid.

Desuden, de lande, hvor der har fundet en kommunistisk revolution sted, var lande, som kun havde oplevet en ringe eller slet ingen industriel udvikling, såsom Rusland i 1917, Jugoslavien og Nord-Korea i 1945, Kina i 1949 og Cuba i 1959. Det var således lande, hvor der kun var en ubetydelig eller slet ingen arbejderklasse i Marx' forstand.

Marxister har søgt at imødegå disse argumenter ved at påstå at Vestens arbejderklasse er blevet bestukket med højere lønninger, hvilket tydeligvis er et meget ringe argument, da ingen har en forpligtigelse til at lave revolution, som kan blive korrumperet med bestikkelse og det er desuden absurd og forvrøvlet at kalde en lønforhøjelse for bestikkelse.

Downtown Lagos i Nigeria

Downtown Lagos i Nigeria. Foto Pinterest.

Mange marxister fremfører at kolonierne, altså udviklingslandene, har optrådt som proletariat i forhold til de industrialiserede lande. Det er heller ikke noget godt argument, da mange af de industrialiserede lande ikke havde nogen kolonier af betydning - som for eksempel de Skandinaviske lande.

Desuden, enhver, der ser TV eller fotos fra for eksempel de Afrikanske nationer, vil ikke kunne undgå at bemærke at disse lande må have oplevet en dramatisk teknologisk udvikling gennem de sidste hundrede år.

En meget stor del af indbyggere i sådanne lande bor ikke længere i mudderklinede jordhytter og lever ikke længere af at suge blodet fra deres køer.

De har moderne teknologi, biler, veje, moderne bygninger, gravemaskiner, dieselmotorer, air-condition og meget mere, som de altsammen har fået kendskab til takket være kontakten med Europa og USA gennem koloniseringen og globaliseringen. Deres aktuelle problemer skyldes ikke økonomisk udbytning eller mangel på teknologisk udvikling, men en dramatisk befolkningstilvækst, som de selv er ansvarlige for, da de nu er uafhængige selvstændige stater.

10. Proletariatets Diktatur

Marx deler det kommunistiske fremtidssamfund i to faser.

Wladimir Iljitsch Lenin

Wladimir Iljitsch Lenin beskrev hvorledes et beslutsomt mindretal kunne gribe magten i en revolutionær situation, hvilket vil sige i en periode med et magtvacum, i dette tilfælde på grund af Ruslands militære nederlag til Tyskland, horrible tab ved fronten og hungersnød. Lenin introducerede proletariatets diktatur i den form, som vi kom til at kende det i Sovjetunionen, Øst Europa og Kina. Lenins proletariats diktatur var speciel ved at en eksklusiv selvetableret gruppe, det kommunistiske parti, regerede på proletariatets vegne. Foto Bundesarchiv.

Den første fase kalder han i "Kritik af Gotha Programmet" for proletariatets diktatur: "Mellem det kapitalistiske og kommunistiske samfund er perioden for den revolutionerende omdannelse fra det ene til den andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, i hvilken staten er intet andet end proletariatets revolutionære diktatur".

Den anden fase er det egentlige kommunistiske samfund, som han sædvanligvis kalder "fuld kommunisme".

Dr. Phil Bertell Ollman fra Wisconsin anfører ganske rimeligt at på Marx' tid var ordet diktatur ikke så negativt ladet som idag: "Før Hitler og Mussolini var betydningen af "diktatur" stærkt påvirket af dets brug i det antikke Rom, hvor forfatningen gav mulighed for valg af en diktator til at udføre bestemte specifikke opgaver i en begrænset periode, generelt i krisetider."

Sovjettisk plakat

Sovjettisk plakat som søger at anskueliggøre at Lenin og Stalin ideologisk står på skuldrene af Marx og Engels, og proletariatets diktatur i Sovjetunionen er en virkeliggørelse af Marx's og Engels' tanker.
Det var påstanden om at Leninismen var en logisk fortsættelse af Marx og Engels ideer om de undertryktes oprør, som gav den Sovjettiske kommunisme den immunitet mod kritik, som gjorde dens overlevelse mulig på trods af Moskva processer, Gulag lejre og utallige andre ugerninger. I virkeligheden er der ingen iøjefaldende logisk forbindelse mellem Marx ide om massernes oprør og Lenins elite-parti.
Ideen om et samfund ledet af en eksklusiv selvsupplerende elite var i virkeligheden mere i slægt med Platon end med Marx. Lenins og Stalins værker er sovset ind i fraser om dialektik og materialisme, men Sovjettisk politik, som al anden politik, var i praksis mere inspiret af Machiavelli en af Hegels, Marx' og Engels' dialektik og Feurbachs materialisme. Faktisk var Machiavellis "Fyrsten" indeholdt i Stalins personlige bibliotek. Foto Travel Posters Online.

Marx beskriver at proletariatets diktatur skulle være en overgangsperiode, i løbet hvilken den sejrrige arbejderklasse vil udrydde de sidste rester af det kapitalistiske samfund og forberede den endelige overgang til fuld kommunisme.

Proletariatets diktatur har træk til fælles med både kapitalisme og fuld kommunisme, og Marx antyder aldrig, hvor længe denne periode skulle vare. I det kommunistiske manifest opregner han 10 punkter, som den sejrende arbejderklasse øjeblikkeligt skal sætte i værk, og de giver os en ide om, hvad han mente med denne overgangsperiode til fuld kommunisme:

1. Ekspropriation af grundejendomme og anvendelse af jordrenten til statens udgifter.
2. Skat efter stærkt stigende skala.
3. Afskaffelse af arveretten.
4. Konfiskering af al ejendom, der tilhører emigranter og oprørere.
5. Centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol.
6. Centralisering af transportvæsenet i statens hænder.
7. Forøgelse af nationalfabrikkerne og produktionsmidlerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan.
8. Lige arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle armeer, særlig indefor landbruget.
9. Forening af landbrug og industri, gradvis ophævelse af modsætningen mellem land og by tilstræbes.
10. Offentlig og gratis uddannelse af alle børn. Afskaffelse af børns arbejde i fabrikker i den nuværende form. Forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion o.s.v.


Som det ses er flere af punkterne allerede gennemført i Danmark og andre Europæiske lande. Skat bliver allerede opkrævet efter en stærkt stigende skala, arv er belagt med særdeles høje skatter, nationalbankerne er oprettet, stat og kommune har overtaget opdragelsen af børn. Dette er gennemført af politiske partier, som hovedsagelig anser sig selv som demokratiske, for at finansiere populære velfærdsydelser.

Netop i et demokrati er det muligt at stemme sig til de andres penge; politiske partier, som fører en sådan politik mister nogle få stemmer fra de små grupper, som pengene tages fra, men vinder flere stemmer fra de meget større grupper, som pengene på forskellige måder uddeles til.

Progressiv politiker

I et demokrati er det muligt at stemme sig til andres penge. Politikere, som agiterer for sådanne tiltag bliver gerne kaldt progressive, hvilket antyder at de vil føre samfundet frem mod fremtidens angiveligt uundgåelige højere etiske niveau, således som spået af Marx. Foto Ola Betiku.

"Oprettelse af industrielle armeer, særlig indenfor landbruget," som i fællesskab skal udføre det arbejde, der tidligere blev udført af bønder på deres egne marker, blev som bekendt indført i både Sovjet-Unionen og Kina med katastrofale resultater.

Manifestet slår fast at de ovenfor nævnte 10 punkter på ingen måde vil erstatte marxismens langsigtede mål: "Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, d.v.s. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse."

Faktisk, marxismens mål er at afskaffe al privatejendom, som Marx udtrykkeligt slår fast i "Kritik af Gothaprogrammet": "Intet kan overlades til individernes ejerskab undtagen forbrugsgenstande." Som også var, hvad der skete i Sovjet Unionen og folkerepublikkerne, hvilket førte til en markant mindre produktivitet sammenlignet med de Vest Europæiske nationer.

Det afgørende spørgmål i politisk filosofi er "Hvem skal regere?" Platon og Thomas Hobbes mener at de få skal regere, medens Jean-Jacques Rousseau, John Locke og John Stuart Mill mener at de mange skal regere. Karl Marx hælder afgjort også mod de mange; selve udtrykket "proletariatet" må jo antages at beskrive et flertal.

Men den virkeliggjorte socialisme i Sovjetunionen, Øst-Europa og Kina blev ikke regeret af et flertal. Det blev regeret af et eksklusivt elitært mindretal på proletariatets vegne. De handlekraftige marxistisk-leninistiske partier blev opfundet af Lenin. Den politiske model for Sovjetunionen, Kina og Folke-demokratierne var mere i slægt med Platon end med Marx, selvom de påberåbte sig Marx og Engels som deres politiske filosoffer - og derved afvæbnede en stor del af kritikken af deres talrige ugerninger, for hvem vil være imod at de fattige kræver deres fair andel?

Sovjetisk propaganda om økonomisk vækst

Gennem hele Sovjetunionens levetid udsendte det kommunistiske parti propaganda om konstant vækst. Denne blev imidlertid punkteret af Mikhail Gorbatsjov i 1988, som viste at Sovjetunionen ikke havde haft vækst de sidste 20 år. Foto Yaplakal.

I 1988 fremlagde Mikhail Gorbatsjov en rapport for partikongressen i Moskva, som fortalte at sovjet-økonomien ikke var vokset i tyve år med undtagelse af vodka-salget og de højere priser, der blev betalt for Sovjetisk olie. Disse skøn blev givet til kongressen, selvom andre rapporter gennem disse tyve år havde informeret centralkomite og kongresser om årlige vækstrater mellem to og fem procent.

Den Sovjetiske økonomi - og efter alt at dømme også de Kinesiske og Øst-Europæiske planlægnings-økonomier - havde problemer med rapportsystemer, planlægning og motivation.

Sovjetunionen spildte sine ressourcer, fordi success-indikatoren for sovjetiske ledere gjorde det muligt for dem at få success, selvom deres produktion var dårligt relateret til forbrugernes behov. Deres rapporter kvantificerede produktionen ved hjælp af sådanne indikatorer som vægt, mængde eller overfladeareal.
Sovjetisk propaganda plakat

Sovjetisk propaganda-plakat, som fortæller om økonomisk vækst. Foto Nastroy.net.

Det vil sige at for eksempel en legetøjsfabrik kunne rapportere at de havde produceret så og så mange ton legetøj, som oversteg planmålet, som også var i antal ton; derfor blev det betragtet som success, og lederne blev belønnet; Men i virkeligheden havde de designet legetøjet med et alt for stort materiale forbrug, og havde ikke produceret særlig mange.

Nikita Khrushchev klagede over lysekroner så tunge "at de trækker lofterne ned på vores hoveder". Lederen af en sømfabrik fik Leninordenen for at overskride sit produktionsmål målt i ton, men i virkeligheden var sømmene alt for store for praktisk brug. En berømt sovjetisk satirisk tegning viste to gigantiske kraner, som løftede et kæmpe søm.

Der var aldrig nogen vestlige økonomer, som fandt ud af, hvordan det socialistiske planlægningssystem fungerede. Sagen er nok den at det ikke fungerede. Den "centrale plan" var kun lidt mere end summen af fabrikschefernes individuelle planer tilsat en fremskynding af særligt udvalgte projekter på bekostning af andre projekter.

Kø foran levnedmiddel-forretning i DDR

Kø foran levnedmiddel-forretning i DDR. Borgerne i DDR manglede ikke penge, men de kunne ikke købe noget for dem. Derfor blomstrede det sorte marked. Foto Carsten Brönstrup.

Ludwig von Mise har demonstreret at styringen af en nations økonomi indebærer tusindvis, ja millioner af beslutninger på alle planer, som ganske umuligt kan indeholdes i et formelt planlægningssystem. Et markedssystem er derimod et enormt selvvirkende reguleringssystem, hvor utallige "ventiler" åbner og lukker automatisk, alt efter om priser og mængder går op eller ned. Det har større chancer for success, selvom dog dette heller ikke er ufejlbarligt, som Keynes har påpeget.

Hungersnød i Ukraine

I 1932 og 1933 valgte den sovjettiske regering at beslaglægge bøndernes høst. Ukrainerne og andre, der nægtede at udlevere korn eller gemte mad, blev sendt i koncentrationslejr, og mange, herunder kvinder og børn, døde af sult. Det er anslået at mellem to og fire millioner Ukrainere mistede livet ved den lejlighed. Foto Chicago America.

De Sovjetiske fabrikschefer blev ikke motiveret til at optimere og forbedre deres produkter i henhold til forbrugeres behov og ønsker eller til at optimere deres produktivitet, som i almindelighed var dårlig.

Den socialistiske markedsplanlægning i Kina var endnu værre. Mao havde været på sin eneste udlandsrejse, nemlig på et besøg i Sovjetunionen. Det bekom ham ikke vel at især den Sovjetiske stålproduktion var Kinas produktion af stål fuldstændig overlegen. Han besluttede at han ville slå Sovjetunionen i produktion af stål ved at aktivere "masserne".

Mao gav ordre til at der skulle bygges ministålværker i alle kommuner. Bønderne skulle forsyne dem med brændsel og jernmalm.

Produktionsmålene var høje, og represalierne, hvis de ikke de blev nået, var brutale. Huse blev brudt ned for at bruge træværket som brændsel. Gryder, potter og pander blev smidt i ovnene for at nå den krævede produktion af jern. Der var omkring en million ministålværker, skriver nogle skribenter. Produkterne var oftest nogle ubrugelige brune klumper fulde af slagger.

Det store spring fremad i Kina

Det store spring fremad i Kina. Mao beordrede kinesiske bønder til at bygge mini højovne. Det antages at der var omkring en million mini-højovne i Kina i perioden 1959 - 61.

Da alle mændene havde travlt med fremstille "jern" havde de ikke tid til at passe deres arbejde i markerne, og hele Det Store Spring Fremad endte med at udløse en hungerkatastrofe, som antages at have kostet omkring 40 mill. mennesker livet.

Under den efterfølgende Kulturrevolution gik det endnu værre; praktisk taget al produktion ophørte gennem flere år og skolerne var lukkede, fordi lærerene var bange for at komme til at sige noget forkert.

Den praktiske socialistiske planlægning bekymrede aldrig Karl Marx. Han nøjedes med at skrive i Kapitalen at målet for al kommunistisk planlægning er tilfredstillelsen af "sociale behov".

11. Fuld Kommunisme

Marx og hans senere disciple anså deres egen lære for at være den videnskabelige socialisme, som tog udgangspunkt i den virkelige verdens fænomener og begivenheder, modsat den utopisk socialisme, som de mente udsprang fra drømme og gode tanker. I Filosofiens Elendighed angreb Marx ubarmhjertigt franskmanden Proudhorn for at fremføre urealistiske utopiske teorier.

En berømt sovjetisk satirisk tegning. Lederen af en sømfabrik fik Lenin ordenen for at overskride sine produktionsmål, som var angivet i ton, med adskillige ton. Et gigantisk kæmpe-søm ses løftet af en kran. Foto Skeptics Stack Exchange.

Hvordan Marx egentlig forestillede sig det kommunistiske samfund, historiens endelige mål, henligger i tusmørke og uklarhed. Det har han selv ansvaret for, idet han aldrig fremlagde en samlet beskrivelse af hans tanker om det endelige kommunistiske samfund. Beskrivelser af det kommunistiske samfund findes spredt over hele hans forfatterskab.

Imidlertid dr.Phil Bertell Ollman fra Wisconsin har søgt at råde bod på på dette, idet han har samlet mange af Marx' udsagn og kommentarer om det kommunistiske samfund i en artikel.

Beskrivelsen af Marx' fremtidsamfund, som med videnskabelig lovmæssighed skulle realisere sig efter nogen tids socialistisk overgangsperiode, udspringer klart fra hans fantasi, drømme og ønske-forestillinger. Den fortæller sandsynligvis en hel del om personen Karl Marx, men det vil vi lade ligge. Hans beskrivelse af fremtidsamfundet har ikke udgangspunkt i nogen klar eller plausibel definition af mennesket natur; den bygger ikke på en logisk fremskrivning af datidens teknologiske, samfundsmæssige og kulturelle trends - den er i det store og hele en ægte utopi.

I det endelige kommunistiske Utopia er arbejdsdeling, lønslaveri og fremmedgørelse fuldstændig forsvundet, og derved er hidtil usete og upåagtede evner og talenter hos individerne blevet frigjort. Det nye kommunistiske menneske bliver således langt mere intelligent, alsidigt, uselvisk, socialt og altruistisk end de oprindelige simple arbejdere, der trællede under kapitalismens åg.

Det kommunistiske samfund vil blive klasseløst og statsløst Det er karakteriseret ved fælles ejerskab af produktionsmidlerne med fri adgang til forbrugsartiklerne. Klasserne har elimineret sig selv, og staten er visnet væk, fordi der ikke er behov for den længere.

Utopia

Utopia. Foto Steemit.

I kritiken af Gotha programmet finder vi oprindelsen til den berømte - og berygtede - sætning om at arbejde efter evne og nyde efter behov: "I en højere fase af det kommunistiske samfund, efter at slavebindingen og underordningen af individet ved arbejdsdelingen, og dermed også modsætningen mellem mental og fysisk arbejde, er forsvundet." - "Fra hver efter hans evne til hver efter hans behov!"

Når vi ser os om i nutidens samfund, kan vi få den tanke at med det moderne velfærdssystem er kommunismen allerede delvis virkeliggjort.

I det kommunistiske samfund vil privat ejendomsret overalt bliver udskiftet med socialt ejerskab. I det Kommunistiske Manifestet nævnes ødekæggelsen af den private ejendomsret mange steder: "Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal ødelægge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret," - "Det, der karakteriserer kommunismen, er ikke afskaffelsen af ejendom overhovedet, men afskaffelsen af den borgerlige ejendom" - "I denne forstand kan kommunisterne sammenfatte deres teori i det ene udtryk: ophævelse af privatejendommen" - "Den kommunistiske revolution betegner det mest radikale brud med de overleverede ejendomsforhold" og så videre også i mange andre af Marx' skrifter.

Under fuld kommunisme vil butikkerne bugne af varer

Marx forudser at ved historiens endelige mål, fuld kommunisme, vil butikkerne bugne af varer. Foto fishi.net.

Arbejdsdeling og specialisering vil forsvinde fuldstændig, og med den enkeltpersoners tilbøjelighed til at vie deres liv til en enkelt profession. Det nye frigjorte kommunistiske menneske med dets nyligt frigjorte enorme potentiale vil have behov for og evne til at udføre mange former for arbejde.

I kritik af Gotha programmet fastslår Marx: "modsætningen mellem mental og fysisk arbejde er forsvundet."

Marx' bedst kendte beskrivelse af fraværet af arbejdsdeling findes i "Den Tyske Ideologi": "I det kommunistiske samfund, hvor ingen har et specielt aktivitetsområde, men enhver kan blive dygtig i enhver gren, han ønsker, regulerer samfundet (?) den generelle produktion og gør det dermed muligt for mig at gøre en ting i dag, og en anden i morgen, for at jage om morgenen, fiske om eftermiddagen, opdrætte kvæg om aftenen, kritisere efter middagen, ligesom jeg har lyst til, uden derved at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker."

Arbejdere og bønder på vej mod det kommunistiske paradis

Kinesiske arbejdere og bønder er jublende på vej mod det kommunistiske paradis. Foto Alphaville.

I det fremtidige kommunistiske samfund kan enhver, som har lyst, blive fremragende kunstmalere, fortæller han i den Tyske ideologi: "Den eksklusive koncentration af kunstnerisk talent hos nogle individer og dets undertrykkelse hos den store masse, der udspringer fra dette, er en konsekvens af arbejdsdeling" - "I et kommunistisk samfund er der ingen kunstmalere, men mennesker, der blandt andre aktiviteter maler malerier."

I Kapitalen citerer Marx Hegel: "ved veluddannede mennesker forstår vi i første omgang sådanne, der kan gøre alt, hvad andre kan gøre."

Vi kan sende en tanke til vore moderne politikeres tyrkertro på at de kan løse alle problemer i forhold til det moderne højteknologiske samfunds behov med øget uddannelse, og at de unge menneskers medfødte intelligens-niveau kun spiller en mindre rolle.

Aktiviteter i fællesskab vil blive foretrukket. Det nye kommunistiske menneske vil i meget høj grad foretrække at udføre ting i fællesskab med andre.

Det kommunistiske paradis eksisterer ikke

Fidel Castro er død, men bliver afvist ved porten til det kristne Paradis: "Det kommunistiske paradis eksisterer ikke." Foto Galleryhip.com.

I "1844 Manuscripts" fastslår Marx at et andet vigtigt kendetegn ved det kommunistiske samfund er den høje grad af samarbejde og gensidig engagement, som det nye kommunistiske menneske vil foretrække i de fleste menneskelige aktiviteter. En indikation på denne udvikling er simpelthen stigningen i antallet af ting, som folk gør i fællesskab.

I 1844 Manuscripts beskriver han hvorledes han forestiller sig det sociale samvær under fuld kommunisme: "Hvad der synes som et middel bliver et formål. Man kan observere denne praktiske proces med dens mest behagelige resultater, hvor som helst man ser franske socialistiske arbejdere sammen. Sådanne ting som at ryge, drikke, spise osv. er ikke længere midler for kontakt eller midler, der samler. Firma, forening, samtale, som igen har fællesskabet som sit formål, er nok for dem." og videre "Følelsen og nydelsen af andre mennesker er blevet min egen motivation."

Gorbachev sørger over Sovjetunionen

Gorbachev sørger over Sovjetunionens bortgang - tegnet af Huffaker.

Det er uomtvisteligt at mennesket er et socialt dyr - som for eksempel menneskeaber, elefanter, bavianer og ulve - og alle vore ambitioner, oplevelser og selve meningen med vort liv er forbundet med samvær med andre.

Fuldkommen kontrol af naturen En anden unik egenskab af det kommunistiske samfund er den mesterlige kontrol, som mennesker udøver over alle naturens kræfter og genstande. Alt som det nye menneske kommer i kontakt med bliver et produkt af hans bevidste indsats med at tilpasse ting til sine egne formål. I den Tyske Ideologi står at det nye menneske: "for første gang bevidst behandler alle naturgivne forudsætninger som noget, der er skabt af de hidtidige mennesker, afklæder dem deres naturgivne karakter og underkaster dem de forenede individers magt". som siges at referere til "bortkastning af alle naturlige begrænsninger - ." Hvilket er noget i modstrid med hans ide om at det er produktionskræfternes (og ikke menneskenes tanker) udvikling, som bestemmer farten.

Utopia af Thomas Moore

Utopia af Thomas Moore fra 1516 er arketypen på en utopi. Han skildrer en imaginær ø med en helt ny stats-opbygning. De vigtigste træk ved det utopianske samfund er social lighed og fraværet af ejendomsret.

"Det er de ægte løsninger på konflikten mellem menneske og natur." kan vi læse i 1844 Manuscripts.

Allerede nu er Verdens progressive regeringer overbeviste om at menneskene kan manipulere klodens klima; det har udviklet sig til en helt ny religion.

Der vil ikke være påtvungne regler og tvang. Bortset fra arbejdet i fabrikker og i landbruget vil ingen aktiviteter, som individerne tager del i, være organiseret på forhånd af andre; det vil sige, at der ikke er noget, de absolut skal gøre, og ingen forudbestemt måde eller tidsplan, de nødvendigvis skal følge.

Marx beskriver at der vil eksistere en form for organisation for det produktive arbejde i fabrikker og landbrug; den vil dog kun lede arbejdet på samme måde som en dirigent leder et villigt orkester. Restriktive regler vil være ukendte; og der er ingen tvang eller straf.

I Kapitalen fortæller Marx at soldater, politifolk, bødler, lovgivere og dommere bliver unødvendige "under passende forhold i samfundet". Han siger et sted at under kommunismen vil den kolonialistiske stat og dermed demokratiet visne væk. Alle former for parlamentarisme vil blive "henregnet under kategorien ulemper".

I Den Hellige Familie siges Marx at komme med det noget kryptiske udsagn: "Under humane forhold" - som antages at være herskende under fuld kommunisme - "vil straffen virkelig ikke være andet end den straf, som den skyldige har givet sig selv. Der vil ikke være noget forsøg på at overtale ham om at vold, udøvet på ham af andre, er vold på sig selv af sig selv. Tværtimod, han vil se andre mænd som sine naturlige frelsere fra den dom, som han har givet sig selv, med andre ord vil forholdet blive omvendt." Det må betyde at en egentlig straffende myndighed vil ikke eksistere under fuld kommunisme; forbryderne bliver nødt til at dømme og straffe sig selv.

Vi må tro at moderne fængler er meget tæt på det kommunistiske ideal. Fangerne har adgang til fitness-center, weekend udgang og mulighed for familie besøg. Cellerne er med eget bad, køleskab og TV. Der bliver serveret lækker mad hver dag. I det ny fængsel i Grønland har de indsatte desuden en flot havudsigt og mulighed for at passe deres daglige arbejde i den nærliggende by.

Ny Anstalt i Nuuk i Grønland

Næste år, 2019, forventes det ny fængsel, Ny Anstalt, i Nuuk i Grønland at åbne. Bygningen er helt moderne design og ligner et luxushotel. Det vil indeholde 76 celler med hver 12 M2, 40 lukkede celler og 36 åbne. Der er en havudsigt og en fantastisk udsigt til bjergene fra fænglet. Der vil være fællesarealer med bekvemme sofaer og sportsarealer. Fanger med særlige privigelier vil få lov til at tage til Nuuk og arbejde og komme tilbage om aftenen for at overnatte i cellen. Nogle forlydener siger at fanger også kan få tilladelse til at gå på jagt med rifler. Fængslets designer Thomas Ruus Christense fortæller at Fængselsbetjentene ikke vil være bevæbnede, da det kan skabe en dårlig stemning. Foto Facebook.

Den kommunistiske verden vil blive en globaliseret verden fortæller han i Det Kommunistiske Manifest. I det nye kommunistiske Verdens-samfund vil staterne visne væk og dermed vil også nationerne, og hele menneskeheden vil blive forenet som en stor lykkelig familie befolket af de nye kommunistiske uselviske individer befriet fra arbejdsdeling, løn-slaveri og fremmedgørelse: "I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med den åndelige. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.

Storestrøm Fængsel

Sportsarealer i det nyligt åbnede Storestrøm Fængsel. Foto Kamikposten.

I Den Tyske Ideologi er han endnu mere specifik om den globale økonomi: "Først da vil de enkelte personer blive befriet fra de forskellige nationale og lokale barrierer, og blive bragt i praktisk forbindelse med den verdensomspændende materielle og intellektuelle produktion og blive i stand til at erhverve kapacitet til at nyde denne alsidige produktion fra hele Jorden.

Vi kan kun notere at EU's ledere arbejder hårdt og energisk hver eneste dag på at virkeliggøre Karl Marx' visioner og få de Europæiske nationer til at forsvinde ved dagligt at importere tusinder afrikanere og arabere ind i Europa.

Virkeliggørelsen af Marx's globalisering har idag skabt en international elite, mere rig og magtfuld end noget Verden hidtil har set - i fuldstændig modsætning til marxisternes sædvanlige lighedspropaganda.

Marx' spredte ideer vedrørende fuld kommunisme viser klart at kommunismen er en rummelig social-konstruktivistisk ideologi, som taler til de enkeltes drømme om det perfekte samfund. Den har til hensigt til at nedbryde alt gammelt og på angivelig rationel måde opbygge et nyt og vagt postuleret etisk overlegent samfund helt fra grunden - et samfund befolket af den nye kommunistiske menneske-type. Marxister anerkender ingen medfødt menneskelig natur og deraf følgende økonomiske love. De mener grundlæggende at det ny samfund skal opbygges rationelt på grundlag af deres drøm om det perfekte samfund, og overleverede irrationelle historiske kulturer er derfor værdiløse.

Kommunismens mål er ikke at tilpasse samfundet til en menneskelig natur, eller at tilpasse mennesket til det eksisterende samfund. Målet er langt mere ambitiøst; med terror, propaganda og hjernevask vil de ændre både samfundet og mennesket i overensstemmelse med deres uklare drømme om et fremtidigt perfekt og harmonisk samfund. De accepterer ikke en biologisk betinget menneskelig natur og samfund og nationer, som de træder frem fra historien.

Den Kinesiske kulturrevolution gik netop ud på at ødelægge alt gammelt og skabe det nye, mere fuldendte kommunistiske menneske ved hjælp af terror og propaganda. Den var ikke et beklageligt vildskud i udviklingen af kommunismen, men grundlæggende en simpel, pædagogisk illustration af Marxismens basale væsen. Kulturrevolutionen illustrerer virkelig hvorledes Marx forestiller sig at masserne vil nedbryde alt gammelt til grunden, overskære alle bånd til deres historie, bekæmpe det primitive historiske menneske og skabe det ny samfund og den nye kommunistiske menneske-type, som vil være etisk og intellektuel overlegent, alt hvad historien hidtil har set.

12. Links og litteratur

Hvorfor tilbyder I luksus til indsatte? DR
Jean-Jacques Rousseau, The Social Contract and Discourses Liberty Fund.
My Time with Soviet - Paul Craig Roberts V Dare
Karl Marx, the Man Behind the Communist Revolution Richard Ebeling
Karl Marx'ss Ideas and Errors About Capitalism and Markets, Part One Ricard Ebeling
A "Right Side" to History? The Failure of Marx'ss Predictions About Capitalism, Part 2 Ricard Ebeling
The German Ideology Highlights Marx/Engels Internet Archive
Karl Marx Wikipedia
Karl Marx WikiTrans
Communist society Wikipedia
Dictatorship of the proletariat Wikipedia
Karl Marx Biography World Biography
Karl Marx Biography Biography
Helen Demuth Wikipedia
Marx's View of the Division of Labor Gary North
The Shift of Leadership: The Great Leap Forward.
The 'humane' prison being built in Greenland Mailonline.
Is this a college or a jail? Denmark opens the world's 'most humane' prison Mailonline
Comments on James Mill Marxists Internet Archive.
Communist Manifesto Karl Marx - Marxists Internet Archive.
A Dissertation On the Origin and Foundation of The Inequality of Mankind and is it Authorised by Natural Law? Jean Jacques Rousseau - Marxists Internet Archive.
"Seven Theories of Human Nature" by Stevenson.

Til start

20200610
Passed W3C Validation