Keynes og Laissez-Faire

Keynes er Tilbage

Keynes ide om økonomisk aktive regeringer har gjort et dramatisk come-back. Verden over er banker i praksis blevet nationaliseret. Man har i praksis erkendt, at laissez-faire med dens ukontrollerede jagt efter profit ikke harmonerer med samfundet bedste i de økonomiske kerneområder. Politikerne har endnu ikke selv forstået, hvad der er sket. I ord hylder de stadig, privatisering og laissez-faire, men i gerning bøjer de sig for Keynes.

I efterkrigstiden var John Maynard Keynes enerådende. Hans teorier var simpelthen identisk med nationaløkonomien. Han skabte udtrykket makroøkonomi. Alle universiteter underviste i national økonomiske modeller baseret på Keynes værker.

Samfundets økonomiske aktivitetsniveau bestemmes af udbud og efterspørgsel af varer og tjenesteydelser totalt set. Punktet, hvor disse to kurver skærer hinanden, repræsenterer samfundets aktuelle aktivitet. Der er imidlertid ingen grund til at antage, at denne aktivitet automatisk vil repræsentere fuld beskæftigelse, skrev han. Faktisk ville det være et enestående tilfælde, hvis samfundets udbud og efterspørgsel af sig selv netop mødtes i et punkt, der repræsenterer fuld beskæftigelse. Derfor er det nødvendigt, at regeringer aktivt styrer samfundsøkonomien ved hjælp af skattepolitik, offentlige projekter, afgifter og pengepolitik.

Da tredivernes store depression udviklede sig i USA med fabrikslukninger og stigende arbejdsløshed, skitserede han sin løsning i to "åbne breve" til Franklin D. Roosevelt i december 1933 og Juni 1934, såvel som i nogle taler han holdt i England, hvori han vurderede resultaterne af den amerikanske "New Deal" politik.

Keynes betragtede Franklin D. Roosevelt som "Værge for reformatorer i alle lande, som søger at udbedre samfundsmæssige onder med begrundede eksperimenter indenfor rammerne af det eksisterende sociale system." For Roosevelt var Keynes "den mest sympatiske i Verden".

Også i 1933 kom nazisterne til magten i Tyskland. Det tyske finansgeni, økonomiminister Schacht, kom hurtigt arbejdsløsheden til livs med en helt lignende monetær ekspansions politik, som karakteriserede såvel Keynes ideer såvel som Roosevelts New Deal. Som man vil huske, havde Keynes helt fra Versailes forhandlingernes tid også gode forbindelser i Tyskland. Han holdt således sin forelæsning om "End of Laisseze-faire" netop i Tyskland allerede i 1926. Han var en international nøgleperson i bekæmpelsen af den store krise i trediverne.

I hans forfatterskab fra tyverne og begyndelsen af trediverne argumenterede han for en "ny liberalisme". Han demonstrerede, at regeringernes "deficit-spending" var et effektivt middel til at overkomme den Store Depression. Hans tidlige artikler og taler indeholdt alle de vigtigste indrigenser, som senere blev indeholdt i hans hovedværk "The General Theory of Employment, Interest and Money", som udkom i 1936, og skulle blive hovedværket for flere generationer af nationaløkonomer og politikere.

Filosoffen Bertrand Russell fortalte, at Keynes var den mest intelligente person, han nogensinde havde kendt. "Hver gang jeg argumenterede med Keynes, følte jeg, at jeg stod med livet i hænderne, og jeg undslap sjældent uden at føle mig som lidt af et fjols."

I 1944 deltog Keynes i Bretton Woods konferencen som leder af den britiske delegation. Konferencen havde til formål at organisere det internationale økonomiske system for efterkrigstiden. Verdensbanken og "International Monetary Fund" blev stiftet. På denne konference foreslog Keynes at etablere en international reference valuta, som en slags overordnet reserve valuta. Han fik ikke sit forslag igennem. Efter krigen blev dollar i praksis den internationale reservevaluta, til stor gavn for den amerikanske økonomi.

Keynes bliver ofte kædet sammen med en nationaløkonomisk deficit-politik, som også nu om dage er meget populær hos mange regeringer. Denne politiks kritikere påpeger, at en således forøget pengemængde alt andet lige vil føre til inflation.

Imidlertid må vi huske, at hans anbefalede regeringer at stimulere økonomien i krisetider ved at uvide pengemængden, men han anbefalede også at modvirke økonomisk overophedning i andre tider ved at mindske pengemængden.

Den første del af teorien har de demokratiske politikere taget helt til deres hjerter; i dag bliver der skabt enorme mængder af penge, blot tænk på USA. Men den anden del af teorien, der går på at indskrænke pengemængden ved at opkræve skatter og lade pengene forsvinde, er aldrig blevet populær hverken hos politikerne eller hos vælgerne.

I 1936, tre år efter Adolf Hitlers udnævnelse til tysk regeringschef, udkom Keynes hovedværk "The General Theory of Employment, Interest and Money" i Tyskland. Keynes håbede at "blive mødt med mindre modstand fra de tyske læsere, end han var blevet mødt fra de engelske". Han skrev i sit forord, "hvis jeg kan bidrage med en enkelt stump til det fulde måltid, som tyske økonomer forbereder, specielt tilpasset tyske forhold, vil jeg være tilfreds."

I slutningen af forordet skrev han: "Teorien om den samlede sum of produktionen, som er pointen i denne bog, kan ikke desto mindre langt nemmere tilpasses forholdene i en totalitær stat end -". Og videre "Dette er en af grundene, som berettiger den kendsgerning, at jeg kalder min teori "A General Theory". Skønt jeg ikke desto mindre har udarbejded den med henblik på de betingelser, som er herskende i Angel-Saxiske lande, hvor laissez-faire i stort omfang stadig er fremherskende, er den ikke desto anvendelig i situationer, i hvilken statsledelse er mere udtalt." (Alle citater ovenfor er fra "Monetary Central Planning and the State", Part 20)

Det er nok sådan, at næsten enhver teori om økonomisk styring er forbundet med både pisk og gulerod. I et demokratisk system med dets troløse og uforudsigelige marginale vælgere, kan man i hovedsagen kun anvende gulerødder.

Alternativet til økonomisk aktive regeringer blev at overlade økonomien til det private initiativ. På den måde blev økonomien en slags naturkatastrofe, ingen er virkelig ansvarlig, og politikerne kan derfor ikke så let bebrejdes for, at de har gjort noget forkert.

Keynes traditionen syntes miskrediteret efter halvfjerdsernes inflation og arbejdsløshed, som regeringerne ikke kunne bringe til ophør med traditionel keynesiansk politik. Hans teoretiske modstandere, monetaristerne, anført af Milton Friedmann, triumferede.

Politikere hyldede igen det private initiativ og laissez-faire. Anført af Ronald Reagan og Magaret Thatcher privatiserede alverdens regeringer offentlige virksomheder. Den britiske regering solgte British Steel og kulminerne, den tyske regering solgte sine aktier i Volks Wagen, i Danmark solgte regeringen Tele Danmark, Giro Bank og Københavns Lufthavn. Færgeruter, boligselskaber, rengøring på skoler og hospitaler blev overladt til private firmaer. Valutakurser og korte og lange rentesatser blev overladt til at finde deres niveau styret af markedskræfterne, eller skal vi sige, agenterne bag markedskræfterne, den internationale finans industri.

Nu om dage forklares arbejdsløshed udelukkende som et resultat af for høje lønninger, inflation er resultatet af for stor pengemængde, lav vækst skyldes unødvendige restriktioner på de dynamiske markedskræfter. En keynesiansk økonom ville have henvist til faldende efterspørgsel og pessimistiske forretnings forventninger.

Det var ikke regeringernes opgave at drive virksomhed, mente man dengang som nu. Markedet "usynlige hånd", styret af individernes selviske stræben efter rigdom, ville ordne alt til det fælles bedste.

Keynes i Sovjet Unionen

Keynes giftede sig med den russiske balletdanserinde Lydia Lopokova i 1925. De rejste sammen til Leningrad og besøgte hendes familie. De fortsatte til Moskva, hvor han mødtes med regeringsmedlemmer og akademikere og gav nogle få forelæsninger.

Da han vendte tilbage til England, skrev han en kort artikel "A Short View of Russia", hvori han gav udtryk for en stærk kritik af det kommunistiske styre: "For mig, som er vokset op i fri luft, uformørket af religionens rædsler med intet at være bange for, repræsenterer det røde Rusland for mig meget, som er mig afskyeligt." - - "Jeg er ikke rede til en overbevisning, som ikke bekymrer sig om, hvor meget den ødelægger, friheden, sikkerheden i det daglige liv, som bevidst bruger forfølgelse, ødelæggelse og international strid som våben. Det er hårdt for mig, som en uddannet, anstændig og intelligent søn af Vest Europa, at finde mine idealer her."

Han fortsatte: ""Hvordan kan jeg acceptere en doktrin, der etablerer sig som en bibel, hævet over kritik, en forældet tekst-bog, som jeg ved ikke kun er videnskabeligt forkert, men uden interesse eller anvendelse for den moderne verden? Hvordan kan jeg vedtage en trosbekendelse, som , foretrækker mudder fremfor fisk, hæver det bondske proletariatet over borgerskabet og intelligensen som, hvilken fejl de end har, er kvalitet i livet og sikkert er bærerne af frø til alle menneskelige fremskridt? Selv hvis vi har brug for en religion, hvordan kan vi finde den i de røde boghandlers grumsede snavs? Det er svært for en uddannet, anstændigt, intelligent søn af Vesteuropa at finde sine idealer her, medmindre han først har undergår en underlig og dramatisk omstilling, som ændret alle hans værdier. -- "

Men hvor Sovjet Unionen havde en fordel i forhold til Vesten, skrev Keynes, var i dens glødende engagement i den revolutionære sag, i dens romantisering af den almindelige arbejder og dens fordømmelse af profitmageri. Sovjet Unionens forsøg på at rykke "profit mentaliteten" op med rode, var virkelig, ifølge Keynes, "en kolossal fornyelse".

Også det kapitalistiske samfund, mente Keynes, måtte finde et moralsk grundlag hævet over den selviske interesse, "kærlighed til penge". Derfor anså Keynes Sovjet Rusland som værende på et moralsk højere niveau end den kapitalistiske Vesten med dens selviske individualisme. Han mente også, at "enhver stump af nyttig økonomisk teknik", udviklet i Sovjet Rusland, kunne nemt transplanteres til den Vestlige økonomi og derved bidrage til hans model, "Den Nye Liberalisme", med "samme eller større succes" end den havde haft i Sovjet Unionen.

The End of Laissez-Faire

Laisssez-faire er ideen om, at regeringer ikke skal blande sig i markedet og lade erhvervslivet og dets forretningmænd tage vare på økonomien.

I 1926 udsendte Keynes en artikel med titlen : "The End of Laissez-Faire", (Se link til artiklen på dansk ovenfor) i hvilken han skrev: "Det er ikke sandt, at individer besidder en umistelig "naturlig frihed" i deres økonomiske aktiviteter. Der er ingen "samfundskontrakt", som tildeler evige rettigheder til dem, som har, eller til dem, som ikke har. Verden er ikke styret på en sådan måde fra oven, at private og sociale interesser altid er sammenfaldende. Den er ikke ledet hernede fra således, at de i praksis er sammenfaldende. Det er ikke korrekt at udlede fra de økonomiske principper, at oplyst selv-interesse altid virker i offentlighedens interesse. Det er heller ikke sandt, at selv-interesse i almindelighed er oplyst; oftere er individerne, som handler selvstændigt for at fremme deres egne mål, for uvidende eller for svage til at nå blot disse. Erfaringen viser ikke, at individer, når de slutter sig sammen i en social enhed, altid er mindre klarhjernede, end når de handler hver for sig."

I moderne tid præsenteres laissez-faire overalt som en hug- og stikfast videnskabelig sandhed, helt på niveau med Newtons love og Darwins udviklingslære. Keynes påpeger imidlertid, at de store økonomer aldrig har støttet generel laissez-faire, og ideen er i det hele taget ikke særlig videnskabelig. Laissez-faire begrebet stammer grundlæggende fra nogle samtaleemner, som var populære i det parisiske cafe-miljø i begyndelsen af det nittende århundrede.

Industrialiseringen og den moderne udvikling skred frem. De oprindelige noget nær fuldkommen konkurrence markeder blev erstattet af oligopoler. Erhvervslivets organisationer blev stadig større og mere magtfulde. De har i dag stor magt og indflydelse også på universiteterne. Et Universitet, som satte Maynard Keynes over Milton Friedman, ville blive stemplet som "rødt". Deres kandidater ville have svært ved at finde arbejde hos nutidens magtfulde internationale koncerner. Det ville betyde svigtende tilgang af studerende, svigtende bevillinger og synkende akademisk status. Derfor er laissez-faire princippet i tidens løb blevet stadig mere vel etableret, på trods af dens ringe teoretiske fundering, og på trods af, at virkelighedens markeder virkelig har udviklet sig væk fra den noget nær fuldkomne konkurrence, som laissez-faire forudsætter.

Kinesisk fjernsyn viste for nyligt, at provinsen Liaoning havde indkøbt et antal danske smågrise for videre avl. De var ankommet i god stand, dog med nogle skrammer, som de havde fået af de indbyrdes slagsmål under rejsen. De stak energisk og nysgerrigt trynerne frem mod kameraet. Seerne så tydeligt deres lange tryner og blå øjne.

Om føje år vil Kina være i stand at gå på de internationale markeder og tilbyde det samme, som de danske slagterier - blot billigere.

Et informationsbrev fra Landbrugsrådet fortæller, at flere og flere danske svineavlere har specialiseret sig i opdræt af smågrise for eksport, det betaler sig bedre end traditionel svineavl. Slagterier vil forøge afregningsprisen per kilo for at motivere disse landmænd til at vende tilbage til sædvanlig svineavl.

Ingen har tilsyneladende øje for, at det er resultatet af hundrede års dansk avlsarbejde, som enkelte avlere sælger til vore konkurrenter for en slik. Det er jo laissez-faire og privat initiativ og helt i overensstemmelse med landbrugets liberale grundholdning.

Dengang kineserne for tusind år siden var de eneste som kendte til silkefremstilling holdt de på hemmeligheden, så længe som de kunne. De havde endnu ikke fået deres sunde logik forplumret af laissez-faire.

I en periode i hvilken industri og handel også blev koncentreret på stadig færre hænder, foreslog Keynes: "Jeg foreslår en tilbagevenden, det må siges, til den middelalderlige organisation af separate autonomier."

"Jeg tror, at i mange tilfælde ligger den ideelle størrelse for en enhed for organisation og kontrol mellem individet og den moderne stat," skrev han i "End of Laissez-Faire". "Jeg foreslår derfor, at fremskridt ligger i vækst og anerkendelse af semi-autonome enheder indenfor stats enheden, hvis kriterium for handling indenfor deres eget område udelukkende er offentlighedens bedste, således som de ser det, og fra hvilke bevidste motiver af privat fordel er udelukket, skønt nogle steder, indtil menneskets altruistiske udsyn bliver bredere, kan det stadigt være nødvendigt at acceptere at særlige grupper - klasser eller fakulteter - virker for fælles fordel, organisationer, som i deres daglige forretninger i hovedsagen er uafhængige indenfor deres foreskrevne rammer, men i yderste tilfælde er underlagt parlamentets demokratiske magt."

Videre skrev han: "Men mere interessant end dette er udviklingens tendensen i aktieselskaberne, når de har nået en bestemt alder og størrelse, nærmer de sig den status af offentlige kooperationer mere end den af private selskaber. En af de mest interessante og ubemærkede udviklinger i de sidste årtier har været de store foretagenders tendens til at socialisere dem selv. Når store organisationer - i særdeleshed en stor jernbane eller et stort offentligt forsyningsselskab, men også en stor bank eller et stort forsikringsselskab - i hvilke ejerne af kapitalen, aktionærerne, er næsten fuldstændigt adskilt fra ledelsen, med det resultat at den direkte personlige interesse af den sidstnævnte i at skabe en stor profit kommer helt i anden række. Når dette stadium er nået, bliver den generelle stabilitet og omdømme af institutionen af ledelsen vægtet højere end maksimeringen af aktionærernes profit. Aktionærerne må stille sig tilfreds med et passende konventionelt dividende."

Han brugte "Bank of England" som eksempel: "Det er næsten sandt at sige, at der er ingen gruppe af personer i kongedømmet, bankdirektøren tænker mindre på end aktionærerne, når han beslutter sin politik. Deres rettigheder, udover deres konventionelle dividende, er allerede sunket ned i nærheden af nul. Men det samme er delvist sandt for mange andre store institutioner. De har i tidens løb socialiseret dem selv."

De store koncerner, aktieselskaberne, har taget imod sparernes penge - og lært at bruge dem. I dag er mange af dem i realiteten allerede offentligt ejet i den forstand, at de er ejet af utallige sparere spredt rundt i hele samfundet. De er i virkeligheden kun nogle få skridt fra en egentlig socialisering, som Keynes udtrykker det.

I Vesten er de store aktieselskaber ofte kontrolleret af en selvsupplerende gruppe af "ledere", mere end de er kontrolleret af ejerne, altså aktionærerne. Aktiekapitalen er typisk ejet af en stor mængde små-aktionærer, som ikke har nogen reel mulighed for at kontrollere firmaets drift. De enkelte små-aktionærer har ingen kendskab til de forretningsområder, som selskaberne opererer i, de har ikke noget samarbejde eller anden fælles forståelse med de andre små-aktionærer og kan derfor ikke udøve autoritet overfor "lederne". Små-aktionærerne har blot købt aktierne i håbet om, at de kan sælge dem igen til en højere pris indenfor en ret kort tidshorisont, og de har kun en vag ide om selskabernes forretninger. Den reelle magt i disse aktiselskaber ligger i hænderne på de professionelle "ledere".

Nogle vil måske mene, at sådanne semi-autonome enheder, som Keynes forelog, er en typisk utopisk og verdensfjern forestilling, som repræsenterer en periode i historien, som for længst er forbi. Men i moderne tid er et sådant samfundsøkonomisk system rent faktisk blevet afprøvet i en enorm skala og med stor økonomisk succes.

Under Deng Xiao Pengs ledelse ændredes Kinas økonomi sig fra en traditionel socialistisk kommando økonomi til et såkaldt "socialistisk markedsøkonomisk system", som blev godkendt af den fjortende partikongres i 1993. Grunden til denne beslutning var allerede lagt i 1988 med den såkaldte "Enterprise law", som gjorde store erhvervsorganisationer til lovmæssige enheder.

For at fremme konkurrencen blev de store statsvirksomheder opdelt i flere mindre organisationer for hver branche. I mobiltelefoni blev det til China Mobile og China Unicom. Hvidvare giganten Haier Group og Qindao Beer Bryggeriet deltager i den internationale markedsøkonomi.

Disse store organisationer blev opfordret til at operere på markedet, som var de uafhængige kapitalistiske virksomheder. De er dog ultimativt styret af staten, som fastholder ejerskabet. Men regeringen synes kun at udøve sin magt sjældent, i helt overordnede forhold eller i helt ekstraordinære situationer. De ret store statsfirmaer er omgivet af en underskov af private virksomheder, som opererer på helt sædvanlige markeder karakteriseret ved udbud og efterspørgsel.

Hele dette set up minder jo slående om Keynes' semi-autonome kooperationer. Det minder også om hele den middelalderlige organisation, som han også nævnte. Håndværkermestrene, som var organiseret i laug og gilder, som styrede sig selv, men som ultimativt havde svoret troskab mod kongen. Klostre og landsbyfællesskaber var også separate enheder, som tog vare på sig selv, men som også ultimativt anerkendte kongens overhøjhed.

Således, som det blev tilfældet i Deng Xiao Pengs Kina, mente Keynes i 1926, at regeringer skulle have en kommunikationslinie direkte ind i hjertet på de store erhvervsorganisationer.

"Mange af vor tids største økonomiske onder er frugter af risiko, usikkerhed og uvidenhed." skrev Keynes. "Jeg tror, at kuren for disse ting delvis skal søges i en bevidst kontrol med valuta og kredit fra en central institution, og delvis i opsamling og fordeling i stor skala af data relateret til forretnings situationen, inkluderet fuld offentlighed, ved lov om nødvendigt, af alle forretning fakta, som det er nyttigt at kende. Disse tiltag vil involvere samfundet gennem nogle passende udøvende organer i udøvelsen af direkte intelligence vedrørende mange af de indre kompleksiteter i private virksomheder, dog vil det lade privat initiativ og foretagsomhed uhindret."

Keynes citerer Cairness fra en forelæsning i 1870 om "Political Economy and Laissez-faire".

"Læresætningen om laissez-faire", erklærede han, "har ikke noget som helst videnskabeligt grundlag, den er højest en praktisk tommelfingerregel." (Caines gav en god beskrivelse af "den herskende opfattelse" i den følgende passage fra den samme forelæsning: "Den herskende opfattelse er, at P. E. påtager sig at vise, at rigdom vil blive hurtigst ophobet og mest retfærdigt fordelt; det vil sige, at menneskets velfærd vil blive mest effektivt fremmet, ved den simple proces at overlade folk til sig selv; det vil sige, at overlade individerne til at følge egennyttens leveregler, uhæmmet af staten og den offentlige mening, så længe de ikke bruger vold og svindel. Dette er doktrinen, som i almindelighed er kendt som laissez-faire, og i henhold til den politiske økonomi, tror jeg, at den i al almindelighed betragtes som en slags videnskabelig fremstilling af denne læresætning - Frihedens og det private initiativs oprejsning og ophøjelsen af kontrakt som den ene og tilstrækkelige løsning på alle industrielle problemer.")

I moderne tid er europæiske stålværker og skibsværfter blevet mere eller mindre udkonkurreret af Japanske og Koreanske værker. Man kan undre sig over, hvad der ligger til grund for dette. Nu om dage får japanske og koreanske arbejdere en ganske høj løn, som kan sammenlignes med deres europæiske kollegaers; og stålpriser er nogenlunde ens over hele Verden. Hvad er da årsagen til den markante forskel i konkurrenceevne?

Der er ingen tvivl om, at en meget vigtig forskel ligger i de ansattes og ledelsens grundlæggende holdning til deres organisation og dermed arbejdsproduktiviteten.

I Vesten er vi gennem flere hundrede år blevet indterpet, at enhver er sin egen lykkes smed. Der er ingen overordnede hellige formål, som kan tilsidesætte den enkeltes stræben efter sin lykke; bortset fra netop de enkeltes ret til at søge deres egen lykke. Intet er helligt, hvis nogen taler om idealisme eller fædrelandskærlighed, vil de blive betragtet som nogle unaturlige hyklere. Enhver skal blot følge de indskydelser, han får til at forfølge "egennyttens leveregler". Det er helt naturligt, og de usynlige markedskræfter vil sørge for at ordne alt til det fælles bedste i perfekt balance.

Typiske vestlige forretningsmænd forventes ikke at føle noget specielt ansvar for deres arbejdere. De vil uden skånsel blive fyret, når der ikke er brug for dem længere. Arbejdere med stærke fagforeninger vil heller ikke nære betænkeligheder ved at afpresse firmaet så meget som muligt. Det er jo alt sammen blot en kontrakt, ikke noget personligt. Det er jo det, der er meningen med hele systemet; enhver skal blot gå efter sit eget, det er fuldstændig naturligt, og så vil laissez-faire markedet ordne resten.

En traditionel vestlig arbejder vil ikke have nogen problemer med at holde lange pauser eller arbejde ineffektivt, når blot han får sin løn. Han er jo trods alt blot ansvarlig for sig selv, føler han.

Keynes skriver: "Man kan sympatisere med Coleridges synspunkt, som opsummeret af Leslie Stephen, at "nyttefilosofferne ødelagde ethvert element af sammenhold og gjorde samfundet til en kamp mellem selviske interesser, og ramte selve roden af al orden, patriotisme, poesi og religion".

Koreanere og Japanere er grundlæggende meget nationale og har en stærk følelse af at tilhøre det samme folk og kultur. Der er en udpræget følelse af fælles socialt ansvar og fælles identitet blandt firmaerne og deres ansatte. Koreanske arbejdere og ledere arbejder ikke blot for Hyundai og Daewo; de arbejder også for Korea.

Keynes er Den Største

Om to hundrede år, når støvet har lagt sig, vil John Maynard Keynes blive omtalt på linje med Platon, Kant, Newton og Einstein. Hans teoretiske modstandere, Milton Friedman og Ludwig von Mises vil blot være nogle sofister, som kastede støv op, som folk fik i øjnene, så de ikke kunne se klart. Kun eksperter vil til den tid kende deres navne.

William af Occam var en meget klog mand. Hans "ragekniv" foreskrev, at ud af flere mulige teorier vil den mest simple med stor sandsynlighed være den sande.

Lad os forestille os en "keynesiansk" samtale om den store depression:

- Hvad var egentlig årsagen til den store depression i trediverne, hvor fabrikker lukkede og millioner blev arbejdsløse?
- Hm - jaah. Måske var der for få, som købte fabrikkernes produkter.
- Hvorfor gjorde de mon ikke det?
- Nja - de havde vel ingen penge.
- Og hvorfor havde de ingen penge?
- Tja - måske var pengene sivet ud mellem fingrene på almindelige mennesker og dryppet ned til forretningsmændene. I det mindste var der et bonanza for aktier på tidspunktet for starten af den store depression.
- Og hvad kunne man så gøre ved det?
- Jo-eh - Hvis man ikke ønsker at lave revolution, er der nok ikke andet at gøre end at trykke nogle flere, måske låne nogle, og få dem sat i omløb på en sådan måde, at de arbejdsløse fik penge i hænderne, så ville de jo købe noget.

Sådan er grundlaget for den keynesianske teori om store krise, enkelt og ligetil og med stor sandsynlighed sandt.

Monetaristernes og Østrigernes teorier er langt mere komplicerede og indeholder flere forudsætninger, som er svære at eftervise.

Milton Friedman og Monetaristernes forklarer, at den uduelige centralbank fastholdt en for lille pengemængde for længe og skabte derved en mindre krise. Med sin New Deal Politik blandede Roosevelt og regeringen sig i det frie marked og krænkede derved laissez-faire princippet. Derved blev regeringen skyld i, at krisen blev forlænget. Desuden ignorerede regeringen de internationale finansielle markedskræfter og fastlagde en fastkurs mellem dollar og guld, hvilket skabte nogle "bank runs", som også forlængede krisen.



Ludwig von Mises' Østrigske Økonomiske Skole forestiller sig, at regeringen og nationalbanken øgede pengemængden, dette fik prisen på penge, renten, til at falde, og derved lokkedes entreprenører til at investere i uholdbare produktioner, som snart efter kollapsede og derved startede en ond cirkel af arbejdsløshed og svigtende efterspørgsel.