6. Demokratiet Selv som Samfundets Hellige Værdi

For den Grundlovgivende Forsamling var Gud, Konge og Fædreland stadigt de hellige værdier, lige som det havde været for kongen og enevældet. Forsamlingens medlemmer mente blot, at folkets repræsentanter ville være i stand til træffe bedre beslutninger til fordel for fædrelandet, end den enevældige konge og hans ministre var.

At forsamlingen fandt fædrelandet meget vigtigt, sandsynliggøres af Danmarks følgende engagement i de Slesvigske krige i 1849 og 1864, og i det hele taget af attenhundredetallets nationalisme.

Senere tider har umærkeligt udskiftet Gud, Konge og Fædreland med demokratiet selv, frihed, menneskerettigheder og tolerance overfor andre racer og religioner.

I dag er vi et folk, som i realiteten har forkastet kristendommen og fædrelandet. Kun få interesserer sig for religionen, og mange finder det lidt latterligt at tale om "det Danske Folk" eller "Fædrelandet". Derimod bliver demokrati, menneskerettigheder og tolerance for andre racer og religioner understøttet af den største fanatisme. Det er folkets nye guder, som man ikke kan kritisere uden at blive mistænkeliggjort eller ligefrem udstødt af det gode selskab.

Det er ikke rigtigt at udskifte målene med værktøjerne til at opnå disse mål.

Man kan være tilhænger af demokrati, fordi man tror, at dette system er det bedste til udvælge de rette ledere og træffe de helt rigtige beslutninger til fordel for samfundets overordnede mål, der bør domineres af ønsket om lykke og velfærd for vort eget folk og vort eget land.

Men man bør ikke tilbede Demokrati, bare fordi vi mener, det er helligt system, som alle anstændige og ærlige mennesker simpelthen må være tilhænger af. Det er en stor fejltagelse at tilbede værktøjerne og ignorere de virkelige overordnede mål.

I moderne tid har Frihed og Menneskerettigheder opnået meget nær den samme status som De Ti Bud havde før i tiden. Forvirrede teen-agere foranstalter demonstrationer og gadeoptøjer til fordel for total frihed og lignende.

Den Kristne Gud gav os "De Ti Bud". Hvem har givet os "Menneskerettigheder", og hvorfor skulle disse bud være så hellige for os?

Menneskerettigheder bør ikke være sådanne ultimative krav, som alle regeringer har pligt til at leve op til uden at stille spørgsmål. Men måske kan de blive nyttige som en slags internationale juridiske standarder, som regeringerne kan følge, hvis de finder det rigtigt, og hvis landet og skatteyderne har råd.

Menneskerettigheder som juridiske standarder er godt. Det er en god ting at leve i et land, hvor man kan tro hvad man vil, og sige hvad man synes. For eksempel, kan jeg skrive denne artikel uden at blive forfulgt af myndighederne.

Men grundlæggende er menneskerettigheder tomme værdier.

Lad os tage menneskeretten "trosfrihed" som et eksempel.

OK, nu er vi frie, og vi kan tro hvad vi vil. Hvad skal vi så tro på, bortset fra Menneskerettigheder, Demokrati og Total Frihed og den slags? Menneskerettigheder siger intet om dette. De fleste, som i dag er meget engageret i Menneskerettigheder synes kun at vage ideer om, hvad det er, som trosfrihed tillader dem at gøre.

For de amerikanske nybyggere var trosfrihed ikke et tomt begreb, de havde alle deres protestantiske sekter, som de ville have frihed til at tro på, som de ville. Det var Lutheranere, Presbytanere, Baptister, metodister, Kvækere, Shakere, Amisher, Mormoner og flere andre, samt naturligvis Katolikker og Russisk Ortodokse med videre.

For grundlovsfædrene og deres generation kan trosfrihed heller ikke have været noget tomt begreb. Selveste Grundtvig var medlem af forsamlingen, og han havde som bekendt meget bestemte ideer om, hvad man skulle tro. Kun få årtier senere var landet, med hensyn til religion, delt i to stridende lejre, "De Indre Missionske" og "Grundtvigianerne".

Sådan kan man tage menneskerettighederne en efter en. Vi har ikke rigtigt noget at fylde i dem. Vi lever i et værdimæssigt vacum. Det er en meget farlig situation for vort folk og vort Fædreland.

Allerede et betydeligt antal Europæere og Amerikanere har ladet sig omvende til Islam. Især synes kvinder at være stærkt tiltrukket af den Muslimske tro. Den britiske journalist Yvonne Ridley lod sig således omvende, da hun en periode var fange hos Taliban i Afganistan. Fatimah Mohammed fra Iowa syntes at have skiftet tro for at få en mand. Tyskeren Eric Breininger har tilsluttet sig Taliban i Afganistan som Jihad kriger.

Det ser ud som om den muslimske tro er særlig populær i vore nabolande England og Sverrige. Mange, som er fødte som Englændere og Svenskere, har omvendt sig til Islam.

Helena Benauoda er født som svensk. Hun har imidlertid ladet sig omvende til Islam og er nu et ledende medlem af Islamisk Råd i Sverrige. Hun vurderer, at der alene i Sverrige allerede er omkring 5000 naturligt fødte svenskere, som har ladet sig omvende til Islam.

Berømte filosoffer som Thomas Hobbes, Jean Jacques Rousseau og Jeremy Bentham anerkendte ikke begrebet "menneskerettigheder".

"Ret er et barn af lov", skrev Bentham. "Af virkelig love kommer virkelige rettigheder; men fra imaginære love, fra "Naturens love", kommer imaginære rettigheder - naturlige rettigheder er simpelthen nonsens."

De virkelige overordnede mål for vor nation bør være vor eget folks velfærd og lykke, og ikke at leve op til nogle imaginære rettigheder af tvivlsom oprindelse.

Begrebet tolerance blev i hovedsagen udviklet i forbindelse med den protestantiske reformation og renaissancen.

Det er behandlet af blandt andet John Locke i hans "Letter Concerning Toleration". Han skelner mellem emner, som det er muligt at opnå sand viden om, og emner vedrørende tro. Jøder, muslimer, kristne og hedninge er alle lige overbeviste om deres tros sandhed, skrev han.

John Lockes og samtidens opmærksomhed var først og fremmest rettet mod de mange ny protestantiske sekter i England. Da man ikke kan opnå sikker viden, om hvilken religiøs retning, som er sand, må man tolerere dem, mente han.

Locke mente dog ikke, at katolikker og ateister kunne tolereres.

Katolikkerne kunne ikke tolereres, fordi de "bekender troskab til en udenlandsk prins", det vil sige paven.

Ateister kunne ikke tolereres, fordi "de, som benægter eksistensen af Gud" er ikke bundet af "løfter, overenskomster og eder". "Fjernelsen af Gud - opløser alt", skrev Locke. I mange landes rets-sale bruger man stadig at sværge på at tale sandhed med hånden på Bibelen. Det må være en procedure, som går tilbage til Locke og hans samtidige.

I vore dage er tolerance begrebet taget i brug for at forsvare indvandringen af muslimer.

Men bemærk, at Locke ønskede at tolerere de af sine egne landsmænd, som havde antaget en ny tro. Hvis han havde set, de engelske byer blive fyldt med muslimer, ville han sikkert have skrevet helt anderledes.

Lockes argumenter mod katolikker og fritænkere har logisk set stadig gyldighed mod de moderne muslimer.

Det er velkendt, at muslimer er mere loyale mod religiøse authoriteter i deres hjemland, end de er loyale mod den danske dronning og hendes regering.

Det er også almindelig kendt, at at den muslimske tro indeholder begrebet "Hellig krig", som tillader dem at bruge ethvert middel i kampen mod de vantro, herunder at sværge falsk.