4. Den Franske Revolutions Hellige Værdier

Den Franske Revolutions budskab om "Frihed", "Lighed" og "Broderskab" fængede over alt i Europa og udløste en enorm entusiame.

Individerne måtte frigøres fra deres bånd og begrænsninger i forhold til de gamle organisationer, landby-fællesskaber, gilder og laug, klosterbroderskaber og stor-familier. Adelens og Gejstelighedens privelegier skulle afskaffes, således at alle blev lige. Alle skulle være frie og lige individer kun bundet sammen som brødre i det enorme fællessskab, Nationen.

"Menneskene fødes frie, og overalt er de i lænker", erklærede erklærede Jean-Jacques Rousseau i sin bog "Samfunds kontrakten". Den revolutionære franske forfatning var netop sådan en samfunds kontrakt, som tillod de frie individer at forfølge deres selviske mål kun begrænset af forfatningens bestemmelser.

Efter sin militære intervention støtte til for oprørerne i det fjerne Amerika i 1777 stod Frankrig og kong Ludvig d. 16. med en kæmpe gæld, som i 1784 var vokset til 4 milliarder Livres, en enorm sum, som landet umiddelbart ikke magtede at tilbagebetale.

For at løse landets gældsproblem skred kongen og regeringen til at indkalde en stænderforsamling bestående af adel, gejstlighed og tredje stand. Tredje stand repræsenterede bønder, købmænd og håndværkere.

Tredje stand forlangte imidlertid at få lige så mange repræsentanter i stænderforsamlingen som de to andre stænder tilsammen, under henvisning til, at de repræsenterede langt de fleste mennesker. Med støtte fra dronning Marie Antoinette lykkedes det dem at få kravet gennemført.

Dronningen og hendes rådgivere håbede nemlig, at en talstærk repræsentation fra tredje stand kunne vedtage den beskatning af adel og gejstlighed, som de anså for nødvendig for at løse landets økonomiske problemer.

Efter syv ugers resultatløse forhandlinger i stænderforsamlingen vedtog tredje stand at nedsætte sig som Nationalforsamling som repræsentanter for folket. To dage senere fik de tilslutning fra flertallet i den gejstlige stand. Derefter vedtog den selvbestaltede nationalforsamling "Boldhuseden", hvorefter medlemmerne forpligtede sig til ikke at skilles, før de havde givet landet en grundlov.

Den 14. juli 1789 bredte der sig blandt pariserne det rygte, at kongen agtede at tage militære skridt mod den selvbestaltede nationalforsamling, og at han til dette formål havde trukket tyve loyale regimenter sammen om Paris og Versailles.

En ophidset folkemængde stormede derefter Bastilien, den gamle borg midt i Paris, dræbte kommandanten og garnisonen og løslod de kriminelle, som afsonede deres straf der.

Om aftenen kunne man se den skrigende pøbel drage igennem Paris' gader med kommandantens hoved på en stage.

"Der er ikke sket noget som dette siden korstogene. Lige som menneskene dengang kæmpede for det hellige land, kæmper de nu for den hellige frihed. Ønsket om frihed er blevet en besættelse i Paris og har bredt sig mod øst, vest og syd." Således skrev den polske jesuit Switkowski om situationen i Paris i 1789.

Situationen i Frankrig forud for revolutionen minder en del om den aktuelle amerikanske situation. Lige som Frankrig i 1789, har USA i dag oparbejdet en stor gæld delvis på grund af militære aktioner i fjerne lande. Lige som Frankrig, har de i en årrække ladet gælden vokse, idet de har tøvet med at præsentere regningen for folket.

I lighed med deres forgængere, de amerikanske revolutionære fra 1775, udarbejdede også de franske revolutionære i 1789 en erklæring om individets rettigheder, som blev fremlagt i Nationalforsamlingen:

"National Forsamlingen - er besluttet på at fremlægge en højtidelig erklæring, de naturlige, ukrænkelige og hellige menneskerettigheder - I nærvær og under beskyttelse af Det Højeste Væsen anerkender og fremlægger Nationalforsamlingen følgende menneske- og civile rettigheder." - I erklæringens første artikel: "Mennesket er født frit, forbliver frit og er lige i rettigheder." - Og i den anden artikel: "Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelen af de naturlige og ubegrænsede menneskerettigheder."

Den amerikanske politiker, Thomas Jefferson, var tilstede i Paris og rådgav franskmændene under udarbejdelsen af erklæringen.

De højere stænders skattefrihed blev ophævet, adelens doms myndighed blev afskaffet, adelens jagtret blev annulleres, og blev livegenskabet ophævet. Der blev vedtaget en principerklæring om, at medlemmer af alle stænder skulle have adgang til at beklæde offentlige embeder.

Natten mellem d. 4. og den 5. august frasagde store dele af adelen og gejstligheden sig frivilligt de privilegier, som deres frankiske forfædre mere end tusind år tidligere havde tilegnet sig, da de erobrede landet fra den romerske kejser.

"Unaturlige" sammenslutninger blev uden barmhjertighed afskaffet. Gilder og laug blev forbudt ved lov i 1791. Dette forbud blev få måneder efter fulgt op af et forbud mod enhver lignende sammenslutning. Lovens tekst sagde: "Der er ikke længere nogen sammenslutning indefor staten, der er intet andet end de enkelte individers interesse og almenviljen."

Godgørende sammenslutninger blev også forbudt. "Det er en opgave for embedsmændene på nationens vegne at give beskæftigelse til de, som behøver det, og hjælpe de nødlidende."

De revolutionære lovgivere anlagde det synspunkt, at ejendom kunne ikke tilhøre "unaturlige" sammenslutninger, som slægter eller familier, men kun de enkelte individer i slægten. Dette medførte, at en fader måtte testamentere sin slægtsgård i lige dele til alle sine sønner. Derved blev alle landbrug stadig mindre, som tiden gik. Det var særlig rettet mod adelsslægterne.

Klostre og Munke ordener var naturligvis også "unaturlige" sammenslutninger, og deres ejendom blev konfiskeret til fordel for statskassen.

Det ville have været interessant at høre, hvad Danton, Robspierre, La Fayette og de andre revolutionære ville have sagt om den senere borgerlige opfindelse, aktieselskaber. Ville de have fordømt dem som de mest "unaturlige sammenslutninger" af alle? Ville sådanne "sammenslutninger" have fået lov til at eje ejendom?

Efter nogle års blodigt kaos blev Napoleon Bonaparte i 1802 efter en folkeafstemning valgt som "konsul på livstid".

Førstekonsul Napoleon inddrog skolevæsenet under statens kontrol. "Indenfor skolevæsenet er det mit hovedmål at have et middel til at dirigere den politiske og moralske mening," sagde han. "for så længe, som folk ikke som børn får at vide, om de skal være republikanere eller monarkister, katolikker eller fritænkere, så længe vil staten ikke komme til at udgøre en nation."

Den senere kejser Napoleon fortsatte undertykkelsen af "unaturlige" fællesskaber. Han bestemte at alle sammenslutninger over tyve personer skulle forbydes. Der skulle kun være de enkelte frigjorte individer forenet i den store sammenslutning, nationen, med kejseren i spidsen.

Et af de mest kontroversielle anslag mod den gamle orden var nationalforsamlingens angreb på kirken og kristendommen.

De nye politikere prøvede ved flere lejligheder at erstatte kristendommen med dyrkelsen af "Det højeste Væsen", "Den Højeste", "Fornuften" eller lignende.

Allerede den nye nationalgardes leder, La Fayette, holdt en enorm gudstjeneste ved "Nationens Alter", i et storstilet forsøg på at forene kongen, folket og nationalforsamlingen.

De personlige højtider bryllupper og konfirmationer blev afkristnet og flyttet fra kirken til rådhuset.

Afkristningen slog dog aldrig rigtigt an.

Kejser Napoleon sluttede af realpolitiske grunde fred med kirken og forsonede sig med paven i Rom. Han indså, at kristendommen ikke kunne udryddes så hurtigt. Det ville blot have ført til, at revolutionens øvrige resultater ville være blevet bragt i fare.

Nu skulle man tro, at når mennesket dybest set er egoistisk, og når disse mennesker lige har indgået en samfundskontrakt, der giver øgede muligheder for de enkeltes egoistiske stræben, så burde det næste logiske skridt være, at disse selviske nye borgere ville gå i gang med at søge deres personlige lykke ved at starte nye forretninger, bygge nye skibe eller dyrke nyt land op.

Men sådan gik det ikke. Franskmændene var beruset af frihed, lighed og broderskab. De følte sig kaldet i en stor sags tjeneste. De måtte bringe det gode budskab til hele Verden.

I virkeligheden skiftede de blot et sæt hellige værdier ud med et andet. Gud, konge og Fædreland blev simpelthen erstattet af Frihed, Lighed og Broderskab.

Det viser, hvilken fantastisk magt de fælles hellige værdier har i den europæiske kultur.

Kejser Napoleon førte de franske hære til kamp over hele Europa. Den nye individuelle frihed skulle bringes til hele Verden. I de befriede områder oprettedes satellit stater med latinsk klingende navne som "Den Liguriske Republik", "Den Cisalpinske Republik" og "Den Helvetiske Republik".

I foråret 1812 besluttede Kejseren at bringe frihedens hellige værdier til den sidste store nation på kontingentet, som endnu stønnede under tyranniets åg, nemlig Rusland.

600.000 soldater havde kejseren udskrevet fra alle hans lande, Frankrig, søsterrepublikkerne, de tvungne allierede, lydstaterne, alle kejserens nyskabte konge- og hertugdømmer. Den var de største hær, Verden endnu havde set. Der var soldater fra både Preussen, Østrig, Tyskland og Frankrig. De ledende officerer var dog naturligvis franskmænd.

Russerne brugte "den brændte jords taktik" og lod "Den Store Arme" udstrække sine forsyningslinier helt til Moskva uden synderlig modstand. Først ved landsbyen Borodino foran Moskva stod et afgørende slag. Napoleon vandt slaget, men med store tab. Bagefter havde han stadig ingen forsyninger, og den russiske vinter satte ind. Hele hæren måtte trække sig tilbage den samme vej, de var kommet, gennem sne, isnende blæst og tocifrede frostgrader, ustandseligt angrebet af beredne kosakker. Kun 60.000 mand ud af de oprindelige 600.000 vendte tilbage i live.

Det fejlslagne russiske felttog banede vejen for Napoleons og den franske revolutions endelige nederlag på slagmarken ved Waterloo i 1815.

Men på trods af nederlaget havde den franske revolutions værdier alligevel fænget i Europa. I løbet af attenhundrede tallet blev adelens privilegier afskaffet næsten overalt i Europa. Hoveri, livegenskab og lavs privilegier blev gradvist afskaffet sammen med alle de gamle fællesskaber.

Allerede i 1709 havde englænderen Abraham Darby fra Coalbrookedale ved Severn floden fundet en metode til at fremstille stål ud fra jernmalm og koks. Dermed havde han fløjtet den industrielle revolution i gang. De nye metoder bredte sig som ringe i vandet, sammen med øget velstand og optimisme.