De Danske Politikere forbereder Grønlands Løsrivelse

Grønland har været en naturlig del af det Danske rige siden middelalderen. Alligevel er det lykkedes de danske politikere at fremstille de grønlandske Inuitter som et oprindeligt folk, som uretfærdigt og uretmæssigt har lidt under dansk imperialisme.

Uden af at være tvungen af militære nederlag, epidemier eller andre udefra kommende faktorer er politikerne i fuld gang med at forberede Grønlands løsrivelse fra det Danske rige.

En Grønlandsk repræsentant har, ifølge en amerikansk ambassadør indberetning til Washington, i spøg fortalt ambassadøren, at "Grønland kun er et oliefund fra at opnå økonomisk og politisk uafhængighed."

De ambitiøse Grønlandske politikere drømmer om at den spredte og fåtallige befolkning kan opretholde en egentlig uafhængig stat med egen udenrigspolitik, forsvar og uddannelses system. Det er åbenlyst urealistisk og vil kun resultere i at Grønland i praksis vil blive overtaget af USA.

D. 21. juni 2004 blev der nedsat en selvstyrekommissionen på initiativ af landsstyreformand Hans Enoksen og statsminister Anders Fogh Rasmussen med dette kommissorium: " - at sikre størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab".

De Danske politikerne har givet grønt lys til at Grønland kan løsrive sig når som helst. De ambitiøse Grønlandske politikere kan forlade rigsfællesskabet den dag, de har fundet olie og mineraler nok til, at de tror, at de kan klare sig selv, og derefter alene nyde fordelene ved at sælge deres mange resourcer.

Der er tre årsagerne til at kommissoriet ikke er blevet opfyldt.

- Allerede fra begyndelse tilrettelagde landsstyreformand Hans Enoksen og måske navnlig statsminister Anders Fogh Rasmussen forhandlingerne således at de fik karakter af, at det var to nationer, som forhandlede med hinanden.

- Fra grønlandsk side har man generelt haft øjnene stift rettet mod at forberede Grønlands selvstændighed - således forstået, at selvstyret for en stor del af de grønlandske legationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed.

- Men den mest udslaggivende årsag til at loven blev, som den blev, må være de danske politikere manglende vilje til at bevare Rigsfællesskabet og deres manglende politiske vilje til at støtte Danmark og Danske interesser. De har været alt for optaget af at det hele skulle se godt og humanistisk ud set fra udlandet.

Grønlands tidlige Historie

De danske politikere synes at forestille sig at Inuitterne er de oprindelige grønlændere, som har boet i landet "altid", indtil de imperialistiske danskere kom og forstyrrede deres oprindelig idylliske liv i harmonisk sammenhæng med naturen. Derfor bør danskerne føle dårlig samvittighed og give de ambitiøse grønlandske politikere, alt hvad de beder om.

Men i virkeligheden er Inuit ikke Grønlands oprindelige folk mere, end andre historiske jægerfolk og Skandinaver var det.

Foruden Nordboerne er mindst fem forskellige folk indvandret til Grønland i tidens løb. De var formentlig alle af forskellig etnisk type og talte forskellige sprog. Inuit, som nu befolker Grønland, ankom nogle hundrede år senere end Nordboerne. De indvandrede fra nord og Nordboerne kom fra syd.

Omkring 2.500 - 1.800 BC fandt den første indvandring til Grønland sted. De kom fra Canada og fulgte efter moskusokserne over isen og bosatte sig i Peary Land højt mod nord. De kaldes "Independence I" folket. Ingen ved hvordan de så ud, og hvilket sprog de talte. Grønlandske kilder kalder dem ofte "eskimoer", men man kender kun deres bosteder og flintredskaber, de kunne have været rødhårede eller mørkhårede, vi ved det ikke.

Omkring 1400 - 700 BC indvandrede et jægerfolk, som kaldes "Saqqaq" kulturen, de bosatte sig langs kysten i Vest Grønland fra Upernavik til Godthåb. Samtidig indvandrede et andet folk tilhørende "Independence II" kulturen til Nord Grønland. Københavns Universitet har ud fra en genanalyse af nogle få hår genskabt en Saqqaq mand, han ser ikke specielt eskimoisk ud.

Imidlertid bukkede begge folk under for en kuldeperiode, som startede 400 BC og varede til omkring 200 AC.

"Dorset" folket indvandrede omkring eller lige efter år 0 og bosatte sig i Vest Grønland. Der findes stadig Inuitiske sagn om dem. Det siges at "de var meget dygtige hvalros- og sælfangere. Iklædt lange kapper med store kraver stod de og ventede på, at sælerne skulle komme op for at trække luft ved deres åndehuller. Når fangerne kom hjem med hvalros, var de meget trætte, men så snart kvinderne viste sig uden for deres huse, fik de ny styrke. For, som sagnet fortæller, de elskede deres kvinder og børn meget." Inuit myterne fortæller, at de første beboere var "kæmper", det vil sige folk, som var højere og stærkere end Inuit, men alligevel nemme at skræmme og fordrive. Dorset jægerne blev sandsynligvis fordrevet eller måske udryddet af Inuit folket, som idag bor på Grønland.

Nordboerne på Grønland

Erik den Røde og hans mænd bosatte sig i 985 AC i bunden af en af de frodige og lune fjorde i sydvest Grønland, hvor han anlagde gården Bratthalid. Han blev hurtigt fulgt af nye indvandrere. Der opstod tre bygder med mellem 3000 og 5000 indbyggere ialt. Det svarer omtrent til indbyggerantallet i København på samme tid.

Da Nordboerne slog sig ned i Grønland var landet ubeboet. Inuitterne var endnu ikke ankommet til Grønland fra Canada og slet ikke til den sydlige del af Grønland. Nordboerne beboede Vest Grønland i mindst 560 år. Det vil sige, at Skandinaver er mindst lige så meget Grønlands urbefolkning som Inuitterne, ja faktisk mere oprindelige indbyggere, da de kom først.

Den største bygd, Østerbygden, var centreret omkring de nuværende Tunulliarfik og Igaliku Fjorde i sydvest Grønland nær Julianehåb. Vesterbygden lå i bunden af Godthåbsfjorden, og endelig fandtes den mindre Mellembygden i området omkring det nuværende Ivigtut.

Den Grønlandske uld var berømt i hele Europa. I omkring femhundrede år blev blev den Grønlandske uld spundet til klæde i de mørke Grønlandske gårde, fragtet til ladepladserne og hentet af fremmede skippere. De Grønlandske storbønder ejer ikke søgående skibe, bygderne var på liv og død afhængige af skibe, som kom udefra.

Uld var ikke deres eneste eksportvare. De eksporterede også "svard-reip", som var snoede skindreb af hvalrosskind. Man fremstillede dem ved at skære skindet i endeløse smalle spiralgående strimler, som så blev flettet sammen. De blev anvendent som anker- og fortøjningstove.

Islændingen Arngrímur Jónsson (1568-1648) beretter om Hvalrossen: "Dette dyr findes både i Grønland og i Island. Af dets hud blev der engang lavet reb og ankertov, og det kaldes på folkemålet, både huden og tovværket, der laves af huden, svordur. Derfor siger vor digter Hallfred, at når man ser, at ankertovet vil knække i stormen så:

Færum festar vorar
fer særok ad knøre
Svord tekur helldur ad herda ... [4]

Og det kaldes også svardreip[5], et ord der er velkendt for vore folk. Både islændinge og grønlændere har ofte givet hvalroshuder som gave til danske og norske konger, og derved vundet deres venskab."

Grønlænderne havde også en stor eksport af hvalros- og narhvaltænder. Hvalrostænder er elfenben, ikke så store som elefanttand, men finere i benet, desuden har hvalrostand ikke så let ved at flække. Grønlandsk elfenben nåede Europa rundt som dekorationer på bispe- og abbed-stave, relieffer på rejsealtre og små skrin og dåser, knapper og smykker.

Desuden eksporterede de pels, skind, fjer og dun.

Men i begyndelsen af det fjortende århundrede brød den nordiske skibsfart sammen, og sejladsen på Grønland stilnede af.

Arngrímur Jónsson skrev: "Jeg finder ikke andet, jeg kan skrive om Grønland, uden at det står fast, at sejladsen på Grønland ikke ophørte før år 1461. Det var det år, som jeg før sagde, at Andreas, Grønlands biskop, var i Island. Men det synes mig meget forunderligt og som et jærtegn, at dette folk, og Grønland selv, der engang var undergivet og skatskyldig! til Norge, og siden til Danmark, da Norgesvældet tilfaldt de danske konger, kunne forsvinde så pludseligt og på mindre end hundrede år. Hvordan det end er sket, så står det fast, at det er blevet borte for os."

Men der er indikationer af, at der var skibsforbindelse til Grønland endog senere.

Dithmar Blefken rejste 10. april 1563 som skibspræst til Island ombord på det ene af to handelsskibe. De ankom til Havnefjord på Island den 15. juni 1563. Han overvintrerede på Island, og drog i foråret 1564 med Islands danske høvedsmand (Lenshøvding, Præfectus Regius) på opdagelsesrejse i Grønlandske farvande. Anledningen til denne opdagelsesrejse angives at være:

"I Klosteret Helgafiel (Helgafell) på Island, som var blevet ophævet og Indtægterne inddragne til Kongens Kasse, var en blind Munk blevet tilbage, som var født i Grønland, var af dunkel Legemsfarve og havde et bredt Ansigt (oriundus ex Gronlandia, obscuro colore et amplo vultu) og førte i Klosteret et kummerligt Liv. Høvedsmanden lod ham bringe til sig, for af ham at erfare noget vist om Grønlands Tilstand. Munken forklarede, at han i sine unge Aar var af hans forældre blevet indespærret i et Kloster på Grønland ("coenbium D. Thomæ" - klostret blev stiftet 1224), men at han, da han var 30 år gammel blev udtaget af Biskoppen på Grønland, som var en Indfødt der, reiste med ham til Erkebiskoppen i Nidaros og efterlod Munken, på Tilbagereisen derfra, i Helgafells Kloster. Dette skete efter hans Angivelse i Aaret 1546 - Grønland var kun lidet beboet; Indbyggerne havde intet Kvæg, og levede derfor kun af Fisk -" (Flemming Rickfors)

Da den blinde munk var ankommet til Island, må der have været skibsforbindelse til Grønland så sent som i året 1546.

Tiden efter Niels Egede

I 1721 ankom Hans Egede (1686 - 1758) til Grønland, og der blev igen knyttet varig forbindelse mellem Grønland og Danmark-Norge efter 175 år.

Hans Egede blev støttet af Frederik 4. Det private Bergenskompagni fik monopol på handelen, men gav op allerede i 1726, og kongens kasse overtog støtten. Da økonomiske resultater udeblev, befalede Christian 6. i 1731, at kontorerne i Grønland skulle lukkes. Det lykkedes dog Hans Egede med henvisning til de mange døbte grønlændere at få værket videreført. I 1734-50 under den danske købmand og godsejer Jacob Severins monopol, og 1750-72 under Det Almindelige Handelskompagni.

I 1776 var de fleste af kolonistederne allerede anlagt på Vestkysten fra Julianehåb (Qaqortoq) i syd til Upernavik i nord. Fra dette år fik Den Kongelige Grønlandske Handel monopol på handelen med Grønland, og dette kom til at gælde indtil 1950.

De mest presserende problemer i Grønland var af økonomisk art. Den grønlandske befolkning var i 1800-tallet vokset fra knap 6000 til lidt over 11.000 indbyggere på et uændret erhvervsgrundlag. Ved århundredskiftet syntes fangsten af sæler ikke at kunne forøges, og derfor indførte man i 1906 fåreavl i det sydligste Grønland. Desuden blev kommercielt fiskeri efter hellefisk sat i værk fra 1908, mens de mange forsøgsfiskerier efter torsk først begyndte at give resultater fra omkring 1917.

Den store Grønlandskommission afstak i sin omfattende betænkning fra 1950, udmøntet i otte love, de retningslinjer, der kom til at gælde den næste menneskealder. Hovedidéen bag hele dette gigantiske udviklingsprogram var at modernisere det grønlandske fiskeri med danske private firmaer som læremestre. Desuden skulle infrastrukturen udbygges.

Med Danmarks Riges Grundlov af 1953 blev Grønland integreret i Danmark, hvorved to medlemmer af Folketinget skulle vælges i Grønland.

Infrastrukturen, undervisning og sundhedsvæsen blev stærkt udbygget. I perioden 1952-1963 opførtes omkring 3000 boliger, sygehusene blev udbygget og tuberkulosen blev næsten udryddet fra 1963.

Den voldsomme befolkningstilvækst nødvendiggjorde udbygningen af byerne, der skulle være centre for et havgående helårsfiskeri, da de private danske investeringer viste sig utilstrækkelige begyndte myndighederne i slutningen af 1950'erne at bygge fiskefabrikker og indkøbe trawlere til det fiskeri, der skulle være det økonomiske grundlag. Det projekterede torskefiskeri gik dog drastisk tilbage fra midten af 1960'erne for kun langsomt at blive afløst af rejefiskeriet som det vigtigste primære erhverv.

Grønlandsskibet "Hans Egede" blev sænket af en tysk ubåd i 1942. Det helt nye og isforstærkede "Hans Hedtoft" sank på sin jomfrurejse ud for Kap Farvel i 1959 med alle mand ombord, kun en redningskrans blev fundet.

De danske polarforskere Knud Rasmussen, Ejnar Mikkelsen og Peter Freuchen og mange andre udforskede det Nordlige og østlige Grønland. Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund omkom under Danmarks ekspeditionen til Nord Grønland.

De Grønlandske Resourcer

Kan Grønland blive det arktiske svar på de velhavende emirater i Mellemøsten? Ja, måske? Hvis grønlandske selskabsskatter og afgifter på udvinding af olie, guld, diamanter, bly og andre mineraler en dag ud i fremtiden kan dække bloktilskuddet, er Grønlands politikere parat til helt at sige farvel til det økonomiske sikkerhedsnet fra Danmark på årligt 3,5 milliarder kroner.

Kuupik Kleist fra venstrefløjspartiet Inuit Atagatigiit (IA) fastslår at der er ingen tvivl om, at den dag Grønland ikke længere behøver danske subsidier, tilfalder hele kagen og olieindtægterne derefter Grønland.

"Vi er fra grønlandsk side villige til at forhandle med Danmark. Det kan måske blive om 30 år", siger Kuupik Kleist i en kommentar til et Dansk ønske om at Danmark eventuelt kan få del i oliemilliarderne, den dag Grønland står økonomisk på helt egne ben.

De amerikanske geologiske undersøgelser, US Geological Surveys (USGS) vurderinger og statistiske beregninger viser, at olie- og gasressourcerne i Nordsøen omregnet i olie svarer til små 100 milliarder tønder olie. Statsgeologen anslår, bl.a. på baggrund af USGS' vurderinger for ressourcerne i Nordøstgrønland, at der i havene omkring hele Grønland sagtens kan gemme sig mellem en tredjedel og halvdelen af, hvad der er af olie i Nordsøen.

I 2007 fortalte det britiske olieselskab Cairn, at det havde fundet gas i Sigguk feltet ved Vest Grønland. Det anses som et tegn på at der er olie tilstede.

Det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy vil senest i starten af 2016 begynde at udvinde de stærkt eftertragtede sjældne jordarter. "Da vi startede projektet, regnede vi med 25 og 30 års produktion. Nu er vi oppe på over 100 års produktion. Og vi er slet ikke færdige med at afdække. Vi har boret 70 km prøveboringer, og der mangler meget endnu", siger Ole Ramlau-Hansen, administrerende direktør i Greenland Minerals and Energy. Med et 200 millioner kroner stor betaling har mineselskabet netop sikret sig eneretten til at efterforske i Kvanefjeld. Men til gengæld forudser direktøren, at forekomsten udvikler sig til verdens mest profitable produktionskapacitet i branchen REE, Rare Earth Elements. Selskabet regner med at have investeret mellem 1,5 og 2 milliarder kroner i minedrift i Kvanefjeld i 2016.

Et andet australsk selskab, Platina Resources, har netop afsluttet sin efterforskning Syd for Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), i Skærgården, og afventer analyseresultater. De har gennemført 6.000 meter dybe diamantboringer i guldzonen og venter spændt på analyserne, som bliver foretaget i Canada. På det grundlag vil selskabet udarbejdere en forretningsplan. Ifølge Platina Resources rummer den 141 km2 store Skærgården-koncession et af verdens største kendte guld- og palladiumdepoter.

Længere sydpå i Kringlerne, mellem Narsoq og Qaqortoq, er endnu et australsk selskab, Rimbal Power Resources, nu i den afsluttende fase af efterforskning efter den sjældne jordart eudialyt. Planen er at producere en million ton eudialyt om året og beskæftige mindst 80 mand i minen.

London Mining Plc annoncerede den 21. februar 2011 resultaterne af en foreløblig undersøgelse gennemført af SNC. Prognose lyder på en mine, som kan bryde 15 millioner ton jernmalm om året ved Isua, som ligger 150 km nordøst for Nuuk. Adm. direktør Graeme Hossie udtalte "Isua vil være en væsentlig ny producent fra et vigtigt nyt jernmalm område. Vi forventer produktion af 15 Mtpa premium kvalitet jernmalm med start i 2015 med et estimeret efter skat nutidsværdi på USD 2.5 til 4,5 billioner USD efter skat - Vi har fuld opbakning fra Grønlands regering og vi er ved at gennemgå mulighederne omkring den optimale finansierings-struktur for byggeriet."

I 1993 opdagede mineselskabet Platinova A/S opdagede en stor zink og bly malm forekomst ved Citronen Fjord i Nord-Grønland. Forekomsten er beliggende i Nationalparken i Nord-og Øst-Grønland. Forekomsten ligner til en vis grad zink-bly forekomster i identiske geologiske miljøer i Alaska. Disse steder har der eksisteret miner i årevis. Siden 1993-1998 har Platinova A/S boret omkring 34 km fordelt på 143 huller. På grundlag af disse boreresultater har Platinova A/S estimeret en ressource på mere end 20 millioner ton malm, der indeholder 7% zink og 1% bly. Citronen Fjord resourcener større, end bly-zink forekomsten ved Maarmorilik, men concetration af de to metaller er lavere. Virksomheden er af den opfattelse, at en mine i Citronen Fjord kan betjenes af isbrydere, i de to til tre måneder om sommeren, hvor fjordisen er på et minimum kan forbrugsvarer bringes ind og metal koncentratet transporteres ud.

Et australsk selskab Ironbark Zinc er også aktivt ved Citronen Fjord med et et zink-mine projekt, som de venter sig meget af. Selskabet er meget optimistisk og regner med at udvinde 250.000 ton zinkkoncentrat og 30.000 ton blykoncentrat om året. Der er et shippingwindow på halvanden måned, fra midt i juli til slutningen af august, hvor fjorden er isfri siger Kim Ulrik Hansen, der imidlertid godt mener, det kan lade sig gøre at have en operation kørende året rundt og udskibe i halvanden måned. Oparbejdningsanlægget vil blive samlet færdigt på en pram i Island, hvorfra anlægget vil blive sejlet til Citronen Fjord. Dér bliver udgravet et område, hvor prammen kan sejle ind ved højvande. Når vandstanden falder, sætter prammen sig på bunden, og så bygger MT Højgaard en dæmning for at holde vandet ude. Og så er anlægget klar til brug.

I Nanortalik åbnede i 2004 Nalunaq, Grønlands første guldmine. Den er et positivt eksempel på, at der er masser af lokale arbejdspladser i mineraludvindingen. Ud over de 150 ansatte i Nalunaq og et canadisk minearbejderfirma, er der opstået lokale entreprenør- og cateringfirmaer.

Avannaa Resources Ltd rapporterede i 2011 at de har fundet en betydelig forekomst af sedimenteret kobbermalm i J.C. Christensen Land i nord Grønland omkring 150 km syd for Citronen Fjord. Af-mejslede prøver viste 0,8-3,4% kobber sammen med 33-79 g/t sølv og; udgravede prøver viste 12,5% kobber og og 385 g/t sølv. Disse resultater betragtes som yderst positive. Exploration direktør Stefan Bernstein udtalte: "Regionen har en meget lignende geologi og mineralisering system som Kantangan supergruppen i det Zambiske kobber bælte. - vi mener, at området har potentiale til at indeholde et stort volumen af kobbermalm. Vi gør en betydelig indsats for at bevise dette."

Hudson Resources Inc. annoncerede den 1. februar 2011 at metallurgiske test var påbegyndt på ST1 Zonen af selskabets Sarfartoq sjældne jordarter projekt i det sydvestlige Grønland. James Tuer, Hudson's præsident, udtalte: "Vi er meget glade for at starte det metallurgiske test arbejde på ST1 Zonen. Resultaterne af dette arbejde vil være en vigtig komponent i vores foreløbige økonomisk vurdering, som vi planlægger at iværksætte i første halvår af 2011. - vil indgå i grundlaget for en en ansøgning om en 30-årig mineral udnyttelses-tilladelse til Råstof og Petroleum Direktoratet i Grønland, som vi planlægger at indsende i 2012."

USA er klar til at spille en stor rolle på Grønland

Amerikanerne har altid haft et godt øje på Grønland.

Den amerikanske polarforsker Peary påstod i 1892, at Peary Land var en ø adskilt fra Grønland. Denne ide var uden tvivl motiveret af, at han ønskede at kræve denne ø for USA.

Peary kom til bunden af Independence Fjord i 1892. Her mente han at kunne konstatere, at Peary Land var en ø, adskilt fra Grønland ved den såkaldte Peary Kanal, en fortsættelse mod NV af Independence Fjord.

Imidlertid i 1907 berejste Danmark-ekspeditionen den nordlige kyst og konstaterede, at Peary Kanalen ikke eksisterede. T 1920-23 rejste Lauge Koch som den første rundt om Peary Land, hvor han bl.a. foretog geologiske undersøgelser.

Amerikanerne har ikke glemt Grønland. De er klar med en plan, når Grønland opstår som en ny uafhængig nation.

De forventer at der findes olie - og gas i den grønlandske undergrund. Og når det sker, vil Grønland efter alt at dømme løsrive sig endeligt fra Danmark, vurderes det.

Et uafhængigt Grønland kan ikke bestå

De ambitiøse grønlandske politikere forstiller sig muligvis at de kan manipulere med danskere og amerikanere ud fra en rigdommens position, så at sige.

Men den grønlandske befolkning er på størrelse med befolkningen i Vejle, nemlig omkring 50.000 mennesker. De bor umådelig spredt, de er generelt dårligt uddannede, ret alkoholiserede og har efter sigende en dårlig arbejdsdisciplin. De kan ikke etablere hverken forsvar, politi, domstole eller en virkelig udenrigspolitik.

I et uafhængigt Grønland ville enhver nation eller blot et stort internationalt firma kunne etablere sig og stort set gøre, hvad der passer dem. De grønlandske politikere ville kun være i stand til at holde nogle taler i Godthåb (Nuuk) og udsende nogle erklæringer. De vil ikke være i stand til at udøve nogen virkelig magt.

Den dag, hvor Danmark ikke længere er tilstede på øen, vil USA som den mest naturlige ting i Verden tage over.

Igennem flere hundrede år har generationer af af danskere bidraget til at udvikle Grønland. Enorme miliardbeløb er blevet brugt på udvikling af landet, betalt af danske skatteydere. Dengang danskerne kom, var det et fattigt fangersamfund, som gav føden til formentligt mindre end fem tusind indbyggere. I dag er der mere end ti gange så mange indbyggere, der nyder en meget betydelig højere levestandard.

De Danske Politikere har foræret de Grønlandske Resourcer væk.

Kun danske politikere kan finde på noget sådant, som selvstyreloven.

Med en storslået håndbevægelse har de foræret rigets Grønlandske resourcer bort til de lokale Inuitter - uden at spørge det Danske og det Færøske folk. Ingen andre steder i Verden har nogen stat overladt så betydelige resourcer til en så lille etnisk minoritetsgruppe. Brasilien har for eksempel stået fast på at Amazomas' resourcer tilhører hele Brasilien, ikke blot de indianerstammer, som bor der.

Ganske på samme måde blev folket ikke spurgt da politikerne i 1982 besluttede at Danmark skulle være et indvandrer land - en beslutning, som har fået, og vil få, enorm betydning for Danmark. En beslutning som de også tog under påberåbelse af menneskerettigheder, demokrati, tolerance og respekt for andre racer og religioner.

Daværende statsminister Poul Schlüters gik foran med et dårligt eksempel i 1992, da han traf en aftale med det færøske Landsstyre om at Færøerne alene har retten til øgruppens undergrund. Ved denne lejlighed blev vælgerne heller ikke spurgt.

Derimod blev vælgerne spurgt i sagen om grundlovsændringen vedrørende den kvindelige arvefølge. En fuldstændig unødvendig afstemning, da der ikke er nogen mangel på prinser. Politikerne gav blot vælgerne lov til at føle sig betydningsfulde ved at give dem lejlighed til at diskutere kvindernes ligeberettigelse og demokrati-teoretiske detaljer.

Vi har været meget uheldige med vore politiske ledere. Danmark vil blive et meget lille og fattigt land takket være de dårlige beslutninger, de har truffet på folkets vegne.

De danske politikere vigtigste motivation er formentligt at gøre et godt indtryk på deres internationale politiske kollegaer. Deres eget folks fremtid synes ikke at være særlig vigtig for dem. De siger det selv ret ofte med udsagn som: "Udlandet undrer sig over den og den beslutning", eller "I udlandet betragtes Danmark som et intolerant og lukket land" og lignende.

Selvom man rent hypotetisk forestiller sig, at politikerne på grund af udenlands pres var nødt til at acceptere en Inuit stat på Grønland, så er det vanskeligt at forstå, hvorfor en sådan stat også skal have tildelt Nord- og Øst-Grønland med alle deres resourcer. Inuits oprindelige hjem fra sen middelalder er Vest-Grønland, og der har aldrig boet Inuitter af betydning i de andre dele af Grønland.