Ti Argumenter mod Feminismen

Feminismens triumf kombineret med kvinders stemmeret er den grundlæggende årsag til den dyne af politisk korrekthed, som hviler tungt over Danmark og hele den vestlige Verden.

Der findes mange strålende undtagelser, som vi alle kender, men i bred almindelighed interesserer kvinder sig ikke særligt for landets og folkets fremtid eller nationens økonomi.

Kvinder er mindst lige så intelligente som mænd. De har altid været gode til at høre efter, hvad læreren og andre autoriteter siger og tilegne sig disse holdninger. Men de tænker ikke særlig meget over dem, de interesserer sig for andre og mere personlige ting.

Således har de også lært sig alle de moderne ideer om demokrati, tolerance og menneskerettigheder, dog uden at overveje hvad de vil indebære. I hverdagen er deres tanker mange andre steder, og de tager kun de store ideer frem ved særlige lejligheder som indlysende selvfølgeligheder, som for eksempel på valgdagen.

Kvinderne er politikernes foretrukne stemmekvæg. I 2009 frygtede de ledende politikere, at der ville blive for lille fremmøde til et EU parlamentsvalget. Derfor besluttede de at sætte en grundlovsændring vedrørende kvindelig arvefølge til afstemning samtidig, selvom der ikke var nogen mangel på prinser, og der var intet i den aktuelle situation, som kaldte på et sådant skridt. Virkningen udeblev ikke, feministerne mødte op i stort tal for at hjælpe Margrete med at indføre ligeberetigelse i kongehuset, og stemmeprocenten blev 59%.

Vi genkender alle situationen. Måske tre eller fire par er samlet om et middagsbord og sidder og sludrer hyggeligt om dette og hint. En af mændene anslår et samtale emne vedrørende historie, samfundsøkonomi eller lignende politisk emne. Så vil kvinderne som på kommando vende sig mod hinanden og begynde at sludre om det, som nu interesserer dem, for nu vil mændene jo dyrke deres specielle interesser, synes de at mene.

Når et valg nærmer sig, vil kvinderne erklære, at en ting er sikkert, de vil stemme på en kvinde. Og ikke alene dette, denne udvalgte politiske kvinde skal repræsentere de særlige kvindelige værdier, som er sådan noget som flere kvinder i ledende stillinger, støtte til samfundets fattige og udstødte og åbenhed og tolerance overfor andre racer og religioner.

De opfatter typisk sig selv som mere gode, åbne og tolerante end mænd. At landet en dag kan blive overtaget af muslimer er efter deres mening noget overspændt pjat, "de er da så søde", vil de sige. De kan slet ikke se så langt frem, og de er sikkert også lige glade. For dem er fremskridt i kvindernes rettigheder langt vigtigere.

Dette forhold er årsag til, at mange politiske partier nu om dage har kvinder som formænd. Det store flertal af kvindelige vælgere er nemlig ikke interesseret i politiske detaljer eller indviklede politiske teorier; de vil blot stemme på en kvinde, som repræsenterer de bløde kvindelige værdier og de korrekte feministiske holdninger. Da kvinder udgør mere end halvdelen af vælgerne, føler de politiske partier, at de må opsamle disse stemmer ved at have kvinder som forgrundsfigurer.

Denne kombination af feminisme, kvindernes valgret og politisk opportunisme kan i sidste ende koste danskerne vort land. Indtil nu har politikerne inviteret næsten en halv million muslimer til at leve i landet, fordi det var så synd for dem. Og da de samme danske kvinder, som understøtter denne indvandring, finder det ubekvemt selv at få børn, kan danskerne komme i mindretal i en overskuelig fremtid.

Jeg tror, at de allerfleste mænd dybt i deres hjerter ved, at feministernes sejr er fuldstændig. Kvinder har hele dommerstanden, socialrådgiverne og politikerne bag sig. De har magten. Mænd ved, at ved blot det mindste fejltrin kan kvinden tage det enlige barn ved hånden og marchere ud af døren, så vil hun få tilkendt forældreret, hun vil få bolig og alle former for økonomisk støtte, betalt af skatteyderne.

Moderne mænd er helt klar over magtfordelingen, ofte tør de end ikke tænke en oppositionel tanke. I pausen mellen opvasken og vasketøjet sidder de dydigt og læser svenske krimier for at få bekræftet kvindens moralske overlegenhed.

Georg Orwell kaldte politisk korrekthed for dobbeltænkning, som beskriver evnen til at have to modsatte holdninger samtidig.

Vi sidder ved kaffebordet og ser den olympiske finale på en sprinterdistance. Alle finaledeltagerne er muskelsvulmende amerikanske negre. Der er måske en hvid mand i finalegruppen, og han vil uværgelig komme sidst i mål. De kan bare de negre, siger vi. Efter finalen vil igen vende os mod hinanden og bekræfte hverandre i at racisme er en modbydelig teori, alle er lige, og der er i virkeligheden ingen forskel, og der er ikke noget, som hedder race.

På samme måde ved vi fra daglig erfaring, at kvinder og mænd på utallige måder er to forskellige slags væsener; men det forhindrer os ikke i at fremsige det feministiske evangelium om, at kvinder og mænd er lige og ens.

Lad os forestille os at tre mænd i deres bedste alder mødes. De knapper et par øl op og sludrer om dette og hint. De vil også føle det helt naturligt at kommentere de seneste politiske begivenheder og lytte til hinandens synspunkter.

I følge sagens natur har jeg aldrig været til stede, når for eksempel tre veninder mødes på en cafe. Men jeg er fuldstændig sikker på, at de vil ikke tale om politik. Vi kunne finde på at spørge vores kone eller veninde, når hun kom hjem: "Talte I om politik?" Så ville hun svare sådan noget som: "Nej skat! Det er jo slet ikke det, vi har sammen;" lidt nedladende, med et overbærende smil.

De fleste moderne vestlige kvinder har gerne en ironisk distance til politiske diskussioner. De nøjes med i ny og næ at fremføre deres kvindelige værdier om tolerance, godhed og åbenhed; ikke fordi de har tænkt dybere over det, det er blot en måde at iscenesætte dem selv på eller vanemæssig feministisk tradition for at være i modsætning til de patriakalske magthavere.

Der findes mange strålende undtagelser, som det ville blive for omfattende at liste op. Men langt hovedparten af moderne kvinder har ingen naturlig interesse i landets økonomi eller vort fædrelands fremtidige eksistens. Det er ikke noget, de ofrer mange tanker.

Muslimerne er som en gøgeunge; den vokser sig større og større, og en dag vil den skubbe de andre unger ud over redekanten.

Nu har indvandrer-debatten raset i flere årtier, og den har udviklet sig til en opslidende stillingskrig, hvor alle argumenter bliver brugt igen og igen, uden at det kommer til et gennembrud.

Nu er det sådan at lidt mere end halvdelen af vælgerne er kvinder. De udgør et kompakt og konservativt segment i den demokratiske debat. Alle argumenter preller af på dem, fordi de allerede har profileret sig selv som repræsentanter for særlige kvindelige værdier.

10 Argumenter mod Feminismen:

1. Kvinder og mænd er ikke lige med hensyn til fysisk styrke Kvinder og mænd er født lige, påstår feministerne. Feminister brænder deres brystholdere i Atlantic City i 1968. Kun på grund af den uretfærdige socialisering gennem opdragelsen har mændene fået magten i samfundet. Ganske som negre diskrimineres på grund af deres hudfarve, således diskriminerer de patriakalske magthavere også kvinderne på grund af fysiske afvigelser, nemlig nogle helt uanseelige fedtansamlinger i brysthøjde og en ubetydelig forskel længere nede. Feministerne mener, at denne forskelsbehandling af kvinder på grund af en uvæsentlig forskel i fysisk fremtoning er diskrimination i lighed med racediskrimination og forfølgelse af religiøse mindretal. Deres politisk mål er, at mænd og kvinder skal stilles fuldstændig lige og ens overalt i samfundet, fordi de mener at de to køn netop er lige stærke og lige intelligente. Men som vi alle ved, har den internationale olympiske komite en anden mening. I alle sportsgrene bliver der afholdt seperate konkurrencer for mænd og kvinder, fordi mænd er markant fysisk stærkere og mere udholdende end kvinder. Der er betydelige forskelle i mænds og kvinders idrætspræstationer. Mænd løber hurtigere, springer længere, kaster længere og slår hårdere. Det er rutine for talentfulde unge mandlige atleter at udfordre kvindernes verdensrekord i deres sportsgren. En nok så dygtig kvindelig fodboldspiller ville være en håbløs klumpe-dumpe på et internationalt mandligt fodboldhold. Det er netop for ikke at udsætte kvinder for en sådanne ydmygelser, at der i alle idrætsgrene afholdes seperate konkurrencer for kvinder og mænd.

2. Kvinders og mænd er mentalt forskellige - Begge køn kan være intelligente, men kvinder er sociale, og mænd har ofte mere snævre interesser Imidlertid, feministerne fremfører, at sport er kun en slags underholdning. Seriøse og flittige piger i klasseværelset. I vort moderne højteknologiske samfund betyder fysisk styrke i virkeligheden intet, påstår de; vi har maskiner og computere til alt det grove. Det drejer sig udelukkende om at være smart og intelleligent, trykke på de rigtige taster, analysere, holde møder og tale i telefon. Og derfor, hævder de, er kvinder og mænd lige og ens på alle de områder, som betyder noget. Ja, feminister vil meget ofte påstå, at kvinder er bedre kvalificerede end mænd, fordi de er mere intelligente end mænd, siger de; da piger ofte får gode karakterer i skolen og på universitetet. Til dette må vi sige, at det er formentligt rigtigt, at piger i almindelighed er gode til at høre efter, hvad læreren siger og huske det, dog uden at tænke dybere over det. Hvis det ikke lige drejer sig om nogle af feministernes mærkesager vil kvindelige studerende normalt ikke sætte spørgsmålstegn ved en teoris forudsætninger; de vil ikke fundere over, om den nu også er logisk konsistent, eller om teorien i det hele taget kan bruges til noget i praksis. De vil blot lære den udenad, gå til eksamen og få en god karakter. Fra venstre mod højre: Husserl, Kirkegaard, Wittgenstein og Platon. I hele filosofiens lange historie lige fra Platon og Sokrates til Wittgenstein, Kirkegaard og Husserl er der ikke en eneste kvinde. Ud af 39 skakverdensmestre er der ikke en eneste kvinde, selvom turneringen er åben også for kvinder. Ja, der findes faktisk en skakturnering kun for kvinder, således at de kan konkurrere med hinanden på mere lige vilkår. I disciplinerne økonomi, fysik, kemi og medicin er kun omkring 4% af nobelprisvinderne kvinder. Inden for gruppen af nobelprisvindere i områderne fred og litteratur er kun omkring 12% kvinder. Den berømte russiske matematiker Gregori Perelmann løste i 2002 et vanskeligt matematisk problem, som i hundrede år havde været anset for uløseligt, blot fordi han syntes, det var interessant. Den Russiske matematiker Gregori Perelman. Problemet blev kaldt for "the Poincaré conjecture" og drejede sig om hvorvidt en simpelt forbundet kompakt tre-dimensionel mængde (uden grænser) nødvendigvis er homeomorphic med en tre-dimensionel kugle. Han tjente ingen penge ved sin bedrift, og han afstod fra at modtage den amerikanske Fields-medalje. Kun en mand kan fordybe sig så intenst i et snævert emne, blot fordi han synes det er interessant. Kvinder er utvivlsomt lige så intelligente som mænd, men i almindelighed mangler de evne eller motivation til at tænke dybere over emner, som ikke er forbundne med deres personlige forhold. Til gengæld har de ofte en sikker vurdering i alle sociale forhold.

3. Kvinder og mænd har forskellig typer personlighed. Kvinder og mænd er genetisk forskellige ikke alene med hensyn fysisk styrke og hvordan de bruger deres intelligens, men også med hensyn til personlighed. Den tyske filminstruktør Monika Treut har lavet en dokumentarfilm, "Female Misbehaving", om kvinder, som ikke blot er udstødt af samfundet, men også af det gode feministiske selskab. Filmen består af fire dele, hvoraf den sidste, "Max", er et portræt af Max Valerio, som førhen plejede at være Anita Valerio, en lesbisk kvinde fra San Francisco. Kvinden Anita Valerio blev til manden Max Valerio. Anita følte sig ikke længere godt tilpas i hendes kvindelige krop. Hun besluttede at identificere sig selv som den heteroseksuelle mand, Max Valerio, og startede sin kamp for at blive en mand. I filmen fortæller den tidligere Anita om virkningen af de behandlinger med mandlige hormoner, som hun fik i forbindelse med kønsskifte operationen. Hun rapporterede, at hendes energiniveau pludseligt steg dramatisk, sexdriften ligeså. Hendes humør blev enormt påvirket, og hun så sig selv ude af stand til at græde så meget og så ofte som tidligere. Det beviser, at for at kunne skabe en ægte mandlig adfærd, må man have den rigtige maskuline balance af kønshormoner i kroppen. Og selvfølgelig omvendt, for at skabe en overbevisende kvindelig adfærd, må man have den rigtige kvindelige blanding af kønshormoner i kroppen. Drag show - Det er nemt at se, at det er hende i den blå bluse, som er en ægte kvinde. Nogle rygter siger, at mandlige "kvinder" kan være så gode, at de kan snyde en rigtig mand helt indtil sandhedens time sent på natten, hvor det sidste slør falder. Men måske har den uheldige mand været påvirket af alkohol. Nu er hormoner jo normalt noget, man har i kroppen som en medfødt egenskab. Mænd er født med anlæg for mandlige kønshormoner, og kvinder er født med kvindelige kønshormoner. Men hvis den feministiske påstand om, at den henholdsvis mandlige og kvindelige adfærd udelukkende er et resultat af opdragelsen og socialiseringen, er sand, så skulle det jo ikke være nødvendigt at give hormoner i forbindelse med en kønsskifte-operation. Det ville være nok at give den nye "mand" en bog, som beskriver mandlig adfærd; eventuelt tilmelde "ham" et kursus i maskulin adfærd. Det beviser, hvad de fleste af os har vidst hele tiden, at der findes en genetisk betinget kvindelig personlighed, som adskiller sig fra en typisk maskulin personlighed.

4. Mænd er mere kreative end kvinder, fordi kvinder ubevidst søger socialt acceptable løsninger Psykologen Hans Eysenck blev født i Tyskland, men rejste til England i en tidlig alder, hvor han blev en berømt psykolog. Han skrev 75 bøger, indtil han døde i 1997. - Oprindeligt karakteriserede han en personlighed på to kontinuerte skalaer. Indadvendt versus udadvendt og ligevægtig versus uligevægtig (neurotisk). Hans Eysenck 1916-1997. Imidlertid i sine senere år fandt Eysenck en tredie personligheds-parameter, som han kaldte psykotisme, som ligeledes er en kontinuert skala, der strækker sig fra en social veltilpasset personlighed i den ene ende til en udpræget psykotistisk personlighedtype i den anden. En psykotistisk personlighedstype har, ifølge Eysenck, ikke nødvendigvis psykotiske problemer, men blot mere udsat for at sådanne. En udpræget psykotisk personlighedstype indebærer sådan noget som en vis uforsvarlighed og hensynsløshed, en nedvurdering af almindelig sund fornuft og upassende følelsesmæssig udtryk. Nogle har fundet, at personer med en meget høj scoring på psykotisme også ofte har en fjendtlig indstilling til kulturelle normer og autoriteter; de kan forekomme umodne og noget følelseskolde og score på andre fjendtligheds skalaer. Eysenck brugte sin teori om psykotisme til at forklare kreativitet. Han skrev, at kreativ intelligens grundlæggende kan karakteriseres som en søgeproces i hjernen, der har til formål at finde ikke generiske løsninger - idet forskellige elementer fra hukommelsen bringes sammen for at frembringe mulige løsninger på problemer. Eysenck mente, at der er stærke indikationer for, at denne søgen efter nye løsninger altid er styret af bevidste eller ubevidste ideer om relevans. Derved var han uenig med andre psykologer, som mener, at den intellektuelle søgen efter anderledes løsninger er en fuldstændig kaotisk og tilfældig proces i hjernen. Socialt veltilpassede personer vil, ifølge Eysenck, have nogle ret snævre ideer om relevans; de vil ubevidst udelukke potentielle løsninger, som ikke forekommer dem socialt passende, og derfor vil de instinktivt være mere konventionelle og restriktive i deres søgen. Fordi de er mere begrænsede i deres søgning efter potentielle løsninger på problemer vil de være mindre kreative. Selvportræt af Vincent van Gogh med forbinding på hans afskårne øre. Kunstnere har alle dage søgt at fremstille dem selv som excentriske og lidt skøre for derved at sandsynliggøre, at de var kreative. Derimod vil mindre socialt tilpassede, som jo vil score højere på hans psykotisme skala, have ideer om relevans, som er bredere og mere rummelige end de bedre socialt tilpassedes ideer om relevans. Dybt i deres sind lægger de nemlig mindre vægt på kulturelle normer, autoriteter og andre sociale sammenhænge, og derfor vil sådanne hensyn ikke ubevidst begrænse deres søgen efter alternative løsninger. Nu er det er sådan, at kvinder generelt virkeligt er mere socialt veltilpassede end mænd. Som det siges, de taler og taler, og de er altid meget opmærksomme på andres reaktioner på deres ord og sociale initiativer. Jeg vil ikke sige, at jeg mener at kvinder er nogle uoriginale sociale nikkedukker og mænd nogle hensynsløse psykopater. Jeg tror blot, at mænd i gennemsnit vil score nogle få procent højere på en Eysenck psykotisme skala end kvinder. Derfor har de forudsætning for at være mere kreative, men ikke nødvendigvis mere intelligente.

5. Moderne frigjorte kvinder har ingen personlig moral. Moderne feministiske kvinder mangler moralske holdninger. Lige fra barndommen har de fået at vide, at de kvindelige følelser og den kvindelige intution er noget sandt og følsomt, hævet over det simple begær, som motiverer mænd. Det ligger dem fjernt at søge at undertrykke en følelse, som stiger op i dem. Cigaret-rygende kvinde. I gamle dage kunne kvinder nøjes med at læse romanblade, når de begyndte at drømme om nye mænd, men idag vil feministiske kvinder have den ægte vare. Kun få feminister siger direkte, at kvinden er det moralsk overlegne køn. Men påstanden ligger ikke desto mindre implicit i alle feministiske skrifter, gennem deres uophørlige fremstilling af mænd som onde og voldelige og kvinder som de uskyldige ofre. Hvordan kan de påstå, at de tror på kønnenes "moralske lighed", mens de samtidig vedholdende påstår, at mændene skulle have "udnyttet" og "undertrykt" kvinderne i et hvilket som helst samfund, der nogen sinde har eksisteret? Påstanden om kvindernes moralske overlegenhed er en indbygget forudsætning i alle svenske krimier samt i mange andre TV serier og Holywood film. De forbrydelser, som skal opklares, viser sig meget ofte at være noget med, at en hvid mand i hans bedste alder har mishandlet en kvinde, gerne mindreårig eller af anden etnisk oprindelse. Når der i en film bliver introduceret en hvid mand i hans bedste alder, som ikke er helten, så ved vi, at han vil vise sig at være skurken eller i hvert fald at svigte den gode sag i sidste ende. Kvindernes formodede overlegne naturlige godhed er årsagen til, at de næsten automatisk vinder alle sager om forældremyndighed. Dommerne antager bevidst eller ubevidst, at moder-kærligheden er langt stærkere end fader-kærligheden. En enlig mor med hendes søn. Alle ved, at skilsmisser er ikke godt for børns udvikling. De mister en tryghed i livet, som andre har. Drenge, som vokser op uden en far, vil finde det svært at falde ind i en manderolle. Skilsmissebørn bliver ofte følelsesmæssigt forkælede, idet forældrene kappes om bevise, at de hver især er den bedste. Men når moderne frigjorte kvinder begynder at drømme om nye mænd, lader de ikke børnenes tarv komme i vejen for deres skilsmisse. Kvinder tager initiativet til langt de fleste skilsmisser. Alternativt afviser de sex igennem et årstid, indtil manden er blevet mør og har forstået budskabet. Så kommer den sædvanlige følsomme forklaring: "Vi voksede simpelthen fra hinanden". Kvinders forhold i dag følger et meget forudsigeligt mønster, skriver Michelle Langley: - De presser mændene til at engagere sig. - De får, hvad de ønsker. - De mister interessen for sex. - De bliver tiltrukket af en anden mand. - De indleder et hemmeligt forhold til en anden mand. - De bliver vrede og forurettede. - De begynder at fortælle deres partnere, at de har brug for tid fra hinanden. - De bebrejder deres partnere for deres adfærd - og i sidste ende, efter at de har gjort tilværelsen sur for alle omkring dem i en ubestemt, men normalt, ret lang tid, ender de deres forbindelser eller ægteskaber. Ssshh. "De fleste mænd vil sikkert aldrig føle mistanke om, at deres partner er dem utro, ikke blot på grund af konens eller kærestens tilsyneladende manglende interesse i sex, men også fordi de har den overbevisning, at hun er en "god pige." Desværre finder mænd ofte dem selv skilt og forladt af deres koner og kærester uden nogensinde at have fået kendskab til deres utroskab." ("Women's Infidelity" af Michelle Langley - se link nedenfor) Feministiske vestlige kvinder har ingen personlig moral, men de opfatter sig selv som mere gode, tolerante og forstående end de patriakalske magthavere. De har sædvanligvis mange moralske ideer om, hvad samfundet og skatteydere bør gøre. Vores feminiserede kultur har indtil videre været årsag til, at vi uden sværdslag har overladt en del af vores land til omkring 400.000 muslimer - fordi det var så synd for dem! Sande feminister mener, at kvinder bliver uretmæssigt undertrykt på grund af nogle ubetydelige fysiske forskelle i forhold til mænd; ganske som mange af dem mener, at de patriakalske magthavere undertrykker personer af anden etniske oprindelse og af anden religion. Derfor føler de, at frihedselskende kvinder må stå solidariske med andre undertrykte grupper, som også kæmper imod de patriakalske magthavere for frihed og ligeberettigelse, såsom for eksempel de homoseksuelle og de unfair behandlede fattige muslimer.

6. Velfærdssamfundet er feministernes tusindårsrige I velfærdsamfundets trygge rammer realiserer feministernes deres hedeste drømme. De kan i virkeligheden klare sig uden mænd, mener de. Enlige kvinder med børn får huslejesikring, børnecheck, børnebidrag og tilskud til dit og dat. De kan sende deres børn i substituerede børnehaver og vuggestuer og gratis skoler og universiteter, og de kan benytte sig af gratis læger og hospitaler og mange andre tilbud, som helt eller delvist finansieres af skatteyderne. Med hilsen fra velfærds staten. De føler, at de ikke behøver en mand for at skabe tryghed og økonomisk sikkerhed i deres liv. De kan vælge deres "partnere" fuldstændigt frit, og de kan skifte dem ud, så ofte de vil, uden at det berører deres grundlæggende økonomiske sikkerhed. Kvinder er oftest meget socialt velfungerende. De taler meget, og bortset fra deres feministiske ideer har de sjældent afvigende meninger eller interesser, som kan kaste sand i det sociale netværks maskineri. Enlige kvinder synes at klare sig fint uden mænd, hvis det ikke lige havde været på grund af økonomien; selvom de kan få mange penge fra det offentlige, drømmer de alligevel om et liv i luksus og status. Mænd er generelt mindre socialt velfungerende end kvinder. De har dog som oftest mere orden i økonomien. Enlige mænd føler sig mere ensomme, og udsigten til et liv uden en kvinde og familie forekommer de fleste trøstesløst. Til venstre: Figur som symboliserer feminismens triumf - fundet på internettet, jeg ved desværre ikke hvor den står. Til højre: Revolutionære postkort fra den franske revolution, som viser tredjestand, som bærer de to andre stænder på ryggen. Set fra feministernes synspunkt er mændenes vigtigste opgave at betale skat. Det skriver de aldrig, men rigelige skatte indbetalinger er en indlysende forudsætning for den kvindernes frigørelse, som de er så stolte af. Kvinder i parforhold har en enorm magt, som man aldrig taler om. De kan til enhver tid tage det enlige barn ved hånden og marchere ud af døren, og derefter vil de blive støttet af den almægtige velfærdsstat med alt, hvad de behøver. I velfærdskommisionens rapport fra Maj 2004 "Fremtidens Velfærd kommer ikke af sig selv" har man beregnet henholdsvis mænds og kvinders forventede nettobidrag til de offentlige kasser henover et livsforløb. (afsnit 13.3 side 381 - se link nedenfor) Netto bidrag til det offentlige fordelt på mænd og kvinder fra "Fremtidens Velfærd kommer ikke af sig selv" afsnit 13.3. Nettobidragene for mænd og kvinder henover livsforløbet har næsten samme profil, men mændenes bidrag ligger på et højere niveau. Det skyldes at mænd har en højere erhvervsfrekvens og en højere løn. For kvinder kommer nettobidraget op på godt 80.000 midt i 40'erne, medens mænd gennemsnitligt når op på knap det dobbelte på samme alderstrin. Også i pensionsalderen har mænd et højere nettobidrag end kvinder, hvilket hovedsageligt skyldes, at kvinder lever længere end mænd, og at folkepensionen er højere for enlige, og formentlig også at ældre kvinder bruger sundhedvæsenet mere end ældre mænd. En nyfødt pige kan forvente at modtage 2,4 mio. kr. mere fra de offentlige kasser, end hun betaler, hvis gældende skattesatser, ydelsesindekseringer, udbredelse af ordninger osv. fastholdes gennem kvindens liv. Til sammenligning kan en nyfødt dreng i gennemsnit forvente at komme til at betale 0,8 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv. Dette misforhold skyldes som ovenfor nævnt kvindernes lavere gennemsnitlige nettobidrag i den erhvervsaktive alder og længere middellevetid. Totale netto bidrag til det offentlige for henholdsvis mænd og kvinder for et livsforløb - fra "Fremtidens Velfærd kommer ikke af sig selv" afsnit 13.3. Hvis finanspolitisk holdbarhed skal sikres via en forhøjelse af bundskatten vil både mænds og kvinders nettobidrag øges. Stigningen vil være størst for mændene på grund af deres højere gennemsnitlige indkomster. Således vil en stigning af det kvindelige nettobidrag på 0.3 mio. kr. modsvares af en stigning på 0.5 af det mandlige bidrag over livsforløbet. Ved en forhøjelse af skatter på "de rige" for at finansiere øget velfærd og offentlige projekter, som kan blive resultatet at en S-SF valgsejr i 2011, er det indlysende, at mænd vil rammes forholdsvis endnu hårdere.

7. Nok så megen kvindekamp kan ikke ændre det forhold, at det er kvinder, som føder børn En ægte feminist må føle det som en dyb uretfærdighed mod kvindekønnet, at det nu en gang er kvinder, som føder børnene. Demonstration på den internationale kvindedag. Det er imidlertid Guds vilje og naturens lune at børn fødes af kvinder, og de føler en naturlig tilknytning til moderen i deres første leveår. En indlysende retfærdig løsning, som feministernes er i gang med at gennemføre, er selvfølgelig at virkelig frigjorte kvinder koncentrerer sig om karrieren og det frie liv som single, og derfor vælger ikke at få børn. Derved opnås den eftertragtede ligestilling mellem kønnene, idet ingen af dem får børn. Kvinder i Øst- og Syd Europa er allerede langt fremme i denne udvikling. For eksempel har Ukraine en ferilitets-rate på 1,26 børn per kvinde, Rusland har raten 1,41 børn per kvinde og i Italien føder hver kvinde i gennemsnit 1,31 børn. I EU mener man imidlertid at en fertilitets-rate på 2,1 netop svarer til en stabil befolkningsmængde. Men hvis menneskeheden ikke skal ophøre med at eksistere, så kan det ikke undgås at gravide kvinder, og kvinder med små børn er i en situation, hvor de ikke kan udsætte sig selv for de samme fysiske strabadser, som mænd kan. Kvinder, som vælger at føde børn og påtage sig den vigtige og meningsfulde opgave at passe og opdrage deres egne børn, kan naturligt ikke have de samme karrieremuligheder som mænd. Lesbisk feminisme. Feministerne appellerer til kvinderne om at vende ryggen til familien og gøre karriere. Men i virkeligheden har kun et mindretal af kvinder en højere uddannelse og dermed mulighed for en egentlig opadstigende karriere. Kvinder med en ikke akademisk uddannelse, som er de fleste, kan ofte kun se frem til rutinejobs i fabrikker og butikker, hvis de følger feministernes kald om at frigøre sig fra undertrykkelsen i familien. At passe og opdrage sine egne børn må i virkeligheden være det mest interessante og meningsfulde arbejde af alle. Det er en latterligt påstand, at det skulle være mere værdigt og meningsfuldt for en kvinde at stå ved samlebånd, bag en disk eller en skrivemaskine. Der kan komme en dag, hvor en sådan mor sidder alene tilbage i hjemmet, medens fluerne summer i vinduet. Børnene har travlt med deres eget, eller de er flyttet hjemmefra, og hendes mand er hjemmefra i mange timer på sit karriere job. Det er en problem, vi alle må bidrage til løse.

8. Den usande og skadelige fremstilling af kvinders fysiske og psykiske overlegenhed Angelina Jolie som Lara Croft i Tomb Raider. Feministernes påstand er, at kvinder i virkeligheden er en slags mænd, der blot har udviklet nogle fedtdepoter i brysthøjde. Imidlertid har de patriarkalske magthavere i deres historiske ondskab diskrimineret dem på grund af denne synlige forskel og reduceret dem til sexobjekter, fødemaskiner og klapvognskubbere. Men - takket være kvindernes frigørelse har de sprængt deres lænker og er nu hastigt på vej til at indtage de ledende stillinger, som de er berettiget til i kraft af deres fysik, intelligens, kreativitet og overlegne moralske niveau. I næsten alle moderne film optræder et labert skår, som imidlertid i virkeligheden er en frygtelig dræbermaskine, computerekspert, skarpskytte eller kong fu fighter, som langt overgår enhver mand i deres disciplin. I Alien filmene spiller Sigourney Weaver rollen som Ripley, som overgår enhver mand i kampen mod monsterne. I Tomb Raider spiller Angelina Jolie rollen som Lara Croft, der er alle mænd overlegen i nærkampstyrke og intelligens. Det begyndte uskyldigt med "Annie get your Gun" og Disney's "Mulan", og det er foreløbligt kulmineret med den iskolde hacker og computerekspert Lisbeth Salander. Nu om dage er sådan en kvindelig mand fast tilbehør i enhver ny film eller serie. I mange TV serier står de kvindelige hovedpersoner tilbage som stærke kvinder, mens mændene sniger sig ud i kulisserne som knudemænd eller andre tabere. Det føles helt naturligt at se på, når man er vant til det. Til venstre: Sigourney Weaver som Ripley i Alien filmen. Til højre: Kvindelige soldater. Det er fordi at op imod halvdelen af kunderne til moderne film og serier er unge og gamle beton feminister, som nærer hede drømme om at vippe mændene af pinden i alle samfundets positioner, som aktion helte, som politibetjente, som jægersoldater, som statsministre og topledere. De ønsker at blive bekræftet i deres drømme om at overgå mænd på alle felter. Det er meget pikant og politisk korrekt med kvinder som soldater. Men et stort antal kvindelige soldater er at spille hasard med vort fædrelands sikkerhed. Krig er nu engang noget med at slå fjenderne ihjel - med højteknologiske våben, bevares, men også med fysisk styrke. Enhver kan regne ud, at en hær eller en flåde, som har en høj procentdel af kvindelige soldater, vil ikke have mange chancer i en rigtig krig. Skraldemænd, skibsværfts-arbejdere, anlægs-arbejdere, landmænd, erhvervsdykkere og politibetjente er hovedsageligt mænd. Ind imellem får de selskab af nogle få kvinder for den politiske korrektheds skyld, men disse holder sjældent særlig længe. Efter nogle få år får de det ene eller andet problem med knæene, skuldrene, nakken, psyken eller lignende og siver ud af faget igen. Filmplakat for Borte med Blæsten. Bredskuldrede mandlige politibetjente virker mere beroligende på potentielle ballademagere end kvindelige betjente. "Borte med Blæsten" af Margaret Mitchell er kvinderomanen over alle; netop fordi den afspejler kvindens natur. Scarlett O'Hara bruger hele sin personlighed i kampen for sit elskede Tara, intelligens, charme, handlekraft og seksuel udstråling. Hun manipulerer mindst tre forskellige mænd for at opnå, hvad hun ønsker. Kun afsporede feministiske kvinder kan drømme om at opnå berømmelse ved at nedlægge monstre fra det ydre rum eller ved at overgå alle mænd som computer-nørd og hacker. Naturlige kvinder kan drømme om et liv som Scarlett's, et liv hvor de har mulighed for social opstigning ved at gøre indtryk på mænd med magt og status med deres charme, personlighed og seksuelle udstråling.

9. Den moderne kvindebevægelse er kørt af sporet - feministerne nøjes ikke længere med at kræve lige rettigheder - nu er kravet eksklusive særrettigheder Den oprindelige kvindebevægelse fra sidste århundrede krævede lige rettigheder, det vil sige stemmeret, valgbarhed og i det hele taget lighed for loven. Det er der ikke mange, som vil nægte kvinder idag. BH afbrænding i Toronto i 1979. Imidlertid, den moderne kvindebevægelse kræver lige resultater, som ikke er det samme som lige rettigheder. For feministerne er kvinder og mænd ens eller næsten ens, og derfor bør de efter efter deres mening og de statistiske love være repræsenteret alle steder i samfundet med ca. 50% . Derfor hævder de, at i områder i samfundet, hvor kvinder er repræsentert med mindre end 50%, må der være tale om en eller anden form for diskrimination. De afviser at kvinder og mænd kan have forskellige interesser og forskellig motivation. For eksempel er der en meget lille repræsentation af kvinder i aktieselskabsbestyrelser, og det tager feministerne som et ufejlbarligt tegn på, at der har fundet en uformel diskrimination sted. Derfor ønsker feminister at indføre en lov om en bestemt kvindekvote i alle samfundets bestyrelser; således som det for eksempel er tilfældet i Norge. Derved vil medlemmerne af aktieselskabsbestyrelser og andre bestyrelser ikke blive udvalgt efter deres kvalifikationer, men efter hvad de har og ikke har under blusen eller i bukserne. I virkeligheden har den feministiske kvindebevægelse allerede vundet særrettigheder. For eksempel i tvister om forældrerettigheder i forbindelse med skilsmisser vinder kvinder næsten automatisk på grund af deres køn. I talrige sager om sex-chikane og påstået vold i ægteskabet vil en kvinde også med stor sandsynlighed vinde uden særlig stærke beviser. Store virksomheder har med stor sandsynlighed allerede indført kvindekvoter i deres personalepolitik, fordi de frygter, at hvis de ikke kan fremvise en vis andel kvindelige ledere, vil de blive brændemærket som gammeldags og reaktionære.

10. Feminismen ødelægger familien Lige fra feminismens start i tresserne har de uophørligt angrebet familien og gjort hjemmearbejdende kvinder helt klart, at de er intet andet end mændenes lydige sexobjekter, fødemaskiner og klapvognskubbere. BH afbrænding i Atlantic city i 1968. Den amerikanske feminismes "grand old women", Betty Friedan referede til familien som "en komfortabel koncentrationslejr". - Sheila Cronan hævdede at "Frihed for kvinder kan ikke opnås uden afskaffelse af ægteskabet." - Andrea Dworkin skrev: "Ægteskab som instution er udviklet fra voldtægt som praksis" og andetsteds "Ægteskab er en lovlig licens til at voldtage". - I "Sex and destiny - the politics of human fertility" af Germaine Greer beskrev hun, hvorledes kernefamilien er et dårligt miljø for kvinder og for opdragelsen af børn. - "Det er en simpel kendsgerning at enhver kvinde må være villig til at blive identificeret som lesbisk for at være en sand feminist" og "Familien er primært stedet for kvindens undertrykkelse, som i hovedsagen gennemføres gennem seksualitet", sagde Marilyn French. En kvinde i et ægteskab ses af feministerne som en slags kønsforræder, derimod ser de den promiskuøse kvinde som en heltinde, som en slags frihedskæmper i kampen mod de patriakalske magthaveres primære undertrykkende institution, nemlig ægteskabet. Samtidig med at feministernes raser mod familien, insisterer de på at bibeholde deres krav om moralsk overlegenhed og den overlegne moderkærlighed. Et lesbisk par. Takket være velfærdsstaten og feministernes rasende angreb er familien i dag i en sørgelig tilstand. Rundt regnet en tredjedel af de sekstenårige lever nu adskilt fra deres biologiske far. Forleden så jeg et talkshow på TV2. Deltagerne var voksne personer, kendisser på omkring fyrre år, vil jeg skønne. De diskuterede ret seriøst hvilke egenskaber, som de fandt tiltrækkende eller frastødende ved deres "kærester". I første omgang troede jeg, det var en slags joke, fordi at i deres alder skulle de ikke have "kærester", således som teenagere og ganske unge mennesker har det; de skulle have hustruer og ægtemænd, synes det mig. Men det var ingen joke. I den toneangivende kulturelle inderkreds i hovedstaden synes familien nu at være fuldstændig opløst. Et TV 3 underholdningsprogram hed "Til middag hos - ". Skuespillerne Farshad Kholgi og Anne Louise Hassing og sangerinden Trine Gadeberg var inviteret til middag hos Pia Kjærsgaard, som serverede græske retter. En journalist ved Politikken ved navn Per Munch skrev i en anmeldelse. "Vi taler om en dame, der indrømmer, at hun giver sine porcelænsfigurer nissehuer på; og som på daglig basis lever fornøjet i omgivelser, vi andre kun ser på skiferien i Østrig; og som har været sammen med sin mand, siden de var henholdsvis 13 og 14 år." Tidligere var en skilsmisse en sørgelig kendsgerning, som ikke var noget at stræbe efter. For journalisten synes det at være en helt naturlig ting, måske endog et bevis på et aktivt og dynamisk følelsesliv. Det skinner igennem, at han måske mener, at når et par har levet sammen så mange år uden at blive skilt, antyder det en vis mangel på livsappetit. Hele denne moralske opløsningsprocess kan kun finde sted, fordi den almægtige Velfærdsstat udstrækker sit fintmaskede sikkerhedsnet under de således frigjorte individer. Social solidaritet i den Danske velfærdsstat går meget ud på, at Folketinget vedtager nogle love, som udsiger at kommunerne har pligt til at yde borgerne denne eller hin sociale ydelse. Hvis en borger bliver fattig, skal kommunen forsyne ham med nogle penge, bliver en borger syg, skal kommunen arrangere lægehjælp og hospital. Kommunen er i sidste instans alle de andre hundrede tusinder af skatteydere. Der findes andre former for social solidaridet. Kinesisk familie. Kina er ikke en velfærdsstat. Social solidaritet er her i hovedsagen et familieanliggende. I loven om ægteskab præciseres familiemedlemmernes gensidige sociale ansvar. Loven om ægteskab, paragraf 20 pålægger mand og hustru at at støtte hinanden i alle livets forhold, også økonomisk. Paragraf 21 pålægger børn at støtte deres forældre økonomisk, hvis disse ikke selv er i stand til eller har mulighed for at arbejde og tjene penge. Samme paragraf giver forældrene den selvindlysende pligt til at tage sig af deres børn. Paragraf 28 pålægger endvidere bedsteforældre at tage sig deres børnebørn, hvis disses forældre falder bort eller på anden måde bliver ude af stand til at tage sig af børnene. Samme paragraf pålægger børnebørn at støtte deres bedsteforældre i tilfælde af at børnebørnenes forældre falder bort eller på anden måde ikke selv er stand at tage sig de ældre. Da skatte trykket i dette land er ubetydelig, synes de at være økonomisk i stand til at støtte deres børn og forældre.

En halv million aborter er blevet erstattet af en halv million indvandrere En vigtig milepæl i feministernes vej til magten var vedtagelsen af loven om fri abort i 1973. Den gav kvinder fuld kontrol med reproduktionen. En kvinde, som ønsker at få foretaget abort før den 12. graviditetsuge, er ikke forpligtet til at angive nogen årsag eller forklaring, at opnå samtykke eller enighed eller blot at underrette faderen. Ung pige demonstrerer til fordel for fri abort. Der foretages i Danmark omkring 15.000 provokerede aborter om året. Det svarer til, at der siden 1973 er foretaget omkring en halv million aborter. Hvis disse fostre var blevet født, kunne de idag have gået rundt iblandt os, og vi havde ikke behøvet at høre på klagesangen om at Danmark mangler arbejdskraft til at give service til de store pensionist årgange. Vi må nødvendigvis tillade indvandring, siger mange politikerne og ledende erhvervledere, ellers vil Danmark gå i stå. Det er et problem vi selv har skabt; vi ville jo ikke tillade, at den nødvendige arbejdskraft blev født. Før 1983, hvor liberaliseringen af indvandrer- og flygtningeloven fandt sted, var Danmark næsten udelukkende beboet af Danskere. Fertiliteten var rekord lav, omkring 1,4 børn per kvinde. Vi var meget langt fra de 2,1 børn per kvinde, der skal til for at fastholde en konstant befolkningsmængde. Til venstre: Moderne frigjort kvinde, som bestemmer over sin egen krop. Til højre: Unge værnepligtige mænd - nationen og militæret bestemmer over deres krop og deres liv. Denne lave fertilitet skyldtes en række kulturelle forhold såsom den frie abort, kvindernes nye uddannelses og karriere muligheder samt den almindelige udbredelse af de nye feministiske holdninger. Disse kulturelle forhold er stadigt gældende, ja de er faktisk blevet forstærket, og derfor er det logisk at antage at etnisk danske kvinders fertilitet i virkeligheden stadig er knap 1,5 barn per kvinde, og den senere befolkningstilvækst siden 1983 udelukkende skyldtes indvandring og indvandrernes langt højere fertilitet. Denne lave fertilitet tror jeg også at de fleste danskere kan overbevise sig om ved se sig om i deres omgangskreds af venner og familie, mange etnisk danske kvinder er forblevet barnløse, eller de har har blot fået et enkelt barn. Folketallet i Danmark i 1983 var 5.116.464, næsten udelukkende etniske danskere, og det er siden vokset til omkring 5.560.628 i 2011. Det vil sige at rundt regnet 444.164 mennesker er kommet til via indvandring, da etnisk danske kvinder ikke selv har født nok børn til at opretholde vores antal siden dengang. Der er således mindst 400.000, snarere en halv million indbyggere i Danmark, som er tilføjet via indvandrere og deres fødsler. Det vil sige, at omkring hver tiende indbygger i dag er et resultat af indvandring, hvilket også er det indtryk, man får, når man går rundt i gaderne og studerer etniske typer. Det vil sige, at den halve million aborter, vi har foretaget siden 1972, altså den halve million danskere, som vi ikke tillod at blive født, i det store og hele er blevet erstattet af indvandrere og deres efterkommere. En provokeret abort foretages på et hospital. Kvinder, som ønsker en provokeret abort, er ikke forpligtet til at angive nogen årsag til deres ønske, men vi har alle hørt de almindeligste forklaringer. Det er typisk noget med, at kvinden er i gang med en uddannelse, og det er derfor ubekvemt for hende at få børn lige nu, eller at hun ikke elsker barnets far tilstrækkeligt højt til at gifte sig og få børn sammen med ham. I virkeligheden er det på mange måder optimalt at få sine børn i studietiden. Undervisningstiden (konfrontations tiden) for eksempel på Universitet er sjældent over 20 timer per uge, og hvis man bliver forhindret i at komme til en forelæsning, kan man altid låne en medstuderendes notater. Ferier og fridage er talrige. Skulle det ske, at man dumper i nogle få fag, kan man ganske ukompliceret prøve igen næste semester. Argumentet om, at kvinden ikke elsker faderen tiltrækkeligt meget, og at et ægteskab derfor alligevil ville have ført til skilsmisse, er lige så dårligt. Moderne kvinder, som typisk finder deres udvalgte i en sen alder efter års søgen, vil med stadig større statistisk sikkerhed blive skilt igen. Derimod par, som før 1972 blev gift af tvingende grunde, holdt ofte sammen resten af livet. Det er nemt at forestille sig at en kvindes virkelige grund til at få en provokeret abort ofte er, at hun finder det for tidligt i sit liv at binde sig til en bestemt mand; hun drømmer stadigt om at få et interessant liv, eftertragtet af lidenskabelige mænd, indtil hun måske til sidst en dag kan blive nødt til at slå sig til tåls med naboens søn. Børn på Færøerne. På Færøerne er den danske abortlov fra 1956, som i Danmark blev erstattet af loven om fri abort i 1973, stadig gældende. I henhold til denne kan der kun tillades provokeret abort, hvis moderens liv er i fare eller graviditeten er en følge af voldtægt eller blodskam. Netop derfor har Færøerne Europas højeste fertilitets rate, nemlig 2,1 børn per kvinde, og øerne har også i moderne tid været i stand til at fastholde sin befolknings størrelse uden væsenlig indvandring. SF og Kvindeligt Selskab krævede i 2004 forgæves at regeringen skulle tvinge Færøerne til at indføre dansk lovgivning og fri abort. SF's folketingsmedlem, Kamal Qureshi, udtalte at han mener: "Alle kvinder i rigsfællesskabet skal have ret til fri abort, uanset om de henvender sig i Thorshavn eller på Rigshospitalet." Medens Kvindeligt Selskab mente at: "vi i Danmark alt for længe har ladet Færøerne forsumpe i en gammel kultur". Folketingsmedlem Naser Khader (K) spurgte: hvorfor "retten til abort er et kulturbestemt spørgsmål. Er kvinders fundamentale rettigheder et kulturbestemt spørgsmål?" I virkeligheden har Færingerne en langt sundere og mere oprindelig holdning til liv og død end det feministisk dominerede Danmark.

Vi bliver ustandselig mindet om kvindernes rettigheder - hvornår vil vi høre om kvindernes pligter? Lad os give ordet til Konfutse: Konfutse (551 - 479 BC). "Ifølge Himlens vilje bliver hvert eneste menneske født ind i et socialt netværk af ansvar og pligter. I disse forhold må en konfutiansk gentleman følge de fire dyder, som er kærlighed, retfærdighed, anstændighed og visdom. Der er seks slags forhold mennesker imellem, i hver enkelt forhold mellem to mennesker er der en senior og en junior, en overordnet og en underordnet." "En nations styrke afhænger af dens familiers hæderlighed," skrev han." "For at skabe orden i Verden, må vi først skabe orden i nationen," lyder Kongfutses lærdom, "for at skabe orden i nationen må vi først skabe orden i familien; for at skabe orden i familien må vi først forbedre vort personlige liv; og for at forbedre vort personlige liv må vi først forædle vore hjerter." Nu har vi i mange år kun hørt om kvindernes rettigheder. Er det ikke snart på tide at vi hører noget om kvindepligter? Moderne feminister synes at mene, at det eneste de skal gøre er at lytte til deres følelser og finde ud af hvad de virkelig har lyst til; det vil for dem afgøre al moralsk tvivl. Hvornår vil de spørge sig selv: "Hvordan bliver jeg en god hustru?" eller "Hvordan bliver jeg en god datter?". De fleste frigjorte kvinder nærer aldrig tvivl om, at de er gode mødre, selvom mange af dem - men ikke alle - uden at tøve udsætter deres børn for at vokse op uden deres far.

Hvad er Kærlighed - af Aristophanes ifølge Platon Jeg har altid været facineret af den del af Platons Symposium, hvor han lader Aristophanes give sit bidrag til emnet: Hvad er kærlighed? "I det andet sted", sagde Aristophanes, "var det oprindelige urmenneske rundt, han ryg og sider beskrev en cirkel, han havde fire hænder og fire ben, på hans hoved var to ansigter, som så hver sin vej. - Han kunne gå oprejst, som mennesker gør nu, forlæns og baglæns som han havde lyst. - Deres magt og styrke var frygtelig, og tankerne i deres hjerter var store - de angreb guderne og forsøgte at opmåle Himlen. I det himmelske råd herskede tvivlen. Skulle de dræbe dem og dermed udrydde racen med lynnedslag, således som de havde dræbt Giganterne. Men så ville der ikke blive flere ofringer til guderne. Zeus deler de oprindelige androgyner i halve. Zeus fandt løsningen. Jeg vil skære dem over i halve, sagde han, det vil formindske deres styrke og øge deres antal, det vil være mere fordelagtigt for os. De skal gå oprejst på to ben, og hvis de fortsætter med deres uforskammetheder, vil jeg skære dem over en gang til, og de kan hoppe rundt på et ben. Efter delingen blev menneskets to oprindelige halvparter ulykkelige og klyngede sig til hinanden. De slog deres arme og ben om hinanden i gensidig omfavnelse, og de ville ikke skilles i en stor længsel efter at gro sammen igen. De ønskede ikke at gøre noget uden at være sammen, og derfor begyndte de at dø af sult og tørst. Igen fattede Zeus en plan. Han drejede deres hoveder 180 grader, således at ansigtet nu vendte mod forsiden, og han skilte dem ad og blandede dem alle grundigt sammen. De to halvdele af de oprindelige androgyner kalder vi nu for mænd og kvinder. Lige siden adskillelsen har de søgt efter deres oprindelige anden halvdel. Når de finder den, vil de intet heller end at slå armene om den og aldrig give slip."