Danmarkshistorien

32. Erik Lam

1. Indledning

Efter drabet på Erik Emune på Urnehoved Ting i Sønderjylland i 1137, blev hans kampfælle, Erik Lam, valgt til konge. Hans tilnavn siges at beskrive hans fredelige og omgængelige personlighed. På trods af sit tilnavn var han personlig modig.

Erik Lam på kobberstik fra det Kongelige Bibliotek tegnet i årene 1500-1795. Der er formentlig ingen portrætlighed. Foto Wikimedia Commons.

Efter alt at dømme var Erik Lam Erik Emunes betroede mand og fulgte ham i tykt og tyndt gennem hele borgerkrigen. Nogle anfører endda at Erik Lam anførte den rytterhær, som gjorde udslaget ved Fodevig. Bortset fra udnævnelsen af Eskil til ærkebiskop overholdt han loyalt Erik Emunes beslutninger, og han afsluttede sin regeringstid med at anbefale Erik Emunes søn, Svend, til at blive den nye konge.

Helmold siger kun om ham, at han havde tilnavnet "Spache" og fungerede som en kompromis-kandidat på grund af at de tre kongesønner Svend, Knud og Valdemar stadig var børn. Denne opfattelse af Erik Lams kongevalg stemmer overens med, hvad man finder hos Saxo og i Roskilde Krøniken. Erik Emunes søn, Svend, var formentlig en ung teen-ager, Magnus den Stærkes søn, Knud, var et barn, og Knud Lavards søn, Valdemar, var blot omkring fire år gammel. Fra sit tilholdssted i Sverige, førte Harald Kesjas eneste overlevende søn, Olaf, krig mod Danmark.

Erik Lams regeringstid varede i ti år, nemlig fra 1137 til 1147.

Kongeslægter gennem Danmarks historie. Men alle konger - undtagen Magnus den Gode - nedstammer fra "Hardegon, søn af en vis Sven", der erobrede størstedelen af Jylland i 917 som berettet af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger. Dog giver det et godt overblik at inddele kongerækken og på den måde Danmarkshistorien i overskuelige afsnit.
Knytlinge-slægten har fået sit navn fra Hardecnudth, sandsynligvis søn af Hardegon. Han kaldes også Knud 1. og var sandsynligvis Gorm den Gamles fader som fortalt af Adam under Unni. Magnus den Gode, som var konge i 1047, var søn af den Norske helgenkonge Olav; hans regeringstid danner en overgangsperiode til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid.
De indbyrdes stridende konger, Svend, Knud og Valdemar, omkring 1157, var alle efterkommere af Svend Estridsen; deres tid er et interregnum til Valdemarernes æra.
Mange historikere, sikkert de fleste, indregner kun Valdemar den Store, hans søn Knud 6. og Valdemar Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren hensigtsmæssigt at medtage også deres direkte mandlige efterkommere - indefattet Erik Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før Danmarks kongeløse tid omkring 1340.
Valdemar Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men det blev hans barnebarn Olaf, og hans datter Margrete 1. blev dronning af den Skandinaviske Union. Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genskabte Danmark og dermed muligheden for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De tidlige Oldenborger konger var også Unions-konger, men kun i kortere perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde i 1536 var et vigtigt vendepunkt i Danmarks historie. Som en følge af Den Lutherske Reformation bemægtigede kongerne sig den tredidel af Danmarks landbrugsareal, som tilhørte kirken. Denne fantastiske rigdom gjorde det muligt at overvinde Danmarks gamle adel og oprette enevælden, som var en vigtig årsag til Danmarks historiske deroute. I 1848 blev en demokratisk grundlov indført uden interne kampe eller voldshandlinger.
Den Oldenborgske kongelinie uddøde i 1863 med den barnløse Frederik 7. Tronen blev derefter givet til Christian 9. af Glucksborg.

I Erik Lams regeringstid blev den afdøde ærkebiskop Assers brodersøn, Eskild, udnævnt til hans efterfølger som Ærkebiskop i Lund.

Venderne fortsatte med at hærge på de små øer og langs kysterne. Han gennemførte nogle togter mod Venden, men tilsyneladende uden den store success.

Svend Estridsen blev efterfulgt af fem af sine sønner på rad, derefter en sønnesøn - nemlig Erik Emune - og endeligt Erik Lam, som var søn af Erik Ejegods datter. På den måde var det Erik Ejegod, som førte Gorm den Gamles og Svend Estridsens slægt videre som konger til kommende generationer.

Olaf, Harald Kesjas eneste overlevende søn, gjorde krav på arven efter sin fader, som Erik Emune sikkert havde fordelt mellem sine tilhængere. Dette krav afviste Erik Lam, hvilket førte til en tre år lang borgerkrig i Skåne. Olaf blev til sidst besejret og dræbt i et slag ved Helsingborg i 1141.

Erik Lam er den eneste Danske konge som frivilligt gav afkald på tronen. Han abdicerede i 1146, gik i kloster i Odense og døde samme år af sygdom.

Knytlinge Saga giver ham et godt eftermæle: "Han var en mægtig konge i sit land og fredsommelig, og der rejste sig siden ingen høvdinger imod ham. Erik den Spage var otte år Konge i Danmark. Han nedlagde selv regeringen, gik i kloster, og døde som munk i Odense, og blev meget begrædt af folket."

2. Erik Lam

Erik Lam var på flere måder af kongelig æt. Knytlinge Saga beretter: "Desuden havde Kong Erik (Ejegod) en datter, som var gift med en mand, som hed Hakon den Norske; han blev også kaldt Hakon Sunnivesøn, da hans Moder var Sunniva, en Datter af Jarlen Hakon Ivarsøn og Kong Magnus den Godes Datter Ragnhild. Hakon den Norske og Kong Eriks Datter Ragnhild havde en søn, ved navn Erik Lam, som længere hen vil blive omtalt."

Romansk døbefont i Essenbæk Kirke i Assentoft i Randers- Foto Lokayatika Wikimedia Commons.

Eriks fader, Hakon den Norske eller Hakon Jyde, som han også kaldes, var en af de oprindelige konspiratorer i sammensværgelsen, som havde til formål at myrde Knud Lavard. Men han trak sig ud af den, da han erfarede hvad meningen var. Saxo siger: "Da Hagen Jyde mærkede, hvad talen, som til at begynde med faldt skikkelig nok, til syvende og sidst drejede sig om, og han ikke ville være med til at lægge råd op imod Knuds liv, trak han sig straks ud af den ulyksalige sammensværgelse og forlod forsamlingen."

Siden tog Hagen aktiv del i at rejse oprøret mod kong Niels: "Siden førte Hagen Sunnives Søn, som jeg ovenfor har omtalt, Bodils Søn, Peder, og Skjalm Hvides sønner hårdt kæremål over den øvede udåd; alle vegne, hvor de kom, begræd de på tinge deres vens skammelige drab".

Derfor, da han havde en så aktiv fader, må vi tro at Hagens søn, Erik Lam, var noget yngre end sin onkel, Erik Emune. Måske var han sidst i tyverne, da han blev konge i 1146. Der står ingen steder at Erik Lam var en ung mand, da kong Erik Emune blev dræbt på Urnehoved Ting.

Erik Lam var født på Fyn. Saxo fortæller: "Da der var gået nogle år, mærkede han på Sjælland, at han havde fået feber, og han begav sig da over til Fyn, hvorfra han stammede, for at opgive ånden der, hvor han havde set dagens lys."

Romansk stenarbejde i Skelby Kirke på Falster. Jesus korsfæstes. Foto Nordens Kirker.

Tilsyneladende havde Erik en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde personlighed. Til daglig var han venlig og omgængelig, nogle historikere skriver endog at han havde en "honningmild blidhed i sit væsen", men i kamp var han en nærmest en hylende bersærk.

Helmold beskriver Erik som en stille og rolig mand: "Men da disse (Svend, Knud og Valdemar) endnu kun var småbørn, besluttede Danerne at sætte en vis Herik med tilnavn Spak til deres formynder for at tage sig af riget og kongesønnerne; og denne var en fredsæl mand, som styrede det ham betroede land i uforstyrret ro." Roskildekrøniken skriver om ham, at han var "mere jævn end det sømmede sig for den kongelige værdighed"

Men i kamp holdt han sig ikke tilbage. Saxo fortæller: "Men sit liv plejede han at tage så lidet hensyn til, at hans folk måtte passe omhyggelig på ham, når han skulle holde slag, for at han ikke ganske ene skulle styrte løs på fjenden." Knytlinge Saga fortæller at han var den eneste, som ikke flygtede, da Erik Emune blev dræbt på Urnehoved Ting: "Da Erik dræbtes, flygtede hans mænd undtagen hans søstersøn Erik Håkonsøn, som blev konge efter ham".

Måske ønskede han at ligne sin berømte forfader, Magnus den Gode, som netop var kendt for at være ung, tapper og gavmild - forrest i kampen og åben og venlig også mod jævne mennesker.

I beskrivelsen af en episode i krigen mod Olaf i Skåne udtrykker Saxo mistanke om at Erik iscenesatte sig selv: "Sært var det, at han ved den lejlighed kunne lade sig hilde af sådan overtro og være lettroende nok til således at lade sig forblinde, da han ellers plejede at være så tapper, at han anså det for nødvendigt at lade sig holde af sine krigere, for at han ikke letsindig skulle styrte løs på fjenden, men denne gang holdt han sig ligesom af frygt borte fra slaget og så i frastand til, hvorledes hans hær blev slagen, fordi han ikke var med."

Erik Lam forsvarer Erik Emunes lig. Tegning Louis Moe.

Knytlinge Saga giver Erik Lam et godt eftermæle: "Erik Lam var en klog mand og vennesæl af de Danske; han blev kaldt Erik den Spage."

Især den egentlige Roskilde Krøniken bidrager til at give Erik den dårlig presse, som den svage konge, som vi godt kender: "Da Erik nu var død således og jordet i Ribe, kom landets stormænd sammen og valgte Erik den tredie til konge, en søstersøn af den nævnte Erik (Emune). Han var en enfoldig mand, mere end det stemmede med hans kongelige værdighed; han var uden fasthed i alle sine veje, og en tilintetgørelse både af kongedømmet og af præsteskabet." Saxo stemmer i: "For resten besad Erik, med undtagelse af sin tapperhed, slet ingen naturens gaver, det skortede ham både på kløgt og veltalenhed."

Hvorfor dømmer Roskilde Krøniken Erik så negativt? På Erik Lams tid var det i hovedsagen kun munke og præster, som kunne læse og skrive, og det gjorde de på latin. Roskilde Krøniken er helt sikkert skrevet af en gejstlig tilknyttet domkirken i Roskilde, der havde sine egne interesser.

Vi husker at i den sidste tid af Eriks Emunes regeringstid var Eskild bisp i Roskilde. Saxo beretter at han anførte et oprør mod kong Erik "under påberåbelse af frihed". Erik slog oprøret ned og idømte bisp Eskild en stor pengebøde. Oprøret grundlagde hos Erik Emune en uvilje mod Eskil. Af fjendskab mod Eskild tvang Erik Lunds domkapitel til at vælge Rike til ærkebisp efter Asser. Men straks efter Eriks drab gjorde Lund-kannikerne uden videre valget om, skønt dette stred mod de kanoniske regler, og valgte Eskil.

Mønt udsendt af Erik Lam. Han er tilsyneladende glatbarberet. I sin højre hånd holder han et sværd af 1100 tallets sædvanlige type. På hans venstre side er en blomst. På bagsiden er et ligearmet kors med en fransk lilje i alle fire ender. Den Franske lilje fleur-de-lis symboliserer treenigheden og dermed den rette katolske tro. Der er således hele fire fleur-de-lis, og vi kan tro at han dermed ønsker at signalere en overordentlig hengivenhed til den Kristne Gud og religionen - som hans forfader Magnus den Gode. Foto Wikimedia Commons.

Historikeren Roland Scheel påpeger at forklaringen skal findes i de allersidste bemærkninger i den egentlige Krønike: "På den tid opstod der en hæftig strid mellem bispen i Slesvig, Rike, og bispen i Roskilde, Eskil, om ærkebispedømmet i Lund. Denne kamp fik dog den ærværdige Peder Bodilsøn standset ved sit vise råd og sin snilde kløgt, og forligte dem på det vilkår, at Eskild skulle have ærkebispedømmet. Uagtet Rike var valgt af det skånske præsteskab og folk, fulgte han dog den nævnte Peders råd, undgik kiv og krig og bemægtigede sig bispedømmet i Roskilde, trods klerkes og lægmænds indsigelser."

Men hvis Eskild skulle være både ærkebiskop og bisp i Roskilde, så ville det jo indebære at ærkebispesædet skulle flyttes fra Lund til Roskilde, hvilket må have været Roskilde-kannikkernes hede ønske.

Men den ny konge, Erik Lam, mente at ærkebispesædet skulle være i Lund, som det hele tiden havde været, og han støttede Rikes indsættelse som bisp i Roskilde uagtet lokale protester, og dette har fået den ukendte forfatter af Roskilde Krøniken til at stemple ham som en svag konge, da han ikke kan tage sig sammen til at tage denne - efter deres mening - helt indlysende rigtige beslutning.

3. Erik som Konge af Danmark

Erik Lam blev valgt til konge af de Danske stormænd. Roskilde Krøniken siger: "Da Erik nu var død således og jordet i Ribe, kom landets stormænd sammen og valgte Erik den tredie til konge, en søstersøn af den nævnte Erik."

Bortset fra borgerkrigen i Skåne og Vendernes angreb var Erik Lams regeringstid en god tid. "Så snart Kongen var dræbt, kom straks en anden Erik til regeringen", skriver Svend Aggesen, "det var ham, som på grund af sin godmodighed fik tilnavnet Lam. I hans tid var der den største overflødighed på alle ting."

Helmold skriver at Erik Lam blev valgt som konge som en slags formynder for de tre mindreårige kongelige prinser: "Svejn Heriksson, Waldemar Kanutson og Kanut Magnusson", medens Knytlinge Saga og Saxo er mere specifikke og siger at Erik blev valgt som formynder for Knud Lavards søn Valdemar. Saxo siger: "Kristjern (Erik Emunes våbenfælle fra borgerkrigen) erklærede imidlertid, at Valdemar, hvis fader han havde været med til at hævne, var værdigst til at bære Kronen, men hans moder, som skønnede, at denne ære, som der var så mange og store farer forbunden med, og som knapt nok en voksen kunne bære, ville blive så ung en dreng til undergang, nægtede at overgive ham til Kristjern, da han forlangte, at hun skulle udlevere ham, og sagde, at kongeværdigheden måtte betros til folk, som var ældre end han." Det er mest sandsynligt at Helmold har ret og Knytlinge Sagas og Saxos beretninger om motivet for Eriks valg til konge er efter-rationaliseringer set i lyset af den senere udvikling.

Romansk stenkunst på døbefont i Skelby Kirke på Falster. Jesus pågribes af Romerske soldater. Foto Nordens Kirker.

Kong Erik holdt mest til i Lund, og han udbyggede den befæstning af byen, som Erik Emune siges at have påbegyndt, fortæller Knytlinge Saga: "Han residerede for det meste i Lund, og den stad bragte han meget i opkomst, så at ingen stad i hele Danmark i hans tid var mægtigere. Han lod opføre en stenmur omkring staden, så at den var helt omgiven af en mur, som længe derefter holdtes vedlige."

Der var gode grunde til at Erik holdt mest til i Skåne. Denne landsdel blev nemlig meget hurtigt efter hans tronbestigelse angrebet af Harald Kesjas eneste overlevende søn, Olaf, som krævede: "sin arvelod sit fædrene gods, som hans farbroder under borgerkrigen havde inddraget." Saxo fortsætter: "Erik henviste i anledning af dette krav til den gamle lov, at den, der forbryder sig imod riget, til straf skal have sit gods forbrudt. Hans Fader havde nemlig fejdet på Danmark med fremmede krigsfolk og var derfor hjemfalden til den straf, som loven fastsatte." Her gjorde Erik Lam sig skyldig i tykt hykleri; han havde formentligt selv anført en hær bestående af 300 Tyske pansrede ryttere i slaget ved Fodevig.

"Olaf greb med stor iver den lejlighed, der herved tilbød sig, til at rejse oprør." - "og nøjedes nu ikke længer med at kræve sin fædrene arv, men gjorde krav på hele Riget."

"Han lagde imidlertid foreløbig skjul på sit had og besluttede lumskelig at overrumple Kongen, og søgte til den ende at komme over ham ved nattetid, en gang han opholdt sig i Arnedal Kro ved Lund." Men Eriks vagter var på deres post og attentatet blev afvist.

Men Olaf havde Skåningernes støtte og sympati og de valgte ham som konge: "Men da Erik kort efter drog bort fra Skåne, vendte han tilbage, stævnede ting i Arnedal, hvor han mødte frem og ved at lokke for almuen med løfter om større frihed fik den til at kåre ham til Konge.

Døbefont i granit i Romansk stil i Malling Kirke syd for århus. Foto Nico-dk/Niels Jepsen Wikipedia.

Umiddelbart efter Erik Emunes død havde Eskild genvunden sin post som ærkebiskop i Lund - takket være Erik Lam - og følte nu sig kaldet til at stoppe Olaf: "Dette harmede Eskild, og han førte Lundeboerne til slag med ham, men hans iver var større end hans held. Han tabte slaget, og da han var flygtet ind i byen, blev han straks efter belejret der og måtte til sidst dreven af den hårde nød give gidsler og sværge ham troskab for at bjerge livet."

Men Eskild holdt ikke sit påtvungne løfte: "Siden, da Olaf var draget bort, så han imidlertid sit snit til at flygte og viste ved denne sin store dristighed, at han satte sin kærlighed til Erik over hensynet til gidslerne så vel som over sin ed, og at han ikke anså det for synd at bryde en aftvungen ed for et frivilligt venskabs skyld. Kongen lønnede ham, da han kom til ham på Sjælland, for hans hengivenhed og bestandighed ved at skænke ham rigt jordegods og adskillige landsbyer."

"Da Skåningerne imidlertid ivrig støttede Olaf, drog Kongen selv, som jo ved ærkebispens flugt så at sige var bleven slagen uden selv at have været til stede, med en talrig flåde over til det sted på den Skånske Kyst, som i folkemunde kaldes Landøre (måske Skanør ikke langt fra Fodevig eller et sted nær Landskrona), for at bringe sin lykke på fode igen." Men kongen frygtede at der var ulykke for en konge at gå i land på dette sted - "idet han fæstede lid til en gammel overtro om, at når en konge gik i land der, ville han ikke leve året til ende." Derfor satte han en ærkebiskop til at føre hæren: "og gav Eskild anførselen over dem. Denne forstod sig imidlertid bedre på at stå i spidsen for et bispedømme end for en hær, så det gik ham lige så ilde som forrige gang."

Jesus nedtages fra korset, relief fra 1100 tallet over Kathoveddøren i Ribe Domkirke. Foto Ribe Katedralskole.

Olaf fejrede sejren ved at udnævne sin egen ærkebiskop, som også hed Eskil: "Af denne Sejr blev Olaf så overmodig, som om han allerede havde gjort det helt af med Erik, at han uden hensyn til Kirken bemægtigede sig ikke blot Kongens, men også ærkesædets gods, og ihukommende, at det nu var anden gang, Eskild havde trodset ham, gjorde han for at tilføje Eskild tort en mand, der også hed Eskild, til Ærkebiskop i hans sted."

Efter de lette sejre blev Olaf uforsigtig og overmodig: "Derpå lod han, som om han i det sidste slag fuldstændig havde knust sin medbejler og berøvet ham al magt, sine våben ligge i Lund og færdedes uden frygt rundt omkring fuldstændig ubevæbnet."

Romansk relief i Vor Frue Kirke i Aalborg. Foto Wikimedia Commons.

"Da Kongen fik det at vide, samlede han alle vegne fra alle de småskibe, han kunne få fat på, og satte ved nattetid sin hær over fra Sjælland til Skåne, idet hans venner i Skåne for at vise vej lyste op ved at slå ild af flintesten."

Kong Erik overvandt derefter Olaf i et stort slag: "Den falske Ærkebisp blev af den virkelige berøvet tegnene på sin værdighed, og derpå lod Kongen ham hænge. Fjendernes våben (i Lund?) bemægtigede krigsfolkene sig som et kærkomment bytte, og med dem overvandt de omsider Olaf i et slag ved landsbyen Glumstorp."

Dette var krigens vendepunkt. Olaf mistede initiativet og den brede støtte i landsdelens befolkning, og han introducerede en slags guerillakrig: "Han flyede til Gøtland, men nogle dage efter vendte han tilbage gennem Blekinge, blev atter dreven på flugt af Erik, men da han var kommen ind i snævringerne imellem klipperne, nedhuggede han, stolende på det værn, de gav ham, dem, der var nærmest i hælene på ham. Han faldt også fjenden i ryggen med en del af sin hær og gjorde det med denne styrke næsten helt af med byfolkene fra Lund." Hvilket fortæller at indbyggerne i Lund havde vendt sig imod ham.

"Da hans sager kun havde liden fremgang i Skåne, førte han krigen over på Sjælland, opsat på at få lykken til at vende sig ved at skifte sted, men da han ved Buddingeå (nær Gladsaxe) var bleven slagen af landsens folk under anførsel af Rike, flyede han over til Halland. Derfra vendte han atter tilbage til Sjælland, og da han fik at vide af bønderne, at bispen opholdt sig i landsbyen Ramløse (i Nordsjælland), blev han hemmelig der i nabolaget om natten."

Biskop Rike og hans skrivere. Tegning Louis Moe.

Olaf havde nu blot få trofaste mænd med sig med sig og førte en "hit and run" strategi: "Om morgenen under ottesangen kom han på det rene med, hvor bispen havde sit sovekammer, og bød nu sine krigsfolk bryde døren op. Bispens tjenere, som ilede til for at forsvare ham, blev myrdede på tærskelen." - "og samtidig spærrede klerkerne, han havde med og som havde hans brevskaber og hans ring i forvaring, den næste dør med dyner og puder. Da Olaf ikke kunde tage huset med våbenmagt, stak han ild på det." Bispen stak hovedet ud af en dør for at forhandle, men fik det hugget af. "Efter således at have hævnet sig ved at begå et ugudeligt mord skyndte Olaf sig ned til strandbredden, og lige så hemmelig han havde listet sig fra sine skibe, lige så hæsblæsende kom han ned til dem igen og flyede bort på dem, inden Kongen, som opholdt sig der i nabolaget, havde fået bud om, hvad der var sket."

Datidens biskopper var meget militært aktive, og man kan synes at det var helt fair at Olaf slog en af dem ihjel, det kan jo ske i krig. Men sådan spillede klaveret ikke: "Da Paven fik det at vide, lyste han på det strengeste Olaf i band og gav alle biskopper i hele Europa magt og myndighed til ligeledes at lyse ham i band." Vi husker at Erik Emune og Erik Lam dræbte fem biskopper i slaget ved Fodevig, og det fik ingen konsekvenser for dem hos paven. Men Olaf havde gjort noget meget værre, nemlig at "han uden hensyn til kirken bemægtigede sig ikke blot kongens, men også ærkesædets gods." Dermed var han kommet på kant med den mægtige katolske kirke og derfor mistede han støtter og tilhængere, og det bragte ham endnu nærmere nederlaget.

Så snart Erik fik at vide, at Olaf var flygtet til Halland, skyndte han sig straks efter ham, men da Olaf ved Arestad spurgte, at han var lige ved at indhente ham, flygtede han over en bro der i nabolaget, brød den af, da han var kommen over den, og slog sig trygt ned på den anden side.

Skib fra 1100 tallet indridset i vindueslåbning i Horbelev Kirke på Falster. Det ligner stadig et vikingeskib. Nogle skibe brugte stadig styreåre. Foto Nationalmuseet.

Erik sendte en hitmand mod Olaf ved navn Ingemar, som skulle udgive sig for at være overløber og vinde hans tillid, og når han var kommet nær nok dræbe ham med et spydkast. Men Olaf undgik spyddet ved at lade sig falde af hesten. Ingemar søgte at undslippe på sin hurtige hest, men den sad fast i noget hængedynd, og han blev indhentet og dræbt.

Knytlinge Saga oplyser at Olaf faldt i 1141 efter fire års kampe: " - og i det tredie år holdt Kong Erik og Olaf otte slag, og tre i een vinter; og Erik sejrede i dem alle. De vare i tre år begge Høvdinger i Danmark, men i det fjerde holdt de atter et slag, og i dette slag faldt Harald Kesias søn Olaf." Det bliver bekræftet af Saxo: "Omsider fældede han (Erik) i et slag ved Thjutå sin medbejler tillige med største delen af hans hær.

Necrologium Lundense indeholder meddelelsen om at at Olaf døde under en opstand i Eriks tredie regeringsår.

"Når katten er ude, spiller musene på bordet" - i alle de år borgerkrigen havde raset i Skåne og på Sjælland havde Erik Lam ikke haft tid eller mulighed for at forsvare Danmark mod Vendernes angreb og plyndringer, som blev stadig heftigere.

Saxo har ikke meget til overs for Eriks indsats mod Venderne: "Men han lagde ikke den samme tapperhed for dagen i krig uden for Riget, som han havde vist i de krige, han førte inden for dets enemærker. De tog, han gjorde imod Venderne, vakte nemlig mere deres latter, end de indjog dem skræk, thi alt, hvad han tog sig for, var så løst og sløvt, at man ikke skulle tro, at det var en mand, der rådede for det. Han fulgte den ringeste uslings råd, når det gjaldt om at opløse hæren, og tit sendte han flåden hjem, fordi trosknægtene råbte på, at de ville hjem. Som følge af denne hans fejghed blev barbarerne så overmodige, at de ikke blot foragtede ham, når han færdedes uden for Riget, men endogså gjorde indfald i Riget, når han holdt sig hjemme. Da han en gang sejlede fra Sjælland over til Fyn og så nogle sørøvere sætte efter ham, fik han så travlt med at komme i land, at han lod hele takkelagen blive tilbage som bytte for fjenderne og med skam flyede fra sit skib i angst og bæven."

Vendiske stednavne på Lolland Falster. De Vendiske angreb på de Danske øer og kyststrækninger var meget omfattende. Mange små øer blev sandsynligvis lagt øde og dens indbyggere dræbt eller ført bort som slaver i tusindvis. For esempel havde Lyø været beboet siden stenalderen, men på Valdemar Sejrs tid var den ubeboet, og han kunne afholde sin skæbnesvangre jagt der. Nogle steder slog Vendiske nybyggere sig ned i de således øde områder. Foto Link-springer.com.

Også Helmolds Vender Krønike skriver at Eriks indsats mod Venderplagen var ringe: " - og denne var en fredsæl mand, som styrede det ham betroede land i uforstyrret ro; kun de forbitrede Sklaver havde han ondt ved at holde stangen. Thi disses røvertogter gik det netop på hans tid usædvanlig vildt med."

4. Eriks' Hustru og Barn

Erik giftede sig i 1144 med Lutgard af Stade. Ryd Kloster Krønike skriver: "1144 Erik blev gift med ærkebiskop Henrik af Bremens søster." Der er altid et politisk formål med kongelige giftemål. Man kan forestille sig at det var et forsøg på at arrangere sig med ærkesædet Hamborg-Bremen i sagen om Lund-ærkestolens uafhængighed, eller man har søgt en Tysk alliance mod Saxerhertugen Henrik Løves stærkt voksende magt.

Lutgard var den første Danske dronning af egentlig Tysk herkomst. Hun havde været gift med pfalzgreve Friderich af Sommerechburg, men blev skilt angiveligt på grund af for nært slægtskab.

Romansk relief i Vor Frue Kirke i Aalborg. Foto J. Kornerup Wikimedia Commons.

Saxo mener at hun var løsagtig og ødsel: "Nu fik Erik Lyst til at gifte sig og ægtede den Bremiske Ærkebiskop Hartvigs søster, som ganske vist var en højbåren kvinde, men mere udmærkede sig ved fornem slægt end ved kyskhed. Efter hendes tilskyndelse bortskænkede han det jordegods, der fra gammel tid af havde tilhørt kongerne, særlig til dem, der havde stået ham tappert bi imod Olaf, så han skånede ikke Kronens liggende fæ, men brugte det til at belønne folk for de farer, de for hans skyld havde udsat sig for, som om han kun havde fået det for rundhåndet at give det bort til andre og bruge det alt sammen til sold til sine krigsfolk."

Det kan indikere at de kongelige indtægter var for små til - for eksempel - en effektiv indsats mod Venderne, og dette kan have været den "svage" konges grundlæggende problem.

Saxo skriver at Erik havde en uægte søn ved navn Magnus, som overlevede ham og forekommer flere gange som deltager i borgerkrigene og leder af et kupforsøg mod Valdemar den Store.

Efter Eriks død i 1146 eller i forbindelse med at han gik i kloster, giftede Lutgard sig igen. Denne gang med grev Herman af Winzenburg; med ham fik hun tre døtre. Imidlertid, Herman og Luitgard blev begge myrdet af "bispens mænd". Lutgard siges at have været gravid.

5. Kong Eriks' Død og Begravelse

Erik Lam er den eneste Danske konge, som frivilligt abdicerede.

Saxo beskriver, hvad der skete: "Da der var gået nogle år, mærkede han på Sjælland, at han havde fået feber, og han begav sig da over til Fyn, hvorfra han stammede, for at opgive ånden der, hvor han havde set dagens lys. Da han mistvivlede om, at han kunne komme sig af sin sot, ville han sørge for sin sjæl, siden han ikke kunde gøre noget for sit legeme, og ombyttede kongekåben med en munkekutte, thi man holder for, og det lærer også de, der er kyndige i den hellige skrift, at der ikke gives nogen kraftigere måde at sone sine synder på end at blive munk. Derpå sammenkaldte han sine krigsfolk og frasagde sig højtidelig tronen."

Helmold fortæller at han indstillede Erik Emunes søn Svend, som skulle få tilnavnet Grathe, som konge efter ham: "Men da Herik følte sin sidste time nærme sig, lod han de tre unge prinser kalde og bestemte efter stormændenes råd Svejn til konge, men bød Waldemar og Kanut at lade sig nøje med deres fædre-arv; og da han således havde bragt dette i rigtighed, afgik han ved døden."

Resterne af den oprindelige frådstenskirke under Sct. Knuds Kirke i Odense. Da Erik Lam døde var en ny frådstenskirke under bygning i Odense til erstatning for trækirken St. Albani Kirke, hvor Knud den Hellige fandt sit endeligt. Den er senere blevet erstattet af den nuværende teglstenskirke. I krypten under alteret, hvor Knud og Benedikt ligger, er en lille dør mod Vest, som fører ind til de eneste bevarede ruiner af frådstenskirken, i hvilken Erik Lam ligger begravet et eller andet sted. Frådsten er en blød stenart, nem at bearbejde, som findes i nærheden af kilder. Foto Danske Kirker.

Ryd klosterkrønike skriver: "1147 Erik Lam døde som munk i Sankt Knuds Kloster i Odense." Han døde i en forholdsvis tidlig alder, måske omkring fyrre år gammel.

Erik Lam er begravet et sted under Odense Domkirke eller nær ved, man ved blot ikke hvor. Det er nærliggende at antage at han blev begravet i den frådstenskirke, som netop da var under opførelse.

Men han var ikke konge, da han døde, og kan således være begravet sammen med andre munke på kirkegården. En konge ville derimod blive begravet i kirken nær alteret. Med kendskab til Erik Lams personlighed, kan man godt forestille sig at han selv har insisteret på at blive begravet som munk.

Et mundtligt overleveret sagn fortæller, at han lod sig begrave ved den sydlige sidedør til domkirken ind mod klosteret, så munkene hver dag, når de skulle til messe, måtte træde på hans grav.

6. Links og Literatur