Forside DH-Debat
29. Erik Ejegod
31. Erik Emune

30. Danmarkshistorien - Niels den Gamle

Indledning - Niels den Gamle - Knud Lavard - Niels som Konge af Danmark - Mordet i Haraldsted Skov - Borgerkrigen - Ærkebiskop Asser - Niels' Hustru og Børn - Kong Niels' Død og Begravelse - Links og Litteratur -

Indledning

Niels blev valgt til konge af Danmark i 1104, fordi han var den ældste af Svend Estridsens mange sønner, som stadig var i live.

Niels den Gamle
Til venstre: Et granithoved fundet i Ribe, som sandsynligvis forestiller kong Niels. Under udgravning ved Ribe Domkirke fandt Sydvestjyske Museum en hoved af granit 21*20 cm i lag fra omkring 1150. Det har fået en ublid medfart, næsen er slået af og hovedet er slået løs fra en større sammenhæng. Skulpturen har været næsten ny, da den havnede i affaldslaget. Der er således tale om en bevidst skænding, hvilket udelukker at hovedet repræsenterer Jesus eller andre hellige personer. Der er tale om en konge med krone prydet af et ligearmet kors og ædle stene. Det har sandsynligvis prydet den første stenkirke, som blev færdig i året 1134, samme år som slaget ved Fodevig og drabet på kong Niels i Slesvig. Efter Erik Emunes magtovertagelse har det måske ikke været populært at udstille en figur, som forestiller kong Niels. Kong Niels har det typiske hængende overskæg, som også hans broder Erik Ejegod har på skulpturen over Kathoveddøren på Ribe Domkirke. Det synes at have været populært i 1100 tallet.
Til højre: Den Amerikanske fribryder Hulk Logan med sit typiske hængende overskæg.
Fra Sydvestjyske museer og Pinterest.

I de 28 år, der var gået siden Svend Estridsens død, havde stormændene konsekvent valgt den ældste af den gamle konges sønner som konger, den ene efter den anden, således som de og sønnerne havde svoret på Svends foranledning i hans sidste år. Sandsynligvis frygtede de det kaos, som kunne opstå på grund af rivalisering mellem Svends mange talentfulde og ambitiøse sønner, hvis de fraveg dette princip.

Niels regerede Danmark i 30 år, fra 1104 til 1134, det meste af tiden i fred, frihed og velstand. Men i Januar 1131 brød Helvede løs - netop på grund af den rivalisering mellem kongsemner, som stormændene havde frygtet.

Hans søn, Magnus den Stærke, dræbte Erik Ejegods søn, Knud Lavard, i Haraldsted Skov. Både Magnus og Knud var lovende unge mænd, elsket af folket, men de var også meget ambitiøse, og drabet startede den borgerkrig, som effektivt skulle vare indtil Knud Lavards søn satte sig til rette på tronen i 1157 som Valdemar den Store.
Kongeslægter eller dynastier gennem Danmarks historie
Kongeslægter eller dynastier gennem Danmarks historie. Undtagen Magnus den Gode nedstammer alle konger fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en stor del af Jylland i 917. Men det giver et godt overblik at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i overskuelige afsnit.
Knytlingeslægten fik sit navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes Knud 1. og var sandsynligvis Gorm den Gamles fader. Magnus den Gode i 1047 var søn af den Norske Olav den Hellige; hans regeringstid danner en overgangsperiode til Svend Estridsen, hans sønner og sønnesønners regeringstid.
De stridende konger, Svend, Knud og Valdemar i 1157, var alle sønnesønners sønner af Svend Estridsen; deres tid fremstår som et interregnum til Valdemarernes æra.
Mange historikere, sandsynligvis de fleste, medregner kun Valdemar 1. den Store, hans søn Knud 6. og Valdemar 2. Sejr til Valdemarerne. Men man kan ikke have patent på en sådan definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at medtage deres direkte mandlige efterkommere - inkluderet Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2. som var den sidste konge før tiden uden konge i 1340.
Valdemar 4. Atterdag var ikke konge af Kalmarunionen, men det blev hans barnebarn Oluf, og Valdemars datter Margrete 1. var dronning af den Skandinaviske Union. Man kan sige - med lidt god vilje - at Valdemar Atterdag genrejste Danmark og skabte således grundlaget for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De tidlige Oldenborger konger var også Unions-konger, men imidlertid kun i korte perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde i 1536 repræsenterer et vigtigt vendepunkt i Danmarks historie. Som en følge af Den Lutherske Reformation satte kongerne sig i besiddelse af den trediedel af Danmarks landbrugsjord, som tilhørte kirken. Denne enorme rigdom gjorde det muligt at overvinde den gamle adel og oprette enevælden, som var en vigtig årsag til Danmarks historiske nedgang. I 1848 blev en demokratisk grundlov indført uden voldelige episoder.
Med den barnløse Frederik 7. uddøde den Oldenborgske linie i 1863. Tronen blev derefter overdraget til Christian 9. af Glucksborg.

Svend Estridsen blev efterfulgt fem af sine sønner og derefter en sønnesøn og en søn af Erik Ejegods datter Svend Estridsen blev efterfulgt som konge af fem af sine mange sønner, den ene efter den anden. Efter dem kom Erik Emmune, som var søn af Erik Ejegod, og Erik Lam, der var søn af Ragnhild, der var en datter af Erik Ejegod. Det var således Erik Ejegod, som førte Gorm den Gamles og Svend Estridsens slægt videre som konger til de kommende generationer.

Niels den Gamle

Oprindeligt har han sikkert heddet Niklas eller Nikles. Ælnoth kalder ham Nicolaus. Først i løbet af den senere middelalder blev navnet afrundet til Niels.

Det var Svend Aggesen, som gav Niels tilnavnet "den Gamle": "Nu fulgte broderen Niels, som man gerne kaldte den Gamle, fordi han i over 30 år sad på Danmarks trone." Men en anden forklaring på tilnavnet kan være at der var to konger, og Niels var den ældre af dem. Ganske som det i nogle kilder siges at Harald Blåtand var medkonge med sin fader Gorm i lang tid, og derfor blev faderen kaldt Gorm den Gamle, da han var den ældre af de to konger.

Svend Estridsen døde i april 1076, derfor må hans søn Niels være født senest i dette år, sandsynligvis nogle år før.

Sværd fra 1100 tallet
Sværd fra 1100 tallet. Foroven fra Kolindsund vest for Grenå, i midten og nederst fra Dragtrup ved Søborg Sø. Bemærk den typiske skivekanp på håndtaget (kontravægt). Sværdene var oprindeligt omkring 90 cm lange, de tveæggede klinger bærer spor af inskriptioner med sølvindlægning. Sværdet i midten har inskriptionen IN NOMINE DOMINE, I Guds navn. Foto krigsvidenskab.dk.

Niels meldte sig frivilligt til at træde i sin broder Oluf Hungers sted som gidsel i Flandern i 1086. Det er svært at forestille sig en 10-årig dreng som sådan et gidsel, vi tænker at han må mindst have været en ung mand på måske 16-18 år, hvilket medfører at han aller-senest kan være født i 1069 - nogle mener 1065 - og derfor må han have været omkring 35-39 år gammel, da han blev valgt til konge i 1104.

Saxo roser Niels' for hans ansvarlighed, ved at han indvilligede i at stille sig selv som gidsel i Flandern i stedet for sin broder Oluf: "For at få ham tilbage, så han kunne overtage riget, måtte de gå ind på at udrede en sum penge og stille Niels, der var både hans og Knuds broder, som gidsel for hans løsladelse. Det var jo ikke noget ringe vidnesbyrd om broderkærlighed."

Erik Ejegods sønner
Erik Ejegods tre sønner. Harald Kesja var den ældste. Knud Lavard var født indenfor ægteskab, hvad der fik stadig øget betydning op gennem middelalderen. Erik Emune fik han med en mindre fornem elskerinde. Stormændene skubbede alle tre til side til fordel for Niels og princippet om at Svend Estridsens sønner skulle arve tronen efter alder.

Roskildekrøniken karakteriserer Niels som en mild og føjelig personlighed, der ikke var egnet til konge: "Da hans død (Erik Ejegods) rygtedes, tog Danerne hans broder Nils til konge; han var en godmodig og enfoldig mand, men ingenlunde skikket til at herske". Den bliver fulgt op af Knud Lavards Helgenlevned: "Den svage kong Nils stillede han helt i skygge".

Man kan sige at Kong Niels fra starten burde have grebet fat om Knud Lavards dobbeltrolle som Dansk grænsejarl og kejserlig hertug samtidig, og ikke ventet indtil problemet havde vokset sig stort. Niels har formentlig været blødhjertet ganske som sin berømte forfader, Svend Estridsen.

Men, han må bedømmes på sine gerninger. Niels regerede Danmark i 30 år, hvoraf de første 26 år hovedsageligt var i fred, frihed og velstand. Derfor må vi tro at han var en god konge, som imidlertid blev indhentet af skæbnen i form af den borgerkrig, som startede med det ulykkelige drab på hans nevø, Knud Lavard, i Haraldsted Skov i 1131.

Barnemordet i Betlehem på Broddetorp alteret
Barnemordet i Betlehem på det gyldne alter i Broddetorp. Sværdene er af samme type som ovenfor. Foto Szilas/gallery Wikimedia Commons.

Saxo, som skrev sin berømte Danmarkshistorie blot et halvt århundrede senere, fortæller, at både hans egen far og farfar havde tjent som krigere under den myrdede Knud Lavards søn, kong Valdemar den Store. Men alligevel fordømmer han ikke Niels som en svag eller dårlig konge. Tværtimod priser han kong Niels' venlighed og uselviskhed: "Da Niels var kommen på tronen, var det så langt fra, at han forfaldt til hovmod, at han tværtimod ikke opgav noget af sin fordums venlighed, men i alle måder blev ved med med at føre sig op, som han hidtil havde haft for skik, thi han lod ikke sit sind forandre af den medgang, han havde, og ville ikke have ord for at lempe sit væsen efter sin lykke, men hellere for at lempe sin lykke efter sit væsen. For ikke at bebyrde landet med en kostbar hird og store udgifter nøjedes han til daglig med en vagt af kun seks eller syv mand for blot at være sikker for tyve og røvere, og den pragt, han udfoldede som konge, overskred ikke, hvad der svarede til hans hirds størrelse."

Også Ælnoth, som var en samtidig med kong Niels, priser hans venlighed, visdom og tålmodighed: "Som Eders Højheds hulde mildhed er den frække, uforstandige og afsindige til afsky, således hædres den af enhver rettænkende og rethandlende mand, ikke blot i ydre lovtale, men også med skyldig ærefrygt, i det han med takt og skønsomhed tager hensyn såvel til det nærværende som til det kommende."

Knud holder stigbøjlen for kong Niels
Knud Lavard blev indstævnet på tinge for uretmæssigt at have tilegnet sig kongenavn. Da kong Niels ankom til tinget modtog Knud ham ærbødigt på Tysk vis ved at gå ham i møde uden kappe og ærbødigt holde stigbøjlen for ham. Tegning Louis Moe.

I Saxos beskrivelse af mødet på tinge mellem kong Niels og Knud Lavard, der var anklaget for uretmæssigt at have tiltaget sig kongenavn, tiltaler Knud kong Niels således: "De handler syndigt, Fader, som ophidser Jer, der ellers er så sindig" - "Det smerter mig i høj grad at se Eders ellers så uforstyrrelige sindsro bragt i oprør af en hidsighed, som ellers ligger Jer så fjernt, så at I så at sige er helt ude af Jer selv."

Kong Niels havde en stærk fysik. Han deltog aktivt i slaget ved Fodevig i 1134. Dette år må han have været omkring 65 år gammel, og han var stadig i stand til at ride og føre våben.

Knud Lavard

En anden meget vigtig person i de skæbnesvangre begivenheder i første halvdel af 1100-tallet var Knud Lavard, Erik Ejegods søn med sin dronning Bodil.

Robert af Elys helgenskildring fra omkring 1135 fortæller at Knud Lavard blev født i Roskilde på Skt. Gregors dag - som er 12. marts - i faderens første kongetid. Hvis Knytlinge Saga taler sandt, kan han være født i 1097, idet Erik først skulle føre krig i Venden, hvor han fandt dronning Bodil, og dernæst skulle hun udstå de obligatoriske ni måneder.

Kalkmaleri som forestiller Knud Lavard i Vigersted Kirke ved Ringsted
Kalkmaleri som forestiller Knud Lavard i Vigersted Kirke ved Ringsted. Under sin søn Valdemar Sejrs regering blev Knud Lavard ophøjet til helgen, således at der nu var to Danske helgener, som begge hed Knud, nemlig Knud Konge og Knud Hertug.

Da forældrene drog til det Hellige Land i 1103, kan han således have været omkring 6 år gammel. Saxo fortæller at Knuds fader satte ham i pleje hos Skjalm Hvide på Sjælland, og han blev opfostret der: "(Skjalm Hvide) overdrog han at opfostre Knud", og "Da Skjalm Hvides sønner, som stod på en såre fortrolig fod med Knud, fordi de var bleven opfostrede sammen."

Helmolds Venderkrønike fortæller at Knud opholdt sig flere år ved Kejser Lothars hof: "Da Knud var ved at være voksen frygtede han for at han let kunne blive offer for sin farbrors efterstræbelser, og derfor rejste han til kejser Lothar og blev hos ham i mange dage eller år, og man viste ham fuld ære, som det sømmede sig hans kongelige byrd." Det lyder meget sandsynligt, da han var glad for alt, hvad der var Tysk. Hvis Knytlinge Saga taler sandt, var han endog - gennem sin moder Bodil - i famlie med kejser Lothar. Men hvornår han forlod Sjælland for at rejse til kejserens hof, og hvornår han kom tilbage, står hen i det uvisse.

Kejser Lothar var barnløs. Helmold fortæller at budskabet om Knuds død gjorde stort indtryk på kejseren og hans hustru: "Ti ved jobsposten om Kanuts død blev kejser Lothar og hans hustru Rikenza grebne af såre stor kummer, efterdi den slagne havde knyttet sig til kejseren og Riget med så stor velvilje.

På et tidspunkt i Niels' regeringstid - mange historikere er enige om at det var i 1113 - led den Danske ledinghær et ydmygende nederlag til en Vendisk hær ledet af Henrik Godskalksøn i et slag ved Lutke ved Østersøkysten mellem Kiel og Lubeck, fordi Jarlen i Slesvig havde taget mod bestikkelse og ikke kom med rytteriet, som han var bleven pålagt. Jarl Ejlif blev afsat og dømt for forræderi.

Men nu manglede kong Niels en jarl i Slesvig til at vogte Danmarks sydgrænse. Saxo antyder at der gik nogen tid, inden der blev udpeget en ny jarl. Valget faldt på hans brodersøn Knud, der da må have været omkring 18-19 år gammel.

Knud Lavards grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted
Knud Lavards grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Først i 1168 blev han af pave Alexander 3. ophøjet til katolsk helgen.

Knud var hertug af Slesvig, som han kaldte sig selv, i omkring 26 år, indtil sin død i 1141 i Haraldsted Skov.

Knud Lavard var gift med Ingeborg af Novgorod. Sammen fik de tre døtre og en søn, som imidlertid først blev født efter hans død. Døtrene hed Kirsten, Margrethe og Katrine og sønnen fik navnet Valdemar efter Ingeborgs farfar Vladimir, storfyrste af Kiev.

Den unge Knud var efter alt at dømme en intelligent og beslutsom ung mand. Så snart han fik ansvaret for forsvaret af Danmarks sydgrænse, lod han volde og palisader i byen Slesvig, ved indsejlingen til Slien og i Danevirke sætte i stand, og han angreb overraskende de Vendiske stammer med hurtige rytter-raids.

Helmolds Venderkrønike fortæller at Knud skabte fred i landet: "Og den fredselskende mand begyndte med at skaffe ro i landet, og han fjernede omstrejfende mænd. Han gjorde især folkene i Slesvig meget godt. Men det skete at nogle røvere blev pågrebet ude på heden mellem Sli og Ejder, og de blev ført frem for Knud. Da han havde dømt dem til at hænges, råbte en af dem, der ville redde sit liv, at han var i slægt med ham, og var en efterkommer af danske konger. Til ham sagde Knud, Det ville sandelig være skændigt at behandle vor slægtning som vi behandler andre. Vi må ophøje ham frem for de andre. Og han befalede at de skulle hænge ham i en høj skibsmast."

Knud var glad for utraditionelle strategier, titler og klædedragter. Han foretrak at bruge den Tyske titel, Hertug, istedet for den gamle Danske titel, Jarl. Han forklarede kong Niels: "Mine mænd kalder mig Lavard eller herre, ikke konge". Lavard har den samme betydning som det Engelske Lord, det betyder herren eller brødgiveren.

Han var utvivlsomt venlig, selvbevidst, hurtig i replikken og sikkert en smuk mand. Men alle mænd rivaliserer om kvinders kærlighed, og den slags bliver ikke tilgivet så nemt. Som Saxo skriver: De der i nogen måde var Magnus' pårørende, misundte Knud hans lykke, thi intet optænder mere misundelsen imod en, man regner for sin ligemand, end at han overgår en selv i dyder."

Henrik Skadelår spotter Knud Lavards dragt
Henrik Skadelår spotter Knud Lavards dragt ved Magnus og Richitzas bryllup på Riberhus. Tegning Louis Moe.

Saxo fortæller at da Niels' søn, Magnus den Stærke, holdt bryllup med den Polske prinsesse Richitza på Riberhus, havde Knud en ordveksling med sin fætter Henrik Skadelår: "Da Knud indfandt sig der klædt på Saxisk vis og prægtigere end nogen anden, så Henrik, som ikke kunne udstå udenlandsk pragt, skævt til ham og yppede klammeri med ham. Purpurklæder beskyttede ikke mod sværd, sagde han, hvortil Knud svarede, at de beskyttede lige så godt som en lammeskindskofte". Henriks tilnavn "Skadelår" kom af at han var halt som sin farfar, Svend Estridsen, og også dennes farfar, Thorgils Sprakeleg.

Nogen tid efter løb Henrik Skadelårs hustru bort med en ung elsker. Han fandt hende i Aalborg og tilgav hende. Elskeren undslap, men Henrik var helt overbevidst om at Knud stod bag hele affæren. Saxo fortæller: "I de samme dage rømte Henrik Svendsøns hustru, som havde fattet den største lede til samlivet med sin mand, en nat forklædt fra ham. Det hedder sig, at en ung mand, som ved sin tjenstvillighed havde vundet hendes højeste gunst, snildelig havde forstået at få hende til at skænke ham sin kærlighed og så, for at de ikke skulle komme galt af sted, havde forlokket hende til at klæde sig i mandsklæder og hemmelig bortført hende. Manden fulgte hendes spor og traf hende i Aalborg i hendes sædvanlige klæder; hendes elsker slap bort, og så førte han hende hjem igen. Han troede imidlertid, at Knud hemmeligt stod bag ved denne skammelige gerning og nærede siden lønligt nag til ham, skønt han var ganske uskyldig i den." Henrik Skadelår fik senere en hovedrolle i den sammensværgelse, som kostede Knud livet i Haraldsted Skov. Han faldt i slaget ved Fodevig.

Syd for Slesvig og Ejderen boede den Vendiske stamme Abodritterne ledet af kong Henrik Godskalksøn. Han var søn af kong Godskalk og Svend Estridsens datter Sigrid; Henrik Godskalksøn var således Knud Lavards fætter. Kong Henrik hævdede at han ikke havde fået sin mødrene-arv, og krævede at få den udbetalt af Kong Niels. Af denne grund truede hans piratskibe bestandigt de Danske kyster. Saxo skriver: "Landet imellem Elben og Slesvig hærgede Henrik således, at det lå helt udyrket hen."

Henrik Godskalksøn flygter da Knud Lavard overrasker ham i hans befæstede by
Henrik Godskalksøn flygter da Knud Lavard overrasker ham med et hurtigt kavaleri-raid. Tegning Louis Moe.

Saxo fortæller at: "Straks efter, at Knud havde overtaget statholderskabet, skikkede han sendemænd til Henrik med den besked, at han gerne ville slutte fred med ham, når han ville erstatte den skade, han havde gjort Jylland, og give det bytte, han havde taget, tilbage." - "Da sendemændene var dragne bort, samlede han, som om han på forhånd vidste, hvilket Svar han ville få, ikke blot sine egne folk, men også de af hans naboers." Da Knud havde modtaget det negative svar: - "gav han sig straks samme nat på vej i største hast, men så stille som muligt, afholdt sig fra al hærgen og plyndring, for at det ikke skulle spørges, at han var undervejs, og nåede ved daggry til den befæstede stad, hvor Henrik opholdt sig. Denne, der ikke var belavet på så pludseligt et angreb, fik hverken grebet til våben eller truffet andre anstalter til sit forsvar." Det lykkedes dog Henrik at flygte. "Knud hærgede nu først den befæstede by og derefter hele omegnen. Og han kom igen for anden gang med friske stridskræfter og for frem med ild og sværd i hele Venden."

Efter nogen tid kom de to fætre til forståelse og sluttede forlig. Knud udvirkede at Henrik fik udbetalt sin arv, og Henrik besluttede at Knud: "skulde arve Venden efter ham, og det beseglede han med sin ed. Dette gjorde han også af den grund, at han var bange for, at hans sønners kræfter ikke skulle slå til at føre krig med tyskerne, som i høj grad plagede Venden, og han hellere - ville indsætte en mand af prøvet tapperhed til sin arving."

Stridsøkse fra 1100 tallet
Stridsøkse fra 1100 tallet. Øksen var stadig et populært våben i Danmarks, som den havde været det i vikingetiden. Foto krigsvidenskab.dk

I sin Vender Krønike minder Helmold os dog om at Venden var et kejserligt len, og at herskeren der skulle sværge troskab mod Kejseren: "Han kom nu til at tænke på at pladsen som Vendernes fyrste stod tom. Henrik var jo død, og hans sønner var borte. Så opsøgte han kejser Lothar og købte Obodriternes rige for mange penge, al den magt som Henrik havde haft. Og kejseren satte en krone på hans hoved for at gøre ham til Obodriternes konge, og viste ham stor ære."

Det bliver bekræftet af Saxo: "Da Venden stod under Kejserens overhøjhed, opfordrede han ham nu til at søge at vinde hans gunst, som det meget kom an på, og Knud sendte da Kejseren som gave en hest, som han havde ladet sko med guld, idet han således gjorde sin gave, der i og for sig var al ære værd, endnu mere værdifuld ved de sjældne hestesko."

Knud Lavard havde to herrer, hvoraf kun den ene var den Danske konge - den anden var kejseren. Det kan have været dette, som plagede kong Niels og hans søn Magnus den Stærke og førte til drabet i Haraldsted Skov.

Niels som Konge af Danmark

Kong Niels' krigshær
Kong Niels' krigshær. Tegning Louis Moe.

Saxo fortæller udtrykkeligt at Niels blev valgt på Isøre Ting i 1104: "Der blev nu holdt almindeligt landsting ved Isøre, og der blev kronen tilkendt Ubbe, fordi han var ældst. Niels, som man troede ville blive fortrydelig herover, godkendte overmåde veltilfreds tingets valg, thi det havde bestandig været skik blandt Svend Estridsens sønner, at de afløste hverandre på tronen, efter som de var gamle til, så den gik i arv fra den ældre til den yngre."

Niels den Gamle
Mindesten over kong Niels og Harald Hen på Langesøvej i Isøre. Teksten lyder: "På Isøre Ting kåredes Harald Hen år 1076 og Niels år 1104". Foto Elgård 2011 Wikimedia Commons.

Men Ubbe afviste at påtage sig kongegerningen: "Ubbe havde imidlertid ikke store tanker om sin egen dygtighed, og i erkendelse af sine ringe evner værgede han sig ved at tage så tung en byrde på sine skuldre og forsikrede, at broderen, der var meget mere opvakt, var den værdigste til at overtage det hverv." Derefter valgte stormændene Niels som konge, og sandsynligvis blev han efterfølgende efter gammel skik hyldet på landstingene.

Robert af Elgin fra Skotland hævder i en Knud Lavard helgen-beskrivelse, som blev forfattet før Saxos tid at Niels vandt kronen ved bestikkelse. Det dækker sikkert over at Niels og Ubbe på forhånd havde aftalt, hvem af dem, som skulle være konge.

Henrik Godskalksøn var konge i det vestlige Venden, han var søn af Venderen Godskalk og Svend Estridsens datter Sigrid. Han mente at Niels havde nægtet ham hans mødrene arv, og derfor førte han krig mod Danskerne og plyndrede langs kysterne. For at lægge en dæmper på ham udbød kong Niels leding i 1113 og gik i land i Lütke i Wagrien mellem Kiel og Lübeck.

Grænsejarlen i Slesvig, Ejlif, havde fået befaling om at møde ham med rytteriet; men han havde modtaget penge af Henrik og sendte blot en budbringer med undskyldninger.
Korstog mod de hedenske Vendere
Korstog mod de hedenske Venderne i 1147, polsk historiemaleri af Wojciech Gerson. Wikipedia.

Niels måtte derfor tage Kampen op med Venderne med fodfolk alene, hvilket viste sig at være vanskeligt - slaget udviklede sig til en katastrofe. Saxo skriver: "De fløj omkring hid og did, angreb snart Danskerne forfra og snart i flanken og plagede deres fjender ved at angribe dem fra siden med deres kastespyd" - "idet de undgik at blive angrebne af Danskerne." Danskerne forskandsede sig på en nærliggende høj og tilbragte natten der. Næste dag prøvede de igen deres krigslykke på sletten med samme resultat. Harald Kesja måtte bæres bort på et skjold, hårdt såret, Knud Lavard blev såret, så han ikke kunne gå. Da mørket faldt på, trak Danskerne sig igen tilbage til højen efter en dags forgæves kampe. Næste dag begav de sig tilbage til deres skibe. De blev støttet af Skåningerne, som netop ankom, forsinket på grund af dårligt vejr. Den gamle kriger, Saxo, udmaler i detaljer alle de dumheder, som han mener de begik: "De kom uventet til et stort morads, som de måtte over, det varede ikke længe, førend de blev hængende i mudderet." - "Største delen af dem blev stikkende i det bløde mudder og slået ned som kvæg."

De Vendiske ryttere angriber Danskerne i slaget ved Lütke
De Vendiske ryttere angriber Danskerne i slaget ved Lütke. Tegning Louis Moe

Jarlen Ejlif i Slesvig blev dømt for forræderi og frataget sin ejendom. Saxo skriver: "Ejlif, som havde solgt landets velfærd, blev nu af Kongen dømt for sit forræderi, mistede med skam og skændsel ikke blot sit statholderskab, men også sin boeslod." Efter et par år udpegede Niels en ny grænsejarl, nemlig den unge Knud Lavard.

Der var problemer med Vendiske angreb på små øer og langs kysterne. Knud Lavard mistede selv nogle penge, da skibet, som transporterede pengene blev angrebet af Vendere i Store Bælt. Da han blev anklaget for at at have antaget kongenavn, forsvarede han sig: "I kan, landsmænd, dyrke eders kyster, så meget I vil, I kan bygge eders huse så nær ved havet, som I vil; vil I selv sikre kystboerne mod overlast af bølgerne, skal jeg nok sikre jer imod sørøverne."

Allerede i 1117 modtog kong Niels et brev fra paven, som argumenterede for præsters cølibat. Brevet formaner videre kong Niels: "Al magt stammer fra Gud" og "Du skal yde beskyttelse til enker og faderløse, dømme retfærdigt med kraft, og med din magt straffe dem, som sætter sig op derimod, og ikke tillade, at kirkens ejendom forødes ved onde mennesker", fordi "dette et helligbrøde, for hvilket skylden falder tilbage på kongen, og fordi man bør ikke med vold forøde det, som er givet til manges frelse." Et sådant brev til Niels bliver fortolket således at han bliver regnet som en stærk og betydningsfuld konge helt på niveau med sin fader, Svend Estridsen.

Svantevit præst
En Vendisk præst Svantevit afbildet på en sten fra Arkona, i dag i Altenkirchen. Svantevit var krigsguden i slavisk mytologi og fader til alle andre guder. Wikimedia Commons.

På det Første Laterankoncil i Rom i 1123 vedtoges et forbud mod at præster giftede sig. Det kan være dette møde, som de Sjællandske bønder havde hørt om, da de indledte den store strid om præsters cølibat: "I hans dage fandt en stor forfølgelse af præsteskabet sted," skriver Roskilde Krøniken, "I hans kongetids 20. år begyndte nemlig en vis Peder Bodilsøn, efter råd og tilskyndelse af sin kapellan Nothold, der senere blev bisp i Ribe, at rejse det krav til præsterne at de, som havde hustruer, skulle sende dem fra sig, og at de, som ingen havde, aldrig måtte tage sig nogen. Dette krav kunne præsterne ikke stå imod, eftersom bisp Arnold allerede tyngedes af sin høje alder, og var syg; nogle blev lemlæstede, andre dræbte, andre jaget i landflygtighed, og kun få beholdt deres ejendom. - Arnold døde året efter dette bøndernes foretagende." Mange mener at cølibatstriden opstod, fordi bønderne opdagede at det kostede mere at underholde en hel præste-familie end en enkel ugift præst.

Men Niels holdt med præsterne; Roskilde Krøniken fortsætter: "I hans sted satte kong Nils sin søn Magnus' kapellan Peder, som var en oplyst og boglærd mand, samt den mest veltalende og karakterfaste blandt alle de daværende bisper i Danmark. Han antog sig snart præsternes sag mod bønderne." Peder faldt senere i slaget ved Fodevig ved sin konges side.

Som den ældste af Erik Ejegods sønner var Harald Kesja blevet kongelig gift, nemlig med Ragnild Magnusdatter, datter af den norske konge Magnus Barfod. Allerede i sin faders levetid havde han opført en borg nord for Roskilde kaldet Haraldsborg. Her levede han med sin hustru, mange friller, 12 sønner, et ukendt antal døtre og en mængde gods, som han havde samlet fra nær og fjern.

Det centrale billede i Broddetorp alteret
Det centrale billede i Broddetorp alteret i Västergötland fra 1100 tallet . Han har kongekrone og hænger på et slags kors; det må være Jesus, Jordens og Himlens konge. Men det er en Jesus med autoritet, som belærer os om noget, helt anderledes end den afmægtige lidende Jesus på korset, som vi normalt ser. Det er lavet af forgyldt kobber, prydet med bjergkrystaller. Foto Szilas/gallery Wikimedia Commons.

Knud Lavards anden broder, Erik Emune, samlede sit bytte i en forfalden borg, som hed Arnakke, måske syd for Holbæk: "Det bytte, han gjorde, førte han til et ringe og forfaldent sted ved navn Arnakke." skriver Saxo.

Imidlertid, da kongen af Sverige døde, dristede Gøterne sig til at vælge Magnus den Stærke som deres ny Konge. Svearne erklærede Magnus' valg for ugyldigt, idet de erklærede at Gøterne ingen ret havde til at vælge deres egne Konger, og de valgte en ny konge. Saxo skriver: "Denne blev straks efter dræbt af Gøterne, og ved hans død gik herredømmet over til Magnus".

Knud argumenterede overfor kong Niels at hans position som konge over Abodritterne var ganske lig med Magnus' position som Gøternes konge. Imidlertid, Knud havde sin position som len af Kejseren, medens Magnus havde sin position kun efter Gøternes eget valg, og han havde ikke svoret troskab til Svearnes konge; tværtimod, han havde opnået sin stilling på trods af Svearne.

Magnus bejlede til den Polske kongedatter Richitzas, som han blev trolovet med, og gik derefter straks efter i krig mod Venden i samarbejde med hendes fader, Kong Boleslaus. Saxo skriver: "Straks efter sejlede han med en flåde, der var samlet på hans faders befaling, og som stod under hans anførsel, til Venden, hvis Konge Vartislaus i lange tider havde ligget i fejde med Danskerne og Polakkerne. Niels belejrede her først byen Osna og tvang den til at udrede en sum penge for at få ham til at hæve belejringen. Derpå sejlede han til Julin, hvor Kong Boleslaus stødte til ham med en stor hær, og efter at have fået denne forstærkning erobrede han hurtig byen."

Mønt slået af kong Niels
Denne mønt, som kong Niels lod slå i Lund, er det ældste eksempel på reklame for handel. På forsiden ses kongen med en jagtfalk på hånden, på bagsiden ses en tretårnet bygning og foran den en bro. Indskriften PAX POR(tu) betyder "havnefred". Ved således på sine mønter at tilkendegive, at søfolk og handelsmænd kunne nyde tryghed og fred i rigets havne, har kongen ønsket at gavne handelen. På denne mønt er kun kongens navn nævnt. På andre Niels' mønter nævnes foruden kongens også dronningens navn: Margrete. Dette var aldrig set før. Foto årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2015.

Den Vendiske konge Vartislaus indså at det ikke så godt ud for hans rige og bad om forhandlinger. Niels lovede ham frit lejde og inviterede ham ombord på et skib ved Strela, som antages at være Stralsund. Men nogle hirdmænd behandlede ham som en fange "- og det blev ham forment at gå fra borde igen." Men Knud Lavard var en mere moderne ridderlig type: "Dette tog Knud til genmæle imod i rådet og foreholdt indtrængende Kongen, at han ikke burde lytte mere til troløse mænds råd end til, hvad hans egen fornuft bød ham; ved at holde en fjende fangen til trods for givet lejde, berøvede han ikke blot denne friheden, men også sig selv for evige tider al anseelse."

Mordet i Haraldsted Skov

Drabet på Knud Lavard i Haraldsted Skov udløste den borgerkrig som - med pauser ind imellem - varede indtil Valdemar den Stores tronbestigelse i 1131.

Knud Hertug på kalkmaleri i Sct. Bendts Kirke i Ringsted
Knud Hertug på kalkmaleri i Sct. Bendts Kirke i Ringsted

Roskilde Krøniken skriver at dette mord skabte den største splid, som nogensinde havde hærget Danmark: "Men eftersom den gamle fjende altid ligger på lur og altid ser skævt til de retfærdiges gerninger, så udsåede han en så stor tvedragt blandt Danerne, at hverken præsteskab eller menighed har været stedt i større trængsel, lige siden kristendommen slog rod i Danmark. - Magnus, kong Nils' eneste søn, dræbte nemlig, på djævelens tilskyndelse, under en skrømtet fred, kong Eriks søn Knud, der var en kysk og mådeholden mand, udstyret med forstand og veltalenhed og alle gode egenskaber, i det Herrens år."

Svend Aggesen skrev ganske få år efter begivenhederne: "Dette fik vi nu også her at se, idet Knuds søskendebarn Magnus, uden at ænse blod-slægtskabet, indlod sig i en sammensværgelse med Henrik Skadelår, Ubbe, Hagen og nogle andre; havde en sammenkomst med dem i en sal, som om det kunne være et venskabeligt statsspørgsmål det gjaldt, og fattede der den afskyelige plan at myrde Knud. Han indbød til den ende Knud at møde sig uden vidner i skoven tæt ved Haraldsted."

Saxo gør rede for forløbet i flere detaljer:

- "Han (Magnus den Stærke) kaldte dem, som alt tidligere havde sluttet sig til Henrik Skadelår angående dette skændige anslag, til sig og lod dem sværge på, at de ville tie stille med, hvad der blev dem betroet." De ledende personer i sammensværgelsen var Magnus den Stærke, Henrik Skadelår og Hagen Jyde, hvilken sidste trak sig ud, da han forstod, hvad det drejede sig om.

- Sammensværgelsens møder foregik i liggende stilling: "Ved den lejlighed lå de ned på jorden, for at de, i fald deres anslag skulle blive opdaget, trygt kunne gøre deres ed på, at de hverken stående eller siddende havde lagt råd op imod hans liv."

Drabet på Knud Lavard i Haraldsted Skov
Drabet på Knud Lavard i Haraldsted Skov. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder fra 1898.

- Første skridt var at gøre Knud tillidsfuld. Magnus inviterede Knud til julegilde i Roskilde og erklærede at han ville rejse til det Hellige Land og bad Knud tage sig af sit gods og sin familie imens: "Han (Magnus) samlede nemlig en stor del af rigets adel på Sjælland og bød Knud til julegilde hos sig i Roskilde og kom så frem med, at han havde fået lyst til at gøre en pilgrimsfærd, hvorhos han indsatte Knud som sin hustrus og sine børns værge og pålagde ham i alle måder at tage vare på alt, hvad der vedrørte hans hus."

- Dernæst arrangerede Magnus et møde med Knud på et øde sted: "Efter at stormændene havde fejret julen i Roskilde i samfulde fire dage, blev mødet hævet, og Knud og Magnus tilbragte resten af juletiden hver på sit sted." - "Sammensværgelsen aflagde ed på, at de ville være tro og tavse, og lagde så sine krigsfolk i skjul og indrettede baghold på de steder, der ved deres skjulthed egnede sig bedst dertil, og skikkede så en af de sammensvorne, en Tysk sanger, til Knud, som da var gæst i Haraldsted By hos Erik, høvedsmanden over Falster."

- Både Knuds hustru, hans tjener og den Tyske sanger, som kom for at hente ham, advarede Knud, men alt forgæves: "Sangeren, som vidste, at Knud var en stor ynder af Tysk sæd og skik og alt, hvad Tysk var, fik nu imidlertid lyst til at vare ham ad, men da han syntes, at den ed, han havde svoret, lagde en hæmsko på ham, så han ikke turde gøre det åbenlyst, prøvede han på at gøre det på en forblommet måde, idet han delte sin ærlighed således, at han ikke røbede hemmeligheden og dog søgte at frelse den uskyldige Knud. Han gav sig da med flid til at synge den smukke vise om Grimhilds navnkundige forræderi imod sine brødre."

- Da Knud kom til mødestedet undrede han sig over at Magnus var bevæbnet og iført brynje: "Da Knud nu kom ind i Skovbrynet, tog Magnus, som sad på en vindfælde, imod ham med forstilt venlighed og falske kys. Da Knud, idet han omfavnede ham, mærkede, at han var brynjeklædt, spurgte han, hvorfor han var det, og Magnus, som ville skule sit svig, sagde da for at give en grund, at der var en bondemand, hvis hus han ville plyndre."

Knud Lavards Kapel i Haraldsted
Ruinerne af Knud Lavards kapel ligger fem kilometer nord for Ringsted i Haraldsted og det blev gravet fri ved en arkæologisk udgravning i 1883. Det blev bygget omkring 1150. Den kilde, som sprang på hans drabssted er ikke blevet fundet.

- De sammensvorne brød frem fra deres skjulesteder og Magnus dræbte Knud: "Nu gjorde de, som lå i baghold, larm, og Knud så da did og spurgte, hvad de krigsfolk skulle der. Magus svarede, at nu skulle de gøre regnskabet op, om hvem der skulle være Kongens eftermand og råde for riget. Knud sagde, at han ønskede, at hans fader længe måtte glæde sig ved at råde for riget, og at alt måtte føje sig lykkeligt for ham, men det var utidigt at tale om sligt nu, sagde han. Idet han sagde det, sprang Magnus op og greb ham i håret som en slagsbroder, og nu var det jo åbenbart, at der var svig på færde, hvorfor Knud greb til sit sværd og ville drage det, men han havde kun fået det halvt ud af balgen, da Magnus kløvede hans hoved og dræbte ham."

Saxo er ikke nogen objektiv kilde. Han skriver selv at både hans fader og ham selv har tjent Knuds søn, Valdemar, som krigere, og han skildrer uden al tvivl Knud i et så fordelagtig lys som muligt.

Borgerkrigen

Knud Lavards brødre, Erik Emune og Harald Kesja, samt Hagen Jyde og Skjalm Hvides Sønner fremviste Knuds blodige og gennemstukne kjortel på tinge: "De fremviste hans blodige kjortel for almuen. Niels og Magnus holdt sig væk fra tingene," skriver Saxo. "Da Knuds brødre nu begge på tinge havde kæret over deres broders død, blev almuen så bevæget af deres bedrøvelige tale, at den offentlig fældede dom over den, der havde udgydt hans uskyldige blod, og erklærede den fromme Herres banemand fredløs."

De vigtigste slag i den første del af den Danske borgerkrig 1131-1134
De vigtigste slag i den første del af den Danske borgerkrig 1131-1134. Onsild Bro må være en havneby på Østsiden af Jylland, men kan iøvrigt ikke stedfæstes. Måske Vonsild ved Kolding.

Kong Niels måtte love at afbryde enhver forbindelse med sin søn: "Han fik kun lov til at forsvare sig på det vilkår, at han svor at ville sky alt samkvem med Magnus, forvise ham ikke blot fra hoffet, men også fra riget og ikke lade ham komme tilbage, førend folket gav ham lov dertil."

Men efter nogen tid, fortæller Saxo: " - sendte Niels folk over (til Gøteland) at hente Magnus hjem og fornyede således dreven af ugudelig kærlighed det samkvem med ham, som han havde afsvoret." Dette, mente Erik og Harald, gav ham: "Lod og del i mordet, eftersom han brød sin ed, og de fældede nu den samme dom over ham som over hans søn."

Sjællænderne mente at de ikke kunne angribe en konge uden at have en konge til anfører: "- idet de holdt for, at de ikke ville udrette noget, men endogså forfejle deres mål, når de ikke havde en til at stå for styret, og da de helst ville have en konge af den gamle kongeslægt, overdrog de - med forbigåelse af Harald - ledelsen til Erik, der jo hørte til Kongehuset."

Erik drog til Jylland med en sjællandsk bondehær: "Han begav sig først til Jylland med de krigsfolk, han havde opbudt til leding. Da han nu rykkede frem i sluttet slagorden, kom Biskop Thord fra Ribe ham i møde, og med falske og listige ord forsikrede han ham, at kongen var ganske uskyldig, og lovede, at han for fremtiden nok skulle holde sin ed." Efter disse forsikringer slappede Erik og hans mænd af og slog lejr i spredt orden, hvilket Niels udnyttede til at angribe dem og jage dem på flugt. Det tyder ikke på at de udskrevne Sjællandske bønder var meget ivrige efter at kæmpe for ham.

Hjørne figurer på Hasle kirke ved århus.
Hjørne figurer på Hasle kirke ved århus. En mand og en kvinde, måske kirkens stiftere står side om side. Kvindens højre arm, nu næsten ødelagt rækker rundt om hjørnet, og hun holder i den ring som det dyrelignende, menneskelige væsen har i gabet. Måske symboliserer det at kvinden har forbindelse med det dyriske og underjordiske. Foto Lennart Larson.

Dernæst, fortæller Saxo, skrev Erik til Kejser Lothar og: "bad ham om at hævne sin vens død og straffe Magnus for det mord, han havde begået, og søgte så vel ved bønner som ved løfter om at lønne ham derfor at være fælles med ham om krigen."

Kejseren fulgte opfordringen og rykkede mod nord med sin hær, men blev standset ved Danevirke: "Magnus var imidlertid kommen begge fjenderne i forkøbet ved omhyggelig at befæste volden og besætte portene med stærke vagter. Efter nogle dages forløb kom Niels til med en stor hær af Jyder og besatte voldens nordre side med den. Det var så stor en krigsstyrke, at Kejseren var bange for at indlade sig i slag med den, og han turde heller ikke bruge Eriks flåde til at sætte sit mandskab over til byen," fortæller Saxo.

Kejseren svigtede nu Erik: "hvem han havde lovet stadig og sikker bistand, og sluttede den overenskomst med de fjendtlige høvdinger, at han skulle hæve belejringen, imod at Magnus svor det Romerske Rige huldskab og troskab."

Erik sejlede skuffet tilbage til Sjælland.

Imidlertid havde en Jyde ved navn Kristjern, som var Svend Aggesens bedstefader, samlet en stor hær og besluttet sig til at angribe kongen. Men det gik ham dårligt, Saxo skriver: "Imidlertid havde Kristjern holdt slag med Niels, men det gik ham ilde, han led et stort nederlag, blev selv fangen og sat i forvaring i fængslet i Slesvig."

Mand og kvinde som holder hianden om halsen på døbefont i Tryde Kirke
Mand og kvinde som holder hianden om halsen på døbefont i Tryde Kirke nord for Ystad i Skåne. Foto Lennart Larson.

Svend Aggesen har lidt flere oplysninger om dette slag: "Det første slag de holdt med hinanden, stod ved Nonnebjerg (måske ved Skanderborg); her vandt Niels og fangede i samme slag min bedstefader Christjern, som han lod slutte i jern og sende bort i forvaring til et kastel tæt ved Slesvig." Aggesen fortæller at dette var det første større slag, som krigens parter holdt mod hinanden. Han må vide det, da Kristjern var hans bedstefader, og hans fader var også med i krigen på Eriks side. Da han betegner det følgende slag som en træfning - altså et mindre slag - må vi tro at slaget ved Nonnebjerg var et afgørende slag, krigens vendepunkt - Borgerkrigens Stalingrad.

I det følgende slag var Erik nær ved at blive taget til fange, men blev reddet af Harald Kesjas tapre søn, Bjørn Jernside, og Aggesens fader, Aage, som holdt fjenden tilbage på en bro, og derved gav Erik mulighed for at undslippe til sit skib: "Sidenhen blev der leveret en træfning tæt ved Onsild Bro (Ukendt havneby); det var et hidsigt slag, men Niels' parti gik atter der af med sejren, så Erik og hans hær måtte vende ryg, og nær var han selv ved at blive gjort til fange, havde ikke Bjørn, af sin navnkundige tapperhed kaldet Jernside, tilligemed min fader Aage - havde de ikke gjort, hvad de gjorde. Begge disse to mænd stillede sig nemlig midt på broen, hvor de rejste en kraftig modstand" - "Heller ikke veg de af pletten, trods deres mange sår, før Kongen havde fået tid til at redde sig og komme ombord. fluks ilede de efter ham og fulgte med over til Skåne."

Pansret rytter i Lem Kirke i Salling
Pansret rytter i muren i Lem Kirke i Salling. Foto Pinterest.

Men til søs led Magnus et alvorligt nederlag ved Sejrø: "Magnus satte han over flåden og bød ham drage imod Erik. Denne var imidlertid allerede kommen til Sejerø og havde lagt til land der. Det vidste Magnus ikke noget om, da han sejlede fra Aarhus; god bør havde han, men ilde gik det ham. Hans flåde sejlede spredt og uden orden, nogle af skibene forud for de andre." - "men (Erik) angreb skibene enkeltvis efterhånden, som de kom sejlende, og slog mandskabet ihjel. Da Magnus langt borte blev var, hvilken fare der var på færde, lod han straks sejlene på sit skib tage ned og foretrak at kaste anker frem for at sejle videre, hvorhos han lod blæse i luren for at kalde sin spredte flåde sammen." - "Da Jyderne så, at de hverken kunne gøre sig håb om at sejre eller om at slippe bort, ville de først og fremmest sørge for deres høvdings frelse, før end de tænkte på deres egen, og det gjorde de da også med fare for sig selv, thi de brød ind på den fjendtlige flåde, hvor den var tættest, og søgte at hjælpe den slagne Magnus til at flygte bort, da de ikke kunne skaffe ham sejr."

Derefter skiftede Harald Kesja side og gik over til Magnus og Niels, som: "som hemmelig lokkede for ham med løfter."

Det var på Sjælland og øerne at Erik havde sine støtter. Harald forstærkede forsvaret af sin borg Haraldsborg ved Roskilde. Han blev hurtigt belejret af Erik Emune, som imidlertid ikke umiddelbart kunne indtage borgen, men Saxo fortæller: "Da Erik med en stor skare Sjællændere havde indesluttet denne borg og belejrede den, men så, at hans bestræbelser strandede på murens fasthed, tyede han til nogle Tyskere, der boede i Roskilde, og lærte af dem at betjene sig af blider," - "thi Danskerne var endnu temmelig ukyndige i krigsvæsen og forstod sig ikke synderlig på at bruge den slags indretninger."

Ved hjælp af bliderne lykkedes det Erik at nedbryde Haraldsborgs mure. Men Harald Kesja og hans mænd undslap ved hjælp af list: "Nu blev der røre i hele lejren, men han sporede sin hest af al magt og lod snedigt sine Folk råbe, at de skulle stoppe Harald, så fjenderne troede, at det ikke var Harald, men en, der forfulgte ham." Derefter sluttede Harald sig til Niels i Jylland.

Virkning af Emunes blidekast mod Haraldsborg
Virkningen af Erik Emunes blidekast mod Haraldsborg. Tegning Louis Moe.

Niels, Magnus og Harald invaderede Sjælland og førte derved krigen ind på Eriks territorium, hvor en stor del af folket allerede støttede dem. De slog Erik i et stort slag ved Værebro i Nordsjælland. Roskildekrøniken skriver: "Men i det 3. år drog kong Nils til Sælland med 100 skibe, og da den største del af folket tillige med bisp Peder var Nils god, måtte Erik flygte ved det første sammenstød, efter at det var kommet til kamp ved Værebro."

Helmolds Vender Krønike skriver at Erik Emune flygtede til Slesvig: "Omsider måtte han vende Danien ryggen og flygtede til byen Sleswik. Og Sleswikerne havde ikke glemt de velgerninger, Kanut havde vist dem; de tog vel imod Herik, så de var rede til at lide død og landsforvisning for ham. Thi bød Nikolaus og hans søn Magnus hele Danernes folk at drage ned for at stride mod Sleswik, og angrebets vælde oversteg alle rimelige grænser. Tilmed var den sø, som ligger ved byen, tilfrossen, så man kunne rykke frem over den; og staden blev således angreben både fra søsiden og fra landsiden. Sleswikerne sendte da bud til grev Adolf og bød ham hundrede mark, hvis han vilde komme byen til hjælp med Nordalbingernes folk. Men Magnus bød ham for sit vedkommende en lige så stor sum, for at han skulle holde sig udenfor striden."

Men udsigten til stort bytte fik alligevel grev Adolf til at gå ind i krigen: "Derfor trak grev Adolf en hær sammen, gik over floden Egdora og besluttede at slå sig til ro der en kort tid, indtil hele hæren kunne give møde, for at man da med yderste forsigtighed kunne rykke ind i fjendens land. Men det byttelystne mandskab var ikke til at styre; de satte afsted i en sådan fart, at bagtroppen endnu næppe havde nået floden Egdora, da fortroppen allerede indtraf ved Thievelakrattet."

Kort som viser Fodevig
Kort som viser Fodevig ved Store Hammer ved Skanør Falsterbo. Idag er Fotevik meget lavvandet. Man kan tro at Niels og Magnus brugte den gamle vikinge taktik med at gå i land på en tange, således at der blev en kort front at holde under den kritiske udskibningsproces. Tegning Fotevikens Museum..

Det gik Grev Adolf dårligt: "Da Magnus derfor havde erfaret, at greven nærmede sig, valgte han tusind panserklædte af sin hær, drog med dem ud imod den stridsmagt, som var kommen fra Holtsatien, og indlod sig i slag med den. Her blev greven slået på flugt, og Nordalbingerne led et såre stort nederlag; men greven selv tillige med alle dem, som var undkomne fra slaget, trak sig tilbage over Egdora og bjergede således livet."

Vinteren var meget hård dette år og Helmold beretter videre at det ikke lykkedes Magnus indtage den oprørske by, og Erik undslap til Skåne: "Efter sin sejr tog Magnus igen fat på at angribe byen, men hans anstrengelser var frugtesløse; thi hverken byen eller fjenden kom i hans magt. Med vinterens strenghed blev også hans angreb svagere, så Herik slap bort og nåede til kysten af Skonien, hvor han alle vegne førte klage over mordet på sin uskyldige broder og over sine egne genvordigheder."

Erik mistede fuldstændig fodfæste i Danmark, og han flygtede til Norge med sin familie, idet han mente at hans familiebånd til Norge ville sikre hans ophold der. Hans hustru Malmfried havde været gift med den afholdte Norske konge Sigurd Jorsalfar, og hans niece, Christine, var gift med Sigurds søn, kong Magnus, som senere skulle få tilnavnet "den Blinde". Saxo skriver: "Erik blev overvunden af ham i et stort slag ved Værebro og tyede, stolende på det svogerskab, der var imellem dem, på Kong Magnus tillige med sin hustru, som i sin tid havde været dronning i Norge, og sin lille søn Svend, som han havde avlet med en slegfred. Magnus tog straks høvisk og gæstfrit imod ham, men viste sig snart falsk og svigefuld."

Men Kong Niels tilbød den Norske kong Magnus penge for at ombringe Erik: "Imidlertid besluttede Niels at blive sin medbejler kvit ved list og bød Kong Magnus i Norge penge for at tage ham af dage. Magnus, der var mere pengegrisk end nogen stimand, blev fra Eriks gæsteven forvandlet til hans fjende."

Men, fortæller Saxo, kong Magnus' dronning Christine, som var Knud Lavards mindreårige datter, røbede planen til sin onkel Erik: "Erik fik imidlertid af sin broderdatter dronningen nys om, at der stak svig bag venligheden, og han lod da sine venner på Lolland vide, hvad Kongen pønsede på, og bad dem om at hjælpe sig. Det var Lollikerne ikke sene til; de sejlede til Norge med et eneste skib og sendte hemmelig bud til Erik om, at de var komne."

Rytter relief i Sattrup Kirke
Rytter relief fra begyndelsen 1100 tallet i Satrup Kirke mellem Flensborg og Slesvig. Rytteren har en solid sadel og stigbøjler. Han er bevæbnet med lanse og sværd og iført hjelm og formentlig rustning.

På den aftalte dag drak Erik og en præst fangevogterne fulde: "Da han vidste, at Nordmændenes største fornøjelse er at drikke tæt, mente han, at han kunne narre sine bevogtere ved at drikke dem fulde. Han gjorde derfor gilde for dem og søgte ved flittig at drikke dem til at få dem til at opgive deres ædruelighed og drikke sig en rus, og for yderligere at anspore deres drikkelyst fik han dem til imellem bægrene at spille terninger. Han spillede om penge med nogle af dem, og selv når han gjorde heldige kast, lod han med vilje, som han var helt dvask til spillet, for at hans medspillere ved stadig at vinde skulle lade sig lokke til ret at slå gækken løs og blive ved at spille. Omsider lod han, som om han var træt af at våge længere, og gik fra dem for at lægge sig, men han lod en præst, der havde fulgt ham i hans landflygtighed, blive tilbage som sin stedfortræder ved spillet.

Da fangevogterne var faldet i tryg søvn, brød Erik hul i ydermuren i sit rum og sammen med sin familie og nogle tjenere flygtede han ned til stranden. Her fandt han en del skibe, som han lod bore hul i bunden. Derefter gik han ombord i skibet fra Lolland og sejlede væk.

Erik Emune sejlede til Lolland: "Men Erik sejlede til sit trofaste Lolland, hvor han lod Ubbe, som Niels havde sat til høvedsmand over Småøerne, gribe og hænge og således gav tydeligt vidnesbyrd om, at han var kommen igen."

Som en Robin Hood stjal han det forråd, som var blevet samlet til kong Niels' julegilde, som var planlagt til at blive holdt i Skåne: " - drog han, før end han var kommen did, over til Skåne og bemægtigede sig alt, hvad der var skaffet til veje til Kongens gilde." Måske manglede Erik virkelig mad.

Rekonstruktion af skib fra 1100 tallet
Rekonstruktion af vrag fundet ved Falsterbo, som er dateret til omkring år 1100. Skibet er 13,5 m. langt og 4,5 m. bredt. Det ville tage virkelig mange ture med den slags skibe at overføre en hær af 300 ryttere inklusive deres heste fra Tyskland til Skåne.

Den følgende sommer i det skæbnesvangre år 1134 udbød kong Niels leding i hele landet indbefattet Skåne, sikkert med den hensigt at rydde endeligt op i Skåne. Hæren gik i land ved "en bugt, som almindelig kaldes Fodevig". Roskilde Krøniken fortæller: "Anden helligdag (Anden Pinsedag) gik da mandskabet uforsigtigt i land, og uden at ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig imod dem med sin hær og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab."

Niels' ledingopbud blev fuldstændig løbet over ende af en hær af ryttere, som - ifølge mange historikere - talte 300 mand. Vi kan tænke at den store ledinghær blev angrebet under udskibningen, inden den var kommet helt i orden. Saxo giver flere detaljer om slaget: "han (Niels) stillede sin hær i slagorden tæt ved strandbredden, og således blev han stående en liden stund, til Erik rykkede frem; men da han langt borte fra så hestene hvirvle støvet op med deres hove ligesom en sky, trak han sig lidt efter lidt tilbage til sine skibe, og da han hørte gnyet af de fremrykkende ryttere, gav han sig på flugt. Da Erik indhentede hans hær, var den allerede slagen, ikke i kamp, men af skæbnen, og uden selv at lide noget men, huggede han den ned og vandt en sejr, som intet blod kostede ham, thi Gud hævnede frændemordet." - "Kun Magnus, som tillige med en liden flok tapre mænd undså sig ved at fly, gik løs på Fjenden og søgte at drive ham tilbage, medens de andre vendte ryg." - "Omsider, efter at han (Magnus) havde kæmpet drabelig og fældet en mængde fjender, faldt han oven på den dynge af lig, han havde hobet op omkring sig, tillige med Bisp Peder af Roskilde, og fulgte ham i døden." Resten af hæren flygtede i panik mod skibene.
Rytterfrisen i Aal kirke
Udsnit af rytterfrisen fra 1100 tallet i Aal Kirke vest for Varde. De bruger en solid sadel og stigbøjler, selvom disse sidste ikke kan ses. De er bevæbnede med nogle temmelig lange sværd. De dukker hovedet for at beskytte ders ansigter. Den bagerste rytter kløver hovedet på sin modstander. Foto Pinterest.

Den gamle kriger, Saxo, beskriver panikken i detaljer: "Største delen af de flygtende greb fat i tofterne og klyngede sig til skibene opsatte på at komme om bord i dem, så nogle af dem var nær ved at synke under den umådelige vægt, og de, som var komne først, huggede da uden hensyn til stalbroderskabet med deres sværd hænderne af dem, der var komne senere og klyngede sig til skibene, så de var grummere mod deres egne, end de havde været imod fjenderne."

Roskilde Krøniken bryder ud i gråd over katastrofen ved Fodevig: "Erik kastede sig imod dem med sin hær og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Ve hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag, mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Ve hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den skønneste blandt de unge, kæk, og kraftig, en glad giver, forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus dræbes, og med ham høvdinger og 5 bisper, nemlig: Peder fra Roskilde, Thore fra Ribe, Ketil fra Vestervig, og Henrik, som var fordreven fra Sverige. - Adelbert fra Slesvig fik i kampen et uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet år derefter. En sjette bisp, nemlig Eskil, havde Erik to år før denne kamp ladet dræbe i kirken, mens han forrettede morgengudstjenesten."
Rytterfrisen i Aal kirke
Udsnit af rytterfrisen fra 1100 tallet i Aal Kirke vest for Varde. Foto Nationalmuseet. De fleste af rytterne er bevæbnet med nogle temmelig lange sværd, men her er den forreste rytter bevæbnet med et kastespyd. Den bagerste rytter kløver hovedet på sin modstander. Den forreste angriber en fjende der holder sit skjold skråt for at få stødet til at prelle af. Foto Pinterest.

Så kan man overveje hvor Eriks rytterhær kom fra. Det må have kostet virkelig mange penge at leje sådan en hær, og ganske få måneder før havde Erik hutlet sig igennem som en Robin Hood og stjålen den mad, som var blevet samlet til kong Niels' julegilde. Desuden, når Niels planlagde at holde sit julegilde i Skåne, må han have ment at denne landsdel var sikker og sluttede op bag ham, ganske som resten af Danmark gjorde. Hvad havde fået Skåningerne til at vende sig fra ham?

For en at kriger skulle blive i stand til at føre krig til hest, krævedes det, at han og hans hest skulle tilbringe mange timer sammen. Hesten skulle trænes til at blive styret udelukkende med rytterens ben, således at han havde hænderne fri til at bruge våben. Almindelige heste bliver nemt skræmt ved pludselige lyde og bevægelser; en kavaleri-hest skulle trænes til at være lydig også i slagets tummel. Desuden skulle det være store og stærke heste, som kunne bære en kriger med brynje og våben, som altsammen er dyrt. En rytterhær var ikke noget som man tryllede frem på et par måneder.

Magnus den Stærkes grav i Vreta Klosterkirke nær Linkøbing i Østre Gøtaland
Magnus den Stærkes grav i Vreta Klosterkirke nær Linkøbing i Østre Gøtaland. Historikeren Palle Lauring skriver at Magnus Stærkes lig blev ført til Vreta Klosterkirke 10 km nordvest for Linkøbing i Østre Gøtaland. Her ses den gravsten som Johan den Tredie senere lagde over ham med ordene: "Her hviler Magnus Nielsøn Stærke Gøternes konge". Palle Lauring skriver at graven blev undersøgt for en del år siden, og man fandt skelettet af bredskuldret mand lidt over to meter høj. Foto Jacob Truedson Demitz for Ristesson Wikipedia.

En rytterhær på 300 mand eller noget lignende kan i virkeligheden kun komme et sted fra, nemlig fra Kejseren, og det må også have været forbundet med helt usædvanlige omkostninger at sejle sådan en hær fra Nordtyskland til Skåne. Man undrer sig over at Niels og Magnus ikke havde hørt om det.

Kejseren havde ganske få år før accepteret Magnus den Stærkes troskabsed til det Romerske Rige, men det må være lykkedes for Erik Emune og ærkebisp Asser at overbevise ham om at han burde falde sin ny vassal i ryggen. Desuden, kejseren accepterede straks Erik Emune uden at han var nødt til at rejse til Saxen, og Erik Emune daterer lige fra begyndelsen sine diplomer efter kejser Lothar og sine egne regeringsår.

Ærkebiskop Asser

Asser var den første Skandinaviske ærkebiskop i det nye ærkebiskopsæde i Lund, som blev etableret, medens Erik Ejegod var på rejse til det Hellige Land.

"Asser var en heftig og pirrelig mand," skriver Roskilde Krøniken, "ubehersket, uden fasthed: I rigets store forvirring stod han ikke som en mur for Israels hus, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et siv, der svajer for vinde."

I Herbords biskop Otto af Bambergs levnedbeskrivelse fortælles om en Polsk delegation som besøgte ærkesædet i Lund. Delegation skrev en rapport om deres rejse hvori den giver en karakteristik af Asser. De roser Asser som en god og retfærdig, kundskabsrig og gudfrygtig mand. Men i det ydre, fortæller de, lignede han mere en Vendisk bonde end en prælat, således at præsten Ivan, der ledede sendefærden, tog sig stateligere ud end selve ærkebispen.

Jelling Kirke
Frådstenskirken i Jelling er en typisk Romansk landsbykirke fra starten af 1100 tallet. Den er opført af frådsten, som også kaldes kildekalk eller travertin. Det er en porøs stenart, som er nem at bearbejde. Den opstår ved aflejring af kalkholdigt vand i kilder og vandløb, når vandet breder sig over vegetationen. Mange tidlige danske kirker blev opført i frådsten.

Vi kan tro at Asser var omkring 30 år gammel, da han blev udnævnt til biskop i 1089, hvilket medfører at han var født omkring 1059 og altså 45 år, da han blev udnævnt til ærkebiskop i 1104, og videre 75 år i det skæbnesvangre år 1134. Han døde tre år senere i 1137.

Efter at have været Kong Niels' trofaste samarbejdspartner i næsten 30 år, vendte han sig pludselig imod ham i 1134. Erik Emune havde fuldstændig mistet fodfæste i hele Danmark og var flygtet til Norge, hvorfra han også måtte flygte over hals og hoved. Men Assers omvendelse pustede nyt liv i Eriks oprør mod Niels og hans søn Magnus.

De Skånske bønder havde indtil da tilsyneladende været ganske tilfredse med Niels og Magnus' sejre i borgerkrigen, men Assers autoritet som en overordentlig Guds mand rejste dem til fornyet kamp mod kong Niels. Vi kan også forestille os at ærkebispesædets formentlig store formue har bidraget til at betale for den rytterhær, som mirakuløst dukkede op på slagmarken ved Fodevig, hvor den end kom fra.

På sine gamle dage - 75 år - kan Asser have følt sig ydmyget af kong Niels og hans søn Magnus, og på bagrund af den seneste udvikling besluttet sig til at nu kunne det være nok.

Jætten Finn i krypten af Lund Domkirke
Jætten Finn i krypten af Lund Domkirke. Opførelsen af krypten under domkirken i Lund blev påbegyndt i 1100-tallets begyndelse af ærkebiskop Asser, der indkaldte den Lombardiske bygmester Donatus som leder af byggeriet. Han er mester for kirkens bedst bevarede rum, den store hvælvede krypt med dens mange fantasifuldt udsmykkede søjler. Foto Pinterest.

I hele Kong Niels' regeringstid, som faldt sammen med Assers tid som ærkebiskop, har det efter al sandsynlighed effektivt været Kong Niels, som udnævnte bisper. I forbindelse med cølibatstriden er Roskilde Krøniken ganske entydigt: "I hans sted satte kong Nils sin søn Magnus' kapellan Peder, som var en oplyst og boglærd mand, samt den mest veltalende og karakterfaste blandt alle de daværende bisper i Danmark."

Med hensyn til de øvrige bisper kendes forholdene omkring deres udnævnelse ikke. Men deres urokkelige loyalitet mod kong Niels sandsynliggør at de også er blevet kongelig udnævnt.

Biskop Eskil af Viborg blev myrdet foran alteret af Erik Emune i 1132 for sin troskab mod Kong Niels. Roskilde Krøniken fortæller at i slaget ved Fodevig i 1134 beviste fem bisper deres loyalitet mod kongen ved at betale den højeste pris: "Peder fra Roskilde, Thore fra Ribe, Ketil fra Vestervig, og Henrik, som var fordreven fra Sverige. - Adelbert fra Slesvig fik i kampen et uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet år derefter." Mon ikke vi kan tro at de alle skyldte Kong Niels deres position - til Assers undertrykte ærgelse.

Nogle historikere har påvist at Kong Niels' største donationer gik til biskop Hubald i Odense og Domkapitlet der, medens ærkebispesædet i Lund i nogen grad blev forbigået.

I Herbords biskop Otto af Bambergs levnedbeskrivelse fremgår det at da Otto forberedte sin anden missionsrejse til Vendernes land, blev det besluttet at sende en delegation til ærkebiskop Asser i Lund for at få hans tilladelse til at missionen også kunne omfatte Rugen. Tilsyneladende tilhørte Rugen - ihvertfald formelt - Danmark. Sendefærdens rapport fortæller "at Rugen-boerne burde være underkastet Danernes ærkebiskop".

Crucifix på Lisbjerg alteret
Crucifix på det gyldne alter i Lisbjerg kirke nord for århus. I kirken var indtil 1867 et forgyldt alter, der er dendrokronologisk dateret til 1135. Det kan nu ses på Nationalmuseet. Foto Kornbluth Photography.

Men Asser sneg sig uden om at svare: "Han sagde at han ikke kunne give noget svar før han havde rådført sig med Danernes principes og magnates." Med andre ord var Assers autoritet også i denne henseende begrænset.

Derfor, meget tyder på at Assers ærværdige ærkebispesæde var en potemkin-kulisse, der dækkede over det forhold at det var kong Niels, som suverænt bestemte alle vigtige ting vedrørende den Danske Kirke.

Vi erindrer at Erik Ejegod udnyttede den politiske uenighed mellem paven og kejseren i forbindelse med investiturstriden - altså striden om hvem der skulle udnævne kandidater til kirkelige embeder, de verdslige eller gejstlige myndigheder. Paven var dengang glad for at oprette et Skandinavisk ærkebispesæde og derved udfordre og begrænse kejserens magt.

Imidlertid, investiturstriden blev forligt. På Konkordatet i Worms i 1122 mellem pave og kejser aftaltes faste regler for udnævnelse til gestlige embeder. Disse blev yderlige bekræftet på det store møde i Rom som kaldtes Første Laterankoncil i 1123. Faktisk pave og kejser blev virkelig gode venner; i 1133 kronede pave Innocens II Lothar til kejser i Rom.

Ærkebisp Adalbero af Hamburg Bremen ledsagede Kejseren og hans hær til Rom som hans rådgiver. Dansk Biografisk Leksikon fra 1979 oplyser at dagen før kroningen modtog han "en serie buller der degraderede Asser til biskop" - "og deres indhold der foruden til Asser var stilet til de Nordiske biskopper og konger, klart og utvetydigt: "da Asser har siddet pavens mange henvendelser overhørig, og da ingen skal nyde fordel af sin genstridige trods skal Asser og hans lydbisper herefter på ny lyde under Hamburg, der siden Ansgar har rådet over alle de Nordiske riger og områder".

Kejser Lothar 2.
Kejser Lothar 2. Tysk Romersk kejser 1133-1137. Foto Codex Eberhardi Wikipedia.

Under disse omstændigheder må det have været nærmest utænkeligt at Magnus den Stærke kunne sværge hulskab og troskab til Kejseren, uden at det samtidigt blev aftalt at det Nordiske Ærkebispsæde skulle nedlægges og ledelsen af den Skandinaviske kirke skulle føres tilbage til Hamburg Bremen.

Dette må have været dråben, der fik bægeret til at flyde over for Asser. Efter knap tredive år tro tjeneste som ærkebiskop under kong Niels, hvor han loyalt havde fulgt kong Niels' direktiver og godkendt de kandidater som bisper, som kongen forelagde ham, skulle takken da være at han i en alder af 75 år skulle degraderes og ydmyges? Derfor - kan vi tro - valgte Asser at skifte side og puste nyt liv i de sidste ulmende gløder af Erik Emunes mislykkede oprør mod kong Niels.

Historikeren Palle Lauring skriver om slaget ved Fodevig: "Det slag er det ene af tre store militære skæbnespil, der vender Danmarkshistorien. De to andre er Skånelandenes tab og Englandskrigene. Fodevigslaget er måske det mest afgørende og i sine følger det skæbnetungeste. Det er Dansk selvstændighedspolitik, der får sit første faretruende knæk, da Erik Emune med sine Tyske hjælpetropper slår de Danske ledingbønder sønder og sammen."

Niels' Hustru og Børn

Niels var en af de yngste sønner af Svend Estridsen, men ikke nødvendigvis den yngste. Hans moder var en ukendt frille.

Efter en krig mellem kong Inge af Sverige og den Norske kong Magnus Barfod blev det for at sikre freden i 1101 aftalt at Inges datter, Margrete, skulle giftes med Magnus Barfod. På grund af disse omstændigheder fik hun i de Islandske sagaer tilnavnet "Fredkulla", som betyder fredskvinden. Magnus Barfods Saga skriver: "Hun blev sendt øst, fra Svitjod til Norge med et gævt følge".

Imidlertid, kun to år efter brylluppet - i 1103 - faldt Magnus Barfod i Irland. I 1105 blev Margrete gift med kong Niels af Danmark.

Mønt med både kong Niels og Margretes navne
Mønt slået af kong Niels med både kong Niels og dronning Margretes navne. Indskriften lyder Rex, Nicalas, Margareta. Roskilde. Der er to hovedtyper af mønter fra Niels' lange regeringstid. Den ene med både Niels' og Dronning Margaretas navn på og den anden med kun Niels' navn på. Det er de eneste kendte danske middelaldermønter, der nævner dronningens navn, og det er i hele Europæsisk middelalder et meget sjældent fænomen. Foto: årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2015.

Dronning Margrete var en sand Kirsten Giftekniv. Hun arrangerede at hendes steddatter med Magnus Barfod, Ragnild Magnusdatter, blev gift med Harald Kesja. Hun sørgede for at Harald Kesjas søn, Bjørn Jernside, blev gift med hendes lillesøster, Katrine. Hun fik sin søsterdatter, Ingeborg, gift med Knud Lavard, og hun fik sin broderdatter Ingerid gift med Henrik Skadelår. Dronningen gav hver af disse unge piger noget af sit fædrenegods i Sverige i medgift. Saxo fortæller: "Sit fædrenegods delte hun derhos i tre lige store dele, af hvilke hun selv beholdt den ene og gav de to nys nævnte frænder hver sin i medgift."

Niels fik to sønner med Margrete, Inge og Magnus, og en datter, som hed Ingerid, med en ukendt frille

Inge døde som dreng på grund af en ulykke med en løbsk hest. Saxo bekriver detaljeret den sørgelige begivenhed: "Den ene af deres sønner, Inge, blev, lige som han havde trådt sine børnesko, kastet af af en vild hest og trådt ihjel under dens hove, så hans ædle blod blev udgydt i vejens snavs og pløre, og han omkom på den sørgeligste måde, thi hans lig fandtes liggende på jorden sønderrevet og helt splittet ad. Hans hovmester, som ville have ham vænnet til at ride, havde nemlig ladet ham selv tage tømmerne, og da knøsen ikke kunne styre hesten, kastede den ham af og slæbte ham hen ad jorden hængende i stigbøjlen."

Sønnen Magnus, som senere fik tilnavnet den Stærke, blev født omkring 1107 og voksede op og blev en lovende og meget afholdt prins. Magnus blev gift med den Polske prinsesse Richitza, sammen fik de sønnerne Knud og Niels. Knud Magnussen blev senere medkonge med Svend Grathe og Valdemar i 1146.

Mand og kvinde som holder hianden om halsen på døbefont i Tryde Kirke
Mand og kvinde på karmsten i Ørsted Kirke Øst for Randers. Vi må tro de er det adelige par som stiftede kirken. Foto Lennart Larson.

Magnus var i en periode konge af Gøterne og han ligger begravet nær Linkøbing i Gøtaland. Han er kendt i historien for drabet på Knud Lavard.

Saxo nævner en datter: "Niels skal også med en frille have haft en datter ved navn Ingrid, der senere blev gift med en mand, som hed Ubbe."

Dronning Margrete blev uhelbredelig syg, nogle mener omkring 1130. Saxo har en detaljeret beskrivelse af et besøg, som Knud Lavard aflagde dronning Margrete: "Da hun imidlertid fik vattersot, så hendes ben svulmede voldsomt op, og intet lægemiddel kunne få bugt med den dødelige sygdom, kaldte hun, da hun lå på sit yderste, Knud til sig, thi hans ædle tænkemåde stolede hun på, og formanede ham indtrængende til ærlig og redelig at værne om freden i landet og endrægtigheden imellem frænderne, så den ikke forstyrredes, og bad ham om at vise sig lige så stor inden for Rigets grænser, som han havde vist sig uden for dem. Der var dem, sagde hun, som søgte at vække splid i Kongehuset, men hidtil havde hun ved sine gode råd og formaninger fået bugt med deres ulykkesvangre tilskyndelser. Knud kaldte Gud til vidne på sit hjertes oprigtighed og på, at han i alle sine levedage ville beflitte sig på en ærlig og ustraffelig vandel."

Imidlertid, Helmolds Venderkrønike mener at dronning Margrete var en mere uforsonlig type. Krøniken beskriver at på et møde i Slesvig mellem kong Niels og hans hertug i Slesvig førte Knud Lavard sig frem som var han også konge, hvilket gjorde Margrete meget vred. Da kong Niels havde sat sig "klædt i sit kongelige skrud" satte Knud sig ovefor ham også klædt som en konge med Abodritternes krone på hovedet og omgivet af hirdmænd, ganske som kong Niels. Knud rejste sig ikke for at kysse kongen, som det ellers var skik, men han ventede til kongen rejste sig og mødte ham midtvejs. "Derved pådrog Knud sig et dødeligt had. Thi Magnus Nielsøn så det ske, sammen med sin moder, og hun blev opfyldt af en vrede så stor at det ikke kan siges." Dronningen sagde til sin søn: "Ser du ikke at din fætter har taget herskerstaven og allerede er hersker? Du kan regne ham for en fjende af folket, når han, endnu medens din fader lever, ikke er bange for at tage kongenavn, uden at han har ret til det. Hvis du bliver ved med at glemme det og ikke slår ham ihjel, må du vide at han vil tage dit liv og dit rige!" Disse ord æggede ham, og han begyndte at pønse på at slå Knud ihjel."

Kongen som lovgiver -kalkmaleri i Aal Kirke
Kongen som lovgiver - kalkmaleri i Aal Kirke ved Varde. Foto: Aal Kirke

Niels søgte at gyde olie på vandene. Helmold fortsætter: "Kong Nikolaus, der fornam dette, sammenkaldte alle høvdinger i sit rige og gjorde sig umage for at få de unge fjender forligte. Da fjendskabet således var på veje til at gå over til et fredeligt forhold, indgik man pa begge sider forlig, som man bekræftede med ed."

Vi må ikke glemme at formentlig ingen af de Danske kilder er objektive. Roskildekrøniken støttede afgjort Niels' og Magnus' parti, Svend Aggesens fader og bedstefader kæmpede på Erik Emunes side i borgerkrigen, og Saxos fader og bedstefader tjente Valdemar den Store, Knud Lavards søn. Desuden tjente Saxo selv under biskop Absalon, som var kong Valdemars mand. Derimod kan vi tro at Helmold så begivenhederne mere udefra og ikke havde synderlig interesse i parterne i Dansk politik. Man kan tro at hans Venderkrønike er mere objektiv.

Efter Margretes død giftede Niels sig igen, men det gik ikke så godt. Saxo fortæller: "Niels havde efter Margretes død giftet sig med Ulvilde fra Norge; hende skikkede Sverker (Svensk konge) sendemænd til og bejlede til hendes kærlighed, og kort efter lod han hende hemmeligt bortføre fra sin mand og fik hende til at ægte ham."

Kong Niels' Død og Begravelse

Kong Niels var ikke en mand, som brød hulkende sammen i modgang. Efter slaget ved Fodevig lykkedes det ham at gå ombord på et skib og sejle til Sjælland. Roskilde Krøniken beretter: "Da han dernæst kom over til Sælland, søgte han efter evne at sætte mod i sine folk."

"Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af Riget, idet han hædrede ham med kongenavn," fortsætter Roskilde Krøniken, hvilket bekræftes af alle andre kilder. "Siden blev han skammelig svegen af Slesvigerne, skønt lejde var givet og bekræftet med ed, og troløst dræbt i staden Slesvig tillige med de stormænd, han endnu havde tilbage, den 25. Juni i det nævnte år, i sin kongetids 31. år."

Modsat kong Niels havde Harald Kesja ikke tillid til Slesvigernes løfter. Roskilde Krøniken fortsætter: "Men Harald, som kendte hines svigefulde planer og meget havde frarådet kongen, at fæste lid til dem, foregav at han skulle andensteds hen."

Kong Niels livvagt
Kong Niels' livvagt. Som Rolf Krakes kæmper og som Knuds hird i Odense forsvarede de deres konge til det sidste. Tegning Louis Moe.

Både Knytlinge Saga og Svend Aggesen bekræfter at Slesvigerne lokkede kong Niels ind i byen med falske løfter: "Niels tabte slaget; mistet havde han sin søn og arving, og tyede nu på et skib til Slesvig, hvor han troløst blev myrdet af borgerne, skønt de havde modtaget ham indenfor deres mure."

Som sædvanligt skal vi finde detaljerne hos Saxo: "Derpå bad han Slesvigerne, som allerede længe havde været opbragte på ham formedelst den udåd, Magnus havde øvet, om at slutte fred med ham, thi han var meget opsat på atter at stemme dem forsonligt imod sig og tænkte, at de ville ynkes over hans alderdom og hans kranke lykke. Han besluttede at begive sig ind i byen for at tage gidsler af dem, og da han atter fik betænkeligheder ved at sætte sit liv på spil ved at give sig i borgernes vold uden at vide, om han kunne stole på deres troskab, tilskyndede en af de mest ansete bymænd ved navn Boje ham så stærkt dertil, at han opgav sin mistanke, og det kostede ham livet."

Kong Niels blev dræbt af borgerne i Slesvig i Torvegade i Slesvig dagen efter midsommerdag i 1134. Som Rolf Krakes kæmper og Knud den Helliges hird i Odense kæmpede hans livvagt til sidste mand for deres konge. Saxo fortsætter: "Da han så, at man gik imod ham i gaderne for at tilføje ham vold og overlast, tyede han op på slottet, skønt hans venner rådede ham til at flygte ind i Pederskirken." - "Det skortede heller ikke hans krigsfolk på iver og villighed til at forsvare hans liv ved at ofre deres eget; længe holdt de ham uskadt ved tappert at byde deres egne legemer frem og betænkte sig ikke på at udsætte sig for de største farer for at beskytte ham, men efter først at have udgydt hans forsvareres blod dræbte Slesvigerne omsider Kongen."

Del af mønt med portræt af Kong Niels
Del af mønt med portræt af Kong Niels af Danmark. Det ser ud som om han haft håret sat som små fletninger ved hvert øre, måske har han fuldskæg. Foto fra Lunds Universitets Historiske Museum af Hedning Wikipedia

Mange historikere spørger, hvad Niels egentlig skulle i Slesvig? Det må have været det farligste sted for ham i hele Danmark! Historikeren Palle Lauring mener, at han søgte sin død og dermed behagede skæbnens magter til fordel for Danmark.

Men Saxo og tildels Roskilde Krøniken fortæller os faktisk at Niels ønskede at forhandle - sikkert med det formål at få afsluttet krigen. Hvorfor egentlig ikke tro på det? Det havde jo været Niels' ledelsesstil i 30 år at skabe fred og forsoning og give enhver sit. Det er dette, hans modstandere kalder svaghed: "Derpå bad han Slesvigerne, som allerede længe havde været opbragte på ham formedelst den udåd, Magnus havde øvet, om at slutte fred med ham, thi han var meget opsat på atter at stemme dem forsonligt imod sig." Erik Emune var formentlig udenfor pædagogisk rækkevidde, men Niels kan have ment at der var mulighed for at forhandle med et andet oprørscenter, nemlig Slesvig borgerne.

Det vides at Kong Niels er begravet i Slesvig Domkirke, men gravens placering kendes ikke.

Links og Literatur

Roskildekrøniken Heimskringla
Svend Aggesen Heimskringla
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Saxo Grammaticus Heimskringla
Full text of "Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner" J. G. F. Ræder - Archive.com
Ælnoths fremstilling af Knud den helliges historie Heimskringla
Kongerækken Kongehuset
Harald Hens love Historisk Tidsskrift - Jørgen Olrik inc. Radulfus Niger på dansk.
Ryd Klosters Krønike Heimskringla
Danske helgeners levned: 2. Knud Hertug Heimskringla
Helmolds Slaverkrønike som kilde til Danmarks, Vendens og Nordtysklands historie Stefan Pajung og Lone Liljefalk
Venderkrøniken archieve.com
Venderkrøniken Crassus
Asser - Dansk Biografisk Leksikon Den Store Danske
Kong Niels - Skitse til en Biografi Tore Nyberg
Danmarks Historie 4 - Ole Fenger - Gyldendal og Politikken.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Valdemarerne - Palle Lauring Gyldendals Bogklub.

Tilbage til start af artikel

20190823

Passed W3C Validation