3. Danmark Saga - Pleistocæn

Navnet Pleistocæn kommer fra græsk, idet pleistos betyder "mest" og kainos betyder "nye". I daglig tale kaldes perioden ofte blot for "Istiden".

Pleistocæn begyndte for 2,588 mill.år siden med starten af Præ-tegelen istiden, og varede indtil Weichel istiden sluttede i Europa for måske omkring 15.000 til 12.000 år siden. I moderne tid er det blevet vedtaget, at denne sidste istid sluttede for 11.700 år siden - altså på Grønland.

Vi ved en del om den sidste istid, Weichel istiden, men ganske lidt om tidligere istider og mellem-istider. Problemet er, at under hver følgende istid har enorme gletchere ødelagt de fleste spor af fortiden. Man mente oprindeligt, at Cromer var en lang mellem-istid, men det har vist sig, at perioden indeholder tre istider og tre mellem-istider; derfor kaldes den nu for Cromer komplekset. Ligeledes kaldes Bavel istiden nu for Bavel komplekset, fordi den har vist sig at indeholde flere istider og mellem-istider.

Periodernes navne kommer i hovedsagen fra de Europæiske lokaliteter, hvor der er gjort fund fra de pågældende perioder. For eksempel er Cromer en by i Norfolk i England; Holsten kommer selvindlysende fra den tyske delstat Holstein, hvor der er gjort fund fra denne mellem-istid; Weichel istiden hedder således, fordi isen først stoppede ved floden Weichel i Polen; og så videre.

Det er vigtigt at gøre sig klart at Pleistocæn ikke var en lang istid, men derimod en serie af istider afbrudt af mellem-istider. Desuden må vi se i øjnene, at vi idag lever i en sådan mellem-istid; om nogle få tusind år kan gletcherne vende tilbage og forvandle alt i landet, inklusive huse, biler, broer og havne til endemoræner et sted nede i Nord Tyskland.

Den forrige mellem-istid hed Eem efter floden Eem i Holland; den varede omkring 16.000 år. Mellem-istiden, som vi lever i nu, har foreløbligt varet måske omkring 12.000 år i Nord Europa. Hvis det er sådan, som nogle mener, at istiderne forårsages af visse astronomiske forhold, som optræder med regelmæssige mellemrum, så kan det ikke vare mange tusind år, inden der igen bliver slukket for varmen.

Der hvor Danmark senere kom til at ligge, lå i Tertiærtidens Miocæn periode nogle lave sumpede områder, hvor rådnende plantedele, blev omdannet til brunkul; måske var der nogle øer i det nordlige hav, som senere blev til Midt Jylland. Da iskapperne både på Nord- og Sydpol opbyggedes i løbet af Pleistocæn, faldt vandstanden i havene dramatisk, og det er nærliggende at antage, at en stor del af det område, som nu er Danmark, blev tørlagt.

Det antages, at det Skandinaviske is-skjold først nåede Danmark i Mellem Pleistocæn under det såkaldte Cromer kompleks. Indtil da kan området området have været præget af tempereret løvskov i mellem-istiderne og tundra under istiderne. Imidlertid, det er blot en antagelse, idet senere gletchere i adskillige perioder formentligt har fjernet de aller fleste spor.

Danmark i Pleistocæn

Danmark er skabt af istiderne. Den ene gletcher efter den anden skrabede jord, sten, grus og organisk materiale af den Skandinaviske halvø og Østersøens bund og dumpede det ved gletcher-randen i Europas nordlige hav. Netop fordi det danske land består af muld og ikke af nøgen klippe, er landet så utroligt grønt og frodigt.

I lange perioder under Pleistocæns istider har Danmark været isfrit, og landskabet ligget hen som en tundra uden træer, og med et dyre og planteliv, som var tilpasset disse kolde forhold. Jorden var frosset til stor dybde, men om sommeren tøede det øverste jordlag op, hvilket førte til omfattende jordflydning. Vandet omkring Danmark var koldt med drivende isbjerge, som ved Grønland idag. Kun i relativt korte perioder blev dele af landet dækket af det Skandinaviske Is-skjold.

I de noget varmere mellem-istider fandtes også lysåbne temperede skove, således som vi kender dem i nutiden. Den marine ilt-isotop kurve ovenfor antyder, at temperaturen i mellem-istiderne var meget tæt på nutidens temperatur.

Det ældste danske fund af land-pattedyr stammer fra Cromer-komplekset. Det er en stump af et pandeben fra en kronhjort med den inderste del af venstre tak, som er fundet i en sø-aflejring ved Herning.

I en søaflejring nær Fredericia er fundet et spole- og et albueben fra en lille vildhest fra Holstein mellem-istiden.

I tundra-landskabet under istiderne voksede hårdføre urter og lave buske af dværgbirk og pil. Der levede mammutter, uldhårede næsehorn, rensdyr og moskusokser. Jorden var frossen i mange meters dybde året rundt, og kun i den korte sommer nåede de aller-øverste lag at tø op.

I Eem mellem-istiden voksede birk og fyr i Danmark. Senere i perioden blev eg og hassel dominerende, sidst i perioden blev det igen koldere, og skovene kom til at bestå af gran og fyr. Klimaet var meget varmere end i dag; langs de Europæiske floder levede flodheste, så langt nordpå som i Themsen i England.

I det meste af Weichsel-istiden var Danmark et åbent tundralandskab. Først for omkring 18.000 år siden nåede gletchere fra nord og øst frem til hovedstilstandslinjen i Jylland, hvor isranden lå relativt fast i en længere periode. Den går fra Bovbjerg over Hald til Padborg

Vest for hovedstilstandslinjen findes bakkeøerne, der er de højestliggende rester af landskabet fra Saale-istiden og som under hele Weichsel-istiden var udsat for frostsprængninger, forårs-oversvømmelser, jordflydninger og udvaskning. Fra gletsjerportene skyllede smeltevand ud over de lavtliggende dele af landskabet og begravede dem i sand og grus; derved blev de store hedesletter dannet. De største af disse er Karup Hedeslette, Grindsted Hedeslette og Tinglev Hedeslette.

Den Pleistocæne Mega-fauna

Uldhårede mamutter på vandring. Et kranie med stødtænder fra en skov-elefant. Et cro Magnon hule-maleri af en urokse i Lascaux hulen i Frankrig. Et Cro Magnon hule-maleri af en hule-løve i Chauvet hulen i Frankrig. Et Cro Magnon hule-maleri af en hule-bjørn i Chauvet hulen i Frankrig. Et uldhåret næsehorn rekonstrueret af Remie Bakker, 2010. En rekonstruktion af kæmpe-næsehornet Elasmotherium. Et skelet af Sabel-katten, Smilodon californicus, på Naturhistorisk Museum i Washington.

Blandt den Pleistocæne mega fauna i Eurasien regnes sådanne dyr som uldhåret mammut, skovelefant, urokse, huleløve, hulebjørn, irsk kæmpehjort, uldhåret næsehorn og elasmotherium, et kæmpe-næsehorn. Disse arter er alle uddøde, idag er Eurasiens største landpattedyr den europæiske bison, Wisent.

Den bedst kendte Pleistocæne art er den uldhårede Mammut, som levede på den Eurasiske steppe under Saale og Weichel istiderne, det vil sige fra omkring 150.000 år siden til for 10.000 år siden. En dværgart overlevede imidlertid indtil 1.700 BC (start af dansk bronzealder) på øen Wrangel i Polarhavet.

I Danmark er fundet omkring 130 tænder, knogler og dele af stødtænder fra mammut; det yngste fund fund er omkring 13.500 år gammelt. Det er ikke sjældent at finde elefantrester i Danmark, men det drejer sig næsten altid om kindtænder eller fragmenter af stødtænder, medens der kun kendes ganske få fund af egentlige knogler, og derfor kan der ikke sige noget sikkert om, hvor og hvornår de pågældende elefanter har levet. Ved Myrup Banke nær Næstved blev i 1977 under grusgravning fundet et mellemfodsben fra en elefant, sandsynligvis en mammut, som levede under sidste istid.

Skovelefanten var op til 4 m. høj og havde lange, svagt opad-bøjede stødtænder, og benene var lidt længere end hos nulevende elefanter. Den levede i Europa gennem Holsten og Eem mellem-istiderne og måske også i nogle af de tidligere mellem-istider - i Danmark kendes den dog kun fra fund fra Eem. Den var nært beslægtet med den nulevende indiske elefant. I grusgrave ved Seest i Koldings vestlige udkant fandtes i 1950-78 dyreknogler fra blandt andet skovelefant, steppebison, kæmpehjort, dådyr og kronhjort.

En Urokse tyr vurderes at have været op til 1,8 m. høj medens en urokse ko kun blev omkring 1,45 m. Vi kan se på de syd Europæiske hulemalerier, at urokse-tyrenes pels var sortbrun med en lys stribe ned langs rygraden, og køerne var rødbrune. Hornene var lange, tykke og fremadbuede.

Det tidligste billede af mennesker i Danmark er en tegning ridset ind i en urokseknogle. Knoglen, som blev fundet i en mose ved Jystrup nær Ringsted, er ca. 10.000 år gammel.

Huleløver var op til 25 procent større end moderne løver. De havde længere ben og var bygget til stor udholdenhed. De nedlagde formentligt deres bytte ved indhente det og nedlægge det på samme måde, som geparder gør det i dag. Det er i modsætning til moderne løver, der gerne sniger sig ind på deres bytte. Huleløven levede formentlig ikke i huler, men foretrak åbne nåleskove, skov-steppe og skov-tundra hvor de jagede mellemstore og store planteædere. Fossile fodspor af huleløve optræder sammen med spor af rensdyr og viser, at huleløven havde stor kuldetolerance.

Hulebjørnen har sit navn, fordi de fleste fossiler er fundet i huler, hvilket indlysende antyder, at den opholdt sig mere i huler end den nulevende brune bjørn, som kun bruger huler til at overvintre i. I nogle huler har man fundet tykke lag af knogler, der hovedsageligt stammede fra hulebjørn. Døden under vinter-dvale synes at have været en almindelig afslutning på livet for hulebjørne. Den var bygget som den almindelige brune bjørn, måske lidt større, men ikke meget. Hannerne vejede 400-500 kg, mens hunnerne vejede 225-250 kg. Tænder fra hulebjørn er typisk mere slidte end hos nulevende bjørne, og dens tandsæt var også noget forskelligt fra nutidens bjørnes. Dette antyder, at den i højere grad spiste planteføde, end den brune bjørn gør idag.

Irsk kæmpehjort kaldes også for kæmpe elgen. Selvom den benævnes "irsk" har den ingen speciel tilknytning til Irland. Den levede i sen Pleistocæn i hele Eurasien fra Irland til Baikal søen i Central Asien. Det er den største hjort, som nogensinde har levet; den havde en skulderhøjde på omkring 2,1 m., og den havde det største gevir af alle kendte hjorte, det kunne blive 3,65 m. fra spids til spids og veje op til 40 kg. På Museum for Natural History i Dublin findes en betydelig samling af skeletter af kæmpehjort. I hele Syd Skandinavien er gjort ialt 23 fund af fossiler fra Irsk Kæmpehjort, heraf 4 på Fyn, det seneste i Nakkebølle af gartneri-arbejder Torben Larsen i 2006. Desuden er fundet knogler fra hjorten i Seest ved Kolding.

Uldhåret næsehorn var større end det nulevende afrikanske næsehorn. Det kunne blive op til 4 meter langt og have en skulderhøjde på op til 2 m. Den havde to horn, det forreste kunne være op til 1 m langt. Man mener, det har været brugt til at feje sneen væk fra vegetation, så den kunne spise om vinteren, men sikkert også til at tiltrække hunner. Det havde en tyk, lang pels, små ører, korte, tykke ben, og en firskåren krop og var således godt tilpasset livet på tundraen på lignende måde som den nulevende moskusokse.

Forhistoriske Mennesker i Pleistocæn

Homo erectus udviklede sig i Afrika for omkring 1,8 millioner år siden. Udvandringen fra Afrika var i første omgang rettet mod Asien. Både Peking manden og Java manden henregnes til Homo erectus. Tidspunktet for migrationen ud af Afrika er ukendt. De fleste forskere er dog enige om, at den fandt sted for mindst en million år siden, men der er stadig debat om, hvor meget tidligere end dette, den muligvis begyndte. For nylig blev en Homo erectus underderkæbe fundet i Georgien, som siges at være 1,6 millioner år gammel.

Homo erectus repræsenter det udviklingsmæssigt bindeled mellem den mere primitive og abe-lignende Homo habilis og moderne mennesketyper. De brugte ild og primitive stenredskaber. Deres dråbeformede "Acheulian" hånd-økse fandtes allerede i 1,4 millioner gamle lag i Olduvai Gorge i Afrika.

De var højere end deres forgængere, Homo Habilis, nemlig op til 1,8 m., deres hjerne-volumen var større og deres ansigt var fladere med markante øjenbrynsbuer. Næsen repræsenterede den første tilsynekomst af den typisk menneskelige ydre næse med næseborene vendt nedad. Der er indikationer af, at de havde meget kraftige muskler og rutinemæssigt oplevede voldsom fysisk anstrengelse.

Homo erectus hannner, altså mænd, var 20 - 30% større end kvinder. Hos Homo habilis og andre tidlige Afrikanske racer var forskellen mellem hanner og hunner langt større, hanner kunne være dobbelt så store som hunner. Det menes at en meget stor størrelses-forskel mellem hanner og hunner indikerer en tilsvarende intens maskulin rivalisering om hunnerne, som således ville udelukke et egentligt samarbejde mellem mænd. Nogle mener, at den mindre forskel i størrelse mellem kønnene hos erectus indikerer begyndelsen til et egentligt samarbejde mellem mænd.

Homo erectus har længe været betragtet som den direkte forfader til Homo sapiens. For nylig er der dog blevet sat spørgsmålstegn ved denne antagelse. Konkret har flere forskere foreslået, at flere arter af hominider fra Mellem Pleistocæn, som traditionelt er blevet henregnet til Homo erectus, i virkeligheden repræsenterer forskellige arter af Homo, ikke kun én. De synes at mene, at den genetiske spredning i Pleistocæn var større, end vi umiddelbart forestiller os. Homo erectus vil således efter deres forslag kun blive defineret fra fund i Asien, og vil være en art, som uddøde for en halv million år siden. De øvrige fund - af erectus - vil repræsentere racer, som lignede den Asiatiske Homo erectus af Afrikansk oprindelse.

Der er ingen afgørende fund af for eksempel skeletdele, som beviser at Antecessor eller Heidelbergenis har levet i Danmark. Men det er kendt at både Bavel og Cromer perioderne ikke var sammenhængende istider, som man antog førhen, de indeholdt flere mellem-istider (For Cromer se diagrammet ovenfor vedrørende Marine ilt-isotop kurve). Hver mellem-istid varede typisk omkring 15.000 år; det skulle give dem rigelig tid til at nå til Danmark. Desuden fremgår det af diagrammet, at det er sandsynligt at flere af Cromers mellem-istider var varmere end nutiden.

Ved Vejstrup Skov nær Christiansfeld fandt brødrene Niels og Åge Boysen omkring 1970 i et gruslag i 8-9 meters dybde tildannet flint. Fundet blev gjort i lag, som kan henføres til Holsten mellem-istiden eller måske en mildnings-periode i den efterfølgende Saale istid. Det indikerer at Homo Heidelbergensis virkelig har levet i Danmark.

Homo antecessor

Homo antecessor antages af mange for at være bindeledet mellem Homo erectus, som udvandrede fra Afrika, og Homo heidelbergensis. De levede for fra 1.200.000 til 800.000 år siden. Der er ikke gjort noget fund af arten i Afrika, hvilket antyder, at de ikke er udvandret derfra, men er udviklet i Europa.

Det vigtigste findested for antecessor er Gran Dolina i Atapuerca bjergene i Spanien. I 1994 og 1995 blev over 80 knoglerester fra seks individer fremdraget af Spanske arkæologer. På stedet fandtes også omkring 200 stenredskaber, heriblandt en groft hugget flintekniv, samt omkring 300 dyreknogler. Knoglerne blev dateret til for 780.000 år siden. Der er fundet formodede rester af Homo antecessor flere andre steder i Europa nemlig en kindtand fundet i Sima del Elefante i Spanien, en kindtand og flintredskaber fundet i Pakefield nær Lowestoft i Suffolk og stenredskaber i Happisburgh, Norfolk, England, som formodes at være 950.000 år gamle.

Det midterste af ansigtet minder meget om det moderne menneskes, skelettet og knoglerne er mere robuste, men dog mindre end hos Homo erectus. Deres gennemsnitlige hjernevolumen var 1.000 cm3 (nutidsmennesker har omkring 1.350 cm3). De var 1,6 til 1,8 m. høje, og antages at have vejet omkring 90 kg.

Homo heidelbergensis

Homo heidelbergensis levede i Europa for mellem 600.000 og 400.000 år siden. I 1907 fandt en arbejder en kæbe og nogle tænder i en grusgrav ved byen Maurer i Tyskland. Arbejderen gav den til professor Otto Schoetensack fra universitetet i Heidelberg, som identificerede og navngav fundet.

I 1994 fandt britiske forskere en menneskelig skinnebens-knogle sammmen med hundredevis af håndøkser i et stenbrud ved Boxgrove. Det blev dateret til at være mellem 524.000 og 478.000 år gammelt og identificeret som tilhørende Homo heidelbergensis. Skinnebenet var blevet gnavet af et stort rovdyr, hvilket kan tyde på at manden var blevet dræbt af en løve eller ulv.

Imidlertid halvfems procent af fund af Homo heidelbergensis er gjort i Atapuerca Bjergene i Spanien. Det mest berømte fund-sted er hulen Sima de los Huesos, hvor udgravningsholdet i 1997 havde fundet mere end 5.500 menneskelige knogler, som var mindst 350.000 år gamle, heriblandt 28 skeletter af Homo heidelbergensis. De menneskelige knogler var blandet sammmen med knogler fra hulebjørn og andre rovdyr.

"Sima de los Huenos" betyder "knogle graven", og fundstedet er lokaliseret i bundet af et 13 dybt skakt-agtigt hul. Man når frem til stedet ved at gå og klatre gennem grotte-systemet Cueva Mayor.

Homo sapiens neanderthalis

Neanderthal mennesket levede under den sidste istid. Det var i hovedsagen en europæisk race, men der er også gjort mange fund i mellemøsten og i Vest Asien.

Der er gjort fund af Neanderthalere mere end halvtres lokaliteter.

De levede fra omkring 400.000 år siden indtil for 28.000 år siden, eller hvem ved måske længere. Det er umådelig lang tid sammenligned med kendt historisk tid.

Der findes den internationale skik at menneske racen Neanderthal staves med "h" i sidste stavelse, medens selve den smukke dal - opkaldt efter digteren Neander, hvor fundet blev gjort, staves Neandertal, uden "h".

Et af de første fund af Neanderthal fossiler blev gjort netop i denne dal i 1856 og vakte betydelig opsigt. Det blev foreslået at navngive den nyfundne art Home stupidos, men det vandt ikke gehør.

Det antages at Neanderthalerne nedstammer fra Homo heidelbergensis.

Det tidligste ubestridelige Neanderthal fund blev gjort i Fischer og Kämpfe's stenbrud i nærheden af den tyske by Ehrinsdorf. Her blev i 1925 fundet knogler og tænder fra en voksen kvinde og en teen-ager, som er blevet dateret til for omkring 205.000 år siden. Kvinden havde et hjerne-volumen på 1450 cm3.

De sidste livstegn fra Neanderthalerne er fra for 30.000 til 25.000 år siden. I Hyaena Den i England er fundet blandt andet en spydspids, som anses for ældre end for 30.000 år siden. I Gorham's Cave i britisk Gibraltar er fundet nogle stenredskaber, som kan henføres til Neanderthal; de er blevet dateret til for 25.000 år siden. I Abrigo do Lagar Velho i Portugal har man fundet skelettet af en dreng med med, hvad der antages at være både Cro magnon og Neanderthal træk, fra for 24.500 år siden. To stykker af Neanderthal kranier fra Vindija i Croatien er blevet dateret til for 29.000 til 28.000 år siden. Ydermere argumenterer nogle for at Neanderthalerne fra Vindija er mindre udprægede Neanderthalere end fund fra tidligere perioder.

Ved Le Moustir i Frankrig blev en femten år gammel dreng fundet begravet med en avanceret stenøkse i hånden. Ved Shanidar i Iran blev en kær afdød for 60.000 år siden lagt til hvile i en hule dækket af vilde blomster.

I en grotte i Skhul på Mount Carmel i Israel blev mellem 1929 og 1935 fundet resterne af syv voksne og tre børn, hvoraf nogle kan have været bevidste begravelser. Nogle bunker af perforerede muslingeskaller synes at være halskæder, som smykkede de afdøde.

Kraftige kæber og øjenbryns-buer fik en neanderthal-mand til at se ud som en bodybuilder på steroider. Det primitive indtryk skabt af hans vigende hage og skrånende pande blev forstærket ved synet af den velvoksne næse og hans kraftige tænder. Hans tøndeformede krop havde ikke noget signifikant midje. Enorme muskler bidrog til hans kompakte udseende. Deres skinneben og underarme var kortere end hos moderne mennesker. De var ikke særlig høje, mændene blev omkring 1,65 m. og kvinderne blev 1,52 m. i gennemsnit.

Knoglefund gjort i deres huler viser, at de jagede storvildt. Mest sådanne dyr, som levede nær arktiske områder såsom rensdyr, bison, elg og Mammut. Et spyd af træ med flintespids fundet mellem ribbenene på et elefantskelet ved Lehringen i Tyskland, og en spydspids, som blev fundet i rygraden på en hest ved Umm el Tlel i Syrien, henføres begge til Neandertal jægernes aktiviteter.

De angreb storvildtet i koordinerede små grupper med to og en halv meter lange træspyd. Det var en meget farlig form for jagt. Et studie af 17 skeletter viste, at de havde haft ialt 27 knogleskader. Meget få individer blev mere end tredive år gamle. Kemiske analyser af deres knogler har vist, at de spiste næsten udelukkende kød.

Den såkaldte Neanderthal fløjte blev fundet i 1995 i hulen Divje Babe I i det vestlige Slovenien af den slovenske palæontolog dr. Ivan Turk. Den anslås at være omkring 45.000 år gammel. Fløjten er lavet af en hult lårben fra en bjørn og har fire huller, hvoraf de to er intakte, alle fire i en ret linie med cirka lige store diametre. Den er i stykker og kan ikke spille, da den er defekt. Men ved at blæse i den kan produceres musikalske lyde, som det er blevet demonstreret af Dr. Turk.

Neaderthal fund er i hovedsagen fra huler og under klippeudhæng, men især i Øst Europa er mange fund gjort på åbent land eller i floddale. Det antages, at skeletdele er blevet bevaret bedre i huler end på det åbne land.

Nær Hollerup ved Langå er fundet nogle dådyrknogler, som bærer tydelige tegn på at være blevet marvspaltet af mennesker. De er fra omkring 110.000 - 130.000 før nutid, det vil sige Eem mellem-istiden, som varede omkring 15.000 år med en temperatur, som var højere end i dag. Vi kan forestille os en lille gruppe omstrejfende Neanderthalere, som i nogle få dage gjorde holdt ved det, der dengang var en sø, for at slagte og fortære et nedlagt dådyr, knuse knoglerne for at få fat i den delikate knoglemarv, og derefter at smide resterne i søen, hvor de i 1912 blev fundet i det, der nu en en lergrav, af geolog N. Hartz.

En hollandsk muslinge-trawler fik et stykke af et Neandertal-kranie i trawlet i havet nord for Holland. Fundet er endnu ikke præcist dateret.

Genforskere har rapporteret, at Neanderthal generne var fuldstændig forskellige fra moderne menneskers; de var en sidegren på menneskets udvikling, og der har ikke fundet nogen reproduktion sted mellem Neanderthalere og moderne mennesker.

Det er kendt at moderne mennesketyper og Neanderthaler har beboet de samme områder i hvert fald i Mellemøsten og Frankrig i 20.000 til 60.000 år. Skal vi virkelig forestille os, at der slet ikke var nogen "biologisk kontakt" i al den tid?

Overalt i Verden hvor Europæerne i nyere tid kom frem, har mændene haft deres lyst med de indfødte kvinder. Pelsjægere i Amerika har levet med deres indianer squaws, og forsømte slave-ejere trøstede sig med kvindelige sorte slaver. Kan det virkelig passe, at Neandethal kvinderne slet ikke kunne bruges til noget?

I forhold til andre af Verdens folkegrupper er Europæere netop karakteriseret ved sådanne træk, som Neanderthalerne også havde, det vil sige stor næse, øjenbrynsbuer, store øjne, lang hovedskal, kraftige bygning, hvid hud og lyst eller rødt hår. Når vi nu kommer fra samme område, ville det da være nærliggende, at sådanne fælles fysiske træk var skabt af fælles gener?

I 2003 sammenlignede et hold genforskere fra Italien og Spanien mitokondrie-DNA (mtDNA) fra to Cro-Magnon, der var 23.000 og 25.000 år gamle, med fire Neandertal prøver, som var 29.000 til 42.000 år gamle, og med en stor database af moderne menneskelig mtDNA for at kaste lys over spørgsmålet om, hvorvidt moderne mennesker også nedstammer fra Neanderthalerne. Giorgio Bertorelle fra University di Ferrara i Italien, udtalte: "Vores resultater gør hypotesen om en "Neandertal arv" meget usandsynligt." Gruppen konkluderede, at det er usandsynligt, at Neandertalerne har bidraget til den moderne europæiske genpulje.

In 2006 offentliggjorde to forskellige forskerhold, ledet af henholdsvis Richard Green og Edward Rubinog deres resultater efter arbejde på de samme Neanderthal prøver. De var bemærkelsesværdig ens. En gruppe mente, at der var en antydning af blanding mellem menneske og neanderthal gener, mens den anden fandt ingen, men begge grupper erkendte, at deres datamateriale ikke var stort nok til at give et endeligt svar.

I Maj 2010 offentliggjorde Svante Pääbo fra Max Planck Institute resultatet af et omfattende genetisk studie: "De fleste moderne mennesker har mindst 1 til 4 procent gener til fælles med Neanderthalerne. Imidlertid har Paupanere fra New Guinea samt kinesere samme procent gener til fælles med Neanderthalerne, som Europæerne har." Gruppens resultat kan defor ikke bruges til at bevise, at der fandt raceblanding mellem Cro Magnon og Neanderthal i Europa under sidste istid; Paupanerne og kineserne har jo aldrig mødt Neanderthalerne.

Det ene forskerhold efter det andet kommer frem til at Nenderthalerne uddøde uden at sætte sig noget væsentligt aftryk i moderne menneskers gener. Vi bliver nødt til at tage det til efterretning, selvom vi synes at det lyder mærkeligt.

Cro Magnon

Cro Magnon mennesket er opkaldt efter deres første findested, nemlig Cro Magnon grotten i Dordogne i Frankrig. I moderne tid er det foreslået, at typen istedet kaldes "Early European Modern Humans" eller EEMH, fordi der ikke synes at være tilstrækkelig forskel mellem dem og nutidens menneske-typer, til at det kan berettige en særlig arts- eller race betegnelse.

Det ældste Europæiske fund af skelet-dele fra denne moderne mennesketype er fra hulen "Pestera cu Oase" nær Jern Porten i den Rumænske Donau dal. Hulen synes at have været tilholds-sted for bjørne eller hyæner; måske er de menneskelige knogler rester af rovdyrenes måltider; de er i så fald blevet fortæret for 45.000 år siden. Et andet rumænsk fund af en kvindes hovedskal i "Pestera Muierilor" er blevet dateret til for omkring 30.000 år siden.

I selve Cro Magnon hulen i Frankrig fandtes skeletterne af en 14-årig dreng, en kvinde og en mand. De levede for 28.000 år siden.

Ved Predmosti i Moravia i den nuværende Tjekkiske Republik fandt man i slutningen at det nittende århundrede skelet-rester, som respræsenterede omkring tyve begravelser, imidlertid forstyrrede og rodet sammmen med dyreknogler fra hovedsagelig mammut men også fra ræv, rensdyr, vildhest, ulv, jærv og hare. Der blev også fundet rester af tre hunde, hvoraf den ene havde et mammutben i munden. Nogle af mammutknoglerne viste tegn på at have været kogt. Imidlertid gik de oprindelige fund tabt under Anden Verdenskrig. Begravelserne fandt sted for mellem 24.000 and 27.000 år siden.

I Paglicci hulen i Italien fandtes skeletterne af en dreng og en ung kvinde sammen med tusindvis af dyreknogler og stenredskaber. Desuden var hulen dekoreret med de typiske Cro Magnon hulemalerier. De to levede for omkring 23.500 år siden.

Også i Mellemøsten er gjort vigtige fund af Cro Magnon, eller skal vi sige tidlige Europæiske mennesker; således fandt René Neuville i 1934 i Qafzeh hulen i det nuværende Israel resterne af femten individer, heraf otte børn, sammmen med sten-skrabere og sten pilespidser samt knoglerester fra gazelle, vildhest, dådyr, urokse og næsehorn. De levede for omkring 92.000 til 115.000 år siden.

Sammenlignet med Neanderthalerne udviser skeletterne den samme høje pande, oprejste gang og slanke skikkelse, som nutidens mennesker. Kranierne fra Cro Magnon hulen og fra Predmostí er karakteriseret ved firkantede øjen-åbninger. Det er umuligt at sige noget om deres hudfarve; de kan have haft hvid, mørk eller olivenfarvet hud, vi ved det ikke.

Den amerikanske professor Trent Holliday har for ikke længe siden foretaget en undersøgelse af det eksisterende skeletmateriale. Han kom frem til en gennemsnitshøjde for mænd på mellem 168 og 170 cm, og en gennemsnitshøjde for kvinder mellem 157,6 og 158,4 cm. Formicola and Giannecchini derimod skelnede skarpt mellem tidlige og senere Cro Magnon individer og kom frem til at tidlige Cro Magnon mænd var 176,2 cm høje medens sene Cro Magnon mænd kun var gennemsnitlig 165,6 cm høje. På lignende måde blev tidlige Cro Magnon kvinder i henhold til deres undersøgelse 162,9 cm høje, medens senere kvinder kun blev 153,5 cm høje i gennemsnit.

De fremstillede skrabere, pilespidser og andre redskaber af flint. I Cro Magnon hulen fandtes dyretænder og muslingeskaller med tegn på at de havde været brugt i halskæder. Muslingeskaller fundet i Qafzeh hulen er perforede og udviser tegn på, at de har siddet på en snor, måske en halskæde. På nogle få af skallerne fandtes rester af okker, som måske har været brugt som krops-dekoration eller som led i et begravelses-ritual.

Analyser af knoglerne viser, at livet i Europa under Weichel istiden var vanskeligt. Adskillige af skeletterne har sammenvoksede ryghvirvler, som antyder alvorlige læsioner; kvinden fra Cro Magnon hulen havde overlevet nogen tid med et kraniebrud, og flere skeletter viser tegn på infektioner.

"Efter Altamira er alt dekadence." siges det, at Picasso udbrød, da han så de fantastiske Cro Magnon hulemalerierne i Altamira hulen i det nordlige Spanien. Da opdagelsen af hulen først blev offentliggjort i 1880, ville mange eksperter ikke tro på at forhistoriske mennesker havde den intellektuelle kapacitet til at skabe nogen form for kunstnerisk udtryk. Hulens opdager, Sautuola, blev enda beskyldt for selv at have ladet billederne malet. Først i 1902, da lignende huler var blevet opdaget andre steder, blev billedernes ægthed bekræftet. De berømte billeder blev malet for mellem 16.500 and 14.000 år siden.

Malerierne i Lascaux bliver kaldt for det forhistoriske Sixtinske Kapel. Hulen indeholder næsten 2.000 figurer, som kan inddeles i dyr, menneskelige figurer og abstrakte tegn. Over 900 kan identificeres som dyr, hvoraf 605 af disse er blevet identificeret som heste, hjorte, okser, bisoner, løver, en fugl, en bjørn og et næsehorn. Der er ingen billeder af rensdyr, selvom det må antages at have været deres vigtigste fødekilde. Der er vist et menneske, ret stilistisk. Billederne blev malet for omkring 15.000 år siden.

Chauvet hulen i Syd Frankrig blev fundet i 1994 og regnes for en af de vigtigste forhistoriske huler i Verden. Den indeholder Verdens ældste hulemalerier, som blev malet for omkring 32.000 år siden. Hulen er usædvanlig stor og kvaliteten af malerierne er ekstraordinær god. Foruden fantastiske malerier indeholdt den fossiler af hulebjørn, ibex (en slags bjerg-ged) og mange andre nu uddøde dyr. På hulens gulv var fodspor af hulebjørn samt et barns fodaftryk.

Ved kysten nær Marseille ligger Cosquer hulen, som blev opdaget i 1991. Den oprindelige indgang ligger 37 m. under nutidens havoverflade. Den indeholder malerier fra to perioder, nemlig fra både for 27.000 og for 19.000 år siden. Malerierne forestiller bison, ibex, heste sæler og lomvier.

I den nordvestlige del af Bulgarien ligger Magura hulen, som indeholder malerier fra mange forskellige epoker. De er specielle ved dem er at usædvanligt mange mennesker er afbiledet, dog så enkelt, at man ikke kan se, hvordan de virkelig så ud.

Malerierne i Font de Gaume hulen i Frankrig blev malet for omkring 27.000 år siden. De er kendte for at være de første eksempler på polycrome malerier, det vil sige, at de er malet i flere forskellige farver.

Genforskere har gang på gang forsikret os, at Cro Magnon ikke blandede gener med Neanderthal, og der er blot helt ubetydelige spor af Neanderthal gener hos moderne Europæere.