Forside DH-Debat
26. Harald 3. Hen

27. Danmarks Historie - Knud 4. den Hellige

Indledning - Knud den Hellige - Knuds Personlighed - Knud som konge af Danmark - Leding mod England - Oprøret - Knuds sidste Kamp - Knud den Helliges Begravelse og Skrinlæggelse. - Links og Litteratur -

Indledning

Knud den Hellige i Odense bys våbenskjold. Knud den Hellige i Odense bys våbenskjold. Han skræver over en lilje - og denne ses også på det banner, som han holder i højre hånd. Liljen er blevet kædet sammen med Odense siden middelalderen. Det ældste kendte Odense segl med Knud den Hellige er fra 1460, og her ses liljen også. Byen brugte også et mindre segl med en lilje som eneste motiv. Liljen siges at have været brugt som symbol for Jomfru Maria og Treenigheden. Når man ser på symbolet - tre blade som er knyttet sammen til et hele - forekommer det mest sandsynligt at den symboliserer Treenigheden. Man bør også betragte de historiske omstændigheder, hvorunder symbolet opstod, nemlig hos Frankerne i kamp mod andre folkevandringsfolk. Frankerne var katolikker og troede på Treenigheden, medens Goter og Burgunder var Ariansk kristne og troede at Faderen, Sønnen og Helligånden var adskilte enheder, og Faderen stod over Sønnen, hvilket understøtter at liljen symboliserer Treenigheden. Det passer med at Odense i middelalderen var en religiøs by - oprindelig centrum for dyrkelsen af Odin. Fem munke- og nonne-ordener havde deres klostre i byen, og den rummer stadig fire middelalderkirker. Foto Bent Hansen

Knud den Hellige var konge af Danmark i seks år fra 1080 til 1086. I sin ungdom ledede han flere togter mod England med det formål at fordrive Wilhelm Erobreren, hvilket ikke lykkedes. Allerede i 1076 søgte han forgæves at blive valgt som Dansk konge i konkurrence med sin ældre broder, Harald 3. Hen. Først da Harald døde i 1080, lykkedes det ham at blive valgt.
Tidslinie for Danmarks historie
Danmarks kongerække indelt i Kongeslægter - De stammer alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede en del af Danmark omkring året 917. Det er fordelagtigt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i overskuelige grupper eller dynastier, da det giver et godt overblik.
Knytlingerne har fået deres navn fra Hardecnudth, søn af Hardegon. Han kaldes Knud 1. og var far til Gorm den Gamle. Magnus den Gode var søn af den katolske helgen, Olav den Hellige; hans regeringstid er et interregnum til Svend Estridsen og hans sønner og sønnesønners tid. Svend Estridsen var sønnesøn af Svend Tveskæg.
De rivaliserende konger, Sven, Knud og Valdemar nedstammede alle fra Svend Estridsen, men perioden fremtræder alligevel som et interregnum til Valdemarernes periode.
Mange historikere, vistnok de fleste, tæller kun Valdemar 1. den Store, hans søn Knud 6. og Valdemar 2. Sejr til Valdemarerne. Men ingen har patent på den definition, og det forekommer forfatteren naturligt og hensigtsmæssigt også at medregne deres direkte mandlige efterkommere - inklusive Erik 4. Plovpenning, Abel og Christoffer 1. - indtil Christoffer 2., som var den sidste konge før den kongeløse tid.
Valdemar 4. Atterdag var ikke Unionskonge, men det var hans datter Margrete 1. og hans barnebarn Oluf. Man kan sige at Valdemar Atterdag skabte grundlaget for Kalmar Unionen med Norge og Sverige.
De første Oldenborgere var også Unions konger, men kun i korte perioder.
Borgerkrigen Grevens Fejde var et markant vendepunkt i Danmarks historie. Som en følge af den lutherske reformation overtog kongerne den trediedel af Danmarks jord, som tilhørte kirken. Denne rigdom gjorde det muligt at skubbe den gamle adel til side og etablere enevælden, som var en hovedårsag til Danmarks historiske nedgang. En demokratisk Grundlov blev indført i 1848 uden uroligheder og blodsudgydelser.
Den Oldenborgske linie uddøde med den barnløse Frederik 7. i 1863. Han blev efterfulgt af Christian 9. af Glücksborg.

Svend Estridsen og hans Sønner Svend Estridsen's periode. Fem af Svends sønner, blev konger efter ham, den ene efter den anden. Efter dem kom Erik Emmune, som var søn af Erik Ejegod, og Erik Lam, der var søn af Håkon Jarl og Ragnhild, som meget sandsynligt var datter af Erik Ejegod.

Hans regering var præget af konstante konfrontationer med de Danske stormænd og bønder. Med generøse gaver til kirker og klostre bidrog Kong Knud til at øge kirkens magt og indflydelse. Han udskrev ledingflåden til at samles i Limfjorden i den hensigt at generobre England. Imidlertid kom han ikke selv til stede til den aftalte tid, hvilket førte til at flåden opløstes. Året efter, i 1086, udbrød et oprør i Vendsyssel, som efterhånden bredte sig til hele Jylland og Fyn. Knud blev dræbt af oprørerne i Odense i St. Albani Kirke sammen med sin broder Benedikt og sytten hirdmænd. I Erik Ejegods tid i året 1100 ophøjede paven ham til helgen, og hans og hans broders jordiske rester blev gravet op og lagt i helgen-skrin, som idag kan beses i krypten under Sct. Knuds Kirke i Odense.

Knud den Hellige

Knytlinge Saga fortæller at Knud var Svend Estridsens yndlingssøn, kongen sagde: "Harald er, som I vide, den ældste af mine sønner i antal af år, men Knud er den raskeste af sind og den fuldkomneste i legemsfærdigheder af alle mine sønner; han er nu også prøvet i en hærs anførsel, han tykkes mig dueligst til konge af mine sønner, og ham vil jeg kåre til konge efter mig." Men landets stormænd ville det anderledes og valgte istedet den Harald, som fik tilnavnet Hen. Først da Harald døde i 1080 efter seks år på tronen, blev Knud konge.

Knud den Helliges i sit skrin i Odense
Knud den Helliges knogler i hans skrin i krypten i Sct. Knuds Kirke i Odense. Foto Anita Mathias's Blog on Faith and Art.

Det vides ikke, hvornår han var født, men hvis vi tror at Svend Estridsen fik sin første søn, da han var omkring 20 år gammel i 1038 og da Knud var den næst-ældste ville han måske være født i 1039-40 af en ukendt moder, som ikke var dronningen. Imidlertid, i 2008 fik forskere fra Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet lejlighed til at undesøge Knuds og hans broder Benedikts knogler, og de udtalte at han var betragtelig yngre end forventet. De satte ikke tal på deres udtalelse, men måske var han født i 1043-45, som nogle antager eller endnu senere - og var således 35- 40 år gammel, da han blev dræbt i Odense i 1086.

Han var ikke nogen stor og stærk mand, måske snarere spinkelt bygget. Retsmedicinerne udtalte i 2008: "Det står nu klart, at hverken Knud eller Benedikt var særlig groft byggede. De var snarere fint byggede". Hvilket også er det indtryk, man får, når man betragter hans knogler i krypten i Sct. Knuds Kirke. Han har sikkert været af middelhøjde. Den højre underarms-knogle er større end den venstre, hvad der siges at betyde, at det var højre hånd, som han svingede sværdet med. Knuds venstre lægben har været brækket, men var fint helet ved hans død. Han var let angrebet af tuberkulose.

I 1082 blev han gift med Edel, datter af grev Robert 1. af Flandern. Ælnoth skriver: "Med sine gode mænds råd valgte han sig en såre ædelig hustru, af kejserlig æt, og da hun med stor ære blev ført hid fra Vestens egne, modtog han hende med skønsomt hensyn til hendes navn - idet hun hed Edel, det er: "ædel" - som en ædel kvinde på ædel vis." De fik sønnen Karl og ifølge Saxo døtrene Cæcilia og Ingegerd.

Knud havde betydelige militære erfaringer allerede før han blev konge.

Florence af Worcester fortæller at i 1069 - tre år efter Wilhelm Erobrerens sejr ved Hastings - sendte Svend sin broder Jarl Asbjørn, jarl Thorkild og sønnerne Harald og Knud til England for hjælpe Englænderne med at fordrive Normannerne. Flåden måtte dog vende hjem med uforrettet sag; det siges at det Engelske oprør var nedkæmpet, allerede før de ankom.
Sct. Albans martyrium
Sct. Albans martyrium fra et 1200 tals manuskript, nu i Trinity College Library, Dublin. Bemærk, at bødlens øjne falder ud af hans hoved. Sankt Alban var den første Britiske helgen, som oplevede sit martyrium allerede i Romersk tid. Alban mødte en kristen præst, der flygtede fra "forfølgelse" og beskyttede ham i sit hus i flere dage. Da Romerske soldater gennemsøgte hans hus, tog han selv præstens kappe på og præsenterede sig som præsten. Da bødlen halshuggede ham, sprang hans øjne ud af deres huler. Foto Matthew Paris Wikipedia.

Anglo Saxon Chronicle for 1075 fortæller at det sidste togt mod England i Svends regeringstid var ledet af sønnen Knud og Håkon Jarl: "Kort efter kom der øst fra Danmark to hundrede skibe; for hvilke der var to kaptajner, Cnute Swainson og Earl Hacco; men de vovede ikke at indlade sig i kamp mod Kong William. De sejlede hellere til York og brød ind i Saint Peter's Minster og tog mange skatte med sig og drog så væk." Det kan have været ved denne lejlighed at Knud hjemførte relikvier af den hellige Alban, som han skænkede til Sankt Alban Martyrs Kirke i Odense, som han selv lod bygge, og i hvilken han selv senere skulle lide martyrdøden.

Knytlinge Saga citerer skjalden Kalfr Manason for at Knud skulle have besejret ti konger på sine togter i Østerleden.

Knuds Personlighed

Den engelske munk i Odense, Ælnoth, giver os det første glimt af Knuds personlighed: "Men da de to kongsemner Harald og Knud, han, som snart skulle få navnet Kanutus, tvistedes om ret til herredømmet, blev Harald, både fordi han var ældst af år, og fordi han tyktes mere sagtmodig i sin optræden, ved hele folkets valg indsat til konge." Knud, derimod, havde mange gode egenskaber men han var alt andet end sagtmodig. Han var helt klart selvbevidst grænsende til det arrogante.

Sct. Knud på altertavle i Nærholm Kirke ved Aalborg
Sct. Knud på altertavle i Nørholm Kirke ved Aalborg fra begyndelsen af 1500 tallet. Foto Nørholm Kirke Aalborg Stift.

Knytlinge Saga fortæller at efter sit kongevalg på Viborg Ting i 1080 kom Knud i en tale med en slags programerklæring: "I Danske lønnede min broder Harald for den eftergivenhed og mildhed, som han viste imod eder, med at I kaldte ham Harald Hen, og gav ham det navn, for at spotte ham; men nu skal jeg lønne Eder for det, at I så ilde gengældte ham hans godhed, thi jeg skal nu være Eder en kampesten, som er hård tilfulde."

Ælnoth fremhæver at Knud var intelligent: "Ihvorvel nu alle den hæderkronede kong Sven Magnus's berømmelige sønner i kraft af deres medfødte klogskab stræbte at efterligne deres fader i dygtighed, var den mest udmærkede af dem dog vor Knud." Andetsteds fortsætter han med at opregne hans gode egenskaber: "Han var fyrig af sind, havde et kongeligt ydre og livfulde øjne, han var våben-djærv og karakterfast, og hans ånds dygtighed lagde sig for dagen i hans tales skønhed."

Knytlinge Saga beretter at efter Svend Estridsens død søgte Knud at blive valgt til konge på Viborg Ting i 1074, medens Svend Aggesen og Saxo henlægger dette kongevalg til Isøre i Isefjorden. Det er ved første blik to modstridende beretninger, som ikke begge kan være sande. Imidlertid, ved nøjere overvejelse kan de to beretninger forenes.

Knud vidste at ledingflåden ville samles ved Isøre for der at pege på, hvem af Svends mange sønner, som stormændene senere ville vælge til konge på Danmarks mange landsting. Den gamle kong Svend havde advaret mod splittelse og borgerkrig mellem hans mange velbegavede og ambitiøse sønner, og den usædvanlige fremgangsmåde skulle sikre landets enhed ved at det blev den samme kandidat, som blev valgt på alle landsting. Samlingen ved Isøre skulle således ikke foretage det egentlige lovformelige kongevalg, men den var et forberende møde af afgørende betydning.

Sct. Knud på side altertavle i Skt. Peders kirke i Næstved
Sct. Knud på side altertavle i Skt. Peders kirke i Næstved fra omkring 1500. Foto Hans Nørgård Fynshistorie.dk

Harald stod til at vinde valget, men Knud var ambitiøs og beslutsom. Han vidste at hvis han kunne opnå valg i Nørrejylland før resultatet af mødet ved Isøre forelå, så kunne han afspore processen.

Nørrejylland var det største af Danernes "lande". Derfor, hvis en kandidat blev valgt der først, havde han et stærkt argument på de andre ting. Desuden, mange skjaldevers siger at Knytlinge kongerne var Jyders konger, det vil sige at Jylland var deres oprindelige rige, som deres forfader, "Hardegon søn af en vis Svend", først erobrede. Og et sidespring: på Hardegon tid skiftede halvøen navn fra Gotland til Jylland, så måske Hardegon og hans mænd var "Jyderne".

Det er således ikke helt uden forbindelse med virkeligheden, når flere Islandske sagaer fortæller om Viborg at "der skal Danerne altid vælge sig konge"

Drabet på Sct. Knud på side altertavle i Skt. Peders kirke i Næstved
Drabet på Sct. Knud på side altertavle i Skt. Peders kirke i Næstved. Kunstneren har blandt andet vist kanoner, som helt sikkert ikke eksisterede på Knuds tid. Foto Pinterest.

Knytlinge Saga fortæller at kongsemnerne drog til ting i Viborg: "Da nu tinget var sat, kom Knud der. Han stod op, holdt en smuk og udførlig tale, og bad bønderne give sig kongenavn, ligesom det forud var aftalt." Men nogle store høvdinge ventede på en afgørelse andetsteds fra - sikkert fra flådesamlingen ved Isøre - og derfor trak de tiden ud på flere opfindsomme måder: "Da svarede Eyvind Bifra, og bad bønderne vente, indtil jarlen eller andre høvdinger, som kunne ventes did, kom til tinget". Dernæst holdt han en tale om Knuds dyder, så rosende at Knud ikke ville være motiveret til at afbryde; den var også en helt usædvanlig langvarig tale: "Dernæst gav han talen den vending, at han opregnede Knuds dyder, talte udførlig og smukt om, at han af alle kong Svends sønner var bedst skikket til konge, hvorom han fandt mange sande ord at sige. Han trak således tiden ud, og førend han havde sluttet talen, kom der folk til tinget, som bragte det tidende, at Harald Svendsøn var udråbt til konge over hele Danmarks Rige."

Sagaen fortsætter: "Da Knud hørte dette, stod han straks op, og gik bort og til sine skibe. Men da han kom om bord, undredes alle, som så ham, over hvorledes han så ud, og nogle troede, at han var blevet syg, thi hans ansigt var så rødt som blod. Han satte sig ned på højsæde-kisten, og talte ikke et ord, heller ikke turde nogen tiltale ham, og således gik der en lang tid om dagen."

To Islandske skjalde digtede om Knud den Hellige. Den ene var Skule lllugason og den anden var Kalfr Manason. Alle deres digte - bortset fra et enkelt vers - er gået tabt, men forfatteren af Knytlingesaga citerer Kalfr Manason for at Svend Estridsens lig i løbet af tretten dage førtes fra Jylland til Ringsted og for at Knud skulle have besejret ti konger på sine togter i Østerleden. Kalfr Manasons overleverede vers i Knytlinge Saga siger:

Vil en vise vi digte.
Vokser i Danmark ufred,
ikke Svends sønner enes
efter faderens bortgang;
Harald skal med megen
møje riget forsvare
imod elleve brødre.
Vel må han da kæmpe.


I et brev fra paven fra 1080 omtales Harald Hens "sejr og glorie". Hvem de besejrede var, fortælles ikke i brevet; men når vi sammenholder pavens brev med Kalfr Manason kvad, indser vi, at det må have været kong Haralds brødre. Og da vi kender Knuds beslutsomhed, hensynsløshed og militære erfaring, er det meget vanskeligt at forestille sig at han ikke var blandt disse elleve brødre, uanset at Knytlinge Saga siger at han var loyal mod Harald og blev hans jarl på Sjælland - sikkert fordi det var mere passende for en helgen. Det gode forhold til den Norske konge, Olav Kyrre, som sendte skibe til Knuds store Englandstogt, bringer os også til at tro at Knud har været blandt de elleve brødre, som fandt støtte i Norge.

Daniel Seiters alterbillede i Cappella di San Canute i Rom
Daniel Seiters alterbillede i Cappella di San Canute i Rom. Malet 1685-86. Foto Peter1936F Wikipedia Commons.

Men hvad siger Ælnoth? "Skønt nu den heftige Knud tog sig dette nær, holdt han det for bedre at gå af vejen for sin broders vrede." Havde vi ikke andet at holde os til end Ælnoths ord, måtte vi sige, at Knud efter kongevalget ved Isøre gik i landflygtighed. Hvilket også bliver bekræftet af selve helgenbeskrivelsen "Passio sancti Kanuti regis et martyris", som klart fortæller at Knud gik i landflygtighed i Sverige. "Passio" blev skrevet i Odense få år efter Knuds død i modsætning til Knytlinge Saga, som blev skrevet på Island måske hundrede år efter begivenhederne.

Alt fortæller os at Knud havde mange kongelige personlighedstræk. Han var intelligent, beslutsom, modig, veltalende og våbendjærv, og han veg ikke tilbage for store planer. Men det er vanskeligt at fortrænge at det alt sammen blev forpurret af en foragt for det folk, som han var sat til at regere. Han brød sig kun lidt eller intet om nedarvet ret og skik og brug, som Ælnoth er ærlig nok til at fortælle os.

Knuds fjender var ikke en lille gruppe, der af rent personlige grunde søgte hævn; det fremgår klart af Ælnoths beskrivelse at det var folket som helhed. Vi må skønne at hele folket vest for Storebælt rejste sig imod ham. Folket er ikke en samling forbrydere, og da det rejste sig til kamp mod kongen, må han i sine virkelighedsfjerne drømme have trådt deres mest grundlæggende interesser under fode.
Knud den Helliges død i Sankt Albani Kirke i 1086.
Knud den Helliges død i Sankt Albani Kirke i 1086. Malet af Christian Albrecht von Benzon i 1843. Fra Kristeligt Dagblad.

Knud var dybt optaget af religionen og nærede stor ærefrygt for præstestanden. Ælnoth fortæller: "Mænd af præstestanden hilste han ærefrygtsfuld snart med navnet "herre", snart med navnet "fader", og de til den åndelige tjeneste indviede steder smykkede han med kongelig skænk og gave. Stadig kom han i Guds helgeners hellige kirker for at høre hele den daglige gudstjeneste til ende, og hvad han der med sit hurtige nemme havde fattet, gemte han i sit dyrebare hjertes gemme, hvad Guds ånd tilskyndede ham til, for at hans ihukommelse kunne holdes i live i al evighed."

Hvad mon Ælnoth mener med alt dette? Jo mere man læser, jo tydeligere fornemmes at han ofte anvender en stilfuld og underfundig ironi. Det var nok sådan at gudstjenester var meget langvarige og ofte på latin, som de fleste ikke forstod. Det var langtfra alle, som hver gang hørte dem til ende. Imidlertid Knud lyttede til alle gudstjenerster til det sidste amen, fordi han ville skabe sig et evigt ry, som en usædvanlig inderligt troende kristen.

Sct Knud på kalkmaleri i Dädesjö gamla kyrka
Sct Knud på kalkmaleri i Dädesjö gamla kyrka nord for Växjö. Foto Statens Fastighedsverk.

Med hensyn til kvinder og bordets fristelser var Knud fuldstændig forskellig fra sin fader, Svend Estridsen, som havde en stor svaghed for disse ting. Vi husker at Adam af Bremen skrev om ham: "Hvad der angik ganen og kærlighed til kvinder, disse sine landsmænds skødesynder, kunne kongen ikke overtales til at slippe."

Ælnoth beskriver hans søn, Knud, som en asketisk type: "Også på de almindelige og de særlige fastedage og hver fredag i ugen, når han sad ved det kongelige bord, og hans gæster mente, at han nød vin eller mjød, drak han det rene vand, noget, som blot hans tro tjenere vidste og han, der ser i løndom. Og de kostelige retter ved det kongelige måltid førte han blot til sin mund, men lod disse derpå dels bære om til sine hos-siddende mænd, dels uddele og bortsende til de fattige, medens han selv kun nød tørt brød med salt på, ved hvilken næring han ikke så meget opholdt sit til velbehageligheder vante legeme, som spægede det."

Ælnoth lægger stor vægt på at fortælle at Knud var tro mod sin dronning Edel, han: "brød sig ikke om frillers ukyske favn, men nøjedes ene med hendes ægteskab, således som Jesus Kristus og hans engle kan bevidne det."

Knud var dog ikke helt uden interesse for andre kvinder. Knytlinge Saga fortæller at han var nær faldet i fristelse på grund af en præstekones skønhed: "Det hændte sig en gang, da Kong Knud drog på gæsteri med sin hustrop, at han kom til et anseeligt gilde, og på gildets første aften så kongen der en kone, så smuk at han syntes næppe nogensinde at have set hendes lige i skønhed. Hun var gift med en anset præst. Kongen fattede kærlighed til hende; han kaldte derfor sin husfoged til sig, og sagde at han skulle mage det så, at denne kone var i sengen hos kongen om natten." - "Da Kongen om aftenen kom til sengen, var denne kone der forud, og da kongen var afklædt, steg han op i sengen" - "og lagde sig ned, og vendte sig med blidhed til hende. Hun sagde til ham: "tilføj mig ingen beskæmmelse og pådrag Eder selv ingen skyld; thi I er den øverste af alle her i landet. Nu vil jeg bede for Eder, når I kommer for den Konning, som er almægtig, at han vil høre eders bøn, som I nu hører min." Derpå stod kongen op og fandt sig en anden seng for natten.

Knud den Helliges segl
Knud den Helliges segl. Foto Pinterest.

Ælnoth fortæller at Knud lod sig piske af sine kapellaner som bod for sin ungdoms synder - som kan have haft noget med præstekonen at gøre: " - og i sin fromheds inderlighed bøjede han sig så dybt for den guddommelige nåde, at han - hvad der vil synes somme utroligt - end ikke vægrede sig ved af dem at modtage legemlig revselses slag, når de var alene til stede, så at kun Gud og englene, som kender hans hemmeligheder, var vidner dertil."

Der er en underlig selvmodsigelse i Knuds politik. Med den ene hånd brugte han ethvert middel til at presse flere bøder, afgifter og skatter ud af stormænd og bønder, og med den anden hånd delte han gavmildt ud af pengene som privilegier og rettigheder til kirker, klostre, præster og munke. Man skulle tro at når han planlagde at erobre England, havde han brug for mange penge. Hvorfor gav han da så mange af de surt erhvervede midler til kirken?

Mange historikere fortæller os at ved at styrke kirken, styrkede han kongemagten; men de kommer aldrig ind på en mere detaljeret årsags-sammenhæng. Vi ved dog fra kampene mellem kongemagt og kirke i den senere middelalder at en stærk kirke aldeles ikke styrkede kongemagten.

Når man sammenholder dette med hans udfordrende og kompromisløse stil, kan man få den tanke at han bevidst eller ubevidst ønskede at blive martyr og helgen - Man kan meget vel forestille sig at "Passio's" ord: " - og nu var han det særlig, ret som om han higede efter nu snart ved martyrhøvdingen Kristi hjælp at få lod og del sammen med martyren Alban," er mere end en religiøs frase.

Knud som Konge af Danmark

Edele og Knud gav deres førstefødte søn navnet Karl; hvilket navn var usædvanligt ved at det var ikke et navn, som førhen var brugt i den Danske kongeslægt, det var et navn fra moderens slægt, som var greverne af Flandern, altså groft taget det moderne Belgien. Efter nogle historikeres mening viser dette, hvorfra Knud fik sine politiske ideer.

Hertugdømmet Flandern omkring 1400
Hertugdømmet Flandern omkring 1400. Beckstet Wikipedia Commons.

Næst efter Normandiet var Flandern det område i Europa, som havde udviklet det mest effektive centraliserede styre. Knuds svigerfader, grev Robert 1. var ubestridt herre over Flandern. Han kontrollerede alle grevskabets borge og forbød stormændene at bygge deres egne borge. Som en enevældig hersker udstedte han love og straffede, når de ikke blev overholdt. Særlig effektivt håndhævede han torve- og vejfreden, til gavn for fremmede købmænd.

Der var dog en forskel mellem grev Roberts politik og Knuds politiske bestræbelser. Robert forsøgte at udvide sin autoritet til også at disponere over kirkens gods, hvilket paven reagerede imod og i sidste ende fik forhindret. Knud derimod gav kirken storslåede gaver og magtfulde positioner og rettigheder.

Knytlinge saga fortæller os at han effektivt forsvarede Danmark mod sørøvere: "Da Knud var blevet Konge, forsvarede han landet med megen djærvhed, og forjog alle hedningerne fra Danmark, ligesom også fra søen, så at ingen turde plyndre på Danmarks kyster formedelst Kong Knuds strenghed og tapre forsvar.

Saxo rapporterer at han erobrede Østersøkysten fra Kaliningrad til Estland: "Krigen i Østerleden, som han havde begyndt i sin ungdom og også havde ført i sin landflygtigheds tid, fortsatte han af al magt, efter at han var kommen på tronen" - "Han opgav da heller ikke dette forehavende, førend han i bund og grund havde underkuet Kurernes, Sembernes og Esternes lande."

I løbet af sin seks år lange regeringstid opkrævede Knud kompromisløst og til tider brutalt bøder, afgifter og skatter i uhørt omfang, indtil det i 1086 blev en skat for meget, og der rejste sig et oprør mod ham.

De baltiske stammer omkring 1200.
De Baltiske stammer omkring 1200. Saxo anfører at Knud "i Bund og Grund havde underkuet Kurernes, Sembernes og Esternes Lande" Kurerne er Curonians i det nuværende Letland. Semberne er Sambians omkring Kaliningrad, det tidligere Koningsberg i det tidligere Øst Preussen. Esterne er Estonians, som boede i det nuværende Estland, som de gør nu. Skiftende Danske konger havde interesser i Samland. Saxo nævner at en søn af Harald Blåtand, Hakon, angreb Semberne, men de blev så betagede af de Sembiske kvinder at de valgte aldrig at vende hjem: " -idet de med større lyst holdt sig til de fremmede kvinder" - "og Semberne regner sig ikke med urette for at nedstamme fra det Danske folk".. Svend Aggesen nævner at Knud den Store udstrakte sit rige til Venden og Sambien. Kort oploaded af MapMaster - Baseret på kort af Marija Gimbutas i "The Balts" Wikipedia.

De gamle konger rejste rundt i landet "på gæsteri" som det hed, og ifølge de gamle love havde bønderne pligt til beværte kongen på hans vej rundt i landet og i noget omfang forsyne ham med heste og vogne. Knytlinge Saga siger at da Knud kom til Halland: "holdt han der ting, og talte selv på tinget; han bad da bønderne tilstå ham rideheste til rejsen igennem landet, thi han var kommen did til søs. En bonde, som var den mest veltalende der, stod op og talte; han sagde, at bønderne ikke ville tåle strengere pålæg af kongen, end de gamle love bød; og da han sluttede sin tale, gav bønderne lydelig deres bifald tilkende, og sagde at de ikke i nogen henseende ville lade sig plage mere, end de gamle love bød." Nu var det sådan at hvad ingen ejede sagtes at tilhøre kongen. Knud svarede dem derfor: "Da vil jeg forbyde Eder Hallandsfarer at benytte de store skove, som jeg ejer, og som ligger her nær ved Eder, og at lade både Eders svin og Eders andre småkreaturer græsse der." Bønderne havde mængder af svin, som gik på olden i Hallands store bøge- og egeskove, og derfor faldt de nu hurtigt til føje.

"Kongen drog dernæst til Skåne," fortæller Knytlinge Saga, "og holdt der et stort ting med bønderne. Bønderne syntes, at han var alt for påstående i sine fordringer, og rådede derfor alle enstemmigt imod, og nægtede det, som kongen forlangte. Men da det igen blev roligt, tog Kongen til orde" - "men jeg vil bede Eder lige som før Hallandsfarerne, at I vil lade mig, uhindret af Eder, råde over min ejendom;" og dette tilstod de alle. Da sagde Kongen: "Det må nu alle folk her i Danmark vide, hvad der her er kongens ejendom eller bøndernes ejendom, at kongen ejer her i landet alle øde steder; tilstår I det?" Alle tilstod, at det var så." - " Derpå sagde han: "Da påståer jeg min ejendomsret over Øresund, og jeg vil da forbyde Eder alt fiskeri, som I forhen have haft der, om I ikke vil gøre noget for mine ord, og understøtte mig med, hvad jeg trænger til." Men da kongen havde sagt dette, da indså alle, at dette ikke ville være dem tjenligt, at bønderne skulle miste alt sildefiskeriet i Øresund. Det blev da besluttet, at lade kongen ene råde, og de tilstod alt, som han forlangte."

Statue af Knud den Hellige
Statue af Knud den Hellige i Odense lavet af Einar Utzon-Frank i 1953. Foto: statues.vanderkrogt.net.

En illustration af omfanget af Knud's indkrævning af bøder finder vi i hans gavebrev til Lund Kirke; da det må være mere end en tilfældighed, at adskilligt af det gods, som kongen skænker til kirken, har han selv fået i "fredkøb". Det hedder i gavebrevet: "Det er altså den jord, som Øpe Thorbjørnsen i Lund bødede for sin fred - i Flædie fem og et halvt bol, som Hågen gav til kongen - i Søvestad et halvt bol, som Skore betalte for sin fred og i Karlaby et halvt bol, som samme Skore gav kongen for sin fred - i Brønnesløv et halvt bol, som kongen indløste fra Thorgisl, Gunstens søn." En mands fred var hans ret til at leve et ærefuldt liv i samfundet og have ejendom og rettigheder, mistede han sin fred, blev han fredløs, og enhver kunne slå ham ihjel uden lovmæssige konsekvenser.

Ælnoth er ærlig nok til at fortælle os at Knud tilsidesatte nedarvede love og indførte mange regler og afgifter, som var dybt upopulære: "Med klartskuende indsigt blev han da opmærksom på, at der var mange fra fortiden nedarvede ting, der endnu holdtes i agt og ære, mens man for den guddommelige retfærdigheds skyld snarere burde ændre dem end bejle til mængdens gunst ved at overholde dem. Disse ting besluttede han med bistand af den himmelske styrers nåde at sætte skranker for. Men det utæmmede folks vildhed og medfødte hårdhed forhalede dag for dag udførelsen af hans vilje. Og fordi, som det sande Guds ord bevidner, enhver, der handler ilde, hader lyset og ikke vil komme til lyset, for at ikke hans gerninger skal lægges åbenlyst frem, så skete det, at de, som foretrak at blive ved med deres dårlige vaner og med fri vilje at blive liggende i deres synder fremfor at låne øre til retfærds velgrundede tale og forlade, hvad de hidtil med urette havde overholdt, på deres forsamlinger klagede over, at han slog ind på tåbelige veje og syntes at lægge vind på nye og uhørte påfund."

Ælnoth fortsætter sin dybest set ret ærlige redegørelse: "Medens han nemlig søgte at udrive dem af syndens trældom og føre dem tilbage til retfærdigheds frihed, så hørte de ham vel, men forstod ham ikke, de så ham vel, men ret som om de var blindede, og de holdt ham for så at sige at være en forstyrrer af deres gamle fred og ro og en ransmand af deres tidligere frihed."

Knud brugte ethvert middel til at forøge de kongelige indtægter. Det fortælles at han indsatte sine egne hirdmænd som bestyrere af kongsgårdene, for mere effektivt at lede indtægter derfra til kongens kasse. Ælnoth fortæller at de kongelige ombudsmænd og fogeder opfindsomt skabte og provokerede retssager frem i hidtil uhørt omfang med det formål at en stor mængde anklagede skulle dømmes til at betale bøder til kongen, og når bøderne skulle betales, brugte de falske lodder og satte al tings værdi urimeligt lavt: "Men for at gå videre i vort emne: de kongelige ombudsmænd eller fogeder beflittede sig mere end billigt var for at yppe retssager i hobetal, de brugte altfor svære lodder på deres vægtskål, satte alle tings værd lavt og, for at udtrykke mig i menigmands mål, lod en øre knap gælde en ørtug; de bøjede retten, fortæller man, og søgte med vold og magt at kue ædelbårne lige så vel som menigmand."

En øre var tre ørtug, hvilket vil sige at fogederne satte altings værdi til mindre end en trediedel af markedsværdien. Ælnoth antyder ikke i mindste måde, at det blot var nogle få ombudsmænd og fogeder, som forurettede folket ved således at snyde på vægten, det syntes at have været fogeder i almindelighed, hvilket fører deres grådighed tilbage til deres overordnede, kongen.

Gammelt kobberstik med drabet på Knud den Hellige
Gammelt kobberstik med drabet på Knud den Hellige. Foto Fyn Historie.

Historikeren Hans Olrik skriver: "Det taler til Ælnoths ære, at han ikke anslår den sædvanlige helgentone, ikraft af hvilken martyrerne plejer at omkomme uden egen skyld. Her er det sagt med rene og klare ord, at ombudsmændene på det groveste forurettede folket."

I årtusinder havde folket været opdelt i tre rangklasser eller kaster, nemlig frie mænd, frigivne og trælle. Det var tilfældet i vikingetiden, og det kan genfindes helt tilbage hos folkevandringstidens Goter. Knud ønskede at konstruere samfundet om ved at ophøje frigivne til gruppen af frie mænd, og give tilrejsende samme rettigheder som indfødte, og det var Danskerne meget imod. Ælnoth skriver: "Trælle, der var frigivne eller selv havde løskøbt sig med de midler, de havde erhvervet sig ved deres eget brydsomme arbejde, tilkendte han ved offentlig erklæring deres frihed. Fremmede og udlændinge, hvor de end kom fra, blot de ikke havde gjort sig skyldige i noget, gav han lige ret med de indfødte, end dette var de danske til had og ærgrelse."

I England opgjorde Wilhelm Erobreren sine nye besiddelser i Doomsday Book. Her er optegnet at omkring 10% af befolkningen var trælle. Antallet af trælle i Danmark på samme tid må have været i samme størrelsesorden.

I 1085 satte kong Knud alle landets våbenføre mænd i stævne på Limfjorden med henblik på et angreb på England, men han kom ikke selv til stede for at lede dem. I årtusinder havde det været kongens opgave at fylke hæren i kamp mod landets fjender. Fra England og muligvis også fra Danmark kendes eksempel på at hele hære nægtede at kæmpe, fordi kongen ikke var til stede. Men Knud rejste til Slesvig i et eller andet uopsætteligt ærinde, som historikerne ikke rigtigt kan finde ud af, hvad var. Det var virkelig uklogt af kongen ikke at komme til leding-flåden. Vi kan ikke komme udenom at det var et udslag af svigtende dømmekraft.

I sensommeren 1085 da ledinghæren i Limfjorden igen var opløst, demonstrerede han igen manglende kontakt med virkeligheden ved at udsende en byge af nye religiøse direktiver, der på det nærmeste forvandlede Danmark til en præstestat, Ælnoth siger: "Da hæren altså var vendt tilbage til sit eget, kastede den gudfrygtige fyrste ligesom tidligere sig ivrig over sine fromme bestræbelser. Han søgte at forøge folkets ærefrygt for gudstjenesten, han udvidede præstestandens rettigheder. Ved en kongelig kundgørelse, hvori der også indeholdtes straffebestemmelser, fastsatte han overholdelsen af højtidsdagene og de retmæssige fastetider, således som man ellers overholder dem allevegne i verden."

Knuds gavebrev til kirken i Lund
Side af Knuds gavebrev til kirken i Lund. Foto Pinterest.

Saxo giver flere detaljer:

Knud inddrog bisperne i landets ledelse, måske i en slags rigsråd: "Da han så, at den grove og uoplyste almue ikke havde den tilbørlige ærefrygt for bisperne, og han ikke ville, at de, der beklædte så høj en værdighed, skulle regnes lige med lægfolk, var han så omtænksom at udstede en forordning, der gav dem gang og sæde blandt høvdinger, ja han gav dem endogså den første plads blandt rigets stormænd, som om de var fyrster."

Saxo's ord bliver bekræftet af Knuds gavebrev til St. Laurentius Kirken i Lund. I alle vidnelister fra England eller Skandinavien nævnes de mest fornemme altid først. I Knuds gavebrev nævnes de gejstelige først, nemlig bisperne Rikwal, Svend og Sigvard, derefter kommer en enkelt jarl, men straks derefter kommer præsterne Arnold, Theoderik, Henrik og Godskalk. Faktisk, de fleste vidner er gejstelige.

Desuden fortæller Saxo at han tillod gejsteligheden at blive en stat i staten ved at unddrage sig landets almindelige love: " - han lagde også vind på ved de mest velmenende forordninger at bringe den ringere gejstlighed i agt og ære; for at forøge dens anseelse unddrog han således tvistigheder imellem gejstlige fra den almindelige rettergang og henviste dem til gejstlighedens egen afgjørelse - Følgen heraf var, at i Danmark kan ingen andre end kongen, bisperne og den, som har størst udsigt til at blive tronfølger, drage nogen gejstlig til ansvar."

Knud den Helliges Gavebrev til St. Laurentius Kirken i Lund 1085

I den hellige og udelelige Treenigheds, Faderens og Sønnens og den Helligånds navn.

Vi ønsker, at alle i Kristus trofaste skal vide, hvorledes jeg Knud den fjerde, søn af kong Magnus, efter at have overtaget riget efter min fader, har doneret St. Laurentii kirke, som ligger i Lund - endskønt den endnu ikke er fuldført - for at den til evig tid kan være en brud for det lam, som bærer verdens synd, hellig for den hellige, ubesmittet for dem ubesmittede, værdig for den værdige.

Men hvilken og hvordan denne kirkes brudegave er, har vi gjort klart, og med følgende vidner ønsker vi, at den skal være retskraftig og urokkelig til evig tid med disse som vidner: bisperne Rikwal, Svend og Sigvard, Hågen Jarl, præsterne Arnold, Theoderik, Henrik og Godskalk, stallerne Alle, Hågen, Peder, Svend.

Det er altså den jord, som Øpe Thorbjørnsen i Lund bødede for sin fred. I Sønder Opager fire og et halvt bol, i det andet Opager lige så mange bol, i Herrested otte bol, i Skælshøj to bol, i Flædie fem og et halvt bol, som Hågen gav til kongen, i Hildeshøg et halvt bol, i Håstad et bol, i Gærd i Venested et bol, i Skæftelyng et halvt bol, i Søvested et halvt bol, som Skore betalte for sin fred, og i Karleby et halvt bol, som samme Skore gav kongen for sin fred, i Brønneslev et halvt bol, som kongen indløste fra Thorgisl, Gunstens søn, i Gudesbo i Sandby et bol. På Sjælland i Ramsø herred i Øm to bol, i Sømme herred i Tjæreby to bol, i Tune herred i Vindinge to bol, i Horns herred i Skuldelev et bol, i Onsved et bol, i Smørumlille to Bol, i Lynge herred i Børstingerød to bol, i Jørlunde herred i Tollerup et bol, i Skenkelsø et bol. På øen Amager i Sundbyvester fem bol. I Brøndby tre bol. Af de penge, der årligt gives af tofterne i Lomma tre mark; af samme penge i Helsingborg tre mark, af tofterne i Lund 21 mark.

Hvis nogen i sit overmod, af ædel eller ikke-ædel byrd, født eller ikke-født, opblæst af forvoven dristighed mod den hellige læres forskrift stræber efter at krænke denne overenskomstmæssige beslutning, skal han være forbandet ved Herrens genkomst, han skal være fordømt til evig straf, der hvor ormen ikke dør, og ilden ikke slukkes. Hans bord foran ham skal blive til en snare, til en gengældelse og til en anstødssten sammen med dem, som sagde til Gud Herren: "Vig bort fra os, at kende dine veje er ikke vor lyst."

Men hvad der hører til den kongelige ret, af hvad sag den end måtte opstå i forbindelse med omtalte jord, skal tilfalde provsten og de andre brødre, som på dette sted tjener Gud; tre forseelser er undtaget: Hvis en bliver lyst fredløs, skal han købe fred af kongen, medens hans boslod skal tilfalde provsten og brødrene, Hvis han forsømmer leding, skal han bøde til kongen. De skal ikke stille heste til redskud, medmindre kongen kommer selv.

Forhandlet i Lund den 21. maj år 1085 efter Herrens menneskevorden - i den herre kong Knuds 5. regeringsår, i nærværelse af og med bekræftelse af nævnte biskopper, på vor Herre Jesu Kristi foranstaltning, Han som er velsignet i evigheders evighed. AMEN.

Også almindelige borgere, som havde "forsyndet sig imod religionen" kunne blive anklaget ved en gejstlig domstol, skriver Saxo, og de idømte bøder tilfaldt kirken: " - og overlod til den at idømme pengebøder, når nogen var anklaget for at have forsyndet sig imod religionen og ikke kunne rense sig for anklagen, ligesom han overdrog den ret til at idømme straf i alle tilfælde, hvor nogen havde overtrådt kirkelovene, så at alle den slags sager for fremtiden blev udsondrede fra den verdslige ret og henvist til den gejstlige."

Knud støttede mange kirker og klostre. I Viborg blev han dyrket som kirkens velgører, og han lod opføre Sankt Alban Martyrs Kirke i Odense. Han skænkede rige gaver til både Roskilde Domkirke, kirken i Dalby og St. Laurentius' Kirke i Lund. Saxo siger: "Kongen lod begge disse kirker indvie og skænkede dem rige gaver." - "På indvielsens første dag skænkede kongen, da han højtidelig knælede for alteret, fjerdedelen af den indtægt, han havde af at slå mønt, fjerdedelen af de bøder, folk blev dømt til at udrede til ham, og fjerdedelen af midsommersskatten som en gave, den, der til enhver given tid var bisp, skulle have til evig arv og eje."

Knuds gavebrev til St. Laurentiuskirken i Lund er et meget interessant dokument, fordi det giver indblik i hvorfra, kongen havde sine indtægter, og fordi det taler meget om penge.

Vi husker at da Knud den Stores søn Svend blev konge af Norge klagede Nordmændene meget over de nye dansk inspirerede love vedrørende skatter og afgifter, som Svend indførte. Olav den Helliges Saga taler om: ejendomme, land, løsøre, arv, mæle malt, lår af tre vintres okse, spande smør, uspundet lin, bygning af huse og udrustning til leding, fisk og landøre. Det er altsammen materialer og tjenesteydelser undtagen landøre (at betale for at rejse til Island), som muligvis har været penge.

Knud nød godt af de monetære reformer, som hans fader og Harald havde genneført, og som gjorde skatteopkrævningen meget mere strømlinet. Hans gavebrev til Lund kirke taler langt mere om penge, såsom indtægt ved at slå mønt, betaling af bøder, betaling af midsommersskat. Mange betalinger har sikkert været i naturalier, men de har været værdisat i penge, idet Ælnoth taler om at fogederne "satte alle tings værd lavt og, for at udtrykke mig i menigmands mål, lod en øre knap gælde en ørtug."

En mark var otte øre; En øre var tre ørtug, og en ørtug var ti penninge. Kun penninge blev udmøntet; mark, øre og ørtug var regneenheder.

Roskilde Krøniken skriver meget kort om Knud: "Efter hans død kom hans broder Knud på tronen. Da denne ved en ny og uhørt lov ville tvinge folket til at betale en skat, som man hos os kalder Nefgjald, så blev han fordrevet fra Jylland over til Fyn, og led i den Hellige Martyr Albans kirke i Odense martyrdøden foran alteret med stor anger i hjærtet, i det år efter Herrens byrd 1090, i sin kongetids 11te år. Hans legeme hædres ved store jærtegn, og Kristus herliggøres i sin martyr. - Med ham dræbtes også hans broder Benedikt." De fleste historikere tror at "nefgjald" var en personskat, som skulle betales per næse.

Leding mod England

Der findes flere forskellige beretninger om, hvad der skete i forbindelse med samlingen af ledingflåden i Limfjorden ved Vestervig i 1085. Men vi må lægge mest vægt på den Engelske munk i Odense, Ælnoth, som skrev Knud den Helliges historie omkring 40 år efter begivenhederne. Efter sin eget udsagn havde han sine oplysninger fra både mænd og kvinder, som havde kendskab til begivenhederne fra deres egen levetid: "Men det, som jeg ved fortælling af troværdige mennesker af begge køn og begge klasser har erfaret om den fromme fyrstes og gudelskende martyrs gerninger, det har jeg nu ved ivrig understøttelse af munkene, som tjener Jesus Kristus og den herlige sejrherre på samme sted som jeg, overgivet til efterverdenens erindring."

Krik Vig nær Vestervig
Det menes at leding flåden samledes i Krik Vig nord for Thyborøn Kanal nær byen Vestervig. Som man kan se havde Olaf og de andre budbringere ganske langt at rejse til Slesvig, som Ælnoth kalder Hedeby, og tilbage igen. Foto Google Map.

Andre kilder, såsom Knytlinge Saga, Saxo og Svend Aggesen, blev først nedskrevet hundrede år senere; men de kan have deres styrker i at de ikke havde til formål at prise Knud som en martyr og helgen.

Ifølge Ælnoth besluttede Knud sig til at angribe England, fordi Englænderne havde bedt ham om hjælp: de "besluttede at hidkalde hjælp fra fremmede, eftersom deres fjender i snu forsynlighed ikke havde levnet dem nogen, der kunne være deres leder eller fører til at generhverve eller tilbagevinde friheden. Derfor lod de gentagne gange sendefærd gå til den mægtige kong Knud og bad ham om hjælp." - "Tilskyndet ved deres trængsler og deres sendefærd besluttede da den fromme helt at komme dem til hjælp i deres pinlige kår, både for at give det ædle folk dets gamle frihed tilbage og for at tage hævn for sin frændes drab". (Harold Godwinsson var Knuds faders fætter).

Men Svend Aggesen kommer nok nærmere Knuds dybere motiver: "Den tid han var i sin fulde kraft, gjorde det ham ondt, at se sig skilt ved det land, hans faders morbroder havde behersket; så samlede han da mænd og skibe til et indfald i England." Ideen om at Danmark og England hørte sammen, og de var kun midlertidigt kommet fra hinanden på grund af de turbulente begivenheder i forbindelse med kristendommens spredning i Skandinavien, er en rød tråd i historien efter Knud den Stores død. Den blev fulgt af Hardeknud, Svend Estridsen og endda Magnus den Gode. Nu ville Knud rette op på tingene og fordrive Normannerne, som uretmæssigt havde benyttet lejligheden til at sætte sig i besiddelse af hans fædrene arv. Andre kilder siger noget lignende.

Krik Vig
Udsigt over Krik Vig nord for Thyborøn Kanal nær byen Vestervig. Man skal forestille sig at leding samlingen med flere hundrede skibe i bugten og ligeså mange telte på land. Foto Ejendomsmægler Thorkild Kristensen.

Den egentlig helgenbeskrivelse, "Passio sancti Kanuti regis et martyris" lader Knud ruste til et togt mod England, fordi han deri ser et middel til at genføde og hæve det danske folk.

Ælnoth fortsætter: "Dag for dag rustede man imidlertid flåden, og både de ædelbårne og almuen hastede med al mulig iver mod et land, der stod så højt i ry både for sin frugtbarhed og sin rigdom på gods." - "Da nu skibene var udrustede, stævnede de danskes ledingsflåde for bugnende sejl til kysterne af Vestervigen, og der ventede man med iver hver dag den kongelige flådes opsejling."

Men, fortæller Ælnoth, kongen kom ikke, fordi han var optaget af vigtige forhandlinger i Hedeby. Forhandlingernes emne kommer han ikke ind på.

I Vestervig blev flådens mandskaber utålmodige: "Således blev også folket her utålmodigt og klagede over, at denne venten og tøven under opholdet på stranden var til liden nytte for den hjemlige dont, og idet det higede efter at få lov til at vende hjem til deres eget, råbte det efter gentagne rådslagninger på, at der enten skulle gives det lejlighed til at vælge en anden fører for togtet, medens kongen var optagen andensteds, eller at der skulle sendes bud til kongen om, at han så hurtigt som muligt skulle skynde sig did med sin flåde."

"Påvirkede af deres idelige larmen og langvarige råben besluttede flådens høvdinge" - "at sende bud til kongen og frembære den fuldt beredte ledingshærs klager for kongens øren." Kongens broder Olav blev udvalgt som sendebud.

Olav ankom til Slesvig, og her viste Knud igen tegn på svigtende dømmekraft dels ved yderligere at trække tiden ud og dels ved - efter nogen tid - at lægge budbringeren i lænker. Ælnoth siger: "Han kom til kongen med sit følge, forebragte hærens ærinde og fremstillede i et veltalende foredrag grundene til klagerne. Men kongen, der gennemskuede sagen med sit skarpe blik, sendte - efter at have trukket forhandlingerne ud gennem længere tid - sin før nævnte broder i forvaring til Flandern til den højædle hertug over Vestlands-egnen, Robert."

Vi bemærker at Ælnoth ærligt skriver at kongen trak forhandlingerne ud i længere tid. Leding hæren i Vestervig havde formentlig først tæret på deres medbragte forsyninger, medens de ventede på kongen, måske et par uger, derefter må det have taget mindst 3-4 dage for Olav at rejse fra Vestervig til Slesvig, og derefter trak Knud tiden ud i længere tid. I al den tid brugte hæren den proviant, som de skulle have levet af i den første tid efter landgangen i England.
Knud den Helliges død i Sankt Albani kirke 1086
Knud den Helliges død i Sankt Albani kirke 1086, fragment af håndkoloreret kobberstik. Photo arslonga.

Selvom Saxo er meget partisk til fordel for Knud, har han dog moralske problemer med Knuds beslutning om at lægge Olav i lænker: "Kongen bød sine krigere binde ham som den, der var overbevist og ude af stand til at anføre noget til sit forsvar. De vægrede sig imidlertid ved at tilføje en mand af kongelig byrd en så utilbørlig forsmædelse, thi de nærede så stor ærbødighed for kongestammen, at de hellere ville dræbe en, der var runden af den, end binde ham, idet de holdt for, at han lettere måtte kunne bære den lod, der er fælles for alle mennesker, end lide en træls straf. Danskerne har nemlig altid anset det for den største skam og skændsel at blive bundet og holdt for, at fribårne mænd blev hårdere straffede ved at blive berøvet æren end ved at miste livet." - "Knud og Olafs broder Erik udførte da den befaling".

Selv derefter drog Knud ikke selv til Vestervig for at stille sig i spidsen for ledingen: "Hæren gav han ved sendebud underretning om sin vilje." Hvad hans vilje var, siges der ikke noget om.

Øjensynlig forblev Knud i Slesvig endnu et stykke tid derefter, for det hedder: "Men da høsten stundede til, kommer der atter udsendinge, og hele hærstyrken beder indtrængende om, at han ville lade dem vende tilbage til deres eget for at varetage den hjemlige gerning og dont; til våren skulle han så atter have hele flåden rede til at drage, hvorhen han bød."

Efter sine rådgiveres indtrængende bønner gav Knud - efter alt at dømme stadig i Slesvig - efter og tillod endelig leding flåden at vende hjem: "Da kongen nu ved de ædelbårnes og stormændenes mellemkomst tillod dette, letter de med glæde ankrene op af sandet, tager de opslåede telte ned, rejser de høje master, udfolder sejlene for vinden, og idet de med gode ønsker for kongen stævner ud på dybet, "pløjer de havet med stavnen, hjembringende opfyldte ønsker."

Knud den Hellige på detalje fra sidealtertavle fra Sankt Peders Kirke i Næstved
Knud den Hellige fra omkring 1500, detalje fra sidealtertavle fra Sankt Peders Kirke i Næstved nu i Nationalmuseet i København. Foto Orf3us Wikipedia Commons.

Heraf fremgår det klart at Knud gav flåden tilladelse til at vende hjem, mod at de lovede at samles igen året efter. Alle andre kilder end Ælnoth siger derimod at flåden opløstes imod Knuds vilje, og han derfor idømte dem alle bøder for at have forsømt deres ledingpligt, og at det var opkrævningen af disse bøder, der udløste oprøret i 1086. Det giver en fristende logisk tråd i historien, men, hvis vi stoler på Ælnoth, er det altså ikke sandt.

Der er lige så mange forklaringer på Knuds nølen i Slesvig, som der er kildeskrifter. Svend Aggesen taler om et højforræderi i Slesvig. Knytlinge Saga fortæller om problemer med Venderne. Saxo beskriver list og intriger mellem Olaf og Knud. Ælnoth siger blot at Knud forhandlede i Slesvig. Man kan mene at hvis der var problemer med kejseren eller Venderne, som pønsede på at udnytte kongens og hærens fravær, så var de næppe af en art, der kunne løses på en ugestid.

Begivenhederne i Vestervig og Hedeby-Slesvig var uden tvivl med til miskreditere Knud, men de var ikke de udløsende årsager til oprøret. Oprøret kom på grund af den byge af religøse dekreter, som han udsendte efter at ledingen var opløst og den forhadte "nefgjald" skat, han ønskede at opkræve.

Wilhelm af Malmesbury har en afvigende historie: Det lykkedes ikke Knud at føre flåden til England på grund af modvind; "men bagefter vildledt af forslag fra nogle personer, der tilskrev den mislykkede overfart nogle gamle kvinders hån, idømte han de høvdinge, hvis kvinder blev beskyldt for denne lovovertrædelse, en uacceptabel bøde; lagde sin bror, Olave, som var leder af den mistænkte fraktion, i lænker og sendte ham i eksil til sin svigerfar. Som følge deraf dræbte barbarerne ham, idet de var krænkede over dette angreb på deres frihed, i kirken, medens han klamrede sig til alteret og lovede bod og bedring."

I England var der lagt i kakkelovnen til leding flådens ankomst. Wilhelm Erobreren tog den Danske trussel med den mest dødelige alvor. Ifølge Anglo-Saxon Chronicle for 1085 overførte han fra Normandiet den største hær, som nogensinde havde været i England; den omfattede også kavaleri: "I dette år mænd sagde og rapporterede, at Canute konge af Danmark, søn af kong Sweyn, ville komme hertil, og at han planlagde til at erobre dette land med hjælp fra Robert, jarl of Flanders, hvis datter han havde giftet sig med. Da kong William, der da var i Normandiet, hørte dette, for England og Normandiet var begge hans, skyndte han sig hid med den største hær, til fods og bereden fra Frankrig og Bretagne, der nogensinde var kommet til dette land, så man undrede sig hvordan landet kunne føde dem alle. Men kongen fordelte soldaterne til hans undersåtter i hele landet, og de forsynede dem, hver mand i forhold til, hvor meget jord han ejede."

Anglo-Saxon Chronicle fortæller videre at - ligesom han havde gjort i 1069 - da Jarl Asbjørn, jarl Thorkild og Svends sønner Harald og Knud ankom til England med en hær - brugte William også i 1085 den brændte jords taktik: "og kongen lod landet nær havet lægge øde, således at hvis hans fjender landede, ville de måske have mindre lejlighed til at finde noget at plyndre." En dansk leding hær, der allerede havde opbrugt sine forsyninger, ville således have været i en meget vanskelig situation ved en landgang på den Engelske kyst. Knud var selv med i 1069, og man skulle tro at han var klar over at dette også kunne ske i 1085. Det var ikke klogt at lade leding flåden opbruge sine forsyninger i Vestervig, hvis den skulle bruges til noget. Det peger endnu engang på at han havde mistet sin dømmekraft.

Glatbarberede Normanner
Scene på Bayeux Tapetet. I midten William. På hans højre Odo, hans halvbroder, biskop af Bayeux. Til venstre, hans anden halvbroder, Robert, greve af of Mortain. Scenen finder sted efter landingen i England, men før slaget ved Hastings. De er alle tre glatbarberede. Foto Lobsterthermidor Wikipedia.

Ælnoth beretter også at Wilhelm var godt forberedt på angrebet: "Men da rygtet om deres togt fløj til Brittanien og hurtig gik fra mund til mund over Anglernes hele land, begyndte Vilhelm, der som krigshelt var vel kendt med forsvarskunst, at befæste borgene og byerne, at omgive fæstningerne med mure og grave tilligemed forværker, at fornye murene om byerne og lade holde udkig på dem og at fordele vagthold til de forskellige havne."

I The Eccleiastial History af Orderic Vitalis står at: "William havde opgjort Englands militære styrke og fundet at der var tres tusind riddere, som han alle gav ordre til at være klar til at møde frem, hvis der skulle vise sig behov for det. For Canute den unge, konge af Danmark forberedte da en stor flåde og gjorde forberedelser til at invadere England, som i tidligere tider var erobret af hans forfædre Swein og Cnut, og kræve sin ret."

Wilhelm gik enda så vidt at beordre Anglerne til at barbere deres skæg af og klæde sig som Normanner for få fjenden til at tro at der flere Normanner, end der virkelig var: "Men Anglerne, om hvem han godt vidste, at de med længsel ventede den Danske hærs komme, bød han at rage skægget og anlægge våben og brynje som Romanerne (Normannerne, som talte fransk) og for at skuffe de Danskes blik, når de kom, skulle de i alle måder ligne Franklændingerne, som vi ovenfor har ytret også kaldes Romaner.

Anglerne lod håret vokse langt i nakken og havde i reglen overskæg eller fuldskæg, medens Normannerne var kortklippede eller glatragede i nakken og uden skæg. Før slaget ved Hastings troede Englænderne derfor at der var flere præster end krigere i den Normanniske hær, da så mange af dem var glatragede. Normannerne interesserede sig levende for alt, som havde med våben og krig at gøre; de har sikkert været glatbarberede og korthårede, fordi fjenden ikke skulle have noget at gribe fat i. Det er meget sandsynligt at de fleste Danske krigere lignede Anglerne i denne henseende.

Oprøret

Der findes to forskellige beretninger om hvordan oprøret begyndte og udviklede sig, nemlig Ælnoths beretning og Knytlinge Saga. Hans Olrik anfører at det eneste, de har tilfælles er at det begyndte i Vendsyssel. Vi vil i hovedsagen holde os til Ælnoths redegørelse.

Ælnoth lader Knud gå over Limfjorden: "Efter at kongen i de sydlige dele af landet hinsides den strøm, som kaldes Limme, på sædvanlig vis havde fuldført de kongelige hverv, drog han til det kystland, der på dansk mål hedder Vendle." Han opholdt sig i Børglum nogen tid, hvor han beordrede sine fogeder til at "forfølge og undersøge retssagerne"

Knud den Helliges hvilesten
Knud den Helliges hvilesten. Ved Assenbølle Mark nord for den gamle hovedvej mellem Middelfart og Odense mellem Vissenbjerg og Gribsvad ligger en sten kaldet Skt. Knuds sten eller Knud den helliges sten. Det siges, at Knud hvilede sig på denne sten på vej til Albani kirke i Odense, hvor han blev dræbt af vrede Danskere i 1086. Gennem historien har konger og dronninger besøgt stenen. Stenen er af naturen formet som et sæde; på den fremstående ryg findes en skålformet fordybning. " - Fordi stenen var blødere end Kong Knuds fjenders hjerter", som H.C. Andersen så smukt skriver. Foto klabautermanden Geocaching.

Hvad disse retssager end indeholdt, skabte det stor uro: "Ophidsede ved hans komme flokkes både ædelbårne og almue i hobetal ved de forsamlinger, hvori de holdt deres ugudelige rådslagninger, og indbyrdes hidser de hverandre til uret, i det de regner det for en skam at underkaste sig kongens bud og holde sig selv for ringere end den kongelige majestæt."

De utilfredse vendelboer mødtes til rådslagning på sted kaldet "Kragestrand (latin "Pontus Cornicus", som betyder sådan noget "havet eller dammen, hvor kragerne skriger", måske er det ironisk ment fra Ælnoths side) hedder det sted, hvor hele uretfærdighedens skare stævnede sammen med forgiftet sind og væbnet arm. Der holdt de forsamlinger og rådslagning både dag og nat."

Knud må have hørt om deres oprørske taler og besluttet sig til demonstrere sin autoritet og vise sit mod ved at indfinde sig på selve Kragestrand, men han indså hurtigt at situationen var alvorligere, end han havde troet: "Da bestemmer kongen en dag, på hvilken han selv vil se til deres møder, og skrider så på denne dag med sine mænd ind i mængdens forsamling; men da han mærkede mængdens trods og opsætsighed, trak han sig tilbage til det sted, hvor hans folk var, for at overveje sagen." Knud besluttede sig da til at forlade Børglum i stilhed, sikkert om natten.

Han flygtede nu mod vest til Harald Blåtands gamle vikingeborg Aggersborg, og indkvarterede hovedparten af sit følge i kongsgården der. Selv tog han ophold hos en bisp Henrik, som boede nær ved. (latin: "villa episcopii ejus", som antages at være Biskopstorp, det nuværende Bejstrup)

Da oprørerne fandt ud af at Knud var flygtet fra Børglum, optog de straks forfølgesen: "Men såsnart kongens bortrømning blev almindelig kendt, styrtede røverskarerne hobevis ind i kongsgårdene, kastede kongsbryderne der ud af husene, ransagede og undersøgte alt med griske blikke og røvede alt, hvad de kunne." - "Hele den samlede mængde begiver sig på vej, bestyrket i sin ondskabs rådslutning," - "nogle forfølger kongens spor til fods, andre til hest."

Knud den Helliges flugtrute i 1086
Knud den Helliges flugtrute i 1086. Han gik formentlig over Limfjorden ved Aalborg. Historikeren Hans Olrik mener at han holdt ting i to herreder, før han kom til Børglum. Nær Børglum besøgte han oprørernes mødeplads, "Pontus cornicus" eller Kragestrand. Derefter flygtede han til Aggersborg. Om natten blev han roet over Limfjorden, hvorefter han fortsatte til Viborg. Da han ikke fandt loyale støtter der, valgte han at tage til Slesvig - sikkert ad hærvejen. Men heller ikke her kunne han føle sig sikker. Ælnoth skriver udtrykkeligt at han derefter sejlede til Fyn; han fortæller ikke, hvor på Fyn han gik i land, for den sags skyld kunne han have sejlet hele vejen til Odense. Hvis han landede i Assens og derfra rejste til Odense, kunne han hvile sig på Knuds hvilesten, uden det blev alt for stor en omvej.

Kongens vært, bisp Henrik, prøvede at tale mængden til fornuft: "Men da den ærværdige biskop, der, som vi ovenfor har sagt, på den tid havde den berømmelige konge hos sig som gæst, fik nys om, at den rasende hob nærmede sig," - "gik han med nogle forstandige mænd den oprørske hær imøde og formanede dem med rolig og sindig tale til at opgive den ustyrlige voldsfærd".

Men oprørerne ville ikke høre på ham: "alt stormede de hovedkulds frem for at angribe den ærværdige biskop, med spydene piskede de strandsandet op, deres stemmer skingrede gennem luften."

Det er åbenlyst at oprørerne troede at Knud befandt sig i kongsgården Aggersborg. De angreb rasende gården og dræbte de fleste af Knuds mænd. Ælnoth giver en meget livagtig beskrivelse: "Og for nu hastig at komme til sagen, så ville man være bleven slagen af målløs rædsel ved synet af de afsindige menneskers angreb; nogle trækker de nøgne ud af deres senge, andre klynger de op udenpå dørene, atter andre kaster de i vandet; ja selve høvdingerne opsøger man allevegne og står dem efter livet, idet man snart spærrer dem vejen til flugt med våben, snart møder op udenfor deres døre med fjendeskarer, væbnede med sværd. Her kommer det da til kamp mellem begge fylkinger: den ene retter angreb udefra, den anden søger indenfra at værge sig og sine; Og mens nu den sammenstimlende mængde stadig vokser, springer nogle af kongsmændene, endogså berøvede deres klæder, ganske nøgne frem mod fjendens våben; andre synker sårede til jorden, næsten som sønderflængede af vilde dyr, adskillige frelser sig ved flugt, efter at endogså husene er fuldstændig ødelagte.

Medens hans mænd blev massakrerede, lykkedes det Knud med nogle få andre at sætte over Limfjorden, sikkert om natten, da der tales om at oprørerne trak mændene ud af deres senge: "Hidtil var kun kongen med sine mænd sat over strømmen bort fra denne kamptummel".
Sankt Albani Kirke på udsnit af Braunius Odensekort fra 1593.
Sankt Albani Kirke på udsnit af Braunius Odense-kort fra 1593. Den eksisterende Sct. Knuds Kirke er nemt genkendelig til venstre i billedet. Til højre for den ligger en anden stor bygning kaldet "temp D Albani", som er Sankt Albani Kirke. Det er blevet påvist at der har været tre kirker på denne lokalitet, den ene efter den anden. Den første var en mindre trækirke måske opført i 900 tallet. Den anden var en meget større trækirke opført i 1000 tallet. Det ved man, fordi der er fundet en halv Svend Estridsen mønt i et stolpehul, altså kan den ikke være ældre end Svend Estridsens tid. Vi ved at den var af træ, fordi Ælnoth siger at oprørerene slog en vægplanke ind. Hvilket altsammen passer meget fint med at Knud lod bygge Sankt Alban Martyrs Kirke, mens hans fader endnu levede, i hvilken han i et skrin på alteret placerede relikvier af den hellige Alban, som han havde hjembragt fra England. Den tredie kirke, som ses på billedet var en stenkirke, sikkert med tagkonstruktion af træ.
Det vides at Sankt Alban Martyrs Kirke brændte flere gange. Det passer med Anglo Saxon Chronicles historie from 1070 om at Danerne brød ind i Ely klosteret og bortførte alle dets rigdomme, for næsen af William:" - danskerne drog fra Ely og bragte med dem alle de ovennævnte skatte." - "Og nogle af skrinene og korsene og mange af de andre skatte bragte de til en af kongens byer kaldet ---- og lagde det hele ind i kirken. Men en nat blev kirken brændt, med alt hvad der var i den, på grund af deres uforsigtighed og beruselse".

Knud kom derefter til Viborg med de mænd han havde tilbage. Han søgte at finde loyale undersåtter, der ville støtte ham, men forgæves: "Hertil kom den herlige helt med de mænd af hirden, som var tilbage; og da han her efterforskede, om han kunne finde nogen, der endnu bevarede sin troskab imod ham, var det langtfra, at han fandt nogen, ja han mærkede endog, at der var lagt rænkefulde snarer for ham."

Knud den Helliges på søjle i Kristi fødekirke i Betlehem
I korsfarertiden i 1130 blev Kristi Fødselskirke i Betlehem udsmykket med med helgenmalerier herunder de nordiske helgener Knud og Olav den Hellige. Her er Knud den Hellige malet på et søjle med et sølvrandet skjold med et juvelbesat kors. I højre hånd, som ikke ses på billedet, holder han en lanse. Foto Palestine Archeological Museum.

Fra Viborg flygtede Knud og hans få mænd mod syd mod Slesvig, sikkert ad hærvejen, efter alt at dømme forfulgt af oprørerne, der stadigt voksede i antal, efterhånden som de drog gennem landet. Øjensynligt fandt han ingen steder loyale undersåtter, der ville støtte ham: "Herfra drog han med sine folk uden kamp til havnestaden ved den fjord, som hedder Sli, for ad søvejen at drage til Fyn med sit følge, der var udmattet af den lange flugt gennem landet." Fra Slesvig sejlede Knud og hans mænd til Fyn.

"Passio" udtrykker sig meget malende og efterlader ingen tvivl om at det var hele folket, som rejste sig mod Knud, ikke blot nogle få intrigante stormænd: " - og dag for dag fylkende større hærskarer; oprørsstormen fulgte brølende og fnysende den hellige konges spor lige til den by, som hedder Slesvig."

Saxo anfører at han efterlod dronning Edel og sin lille søn i Slesvig: "Sin dronning lod han blive der tillige med deres søn og pålagde dem, hvis sagerne tog en farlig vending, at flygte til Flandern."

Men heller ikke på Fyn fandt han tilhængere. Ælnoth skrev: " - så gik der, så snart kongens komme havde rygtet sig, bud på bud både dag og nat omkring til alle sider; almuen samler sig i stort tal og oplægger uretfærdigheds råd i forening; og med al mulig iver og hast enes de om, at også de vil udjage den gudfrygtige fyrste af deres land eller - ja, det er synd blot at nævne det - udslette ham af de levendes tal."

Knuds sidste Kamp

Konger bliver valgt for livstid, og de er konger til de dør. Hvis folket gerne vil af deres konge, kunne de i tidliger tider ikke bare afsætte ham; de var nødt til at sørge for at han døde. Goterne i Italien brugte denne løsning flere gange, og mange andre folk har gjort det i historiens løb. Danskerne gjorde det mod Harald Blåtand. Det var også hvad Danskerne gjorde i Odense den 10. juli 1086.

Placeringen af Sankt Alban Martyrs Kirke
Det omtrentlige sted, hvor alteret i Sankt Alban Martyrs Kirke var placeret, og hvor Knud blev dræbt, er markeret på fortovet ud for Realkredit Danmark på Albani Torv 2, ganske nær den nuværende domkirke. For tiden (December 2017) er stedet skjult af ombygninger. Foto Jens Toftgård Jensen Odense By Museer.

Både Knytlinge Saga og Ælnoth fortæller om Knuds sidste kamp i Sankt Alban Martyrs Kirke i Odense, og deres beretninger afviger meget fra hinanden. Igen, Ælnoth levede i Odense, hvor begivenhederne havde fundet sted, kun fyrre år tidligere, og mange mennesker som oplevede begivenhederne, stadig var i live. Ydermere, Ælnoth skriver at han har sine oplysninger fra "troværdige mennesker af begge køn". Skønt nogle detaljer i Ælnoths beretning synes for helgenagtige til at være sande, forekommer det forfatteren rigtigst at lægge hovedvægten på hans fortælling.

Nogle af oprørerne søgte at indlede en forhandling med Knud: "Der gik nu oprørets leder og forræderiets ophavsmand, Piper, der havde den største anseelse blandt Fynboerne og var en snu og veltalende mand, med svigefuld hu til den troskyldige fyrste." Men, siger Ælnoths beretning: "Efter at han ikke blot havde mættet sig ved kongens mad og beruset sig i hans bæger, men også var bleven hædret med gaver af ham, bar han sig ad som forræderen Judas gjorde mod sandhedens mester."

Grafisk Rekonstruktion af Sankt Alban Martyrs Kirke
Grafisk Rekonstruktion af den anden Sankt Alban Martyrs Kirke på Knud den Helliges tid. Den har sikkert været smukt udsmykket med dragehovederne i gavlene og mange dekorative udskæringer i lighed med de Norske stavkirker, som blev opført på samme tid. Tegning Danielle Toppel Hansen.

Vi ved meget lidt ud over, hvad Ælnoth siger, men det er nærliggende at han gerne vil gøre Knud mere helgenagtig ved at udstyre ham med en forræder, således som Jesus havde Judas i sit følge. Men der er i sig selv intet forræderisk i at repræsentanter for to modstridende parter mødes for at tale om muligheden for et forlig - det er tværtimod al ære værd.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad de talte om, men vi har noteret at Ælnoth ovenfor skrev: "De vil udjage den gudfrygtige fyrste af deres land" eller "udslette ham af de levendes tal".

Det bliver ofte anført at det var Jyderne, som indhentede og dræbte Knud i Odense. Men det er ikke, hvad Ælnoth skriver om begivenhederne i Odense: "så gik der, så snart kongens komme havde rygtet sig, bud på bud både dag og nat omkring til alle sider; almuen samler sig i stort tal og oplægger uretfærdigheds råd i forening;" hvilket unægteligt peger på Fynboerne som de hovedansvarlige. Desuden at "oprørets leder", Piper, var en Fynsk leder, der nød stor anseelse på øen, peger på at navnlig Fynboerne har Knuds blod på hænderne. "Passio" fortæller endvidere ret tydeligt at det var Fynboerne, som dræbte ham: "Fynboerne frygtede og agtede nu mennesker mere end Gud og ærede ikke kongen, som de skulle: med ustyrlig voldsomhed flokkedes de om kongsgården."

Imidlertid, forhandlingerne førte ikke til forlig. Ælnoth fortsætter: "Oprørerskaren følger nu denne sit vanvids fører og iler i hobe og tætte klynger hen mod det sted, hvor kongsgården ligger, rede til at styrte sig i alskens uret. Hestenes vrinsken, folkeskarernes larm, våbnenes klirren stiger højt op i luften. Jorden ryster under deres løben og fremstormen."

Placering af Sankt Alban Martyrs Kirke
Omtrentlig placering af Sankt Alban Martyrs Kirke på Knud den Helliges tid optegnet på Google Earth. Krydset til højre viser placeringen af koret og alteret, hvor Knud fandt sit endeligt.

Ved solnedgang gik Knud, hans broder Benedikt og sytten hirdmænd fra kongsgården over i den nærliggende Sankt Alban Martyrs Kirke, angiveligt for at høre vesperbønnen, men efter mange historikeres mening for at forberede deres forsvar. Knud må have vidst at dette var enden, og han foretrak at dø foran alteret i den kirke, som han selv havde ladet bygge, og som husede ihvertfald nogle af de jordiske rester af helgenen Skt. Alban, som han havde hjembragt fra England på et af sine togter: "Men da vespertiden stundede til, gik den fromme helt over i den nærliggende kirke, der var indviet til den dyrebare martyr Alban for at høre vesperbønnen og for at befale sig og sine til Herren, al verdens skaber."

Alle vidste at oprørerne var alt for mange; det hedder: "De andre søgte skjul, hvor de kunne finde det, og sørgede for at redde det jordiske liv."

Oprørerne angreb og satte sig i besiddelse af kongsgården. Dernæst søgte de at sætte ild på kirken: "Fjendens hær strømmer nu til allevegne fra og stimler sammen, bryder ind og bemægtiger sig både kongens bolig og hal. Nogle søger endog med deres mænd at trænge ind i helligdommen, hvor den gudfrygtige fyrste var inde. En del af dem forsøger at sprænge kirkens dør, andre prøver at lægge ild til, de øvrige trænger på for enten at fange kongen og hans mænd levende eller i alt fald at fælde dem og selv stå som sejrherrer over deres lig."

Men ilden gik ud og kirkens smalle døråbning blev forsvaret af hirdmænd: "Men ilden slukkes af et regnskyl, sendt af kraften i det høje, og indefra træder de uovervindelige svende frem foran døren til kamp mod fjenderne, med deres våben spærrer de rask adgangen og kæmper med største ære for deres fyrste."

Knud bekendte sine synder og modtog nadveren. Hans hirdmænd gjorde ligeså, medens de skiftedes til at forsvare døren.

Kong Knuds bryde faldt i forsvaret af døren, og oprørernes anfører, Piper, blev såret. Fjenderne søgte at nedbryde kirkens vægge - sikkert med økser - og sendte en regn af pile og og sten ind gennem vinduerne.

Drabet på Olav den Hellige i slaget ved Stiklestad
Drabet på Olav den Hellige i slaget ved Stiklestad. Olavs Saga fortæller at "Torstein Knarresmed huggede med øksen til kong Olav og hugget kom på venstre ben ovenfor knæet." - "Men da kongen havde fået dette sår, lænede han sig op mod en sten, kastede sværdet fra sig og bad Gud hjælpe sig. Da stak Tore Hund til ham med spyddet, stikket kom nedenunder brynjen og gik op i underlivet. Så huggede Kalv til ham; dette hug kom på venstre side på halsen" - "Af disse tre sår døde kong Olav." Lignende episoder er beskrevet i andre sagaer, og det må have været en ret brugt kampmetode: Modstanderen var halvt bevidstløs af udmattelse efter desperat at have kæmpet for sit liv i timevis, eller et ikke dræbende sår eller et kraftigt slag til hovedet eller andre steder havde bragt ham i foreløblig afmagt. Så benyttede modstanderen lejligheden til endelig at dræbe ham ved at stikke et spyd op under ringbrynjen og op i underlivet, således som Tore Hund dræbte kong Olav.
Knud har formentlig modtaget et kraftigt slag i ansigtet på venstre pandeben - måske fra en sten som Ælnoth siger eller mere sandsynligt fra en økse - som efter al sandsynlighed har slået ham bevidstløs og han er faldet om, og derefter har fjenden stukket et spyd op under ringbrynjen ind i hans underliv og derved endeligt dræbt ham. Illustration i Olav den Helliges Saga i Heimskringla - National udgaven - af Halvdan Egedius.

Det lykkedes oprørerne at slå en vægplanke løs, som faldt ind i kirken og væltede skrinene med helgen relikvier ned fra alteret: "Medens altså de kække helte drev fjendens hærskarer tilbage fra kirkens dør, vendte disse sig mod Østenden af helligdommen, hvor de udefra havde set den gudfrygtige fyrste knæle i bøn, og ved at slå en bjælke ind kastede de æskerne med helgenlevninger af de ædle martyrer Alban og Osvald tillige med det hellige kors, der stod mellem dem, ned på gulvet." Hvad der måske er årsagen til at disse helgen-relikvier ikke siden bliver nævnt i historien.

Knud deltog selv i kampen fortæller Ælnoth: "Hidtil har vi jo set den berømmelige fyrste med hans udmærkede helte kæmpe mod fjenderne."

Tingmændenes hær i slaget ved Hastings
Tingmændenes hær tæt formation i slaget ved Hastings. Både Normannerne og Harolds hær var iklædt en slags ringbrynje buksedragt, som beskyttede mod spydstik op i underlivet. Det må have været det sidste nye indenfor militær udrustning.

Ælnoth beretter at på dette tidspunkt i kampen faldt Knud, ramt i siden af et spyd kastet fra et vindue: "Medens nemlig den herlige konge vendte bryst og åsyn mod alteret, slyngede en af de ugudeliges skare et spyd ind gennem vinduet, gennemborede hans side og vædede det hellige hus med hans blod." - "Med armene udstrakte som et kors lagde han sig derpå ned på gulvet foran det hellige alter, mens blodstrømmen vældede ud af såret i siden, og så længe han endnu havde mæle, påkaldte han Jesus og befalede Skaberen sin ånd." Jesus blev mærket af spyd i siden da han hang på korset, og Ælnoth har ønsket at Knuds endeligt skulle ligne Jesus' død.

I 2008 fik forskere fra Odense Universitet lejlighed til at undersøge Knuds knogler. I den forbindelse oplyste Lektor, dr. med. ved Retsmedicinsk Institut Jesper Boldsen at det ikke var rigtigt at Knud blev dræbt af et spydstik i siden, idet hans ribben var ubeskadigede. "Derimod har han modtaget et voldsomt stik eller stød i højre side af underlivet på korsbenet lige under lænden." - "så er stødet givet forfra gennem det nederste af bughulen". Han har en desuden en omkring fem cm lang revne under venstre pandeben: "Det nederste af revnen er lige, og det tyder på et sværdhug. Men længere oppe på revnen er der et brud, og det tyder på stump vold, altså et slag"..
Knud den Helliges død i Sankt Albani kirke 1086
Endnu en illustration af Knud den Helliges død i Sankt Albani kirke 1086. Det fremstilles, som om Knud ikke selv tog del i kampen. Men Ælnoth skriver at han faktisk gjorde: "Hidtil har vi jo set den berømmelige fyrste med hans udmærkede helte kæmpe mod fjenderne." Fra Danmarks Historie i Billeder 1898.

Knuds mænd kæmpede videre efter hans fald, men blev til sidst nedhuggede og nedtrampede, Ælnoth siger: "Men hans gæve kampfæller ville efter deres førers død ikke blot ikke vige for fjenderne, men de anstrengte endog ydermere deres kræfter, opmuntrede og oplivede hver andres mod; rask for de mod dem, der styrtede ind ad åbningerne, og gengældte mandigt hug med hug. De tog hævn over dem, der vog nogen af dem, idet de langt hellere ville falde med ære end overleve tabet af deres store konge. Men da fjendernes mængde voksede i hobetal, blev de ikke blot slåede til jorden, men endogså trampede til døde og kvalte af deres modstandere, der væltede ind over dem, hob efter hob."

Det fortælles at oprørerne fandt Knuds broder, Benedikt, hårdt såret, men stadig i live. De dræbte ham derefter "med tusinde sår og sønderhugget i alle ledemod", fordi "ikke nogen skulle stå udelagtig i den ugudelige forbrydelse". De ønskede ikke at nogen bagefter ville kunne unddrage sig ansvaret ved at sige at det var de andre, der gjorde det.
Navnene på de faldne hirdmænd på væggen i krypten i Sct. Knuds Kirke.
Navnene på de faldne hirdmænd, der faldt for deres konge - som Rolf Krakes kæmper - på væggen i krypten i Sct. Knuds Kirke. Da Knuds helgenskrin blev åbnet første gang i 1582, fandt man en "tavle". Det vides ikke om den var lavet af pergament eller kobber, og den er forlængst gået tabt. Men en rektor fra Odense skrev teksten af. Den fik navnet Tabula Othiniensis:
"År 1086 efter Herrens menneskevorden måtte i byen Odense de danskes berømmelige konge og førstemartyr Knud for sin iver for kristelige religion og sin retfærdighedsgerninger i den kirke, der var viet til den hellige martyr Albanus, som kort forud ved ham selv overført fra England til Danmark, da han efter bekendelsen af sine synder var styrket med herrens legemes sakramente, og foran alteret, med armene udbredt på jorden i form af et kors, var blevet stungen i siden med en lanse, den 10. juli og den sjette ugedag lide døden for Kristus og gik til hvile i Ham.
Dræbte blev også sammesteds med ham hans broder, efter sit navn og ved martyriets nåde Benedictus og hans 17 medstridere, nemlig Asmund, Blakke, Sven, Agge, Thurgot, Bernhard, Gudmer, Æskil, Toke, Paine, Atte, Sune, Rosten, Milo, Radulf, en anden Thurgot og Vilgrip. Ligesom alle disse ved Guds nåde har været fæller med deres konge og herre i martyriets lidelser, således skulle de efter fortjeneste blive delagtige med ham i trøsten og lønnen."


Men et sådant krav om, at alle skulle være ansvarlige og tage del i drabet, ville jo have været endnu mere relevant ved drabet på Knud. Derfor må vi tro at hvad oprørerne gjorde mod Benedikt, har de i endnu højere grad gjort mod Knud; nemlig sønderhugget ham til ukendelighed med sværd, økser og med hvad "hver især havde fundet nærmest for hånden". Ved undersøgelsen af skeletterne i 2008 blev påpeget en voldsom beskadigelse af ryghvirvlerne, som viser at kongen, død eller døende, har været genstand for rå mishandling. Det har sikkert ikke været nemt at identificere ligene efter kampen.

Knud den Helliges Begravelse og Skrinlæggelse

Da oprørerne var draget væk, gik præsterne ind i resterne af kirken og søgte blandt de søndertrampede og mishandlede lig; de fandt kongen og Benedikt og begravede dem i kirken: "Da kamptummelen altså havde lagt sig, og da den ugudelige dåds udøvere havde fjernet sig såvel fra helligdommen som tillige fra Gud, gav kirkens fromme præster der på stedet og nogle tro tjenere, som kom til, sig til den sidste kærlighedsgerning og sørgede for de faldnes lig. Kongens og hans broders legemer jordede de hvert på sit sted indenfor kirken, hvor de havde stridt deres strid."

Karl den Danske i Donatianskirken i Brugge
Mandshøj figur af Knuds søn, Karl den Danske, i Donatianskirken i Brugge, hvor han ligger begravet.

Knud havde efterladt sin dronning Edel og hans lille søn Karl i Slesvig, som Saxo fortæller. Ælnoth fortæller at hun en mørk nat sneg sig ind i kirken i Odense med nogle få folk for at grave sin elskede mands lig op og tage det med til sit hjemland Flandern og begrave det i klosteret Blandinium i Gent, men så: "kom der kort før midnatstid et lys fra himlen og fyldte alle kroge i kirken; og både kirkens forhal og alt omkring oplyste det klart med en stråleglans som middagssolens. Stor frygt greb da den værdige dronning og hendes følgesvende, og i forundring og skræk for den voksende stråleglans holdt hun dem tilbage fra at lægge hånd på værket."

"Knud, den af Gud elskede konge og herlige martyr, hvilede på det her angivne sted omtrent to gange fire år og tre gange tre måneder, mens hans efterfølger Olav var konge," fortæller Ælnoth - altså otte år og ni måneder - hvilket giver året 1095. "Men da nu de kraftige undere stadig blev hyppigere og hyppigere, blev med alles samstemning, i lige grad efter præstestandens og lægfolkets ønske, i nærværelse af samtlige bisper og en stor skare klerke, de hellige ben underkastede ildprøve".

I den egentlige helgenbeskrivelse, "Passio sancti kanuti regis et martiris", Knuds Lidelseshistorie, omtales tre tegn, der bekræftede at Knud var en hellig mand:

1) At knoglerne modstod ildprøven. (Ild slukkedes på hans knogler)
2) At Olufs døde indtraf samtidig med at Knud blev taget op af graven.
3) At et uvejr afløstes af solskin, da overflytningen fandt sted.

Det lykkedes for Erik Ejegod at opnå pavens godkendelse af Knuds ophøjelse til helgen, og d. 19 April 1100, fortæller Ælnoth, blev Knuds knogler nedlagt i et helgen-skrin: " - da alle Danmarks bisper var samlede tilligemed en mængde klerke og en talløs skare af landets folk, så vi arme syndere med vore egne øjne den salige martyrs dyrebare jordiske levninger blive optagne af stenkisten og" - "under højtidelig lovsang og store glædesytringer fra alle dem, der var forsamlede" - "blev nedlagte, hvide som sne og svøbte i fint silketøj, i det omtalte skrin."

Ørnetæppet fundet i Knud den Helliges skrin
Ørnetæppet, som blev fundet i Knud den Helliges skrin. Det antages at det en af de "rige gaver", som Edel sendte til Odense fra sit nye hjem i Apulien.

Dronning Edel drog til sit hjemland Flandern medbringende sin søn Karl. Nogle år senere giftede hun sig igen med hertug Roger Bursa af Apulien, en søn af den berømte Normanner Robert Guiscard, som generobrede Syditalien fra muslimerne.

Karl voksede op ved sin morfaders hof i Flandern. Han deltog i korstoget i det Hellige Land, og i 1119 blev han greve af Flandern og blev kaldt Karl den Gode, på grund af hans fredelige regering. Ved et ejendommeligt tilfælde fik han en meget lignende skæbne som sin fader. I 1127, da han må have været omkring 43 år gammel, gik han til morgenmesse i domkirken i Brugge; mens han knælede i bøn, trængte nogle utilfredse adelsmænd ind i kirken og "dræbte greven, som blev hugget med sværd og gennemboret igen og igen". Det viste sig at der skete mirakler ved hans grav, og han blev anset for hellig, men først i 1881 blev han formelt ophøjet til helgen.

Saxo fortæller at Edel lod sine to døtre, Ingrid og Cæcilia, blive tilbage i Danmark. Måske Erik Ejegod tog dem med sig, da han drog i eksil i Sverige. I hvert fald fortæller Saxo at de begge blev svensk gift og stammødre til mange berømte mænd.

Knud den Hellige i krypten i Sct Knuds Kirke i Odense
Knud den Hellige i krypten i Sct Knuds Kirke i Odense. Foto Bent Hansen.

Under den Lutheranske reformationen rejste kongens mænd gennem Danmark og Norge for at tilintetgøre alle symboler på den forkætrede katolske tro og tilegne sig kirkers og klostres rigdomme. Præster og munke søgte at gemme deres helgen relikvier. I Trondheim lykkedes det ikke så godt, idet det endte med at et skelet, som måske - måske ikke - var Olav den Hellige, blev begravet på et ukendt sted på domkirkens kirkegård. Men i Odense murede ukendte præster de to helgen skrin ind i kirkens mure, og de kom først frem 46 år efter under en ombygning af koret i 1582. Efter en undersøgelse blev skrinene igen muret ind i kirkens mure og kom først frem igen ved en ny ombygning i 1696, hvor de igen blev undersøgt og tegnet. Man mente at skrin nummer to måtte indeholde resterne af helgenen Alban, men moderne undersøgelser gør det meget sandsynligt at det er knoglerne af kongens broder Benedikt. Men det var kun få år efter reformationen, og katolske helgen-relikvier var ikke sagen. Derfor blev skrinene igen muret inde, men dog således at man vidste, hvor de var. Først i 1833 blev de igen taget frem og derefter opbevaret tilgængeligt i kirken. Gennem de sidste mange år har de to helgen-skrin været udstillet i glasmontrer i domkirkens krypt, og der står de stadig.

Links og Literatur

Roskildekrøniken Heimskringla
Svend Aggesen Heimskringla
Knytlinge Saga Oldnordiske Sagaer Bind 11
Heimskringla og andre sagaer Nettsted olhov.net
Saxo Grammaticus Heimskringla
Full text of "Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner" J. G. F. Ræder - Archive.com
The Danish History, Books I-IX by Grammaticus Saxo Project Gutenberg
The Chronicle of Florence of Worcester Harvard College Library
William of Malmesbury's Chronicle of the kings of England. Archive.org
Page:The Anglo-Saxon Chronicle Wikisource
The Anglo-Saxon Chronicle: Eleventh Century Yale Law School Library
Ælnoths fremstilling af Knud den helliges historie Heimskringla
Kongerækken Kongehuset
Harald Héns love Historisk Tidsskrift - Jørgen Olrik inc. Radulfus Niger på dansk.
Fra ildeset voldshersker til ophøjet martyr Louise Laustsen.
Studier over Ælnoths skrift om Knud den hellige Hans Olrik i Historisk Tidsskrift.
Knud den hellige i de ældre kildeskrifter Hans Olrik i Historisk Tidsskrift,
Studier ovep Ælnoths skrift om Knud den Hellige Hans Olrik i Historisk Tidsskrift - som PDF.
Knud den Helliges gavebrev 1085 Danmarkshistorien.dk
CT-scanning af Knud den Hellige afslører nyt om kongemord Ingeniøren
Knud den Hellige (1080-86) Den Store Danske
Kong Knuds lidelseshistorie Også kaldet: "Passio sancti kanuti regis et martiris" - Heimskringla.
Knud den Helliges hvilesten Geocaching.
Odensetavlen Mytedetektiverne
Danmarks Historie 4 - Ole Fenger - Gyldendal og Politikken.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Sankt Knud Konge - af Jørgen Nybo Rasmussen med flere.
"Helgenkongens Søn" - Skalk Nr. 1 1986
"Helgenkongens Skrin" - Skalk Nr. 4 1982.

Tilbage til start af artikel

20171219

Passed W3C Validation