DH Debatklub Logo

Dalum Hjallese Debatklub

Danmarkshistorien

23. Hardeknud

Hardeknud var den udvalgte prins, Knytlingeslægtens håb. Han var den eneste søn af Knud den Store og Emma af Normandiet. Han blev konge af Danmark efter sin fader i 1035, medens Englænderne foretrak hans halvbroder, Harald Harefod. Først efter Haralds død kom Hardeknud til England og overtog kongeværdigheden der. Men desværre kun i kort tid, da han pludseligt døde i en ganske ung alder.

1. Konge af Danmark og England

Allerede da Hardeknud var omkring 7 år gammel, sendte hans forældre ham til Danmark sammen med hans fosterfader, Ulf Jarl. Her voksede han op i trygge omgivelser.

Ulf Jarl var afholdt af alle som en munter og udadvendt mand, han var desuden modig og beslutsom. Den lille Hardeknud må have beundret ham som en faderskikkelse og ønsket at blive som ham.

En tidslinje for Danmarkshistorien - Kongerne er næsten alle efterkommere af "Hardegon, søn af en vis Sven", som erobrede i hvert fald dele af Jylland i år 917 e.Kr. som fortalt af Adam af Bremen i hans afsnit om biskop Hoger. Men det er fordelagtigt at opdele kongerækken og dermed Danmarks historie i dynastier, da det gør hele historien meget mere overskuelig.
Det er nemt at identificere helt naturlige grupper, som de tidlige vikingekonger, som jeg kalder Knytlingerne, som adskilles fra Svend Estridsen og hans sønner af Magnus den Godes tid. Borgerkrigen mellem Svend, Knud og Valdemar er en helt naturlige skillelinje mellem Svend Estridsen og hans sønner og Valdemarerne. Den kongeløse tid skiller indlysende Valdemarerne fra Valdemar Atterdag og unionskongerne. Kalmarunionens endeligt med det Stockholmske Blodbad, Christian 2's fald, Grevens Fejde og Reformation er et helt afgørende vendepunkt i Danmarks historie.
Det oldgamle valgkongedømme blev afskaffet med et kup i 1660 og erstattet af et kongeligt diktatur, nemlig enevælden. Oldenborg kongerne tog del i både valgkongedømme og enevælde. Desuden var det også en Oldenborg konge, nemlig Frederik 7., som afskaffede enevælden i 1848 og indførte det konstitutionelle monarki, der er ifølge hvilken kongemagten er defineret i grundloven som arvelig. Eget arbejde.

Men da Hardeknud var omkring 8 år gammel lod kong Knud Ulf Jarl dræbe i Roskilde af årsager, som ikke er ganske klare. Men sandsynligvis fordi Ulf havde ladet den lille Hardeknud udråbe til konge på de danske ting - for at løse problemer med utilfredshed, som var opstået på grund af kong Knuds bestandige og langvarige fravær fra Danmark.

Den må have været en temmelig traumatisk for en 8-årig at opleve at en mand, som han så op til, blev dræbt af hans fader.

Knytlingerne, som også kaldes Jelling Dynastiet - Adam fortæller om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om Hardecnudt Wurm. Det menes at et "filius" er blevet udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået Hardecnudt filius Wurm, hvilket betyder Wurm, Hardecnudts søn. Det bliver understøttet af at Knud den Hellige i sit gavebrev til kirken i Lund fra 1085 kalder sig Knud 4. hvoraf følger at der må have været en Knud 1. eller en Hardeknud 1. før Gorm.

Da Hardeknud blev konge i Danmark i 1035 ved sin faders død, blev han udfordret af Olav den Helliges søn Magnus den Gode, som gjorde krav på Danmark.

Som søn af en helgen var Magnus umådelig populær - også i Danmark. Adam af Bremen antyder at Magnus den Gode bekæmpede Hardeknuds kongemagt i Danmark, allerede før denne rejste til England i 1040.

De engelske stormænd udnævnte Hardeknud til konge af England efter Harald Harefods død i 1040.

Men hans kongemagt varede ikke længe, allerede i 1042, som 24-årig, døde han pludseligt, medens han deltog i et bryllup nær London - bogstavelig talt med bægeret i hånden.

2. Hardeknud

Vi kan antage at Knud ægtede Emma i 1017. Det første barn kommer ofte året efter brylluppet. Vi ved ikke om Hardeknud eller hans søster Gunhild var ældst, men hvis han var, ville han måske være født i 1018.

Hardeknud optræder første gang i den skrevne historie i Anglo Saxon Chronichle for året 1023: "I dette år gav kong Knute i London i St. Paul's domkirke fuld tilladelse til ærkebiskop Ethelnoth, biskop Britwine og alle Guds tjenere, der var med dem, at de kunne optage ærkebiskop Saint Elphege fra graven. Og de gjorde det på den sjette dag før IDES i juni;" - "Der på den tredje dag kom Lady Emma med hendes kongelige søn Hardacanute; og de bar alle med megen majestæt og lyksalighed og sange til hans pris den hellige ærkebiskop til Canterbury, og bragte ham så herligt ind i kirken på den tredje dag før IDES i juni." Vi kan tro at han da var omkring 5 år gammel.

Hardeknud

Portræt af Hardeknud. Dette er en kunstnerisk fremstilling. Der er ikke overleveret nogen egentlig beskrivelse af, hvordan han så ud. Men hans far, Knud, "var lysladen", så Hardeknud kan også have været det. Knud var også beskrevet som "stor af vækst", hvilket hans søn også kan have været. To personer i en tegning i Encomium Emmæ Reginae forestiller Hardeknud og hans halvbror Edward. En af dem synes at have lyst og krøllet hår og skæg, så vi kan tro, at det er Hardeknud da Edward Bekenderen ingen andre steder er vist med krøllet hår. Desuden, på Bayeuxtapetet er Edward vist med mørkt hår og skæg. Foto pictify.

Olav den Helliges Saga fortæller i forbindelse med Knuds ankomst til Danmark for at konfrontere Olav og den svenske kong Anund, som havde angrebet landet: "Ulv Jarl Sprakaleggsøn havde været sat til landeværn i Danmark, da Knut for til England; han havde overgivet til Ulv sin søn, som havde navnet Hårdeknut. Det var sommeren forud, som før er skrevet." Det antages at slaget ved Helgeå fandt sted sent på året 1026, derfor kan Hardeknud være kommet til Danmark i 1025 - omkring 7 år gammel.

Knud regerede England myndigt og dygtigt. Det var slut med vikingeangreb og borgerkrige. Ikke siden kong Edgars tid kunne Englænderne nyde sådan fred og sikkerhed. Men de kunne ikke glemme vikingernes hærgen. Den Engelske stolthed havde fået et sår, som ikke ville heles. Vi må tro at mange Englænderne nærede et inderligt had til de nye Danske magthavere, og derfor var England et farligt sted at opholde sig for en lille Knytlinge-prins. Dette kan have været en vigtig grund til at sende ham til det mere sikre Danmark.

Desuden - efter alt at dømme var kongens fravær et problem for Danerne. Ulf Jarl siger i Olav den Helliges Saga: "Jeg og mange andre af dette lands mænd og høvdinger har ofte kæret for kong Knut, at det tykkes dem meget vanskeligt at sidde her i landet uden konge, medens de forrige Danekonger syntes, de havde fuldt op at gøre med at have kongedømme over Danevældet alene; men i fortiden styrede mange konger over dette rige." Siden oldtiden havde det været kongens opgave at fylke hæren og lede kampen mod folkets fjender. I England havde der været tilfælde, hvor bønderne nægtede at kæmpe, fordi kongen ikke var der, og sådanne forhold kan også tænkes at have været i Danmark. Men den kongelige prins' tilstedeværelse i landet kunne have været et budskab om at Knud den Mægtige stadig vågede over Danmark.

Kongelige prinser og prinsesser havde ofte en fosterfader. Olav Trygvessons Saga fortæller at Svend Tveskægs søster Thyra havde en fosterfader ved navn Assur Ågessøn, og - som det er velkendt - var Palnatoke Svend Tveskægs fosterfader. Ulf Jarl var Hardeknud's fosterfader.

Ulf Jarl var afholdt som en munter og udadvendt mand; han var modig og beslutsom. Den 7 til 8-årige Hardeknud må have beundret ham og ønsket at blive som ham.

Da Hellig Olav og Anund af Sverige angreb Danmark pressede Ulf Jarl igennem "på det samme ting" at Hardeknud blev valgt til konge af Danmark. Da Knud senere kom til Danmark blev han meget vred over dette, men han sagde at han ville tilgive Hardeknud, hvis han bad om det: " - som venteligt var, da han var et barn og uvittig, at han vilde hedde "konge", og den vanskelighed var faldet i hans hånd, at man ville fare med hærskjold over alt dette land og lægge det under udenlandske høvdinger, hvis ikke vor hjælp kom. Nu hvis han vil have noget forlig med mig, saa lad ham fare til mig og lægge ned det forfængelige navn, at han har ladet sig kalde konge."

Hardeknud kan ikke have haft et meget nært forhold til sin fader, for Olav den Helliges Saga fortsætter: "Men da dette bud kom til Hårdeknut, søgte han råd hos jarlen og de andre høvdinger, som var hos ham. Men det viste sig snart, at så snart landsfolket spurgte, at gamle Knut var kommet, så drev hele landets almue til ham og søgte al sin trøst hos ham. Jarlen og hans andre følgesvender så da, at det var to vilkår for hånden: enten at fare til kongen og lægge alt i hans vold eller også at stævne bort fra landet; men alle bad Hårdeknut fare til sin fader. Så gjorde han."

Vikingevåben udstillet i Discovery Times Square. Foto Pinterest.

Knud bekræftede at Hardeknud stadig var den udvalgte prins, Knytlingernes håb: "Men da de mødtes, faldt han sin fader til fode og lagde i hans knæ det indsegl, som fulgte med kongedømmet. Kong Knut tog Hårdeknut i hånden og satte ham i så højt et sæde, som han før havde siddet."

Men Knud var stadig så vred over episoden at han beordrede Ulf Jarl dræbt; sagaen fortæller: "En mand hed Ivar Hvite, Norsk af æt; han var da kong Knuts hirdmand og herbergesmand. Kongen sagde til Ivar: "Gå du og dræb jarlen." Ivar gik til kirken og ind i koret og stak der sværdet gennem jarlen; der fik Ulv Jarl bane. Ivar gik til kongen og havde blodigt sværd i hånden. Kongen spurgte: "Dræbte du jarlen?" Ivar svarede: "Nu dræbte jeg ham." "Vel gjorde du da," sagde kongen."

Det må have været ret forstyrrende for en 8-årig dreng at opleve at hans fader dræbte den mand, som han så op til og beundrede.

Henry of Huntingdon fortæller om Hardeknuds personlighed: "Han var af en troskyldig natur, og behandlede sine mænd med ungdommens overflod. Sådan var hans gavmildhed at bordene blev dækket fire gange om dagen med kongelig overdådighed for hele hans hof, idet han foretrak at rester af det forudgående måltid skulle fjernes efter at de inviterede var blevet tilfredsstillet, fremfor at sådanne rester skulle serveres for dem, som ikke var inviterede. I vor tid er det skik, hvad enten af sparsommelighed, eller som de selv siger af kræsenhed, for fyrster kun at servere et måltid om dagen for deres hof."

Da Hardeknud var blevet konge af England inviterede han sin halvbroder, Edward, som opholdt sig i landflygtighed i Normandiet, hjem til England og gjorde ham til medkonge. Edward var Emmas søn med Æthelred den Rådvilde. Det skulle vise sig at være en fatal beslutning for Knytlingerne, for Hardeknud døde kort tid efter, og så blev Edward enekonge med tilnavnet Bekenderen.

Portræt af Hardeknud på mønt

Mønt præget for Hardeknud. Her har han et virkeligt kongeligt udseende med en kraftig hage og fremtrædende næse, som hans far, Knud, også havde det. Det ser også ud som om at han var "stor af vækst". Foto Hedning Wikipedia.

Dette var en fuldstændig modsat politik af den, som hans fader Knud den Store havde fulgt. Han havde kompromisløst og uden barmhjertighed forfulgt og om muligt udryddet prinser af Alfreds slægt.

På grund af denne invitation mistede Knytlingerne det England, som de havde kæmpet så hårdt for at vinde, og Hardeknud blev den sidste Danske konge i landet.

Måske har han retfærdiggjort denne sin beslutning med at Edward var en dygtig mand med godt kendskab til religiøse sager; måske har han - eller hans mor Emma og hans Engelske venner og rådgivere - argumenteret at Edwards hjemkomst mindskede faren for den Normanniske invasion, som alle Engelske konger frygtede; måske har han argumenteret at Edward var en uskadelig religiøs sværmer; måske udtrykte han ved denne gestus at han ønskede at skabe bedre forståelse, forsoning og samarbejde mellem Daner og Angel-Saxer. Tilsyneladende var han stærkt fascineret af at han endelig havde mødt sin moder, og han har været nem at manipulere. En meget sandsynlig motivation kan have været et dybt ubevidst ønske om et oprør mod den strenge fraværende fader, som havde domineret hans barndom.

3. Hardeknud som konge af Danmark

Næsten alle kilder fortæller at Hardeknud blev konge af Danmark efter sin fader i 1035. Kun Svend Aggesen mener at sønnen døde før faderen. For eksempel Knytlinge Saga skriver: "Gamle Knuds søn Hørde-Knud tog hele riget i Danmark efter sin fader, men Gamle Knuds anden søn Harald antog regeringen over England efter sin fader, og to år efter Harald Knudsøns død døde Hørde-Knud, og blev jordet i Morster ved siden af sin fader Gamle Knud. Med HørdeKnud uddøde aldeles de danske kongers gamle slægt."

Hardeknud må have været omkring 17 år gammel, da han blev konge af Danmark.

Magnus den Gode og Hardeknud mødes. Illustration til Heimskringla Nationaludgaven af Halvdan Egedius.

Olav den Helliges søn, Magnus, var blevet konge af Norge, og han var endnu yngre, nemlig omkring 11 år i 1035. Magnus - eller sikkert mest hans rådgivere - gjorde også krav på Danmark.

Det må have været et stort aktiv for Magnus at han var søn af en katolsk helgen. På denne tid havde kristendommen fået godt fat i de Skandinaviske folk, og ny-omvendte er ofte ivrige og fanatiske. At blive regeret af en søn af en helgen var ikke det samme som at blive regeret af Guds søn, men de nyomvendte Danskere, ivrige i troen, kan have ment at det var det helt rigtige.

Magnus den Godes Saga fortæller at striden mellem Hardeknud og Magnus endte med at de to unge konger enedes om at den længstlevende skulle have begge riger: "Våren efter" (1036) "bød begge kongerne leding ud, og de ord sagdes om dem, at de ville lægge til strid ved Elven" (Gøtaelven). "Men da begge hærene søgte mod hverandre, sendte lendermændene af begge hære bud til deres frænder og venner, og det fulgte med begges ordsending, at man skulle gøre fred mellem kongerne. Men da begge konger var unge og barnlige, holdt de mægtige mænd, som var valgte dertil i begge lande, rigsstyrelsen for dem; det kom da så vidt, at det blev aftalt en forligsstævne mellem kongerne. Siden mødtes de selv, og det blev da talt om forlig, og det kom til den aftale, at kongerne svor sig i brødrelag og satte fred imellem sig, så længe begges liv varede, og hvis en af dem døde uden søn, skulde den af dem, som levede længst, tage efter ham land og undersåtter. Tolv mænd, de som var de ypperste af hvert rige, svor med kongerne på det, at dette forlig skulde holdes, så længe nogen af dem levede. Derpå skiltes kongerne, og hver for hjem til sit rige, og dette forlig holdtes, så længe de levede."

Men Magnus den Godes Saga er ikke helt velorienteret, Magnus arbejdede aktivt for at fremme sin sag, også medens Hardeknud var i live. Adam af Bremen fortæller at ærkebispen i følge med hertug Bernhard af Saxen og bisperne Thietmar af Hildesheim og Rudolf af Slesvig drog helt op til Slesvig for at mødes med kong Magnus. Pa dette møde forlovedes kong Magnus' søster, som hed Ulfhild, med hertug Bernhards søn, Ordulf, og som følge af denne forbindelse gjorde den Saksiske hertug straks efter brylluppet Magnus den tjeneste at myrde Harald Thorkilsøn - Thorkil Højes søn - da denne i november 1042 var på vej hjem til Danmark fra Rom. Harald var fra en gammel og magtfuld slægt på Sjælland og kunne synes nærmere til riget end Magnus; hvilket kostede ham livet.

Adam bekræfter også andetsteds at Magnus ikke ventede tålmodigt og fredeligt på at Hardeknud skulle dø uden sønner. Fra England sendte kong Hardeknud sin jævnaldrende fosterbroder og fætter, Svend Estridsen tilbage til Danmark for at værne landet mod Magnus: "Imidlertid døde Knuds anden søn, den norske kong Svend. Da kårede Nordmændene Magnus, som var en frillesøn af Hellig Olaf. Magnus angreb straks Danmark, og blev dermed herre over to riger, medens den danske Kong Hardeknud dvælede i England med sin hær. Snart rustede dog denne sig mod Magnus og satte Svend, sin frænde, over flåden. Svend blev overvundet af Magnus, drog tilbage til England og fandt Hardeknud død." Faktisk skriver Adam temmelig direkte at Magnus fik magten i Danmark allerede under Hardeknuds fravær, medens han stadig var i live. Dette havde Adam af Bremen direkte fra sine samtaler med Svend Estridsen selv, så vi må tro at det er ret pålideligt.

4. Harald Harefod

Emma havde forud for sit ægteskab med Knud forlangt at hendes mulige sønner med ham skulle komme forud for Knuds sønner med andre kvinder i arvefølgen. I Encomium Emmae står: "Men hun erklærer bestemt, at hun aldrig ville blive Knuts brud, medmindre han med ed tilsagde hende, at han aldrig ville lade nogen anden ægtefælles søn blive konge efter sig, men kun hendes, hvis Gud muligvis skænkede hende en søn med ham." Men, som vi ved, Knud døde i 1035 og havde derefter svært ved at leve op til sine løfter.

Mønt med Harald Harefods portræt. Han har en imponerende kongelig næse. Han bærer et pandebånd og har formentlig midterskilning. Fra Get History.

Ved Knuds død havde Den unge Hardeknud allerede i flere år opholdt sig i Danmark, hvor han var fuldt optaget af at værge landet mod Magnus, og han viste ingen tilbøjelighed til at ville rejse til England meget snart. Derfor var det vanskeligt at få ham valgt til konge af England.

Tingmannalid i London, det nordlige England og Danerne i England i almindelighed ønskede som konge Knuds søn med Ælfgifu, Harald, som fik tilnavnet Harefod, medens det sydlige England, Emma og Jarl Godwin støttede den fraværende Hardeknud. I denne spændte situation afholdtes et møde i Oxford, hvor det blev aftalt at Harald skulle være konge af England, dog således at Emma skulle råde syd for Themsen støttet af Jarl Godwin på vegne af den fraværende Hardeknud. Anglo Saxon Chronicle for 1035 fortæller: "Kort efter hans (Knuds) død, var der en rådslagning i Oxford af alle de ypperste mænd, hvor Jarl Leofric og næsten alle stormændene nord for Themsen og krigs-flåde mændene i London valgte Harold til at regere i hele England, for sig selv og hans bror Hardacnute, der var i Danmark. Jarl Godwin og alle de fremtrædende mænd i Wessex modstod dette, så længe de kunne; men de kunne ikke gøre noget imod det. Det blev derefter besluttet at Elfgiva, mor til Hardacnute, bør forblive på Winchester med kongens, sin søns, husstand. De holdt alle Wessex til deres hånd, og Jarl Godwin var deres øverste mand. Nogle mænd sagde om Harald, at han var søn af kong Knute og Elfgive, datter af Alderman Elfelm; men det syntes meget utroligt for mange mænd. Han blev ikke desto mindre fuld konge over hele England. Harold sagde selv at han var søn af Knute og lady Elfgive af Hampshire."

Så snart nyheden om Knuds død nåede Normandiet, samlede Edward - den ældste af Æthelreds overlevende sønner, som senere skulle blive konge med tilnavnet Bekenderen - en flåde på fyrre skibe, krydsede Kanalen og landede ved Southhampton. Men hvis han havde forventet samarbejde med sin mor, blev han skuffet. Emma var mere knyttet til hendes børn med Knud end til dem med Æthelred; og hun gjorde sig faktisk alle anstrengelser for at bevare kronen for Hardeknud. Selvom Edward landede inden for en afstand af nogle få mil fra hendes bopæl og midt blandt hendes bønder og undersåtter, fandt han sig selv i et fjendtligt land. En formidabel styrke, som øgedes for hver time samledes og truede ham med ødelæggelse; og efter at have plyndret et par landsbyer trak prinsen og hans tilhængere sig tilbage til deres skibe og vendte tilbage til Normandiet.

Men en anden mystisk og blodig episode, som involverede Alfred, Æthelreds anden overlevende søn, kastede en skygge over Haralds regeringstid.

Et brev blev overbragt til Edward og hans bror Alfred i Normandiet. Det var tilsyneladende skrevet af deres mor, idet hun bebrejdede dem deres passivitet i forhold Haralds voksende magt og opfordrede en af dem til at krydse havet og udfordre hans ret til kronen. Encomium Emmae's forfatter er ikke i tvivl om at brevet i virkeligheden var skrevet af Harald for at lokke en eller begge brødrene i hans magt. Stort set alle krønikeskrivere mener at brevet var en forfalskning, men der er uenighed om, hvem der virkelig skrev det. Indtil denne dag, tusind år efter, er det stadig et mysterium.

Alfred accepterede invitationen, hvervede en lille gruppe soldater i Normandiet, fortsatte til Jarl Baldwins hof i Flandern og øgede yderligere sin styrke med nogle eventyrere fra Boulogne, således at hans styrke til sidst kom til at omfatte seks hundrede mand.

Godwin Jarl modtager Alfred og han føres bort of Harald Harefods soldater og modtager sin dom af kongen, Harald Harefod. Fra 'Life' of St. Edward "the Confessor" Cambridge University Library.

Ved Sandwich fandt han en stor styrke rede til at modsætte sig ham, og han fortsatte til nær Canterbury, hvor han gik i land uden at opdage fjender. Inden for få timer blev han mødt af Godwin Jarl, som svor ham troskab og påtog sig at føre ham til Emma. De fortsatte til Guildford syd for London, hvor jarlen indkvarterede Alfred og hans mænd i små grupper blandt indbyggerne, leverede dem rigelige forsyninger, og efter at have lovet at mødes med dem igen dagen efter trak han sig tilbage til til sin egen bolig. Midt om natten ankom Haralds soldater - sikkert Tingmannalid - og overraskede de fremmede i deres senge. Med deres hænder bagbundne blev de den næste morgen stille op i rækker; hver tiende mand ud af de seks hundrede fik deres frihed, nogle få blev udtaget til slaveri og de resterende blev lemlæstet, blindet eller skalperet. Anglo Saxon Chronicle for 1036 siger:

Ingen gerning mere sørgelig
blev gjort i dette vort land,
siden Englændere gav plads
til horder af den Danske race.


Prinsen selv blev i hast ført til Harald Harefod i London, og derfra til øen Ely nord for Cambridge ledsaget af trusler og fornærmelser. Siddende på et gammelt øg, frataget sit tøj og med fødderne bundet under sadlen, blev Æthelreds søn vist frem i hver by og landsby til latterliggørelse. I Ely blev han stillet for en domstol og dømt til at miste sine øjne - en straf, som hans fader i sin tid ofte havde brugt, også mod Ælfgifus slægtninge. Nogle få dage efter døde han af sine sår.

Motiv på BayeuxTapetet. Engelske krigere ved Hastings forsvarer sig mod kavaleri i tæt formation. Teksten lyder: "Her faldt Leofwine og Gyrth, brødre af kong Harald." Tingmannalid eller tingliden blev stiftet af Knud den store i England efter Jomsvikingernes forbillede. Den tjente de Danske og Engelske konger til og med Harold Godwinson. Wikipedia Foto Ulrich Harch.

Da Emma hørte om sin søns skæbne, begyndte hun at blive bange for sin egen sikkerhed. Hendes venner rådede hende til at forlade landet, og Baldwin af Flandern tilbød hende et sikkert og ærefuldt asyl i Brügge. Hendes flugt efterlod Harald uden modstandere, og Wessex's stormænd trak derefter deres troskab mod hans halvbroder Hardeknud tilbage, og han blev enstemmigt valgt til konge af England. Anglo Saxon Chronicle for 1037 siger: "I dette år valgte mænd Harold som konge over alle; og forlod Hardacnute, fordi han var for længe i Danmark; og derefter drev ud hans moder Elgiva, kong Knutes efterladte, uden nogen skam, mod den rasende vinter! Hun, der var moder til Edward samt til Kong Hardacanute, søgte derefter fred hos Baldwin ved det sydlige hav."

Ingen yderligere detaljer om Harald Harefods regering er blevet bevaret for eftertiden. En forfatter antyder, at han var en kirkens velgører; Medens Emma's Encomium - som er fjendtligt indstillet over for hans minde - hævder at han på grund af had til kristendommen udeblev fra alle offentlige embeder vedrørende religion. Hans yndlings-morskab var jagten, siges det, idet han jagede til fods og på grund af sin hurtighed fik tilnavnet Harefod. Han døde i 1040 efter en kort regeringstid på fire år og blev begravet i Westminster.

5. Hardeknud som Konge af England

Emma nærede et intenst had til Harald Harefod. Hun gentog det platte rygte, at han ikke var søn af Knud's første hustru Ælfgifu men et barn af en tjenestepige, som hemmeligt var blevet anbragt i Ælfgifus seng. Hun fastholdt også, at Harald - for at lokke hendes sønner med Æthelred til deres død - havde forfattet det famøse brev i hendes navn til Edward og Alfred. Sandheden kan meget vel være at hun selv opfordrede sine sønner, den ene efter den anden, til at komme til England for at fordrive Harald.

Hun fortæller selv i sin beretning at medens hun levede i Brügge kaldte hun sin søn Edward til sig og bad ham angribe Harald Harefod, hvilket han imidlertid - klog af skade - afviste og henviste i stedet til sin halvbroder Hardeknud af Danmark: "Medens hun altså nu levede her i så stor tryghed, afsendte hun folk med budskab til sin søn Edward for at forlange, at han ikke måtte nøle med at komme til hende; og han adlød også hendes kald, besteg sin hest og nåede hen til sin moder. Men da de nu havde fået lejlighed til at tale med hinanden, forklarede sønnen hende, at vel følte han medynk med sin moders ulykkelige stilling, men han kunne dog på ingen måde yde hende hjælp, eftersom de Angliske stormænd ikke havde aflagt nogen ed til ham; dette viste altså, at hun måtte vente sig hjælp af hans broder." - "Men efter hans tilbagerejse sender hun så folk med bud til sin søn Hardeknut, som på den tid havde herredømmet over Danerne; ved disse bud gør hun ham bekendt med den uhørte sorg, der havde ramt hende, og beder ham om, at han vil skynde sig med at komme til hende så hurtigt som muligt."

Emma modtager Encomium Emmæ Reginae

Emma modtager Encomium Emmæ Reginae fra den Normanniske munk, som skrev den. Hendes to sønner Edward og Hardeknud ser til i baggrunden. Den bagerste har lyst krøllet hår og skæg. Edward bekenderen er afbilledet mange steder og er ingen steder vist med lyst eller krøllet hår. Derfor må den bagerste være Hardeknud. The Encomium of Queen Emma, British Library.

Man kan forstå Engelsk politik i årene efter Knuds død som domineret af to rivaliserende og ærgerrige kvinder, Emma og Ælfgifu, som bragte deres sønner i spil, den ene efter den anden.

Hardeknud var nu omkring 22 år gammel, og han havde formentlig ikke set sin moder siden han var 7 år og kan kun have haft en vag erindring om hende. Måske netop derfor reagerede han positivt på hendes bøn - modsat Edward. Anglo Saxon Chronicle for 1039 fortæller: "I dette år kom også Hardacnute til Brügge, hvor hans moder var."

Han stævnede mod Brügge med kun 10 skibe; Encomium fortæller at de havde både kobber-belagte stævne og topsejl: " - ellers begav han sig med ikke mere end 10 Skibe i følge på vejen til sin moder, som hjemsøgtes af sorg og ængstelse, og det i ikke ringe mål. Medens de altså nu, ivrigt opsatte på en ilsom fart, ikke blot kappevis kløvede havets skum med den kobberbeslagne stævn, men også hejsede topsejlene for de gunstige vinde."

Men da han kom til Brügge modtog han kort efter budskabet om at Harald var død, og de Engelske stormænd inviterede ham til England for at herske over dette rige: "Og ikke længe efter, medens sønnen dvælede hos sin moder og ventede på, at det omtalte drømmesyns løfter skulle opfyldes, kom der Budbringere med glædelige budskaber: de bragte ham nemlig det bud, at Harald var død, og derhos meldte de, at de Angliske stormænd ikke vilde stå ham imod, men glædede sig med ham i mangfoldig jubel."

Da han kom til England var en af hans første regeringshandlinger at grave Harald Harefods lig op og smide det i en grøft. Anglo Saxon Chronicle for 1040 skriver: "Derefter stødte han alle fra sig, som før havde ønsket ham; for han udrettede intet kongeligt under hele sin regeringstid. Han beordrede den døde Harold at blive gravet op og smidt i en grøft."

Kampøkse fundet i Botnhamn i Troms

Kampøkse af jern belagt med guld fra 1000-1050, fundet i Botnhamn i Troms. Bemærk at den er rustet igennem flere steder midt på bladet. Det tyder på at bladet har været ret tyndt, sikkert for at gøre øksen så let som mulig. Godwins 80 krigere havde en Dansk stridsøkse indlagt med guld og sølv hængende fra deres venstre skulder. Det kan have været sådan en. Foto Ida Kvittingen.

Florence of Worcester bringer flere detaljer: " - men i løbet af hans regering udrettede han intet værdigt til hans kongelige magt. For så snart han blev konge, kom han til at tænke på de skader, som både han og hans moder havde lidt i hænderne på sin forgænger og ansete bror, kong Harald. Han beordrede til London Ælfric ærkebiskop af York, og jarl Godwin, med Stor, lederen af hans husholdning, Edric, hans steward, Trond, kaptajnen for hans vagter og andre mænd af høj rang, med ordre til at grave Haralds lig op og smide det i en grøft; og da det blev smidt der, forårsagede han at det blev slæbt ud og kastet i floden Themsen. Kort efter blev det samlet op af en fisker, og blev straks bragt til Danerne og blev ærefuldt begravet af dem på en kirkegård, de havde ved London." Det var sandsynligvis kirkegården St. Clement-Danes, hvor Normannerne havde en bebyggelse ved bredden af Themsen, uden for Londons mure.

Men han fik også en dårlig start i England, fordi han kom med så mange skibe og mænd, som Englænderne skulle betale for. Som nævnt ankom han til Brügge med 10 skibe, men han sejlede videre til England med yderligere 62 skibe, som han havde sendt bud efter fra Danmark eller muligvis hvervet i Brügge.

Under Knud den Store og Harald Harefod havde Englænderne været vant til at betale til 16 skibe hvert år, hvilket sandsynligvis var Tingmannalid. Nu dukkede Hardeknud op med yderligere mere end fire gange så mange, som han krævede at de Engelske bønder også skulle underholde. Anglo Saxon Chronicle for 1039 siger: "Og i dette samme år kom kong Hardecanute til Sandwich syv dage før midsommer. Og han blev hurtigt anerkendt af såvel Englændere som af Daner; selvom hans rådgivere bagefter gengældte det frygteligt, da de gav ordre til at de tooghalvfjerds skibe skulle bibeholdes med en sats på otte mark for hver roer."

De Engelske shires i tidlig middelalder. Gammelt Engelsk kort af ukendt oprindelse. Worcestershire ligger omtrent i midten ikke langt fra Wales sydvest for det moderne Birmingham.

Alle disse mange penge blev indsamlet af skatteopkrævere, og det gav anledning til omfattende uroligheder. Florence af Worcester beretter for 1041 at Hardeknud: " - sendte sine huskarle over hele riget for at indsamle den skat, som han havde indført. Men borgerne i Worcester og Worcestershire rejste sig i oprør, og mandag den 4. maj dræbte de to af dem, som hed Feader og Thurstan, der havde gemt sig under taget i et af tårnene i klosteret i denne by."

Rasende beordrede Hardeknud hver en jarl i England og de fleste af sine huskarle til Worcester med ordre til at dræbe alle indbyggere, hvis de kunne, plyndre og brænde byen og hærge landet rundt omkring. Den 12. november begyndte de at hærge byen og provinsen, og de fortsatte i fire dage og på den femte dag blev byen reduceret til aske. Indbyggerne flygtede til en ø i Severn, som hedder Bevere Island, hvor de forsvarede sig, indtil de havde formildet kongen og opnået hans benådning.

Det kan tænkes at Hardeknud foretrak at beholde sin hær, fordi han ikke stolede på Englænderne. Saxo fortæller at han havde sendt Svend Estridsen til England allerede i Harald Harefods regeringstid, og han havde rapporteret at man ikke kunne stole på Englænderne: "Imidlertid lagde Svend Estridssøn, som i England ventede på at Knuds søn Hardeknud skulle komme derover, krigsfolk rundt om i fæstningerne, for at kunne være så meget tryggere for at landsens folk ikke vovede at falde fra Knud, thi han stolede ikke på Englænderne og ville ikke give dem våben i hænde ved uhindret at lade dem indtage de befæstede stæder."

Middelalderlig illustration fra midten af det 13. århundrede fra "Life" af St. Edward "Bekenderen", som til venstre viser Edwards modtagelse i England, og til højre hans kroning. Cambridge University Library.

Men i så fald var der ikke megen sammenhæng i Hardeknuds politik. Han stolede samtidig så meget på Englænderne at han tillod at Edward - Æthelreds eneste overlevende søn - som fik tilnavnet Bekenderen, vendte hjem til England fra landflygtighed og endda omgående blev kronet som medkonge. Det var et fuldstændig brud med Knud den Stores politik, som havde været at forfølge og udslette alle prinser af Alfreds slægt i det omfang, det var muligt. Denne, Hardeknuds beslutning, skulle blive fatal for Knytlingerne, idet han selv kort efter døde, og så blev Edward enekonge, og der har ikke siden været Danske konger i England. Anglo Saxon Chronicle for 1041 skriver: "Tidligt i det samme år kom Edward, søn af kong Æthelred, hid til landet fra Weal-land til Madron. Han var broder til kong Hardacnute, og havde været fordrevet fra dette land i mange år: men han blev alligevel svoret ind som konge, og ophold ved sin broders hof, medens han levede. De var begge sønner af Elfgive Emma, som var datter af Earl Richard."

Det må have været en overraskelse for de Engelske stormænd at Knud den Stores søn udviste en sådan nidkær omsorg for Æthelreds sønner. Hardeknud begrænsede sig ikke til at hente Edward hjem fra hans landflygtighed i Normandiet. Han beskyldte også fremtrædende stormænd og adelige for at være ansvarlige for hans anden halvbroder Alfreds død. Florence of Worcester skriver: "Dertil kom at han var stærkt opbragt imod jarl Godwin og Living, biskop af Worcester, for drabet på sin bror Alfred, for hvilket de blev anklaget af Ælfric, ærkebiskop af York, og nogle andre. I konsekvens heraf tog han bispedømmet Worcester fra Living og gav det til Ælfric; men det følgende år udstødte han Ælfric og genindsatte nådigt Living, der havde sluttet fred med ham."

Hardeknuds død i gammelt Engelsk manuskript

Hardeknuds død i gammelt Engelsk manuskript.

Godwin benægtede anklagen og frikendte sig selv på lovlig vis ved sin egen ed og ved eder af en jury af sine ligemænd, de vigtigste adelsmænd i England. Måske har disse eder ikke helt fjernet Hardeknuds mistanke, men jarlen blev genindsat i sine embeder og deltog sammen med Emma i administrationen af kongedømmet.

For at endeligt at opnå kongens tilgivelse gav han Hardeknud en helt usædvanlig gave. Florence af Worcester fortæller: "For at opnå konger gunst præsenterede Godwin ham med en galej af beundringsværdigt håndværk, med en forgyldt frontfigur, udrustet med de bedste materialer, og bemandet med firs udvalgte krigere, glimrende bevæbnet. Enhver af dem havde på hver arm et gyldent armbånd der vejede seks ounces og var iført en tredobbelt brynje og hjelm delvis forgyldt, og et sværd med forgyldt skæfte omgjordet ved hans side, og en dansk stridsøkse indlagt med guld og sølv hængende fra hans venstre skulder; i venstre side bar han et skjold med boss og knopper, som også var forgyldte, og i sin højre hånd en lanse, som kaldes på engelsk tunge "atagar". Desuden aflagde han ed til kongen sammen med næsten alle de ledende mænd og store høvdinge i England på at det ikke var ved hans råd eller ved hans eksempel, at hans broders øjne blev stukket ud, men han havde blot adlydt sin herre konge Harold's ordrer."

6. Hardeknuds Død og Begravelse

Kong Hardeknud døde i 1042 under et bryllup hos en af sine mænd, bogstavelig talt med bægeret i hånden. Florence af Worcester fortæller: "Hardeknud, konge af England, medens han var til stede ved en glad fest givet på et sted kaldet Lambeth af Osgod Clapa, en mand med stor rigdom, i anledning af at han gav sin datter Githa's hånd i ægteskab med Tovi med tilnavnet Prudan, en ædel og magtfuld Daner, og svirrende fuld af sundhed og lystighed med bruden og nogle andre, faldt han sammen, ved en trist uheld, mens han var i færd med at drikke og forblev ude af stand til at tale indtil tirsdag den sjette af IDES i juni, hvor han udåndede. Hans bror Edward blev udråbt til konge først og fremmest ved Jarl Godwin's og biskop Living af Worcesters anstrengelser. Edward var søn af Æthelred, der var søn af Edgar, der var søn af Edmund, der var søn af Alfred."

Anglo Saxon Chronicle for 1042 bidrager yderligere med oplysningen om at han faldt til jorden med krampetrækninger: "I dette år døde kong Hardacnute i Lambeth, medens han stod og drak: han faldt pludselig til jorden med enorme krampetrækninger "(tremendous struggle).

Hardeknuds grav i Winchester Cathedral.

Umiddelbart kan det lyde som en hjerneblødning, bortset fra krampe-trækningerne. Men det er ikke sædvanligt at 24-årige unge mænd får hjerneblødning. Forfatteren kender ingen eksempler.

Mange mente at der var mere end vin i det bæger, som Hardeknud stod med i hånden.

7. Links og litteratur

Olav den helliges saga Heimskringla
Roskildekrøniken Heimskringla
Knytlinge Saga Heimskringla
Adam af Bremens Kirkehistorie Heimskringla
Svend Aggesen Heimskringla
Kong Knuts Liv og Gerninger Heimskringla - også kaldet Encomium Emmae Reginae.
Heimskringla og andre sagaer Nettsted olhov.net
Return of the Danes I: Unready From Dot to Domesday - English History
Encomium Emmae Reginae Allistair Campell - Royal Historical Society.
The Anglo-Saxon Chronicle: Eleventh Century Yale Law School
Full text of "The Chronicle of Henry of Huntingdon Archive.org
Danish England From Dot to Doomsday
The chronicle of Florence of Worcester with the two continuations Archive.org
Danmarks Historie 3 - Peter Sawyer - Gyldendal og Politikken.
Snorres Heimskringla - Nationaludgave Oslo 1930.
Saxo Grammaticus oversat af Fr. Winkel Horn - Sesam.
Illustreret Danmarkshistorie for Folket 8. del af Claus Deluran - Ekstrabladets Forlag.

Bent Hansen - sidst ændret:

20240327

Passed W3C Validation