Hvad der er overleveret om Harald Svendsøn fylder ganske få linier. Thitmar af Merseburg skrev: "- og vil kun bruge et par ord på dette øgle yngel, som er sønner af den nævnte Svein, forfølgeren." - "Hendes sønner lignede deres fader i enhver henseende." Men da Harald Hen omkring 60 år senere skulle vælges til Dansk konge ved Isøre, var det på betingelse af at han ville overholde "Haralds love". Denne Harald kan ikke være Harald Blåtand, som blev dræbt af oprørske undersåtter, hvilket peger på at Harald Svendsøn var en klog og forstandig lovgiver.
Det antages ofte at Olav den Hellige var konge i Norge i 15 år, fordi det skrev Snorre, som citerede Ari den Vise og Sigvat Skjald. Men historikeren Ian Howard har analyseret Olav den Helliges Saga i lyset af årstal givet i Anglo-Saxon Chronicle og er kommet frem til at Olav den Hellige var konge i Norge i mindre end 10 år, og han fik aldrig kontrol med hele landet.
1. Harald, konge af Danmark
Harald Svendsøn er den Danske konge siden Gorm den Gamle, som vi ved mindst om. Han nævnes kun forbigående i nogle Sagaer som Svend Tveskægs søn, og kun i Encomium Emmae Reginae fortælles at han var konge af Danmark.
Tidslinje for Danmarks historie - Kongerne nedstammer næsten alle fra "Hardegon, søn af en vis Sven", som invaderede store dele af Jylland år 917 e.Kr. som fortalt af Adam af Bremen i afsnittet om biskop Hoger.
Det er en forståelsesmæssigt meget gavnligt at inddele kongerækken og dermed Danmarkshistorien i nogle naturlige grupper, da det vil gøre historien overskuelig.
Det er nemt at få øje på nogle indlysende grupper, som de tidlige vikingekonger, som jeg kalder Knytlingene, som adskilles fra Svend Estridsens og hans sønners periode af de urolige år under Magnus den Gode. Borgerkrigen under Svend, Knud og Valdemar adskiller helt naturligt Svend Estridsen og hans sønners tid fra Valdemarernes. Den kongeløse tid skiller helt klart Valdemarerne fra Valdemar Atterdag og unionskongerne. Oldenborg kongeslægten blev introduceret ret naturligt, da Christian 1. var efterkommer efter Valdemar Atterdag. Kalmarunionens endelige sammenbrud med det Stockholmske Blodbad, Christian 2.'s fald, borgerkrigen Grevens Fejde og den Lutheranske reformation er en meget vigtig og uundgåelig skillelinje i Danmarks historie.
Det oldgamle valgkongedømme blev afskaffet ved et kup i 1660 og erstattet af et kongeligt diktatur, enevælden.
Oldenborg kongerne var impliceret i både valgkongedømme og enevælde. Derudover var det en Oldenborg konge, nemlig Frederik 7. som afskaffede enevælden i 1848 og indførte det konstitutionelle monarki, der er kendetegnet ved at kongemagten er arvelig og defineret i grundloven. Eget arbejde.
Knytlingerne, som mange kalder Jelling dynastiet, hvilket også er en god betegnelse - Adam fortæller os om Hardegon, søn af Sven, og lidt senere om Hardecnudt Wurm. Flere historikere har påpeget at et "filius" må være udeladt udeladt af Adams tekst, således at der skulle have stået Hardecnudt filius Wurm, hvilket vil betyde Wurm, Hardecnudts søn. Dette bliver støttet af at Knud 4. den Hellige i sit gavebrev til domkirken i Lund i 1085 kalder sig Knud 4, hvilket indikerer at der må have været en Knud eller en Hardeknud 1. forud for Gorm, hvad Adam jo også fortæller.
Den vigtigste begivenhed i Haralds regeringstid var hans broder Knuds generobring af England, sikkert med fuld støtte af Harald. Brødrene havde deres fulde opmærksomhed rettet mod England og brugte sandsynligvis alle disponible ressourcer i krigen der. Dette udnyttede Olav Digre, som senere fik tilnavnet den Hellige, til at etablere sig som konge af Norge.
2. Harald Svendsøn
Kun Encomium Emmae Reginae fortæller at Svend Tveskægs søn blev konge af Danmark efter hans død.: "Han havde to sønner af fremragende kvaliteter; og han tog den ældste i sit hærfølge, og satte den yngste i spidsen for regeringen af hele riget, og knyttede til ham en militær styrke og et par af hans ledende mænd til at instruere drengen klogt, og være en mur for ham med deres råd og våben."
Detalje af illustration i Encomium Emmae Reginae, der viser dronning Emma, som modtager manuskriptet fra en munk, sikkert forfatteren, som var en anonym munk i St Bertin's eller St Omer's kloster i Normandiet. Hendes sønner Edward Bekenderen og Hardeknud ser til i baggrunden. Det blev sandsynligvis skrevet i 1042 eller 1043. Foto British Library.
Senere i samme skrift i beretningen om Knuds tilbagetrækning fra England efter sin faders død, kaldes Svend Tveskægs anden søn for Harald: " - ikke fordi han af frygt ville fly fra en krigs trængsler og farer, men i den hensigt at rådføre sig med sin broder Harald, der jo var Danernes Konge, angående denne vanskelige sag."
Encomium Emmae gentager flere gange at Knud var den ældste af de to brødre, hvilket efter al sandsynlighed ikke er sandt: " - et rygte spredte sig hurtigt, som sagde at hans ældre bror Knutr havde nået hans kyster." - "Og medens nu der hver især af brødrene udspurgte den anden, om, hvad der var hændet ham, og ligeledes fortalte, hvorledes det var gået ham selv, tiltalte Knut, som var den ældste, sin broder - ".
Vi må tro at Svend Tveskæg efterlod regeringen i Danmark i hænderne på sin ældste søn, og Harald blev sikkert også valgt til konge ved efterretningen om hans faders død, fordi Svend selv havde udpeget ham som leder i sit fravær, og fordi han var den ældste. Desuden, Saxo lader Knud være søn af Svend Tveskægs anden og senere hustru, nemlig Sigrid Storråde, hvilket også indikerer at Knud var nogle år yngre end Harald, som uomtvistet var søn af hans første hustru, Gunhild. Encomium Emmae lader sandsynligvis Knud være den ældste for at øge hans værdighed.
Også Knytlinge Saga lader Knud være søn af Gunhild: "Kong Svend var gift med Gunhild - datter af venderkongen Burislav - og deres sønner var Knud og Harald. Kong Svend blev siden gift med Sigrid den Storrådende - datter af Skøgul-Toste og mor til svenskekongen Olaf."
Pitney Brochen fundet i Pitney i Somerset, England. Et dyr og en slange sammenflettet i kamp. Dateret til 1000 tallet - Foto Wikimedia Commons.
Det fortælles i sagaen at Svend Tveskægs arveøl for sin fader blev holdt to år efter Harald Blåtands fald omkring år 987, hvilket må være omkring 989. I den lange Saga om Olav Trygvason fortælles om Sigvald Jarls bortførelse af Svend og det efterfølgende dobbeltbryllup i Jomsborg forud for fortællingen om Svends arveøl, hvilket i så fald indikerer at Svend ægtede Gunhild ret tidligt i hans første vanskelige tid. I et normalt ægteskab mellem to sunde unge mennesker er det sandsynligt at det første barn kommer indenfor et eller to år efter brylluppet. Derfor kan vi tro at Harald kan have været født omkring 986-87, og han således ville have været omkring 27 år gammel, da Knud kom tilbage fra England.
Det er også svært at gætte Knuds alder. Anglo Saxon Chronicle fortæller, at Knud døde i 1035, og på den tid var han "fyrre år gammel" eller "næppe fyldt 40 år". Det betyder at han blev født i 995, eller et par år senere. Efter denne beregning skulle han således have været 17-19 år gammel i 1014, da Svend Tveskæg døde og han vendte hjem fra England.
Vikingeskib trækkes over land. Foto fra Alan Robert Lancaster hubpages - desværre ukendt kunstner.
Encomium Emmae fortæller at da Knud mødte sin broder, kong Harald, gjorde han krav på halvdelen af Danmark: "Jeg er kommen hid, kære broder, dels af kærlighed til dig, men dels også for at undvige det barbariske raseri, der med uforudset dumdristighed har rejst sig imod mig; dog er det ikke, fordi jeg er bange for krig og kampe, thi dem vil jeg tværtimod atter opsøge til fremme for min berømmelse, men for at jeg, belært ved dine råd og støttet af væbnet hjælp fra dig, kan vende tilbage med vished for sejren. Det allerførste, som du nu skal gøre for mig, hvis du da ikke af avind står min berømmelse imod, er dette, at du skal dele med mig først Danernes Rige, der jo er vor arvelod, som du alene sidder inde med, og dernæst Anglernes Rige, dersom vi ved forenede bestræbelser kunne føje det til vor arvelod."
Kong Harald afviste Knuds krav, men lovede sin broder støtte til at genvinde England: "Jeg glæder mig over din ankomst, kære broder, og er dig taknemlig, fordi du har besøgt mig; men det falder mig hårdt at høre, hvad du der siger om rigets deling. Den arvelod, som vor fader med dit eget bifald har overgivet mig, styrer jeg; men det gør mig ondt, at du har mistet din arvelod, som var større end denne, og jeg er rede til at yde dig hjælp, men mit rige vil jeg ikke indlade mig på at dele."
Rig hos Oldemor og Oldefar.
Digtet Rigs Vandring er en fortælling om, hvorledes guden Hejmdals vandrer i Midgård som den dødelige mand Rig. Det giver en god illustration af samfundsforholdene i vikingetiden.
Rig kom først til en fattig hytte, der sad et par, pjaltet klædt, Oldefader og Oldemoder, udslidte begge. Mellem dem lå han midt på lejet. Fra de nætter gik der ni måneder, en søn fik konen, som hed Træl.
Bedstefaders og Bedstemoders bo det var. Husbonden skar holt til væven, hans skæg var klippet, rask tog kvinden rok og spandt, målte tvunden tråd og vævede. Mellem dem lå han midt på lejet, og på hver side vært og husmor. Fra de nætter gik der ni måneder. Dreng fik Bedste, han kaldtes Bonde.
Han kom til en sal, med sydvendt dør, dens port stænget, prydet med ring. Fader så Moder frit i øjet, husbond bandt buestreng, skæftede pile, hans kvinde viste de smukke arme, glattede sine ærmer. Mellem dem lå han midt på lejet, og på hver side, vært og husmor. Fra de nætter gik der ni måneder, søn fik Mor, Jarl hed drengen.
Digtet beskriver hvorledes Heimdal blev stamfader til de tre lag i samfundet, nemlig trælle, bønder og jarler. I vikingetiden var befolkningen således inddelt i tre kaster, som nævnt ovenfor. De enkeltes stilling var arvelig, man giftede sig indenfor sin stand og oprindelig var der formentlig ikke mange muligheder for at arbejde sig op i samfundet.
En noget lignende samfundsorden kan man udlede af de mange Germanske lovsamlinger fra folkevandringstiden 300 til 500 år før vikingetiden og fra Procopius' værker. De Germanske folk, herunder Goterne, var grundlæggende opdelt i tre kaster: Frie mænd, frigivne og trælle. Dog får man indtryk af at gruppen af frie mænd i folkevandringstiden var langt mere talrig end gruppen af Jarler i vikingetiden, og desuden synes vikingetidens bønder at være agtet højere end folkevandringstidens frigivne.
Af den Engelske Doomsday Book fra 1086 har nogle udledt at 10% af befolkningen i England var trælle. I Danmark i Harald Svendsøns regeringstid i 1014 har andelen af trælle formentlig været lidt større.
Hele denne tredeling af samfundet kan minde noget om forholdene på landet i Danmark for mere end hundrede år siden, hvor der var tre uformelle rangklasser, nemlig bønder, husmænd og landarbejdere. Tegning W.G. Collingwood Wikpedia.
Knud accepterede denne løsning, sikkert fordi der var en god forståelse mellem brødrene, men måske også fordi han ikke havde andet valg da hans egen hær og hans ry var i en sørgelig forfatning efter nederlaget i England.
Nu husker vi at Harald Blåtand blev stillet overfor et lignende krav, da hans brodersøn Guld-Harald vendte hjem fra vikingetogter med stor berømmelse og krævede at blive medkonge. Harald Blåtand var ikke bange for at træffe ubehagelige men nødvendige beslutninger, og han sørgede for at Guld-Harald blev hængt ved Limfjorden. Men Harald Svendsøn synes at have have været af et mere forsonligt gemyt.
Noget tyder på at Harald Svendsøn var en kompetent leder af sit folk og traf de rigtige beslutninger. I hvert tilfælde kendes der ikke til tilbageslag og katastrofer i selve Danmark i hans tid. Faktisk, der findes ingen beretninger om, hvad der skete i Danmark i Haralds Svendsøns tid. Vi må tro at "intet nyt er godt nyt", som det siges.
Omkring 60 år senere blev Harald Hen valgt til Dansk konge ved Isøre i Isefjorden på betingelse af at han ville overholde "Haralds love". Det er ikke helt klart hvilken Harald, der var tale om, men vi kan ret sikkert udelukke Harald Blåtand, som blev dræbt af oprørske undersåtter, hvilket bringer Harald Svendsøn i fokus som lovgiver.
Encomium fortæller at Harald og Knud sammen drog til Venden for at hente Gunhild, deres moder: "Endvidere gjorde de i forening et tog mod Vendernes land og hjemførte deres moder, som opholdt sig der." Men deres ærinde har sikkert også været at hverve mænd og skibe til det kommende angreb på England.
Desuden begravede brødrene sammen deres fader, Svend Tveskæg, som oprindeligt var blevet begravet i York, men bragt til Danmark af "en vis kvinde, som opgravede det bevogtede lig, selv om hun var en indfødt, for at sende det på et skib mod fædrelandets bjørne-stjerner, hvilket er det nordlige land" - som Thitmar af Merseburg skrev.
Model af en knar i Museum Haithabu. Det var et typisk handelsskib i vikingetiden. Foto Europabild Wikipedia.
I det hele taget synes brødrene at have haft et godt sammenhold. Thitmar af Merseburg fortæller at også Harald deltog i angrebet på England: "Æthelred, Anglernes konge, døde i året 1016 efter Herrens legemliggørelse, og i juli samme år ankom de nævnte brødre Harald og Knud til England sammen med deres leder Thurgut og tre hundrede og fyrre skibe. De begyndte straks belejringen af byen kaldet London, hvor dronningen opholdt sig med sin garnison."
Thitmar mente at Svend var et rent uhyre, og hans sønner var en slags drageyngel: "Fordi ingen er i stand til at forstå hverken dette nordlige lands mærkværdigheder, der udfoldes i deres formidable form ved naturen selv, eller dets folks grusomme gerninger, vil jeg udelade dem og vil kun afsætte et par ord på dette øgle yngel, som er sønner af den nævnte Svein, forfølgeren. De blev født til ham af en datter af hertug Mieszko og søster til hans søn og efterfølger Boleslaw. Bortvist af sin mand i lang tid, måtte hun bære mange strabadser sammen med andre. Hendes sønner lignede deres fader i enhver henseende."
Mange historikere skriver at Harald Svendsøn døde i 1018 - efter alt at dømme barnløs. Det vides ikke, hvordan han døde, og hans grav kendes ikke. Han blev efterfulgt på tronen af sin broder Knud den Store.
3. Olav den Hellige
Det var i Harald Svendsøns regeringstid at Olav Haraldsen ankom til Norge og greb efter magten der. Knud havde mistet en hel dansk hær ved sin faders død og kong Æthelreds tilbagevenden i England i 1014. Denne vanskelige tid for den danske kongemagt udnyttede Olav Haraldsen til at etablere sig som konge af Norge i 1017 - hvilket år Knud og Harald er fuldt engageret i England.
Senere konsoliderede Olav sig i Norge ved at besejre Svend Jarl og han støtter i slaget ved Nesjar i Viken i 1018 eller 1019.
Olav den Helliges Saga. Tegning af G. Munthe.
Olav Haraldsøn var søn af Harald Grenske, som var en sønnesøn af Harald Hårfager. Ifølge Olav Trygvassons Saga blev Harald Grenske indebrændt sammen med andre bejlere, da han friede til Sigrid Storråde - på trods af at han allerede var gift med Åsta, som da var gravid med Olav.
I levende live blev han kaldt Olav Digre, sikkert fordi han var lidt korpulent. Efter sin død og ophøjelse til helgen, fik han navnet Olav den Hellige.
Olav voksede op hos sin stedfader, Sigurd Syr, som var en godhjertet, rig og meget praktisk og jordnær storbonde. Øjensynligt nød han i særlig grad godt af sin moders kærlighed og blev opdraget som noget ganske særligt - sikkert på grund af hans formodede kongelige forfader Harald Hårfager.
Olav den Helliges Saga fortæller om en episode, hvor den unge Olav lader skinne igennem at han følte sig hævet over almindelige bønder: "Der var en gang, at kong Sigurd ville ride fra gården, og der ikke var nogen hjemme på gården; han bød da sin stedsøn Olav at sadle en hest for sig. Olav gik til gede-huset, tog der den største buk, førte den hjem og lagde kongens sadel på, gik så og sagde til ham, at han havde gjort gangeren rede for ham. Da gik kong Sigurd til og så, hvad Olav havde gjort. Han sagde: "Let er det at se, at du vil afvise mine bud; det vil vel også tykkes din moder sømmeligt, at jeg ikke har at byde dig noget, som er dig imod. Det er let at se, at vi to ikke vil være lige af sind; du er nok mere storsindet end jeg." Olav svarede lidet, men lo til og gik bort."
Til venstre: Olav den Hellige på Hedeby mønt - Forside. Det antages at mønten blev slået i anledning af Magnus den Godes sejr over Venderne i slaget på Lyrskov Hede 1043. Natten før slaget havde Olav vist sig i drømme for sin søn og varslet sejr. Mange af hans krigere mente bestemt at de under slaget havde hørt klokken fra Olavs gravkirke i Nidaros. Derfor må mønten være fremstillet på en tid, hvor der endnu levede mennesker, som havde kendt Olav i live og kunne fortælle, hvordan han så ud, og derfor kan vi tro at der er nogen portrætlighed.
Han syntes at have haft et temmelig stort rundt hoved, med en lige næse og ret tætsiddende øjne. Han havde et velplejet fuldskæg. Hans hår var ordnet i små fletninger, hvoraf to hang ned foran hvert øre.
Til højre: Bagside. Mønten er slået af en mønt mester ved navn IOLI. Foto: Pinterest.
Man kan tro at hans mor overøste den unge Olav med kærlighed på bekostning af hendes andre børn, og han derved udviklede en form for narcissistisk personlighed, som inkluderede en forestilling om at være forudbestemt til at ændre historiens gang og være andre mennesker overlegen. Olav siges at have haft en så sønderknusende selvsikkerhed at attentatmænd rødmede og fumlede, når de stod overfor ham.
Han var sikkert en vanskelig dreng, og han drog hjemmefra allerede som 12-årig: "Olav Haraldsøn var 12 vintre gammel, da han første gang steg på hærskibe. Hans moder Aasta fik Rane, som var kaldt Kongsfostre; til at styre over hæren og være i følge med Olav, thi Rane havde ofte før været i viking."
Middelalderligt kalkmaleri af den hellige Olav i överselö kirke i Sverige. Foto Klafui Wikipedia.
Sagaen fortæller om Olav: "Da Olav Haraldsøn voksede op, var han ikke høj, men middels af vækst, kraftig og stærk, lyshåret, bredladen, lys og rødmosset i ansigtet, havde meget gode øjne, var fagerøjet og snarøjet, så at man måtte ræddes for at se ham i øjnene, når han var vred. Olav var en stor idrætsmand i mange dele, kunde vel færdes med bue og skød overmåde godt med håndbue, svømmede godt, var nethændt og havde skøn på alt håndværk, hvad enten han selv eller andre arbejdede."
Olav kunne lide at arbejde med sine egne hænder. Det fortælles at han lod bygge skibet Visenten, som var prydet med et bisonhoved i stævnen, som han selv havde snittet.
Han var efter alt at dømme en opfindsom og kreativ mand. Sagaen beretter at da han var spærret inde i Mäleren, fordi den Svenske kong Olav havde spærret indsejlingen med jernkæder, slap han ud ved at lade sine skibe skylle med ud over en landtange, som var oversvømmet på grund af heftig regn. Han nedbrød Londons bro ved at lade overdækkede skibe slæbe et tov mellem sig, som derefter trak pillerne væk under broen. Det berettes at han tog Håkon Jarl til fange ved trække et tov under vandet mellem sine to skibe, da Håkon Jarls skib var lige over tovet, spændte han det med ankerspil fra begge sine skibe, således at Håkons Jarls skib blev trukket ud af vandet og kæntrede. Det siges også at han opdæmmede vandet i Helgegå, og da Knuds skibe ankrede op i åens munding, nedbrød han dæmningen og udløste derved en ødelæggende flodbølge.
Olav nedbryder London Bridge ved at trække bropillerne væk under den. Desværre ukendt kunstner - hubpages.com.
Engelske børn synger stadig: "London Bridge is falling down", så det med broen skal nok passe. Men man kan tvivle på at den tids skibe havde hele dæk, hvorpå der var placeret ankerspil. Folk, som har været i Helgeåens munding, mener heller ikke at de landskabelige forhold tillader en dæmning som beskrevet; og desuden, kunne den virkelig bygges på så kort tid?
Olav Haraldsen deltog i Thorkel Højes invasion af England i 1009-11. Da Æthelred vendte tilbage til England i forbindelse med Svend Tveskægs død i 1014, gik Olav og hans mænd straks i hans tjeneste: Olav den Helliges Saga fortæller: "Men da Adelråd Englandskonge erfarede dette, vendte han straks tilbage til England. Men da han kom tilbage til landet, sendte han bud til alle mænd, som ville tage imod betaling for at hjælpe ham at vinde landet; der samledes da en stor mængde folk om ham." Han deltog i modoffensiven mod Danerne og også i de efterfølgende kampe mod kong Knud og Thorkil Høje (om hvilke der vil blive fortalt i et følgende afsnit om Knud den Store).
Sankt Olav forvandler trolde til sten. Vægmaleri fra senmiddelalderen i Dingtuna kirke i Västmanland i Sverige. Foto Fingalo Wikipedia.
Det bliver almindeligvis antaget at Olav herskede i Norge i 15 år, fordi det skrev Snorre, idet han citerede Ari den Vise og Sigvat Skjald. Imidlertid, historikeren Ian Howard har analyseret Olav den Helliges Saga i lyset af årstal givet i Anglo-Saxon Chronicle og er kommet til det resultat at Olav den Hellige var konge i hele Norge i mindre end 10 år.
Howard påpeger at Æthelreds sønner ifølge Anglo-Saxon Chronicle flygtede til Normandiet i året 1016. I Olav den Helliges Saga står: "Sønnerne til kong Adalråd kom fra England til Ruda i Valland til deres morbrødre den sommer, da Olav Haraldson kom østover fra viking, og de var alle den vinter i Normandi" - "og slog sig i lag og aftalte at kong Olav skulle have Northumberland, om de vandt England fra Danerne. Da sendte kong Olav om høsten Rane, sin fosterfader, til England, for at få sig folk der, og Adelrådsønnerne sendte han med jærtegn til deres venner og frænder; men kong Olav gav ham meget løsøre med for at lokke folk til at slutte sig til dem, og Rane var om vinteren i England," - hvilket bringer os til 1017 - "og fik løfter af mange stormænd, og folk i landet ville hellere have landsmænd til konger over sig, men ligevel havde Danerne nu så stor magt i England at folk i landet var tvungen under dem." Det vil sige at først i foråret 1017 opgav Olav at ændre de politiske forhold i England på Æthelred-sønnernes vegne.
Sagaen fortsætter, idet vi må tro at den taler om samme år, 1017: "Om våren for de vestenfra alle sammen, kong Olav og Adalrådsønnerne, de kom til England til et sted som hedder Jungufurda, og der gik de straks op på land til borgen med deres hær. Der var mange af de mænd, som havde lovet dem hjælp; de vandt borgen og dræbte mange mænd. Men da kong Knuds mænd blev det var, drog de en hær sammen og blev snart så mandsstærke at kong Adalråds sønner ikke havde styrke til at stå imod; de så da intet andet råd end at styre bort og tilbage mod vest til Ruda igen. Da skiltes kong Olav fra dem og ville ikke fare til Valland. Han sejlede mod nord langs England lige til Northumberland, han lå i en havn, som bliver kaldt Furuwald. Der havde han slag med bymændene og fik sejr og meget gods."
Olav Haraldsen lader flåden blæse til samling forud for slaget mod Svend Jarl, Einar Tambeskælver og Erling Skjalgsøn ud for nogle næs i Viken kaldet Nesjar ved Nevlunghavn nær Larvik mellem Langesundsfjordens og Tønsbergfjordens mundinger. Olav vandt, og dermed var vejen banet for hans herredømme i Norge. Slaget stod måske i år 1020. Tegning i Heimskringla National udgaven 1930.
Derefter fortsætter Sagaen umiddelbart, hvilket stadig må være 1017: "Kong Olav efterlod der langskibene, men udrustede to knarrer og havde da to hundrede tyve mand, brynjeklædte og udvalgte folk. Han sejlede nord i havet om høsten, og fik et stort uvejr på havet, så det stod dem om livet, men da de havde godt mandskab og kongens lykke med, derfor gik det godt." Derefter beskrives hvorledes Olav lander midt i Norge sent på året og i et snuptag overvinder Erik Jarls søn Håkon Jarl.
De fleste er enige om at Olav blev forjaget fra Norge i år 1028, hvilket giver en tid i Norge på 11 år.
Han blev dog ikke straks konge over hele Norge. Efter sin ankomst til Norge brugte Olav endnu nogle år med at vinde kontrol med landets udstrakte kystlinje, fjorde, øer og dale: "Kong Olav den Digre styrede nu østover langs med landet og holdt ting med bønderne rundt omkring" - "Derfor skyndte Olav sig nu øst til Viken og sejlede med sin hær ind der og satte sine skibe op og for ind i landet" - "Om høsten for han op i landet til kong Sigurd, sin stedfar" - Da Olav ankom til Norge efter høsten i 1017, må vi nu være i 1018.
Olav den Helliges Saga fortsætter: "Svend Jarl var da inde i Trondheimen på Steinkjer og lod forberede jule gæstebud der". Senere fortælles: "men da det blev vår drog han en hær sammen og for ud i Viken." - hvilket må være foråret 1019, hvor der kort før påske "stod et stort slag i Viken ved Nesjar mellem Olav og Erling Skjalgsson, Svend Jarl og Einar Tambarskjelve. Olav vandt sejr og jarlen og hans mænd flygtede."
Opland kongerne går til møde og forhandling - I begyndelsen accepterede kongerne i Opland Olav som konge af Norge, men senere fortrød de. De mødtes og besluttede at gøre modstand mod Olav på grund af hans brutale handlinger: "Således mødtes de fem konger på Hedemarken der, som heder Ringsaker; Ring var der den femte konge, broder til kong Rørek. Kongerne gik først i enrum til samtale." Tegning i Heimskringla National udgaven 1930.
Noget senere antageligt samme år på Oplandenes ting hedder det: "Det endte da med da at de gav Olav kongenavn over hele landet og landet blev tildømt ham efter de oplandske love."
Det varede formentlig omkring 5 år, inden Olav fik tid til at interessere sig for nordligste del af Norge, som kaldtes Haalogaland. Det hedder i Sagaen: "Han havde da været konge i 5 vintre" og noget efterfølgende. "Da lyste kongen, at han sommeren efter tænkte at fare nordpå til Haaogaland og helt nord til landsenden; men Haaløigerne tænkte meget forskellig om denne færd." Olav fik aldrig fuld kontrol med Haalogaland.
Da Olav i begyndelsen blev valgt til konge på de Norske landsting, gjorde han ikke meget ud af kristendom, men efter at han havde vundet magten i det meste af landet, fik piben en anden lyd: "Kongen for sydover langs med landet og standsede i hvert fylke og holdt ting med bønderne, men på hvert ting lod han læse op af kristenloven", siger sagaen. "Men kongen lovede de mænd en hård medfart, som ikke ville rette sig efter kristenloven."
Overalt gav Olav ting-bønderne valget mellem at vælge ham som konge og lade sig kristne eller kæmpe mod ham. I de få tilfælde hvor bønderne valgte at kæmpe imod ham, blev sagen afgjort til Olavs fordel af hans brynjeklædte veteraner, som havde fulgt ham fra England.
Kong Olav satte en mand ved navn Svein til at passe den blindede Oplandskonge. Svend var Røreks frænde: "Rørek holdt ved sin sædvanlige vis med tværhed og ligeså med sine ensomme færder. Men når han og Svein var alene sammen, var Rørek lystig og snaksom". Han overtalte Svein til at myrde Olav, men det gik galt: "Men da kongen gik ud af stuen, gik han fortere imod ham, end Svein ventede, og han så kongen i ansigtet; da blegnede han, blev hvid som et lig, og hans hænder sank." Tegning i Heimskringla National udgaven 1930.
Kong Olav besluttede at han ville tage til Oplandene den følgende vinter: "Han ville denne vinter fare på gæsteting i Oplandene, for de gamle konger havde for skik at fare på gæsteting gennem Oplandene hver tredie vinter. Han tog på færden om høsten fra Borg". - "Han ransagede om kristendomskundskab hos dem, og der han syntes, der trængtes til forbedringer, lærte han dem de rette sæder og irettesatte så strengt - om der var nogen som ikke ville give op hedendommen - at han jagede somme af landet - somme lod han lemlæste på hænder og fødder eller stikke øjnene ud på, somme lod han hænge eller halshugge, men ikke nogen lod han ustraffet, som ikke ville tjene Gud."
Oplandskongerne hørte om dette og planlagde at sætte sig op mod Olav, men han hørte om det og kom dem i forkøbet: "han lod Rørek blinde på begge øjnene og tog ham med sig, og han lod tungen skære ud af Gudrød Dalekonge. Ring og de to andre lod han sværge på at de skulle fare bort fra Norge og aldrig komme tilbage; men af de lensmænd og bønder, som var medskyldige i disse svigråd, jagede han somme af landet, somme lod han lemlæste, og af somme modtog han forlig."
Kongen lod den nu blinde Oplandskonge, Rørek, føre med sig overalt, hvor han tog hen: "Kong Olav havde hos sig kong Rørek den blinde. Da hans sår var groede, satte kong Olav to mænd til tjeneste hos ham, og lod ham sidde i højsæde hos sig og holdt ham i drik og i klæder ligeså godt, som han før havde holdt sig selv. Rørek var fåmælt og svarede tvært og kort, når man talte til ham."
Sagaen fortæller: "Da kong Olav havde sat sig ned, tog kong Rørek ham med hånden på skulderen og trykkede; han sagde da: "Pell-klæder har du nu, frænde." - "Da sprang kong Rørek raskt og hårdt op og stak derefter til kong Olav med en slig kniv, som kaldes en ryting." - "Af den årsag havde Rørek taget med hånden på kong Olavs skulder, at han ville vide, om han havde brynje på." - Maleri af Peter Nicolai Arbo.
Den gamle kong Rørek gav ikke op på trods af sit handicap, han prøvede flere gange at få Olav dræbt, hvilket ikke lykkedes. Til sidst sendte Olav den gamle blinde mand til Island, hvor han døde, deprimeret og berøvet alt håb. Han er den eneste konge, som ligger begravet på Island.
Det hedder senere: "Han lod der tage alle de bedste mænd både i Lesjar og Dovrar, og de måtte tage ved kristendommen eller tåle døden eller flygte, de som kunne komme til det. Men de, som tog ved kristendommen, gav kongen deres sønner til gidsler for deres troskab."
I virkeligheden fik Olav aldrig kontrol med hele Norge. Erling Skjalgsøn herskede i Rogaland omkring Stavanger og Haugesund, og Olav vandt aldrig fuldstændig magt i hans område. Da Olav sejlede sydpå langs kysten i året 1026 for at angribe Danmark i alliance med den Svenske kong Anund, fandt han at Erling allerede var afsejlet med sine skibe mod England for at slutte sig til kong Knud.
Erling Skjalgsøn udviklede konstant Rogalands økonomi, det hedder: "Erling havde stadig hjemme på gården 30 trælle, og desuden andre trælle; han fastsatte dagsværk for sine trælle og gav dem siden tid og lov til, hver som ville, at arbejde i tusmørke eller om nætterne; han gav dem agerland til at så korn for sig selv og føre sig afgrøden til vinding. Han fastsatte værd og løsepenge for enhver af dem; mange løste sig efter det første år eller det andet, men alle, som det var nogen trivsel med, løste sig på tre vintre. Med disse penge købte Erling sig andre trælle; men nogle af sine frigivne viste han til sildefiskeri og nogle til anden virksomhed; nogle ryddede skov og gjorde sig gårde der, og alle satte han på en eller anden måde i god vej." Der foreligger intet om at Erling skulle have været en specielt ivrig kristen.
Den unge mand Tore viser kong Olav kong Knuds ring. Siden lod Olav ham dræbe. Tegning i Heimskringla National udgaven 1930.
Efter slaget ved Helgeå mod Danerne - også i 1026, måske i september - flygtede Anund og Olav mod øst, og de blev ikke forfulgt. Danerne satte vagtskibe i Øresund, og for ikke at dele skæbne med Olav Trygvasson, valgte Olav Digre at efterlade de Norske skibe i Sverige og drage tilbage til Norge til fods - hvilket må have været en hård tur så sent på året.
Som konge uden skibe var han alvorligt handicappet i det geografisk udstrakte og bjergrige Norge. Desuden må det have været ret ydmygende for en stor konge - i hvert fald i egen opfattelse - at komme hjem uden skibe. Olav gjorde sig derefter yderligere upopulær ved at dræbe nogle unge mennesker, som han mistænkte for at have sympati med kong Knud.
Der stod et slag mellem Erling Skjalgsøn og Olav Digre ved Store Bokn nær Haugesund, hvor Erling og alle hans mænd faldt. Forfulgt af en stor hær, ledet af Håkon Jarl, Kalv Arneson, Erlings sønner og mange andre stormænd, flygtede Olav til sidst ind i Storfjorden bag Ålesund og derfra over land til Sverige. Det skete i året 1028.
4. Germansk Dyreornamentik
Vikingetidens kunstnere kunne ikke uhæmmet overgive sig til deres egen fantasi og inspiration. De måtte udfolde sig indenfor tidens stilarters snævre rammer. Et par, der danser tango, kan ikke uhæmmet udfolde sig i fri dans efter deres egne indfald, de kan kun udfolde sig indenfor rammerne af tangoens rytme, særlige trin og egenart. På samme måde måtte vikingetidens kunstnere holde sig indenfor stil arternes snævre rammer.
I sin bog, "Die Altgermanische Thierornamentik" fra 1907 inddelte svenskeren Bernhard Salin den Germanske dyreornamentik i tre stilarter, nemlig I, II og III.
Stil I var en sammensmeltning af Nydam, Søsdala og Kragehul stilarterne, som var forløberne for den egentlig Germanske dyreornamentik, som opstod i sidste halvdel af 400-tallet sandsynligvis i Skandinavien, og hurtigt bredte sig til andre Europæiske folkeslag, som ifølge deres gamle myter engang var udvandret fra øen Skandia eller en anden ø i oceanet.
Salin brugte karakteristiske former af dyrenes hoveder og fødder som definitioner på hans tre stil arter. Dette er de karakteristiske hovedformer for hans stil III. Fra "Die Altgermaniche Thiereornamentik" af Bernhard Salin.
Stil I var karakteriseret ved at hele fladen var udfyldt med en vrimmel af menneske- og dyrefigurer. De var rene fantasivæsener. Der optrådte stiliserede mennesker og firefodede dyr, stående krybende, gående, fremadseende eller tilbageseende. Der kunne være dyrehoveder med næb, som rovfugle, med mund eller mule som heste eller med opspilede gab som ulve. Iblandet disse kunne der være ansigtsmasker af mænd eller kvinder. Den tyske forsker Günther Haselhoff har yderligere analyseret Salins stil I i fire faser kaldet A, B, C og D.
Omkring år 600 opstod stil II, som indebar at de tidligere plastiske relieffer blev afløst af flade-dækkende mønstre sammensat af både dyremotiver og båndflet- eller ranke-motiver. Ornamenter i stil II var i almindelighed mere komplicerede end ornamenter i stil I. Man kan sige at dyremotivet blev nedtonet, men der dog stadig var tale om en udtalt dyre-ornamentik. Dyrene var ikke sønderdelte, men de blev forlænget og forbundet på en ofte kompliceret og dog symmetrisk måde. De enkelte dyr blev komplekse og sammenflettede. De blev meget abstrakte og kan ikke umiddelbart, ved første blik, erkendes som dyr.
Salins grafiske analyse af dyreornament fra Øland, måske på et bæltespænde. Det falder ikke umiddelbart i øjnene, når man ser spændet, at der er tale om mindst fire forskellige dyr, som er viklet ind i hinanden. Det har været en udfordring for Salin at adskille dyrene, men for vikingetidens kunstner var det en endnu større intellektuel og håndværksmæssig præstation at konstruere og fremstille spændet. Fra "Die Altgermaniche Thiereornamentik" af Bernhard Salin.
Salins stil III fremkom primært i Skandinavien i slutningen af 700-tallet. Den kan også kaldes Vikingetid dyre-ornamentik. Forbindelserne mellem dyrene, hvor de forekommer, bliver mindre regelmæssige og mere komplekse, og dyrene ses normalt i profil, men snoede, overdrevne og surrealistisk, med løsrevne kropsdele, som detaljeret udfylder hver en ledig plads, hvilket skaber en intens og energisk stemning. Gribedyr, som griber fat i hinanden, rammer og ranker er typiske for stil III.
Salin angav ikke selv årstal for hans stilarter, men mange senere forskere har søgt at tidsfæste stilarterne I-III, og de er ikke alle enige.
Vikingetidens kunstneriske stilarter, som også inkluderer Salins stil III. Stilarten kan yderligere opdeles i Oseberg/Broa, Berdal, Borre, Jelling, Mammen, Ringrike og Urnes stilarterne. Fra Kunststile der Wikingerzeit af Stefan Bollmann Wikipedia.
Salins stil III og mange fund fra vikingetiden, som han ikke behandlede, bliver traditionelt af andre forskere opdelt i Oseberg/Broa, Berdal, Borre, Jelling, Mammen, Ringrike og Urnes stilarterne.
Oseberg stilen, som også kaldes tidlig vikinge stil eller Broa stilen efter et fundsted på Gotland, er opkaldt efter fund fra skibsgraven ved Oseberg i Vestfold ved Oslofjorden, som er dateret til år 834. Som flere andre stilarter er den karakteriseret ved stiliserede dyrefigurer sammen med snoede bånd, planteranker og afrundede former. Der er stor variation, men dyr fremstilles i reglen halv-naturalistisk og i profil, idet de er umiddelbart genkendelige som netop dyr. Der forekommer også mennesker, plante-ranker og geometriske figurer, herunder cirkler, trekanter og spiraler. Gribedyr griber fat i rammer og ranker.
Til venstre: Bronze-smykke med gribedyr i Berdal stil fundet i Hedeby. Foto Wikiwand.
Til højre: London dyret i Ringrike stil på gravsten på Skt. Pauls kirkegård i London. Et dyr - sikkert en løve - kæmper mod slanger.
Beslægtet og samtidig med Oseberg stilen opstod Berdal stilen, som har fået navn efter det vigtigste fundsted i det vestlige Norge. Den var især almindeligt i Jylland og Norge. Dyrene præsenteres altid i deres helhed, med tydelige for- og bagkroppe og fire poter eller kløer, som griber fat i ranker og rammer, deraf navnet gribedyr stilen. Hovederne er ofte gengivet i profil, med stirrende øjne og nakkekvast.
Motivet dyr som kæmper mod slange fra Kina, Lille Asien og Jelling.
Til venstre et sæbestensrelief fra det tredje eller fjerde århundrede før Christus fundet i Kina - British Museum.
Til højre et dyr, som kæmper mod en slange på et lille relief i guld - Hermitagen St. Petersborg - fundet i Lille Asien. Foto verasir.dk.
Borre stilen er opkaldt efter en samling af seletøjbeslag fra skibsgraven ved Borre i Horten ved Oslofjorden. Fundet bestod af smykker og små genstande lavet i bronze, guld og sølv. Stilen afviger fra Oseberg stilen ved at der er to typer gribedyr, nemlig hunde-lignende dyr med hunde-hoveder med snoede, bånd-formede kroppe, og et næsten naturalistisk dyr med tilbagevendt hoved set i profil, nakke-kvast og lårspiral. En andet motiv er Borre hovedet, som er trekantet med halvrunde ører og runde øjne.
Kampen mellem dyret og slangen er al Germansk Dyreornamentiks oprindelse.
Til venstre er et bæltespænde med et mangehovedet dyr, som kæmper mod slanger. Fundet i Shaanxi provinsen i Kina - fra 5-6 århundrede før Christus. Det var der at kongedømmet Qin lå, som senere erobrede hele Kina. Fengxiang Museum.
I midten et dyr, som kæmper mod en slange, fundet på et kistelåg i Qinghai provinsen i Kina fra Tang Dynastiet i årene 618-907. Fundet på kinesisk internet.
Til højre er motivet på den store Jellingsten, som forestiller et dyr, som kæmper mod en slange omgivet af planteranker.
Dyrene skal givetvis forestille løver, selvom kunstnerne aldrig har set dette dyr. Der levede løver over hele Eurasien ved slutningen af Pleistocæn for 10.000 år siden og der findes stadig en lille truet bestand i Indien. Mange steder uddøde de først i historisk tid. I Babylons ruiner findes en vellignende mosaik, som forestiller en løve.
Selvom motivet er vidt udbredt i både England og Skandinavien er det ikke lykkedes at identificere en specifik myte eller sagn, som motivet illustrerer. Men man kan antage at motivet illustrerer en oprindelig indoeuropæisk myte om de ædle, tapre og retfærdiges kamp mod ondskab og kaos, hvor løven repræsenterer de gode, og slangen repræsenterer ondskaben, som den jo også gør i Bibelen. Desuden er Midgårdsormen gudernes fjende i den Skandinaviske mytologi.
Jelling stilen er opkaldt efter det lille sølvbæger, der blev fundet i Nord Højen i Jelling i Jylland. Denne stil er en ren dyrestil og er karakteriseret af stærkt stiliserede, bånd formede dyr set i profil, som bugter sig mellem hinanden, eller fugle-lignende dyr.
Tegning af motivet på den ene side af Mammen øksen. Mammen stilen har fået sit navn efter den pragtfulde økse med sølvindlæg, som blev fundet i en grav ved Mammen øst for Viborg. Hanen Gyldenkam skal vække Odins krigere ved Ragnarok. Tegning fra: Viking Art and Cosmology.
Mammen stilen har navn efter den pragtfulde sølvindlagte økse, som blev fundet i en grav i Mammen øst for Viborg. Den indeholder plantemotiver kombineret med dyr. Dyrene er lettere genkendelige og mere realistiske end dyrene i andre stilarter. Motivet med en løve, som kæmper mod en slange, og den Kristuslignede figur på den store Jelling-sten henregnes til Mammen stilen.
Ringerike stilen har navn efter den geologiske betegnelse for et område nord for Oslo, hvor der findes en særlig type sandsten, som er blevet brugt som materiale for bautasten med ornamenterede billedmotiver. Den er karakteristisk ved at vise dyr, fugle og slanger i fuld bevægelse omgivet af plantemønstre, spiraler og bladflige. Kors er et almindeligt element.
Urnes stilen har fået sit navn efter træudskæringer på Urnes stavkirken i Luster ved Sognefjorden i Norge. Den er kendetegnet ved sine elegante firbenede dyr omgivet af tynde trådlignende bånd, som nogle gange viser sig at være slanger med hoveder.
