2. Danmark Saga - Tertiær-tiden

Tertiær-tiden begyndte for 65 mill. år siden og varede til 2 Mill. år før nutid. Nogle deler perioden i to og kalder dem for henholdsvis den Palæogene periode og den Neogene periode.

I det meste af Tertiær-tiden var den del af jordskorpen, som blev til Danmark, dækket af hav.

Tertiær-tiden betyder egentlig "den tredie tid", den kan under-opdeles i fem epoker:

- Paleocæn fra 65 Mill. år til 55 mill. år før nutid.
- Eocæn fra 55 mill. år til 34 Mill. år før nutid.
- Oligocæn fra 34 Mill. år til 23 Mill. før nutid.
- Miocæn fra 23 Mill. år til 5 Mill. år før nutid.
- Pliocæn varede fra 5 mill. til 2 mill. før nutid.

Starten af Tertiær-tiden for 65 mill. år før nutid markeredes af den stor masse udryddelse af dinosaur-arter. De fleste forskere mener, at dinosaurernes uddøen skyldtes en stor asteroide, som ramte Jorden og slog ned nær Yucatan halvøen i Mexico. Resterne af nedslagskrateret, som kaldes Chicxulub-krateret, måler mere end 170 km i diameter.

Nedslaget forårsagede umiddelbart udbredte ildstorme, jordskælv og flodbølger. Store mængder støv og sod slyngedes op i atmosfæren, troposfæren og videre til stratosfæren, hvor partiklerne ikke kunne blive vasket ud af regn. Her forblev resterne fra nedslaget i adskillige år og og blokerede for Solens stråler, og derved frembragtes en mangeårig "nuclear vinter". Ingen arter på land, som vejede mere end omkring 25 kg. overlevede. Dette satte scenen for Cenozoic, "pattedyrenes tidsalder", som Tertiærtiden også kaldes.

Paleocæn

Paleocæn perioden repræsenter de første 10 millioner år af pattedyrenes epoke. Navnet kommer fra græsk og betyder "gammel-ny", altså den ældste periode af den nye tid.

Den startede med udryddelsen af dinosaurerne. Da de var væk, lå Verden åben for alle de andre arter. Fugle, krybdyr og pattedyr kappedes om at udfylde de økologiske niecher, som var blevet ledige. I løbet af bare ti millioner år blev Jorden var fyldt med små og mellemstore pattedyr og fugle.

Paleocæn pattedyr lignede deres ydmyge forfædre fra Kridt-tiden. De var for det meste små planteædere, på størrelse med rotter og katte eller mindre. Disse tidlige pattedyr var kun fjernt beslægtede med de nulevende arter; de havde meget primitive tænder og skeletter.

I sen Paleocæn opstod kæmpefuglen Gastornis i Europa. Den var 1,8 meter høj, altså ligeså høj som et menneske; den havde store kraftige ben og et stort knogle-knusende næb, men den kunne ikke flyve.

Den berømte Purgatorius var et af de tidlige pattedyr i Paleocæn. Den var på størrelse med en lille rotte og levede efter al sandsynlighed af insekter og frugt.

Klimaet i Paleocæn var mildt med små temperaturudsving. Landmasserne var dækket af tropiske og subtropiske løvskove. Det vrimlede med blomstrende planter og insekter. Fyrretræerne opstod i denne periode i områder nær polerne, palmetræer opstod i tropiske egne.

I hele Verden var klimaet varmt og fugtigt med subtropisk vegetation på Grønland og i Patagonien. Mangrover og regnskove fandtes så langt nordpå som England og Belgien, og så langt sydpå som Tasmanien og New Zealand. Globalt var der kun lidt eller ingen frost. Gennemsnits-temperaturen var måske 17 grader på Nord Europæiske breddegrader; det skal sammenholdes med nutidens gennemsnitstemperatur i Danmark på 8 grader. Temperaturen steg langsomt gennem periodens 10 millioner år.

Eocæn

"Eocæn" kommer fra græsk og betyder sådan noget som "ny morgengry", og perioden hedder således, fordi forfædrene til mange af de nulevende pattedyr dukkede op kort efter PETM. Gnavere, klovbærende dyr, heste, elge og tapirer, flagermus, elefanter og hvaler opstod alle i begyndelsen af Eocæn. Perioden begyndte 55 mill. før nutid og varede i 21 mill. år.

De første primat-lignende fossiler dukkede op i tidlig Eocæn uden overgangsformer. De havde fremadrettede øjne og gribehænder. Disse træk viser tilpasning til et liv i træerne. Ellers var det kun rovdyr, som udviklede fremadrettet syn.

I slutningen Eocene stødte det Indiske subkontinent mod Asien og påbegyndte dermed skabelsen af Himalay bjergene og den Tibetanske højslette. Ligeledes i slutningen af Eocæn blev Sydamerika adskilt helt fra Antarktis.

Atlanterhavet fortsatte sin udvidelse og afstanden mellem Nordamerika,Grønland og Europa blev stadigt større. Denne process er stadig igang i dag, ledsaget af vulkansk aktivitet på Island, ganske som den i Eocæn sikkert også har været ledsaget af omfattende vulkansk aktivitet.

De tidlige primater var meget små med en vægt på omkring et kilo eller mindre. De havde dybe øjenhuler og fremadrettede øjne, fortænder, som var specialiserede til en diæt af insekter og frugter, hænder, som kunne gribe, og havde egentlige negle på spidserne af lange fingre istedet for klør. De kan minde om nutidens lemurer.

I Nord Amerika, Europa, Asian og Afrika opstod i begyndelsen af Eocæn flere grupper af aber, som forskere anser for at være kandidater til at være de moderne primaters forfædre - og dermed menneskenes forfædre. Kandidaterne er: Adapider (en uddød gruppe af lemur-lignende primater, som Darwinius Masillae (60 cm) tilhører), omomyiderne (en uddød gruppe af Tarsi-lignende primater), og Tarsierne (små primater med mærkelige, store øjne med levende repræsentanter, 10-15 cm lange). De fleste mener dog at Adapiderne er primaternes forfader og at omomyiderne blot er forfædre til nutidens Tarsier.

Fossiler af den tidlige primat Eosimias blev fundet i 1999 Kinas sydlige Jiangsu-provins. Den levede fra 40 til 45 millioner år siden i midten af Eocæn. Nogle beskriver, at den levede i trætoppene af insekter og frugt som et natligt, ensomt væsen.

I løbet af Eocæn steg temperaturen hen imod "Eocene Maximum" omkring 49 mill. år før vor tid, hvor den nåede næsten lige så højt som under PETM. Det begyndende isdække ved polerne smeltede igen, og havene steg. Amerikanske forskere mener, at det arktiske hav ved denne lejlighed blev fyldt med en andemads-lignende vandplante kaldet Azolla, den såkaldte "Azolla Event", som varede cirka 1 million år. Derefter begyndte Jordens temperatur at falde støt, og det har siden været den generelle tendens.

I Eocæn-tiden lå den del af Jordskorpen, som senere skulle blive til Danmark, på bunden af et dybt hav. Gennem millioner af år aflejredes sedimenter på havets bund. Moleret, som det kaldes, består af en blanding af fint ler og ufattelige mængder af mikroskopiske organismer, som levede, døde og sank til bunds i løbet af alle disse millioner af år i den tidlige Eocæn-tids lune hav. På øerne Mors og Fur kommer disse aflejringer frem til Jordens overflade. Moleret i Limfjorden er Verdensberømt; Med sin tykkelse på 60 meter overgår den langt andre af Verdens aflejringer fra Eocæn. De tykkeste lag man finder andre steder i Verden er typisk fra 10 cm. til 1 meter tykke.

Fisk, fugle, insekter, træer og planter, som levede og voksede i og omkring moler-havet, kan man finde som fint bevarede aftryk i moleret.

Det gule moler brydes af mere end 179 sorte og grå striber, som vidner om lige så mange større og mindre udbrud fra vulkaner, der lå ved Eocæn-tidens hav.

Oligocæn

Navnet "Oligocæn" kommer fra Græsk, idet "oligos" betyder få og "kainos" betyder ny. Det henviser til, at der kun fremkommer få yderligere moderne pattedyr sammenlignet med den frodige udvikling i Eocæn. Oligocæn startede 34 mill. før nutid og varede 11 mill. år.

Men navnet er ikke helt retfærdigt; de typer af pattedyr, som allerede var skabt, voksede dramatisk i størrelse, fordi Eocæns skove og jungler blev erstattet af åben steppe.

Nord Amerika og Europa forsatte med at fjerne sig fra hinanden. Bjergene i det vestlige Nordamerika voksede. Alperne begyndte at dannes i Europa, efterhånden som den Afrikanske plade fortsatte med at presse mod nord ind i den Eurasiske plade. Det Indiske subkontigent blev ved med at presse mod det Eurasiske kontinent, og derved gradvis at skabe Himalay og den Tibetanske Højslette. Resterne af Tethys Hav blev yderligere isoleret, men Middelhavet var stadig ikke dannet. Sydamerika blev endeligt løsrevet fra Antarktis og drev nordpå mod Nordamerika. Dette tillod den Antarktiske Circumpolære strøm at blive dannet, hvilket medførte en hurtigt nedkøling af kontinentet. Under Oligocæn var derfor Sydpolen, men ikke Nordpolen, dækket af is.

Den del af Jordens overflade, som skulle blive til Danmark, var stadigt dækket af Hav. Danske fossiler er derfor alle fra forskellige havdyr, der er fundet i lerlag, som er er dannet af sedimenter på bunden af Oligocæn havet.

Den Oligocæne periode markerede starten på en generel afkøling; i Antarktis dannes gletschere for første gang i Tertiær-tiden. Væksten i iskapperne førte til et fald i vandstanden i Verdenshavet, som af nogle er estimeret til omkring 50 meter. Den lavere temperatur fik de tropiske skove og jungler til at vige til fordel for køligere skov og åben græs-slette. Selv om der var en let opvarmnings-periode i slutningen af Oligocæn, var den generelle tendens den afkøling, som senere skulle kulminere i Pleistocæns istider.

Gennemsnits-temperaturen på Nord Europæiske breddegrader kam have været omkring 10 grader, hvilket dog stadigt er højere end nutidens gennemsnitstemperatur i Danmark, som er omkring 8 grader.

Det nye, mere tørre og kølige klima, skabte nye åbne landskaber, som gav plads til nye galoperende og hurtigt løbende arter, og meget større arter end dem, som levede i den tropiske Eocæn-periode.

I oligocæn-tiden fremkom de første elefanter med snabler, de første heste-typer strejfede rundt på græs-sletten.

Indricotherium er det største land-pattedyr, som nogensinde har eksisteret, større end den største mammuth art. Den er kendt som "giraf næsehornet", idet den formodes at have lignet en mellemting mellem en giraf og et næsehorn. En voksen Indricotherium skønnes at have haft en skulderhøjde på 5 meter og en maksimal højde med hævet hoved på omkring 7 meter. Vægt-skøn varierer meget, men omkring 20 tons er ikke urealistisk.

Men Oligolcæn svarer til sit navn med hensyn til fund af menneskenes mulige forfædre blandt primaterne. Der er kun få og fattige fund af primat fossiler. I Libyen har man fundet nogle tænder, som man mener stammer fra primater, i Australien har fundet rester af aben Branisella, og ved det Røde Hav og i Katalonien har man fundet nogle fossiler af arten Catarrhine.

Miocæn

Tidligere mente man, at Miocæn blot var endnu et trin nedad i den generelle afkøling af planeten, som har fundet sted lige siden midten af Eocæn, 50 mill. år før nutid. Imidlertid i nyere tid har analyser af prøver af sedimenter taget fra Polarhavets bund vist, at første halvdel af Miocæn var en varme-periode, hvor iskappen på Antarktis midlertidigt smeltede væk og havene steg. Miocæn startede 23 mill. år før nutid og varede i 18 mill. år.

Men sidste halvdel af Miocæn var virkelig et sådant trin ned i en afkølingsproces, hvor temperaturen blot var omkring to grader over nutidens temperaturer.

Som alle de andre navne på Tertiærtidens perioder kommer Miocæn fra græsk; "Meion" betyder "mindre" og "kainos" betyder nyt; altså "mindre nyt", navnet hentyder til at antallet af moderne dyrearter var noget mindre i Miocæn end i den efterfølgende Pliocæn-tid.

Kontinenterne fortsatte med at drive mod deres nuværende positioner. Sydamerika og Nordamerika var stadigt adskilte. Indien fortsatte sit ubønhørlige pres mod den Asiatiske plade, hvilket fik Himalay bjergene og den Tibetanske højslette til at vokse endnu mere.

Den del af Jordens overflade, som senere skulle blive Danmark, var i begyndelsen af Miocæn stadigt dækket af hav. Imidlertid, da gletcherne på Antarktis gendannedes i sidste halvdel af perioden, sank vandstanden i havene, og noget havbund kom op til overfladen, hvor det blev til sumpskove. De væltede træer i disse skove sank til bunds i sumpen og blev omdannet til brunkul. Det dannes ved iltfri og ufuldstændig omdannelse af begravede, døde rester af træer og planter. Mississippis delta er ofte blevet brugt som illustration af processen. Brunkul er en mellemting mellem tørv og stenkul. I Danmark findes de største brunkuls-forekomster i Midtjylland syd for Herning, og de jyske brunkulslejer gav et væsentligt bidrag til den danske energiforsyning blandt andet under og lige efter anden Verdenskrig. Man kan antage, at der også i Miocæn-tidens Øst Danmark var sumpskove, hvor der blev dannet brunkul, men imidlertid, alle spor af disse blev fjernet af istidens gletchere.

I Gram Teglværksgrav i Jylland er fundet rester af 18 hvaler i Gram leret, heriblandt et næsten komplet skelet af en bardehval fra Miocæn. Det er på verdensplan noget meget specielt.

Tethys Havet fortsatte med at skrumpe for tilsidst at forsvinde helt i slutningen af Miocæn for omkring 6 mill. år siden, da Afrika kolliderede med Eurasien i det nuværende mellemøsten og ved Gibraltar. Derved blev Middelhavet i første omgang afskåret fra Verdenshavene. Middelhavet, det Sorte Hav, den Persiske Golf og det Kaspiske Hav er idag de sidste rester af Tethys Havet.

En efterfølgende udtørring sænkede vandstanden og reducerede Middelhavet til flere adskilte saltsøer, der må have lignet vor tids "Døde Hav". Episoden kaldes "Messinian salinity crisis". Efter omkring 0,7 mill. år brød Atlanterhavet igennem ved Gibraltar og verdenshavet gen-erobrede Middelhavet.

Navnet Miocæn, "mindre nyt" er ikke helt retfærdigt. Det kølige klima i den sidste del af Miocæn begunstigede udstrakte græs-sletter, hvor der levede plante-ædere, som var tilpasset til livet på stepperne, herunder forfædre til heste, næsehorn, elefanter og de meget vellykkede drøvtyggere, som allerede dengang var mere talrige end deres konkurrenter. Mange moderne dyr eksisterede så tidligt som i begyndelsen af Miocæn, herunder vaskebjørne, ulve, bjørne, kameler, hjorte og hvaler.

Der er gjort mange fund af fossiler fra primat-lignende aber fra Miocæn. Men de er alle ret små arter, som egentlig ikke er rigtig overbevisende som menneskers forfædre i Miocæn.

Leakey ekspeditionen til Øst Afrika 1947-1948 udgravede adskillige eksemplarer af Prokonsul Africanus på Rusinga Island i Lake Victoria.

Pliocæn

Den globale gennemsnitlige temperatur i midten af Pliocæn var meget som i dag, muligvis en enkelt grad højere; Is-volumet ved polerne var langt mindre, og derfor var vandstanden i verdenshavene omkring 25 m. højere end i dag.

Pliocæns mere tørre og kølige klima reducerede den tropiske skov til et smalt bælte omkring ækvator. Løvskov, nåleskov, steppe og tundra dækkede meget af alle kontinenter undtagen Antarktis. Tørre savanner og ørkener dukkede op i Asien og Afrika. Man kan sige, at Jordens klima og fauna meget lignede nutidens, bortset fra, at der var næsten ingen mennesker.

Pattedyrene, som levede på Pliocæn-tidens stepper og i skovene, lignede de moderne pattedyrs typer, dog med mange forskelle. Der var okser, antiloper, elefanter, næsehorn, heste og kameler på stepperne, og hjorte og bjørne i skovene.

Det var i Pliocæn, at de første overbevisende homonider dukkede op; som et udviklingsmæssigt kvantespring fra de små aber, som man antager var menneskenes forfædre i tidligere geologiske perioder.

I 1976 fandt Mary Leakey i Laetoli i Tanzania, en række menneskelige fodspor, der var sat i løs vulkansk aske fra den nærliggende Sadiman vulkan. Blød regn havde derefter fået det cement-lignende aske-lag (15 cm tykt) til at størkne uden at ødelægge sporene. De menneskelige fodspor var skabt af tre personer, hvoraf en trådte i fodsporene af en anden. Da sporene førte i samme retning, må de have været produceret af en gruppe - måske en pliocæn familie på flugt for vulkanudbruddet. Askelaget er blevet dateret til 3.5 mill. år før nutid.

Mange tror at sporene blev sat af nogle Australopithecus Afarensis. Det bedst kendte fossil af Afarensis er det ufuldstændige skelet, som blev fundet og navngivet "Lucy" i 1974 af Donald Johanson og hans kolleger i Hadar i Æthiopien. De fejrede deres fund ved at afspille sangen "Lucy in the Sky" af Beatles igen og igen. Lucy levede for omkring 3.18 mill. år siden; hun blev formentligt mellem 25 og 30 år gammel og udviste nogle tegn på arthritis. Hun var 110 cm høj og vejede omkring 30 kg. Hendes hjernevolumen var mindre end 500 cm3, hvilket er under halvdelen af moderne menneskers.

Det menes at Australopithecus Africanus nedstammer fra Afarensis. Det første fund af Africanus var de fossilerede rester af et tre år gammelt barn, som blev fundet af arbejderne i et stenbrud i Taung i Syd-Afrika omkring 1924. Anatomen Raymond Dart undersøgte fundet og kom til det resultat, at det havde en række menneske-lignende træk, og indså, at det var en tidlig forfader til mennesket. Tuang-barnet menes at have levet for 2.5 mill. år siden.

En voksen Australopithecus Africanus' hjernevolumen er målt til knap 500 cm3, hvilket er lidt mere end Afarensis, men stadig langt fra et moderne menneskes hjernevolumen på omkring 1400 cm3. En han-Africanus målte omkring 140 cm i højden og vejede 41 kilo; en hun målte 110 cm og vejede typisk omkring 30 kg. Australopithecus Africanus var slankt bygget, ligesom Afarensis var det.

Det antages at Homo Habilis nedstammer fra Australopithecus Africanus. Navnet Homo Habilis betyder "Det dygtige menneske". De første fossiler, som kunne henføres til denne gruppe blev fundet i 1960 af Louis og Mary Leakey's søn, Jonathan Leakey, i Olduvai Gorge i Tanzania. Et 1.9 mill. år gammelt kranie blev fundet i 1972 af Bernard Ngeneo nær Turkana søen i Kenya.

Homo Habilis var omkring 130 cm høje og havde uforholdsmæssigt lange arme sammenlignet med moderne mennesker, men de havde et mindre fremstående ansigt end Australopithecus Africanus. Deres hjerne volumen var omkring 750 cm3, altså cirka halvt så stort som et moderne menneskes. På trods af deres abe-lignende udseende er fund af Habilis ofte ledsaget af fund af primitive stenredskaber. Nogle forskere opdeler Habilis gruppen i flere arter blandt andre, Homo Habilis, Homo Rudolfensis og Homo Ergaster, denne sidste anses for at udgøre en overgangsform til den senere Homo Erectus.

Planeten Jordens Temperatur