5. Djævlene kommer - Undsætningen af Ambassaderne i Peking

Ambassadørerne sendte modige kinesiske kristne til Tienshin og havet efter hjælp.

Den første undsætnings ekspedition bestod af kun 2100 mand, hovedsageligt hentet fra krigsskibene ud for havnebyen Tienshin. Officererne kunne ikke nå at få tilladelse fra deres respektive regeringer. De besluttede på egen hånd at støde frem mod Peking d. 10. juni år 1900. Der var 900 englændere og 500 tyskere. Resten bestod af russiske, franske, amerikanske, japanske, italienske og østrigske tropper. De var ledet af den tres årige engelske officier, Seymor. De nåede næsten til Peking, men måtte vende om i erkendelse af, at de var for få og for let bevæbnede. Desuden havde de allerede for mange sårede.

Allerede under dette første mislykkede undsætningsforsøg, bemærkede den øverstkommanderende, Seymor, med irriteret ubehag den absolutte terror, som kinesererne følte ved synet af de fremmede:

"Vi havde fundet en eller to flere djunker til at transportere de sårede, og jeg sendte nogle mænd ombord for at undersøge og forberede dem. Ikke så snart havde de sat foden på dækket, før, som i en pantomine, de lukkede dæksler sprang åbne, og ud fløj nogle kvinder og børn og sprang over borde ned i floden, idet de foretrak at drukne fremfor at falde i hænderne på de "fremmede djævle"." (Boxer...side 101 )

Den anden undsætnings ekspedition bestod af knap 20.000 mand. Omkring 9000 var japanere, 3000 var russere fra Port Arthur, 3000 var briter, hvoraf mange var bengalske tropper samt kinesere fra Hong Kong.

2200 var amerikanere fra Filipinerne, 800 var franskmænd fra Indokina, heriblandt "annamitiske" tropper, altså vietnamesere. Desuden var der adskillige hundrede tyskere, østrigere og italienere. Styrken rådede over 70 kanoner. Der var ikke udnævnt nogen overordnet leder, dertil var rivaliseringen mellem magterne for stor. De marcherede ud fra Tienshin d. 4. august.

Først brød brød styrken belejringen af det internationale samfund i Tienshin. Dernæst erobrede den byerne mellem mellem Tienshin og Peking i hurtig rækkefølge.

"Marsmændene kommer". Lad os forestille os, at marsmændene havde vundet "Klodernes Kamp". Alle vore F16 fly var skudt ned af deres strålekanoner.

Deres ynkelige sodsværtede rester lå spredt rundt på markerne sammen med hærens udbrændte kampvogne. Vore soldater var døde eller spredt for alle vinde. De få overlevende mennesker krøb sammen rundt omring i kælderne under ruinerne. De afventede den endelige udslettelse og udskiftningen af atmosfæren.

"Djævlene kommer". Sådan må kineserne have følt det, da de fåtallige vestlige soldater i hastigt tempo erobrede by efter by og spredte boxere og kinesiske soldater foran sig. Først faldt Peisang, så Yangtsun, Hoshiwu og tilsidst Tungchow, som var den sidste by før Peking.

De allierede soldater klagede over, at byerne altid var fulde af kinesiske lig på gaderne, når de erobrede dem.

Den kinesiske general Li Peng-heng skrev d. 11 august til enkekejserinden :

"I de sidste få dage har jeg set adskillige titusinder af tropper blokere alle veje. De flygter, så snart de hører, at fjenden kommer, de kæmper overhovedet ikke." Situationen var ved at komme ud af kontrol, mente han. Den eneste løsning var at henrette generaler, der trak sig tilbage og menige soldater, der flygtede. Den dag Tungchow faldt, begik han selvmord.
( Boxer.. side 236 )

De menige kinesiske soldater vidste godt, hvem de stod over for. Det var djævlene. Og de var ikke så tossede at tro, at almindelige dødelige soldater kunne stille noget op mod sådanne overnaturlige kræfter.

Det allierede ekspeditionskorps erobrede byen Tuchow på vejen til Peking. En journalist, George Lynch, fandt 2 kinesiske piger, som havde prøvet at begå selvmord ved sammen at springe ud fra et vindue. : " På deres rigt broderede silke jakker og bukser, deres elegante frisure og deres bundne fødder, kunne man se, at de var af god familie." De havde brækket benene og lå på jorden i stor smerte. Han prøvede på at hjælpe dem ved at give dem noget vand.

Videre kommenterede han bedrøvet :

"Det er ikke noget usædvanligt syn at se en hel familie ligge døde side om side på deres kang (opvarmet familie seng), hvor de har kvalt sig selv; eller se dem dinglende fra bjælkerne i deres hus, hvor de har begået selvmord ved hængning."
(boxer.. side 238)

Mere end halvdelen af befolkning flygtede i stor panik fra Peking, da de fremmede tropper nærmede sig. De efterlod alle deres kostbarheder hulter til bulter. En dr. Martin beskrev hvordan : "I deres hast efterlod de kister fyldt med værdifulde pelse, på deres gulve lå strøet det mest kostbare silke, og i nogle tilfælde var gulvet fyldt med sølv barrer. Hvilken fristelse til plyndring!"
(Boxer .. side 297)

Kineserne synes at være betydelig mere bange for de fremmede djævle, end de havde været for boxerne.

Som de første brød russerne gennem en Peking byport d. 14. august.

I Peking havde de tilbage blevne indbyggerne den samme lammende frygt for djævlene, som det havde været tilfældet i byerne mellem hovedstaden og havet.

Hele familer havde hængte sig selv fra husets bjælker.: "Den kejserlige Tutor" blev opdaget "svingende nu fra sine egne bjælker, han og hans hele husholdning - koner, børn, konkubiner, tjenere, alle."

Andre satte ild på sig selv eller kastede sig i voldgraven, som blev så fyldt med lig, at der ikke længere var nogen strøm.

Roger Keyes blev rystet ved i et palads at opdage "fem elegant udseende unge piger, alder fra tolv til tyve, af den højeste manchu klasse, i vidunderligt tøj, liggende døde i en række." Gennem en oversætter fik han oplyst, at de havde begået selvmord den samme dag, som ambassaderne blev befriet.

Mange kinesiske kvinder, som ikke var i stand til at flygte på grund af deres små fødder, dræbte sig selv. Tilsyneladende var deres mænd blot stukket af, og de havde efterladt deres ubehjælpsomme koner og konkubiner til deres egen skæbne.

En følsom amerikansk kvinde blandt de overlevende fra ambassadekvarteret, Luela Miner, skrev i sin dagbog :

"De russiske soldaters opførsel er forfærdelig, franskmændene er ikke ret meget bedre og japanerne plyndrer og brænder uden skånsel. Kvinder og piger i hundredevis har begået selvmord for at undgå en værre skæbne i hænderne på de russiske og japanske bøller. Vore amerikanske soldater så dem springe i floden og i brønde i Tungchow, tolv piger i en brønd, og en mor var ved at drukne sine to små børn i et stort vandfad.

Kan det nu mon passe, at det var angsten for at blive voldtaget, som drev så mange kvinder i døden. Mange begik jo selvmord den samme dag, som ambassaderne blev befriet. Som de fem fornemme unge piger, som Roger Keyes fandt døde i et palads. På denne dag kan soldaterne endnu ikke have haft tid til at voldtage?

Men måske skulle man spørge en europæisk kvinde, hvordan hun ville have følt det, hvis hendes mand blot var stukket af og havde efterladt hende til en grum og uvis skæbne ansigt til ansigt med de fremstormende marsmænd.