1. Fremmede Djævle og Hjemlige Djævle i Kina

Vi ynder at forestille os, at udtrykket "fremmede djævle" blev skabt af kineserne i deres retfærdige harme over de vestlige magters imperialistiske fremfærd. Det er også den opfattelse, som mange kinesere selv har. Men udtrykket har langt dybere rødder i den kinesiske kultur og historie. Det hed "fremmede" djævle, fordi man allerede havde hjemlige djævle.

Kampen mod djævlene har været en del af kinesisk kultur så langt tilbage som i Qing og Ming Dynasty. Fortidens kinesere har altid troet fuldt og fast på alle mulige spøgelser, onde ånder, djævle og monstre. For dem var djævle og spøgelser lige så virkelige som deres egne husdyr. Lige fra kejseren selv og ned til fattigste kuli troede de fuldstændigt bogstaveligt på djævlenes eksistens.

Den klassiske kinesiske roman, "Rejsen mod Vest", beskriver, hvordan heltene Brother Monkey, Brother Pig og Brother Sand overvinder og udsletter djævle og monstre på deres vej mod vest.

"Rejsen mod Vest" er udviklet af generationer af professionelle historie-fortællere op igennem Ming og Qing dynasty. Beskrivelsen af de djævle, monstre og onde ånder, som optræder i romanen, må derfor være udtryk for den almindelige folkelige opfattelse af djævles natur, udseende og opførsel.

Fortællingen om Brother Monkey og hans fællers eventyr er meget morsom. Romanen har en humor, som den man finder hos Molliere og Holberg. Ingen går ram forbi. Brother Monkey gør sig morsom over Himlens hersker, Jade Kejseren, såvel som Budda. Kun Guanyin, den buddistiske Jomfru Maria, har han respekt for. Det er ikke uden grund, at romanen er blevet meget populær som børneserie i kinesisk fjernsyn.

Romanens prosa er ind imellem afbrudt af digte. Nogle af disse digte beskriver, hvordan djævlene og monstrene så ud.

Monstrene synes dybest set at være udprægede europæiske typer. De har store næser, strit skæg, rødt hår, store runde øjne og meget mere, som sædvanligvis karakteriserer europæere.

Billedet viser romanens helt, Brother Monkey, som på rejsen mod vest kæmper mod en djævel med rødt hår "som flammer", læber "røde som blod" og "hvidt som et spøgelse".

Historisk set har der boet folk af europæisk type indenfor grænserne af det nuværende Kina. Yuezhi i det nuværende Gansu og Qinghai var kendt af kineserne for deres rød-hvide hud og kropsbehåring. Xianbei var kendt for at have gult hår. I andre klassiske kinesiske romaner beskrives mange folk med lys hud og lyst hår. (Se "På Sporet af Danerne - i Asien" på denne hjemmeside)

Deres efterkommere syntes imidlertid ikke at have klaret sig så godt i historiens løb. I dag findes så godt som ingen kinesere med lyst hår eller grønne eller blå øjne.

Nogle moderne kinesiske eksperter afviser, at der har fundet djævle udryddelser sted i Kinas historie. De siger, at djævle udryddelse i "Rejsen mod Vest" er ren og fuldstændig fiktion, kun et eventyr, uden nogen rod i historien. De argumenterer, at der måske har fundet djævle "uddrivelser" sted, altså excorsisme, men ingen egentlig forfølgelse og udryddelse, sådan som vi havde med hekse forfølgelsen i Europa.

Excorcisme forudsætter, at der er tale om et almindeligt dødeligt menneske, som på et tidspunkt i sit liv er blevet besat af en ond ånd eller lignende. Så foregår djævle uddrivelsen ved, at man holder en hellig genstand op foran den besatte og siger nogle magiske formularer. Djævlen bliver derved uddrevet af den besatte person, som derefter kan fortsætte sit liv.

Men det er ikke sådan, at djævlene i "Rejsen mod Vest" opfører sig. De omskaber sig til almindelige mennesker, eventuelt til et kopi en bestemt person. Der er aldrig tale om, at de besætter en person. Og så kan der jo ikke blive tale om excorcisme.

Under sådanne omstændigheder er der jo ikke andet at gøre end at slå personen ihjel jo før jo hellere, for det er jo i virkeligheden en djævel.

Da vesterlændingene dukkede op ved Kinas kyster, var kineserne ikke i tvivl. Det var virkelig fremmede djævle fra det Østlige Ocean. De havde det hele, firskårne ansigter, store næser, store runde og udstående øjne, behårede som dyr, med stride børster i ansigtet og blege som spøgelser. Enhver kunne se, at det var djævle.

Som Taiping herskeren Hong Xiuquan så det i sin drøm allerede i 1847 og nedskrev i sin traktat :

"De, som rejser op til Himlen ad den østlige vej, " som Hong gjorde i sin drøm, "De ser Gud i sin Majestæt, stadig med sort dragekappe, bredskygget hat og gyldent skæg." som også Hong så ham. "De ser kongen af de djævelske dæmoner, med firskåret ansigt og røde øjne, og erfarer, at han er virkelig den samme som den dæmoniske djævel i det østlige ocean og djævle kongen på Jorden, som kaldes Yan Luo. Som Gud gjorde for Moses på Sinai Bjerget, idet han skrev lovens tavler "med sin egen hånd", identificerer han dæmon kongen for Himlens gæst (med egen hånd )". ( "Gods Chinese Son" side 108 )

Hong fortæller, at Gud åbenbarede for ham, at "Den Dæmoniske Djævel i det Østlige Ocean" - det må jo være vesterlændingene - er den samme som "Djævle Kongen på Jorden", altså i Kina.

Djævlene på Jorden må være efterkommerne af folk af europæisk type, som boede i og omkring Kina. Det må være derfor, at "Djævlene på Jorden" ofte har rødt hår, store næser osv. Dem har der nemlig været en del af. Det er kendt, at flere hundrede mumier af europæisk type er blevet udgravet i Tarim Basin. Hulemalerier i Bezlik ved Turfan, Kucha og Dun Huang har billeder og figurer af lyshårede personer. Yuezi folket, som boede i Gansu og omegn, var kendt for deres meget hår og deres rød hvide kropsfarve. Xianbei folket var kendt for at have gult hår. Andre klassiske kinesiske romaner fortæller også om personer med hvid hud, røde læber og lyst hår.

Frygten for de "djævlene" var tilstede, før den første europæiske købmand satte sin fod på Kinas jord. Det var ikke noget, som opstod i forbindelse med de europæiske magters fremfærd i forbindelse med opiums krigene. Kampen mod djævlene har karakteriseret kinesisk kultur, så langt, som nogen kan huske tilbage.

De kaldtes "fremmede" djævle, fordi man allerede havde lokale djævle i forvejen. Ellers ville man jo blot have kaldt dem "djævle".

I 1870 fandt en stor massakre sted i Tienshin.

Nogle franske nonner drev et hjem for forældreløse børn i byen. Rygterne fortalte, at nonnerne skar børnenes hjerter og øjne ud for at lave medicin af dem. Så skete, det at nogle af børnene døde af sygdom, måske mæslinger. En ophidset pøbel brød ind i børnehjemmet, voldtog de 16 nonner, gravede deres øjne ud, skar deres bryster af, sønderlemmede dem og smed dem alle ind i den brændende bygning. ( Boxer Reb.. side 25 )

En britisk kvinde, Isabella Bird, rejste alene rundt i Kina. Hun fortalte, at hun blev angrebet af en ophidset pøbel i byen Liang Shan i 1896. De råbte "Fremmede djævel" og "Børne spiser" og brændte hende næsten til døde. "Ingen, som har hørt hylet af en ophidset kinesisk pøbel, vil nogensinde glemme det," skrev hun. Hun var lykkelig for at overleve. ( Boxer Reb.. side 25 )

Det var nemt for kinesere at tro på rygterne om de fremmedes ugerninger. Det var jo let at se, at de fremmede var en slags djævle. Enhver vidste jo også, at djævle spiser menneskekød; det var almen viden. Det gør djævlene i "Rejsen mod Vest" også. Sådan har det altid været.

I Kina var der mange forældreløse børn, specielt piger. Sådan er det stadigt. De fremmede samlede dem sammen og gav dem mad. Det var svært for kineserne at forstå, hvorfor nogen kunne samle på noget så værdiløst som pigebørn. Måske havde disse djævle en særlig forkærlighed for børnekød?

De vestlige diplomater og deres hustruer havde også hørt om disse rygter, men de forekom dem absurde og latterlige, og de tog dem ikke alvorligt.