3. Indo-Europæerne

Begrebet "indo-europæisk" har oprindelse i sprogforskningen. Udtrykket blev først brugt af englænderen Thomas Young.

Sprogforskeren Rasmus Rask fra Brændekilde på Fyn inførte den sammenlignende sprogvidenskab. Han påviste i begyndelsen af det nittende århundrede, at mange sprog havde en forbløffende lighed med hinanden både med hensyn til grammatik og de enkelte ord.

Alle disse ord og mange andre er meget grundlæggende ord, som vore forfædre må have ytret lige fra den allerførste gang, de lærte at tale, for tusinder og atter tusinder af år siden. De kan ikke være låneord, som er blevet importeret fra nabostammen sammen med en ny teknologi eller lignende. De må være ord, talt af Europæernes fælles forfædre.

Nogle etniske minoriteter i Kina har glemt deres eget sprog og taler kun mandarin-kinesisk. For eksempel er der kun ganske få tilbage af Qiang folket, som har nogen erindring om, at de tilhører et bestemt folk, og deres sprog har de forlængst glemt.

Men historisk set må man have lov til at gå ud fra, at folk, som taler deres eget gamle oprindelige sprog, og som taler et sprog, som de ikke har fået påtvunget udefra af specielle politiske eller religiøse grunde; deres oprindelse må have forbindelse med deres sprog. Derfor må de, mere eller mindre, have fælles oprindelse med folk, som taler lignende gamle oprindelige sprog.

Alle jordens verdensdele er således indrettet, at langs med kysterne er landet i almindelighed grønt og frodigt, mens det indre af kontinenterne er mere tørt og kan være mere eller mindre ørken.

I Afrikas indre veksler Sahara og Kalhari ørkenerne med tør savanne, og i Nordamerika strækker prærien sig fra Canada til ørkenen i Nevada, Arizona og Utah. I det indre af det Eurasiske kontigent strækker steppen sig, ind imellem afbrudt af egentlige ørkener og bjerge, fra den ungarske Pusta i vest til sletten i det østlige Mongoliet.

Da Europæerne kom til Amerika, lå prærien i det store og hele øde hen. Det var grundlæggende en halvørken, og ingen kunne finde føde og overleve der. Indianerne levede i hovedsagen i skovene og ved grænsen mellem skov og prærie.

Imidlertid fik indianere fat på nogle heste, som var sluppet løs fra spanierne. Det gjorde det muligt for dem at leve på prærien. Og så gik det pludselig stærkt; i løbet af hundrede år voksede der en rig prærie indianer kultur op på prærien. Mange forskellige stammer dyrkede deres egne traditionelle ritualer og skikke. Med historisk målestok var dette blevet skabt med lynets hast.

Sådan må det også være sket på den Eurasiske steppe. Det var indo-europæerne, der som de første tæmmede hesten. Det antages af mange, at det skete hos Skytherne et sted i Syd Rusland på grænsen til steppen omkring 4000 BC. Derefter må Skytherne, Sarmaterne eller deres forfædre med lynets hast, altså set med historiske øjne, have bredt sig og sat sig i besiddelse af steppen i Europa såvel som i Asien, lige så hurtigt som prærie-indianerne gjorde i Amerika.

Ingen ved med sikkerhed, hvor det oprindelige Indo-Europæiske ur-hjem lå, men der er ingen mangel på teorier.

Den mest udbredte teori, Cuban teorien, udsiger, at det lå i området nord for det Kaspiske hav, som engang var dækket af skov. Imidlertid mener andre, at ur-hjemmet lå i det sydlige Ukraine eller i Donau dalen. Yderligere alternativer er Balkan halvøen, Skandinavien eller Anatolien i Lille Asien. Ifølge Androvno teorien lå det imidlertid i det nuværende Uzbekistan. Nogle mener endog at det Indo-Europæiske urhjem lå så langt mod øst som i den moderne kinesiske Gansu provins.

Mange Indo-Europæiske sprog har fælles ord for sne, vinter, forår; for hund, hest, ko, får og bjørn; men ikke for kamel, løve, elefant eller tiger. De har ofte lignende ord for bøg, eg, fyr og pil, men ikke for palme eller bayan træ. Hvilket altsammen indikerer, at det Indo-Euroæiske hjemland lå i Verdens tempererede del.

Det ser også ud som om, at Hunnerne, af kineserne kaldet Xiong-Nu (også skrevet: Hsiung-Nu), på tilsvarende måde har tæmmet den asiatiske vildhest, prezwalskijs hest, og har spredt sig over den østlige steppe i det nuværende Mongoliet og dele af Nord Kina. Russiske arkæologer har udgravet Xiong-Nu bopladser mod nord helt ved Ulan Ude ved Bajkal Søen i Sirbien. Ligesom deres Indo-Europæiske rivaler må Xiong-Nu have været delt op mange forskellige, indbyrdes rivaliserende, stammer og folk. På lignende måde som prærie indianerne var det i Nord Amerika.

Et Indo-Europæisk folk, Yuezhi (Yuch Chi), således døbt af kineserne, stødte sammen med Hunnerne et sted i Gansu provinsen. Kampene drejede sig om Qilian Bjergenes grønne frugtbare skråninger. Qilian Bjergene danner grænsen mellem det tibetanske højland og Gobi ørkenen. Langs foden af bjergene løber Silke Vejen.

Eksistensen af Yuezhi, som levede mellem Dunhuang og Qilian Bjergene, blev først nævnt i et klassisk kinesisk dokument kaldet "Shi Ji" af den berømte historiker Sima Qian.

Yuezhi var bevæbnede med spyd, sværd og buer, de brugte ringbrynjer. De klippede deres hår af ved skulderne, undtagen kongen, som bar langt hår, bundet op med et bånd. I Europa på samme tid bar frankernes kongeslægt, Merovingerne, også langt hår, tænk på Bengtssons roman "De Langhårede Merovinger". De udøvede agerbrug, kvægavl og avlede heste. De brændte deres døde. De spiste gerne stegte påfugle, og de var forfaldne til overdreven øldrikning, altså i følge kineserne.

Hvad der forbløffede kineserne mest var, at Yuezhi havde så meget hår på kroppen og i ansigtet. (Fra "The Mummies of Urumchi" og "In Search of The Indo-Europeans")

Enkelte forskere mener, at Gansu er det oprindelige Indo-Europæiske hjemland, og at Indo-europæerne har boet der "altid". Andre kritiserer dem og siger, at aldrig har så lille en hale logret så stor en hund.

Yuezhi blev også betegnet som "Hu". En moderne kinesisk forsker har forklaret, at Han Dynasty kinesere betegnede alle folk, som havde dybe øjenhuler, stor næse og kraftigt skæg, som "Hu"( The Mummies of ...). Andre kinesiske kilder anfører, at Yuezhi havde "hvid" eller "rødhvid" hud.

I dag er de i vide kredse blevet accepteret som Indo-Europæere; På baggrund af det Tochariske sprog, som de antages at have talt; Deres skæggede ansigter med lange næser, som man kan se på de mønter, som deres efterkommere, Kushans, udsendte; Navnene som de gav til de bjergkæder, som afgrænser det tibetanske højland i det nuværende Qinghai mod øst og nord, Qilian og Kunlun.

Sproget Tocharin er i hovedsagen fundet blandt dokumenterne, som de opdagelsesrejsende i begyndelsen af det tyvende århundrede bragte tilbage fra Dun-Huang. Det har mest været brugt til buddistiske sutraer, som man også har på andre sprog. Derfor har har sproget været forholdsvis nemt at fortolke. Det findes i to varianter, Tocharin A og Tocharin B. Tocharin B er knyttet til egnen omkring byen Kucha.

Generelt er Tocharin A et helt andet Indo-Europæisk sprog end dansk. Der er dog en del ord, som slående minder om nogle tilsvarende danske ord.

For eksempel i Tocharin, "amok" betyder kunst eller færdighed. Det minder om det danske udtryk, "gå amok", at kaste sine hæmninger og udfolde heftig aktivitet, og det har lignende betydning. - At gå hedder "kælk", og det minder om at "kælke", som man gør på sneen om vinteren. - "Altså" eller "altid" hedder "skam", og det bruges også på dansk i den samme betydning. For eksempel "Hun var skam dygtig i skolen". - "Ting" eller "stof" hedder "wram", og det minder om det danske "kram", som for eksempel i udtrykket "Nurnberg kram". - "Søn" hedder "se" på Tocharin A og det bringer tanken hen på de traditionelle danske efternavne som Niel-sen og Han-sen, hvor "sen" står for "søn". Måske det afsluttende "n" oprindeligt har været en slags bøjningsendelse, dem er der jo mange af i Indo-Europæiske sprog.

Kushan Riget (60 - 375 AC), som lå i det område, som senere blev Afganistan og Pakistan, var regeret af Yuezhis efterkommere. De udsendte mønter, som viser deres typiske Indo-Europæiske ansigter. De var tilsyneladende nogle skæggede typer med lange næser og store øjne.

Nogle af kongernes navne har også den for Indo-Europæere typiske -as endelse, for eksempel Herai-os og Kadphis-es.

Sammenstødet med Hunnerne dengang i Gansu blev imidlertid fatalt for Yuezhi. Xiong-Nu dræbte Yuezhi's konge, og de lavede en drikkeskål af hans hovedskal. Hunnerne bosatte sig på Qilian bjergenes skråninger, og største delen af Yuezhi trak sig tilbage mod vest, hvor de senere ville skabe Kushan Riget og de Sogdiske bystater.

I året 176 BC sendte Xiong-Nu's shen-ju (konge) en meddelelse om sine sejre til den kinesiske kejser: "Den store shen-ju, ved Guds vilje hersker over Xiong-Nu nationen, hilser respektfuldt kejseren af Kina. Tidligere har det behaget deres majestæt at udtrykke Deres godkendelse af slutningen af en traktat om fred og venskab. I den samme ånd har den udvalgte hellige prins båret de onde krænkelser fra de kinesiske embedsmænd ved grænsen, til de nåede sådanne dimensioner at... .... osv. ...Den udvalgte hellige prins blev drevet vestpå til Yue-te (udtales "Jye-te"), (Yuezhi) landet. Der imidlertid, himlen støttede vores sag: Vore officerer og tropper var loyale og trofaste, vore heste var stærke og ædle, og ved nedslagtning, halshugning, underkuelse og pacificering, gennemførte vor hær den komplette reduktion af Yue-te. Mens Lou-lan, Wu-sun, Hoo-kee og de tilgrænsende riger, indtil antallet 26 i alt, uden undtagelse underkastede sig Xiong-Nu, og således er alle bueskytte nationerne forenet som en familie...."(fra "Selections from the Han Narrative Histories", baseret på "The History of Chinese Relations with the Hsiung Nu", oversat af Daniel C. Waugh, se link nedenfor)

Den største del af Yuezhi, som rejste vestpå for at være i fred for Hunnerne, kaldtes af kineserne for "Da Yuezhi", som betyder "Store Yuezhi". Den resterende mindre del af Yuezhi, som trak sig længere op i Qilian og Kunlun bjergene, kaldte de for "Xiao Yuezhi", som betyder "Lille Yuezhi"."Da Yuezhi" bosatte sig først vestpå i Fergana dalen, senere slog de sig ned nord for floden Oxus, omkring hvor den moderne by Samarkand nu ligger. Området syd for Oxus kaldtes af grækerne for Baktria. Senere skabte Yuezhi Kushan Riget og Gandhara kulturen

Nogle mener, at kineserne blev inspireret til betegnelsen "Da Yuezhi", fordi ordet "Da" lød som Yuezhi's navn for dem selv i kinesernes ører. Måske var det "Dan".

I tusind år beherskede Hunnerne, også kaldet Xiong-Nu, og de Indo-Europæiske Skyther og Sarmater, Yuezhi, Massagetes og flere andre, hver sin del af den eurasiske steppe. Da indo-europæerne var de første i deres del af kontigentet, har de givet navne til store naturlegemer som for eksempel floder og bjerge, ligesom indianerne var første, til at give navne til store naturlegemer i Nord Amerika.

De russiske floders navne, Donau, Don, Dnepr og Dnester, er alle udviklet fra noget med Dan. For eksempel blev Donau tidligere kaldt Danube, Dnjester blev kaldt Danpastir, Don hed Danakvissel. Floden, som løber gennem Klaipeda i Lithauen, hedder simpelthen Dana.

Vi har adskillig viden om, hvordan de tidlige Indo-Europæere var organiseret. I "Gallerkrigen" fortæller Cæsar om, hvordan Gallien var indelt i mange indbyrdes stridende folk, såsom Belgere, Helveter, Arvener, Sequaner, Hæduer, Picturer, Bojer og mange andre.

Tacitus beretter om det område, som romerne kaldte Germanien, at det var beboet af Sveber, Bataver, Marser, Vandilier, Vangioner, Triboker, Nemeter, Chatter, Tencterer, Angrivarier, Dulgubiner, Chasuarierne Friser, Chauker, Cherusker, Foserne, Semnoer, Langobarder, Angler, Reudigder og mange flere. Helt mod nord boede Cimbrerne og Gotonerne styret af enemægtige konger, fortalte han.

Nogle hundrede år senere fortalte Jordanes om folkene i Skandinavien. Det var beboet af Suehans, Granier, Auganzer, Ostrogother, Raumariker og mange andre.

De gamle grækere var som bekendt organiseret i bystater, som hadede hinanden inderligt og førte indbyrdes krige. Det var Athen, Sparta, Korinth, Lesbos, Itaka med flere.

De Indo-Europæere, som boede på steppen fra Ungarn til Gansu, Skyter, Alaner og Sarmater, må også have været organiseret i mange små kongeriger. De har alle haft deres sange og fortællinger om fortidens bedrifter, om deres guder, konger og helte. Men disse folk er alle forsvundne og glemt nu. Kun få af deres navne er bevarede af Strabo, Ptolemy og Tacitus.

De langskæggede Skyther afbildede sig selv på deres guldkar.

Grækerne beskrev Skytherne. De havde imponerende fuldskæg. De var tatoveret over hele kroppen. De samlede på skalpe af deres overvundne fjender, sikkert fra de andre nærboende skytiske folk. De højlagde deres døde, og de havde umådelige mængder af guld. En af de ganske få ting, der vides om et enkelt skythisk folk, er, at deres konge hed Conan. Det er der blevet lavet en tegneserie og en film om, "Conan Barbareren", med Arnold Schwarznegger i hovedrollen.

Da romerne senere sendte ekspeditioner ud på steppen kæmpede de mod folk, som blandt andet hed Ari og As. Også Alexander mødte Ari i den østlige del af det nuværende Iran.

Også Sogderne, som levede i groft sagt det nuværende Uzbekistan, Yuezhi's mere eller mindre direkte efterkommere, var opdelt i mange forskellige uafhængeige byer og lande. Man må antage, at det har været en væsenlig årsag til, at de ikke kunne holde stand mod de nyomvendte muslimers angreb i 705 AC.

Indo-Europæere har siden tidernes morgen organiseret sig i nogle små overskuelige kongedømmer, adskilt fra hinanden af floder skove, sumpe, og bjerge. Sådan må der have været i hundredevis af kongedømmer, fra Gallien i Vest, over Germanien, Skytien, Sarmatien og hele vejen over steppen helt til Gansu.

I et kongedømme i de østlige skove voksede træet "Barnstok" op igennem taget af konghallen.

Et andet kongedømme lå langt mod øst, hvor der også boede dværge. En prinsesse, med en hud så hvid som sne, blev fordrevet af sin onde stedmor. Hun søgte tilflugt i bjergene hos syv dværge, som ernærede sig som bjergmænd. (Se afsnit 5. "Dværgene var fra Kina")

Livet i sådan et overskueligt kongedømme må have været noget i retning af at bo på Island. Overalt kan man møde kendte ansigter, som man havde set før i en eller anden forbindelse. Kommer man et nyt sted hen, er der altid nogen, som kender nogen, som man er i familie med, har studeret med, arbejdet sammen med eller lignende.

Bevidstheden om fælles afstamning og troskaben mod deres hellige kongefamilie, har været de følelser, som fik hvert enkelt folk til at holde sammen. Det var en mands største hæder at falde i kamp, og man så ned på ældre mænd, som ikke var døde våbendøden

Således står der i det oldnordiske skrift Havamal:

"En kujon tror, at han vil leve for altid, når han gemmer sig i slag.
Men han vil ikke få fred på sine gamle dage." (oversat af Flemming Rickfors)

Herodot beretter, at Solon, den berømte lovgiver fra Athen, besøgte Krøsus, kongen af Lydien.

Lyderne var et af de Indo-Europæiske folk, som boede i Lille Asien i oldtiden før tyrkerne kom. Kong Krøsus var kendt for sin enorme rigdom.

Krøsus spurgte Solon : "Nå, min athenske ven, jeg har hørt en hel del om din visdom, og om hvor vidt du har rejst i din søgen efter visdom. Jeg kan ikke modstå mit begær efter at stille dig et spørgsmål: Hvem er den lykkeligste mand, du nogensinde har mødt?"

Krøsus forventede, at svaret ville blive, at han var den lykkeligste mand, fordi han ejede så meget guld.

Men Solon afviste at smigre kongen. Han svarede: "En athener ved navn Tellus"

Krøsus spurgte skarpt: "Og hvad er din grund for dette valg?"

"Der er gode grunde," svarede Solon; "Først, hans by var velstående, og han havde gode sønner, og han levede længe nok til at se børnebørn blive født til hver af sine sønner, for det andet, han havde rigdom nok efter vor standard, og han fik en strålende død. I et slag mod nabostaten Eleusis kæmpede han for sit folk og fordrev fjenden og døde som en tapper mand; og athenerne tildelte ham den store ære af en offentlig begravelse på selve den plet, hvor han faldt." (The Histories s. 14)

Alle disse Indo-Europæiske folk afskyede i almindelighed deres nærmeste naboer og førte krige imod dem sikkert på samme måde som Danskere og Svenskere, Franskmænd og Tyskere har hadet og bekriget hinanden op gennem historien.

Tacitus beskrev, hvordan folkene kun kunnne vinde hæder i kamp. For eksempel da nabostammerne på det nærmeste udryddede Bructerne : "Over 60.000 mand faldt, ikke for det romerske krigsvåben, men hvad der er endnu herligere, for øjnene af os til vor underholding. (33,2) Gid derfor, så lyder min bøn, barbarerenes om ikke af kærlighed til os, så dog had til hverandre, fortsat må bestå, eftersom lykken ikke mere kan bringe os noget, som er større end vore fjenders indbyrdes uenighed, når Imperiet skæbne driver os fremad."

I det klassiske skrift "Weilu" fortæller kineserne om deres vestlige naboer: "På denne tid var der 36 kongedømmer. Senere splittede de sig op i mere end 50. Fra Jianwu perioden (AC 25 til 55) til vor tid har de revet hinanden til småstykker og ødelagt hinanden, og nu er der 20 kongedømmer." Således skrev den lærde kineser i det tredie århundrede.

Sten relief fra Sletten ved saltsøen Issyk Kul, bemærk deres typiske skythiske huer på det andet foto.