2. Betydningen af "As"

Betegnelsen "As" eller "Aserne" er helt utvivlsomt knyttet til navnet på verdensdelen "Asien". Det kan ikke have været et tilfælde, at "Aserne" kom fra "Asien".

Romerne kaldte også deres Lille-Asiatiske provins for Asia. Dengang var tyrkerne ikke ankommet til Tyrkiet endnu; I Provinsen Asia boede Lyder, Frygier, Meder, Kelter, Ioniske Grækere og sikkert mange andre, som alle tilhørte den del af menneskeheden, som talte Indo-Europæiske sprog. Meget ofte har Indo-Europæiske folk knyttet betegnelsen "As" til sig. Det synes at være et meget gammelt udtryk, som må stamme fra den oprindelige indo-europæiske hjemstavn. Således kaldtes guderne på det oldindiske sprog sanskrit for "asura" og på oldpersisk for "ahucra". Derfor fik den romerske provins i det nuværende Tyrkiet også sit navn "Asia".

Grækerne sendte Trojanerne netop en hest, fordi de var saa store hesteopdrættere. Anføreren for de overlevende trojanere, som undslap fra nederlaget, hed jo ogsaa Ane-as.

Det kan ogsaa meget vel tænkes, at Assyrerne også havde noget med sagen at gøre. Det er øjensynligt navnet på de "As", som havde slået sig ned i Syrien. As-syrerne var et meget grusomt erobrerfolk.

I Kaukasus på grænsen mellem Georgien og Rusland bor stadig et folk, som kalder sig "Os", Osseterne, de er også indo-europæere. Deres navn betyder også "As", det udtales blot en ubetydelighed anderledes. De ligner ganske almindelige europæere. Lige som vore forfædre drikker de af horn ved festlige lejligheder. I gamle dage havde de lignede guder som vore forfædre i vikingetiden. Jeg besøgte dem i 60'erne.

I den anden ende af Kaukasus i det nuværende Aserbejsjan levede i gamle dage "Alanerne"; de kaldte sig også for "As", og de havde således to betegnelser for sig selv; egentlig ligesom "Aserne", "Danerne". Alanerne havde haft deres hjem i Kaukasus "altid", så langt tilbage, som nogen kunne huske.

Ifølge den antikke geograf Dionysius Periegetes fra 300AC lå "Alania" i det syd-østlige hjørne af Kaukasus.

I året 1220 nærmede de mongolsk-tyrkiske hære sig Kaukasus og forlangte som altid betingelsesløs underkastelse. Alanerne allierede sig med deres naboer, de dengang kristne Tetjener og de tyrkiske Kipchak-nomader, og stillede op til et altafgørende Ragnarok slag. Mongolerne lavede en hemmelig aftale med de tyrkiske Kipchak. De mindede dem om deres tyrkiske blod og det traditionelle venskab og samarbejde mellem mongoler og tyrker. Kipschaks skiftede side i sidste øjeblik eller eventuelt midt under slaget. Alanerne tabte og mistede derved deres gamle land. (The Mongol Conquests)

De overlevende begravede deres døde og drog bort, ingen ved med sikkerhed hvorhen. Men deres navn "As" er stadig bevaret i navnet på det nu tyrkiske land "Az-erbajdjan". Alanernes grave fra det sidste slag, findes stadig i Kaukasus. (Silk Road Video)

Romeren Ammianus Marcellinus skrev om Alanerne: "Proceri autem Halani paene sunt omnes et pulchri, crinibus mediocriter flavis, oculorum temperata torvitate terribiles - . Hunisque per omnia suppares verum victu mitiores et cultu -". Som betyder: "Høje derimod Alani næsten alle er og smukke, håret halvvejs gyldent, øjnene indrettet som forfærdeligt gennemborende - faktisk i forhold til Hunnerne helt og holdent havende en blidere levevis -" (Rickfors)

I modsætning til Hunnerne holdt Alanerne ikke slaver.

Stein, Pelliot og andre opdagelsesrejsende hentede en stor mængde dokumenter hjem fra Dun Huang i begyndelsen af århundredet.

Af disse fremgår det, at der har levet et "Aza" folk i Koko Nor sænkningen i det Tibetanske højland. Koko Nor kaldes også Qinghai Lake. En grøn oase i det Tibetanske højland beskyttet af høje bjerge. "Aza" forsvarede deres land imod kineserne omkring 600 AC. De var barske krigere. I krigene mellem Tibetanerne og Kineserne i 700 tallet var de allierede med tibetanerne. I 800 tallet gjorde de indfald i det da kinesisk styrede Dun Huang område. De bortførte børn og unge mennesker som slaver, eller måske "trælle". Ganske som andre "As" gjorde i Nord Europa på samme tid. Senere forsvandt de fra historien.

Der er ingen oplysninger om skikke, udseende eller sprog. Men det forekommer mig, at navnet "As" antyder, at de var indoeuropæere. ("Life Along the Silk Road" side 61-62), (se afsnit nedenfor om Dangaard)

Harald Blåtand havde en storebror ved navn Knud Dana-ast. Hans tilnavn betyder, at han var en Dana af Asernes æt. Han blev aldrig konge, da han som ung mand faldt under et vikingetogt i Irland. Det forklarer måske forholdet mellem vore forfædres to navne, Aserne, og Danerne. Vi er Dan af Asernes æt.

På lithausk tilføjes mandsnavne as for at indikere, at der er tale om en mand, som for eksempel i Antanas. Lithausk anses af mange for at være nærmest et oprindelig indo-uropæisk sprog. I Skandinavien er der mere tradition for at sætte As- foran navnet, som i Asbjørn, Asger, Ask og Aslak.

Før romerne og derefter tyrkerne kom til Lille Asien boede der som nævnt Lyder, Phryger, Myser, Ioniske grækere i denne del af verden. De var alle indo-europæere. Herodotus nævner nogle af deres navne. Det er påfaldende så mange af dem, som ender med -as eller -es.

Stamfaderen til det oprindelige lydiske kongehus var Herakl-es. Hans efterfølgere var Alcae-us, Nin-us, Bel-us, Myrd-us, Candaul-es og Lyd-us. Lydernes konge på Solons tid var Krøs-us efterkommer af Gyg-es. Krøs-us var berømt for sin rigdom. Til ham kom der en mand fra Phrygien, som hed Adrast-us søn af kong Gordi-as, sønnesøn af kong Mid-as.

Herodotus anfører også nogle af navnene på Medernes konger. De er Astyag-es søn af Cyaxars-es, søn af Phraort-es og sønnesøn af Deioc-es.

Perserkongenes navne var Cyr-us, søn af Cambys-es og selvfølgelig Darei-us.

Herodotus nævner også, at en skythisk hær var under kommando af kong Mady-as, søn af kong Protothy-es.

Typiske græske navne var Thal-es, Arkimed-es, Sokrat-es, Parmeid-es og så videre.

Typiske romerske navne var Antoni-us, August-us, Crass-us og så fremdeles.