18. De Hvide og Ophøjedes Store Land

Dan Xiang Folket

Dan af Asernes Æt kom fra Asien og skabte sig et rige omkring Østersøen. Andre folk som kaldte sig Dan gik det knapt så godt i historiens løb, som f. eks. Qi Dan eller Dan Xiang.

Dan Xiang's rige, som kaldes i historien for Xi Xia (dansk udtale: "Si Sja"), omfattede det nuværende autonome område Ning Xia og Gansu samt dele af de moderne nabo provinser, Sichuan, Qinghai og Shaanxi. (Kinesere foretrækker alfabetiseringen Dangxiang).

Ifølge deres egen tradition nedstammede de fra et Xianbei folk kaldet Tuoba. Tuoba var et Xianbei folk, som oprettede folkevandringsriget Northern Wei, der omfattede hele Nord Kina. Det gik i opløsning forud for oprettelsen af det berømte Tang Dynasty år 618 AC. På det Tibetanske højland i den moderne Qinghai provins levede i folkevandringstiden et andet Xianbei folk kaldet Tuyuhun. Mange fund gjort i forbindelse med Dan Xiang ligner ting fundet i Qinghai og Tibet.

I det syvende århundrede AC fik kongerne af Dan Xiang lov til at føre navnet Li, som gjorde dem til slægtninge af Tang Dynasty kejserne.

Tang Dynasty gik imidlertid til grunde og blev afløst af det etnisk kinesiske Song Dynasty.

I 944 AC gjorde Dan Xiang kongen, Li Yiyin, oprør mod Song herskerne. Hans søn Li Deming blev anerkendt af nabostaterne, Song Kina i syd og Qi Dan i Øst, som kejser af Xia, og dermed Song kejseren's ligemand. Han udvidede sit rige mod nord på bekostning af den tyrkiske Oghuz føderation.

Navne med "-ming" som det sidste led synes at have været ret almindelige i Xi Xia, ihvertfald ifølge kinesiske kilder. Den første konges søn hed Li De-ming. En af de første konger hed Wei-ming og generalen for reservehæren under deres sidste kamp mod Mongolerne hed Wei-ming Linggong. Men "ming" på kinesisk betyder "navn" så måske har blot haft problemer med at beskrive de barbariske navne.

Den nye Konge bød alle sine undersåtter at klippe deres hår i den traditionelle korte Dan Xiang stil i stedet for den kinesiske stil med opsat hårpude. Han forkastede sit kinesiske navn Li Deming og antog i stedet sit Dan Xiang navn, Weiming (kinesisk: "mægtigt navn"?). Det nye Xia rige skabte sine egne skrifttegn i stedet for de kinesiske tegn, de havde brugt hidtil.

Gennem hele Xi Xia's historie var der strid mellem tilhængere af kinesisk sprog og kultur og tilhængere af Dan Xiang's eget oprindelige sprog og traditionelle kultur.

Dan Xiang brugte "-ning" som endelse eller præfix for stednavne og ligesom Qi Dan kaldte de mange byer og områder for noget med -ning, som for eksempel Xi-ning. Dan Xiang's område hedder i dag stadig Ning Xia.

Som det er velbekendt har utallige danske landsbynavne også endelsen "-ning" eller "-ninge".

I Kara Khoto er fundet et billede af budda omkranset af mindre figurer. Bemærk den hvide figur til højre for Budda, det må være en oprindelig Dan Xiang mand - en af de hvide og ophøjede. Billedet er udstillet i Erimetagen Sct. Petersborg.

De kaldte sig selv "Store Xia" eller "De Hvide og Ophøjedes Store Land", kinesisk "Da Bei Shang Guo" ( dansk udtale "Da bei sjang gjår"), engelsk "The Great Land of the White and Superior". Udtrykket "Tan-gut" blev skabt af Mongolerne. På mongolsk hedder en person : "gun", flertal, altså personer, hedder : "gut". Så det mongolske udtryk Tan-gut betyder altså "Tan Folket". Moderne kineserne mener, at mongolerne kaldte dem dette, fordi de førhen havde gode forbindelser til Tang Dynasty. Men bemærk, at kineserne kaldte dem noget, som lød som "Dan", medens andre folkeslag kaldte dem noget, som lød som "Tan". Ganske som med Dan folket i det østlige Kina; Kineserne kaldte dem Qi Dan, medens andre folk kaldte dem Khi Tan. Så det forekommer sandsynligt, at "Dan Xiang" hed sådan, fordi de tilhørte et folk eller en gruppe af folkeslag, som traditionelt kaldtes "Dan" eller "Tan".

Navnet Xia (dansk udtale "Sja") stammer tilbage fra folkevandringstiden, De seksten Staters periode, omkring år 400 AC. Området blev oprindeligt erobret af Tiefu Xiong-Nu folket under ledelse af kong Helian Bobo. Han navngav sit nye rige "Xia" på grund af legenden om, at Xiong-Nu nedstammede fra den første Xia Dynasty hersker, tusinder af år tilbage. Siden da har området haft betegnelsen Xia.

Dan Xiang brugte også ind imellem betegnelsen "Store Xia" om deres stat, på kinesisk "Da Xia". Det er sjovt nok også det kinesiske navn for det græske Baktrien, Da-xia, som jo blev overtaget af "Da Yuezhi", tusind år før Dan Xiang skabte deres stat.

Hu Folket i Beishan Bjergene

I nordvest Ning Xia Hui Autonome Region, i Damadai i Beishan Bjergene, fandt man i 1988 en stor mængde helleristninger på klipperne. De findes over et 15 kvadrat kilometer stort område. Eksperterne mener, at de er skabt af "Hu" eller "Hun" nomaderne, som har levet her "altid". De forestiller mytologiske figurer, får, heste, tigre og andre dyr samt mennesker og symboler. Får og geder var meget vigtige for Hu Nomaderne. (fra artikel i China Daily 8. januar 2005 "Mystery of ancient carvings lives on")

En helleristning forestiller en kvinde. En ret bred og buttet type med et stort rundt hoved. Hun har fulde bryster og relativt korte ben. Hun er helt forskellig fra moderne asiatiske typer. Et andet forestiller en mand. Tilsyneladende også en ret bred type.

I en artikel i "China Daily" nævnes også, at omkring ti helleristninger viser seksuelle scener. Det antyder, at Hu folket, som lavede billederne, kan have haft en frugtbarheds religion i lighed med Frøj dyrkelsen; som Freja, der havde sin lyst med mænd.

I det historiske museum i Xian findes en keramikfigur af en "Hu" mand på en kamel fundet i en Tang dynasty Grav. Han er også en ret bred type.

Mange af helleristningerne er fra neolitisk stenalder for 7000 år siden. De fleste er lavet for 3000 til for 2000 år siden. De seneste er lavet fra ca. 1000 AC til 1227 AC under Xia Kongedømmet. Efter dette tidspunkt blev der ikke skabt nye helleristninger.

Mongolernes Angreb på Xi Xia

I slutningen af kejser Li Renxiao's regeringstid omkring århundredeskiftet 1200 AC fik Xi Xia stadig større problemer med at skaffe mad nok til deres store befolkning. Måske på grund af den fremadskridende udtørring af området. I dag er landet jo i hovedsagen en ørken. Utilfredse bønder og soldater gjorde oprør, ledet af adelsmænd, som følte sig tilsidesat af det nye embedsmandssystem.

I 1202 AC blev Xi Xia for første gang angrebet af bander af mongoler og tyrker, som brændte byer af og bortførte indbyggere og kvæg. I 1205-6 fortsatte angrebene med øget styrke.

Kong Li An Chuan sluttede fred med Mongolerne i 1207 AC og gav sin datter til Djengis Khan som brud. Li Anchuan abdicerede og døde i 1211 AC.

Uanset fredsslutningen fortsatte mongolske hære med at invaderede og terrorisere Xi Xia i de følgende tyve år. Der var krigshandlinger i 1209-10, 1211-13, 1214-19 og i 1224 indtil Xi Xia's endelige udslettelse i 1225-1227 AC. I tyve år var landet mere eller mindre under angreb hele tiden, til trods for at de fra først af havde sluttet fred, og kejseren havde givet sin datter til den store khan.

I 1224 AC blev Xi Xia byen, Yenzhou, angrebet syd fra af tropper, ledet af den mongolske guvenør for Nord Kina, Bei Lu. Ti tusinder af forsvarere og indbyggere blev dræbt.

I 1225 AC forlangte Djengis Khan, at Xi Xia skulle sende tropper til mongolernes planlagte offensiv i vest mod Khvarizm Sultanatet, som omfattede de tidligere sogdiske byer omkring det moderne Uzbekistan.

Kejser Li Xian mente, at det var klogest at sende de ønskede tropper. Men hans generaler havde fået nok. De ville ikke længere lade sig terrorisere. De svarede den mongolske udsending, "at hvis de ikke havde tropper nok, var de ikke værdige til at kalde sig Verdens Herrer". I stedet aftalte Xi Xia en alliance med Jurchenfolket rettet mod Mongolerne. Jurchen blev senere kendt som Manchuerne.

Djengis Khan angreb først Xi Xia byen Shazhou. Belejringen varede et halvt år, siges det. Et stort antal mongoler og tyrker, som prøvede at grave tunneller under bymuren, blev brændt ihjel. Djengis Khan hævede modvilligt belejringen og trak sin hær tilbage til Mongoliet. Der blev igen sluttet fred og Xi Xia's kejser lovede at sende gidsler.

Imidlertid, i 1226 AC hævdede Djengis Khan, at de lovede gidsler ikke var ankommet, og han brugte dette som påskud til at genoptage krigshandlingerne.

Dokumenter fundet i Kara Khoto beretter imidlertid, at Xi Xia havde sendt gidsler, blandt andet kongens søn, en dreng yngre end ti år. Men mongolerne havde opsnappet rejseselskabet, dræbt drengen og spredt hans knogler i ørkenen.

Det indledende mongolske angreb blev anført af en Xi Xia overløber, general Li Qianbu. By efter by blev erobret, som hovedregel blev alle indbyggerne slået ihjel.

Djengis Khans Død

Mongolernes Behandling af Overvundne Fjender

Det er svært at forstå den kolde psykopatiske grusomhed, som Mongolerne udviste overfor deres overvundne fjender.

Byen Merv i det nuværende nordøstlige Iran blev således fuldstændig ødelagt og dens 700.000 indbyggere blev alle slået ihjel.

Ved belejringen af byen Nishapur blev Djengis Khan's svigersøn dræbt af en pil fra en af byens forsvarere. Da byen var faldet, tog mongolerne en frygtelig hævn. Alle indbyggere blev halshugget, og hovederne blev omhyggeligt stablet op i pyramider foran enken, mænd kvinder og børn hver for sig. Selv hunde og katte fra byens gader blev halshugget. Den persiske historiker Rashid al-din skrev, at mere end en million mennesker blev dræbt i forbindelse med indtagelsen af Nishapur.

Hovedreglen var, at når en by var erobret, udvalgte mongolerne alle håndværkerne og sendte dem til Mongoliet eller andre steder, hvor der var brug for dem til at bygge belejringsmaskiner og lignende. Børnene og de unge piger blev taget som slaver, og resten blev slået ihjel. Når de havde besluttet sig til at udslette en by's befolkning foregik det på den måde, at de overlevende indbyggere blev beordret til at indfinde sig på en mark uden for byen. Hver mongolsk soldat fik derefter ordre til at dræbe ti, tyve eller halvtreds personer hver. For at bevise at de havde gjort det, skulle de aflevere lige så mange afskårne ører til deres befalingsmænd.

Højdepunktet må være massakren i Xi Xia i 1227 AC, hvor ikke blot nogle byer, men et helt folk og en hel nation blev slået ihjel.

Det Sorte Slot

Hvordan så Dan Xiang ud?

Fra illustrationen til en buddistiske Sutra og et maleri af en buddistiske munk, fundet af Kozlov i Kara Khoto, syntes det, at Dan Xiang var personer med hvid hud og mørk eller brunt hår og skæg. Deres øjne syntes at sidde ret tæt på hinanden, og mændene havde en udbredt tendens til skaldethed med årene.

På en portal i Ning Xia er vist et fugle meneske omgivet af to mænd. De synes at være nogle ret brede typer med store runde hoveder. De er skægløse eller glatragede, og deres mund er ikke særlig stor.

På museet i Ning Xia ses en fuglekvinde i bøn. Hun har stor næse og høj næseryg, men imidlertid relativt smalle øjne.

Bærende søjler i bygninger har været dekoreret med nogle kæmpekvinder. De har store runde øjne, fyldige læber, ret markerede kindben og store fyldige bryster.

Marco Polo rejste igennem den moderne Gansu Provins i 1265. Poloerne opholdt sig et helt år i Dun Huang, medens de afventede tilladelse til at rejse videre. Dengang blev provinsen sammen med Ning Xia kaldt for "Tangut", da det var det Mongolske navn for det land, som denne provins havde udgjort, før den mongolske erobring 1226. Marco Polo opfatter meget naturligt de indbyggere, han møder, som "Tangutans", da de jo var indbyggere i provinsen "Tangut". Imidlertid var de rigtige oprindelige "Tanguts" allerede døde og borte 39 år tidligere.

Marco Polo skrev (Bog 1 - Kapitel 57): Folket består af Nestoriansk kristne, Idolater, og dyrkere af Mahommet. - Folket, som er Idolater, er handlende og håndværkere, og de dyrker også en overflod af Majs. Provinsen har en udstrækning på 26 dagsrejser.

Folket, som er idolater, er fede personer med små næser, sort hår, og ingen skæg, med undtagelse af nogle få hår på overlæben. Kvinderne har også meget glat og hvid hud, og er i enhver henseende smukke skabninger. Mændene er meget sensuelle, og gifter sig med mange hustruer, som ikke er forbudt ifølge deres religion."

Den russiske opdagelsesrejsende, Przhevalskii, var i Gansu i 1876. Han var den første Europæer i disse egne i nyere tid. Dengang blev provinsen sammen med Ning Xia stadigt kaldt provinsen "Tangut".

Han skrev: "Tangutanerne eller Si-fan, som kineserne kalder dem, er af den samme race som Tibetanerne. De befolker de bjergrige egne af Kan-su, Koko-nor og langs med de øvre dele af den Gule Flod så langt som til Murui-ussu og måske længere. De anser disse lande, som de kalder ved navnet "Amdo", som deres eget specielle territorie, skønt de her er blandet med kinesere og mongoler.

Udadtil præsenterer de en markant kontrast til de to sidst nævnte racer, og som vi allerede har har sagt, i nogen grad ligner zigøjnere. I højden er de over gennemsnittet, med en fyldig figur og brede skuldre, deres hår, whiskers og skæg er uden undtagelse sort, øjnene er mørke og temmelig store, aldrig snævre som mongolernes, deres næse er i almindlighed lige, skønt somme tider, ørnenæse, også sommetider vendt opad. Læberne er tykke og udstående, deres kindben er ikke så fremtrædende som mongolernes, deres ansigt er langt, aldrig fladt, deres hovedform er rund, tænderne hvide og regelmæssige, deres hud brun, kvinderne er mindre og mørkere i kompleksion end mændene.