14. De nye Hvide - Xianbei

Xianbei var en gruppe af folk, som levede på den Østasiatiske slette, groft beskrevet i det nuværende Indre Mongoliet med udløbere i Øst og Vest. Her havde de levet "altid", eller i hvert fald fra længe før den nedskrevne historie tog sin begyndelse.

Det mest kendte Xianbei folk var Xianbei Tuoba stammen. De havde deres navn efter deres hellige kongeslægt, Tuoba. Det udtales efter moderne udtaleregler (pin ying) noget i retning af "Tor-bar", idet "o" er en lukkelyd. Jeg tror, at det betød slægten efter "Tor".

I Kinas tidlige historie betegnedes alle folk på sletten som "-rong"; det betyder noget i retning af barbarer, vilde eller indfødte. Under Qin dynasty (221 BC - 206 BC) og begyndelsen af Han Dynasty blev de fleste af slettefolkene kategoriseret som Xiongnu. Først ved Xiongnu føderationens sammenbrud dukkede Xianbei op i historien under deres særskilte navn.

I året 48 AC splittedes den før så mægtige Xiongnu sammenslutning i to grupper, de sydlige og de nordlige Xiongnu. En embedsmand ved Han hoffet ved navn Zang Gong foreslog, at Kina skulle drage fordel af situationen og alliere sig med Xianbei og angribe Xiongnu, men kejser Guang Wu-di afviste bestemt videre krigshandlinger.

Navnet Xianbei betyder ordret ifølge skrifttegnene "Bai Lu", som betyder friske tyveknægte. Det kan ikke være et navn, de kaldte sig selv. Samtidig lyder det meget som "Xin bai", altså "nye hvide".

Moderne kinesisk humor kører meget på ordspil i udtryk, som lyder som hinanden, men som har forskellige betydninger. Det må være noget, som sprogets karakter indbyder til. Måske har nogle vittige hoveder dengang døbt de nye barbarer fra steppen "Friske tyveknægte" med den samtidige betydning "Nye hvide". En dobbeltbetydning, som de fandt interessant.

"Xianbei" stammerne er interessante for danskere, fordi både "Qi Dan" og "Dan-Xiang" (kineserne foretrækker alfabetiseringen "Dang-Xiang") hævder, at de nedstammer fra "Xianbei", og begge disse folk kaldte sig selv for noget med "Dan".

Northern Wei riget var en folkevandringsstat, regeret af en gren af Xianbei folket. Deres hellige kongefamilie var Tuoba slægten. Det synes, at have været kongefamilien over alle. Både kongerne af Qi Dan og Dan(g) Xiang (Tangut) hævdede, at de nedstammede fra Tuoba. Disse riger opstod flere hundrede år efter Northern Wei's undergang; her kan man virkelig tale om at "Kongen vendte tilbage". Tuoba kongeslægten må have haft en simpelthen enorm prestige.

Mange nationers historie-interesserede "gør krav" på Xianbei. Kinesisk litteratur betegner dem rutinemæssigt som et typisk mongolid folk. Koreanerne er ikke i tvivl om, at det var tungusisk folk, som de mener om sig selv. Tyrkiske historie-interesserede betegner dem ofte som et "proto-tyrkisk" folk, uden der findes egentlige argumenter, som understøtter en sådan påstand. Alle parter titulerer rutinemæssigt Xianbei's konger som khan, selvom dette er en tyrkisk titel, som slet ikke var opfundet på denne tid.

Men der er mange indikationer af, at Xianbei var et ikke-mongolsk folk med hvid hud og ofte med lyst eller rødt hår.

Debatten om Xianbei's etniske oprindelse er en indædt diskussion med politiske overtoner, som har stået på i årevis. Tanken om, at mulige Indo-Europæiske folk skulle have haft deres rod indefor det moderne Kina's grænser, vækker en ganske betydelig følelsesmæssig modvilje.

Grundlæggende bliver udsagnene om Xianbei's henholdsvis mongolske eller tungusiske oprindelse blot gentaget mange gange, som var det en indlysende sandhed, men med ganske få og spinkle egentlige beviser. Da det synes at være politisk korrekt i både Øst og Vest, har det efterhånden fået et skær af sandhed.

Tilhængere af Xianbei's mongolske oprindelse mener at vide, at Xianbei's efterkommere, Qi-Dan, mobiliserede deres soldater i militære enheder kaldet "ordo". Mongolsk har et ord med den samme betydning, "ordu", for eksempel i "Den Gyldne Horde" og andre af Djengis Khan's hære. Ordet genfindes i dansk og engelsk som "horde", men de tror, at det kommer fra mongolsk. Derfor, da Xianbei's efterkommere brugte et ord, som mongolerne også brugte, må de have været af mongolsk etnisk oprindelse, konkluderer teoriens tilhængere.

Men dette bevis er intet værd, og det beviser rent faktisk det modsatte.

Amerikanerne var de første til at bore efter olie "off shore", de gav navne til "derrick", "casing", "christmas tree" og "spot cans". Deres efterfølgere Briter, Nordmænd og Danskere overtog blot den terminologi, som allerede fandtes i branchen.

Indo-Europæerne var de første til at udvikle bereden krigsførelse på steppen, og de udviklede den dertil hørende terminologi. De opfandt begrebet "horde", oprindelig "orde", som betegnelsen for en militær formation. Da Mongoler og tyrker langt senere tog steppen i besiddelse, overtog de blot en terminologi, som allerede fandtes.

Dansk er et meget gammelt Indo-Europæisk sprog, som stadig indeholder en mængde ord, som begynder med "or-", som betegner forskellige militære aktiviteter. Prøv blot at åbne et dansk computer leksikon, skriv "or-" og se, hvad der kommer frem.

"Or-log" betegner maritim krigsførelse. "Or-lov" er ferie fra hæren. "Or-donans" er et militært sendebud. "Or-dre" er en militær kommando. "Or-den" er de forhold, som typisk bør herske i en hær. "Or-ganisation" er måden, man skaber "or-den" på. Or-den kan også være en militær hædersbevisning. "Or-ke" er det at udføre anstrengende bestræbelser, som det ofte er tilfældet i krig.

Det grundlæggende ord "Horde" eller "orde" kan genkendes i "orden" som betegnelsen for en organisation, såsom en ridder orden, Tempelherre ordenen, Johanitter ordenen med videre. Sådanne militære betegnelser er i forholdsvis nyere tid erstattet af udtryk som "regiment", "arme" og "bataljon" og derfor er betydningen af horde degraderet til at betegne en spontan, primitiv og aggressiv gruppe.

Luoyang var hovedstaden i Northern Wei, som var en Tuoba Xianbei stat. Her findes et søjlefundament med to dværge i hvert verdenshjørne. Det bringer tanken hen på dværgelisten i Vølvens Spådom, vers 11-13 i Ældre Edda, hvor dværgene Nordri og Sudri, Austr og Vestri, har navn efter verdenshjørnerne - eller måske er det verdenshjørnerne, som er opkaldt efter dværgene. Selve den ide at en dværg skulle vise et verdenshjørne er så speciel, at der må være en forbindelse.

Argumenterne for at Xianbei skulle være af tungusisk oprindelse er lige så lidt overbevisende.

Nogle mener, at have rekonstrueret en gruppe ord fra det nu uddøde Tuyuhun Xianbei sprog, som viser, at det tilhører den tungusiske sprogfamilie.

Nu er det sådan, at alt overleveret om Xianbei kommer fra kinesiske kilder, og kinesiske skrifttegn siger som bekendt intet om udtalen. Det er svært at se, hvordan en sådan rekonstruktion har fundet sted. Xiabei's tungusiske oprindelse nævnes mange steder som en selvfølge, men ingen så meget som antyder, efter hvilke principper en sådan sproglig rekonstruktion har fundet sted. Det kan ikke være noget, som er særligt indlysende eller videnskabeligt.

Dunhuang dokumenterne, P. 1283 (på tibetansk) fortælles om Qi Dan folkets sprog: "I Sproget kunne de (Qi Dan) og Tuyuhun i store træk kommunikere med hinanden", altså at sprogene forholdt sig til hinanden som for eksempel dansk og svensk. Tuyuhun var en gren af Murong Xianbei, og Qi Dan nedstammede fra Tuoba Xianbei. Dette indikerer, at folkevandringsstidens Xianbei stammer, som i grove træk levede i det nuværende Indre Mongoliet, i hovedsagen talte samme sprog. Xianbei folkene oprettede Wei Dynasty og mange andre folkevandringsstater. Sui og Tang Dynasty udsprang fra Xianbei folk, som havde antaget kinesisk kultur. Deres sprog, af hvilken natur det end var, må nødvendigvis have haft en markant inflydelse på udviklingen af det kinesiske sprog.

Der er påfaldende mange ord i dansk og kinesisk, som minder om hinanden.

Hvilket igen indikerer, at nogle af danernes forfædre, måske Aserne, som kom fra Asien, har haft en fælles oprindelse med Xianbei stammerne.

I "Han Shu" har den lærde Yan Shigu (581 - 645) tilføjet en kommentar om Wusun folkets udseende: "Wusun i de Vestlige Områder er de samme som "Rong" folkene (gammel betegnelse for indfødte stammer omkring Kina). Nu om dage har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art."

Yan Shigu virkede ved hoffet hos den første Tang hersker, Li Shimi. Han skrev kommentarer i både "Han Shu" og "Shi Ji". Han levede i en meget turbulent periode. Den dominerende Xianbei stat, "Northern Wei" splittedes i Eastern Wei og Western Wei, som igen udviklede sig til Northern Qi og Northern Zhou. Northern Zhou udråbte sig selv som Sui Dynasty og gjorde krav på magten i hele Kina. Det nye dynasty gik imidlertid hurtigt under i bondeoprør og borgerkrig. Af dets ruiner oprejstes imidlertid det berømte Tang Dynasty på det politiske fundament af koalitioner med folkene på steppen, især med mange Xianbei stammer og stater.

Hvordan så Xianbei Folket ud?

Hos Xianbei folket, og også hos deres efterkommere Qi-Dan, var kvinder ret lige med mænd. De red på heste og skød med bue fuldt så godt som mænd, siger et gammelt digt. Også under det efterfølgende Tang Dynasty kunne kvinder gøre meget det samme som mænd. Dog var der strenge straffe for utroskab.

Det er kendt, at Tang Dynasty havde et ret fyldigt kvindeideal, og at kvinder også spillede polo. Først under det etnisk kinesiske Song Dynasty udvikledes det meget slanke kvindeideal med elegante små fødder.

I Tuoba Xianbei's fordum hovedstad Luoyang findes nogle få statuer med ret høj næseryg blandt de statuer og figurer, som er bevaret til vor tid. Hovedparten af de øvrige bevarede figurer er enten med et neutralt etnisk udseende eller med moderne asiatiske træk.

I Dunhuang hulerne har de afbillede personer i almindelighed sort hår. Der er imidlertid en vis frekvens af gult og brunt hår især på figurerne fra Wei, Sui og Tang Dynastierne, som jo var stærkt prægede af Xianbei folkene.

Der er ikke tale om, at malingen er skallet af eller blevet misfarvet eller lignende, da figurerens øvrige maling ser ud til at være i god stand. Mange af figurerne med lyst hår har imidlertid udprægede moderne asiatiske ansigtstræk, smalle øjne, lav næseryg osv.

Jeg tror, at nogle af kunsterne i Dunhuang dengang syntes, at gult hår og hvid hud var pænt; de syntes også at smalle øjne og lille næse var pænt, og derfor skabte de sådanne rigtigt pæne figurer med både lyst hår og moderne asiatiske træk.

Siden invasionen fra steppen har genblandingen virket uophørligt gennem omkring femtenhundrede år, og nu der der ikke længere så stor forskel på kineserne, som der engang var. Men det er stadig sådan, at man kan gå en tur på gaden og erfare at kinesere faktisk er ret forskellige. Mange har helt hvid hud, andre har lidt gullig hud eller olivenfarvet, som man siger. Nogle har store øjne og andre kaukasiske træk; de fleste har ikke.

"Budda of the Future" i Mogave hulerne ved Dunhuang hule no. 275 har en vestlig, næsten græsk stil. Statuen blev lavet under Northern Wei dynastiet kort tid efter invasionen fra steppen.

I almindelighed syntes Xianbei at have været nogle ret brede typer med runde eller firskårerne ansigter. De havde store øjne og hos mænd kraftigt skæg. De har ofte temmelig store brede næser, synes det, som andre måske har set ned på. Nogle af dem syntes at have haft en vis "miss Piggy" stil, som ofte er overdrevent især hos mere barske og mindre sympatiske personer såsom soldater, gravvogtere og lignende.

Måske er figurernes udseende et udtryk for den enorme politiske korrekthed, som herskede i Northern Wei efter 494 AC og formentligt også i det efterfølgende Eastern Wei.

En Xianbei konge, måske af Northern Zhou, har et stort hoved med store øjne.

Ganske som Dan-Xiang (Tangut), Sogderne og selvfølgelig Inderne (guden Shiwa), kendte de den kosmiske dans, gudens kreative destruktion. Det er en Indo-Europæisk ide.

Den kosmiske dans findes også i buddhismen, som en gud, der tramper på et ondt væsen. Den buddistiske Northern Wei gud har ædle, lidt smalle øjne, som blev anset for smukt, medens manden han tramper rundt på, har lidt overdrevne Xianbei træk. Således også med de mange grav-vogtere, det er noget usympatiske væsener, som måske er blevet udstyret med overdrevne Xianbei træk som for eksempel store øjne. En slags politisk korrekthed på samme måde, som når skurkene i "James Bond" ofte er overdrevne "ariske" typer.

To grav-vogter figurer har en særlig skræmmende miss Piggy stil. Bemærk deres skythiske huer, som er et Indo-Europæisk træk.

Den lille mand som guden tramper på under den kosmiske dans har store øjne og bred næse med lidt opstopper. Det må have været anset for grimt.

En Xianbei kriger har særlig udtalt og skræmmende Xianbei ansigtstræk. Det er svært at tro, nogen virkelig har set sådan ud. Måske er han en grav-vogter, som skal skræmme de onde ånder væk fra graven.

Til venstre: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han har ret kaukasiske træk. I midten: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han har et rundt ansigt og ret små øjne, skal vi sige han er en mellemting mellem en kaukasisk type og en moderne asiatisk type. Til højre: Vismand fra Longmen ved Luoyang. Han er en kaukasisk type. De vise mænd fra Northern Wei ser ret almindelige ud, ikke specielt asiatiske.

En gruppe soldater angives at være Xianbei soldater fra Northern Zhou perioden; de minder mest af alt om nogle af kongen af de djævelske dæmoner's håndlangere.

Xianbei i den Tidlige Historie

"Hou Han Shu" citerer et memorandum overleveret til kejseren i 177 AC: "Lige siden de nordlige Xiongnu flygtede (mod Vest), er Xianbei blevet stærke og talrige, og har overtaget alt land, som tidligere tilhørte Xiongnu og påstår at have 100.000 krigere - Rent metal og smedejern er kommet i oprørernes besiddelse. Han kinesiske desertører har også søgt tilflugt (hos Xianbei) og virker som deres rådgivere. Deres våben er skarpere og deres heste er hurtigere end Xiongnu's."

"Hou Han Shu" citerer videre en historieskriver fra 185 AC: "Xianbei folket invaderer vore grænser så ofte, at næppe et år går hen i fred, og det er kun når handelssæsonen oprinder, at de kommer frem i ydmyghed. Men når de gør det, er kun tilbøjelige til at tilegne sig værdifulde kinesiske varer, det er ikke fordi, at de respekterer den kinesiske magt eller er taknemlige for kinesisk gavmildhed. Så snart, som de har opnået alt det, de på nogen måde kan, vender de tilbage til deres vane med at plyndre og ødelægge."

Ifølge "The Perilous Frontier" af Thomas Barfield blev der i sen Han Dynasty optalt 120 små Xianbei stammer på steppen. Til sammenligning blev der på hele steppen kun rapporteret om ti til tyve grupper, som kunne henregnes under betegnelsen Xiongnu.

Xianbei var tilsyneladende mere rivaliserende og ufordragelige og havde derfor sværere ved at finde sammen i større organisationer.

I løbet af et par hundrede år samledes dog nogle større og mere talrige Xianbei folk. Murong Xianbei dannede Yan staterne i Nord-øst Kina, og Tuyuhun Xianbei dannede et rige på den Tibetanske højslette. De mest berømte er Tuoba Xianbei, som skabte folkvandrings riget "Northern Wei".

Duan Xianbei smeltede sammen med Murong Xianbei i Yan riget gennem politiske ægteskaber, kongen var en Murong og dronningen var fra Duan folket. Yuwen levede på sletten langs Liao floden, nogle lærde mener, at det måske ikke var et Xianbei folk. Qifu skabte Western Qin i den moderne provins Shaanxi. Tufa Xianbei skabte Southern Liang i den moderne Gansu provins.

I den klassiske roman "The Outlaws of the Marsh" bliver røverhøvdingen Song Jiang opsøgt af en barsk udseende mand, som giver ham en hvid hest: "Mit familie navn er Duan, mit givne navn er Jingzhu. På grund af mit røde hår og gule skæg bliver jeg kaldt "Den Gyldne Hund". Min famile er fra Zhuozho Prefecture, og jeg tjener til det daglige brød ved at bakse med heste oppe nordpå. - " (side 1267)

"The Outlaws of the Marsh" er en samling af sagn og legender fra Song og Yan Dynasty, skrevet sammen af Shi Nai'an og Luo Guanzong og udgivet nogenlunde samlet første gang i 1541 AC.

Portugiserne og Enlænderne var da endnu ikke ankommet til Kinas kyster. Portugiserne landede første gang i Japan i 1542 AC, og Englænderne kom langt senere. Men folk i Øst Kina kunne stadig huske Duan Xianbei folket, deres heste og deres gyldne hår.

Folkevandringstiden - De Fem Hu Invaderer Kina

"Northern Wei" blev grundlagt af Tuoba Xianbei folket. Den blev den vigtigste stat i Nord Kina i årene efter folkevandringstiden, som i Kina blev kaldt "Sixteen states" eller "Wu Hu" (fem Hu) perioden.

Det hedder "Fem Hu" fordi Kina blev invaderet af de fem "Hu" folk, som var Xiongnu, Xianbei, Jie, Di og Qiang.

Betegnelsen "hu" betegnede folk med dybe øjenhuler, kraftigt skæg, stor næse og så videre. Xiongnu var Hunnerne, Xianbei bliver beskrevet i nærværende artikel. Jie var et fåtalligt folk med udpræget kaukasisk udseende, måske efterkommere af Yuezhi. Di ved man meget lidt om, måske var de beslægtet med Xiongnu. Qiang havde levet i de vestlige bjerge i årtusinder, måske var det dem, som Przhevalskii mødte i 1876, som han kaldte "Tangutanere", han skrev, at de alle var mørkhårede og lignede Zigøjnere.

Staten Wei's situation i Nord Kina lignede meget Frankerriget's situation i Europa.

Under selve folkevandringstiden var situationen i Europa kaotisk. Hunnerne kæmpede mod Visi-Goterne og Burgunderne, Visi-Goterne kæmpede mod Frankerne, Langobarderne kæmpede mod Herulerne og så videre. Indenfor de enkelte folks regerende kongefamilier herskede også en intens rivalisering om magten over de nyligt vundne rigdomme, blot tænk på beretningen om den Frankiske kongefamilie, de langhårede Merovinger. Da støvet fra de indledende kampe lagde sig fremstod Frankerne under Karl den Store som de store vindere. For at vinde anerkendelse fra de erobrede folkeslag besluttede de efter nogen tid at kalde sig "Det Hellige Tysk-Romerske Rige", samtidig med at de støttede den Romersk Katolske kristendom.

Murong Xianbei's Yan Riger

Alle nationerne i Nord Kina i folkevandringstiden kaldes ofte noget med "Former", "Later", "Northern", "Eastern" og så videre. Det er alt sammen tilnavne, som eftertidens historikere har givet dem for at holde styr på de mange lande, som hed det samme.

Om Navnet Tuoba Tuoba skrevet med kinesiske skrifttegn. I danske ører lyder ordet Tuoba meget som Thor-far. Thor er den skandinaviske tordengud, og far - ja det er ordet for vort fædrene ophav. Derfor tror jeg, at Tuoba betyder "slægten efter Thor". Den bogstavelige betydning af de to kinesiske tegn i forenklet kinesisk, som siger Tuoba, er "udvidelse" og "efterskrift", og det giver ikke rigtigt nogen mening. Det er klart, at disse to tegn er valgt, fordi de bedst muligt beskriver udtalen af ordet uanset deres bogstavelige betydning. Tarzan skrevet med kinesiske skrifttegn. Hvis man på Google Translate prøver at oversætte Tarzan, altså abernes konge, fra engelsk til kinesisk får man to tegn, der egentlig betyder Thai bjerget, som udtales taishan. (Det er også et berømt bjerg i Shandong). Spørger man dernæst en kineser: "Hvad hedder abernes konge?" så vil han måske svare: "mm-ja, det står jo her, lad os nu se, jo - han hedder Taishan". De tegn, man vælger for at beskrive lyden af et fremmed ord er hyppigt den bedst mulige tilnærmelse og gengiver ikke nødvendigvis nøjagtigt den oprindelige udtale på et andet sprog. Så må det også være sådan at ordet Tuoba repræsenterer udtalen af de kinesiske tegn man har valgt at bruge, og den oprindelige udtale kan have været lidt anderledes. Efter pin-yin systemet alfabetiseres det kinesiske ord "Tuoba" som netop "Tuoba", som udtales efter en dansk lydforståelse som noget i retning af [toår!-bah]. "O" er en lukkelyd i pin-yin, man kan forestille sig, at det bliver efterfuldt af et "r". "Ou" udtales lidt "å" agtigt som i navnet for Kina, Zhong Guo [djung gjår]. Udråbstegnet skal symbolisere den fjerde tone som er faldende, lidt bestemt, som når vi giver en ordre til hunden. Det afsluttende "h" skal symbolisere den anden tone som er stigende, lys og optimistisk. Efter det ældre Wade-giles alfabetiserings system skal det skrives "T'o-pa", men udtalen må ifølge sagens natur være den samme. Navnet på et folk eller en slægt er ofte et ord, hvis betydning fortaber sig i fortidens tåger, eller et navn eller en betegnelse for en oprindelig stamfader fulgt af noget, som betyder efterkommere, børn, slægt eller lignende. For eksempel etniske kinesere kalder sig Hua Xia, som betyder efterkommere efter Hua, som er den gule kejser. Skjoldungerne betyder efterkommerne efter barnet, som blev fundet liggende på et skjold. Gjuk-ungerne betyder efterkommere efter Gjuk og så videre. "Far" hedder på kinesisk "ba [ba!]" (faldende tone). Det er meget tæt det danske "far", og det kan være vanskeligt at høre forskel. Det afsluttende "ba [bah]" i Tuoba er imidlertid med stigende tone. Men hvis man hører godt efter, kan man høre, at det danske "far" også bliver udtalt med stigende tone, i hvert fald på Fyn. Det er kun, hvis man ønsker at bebrejde sin far noget eller advare ham, man kan udtale det med faldende tone. Så et kvalificeret gæt på betydningen af "Tuoba" vil være, at det betyder efterkommere efter en oprindelig stamfader, "Thor". Den kinesiske tordengud med en hammer med et kort skaft, med hviken han frembringer tordenen. Wei shu, "Book of Wei" blev skrevet af Wei Shou fra 551 til 554 AC. Heri fortæller han, at navnet "Tuoba" kommer af, at Tuoba Xianbei folket nedstammer fra "Den Gule Kejser", som antages at være alle kineseres fælles stamfader. Wei Shou levede i Eastern Wei, som var den del af det splittede Northern Wei rige, som stadig holdt fast i den hårdkogte kinesificerings- og integrations-politik, som blev indledt i 494 AC. Han bruger det kinesiske navn "Yuan", som erstattede kejserslægtens oprindelige navn "Tuoba", også for kejsere før 494 AC, og skaber dermed nogen forvirring. Han fortæller kun om kejseren af Eastern Wei, men nævner intet om hans rivaler i det Western Wei, som havde forkastet integrations-politikken og vendt tilbage til den traditionelle Xianbei kultur. Det har uden tvivl været politisk ukorrekt, og sikkert skadeligt for helbredet, ikke at bifalde statens race politik. Og så kunne han jo ikke så godt skrive, at Xianbei folket har en stamfader, og kineserne en anden, det ville sikkert have været ganske farligt. Desuden, efter mere end et halvt århundredes intensivt integrations-pres, i en tid, hvor der kun fandtes få bøger, måske mange ikke kunne huske deres folks historie. Men han bekræfter, at i navnet Tuoba ligger en betydning af at nedstamme fra en oprindelig stamfader. Desuden synes forfatteren af Wei Shu også at være uenig med general Ran Min, som netop mente, at Xianbei og Jie folkene var nogle dyriske barbarer, som ikke nedstammede fra den Gule kejser, som han selv gjorde som kineser. (se andetsteds i denne artikel).

Northern Wei Riget Skabes

Tuoba Xianbei folket trådte ind i historien i kongedømmet "Dai". Det lå omkring den moderne by Hohhot i den kinesiske provins "Inner Mongolia".

I 341 AC mistede kong Tuoba Shiyijian af Dai sin hustru, som var søster til en Murong kongen Huang af "Former Yan".

Han bad Huang af Yan om en ny hustru. Kong Huang forlangte imidlertid en stor sum penge for en ny prinsesse. Kong Shiyijian afviste at betale og ledsagede afvisningen med ukvemsord. Huang sendte derefter sin kronprins med en hær imod Dai, og kong Shiyijian flygtede op i bjergene med hele sit folk. Året efter sendte han sin broder til Yan for endnu engang at bede om en ny kone, vi ved ikke om det lykkedes. Nogle måneder senere ankom en udsending fra Murong riget, Yan, for at anmode om en prinsesse for kongen. Kong Tuoba Shiyijian accepterede anmodningen fra Yan og valgte sin egen søster som hustru for Huang.

I 376 AC blev kongedømmet Dai angrebet af "Former Qin", som var grundlagt af "Di" folket, siges det. Tuoba folket flygtede igen op i bjergene, og under opholdet der døde kong Shiyijian. Det lykkedes angriberne at erobre Dai, og det ophørte med eksistere som et selvstændigt Tuoba Rige.

Det er interessant at "Dai" udtales som første led i det danske ordet "Dejlig".

De nye herskere overlod området til Xiongnu folket "Tiefu", som var ledet af konger af slægten "Liu". Kongeslægten havde tidligere båret det oprindelige navn "Dugu", men en af deres forfædre havde ægtet en kvinde, som de mente var en Han Dynasty prinsesse, og derfor skiftede de navn til Liu, som var Han kejsernes familie navn.

Former Qin var kortvarigt herrer af den nordlige slette. De blev imidlertid ofre for deres egne for store ambitioner. De søgte at erobre det kinesiske Jin Dynasty, som stadig holdt stand i det sydlige Kina. De led et katastrofalt nederlag mod en numerisk underlegen kinesisk hær i slaget ved Fei River i 383 AC langt mod syd i den moderne provins Anhui.

"Former Qin" gik derefter i opløsning og Tuoba Gui (386-409), som var barnebarn af kong Tuoba Shiyijian, så muligheden for at genoprette Dai riget i den nordlige del af den moderne kinesiske provins Shanxi. Han oprettede sin hovedstad i "Pincheng" som i dag hedder Datong. Det kongelige hof opholdt sig imidlertid kun i hovedstaden nu og da. Det meste af tiden rejste de rundt i landet og tog vare på rigets problemer. To gange om året tog de op i bjergene for at ære forfædrene.

Efter nogle få år besluttede han dog at ændre rigets navn fra "Dai" til det mere ambitiøse "Wei".

Ran Min's Massakre på Jie Folket

De to Xianbei herskere, Tuoba Gui af Wei og Murong Chui af "Later Yan", forenede sig om at angribe landet "Later Zhao" som lå i den moderne Hebei province omkring byen Handan.

Later Zhao var oprindeligt grundlagt af "Jie" folket. Imidlertid havde en kinesisk født general, Ran Min, arrangeret en slags krystalnat og massakreret alle Jie, som han kunne få fat på. Det siges at have været adskillige hundrede tusinde. De var let genkendelige på grund af deres typiske kaukasiske udseende, dybe øjenhuler, stor næse, kraftigt skæg og så videre. Nogle mener, at de nedstammede fra Yuezhi. Skrifttegnet for "Jie" betyder ordret sådan noget som "kastreret vædder" eller "dyreskind". Det kan ikke være noget, som de kaldte sig selv.

Tuoba Wei's Bevægelses Krig

Historikeren Sima Guang's Beskrivelse af Northern Wei Kejser Tuoba Tao

Sima Guang beskrev Tuoba Tao i sin "Zhi Zhi Tong Jian" ("Comprehensive Mirror for Aid in Government):

"Kejseren af Wei var stærk og tapper, og rolig og beslutsom. Uanset om det drejede sig om at forsvare en by eller at kæmpe på slagmarken, var han altid i forreste række. Hans livvagter kunne lide tab, men hans udtryk var altid det samme, og derfor var de frygtsomme og imponerede af ham, og villige til at kæmpe hårdt til døden. Han var også nøjsom, og han var tilfreds med sin klædning og sin mad, når blot det var tilstrækkeligt.

Helian Bobo's Xia Rige

I 407 AC grundlagde en Xiongnu Tiefu ved navn Liu Bobo kongedømmet "Xia" i det moderne Ning-Xia område. Han kaldte det "Xia" på grund af historien om, at Xiongnu nedstammede fra det oldgamle Xia Dynasty.

I 413 AC besluttede han at bygge en hovedstad, som skulle være absolut uindtagelig. Han gav sin onde general Chigan Ali til opgave at lede byggeriet. Byen fik navnet "Tungwan", som betyder de forenede ti tusind, da det var Bobo's mål at herske over alle Kinas ti tusind stater.

Chigan gav ordre til, at al jord, som skulle bruges til byens volde, skulle koges (med ris) for at gøre den hård og vanskelig at ødelægge. Han testede ofte voldens kvalitet; hvis en jernkile var i stand til at trænge mere end en tomme ind i muren, ville formanden, som var ansvarlig for denne sektion af volden, blive henrettet, og liget ville blive brugt som fyld i voldens indre.

Liu Bobo overvågede selv fremstilling af våben og rustninger. Han gav ordre til, at de skulle testes ved at pile blev skudt mod rustningerne; hvis pilene kunne gennemtrænge rustningerne, skulle smedene, som havde fremstillet rustningerne, halshugges, hvis pilene ikke kunne gennemtrænge rustningerne, skulle smedene, som havde fremstillet pilespidserne, henrettes. På den måde blev både befæstninger, våben og rustninger af meget høj kvalitet.

I 413 AC besluttede kong Bobo at skifte navn fra "Liu Bobo" til "Helian Bobo". Hans famille havde tidligere antaget Han kejsernes familienavn Liu. Men det mente Bobo altså ikke var passende.

En kinesisk historiker beskriver Helian Bobo således: "Han var arrogant og grusom, og han behandlede folket som ukrudt. Ofte steg han op i et tårn med bue og pil, og når som helst han fik en impulsiv mistanke, modvilje eller vrede mod en person, ville han personligt dræbe vedkommende. Hvis nogen stirrede på ham, ville han skære deres øjne ud. Enhver, som slog en løssluppen latter op, ville få deres læber skåret op med en knive. Enhver, som dristede sig til at have en anden mening end ham, ville først få deres tunge skåret ud og derefter ville hovedet blive hugget af."

Helian Bobo besluttede i 424 AC, at grunde som ikke er overleveret til historien, at skubbe sin ældste søn, Helian Gui, til side som kronprins og i stedet udnævne en anden søn, Helian Lun, til at efterfølge ham. Helian Gui var en meget dygtig general; han førte øjeblikkelig sine soldater mod Helian Lun, besejrede ham og dræbte ham. Da en anden søn Helian Chang hørte dette, gennemførte han et overraskelses angreb, dræbte Helian Gui, tog kommandoen over hans tropper og førte dem tilbage til hovedstaden Tongwan. Det imponerede han far så meget, at han udnævnte Helian Chang til kronprins.

Den gamle havde derimod meget lidt til overs for en anden søn, Helian Ding. Det siges at Ding havde for let til latter efter Bobo's smag.

Helian Bobo døde sommeren 425 AC, og hans søn, Helian Chang, efterfulgte ham.

Allerede i 426 AC angreb Northern Wei Helian brødrenes Xia rige. Med hurtige kavaleri enheder trængte de hurtigt dybt ind i Xia område, og samme år erobrede de Chang'an (Xian). Den unge konge, Helian Chang, sendte sin bror Helian Ding af sted med en hær for at generobre byen. Imidlertid blev Xia hæren engageret i en stillings krig omkring Chang'an og kom ingen vegne.

Da Northern Wei kejseren, Tuoba Tao, erfarede, at Xia hæren var engageret omkring Chang'an, stødte en anden Wei hær under general Daxi hurtigt frem mod Xia fæstningen Tongwan og indledte en belejring. Wei hæren plantede det falske rygte i Tongwan, at de havde mangel på mad. Dette fristede Helian Chang til at forlade sin uindtagelige fæstning og gennemføre et modangreb, som imidlertid fuldstændigt mislykkedes. Han flygtede med resterne af sin hær til byen Shanggui, i dag Tianshui i Gansu. Wei hæren indtog derefter let hans uindtagelige Tongwan.

Det lykkedes Helian Ding at gøre sin hær fri af konfrontationen omkring Chang'an og slutte sig til sin broder i Shanggui. I foråret 428 AC trak den nu forenede Xia hær sig yderligere tilbage til Pingliang, også i Gansu. Wei hæren blev hærget af sygdom, hvilket fristede Helian brødrene til at tage initiativet og omringe Wei hæren. Imidlertid, under belejringen gennemførte nogle Wei enheder et udfald, kong Helian Chang anførte personligt sine mænd, men han faldt af hesten og blev taget til fange.

Hans broder Helian Ding blev nu konge af Xia og Qifu Xiongnu folket. Han samlede resterne af hæren og trak sig tilbage mod Pingliang.

Wei generalen Daxi følte sig ydmyget over, at han næsten var blevet overvundet at Xia styrkerne. På trods af, at han nu virkelig havde alvorlig mangel på proviant og også mangel på vand, forfulgte han fjenden mod Pingliang.

En underordnet Wei officer, som var anklaget for forsømmelser, deserterede og fortalte Helian Ding om Wei hærens virkelige alvorlige situation. Helian Ding troede ham, tog initiativet, omringede Wei hæren og tog deres general Daxi og hele hans hær til fange.

I byen Anding og i Chang'an var stationeret nogle få tallige Wei styrker. Da de hørte, at general Daxi havde overgivet sig med hele sin hær, forlod de deres poster og trak sig tilbage til mod nord. Derved kunne Helian Ding tage Anding og Chang'an og hele området tilbage uden kamp.

Helian Ding beklagede, at den gamle Helian Bobo ikke havde udnævnt ham til sin efterfølger fra begyndelsen, i så fald ville Tongwan ikke være blevet tabt, mente han.

Kong Helian Chang blev som fange bragt tilbage til Northern Wei. Han blev ikke henrettet, tværtimod. Kejseren behandlede ham godt. Kejseren gav ham sin søster til ægte og udnævnte ham til prins af Qin. Måske kejseren vidste, at Helian Chang og hans brødre alle var meget dygtige og erfarne generaler, som kunne gøre god fyldest i Wei hæren.

I 431 AC erklærede det sydkinesiske Liu Song Dynasty en offensiv mod deres fjende og rival, Northern Wei. Helian Ding så muligheden for at alliere sig med sine fjendes fjende. Xia og Song aftalte at besejre Wei og dele deres område mellem sig.

Samtidig - i en anden del af Gansu udviklede de politiske begivenheder sig til ugunst for Helian Ding og hans Xia veteraner. Qifu Xianbei staten, "Western Qin", var hårdt presset af sine naboer, som var Xianbei Tuyuhun og Xiongnu staten Northern Liang. Kong Qifu Mumo besluttede at overgive sig til stormagten Northern Wei, imod at han fik Pingliang og Anding områderne som hertugdømme. De var naturligvis ikke disponible lige i aftalens øjeblik, men man mente, at det et spørgsmål om tid. Kong Qifo Mumo og hans hær forlod sit rige for at slutte sig til Northern Wei i kampen mod Xia og Helian Ding. Da disse efterretninger kom Helian Ding for øre, drog han straks ud for at afskære Qifo Mumo og hans hær, som imidlertid havde gjort holdt i byen Nan'an, også i Gansu. Imidlertid, Song Dynasty tog ikke noget seriøst initiativ i krigen, og Northern Wei besluttede at vende sig mod Xia og Helian Ding først. Kejseren selv anførte en hær mod Pingliang, som var forsvaret af Ding's lille broder Helian Shegan. Kejseren lod den fangne konge Helian Chang prøve at overtale sin broder til at overgive sig. Helians Changs skæbne var en illustration af de fair betingelser, de kunne vente, hvis de overgav sig. Shegan nægtede at overgive sig.

Da Helian Ding hørte at Pinglian var under belejring prøvede han at vende om og komme sin lillebror til undsætning, men han blev afskåret af en betydelig Wei hær anført af general Tuxi Bi. Wei generalen narrede Ding til at tro, at hans hær kun var en lille styrke og udløste derved et angreb fra Helian Ding. I det følgende slag blev Xia hæren ilde medtaget og trak sig tilbage til Chingdu sletten nær Pingliang, hvor de blev omringet af Wei hæren. I flere dage holdt de ud - uden vand og mad. Til sidst lykkedes det Ding at kæmpe sig vej ud af omringningen, men det meste af hæren gik tabt, og han blev selv alvorligt såret. Han samlede de overlevende og flygtede til Shangui.

Omkring nytår 431 AC måtte Helian Shegan og en anden broder Helian Duluogu overgive både Pingliang og Anding.

Gai Wu Oprøret

Enke-kejserinde Feng og Kejser Tuoba Hong's Integrations og Kinesificerings Politik

Alle folkevandringstidens erobrer-folk, i Europa såvel som i Asien, etablerede et samfund baseret på det duale system, som det kaldes. Det var grundlæggende et slags apartheid system. Erobrerfolket var en overklasse, som tog vare på militær, administration og religiøse anliggender, medens landets oprindelige indbyggere var bønder, købmænd og håndværkere, som sørgede for den grundlæggende produktion. Vi må se det øjnene; det minder om de tidligere forhold i Syd-Afrika.

Frankerne erobrede den romerske provins Gallien inklusive bønder og håndværkere. Erobrerne mente, at det var deres naturlige ret, at de og alle deres efterkommere skulle nyde godt af det land, som de på ærlig vis havde vundet ved sværdet. Først den franske revolution mere end tusind år efter afskaffede adelens medfødte privilegier.

Northern Wei var også en sådan folkevandringsstat. Xianbei Tuoba folket var erobrerne og herrefolket, og de udgjorde kernen i militæret. Som kejser Tai Wudi udtrykte sig: "Kineserne er fod soldater, og vi er soldater til hest." Der var ikke tale om at kineserne var slaver, men de havde klart en ringere status, ganske som bønderne havde det i middelalderens Frankrig.

Men forskellen mellem Europa og Kina har nok været, at i Europa var det gemene folk og herrefolket grundlæggende af samme race. Hvis man ikke lige vidste det, eller kunne slutte ud fra påklædning, talemåder og manerer, kunne man ikke sige, hvem der var herrer, og hvem der var tjenere.

Der findes beretninger fra middelalderlige Europæiske bondeoprør, hvor bønderne bliver beskrevet som: "små, sorte og slet bevæbnede". Men på den franske revolutions tid er der ingen indikationer af nogen etnisk forskel mellem stænderne.

Men i folkevandringstidens Nord-Kina syntes der at have været en ret synlig etnisk forskel mellem herrefolket og de mere underordnede personer. Som Ran Min sagde, før han blev henrettet: "Hvis dyriske barbarer som jer kan blive kejsere, hvorfor så ikke jeg - ". Det ligger også logisk i betegnelsen "Wu Hu", "Fem Hu", da betegnelsen "Hu" går på den fysiske fremtoning.

Konger og kejsere var ansvarlige for at bevare den følsomme balance mellem erobrerne og folket. De barbariske erobrerfolk var rygraden i staterne og uden dem ville de gå i opløsning, landet oprindelige beboerne var den produktive del af nationen, og de udgjorde det overvældende flertal. Enhver ændring i balancen mellem landets grupperinger kunne blive katastrofal.

Kejserinde Feng og hendes barnebarn kejser Xiaowen (467-499) af Northern Wei introducerede i 494 AC en dramatisk integrationspolitik. De troede, det ville gøre det nemmere at regere landet, men det viste sig at blive deres lands og deres folks endeligt.

Kejseren og hans familie ændrede navn fra det oprindelige xianbei "Tuoba" til det kinesiske "Yuan".

Sproget ved hoffet og alle andre adminstrations centre blev ændret fra xianbei til kinesisk. Embedsmænd, som ikke talte kinesisk, fik en kort frist til at lære det.

Alle Xianbei familier fik ordre om at ændre deres traditionelle Xianbei navne til kinesiske navne.

Alle Xian-Bei familier blev opfordret til ægte deres sønner og døtre med kinesere.

Det blev forbudt at bære de traditionelle Xianbei dragt, alle skulle klæde sig i kinesisk dragt. Kunstneriske frembringelser skulle være i overensstemmelse med kinesisk kultur.

Det hele minder lidt om Langobarderne, Frankerne og Visigoterne i Europa. De opgav alle deres eget oprindelige sprog og begyndte at tale latin, måske syntes de, det var finere. Men de var ikke så gode til det, og de resulterende sprog blev italiensk, fransk og spansk. Som var latin blandet op med deres oprindelige sprogs ord og vendinger.

Hovedstaden i landet Wei blev flyttet fra Pincheng til Luoyang. Oprindeligt lå det administrative center i Pincheng, som var nær fronten mod Rouran nomaderne på steppen. Efter flytningen til Luoyang blev hæren og de oprindelige Xianbei stammer og klaner, som udgjorde kernen i hæren, nedgraderet.

Bevægelig krigsførelse som militær strategi blev opgivet til fordel for en traditionel kinesisk forsvar af stationære stillinger, gaver og bestikkelse til udvalgte barbarer. Militæret blev nedgraderet og i stigende grad befolket med straffefanger og lignende.

De traditionelle Xianbei stammer og klaner var rasende. En opposition mod integrations politikken centreret omkring kronprinsen Yuan Xun, blev afsløret, og han blev tvunget til at begå selvmord.

I 528 AC bad Northern Wei's sidste virkelige kejser generalen Erzhu Rong om at marchere mod Luoyang og skaffe ham af med sin moder's (enkekejserinde Ling) kinesiske rådgivere. Før de ankom, fik enkekejserinden imidlertid nys om planen, og det lykkedes hende at dræbe den unge kejser med gift.

Erzhu Rong og hans Xianbei hær omringede paladset og dræbte hele hoffet sammen med al deres familie, to tusind personer, hvoraf de fleste var kinesere.

Derefter placerede han sin svigersøn Tuoba Ziyu på tronen, medens han selv beholdt kommandoen over militæret og dermed den virkelige magt.

Kinesiske Navne Når man læser oversættelserne af de klassiske kinesiske skrifter, såsom "Weilue" og "Hou Han Shu", er det slående, at alle navne lyder kinesiske. Hos Xiong-Nu, Qi-Dan, Dan(g)-Xiang, Xianbei og Qiang folkene har alle konger og generaler tilsyneladende haft kinesiske klingende navne. Stednavne og selve navnene på folkene i Vesten, omtalt i skrifterne, lyder ligeledes kinesiske. Man sidder tilbage, lidt med fornemmelsen af, at Øst-Asiens og Kinas historie måske var en helt intern Kinesisk-Koreansk udvikling kun påvirket af nogle grænseepisoder med tyrker og mongoler. Det er jo også det, som historie-interesserede i denne del af Verden hævder så engageret. De er passionerede tilhængere af den historie filosofi, som bygger på "Kina er en ø" konceptet, altså at Riget i Midten har udviklet sig fuldstændig selvstændigt uden nogen nævneværdig interaktion med resten af Eurasien. Men efter al sandsynlighed var de kinesisk klingende navne på Vesten folk navne, som kineserne havde givet dem, og fortidens barbariske konger og generaler, som havde kontakt med Kina, havde både deres eget barbariske navn og et kinesisk navn, som kineserne kunne huske og udtale. For eksempel havde Dan-Xiang kongen "Weiming" også et kinesisk navn "Li Yuanhao". (Ved nøjere overvejelse betyder "Wei Ming" "mægtigt navn" på kinesisk, så det var måske også en betegnelse, som kineserne havde givet ham). Det kinesiske tegn for mægtig stor - wei da. Engang da jeg var i Kina, ønskede jeg at købe et udskåret stempel som en gave til min søn. Min søns barbariske navn er "Magnus", som jo kommer af latin og betyder "stor". Jeg diskuterede med kvinden i butikken, hvordan vi skulle udtrykke dette med et kinesisk tegn. Vi valgte Mao Zhe Dong's tilnavn "Wei da", som betyder "mægtig stor". Vi forestiller os nu, at tiden er skredet nogle århundreder frem. En historiker har fundet en gammel bog, som er stemplet med Hansen's søn's barbariske navn. Han kontakter en ekspert, som er kyndig i de specielle forenklede kinesiske tegn fra Mao dynastiet, og spørger ham: "Sig mig, hvad var Hansen's søn's barbariske navn?" Eksperten ser på de kinesiske tegn og siger: "Det er ligetil, han hed Wei Da". Selv hvis man prøver at finde nogle kinesiske tegn, hvor udtalen matcher det barbariske navn så godt som muligt og meningen ignoreres, kan det vanskeligt undgås, at en senere alfabetisering kommer til at klinge temmelig kinesisk.

20101002