13. Xiongnu og Wusun Folket

Xiongnu

Historikeren Sima Qian beskrev Xiongnu i kapitel 110 i sin "Historiske Optegnelser", "Shi Ji":

"Fra kongen og nedad spiste de alle kødet af deres husdyr, og klædte dem selv med deres skind, som de bar over det hele. De stærke åd fedtet og valgte de bedste portioner, mens de gamle og svage spiste og drak, hvad der var tilbage. De stærke og robuste blev holdt i agtelse, mens de gamle og svage blev behandlet med foragt."

Man kommer til at tænke på Rolf Krakes kæmper. De sad til bords efter rang. De fornemste tog de bedste kødstykker og kastede under rå latter benene ned i hovedet på den spinkelt udseende nyankomne.

Videre fortælles om Xiongnu: "Tidligt hver morgen gik kongen, Shan-ju kaldte de ham, uden for lejren for at tilbede solen ved solopgang. Om aftenen tilbad han månen."

Næsten alle datidens folkslag tilbad på en eller måde Himlen, Solen og Månen. Den kinesiske kejser gik til særlige Templer for Himlen eller Månen og bad om godt år for sit folk, Yuezhi tilbad månen, og de senere Sogdere tilbad deres solgud, Mithra. Det var kongers og kejseres fornemste opgave at stå sig godt med de himmelske magter.

Hvis ikke guderne boede i Himlen, så boede de i hvert fald oppe på nogle høje bjerge, således som de græske guder for eksempel boede på Olympen. Xiongnu havde et religiøst forhold til Qilian Bjergene, dog har vi ikke kendskab til nogen detaljer vedrørende denne del af deres tro.

I historisk Museum i Xian udstilles nogle figurer fra Tang Dynasty grave. De forestiller Xiongnu, altså Hunnerne, ifølge skiltet. I Tang Dynasty perioden var der åbenbart stadig Xiongnu på steppen. Der kan vi se, hvordan de så ud. (Tang dynasty var fra 626 AC til 907 AC)

Disse Xiongnu har store runde hoveder, tønde formede kroppe, ofte en topmave, et kraftigt skipper skæg fra øre til øre. Lidt maling er tilbage på en af figurerne, hårfarven er sort. De er oftest iklædt en slags nissehue. De er "Hu" typer, hvilket vil sige kaukasiske typer med stor næse, øjenbrynsbuer og som sagt skæg. De står i noget udfordrende positurer, som meget selvbevidste personer. Den slags figurer er tidligere blevet betegnet som vestlige købmænd i Kina eller lignende, husker jeg; men de er altså Xiongnu, som anført på skiltet bag glasruden. Museet kan tage fejl; Xianbei folket spillede en endog meget stor rolle i Nord-Kina under Tang Dynasty.

De minder om Loke i den nordiske mytologi, han var også mørk, fordi han var af jætteslægt. Han havde også en personlighedstype, som gjorde at han havde svært ved at holde sig i baggrunden.

Desværre er figurerne ikke i naturlig størrelse, så de giver ingen direkte ide om deres absolutte størrelse.

I nærheden af Xi'an findes general Huo Qu-bings grav. Han var en Han Dynasty kinesisk general, som besejrede Xiongnu ved hjælp af det nye kavaleri på de fantastiske heste, som de fik af Yuezhi, "Hestene, der sveder blod".

I general Hou Qui-bings grav ved Xian ses en af "hestene, der sveder blod", som er ved at søndertrampe en Xiongnu. Man ser tydeligt det karakteristiske skipperskæg fra øre til øre. Bemærk hvor stor Xiongnu manden er i forhold til hesten. Selvom det er en kunstnerisk overdrivelse, må datidens kinesere alligevel have ment, at Xiongnu var meget store.

Mange vil gøre Xiongnu til en slags mongoler. Men en bronze figur fundet i Ordos området, som var Xiongnu område, ser ikke mongolsk ud; han har store øjne, stor næse og kraftigt skæg.

Kineserne skrev, at Xiongnu (Hsiung-Nu) var aldrig særlig mange. Tilsammen var de ikke så mange, som indbyggerne i en enkelt kinesisk provins. "Deres fordel lå i deres styrke", skrev de.

De var ikke talrige nok til en egentlig erobring af Kina eller blot dele af kejserdømmet. Deres foretrukne taktik var hurtige plyndringstogter ind i kinesisk område. De røvede husdyr og bortførte utallige kvinder, børn og unge mennesker som slaver. De trak sig tilbage til steppen, før en egentlig militær styrke kunne blive samlet mod dem.

De oprindelige kinesiske stater i "de krigende stater's" periode byggede mure og volde ved deres nordlige grænser for at dæmme op for plyndringstogterne, tilsyneladende med ringe succes. Da Qin erobrede hele Kina i 221 BC, forbandt de disse lokale volde til det, vi kender som den Store Kinesiske Mur.

Han Dynasty Kina var ikke den eneste nation, som blev udsat for Xiongnu's angreb. Alle folkene i Vesten led under Xiongnu's aggressivitet, ikke mindst byerne i Tarim Bækken. Xiongnu fordrev Yuezhi folket fra deres oprindelige hjem i det nordlige Gansu.

Jætterne var Aserne arvefjender. Guden Thor var meget ofte væk hjemmefra for at kæmpe mod Jætter.

Der er ingen tvivl om, at den største trussel mod folkene i Midgaard var Xiongnu. De må være et muligt bud på Jætterne, eller ihvertfald nogle af dem.

Kineserne var ikke særligt analystiske med hensyn til de omkringboende folk. Nogle gange kaldte de dem alle sammen for Qiang, i andre perioder blev de alle benævnt for Xianbei. De gik ikke meget op i hvordan de helt præcist så ud, deres skikke og hvilket sprog, de talte. Under Han Dynasty blev de fleste grupperet under betegnelsen Xiongnu.

Det er klart at Xianbei, Qiang, Di og Jin på en eller anden måde har været der hele tiden, de har blot været opfattet som en del af Xiongnu, som var den dominerende etniske gruppe.

Russiske arkæologer har udgravet mange Xiongnu bopladser i Ulan-Ude området nær Baikal søen. Her har været Xiongnu bopladser indtil langt op i middelalderen.

Xiongnu fortet ved Ivolga ligger 16 km. fra Ulan Ude ved Selanga floden. Det er firkantet med dimensionerne 350 x 200 m., og det har voldgrav hele vejen rundt. Indenfor voldene var en mængde halvt nedgravede huse hvoraf 54 er blevet udgravet. Hvert nedgravet hus havde et ildsted af sten i dets nord-østlige hjørne. Denne type nedgravede huse kendes også fra dansk vikingetid. Et stort hus midt i fortet var det eneste, som stod på jordoverfladen.

Ved Ivolga begravede deres døde på fladt terræn, de blev ikke højsat. Mange grave var i grupper, således at forstå at der var en central grav, med en formentlig højtstående person i midten; den var omgivet af mindre ledsagende grave, som i hovedsagen indeholdt kvinder, børn og unge mennesker.

Mange af personerne i de ledsagende grave viste tegn på en voldelig død. Øjensynligt havde de den skik, at når en højtstående person døde, måtte alle hans koner, elskerinder, slaver og tilsyneladende også nogle børn følge ham hinsides.

"Xiongnu" betyder ordret efter de anvendte tegn sådan noget som "Grusomme Slaver". Men der er ingen tvivl om, at det er ikke deres rigtige navn, som de kaldte sig selv. Det er en noget nedladende betegnelse, som Han Dynasty kineserne gav dem, på samme måde som de gav navne til mange andre folk ved deres grænser.

I "The Silk Road", redigeret af Susan Whitfield, redegør Etienne de la Vaissiere for Xiongnu's rigtige navn.

Der er fundet et sogdisk brev fra det fjerde århundrede, som omtaler Xiongnu's plyndringer i forbindelse med Jin Dynasty's sammenbrud i det fjerde århundrede. Her omtales Xiongnu med udtrykket "Xwn", som er den sogdiske skrivemåde for ordet "Hun". Forfatteren til brevet beviser på anden måde et førstehånds kendskab til begivenhederne. Derfor må han betragtes som en meget pålidelig kilde.

Vi husker Priscus 'beskrivelse af Attila, Hunnernes konge, bevaret til vor tid af Jordanes i hans "Getica sive De Origine Actibusque Gothorum" (Goternes Historie): "Han var kort af statur med et bredt bryst, et stort hoved, tyndt skæg med grå stænk, stubnæse, og han fremviste sine forfædres træk (originis suae signa restiuens). Hans personlighed var således, at han altid førte sig frem med stor selvtillid. "(" Attila "side 144)

I Priscus' egen beskrivelse på græsk forekommer denne beskrivelse ikke, selvom den iøvrigt er meget detaljeret.

Attila, Hunnernes konge er afbilledet på samtidig europæisk mønt. Han har afgjort ikke stubnæse, men han ligner faktisk de tyrkiske sultaner Suleiman og Mehmet.

På Xiongnu bæltespænde ornamenter synes de afbillede personer også at have ret store næser, de ligner ikke mongolide typer.

På internettet findes en artikel, der beskriver en genetisk test, som sammenligner genmaterialet fra individer fra Mongoliets oldtid med moderne Europæiske og Asiatiske individers. Det er den såkaldte "Linzi" undersøgelse. (Se link nedenfor).

Prøverne er udtaget fra en begravelsesplads ved Egyen Gol i Det nordlige Mongoliet og fra nutidige Europæiske og Asiatiske individer. Begravelsespladsen var fra Han Dynasty's tidsalder, (200 BC - 300 AC), som var Xiongnu's storhedstid. For to tusind år siden var Egyen Gol området med sikkerhed beboet af Xiongnu. Mongolerne var endnu ikke indvandret fra Sirbirien.

Gen materialet fra Egyen Gol udviste en god korrelation med generne hos moderne asiatiske folk, især i det nordlige og centrale Asien, men en mindre god korrelation med moderne Europæiske folk. Xiongnu generne havde også mange ligheder med historiske gen prøver udtaget fra nogle yngre tyrkiske begravelser samme sted.

De Asiatiske tyrker har altid påberåbt sig, at de nedstammede fra Xiongnu. Den genetiske undersøgelse synes at vise, at der er noget om det.

Artiklen beskriver også en genetisk sammenligning mellem individer, som blev begravet ved Linzi i den kinesiske Shandong Provins, og moderne personer i Europa og Asien. De ældste dele af Begravelsespladsen ved Linzi var fra "De Krigende Staters Periode" (500 BC - 221 BC).

Der viste sig at være en god genetisk korrelation mellem oldtidens Shandong og Vesten. Datidens kinesere i Shandong syntes at være mest beslægtet med Iranere og Europæere, især islændinge, finner og tyrker fra Tyrkiet. De kinesiske gener viste derimod en mindre god korrelation med mange moderne Asiatiske folk.

Wusun Folket

På sletten ved Ili floden og ved saltsøen, som nu bærer det tyrkiske navn, Issyl Kul, boede et folk af kaukasisk type. Vi kender intet til deres sprog. De kan have været indo-europæere. Kineserne kaldte dem for Wusun (Usun).

I "Han Shu" har den lærde Yan Shigu tilføjet en kommentar om Wusun folkets udseende: "Wusun i de Vestlige Områder er de samme som "Rong" folkene (gammel betegnelse for indfødte stammer omkring Kina). Nu om dage, har disse "Hu" folk grønne øjne, rødt skæg, deres udseende er som skæggede aber, og de er oprindeligt af denne art."

Zhang Qian rejste mod Vest på ordre af sin kejser for at opsøge Yuezhi og skabe en alliance mod Xiongnu. Han mødte Wusun og skrev i sin rapport at: "Folket har "svine hoveder", de er snedige som ulve og yderst upålidelige. De er meget tilbøjelige til plyndringstogter, og de er som nation typisk voldelige."

Svin har jo som bekendt store næser og somme tider blå øjne, så det kan vel være sandt, at Wusun havde blå øjne.

Kinesiske arkæologer har oplyst, at Wusun var et kortskallet kaukasisk folk. Ifølge sagens natur kan de ikke sige noget om farven på deres øjne og hår.

Nøjagtig, som altid, berettede Zhang Qian i sin rapport om Wusun. Der var 120.000 familier i landet, og deres hær talte 188.000 beredne mænd. Landet var koldt og regnfuldt, men med udstrakte græsgange. Bjergene var bevokset med fyrreskov. Wusun opdrættede heste. De rige kunne eje op til fem tusind heste.

Wusun anerkendte Xiongnu's overherredømme, men de havde deres egen egen konge, som bar titlen "kiun-mo". Han benævnte sig selv som Himlens søn.

Kineserne søgte at skabe en alliance med Wusun rettet imod Xiongnu, Hunnerne. Med det formål for øje sendte det kinesiske hof i 107 BC en prinsesse den lange vej fra Xi'an til Wusun's kolde regnfulde land.

Prinsessen skrev et digt:

Min familie har giftet mig bort
Hjælpeløs er jeg, kan intet gøre
I et fjernt fremmedartet kongedømme
Gift med kongen af Wusun
Min bolig er simpel
Væggene dækket med filt og ej med silke
Min daglige føde er svinekød
Mælk drikker jeg dertil
Jeg er tynget af mørke tanker
Mit hjerte er tungt af sorg
Hvis blot jeg var en gul stork
Så ville jeg flyve tilbage til min rede.

Den nye dronning bar titlen "kiun-di". For hendes skyld blev der bygget et kinesisk palads i Wusun kongens lejr. Denne kongelige residens blev af kineserne kaldt "Paladset i Den Røde Dal". Det lå i nogen afstand fra saltsøen.

Kejserens udsending, den store rejsende, Zhang Qian, var fange hos Xiongnu i 10 år. Der hørte han følgende historie om Wusun:

"Da Deres tjener var fange hos Xiongnu, hørte han, at kongen af Wusun, som bar titlen "Kun-mo", og at Kun-mo's far var leder af en lille stat ved Xiongnu's vestlige grænse.

Xiongnu angreb og dræbte hans far, og Kun-mo blev ved sin fødsel kastet væk i vildnisset, hvor en sort fugl (en ravn?) bragte ham kød, og en hun-ulv nærede ham med mælk.

Shan-yu (udtales "sjan jy") var titlen på Xiongnu's konge. Han betragtede dette som et vidunder, og efter at han havde taget sig af drengen, indtil han blev voksen, gjorde han ham til en militær leder, i hvilken egenskab han udmærkede sig ved adskillige lejligheder. Shan-yu genrejste han fars folk og gjorde ham til guvenør af den vestlige befæstede lejr.

Da han modtog skat af sit folk, kunne Kun-mo angribe de små nabostater med ti tusinder af bueskytter, han samlede erfaringer i krigsførelse, og efter den gamle Shan-yu's død, trak han sig tilbage til et fjernt sted og afviste at vise sig ved Xiongnu hoffet.

Xiongnu sendte udvalgte tropper for at angribe ham, men da de var ude af stand til at overvinde ham, betragtede de ham som en ånd, som de gjorde klogest i at holde en vis afstand til og ikke angribe for alvor.

Xiongnu's nye Shan-yu fortsatte med at påberåbe sig nominelt overherredømme over Kun-mo og hans Wusun folk".

Således lød den store rejsende, Zhang Qian's beretning til sin kejser.