11. Hvor lå Danevang?

Men det var Midgaard. Hvor lå så det oprindelige Danevang?

Danevang er et gammelt navn for Danmark, som blev brugt i middelalderlige folkeviser.

Den mest iøjnefaldende kandidat til Dane-vang er den moderne kinesiske by Dun-Huang.

Her i den nordlige del af den moderne provins Gansu boede for godt to tusind år siden Yuezhi (Yuch Chi) folket. De udøvede agerbrug, kvægavl og avlede heste. De brændte deres døde. Hos kineserne var de kendt for deres hårvækst, deres hvide hud, deres forkærlighed for stegte påfugle og for deres store ølforbrug.

Yuezhi var bevæbnede med spyd, sværd og buer, de brugte ringbrynjer. De klippede deres hår af ved skulderne, undtagen kongen, som bar langt hår, bundet op med et bånd. I Europa på samme tid bar frankernes kongeslægt, Merovingerne, også langt hår, tænk på Bengtsons roman "De Langhårede Merovinger".

Her i Gansu havde de levet "altid".

Gamle kinesiske kilder indeholder en beskrivelse af "hvide folk med langt hår" hinsides den nordvestlige grænse. Den findes i beskrivelsen af Bai folket i "Shan Hai Jing", som er en klassisk kinesisk tekst, der er mindst 2.200 år gammel. Den indeholder eventyrlige beretninger vedrørende mytology, geografi og kultur i og omkring Kina fra tiden før Qin dynasty.

Repræsentanter for Yuezhi folket ankom til Shang dynasty hoffet i kong Tang's æra (ca. 1000 BC), og de optræder også på en liste over hyldest bærere fra Beidi (de nordlige indfødte) i Yi Zhoushu (Lost Book of Zhou fra 400 til 300 BC) under Zhou dynastiet. En Guan Zi bemærkede i det tredje århundrede BC, at en politiker ved navn Guan Zhong fremsatte et forslag om, at "(vi) bør acceptere jade af Yuezhi fra nord." Øjensynligt stod de for handel med jade fra Tarim Basin til Kina. Alt jade, som er fundet i Kina fra Shang og Zhou dynastierne, kan spores til Tarim Basin; og de rå jadesten er sikkert leveret af Yuezhi handelsmænd.

Alle jade stykker, udgravet fra kong Fuhao af Shang dynasty's (1600 BC – 1046 BC) grav, var fra Khotan i Tarim Bækken. Det var mere end 750 stykker.

Under Shang og Zhou dynastierne (1600 BC - 200 BC) var området omkring det nordlige Gansu beboet af tre nomadestammer, Qiang, Wusun og Yuezhi.

Men på Qin dynastiets tid (221 BC - 206 BC) var Yuezhi på toppen af sin magt og havde tilegnet sig hele området omkring det nordlige Gansu

Kinesiske kilder fortæller, at deres nordlige naboer var Heptalites, der oprindeligt boede på Dzungaria sletten nord for Tien Shan bjergene.

Yuezhi sluttede en våbenhvile med deres naboer mod øst, som de foragtede, nemlig Xiongnu (Hunnerne), som leverede et gidsel, en Xiongnu prins ved navn Modun. Xiongnu Kongen brød våbenhvilen og angreb Yuezhi. De ønskede at dræbe deres gidsel, men Modun stjal en god hest og flygtede mod øst.

Modun dræbte sin far og blev konge af Xiongnu, og det var starten på deres storhedstid. Han førte krig mod Yuezhi, dræbte deres konge, gjorde et drikkebæger af hans hovedskal, og drev dem væk fra deres gamle land i 170 BC.

Hvad der forbløffede kineserne mest var, at Yuezhi havde så meget hår på kroppen og i ansigtet. (Fra "The Mummies of Urumchi" og "In Search of The Indo-Europeans")

Det antages, at de talte det uddøde indo-europæiske sprog Tocharin A, der er fundet på dokumenterne fra Dun Huang, som de opdagelsesrejsende bragte hjem i begyndelsen af det tyvende århundrede. Dokumenterne var mest buddistiske sutraer, som også kendes fra andre sprog, og derfor er Tocharin ret godt udforsket.

I det femte århundrede AC oversatte munken Kumarajiva nogle tekster til kinesisk, derved oversatte han navnet Tochar med skrifttegnet for Yuezhi.

Den moderne kinesiske udtale af byen Dun Huang med "dansk alfabetisering" er sådan noget som "Dån Hwuang" altså meget tæt på "Dan Vang", "å'et" er lidt mere "å" agtig end i den danske udtale af "o" i navnet på den russiske flod Don.

Dun-Huang er ikke et standard kinesiske bynavn, som f. eks. noget med -zhou eller -jing. Det er et navn, hvor elementerne ikke kan genkendes fra andre byer i Kina.

Sir Aurel Stein, en af de tidlige opdagelsesrejsende, mente at vide, at navnet Dun-Huang betyder noget i retning af "blazing beacons", altså brændende bavner (fjenden kommer).

Faktisk er det svært at forestille sig, at en by bærer navnet "Blazing Beacons". En by må have et godt navn.

Hvilken købmand ville vælge at slå sig ned i en by med et sådant navn, med udsigt til at Barbarerne ville komme hvert andet år og stjæle hans guld, brænde hans varelager af og udsætte ham for det, som var værre. Hvem ville satse en fremtid med sin familie sådan et sted?

Det er langt mere sansynligt, at Dun-Huang er et ældgammelt navn, givet byen af dem, der boede der, før Hunnerne og Kineserne kom, sådan som det ofte er med stednavne. Og at de kinesere, som Stein talte med, simpelthen ikke vidste, hvad det betød. De har blot givet et svar for ikke at tabe ansigt og for at gøre gæsten glad. Det er jo faktisk også sjældent, at vi virkelig ved, hvad stednavne betyder, også i Danmark.

Størstedelen af Yuezhi blev af Hunnerne forjaget fra deres oprindelige hjem i det nordlige Gansu. Det skete omkring 170 BC.

De fleste rejste mod Vest og prøvede først at bosætte sig på sletten ved Ili Floden, men blev imidlertid fortrængt af Wusun, dernæst bosatte de sig i Fergana Dalen, nogle år efter i Sogdiana og omkring og syd for den nuværende by Samakand. De fortsatte til Baktrien, og tilsidst skabte de Kushan Riget i det nuværende Afganistan, Pakistan og nordlige Indien.

De, som rejste mod vest, blev af kineserne kaldt "Da Yuezhi", som betyder "Store Yuezhi". De tilbageblevne trak sig højere op i Qilian og Kunlun bjergene. De blev af kineserne kaldt "Xiao Yuezhi", som betyder "Lille Yuezhi".

I det tredje århundrede gjorde den kinesiske lærde Wan Zhen en tilføjelse til historikeren Sima Qian's værk "Shi ji". "Da Yuezhi's land ligger omkring syv tusind li nord for Indien. Deres land er beliggende i stor højde; klimaet er tørt; regionen er afsidesliggende. Landets konge kalder sig selv "Himlens søn".

"Der er så mange rideheste i landet at antallet ofte når adskillige hundrede tusind," fortsatte han. "Byernes og paladsernes indretning er ganske ligesom hos Da Qin (Romerriget). Befolkningens hudfarve er rødligt hvid. Folket er dygtige i bueskydning fra hesteryg. Lokale produkter, sjældenheder, værdifulde ting, beklædning og betræk er meget gode, og endog Indien kan ikke sammenlignes med dette." (oversat af Joe E. Hill)

Han Dynasty skriftet, "Hou Han shu", fortæller, at da Yuezhi ankom til deres nye hjem i Vesten, splittede de sig op i fem grupper. Navnet på en af grupperne var "Guis Huang". Denne gruppe tilkæmpede sig senere magten over de andre andre fire grupper, siges det, og de blev da i Vesten kendt under navnet "Kushans".

Navnet "Kushans" skal således være afledt af "Guis-Huang". Derved kan vi se, at suffix "-huang" må have haft en vis tradition hos Yuezhi. Hvilket gør det endnu mere sandsynligt, at også navnet "Dun-Huang" stammer fra Yuezhi.

Den store rejsende Zhang Qian, opsøgte Yuezhi i deres nye hjem i Vesten og søgte at overtale dem til støtte Han Dynasty i kampen mod Xiong Nu. Men de var ikke interesserede, de havde fundet "en dal, rig og frodig, og sjældent forstyrret af invasioner."

Da Zhang Qian i 140 BC passerede salt søen Lop Nor på sin vej til "Da Yuezhi" i Vesten, berettede han, at: "Loulan og Gushi folkene levede i befæstede byer langs med salt sumpens bred." Det var jo netop Yuezhis tidligere hjemland, så de Gushi folk, som Zhang Qian så ved saltsøen, må have været nogle af de tilbageblevne Yuezhi, som ikke drog mod vest.

Det er nærliggende at antage, at "Gushi" må være det første led i "Guis-Huang", da det øjensynligt er det samme folk, der tales om.

Så kan det med rimelighed antages, at det første led i "Dun-Huang" og "Guis-Huang" er navnet på det pågældende folk, her "Guis" og "Dun", og det sidste led betyder måske hjemland, hjemstavn, stamme eller kongedømme, vi ved det ikke.

På moderne kinesisk betyder "wang" "konge". Det udtales "wang", hvor "w" udtales lidt u-agtigt, som på engelsk. Wang-ze'e betyder prins, og Ny'e-wang betyder dronning. Nedenfor er et billede af en kopi af en løve fra Tang dynasty med ordet wang skrevet i panden, et symbol på magt. Faktisk er udtalen af wang meget tæt på det sidste led i Dun Huang, men kineserne vil sikkert belære os om, at det er to forskellige ord, da de har to forskellige skrifttegn. På kinesisk er der nemlig umådelig mange ord, der lyder ens, eller næsten ens, men repræsenteres ved forskellige tegn. Derfor går de meget op i, hvilke tegn ordet har. Men hvis det er, som vi tror, at kineserne fra begyndelsen ikke vidste, hvad navnet "Dun-Huang" betød, og at de blot tildelte det nogle tegn, så har det argument jo mindre betydning.

Et dansk "a" er vanskeligt at udtale for mange, tror jeg. Tag f. eks. navnet Schwarznegger, som bør udtales med et markant "a", som det bliver i Tyskland og Danmark; men amerikanerne er allerede begyndt at udtale det "Schwårznegger", fordi det falder dem nemmere i munden. Det er ikke på nogen måde usandsynligt, at et oprindeligt "dan" er blevet til et "dån" i løbet af to tusind år. Det ville faktisk være billigt sluppet det lange tidseum taget i betragtning.

Vi ved også fra historien, at da Qi Dan's første konge, Abaoji, i 916 AC grundlagde sin nye hovedstad, gav han den navnet "Lin-Huang", altså Lin Vang. Den lå i det nuværende Indre Mongoliet nær vore dages Liaoning Province. Sidste led i navnet er helt som sidste led i "Dun-Huang". Det understøtter, at "-Huang" kan have betydet noget i retning af kongesæde eller kongedømme. (se kapitel 17 om Qi Dan )

Så alt i alt er "Dun-Huang" i det nordlige Gansu et ganske kvalificeret bud på et oprindeligt "Dan-Vang".

Den romerske historiker Tacitus, som levede samtidig med Osterby manden, beskriver frisuren som karakteristisk for Suebi folkene i Germanien. Det var den "Suebiske Knude".

For Tacitus, omfatter Suebi Semnones, der er "de ældste og ædleste af Suebi", Langobardi, de syv Stammer i Jylland og Holsten: Reudigni, Aviones, Anglii, Varini, Eudoses, Suarini og Nuitones; Hermunduri ved Elben; tre stammer langs Donau: Naristi, Marcomanni og Quadi, Marsigni og Buri. Derefter er en bjergkæde, og bag denne i afvandingssystemet af Vistula, placerer Tacitus fem stammer i Lugii herunder Harii, Helvecones, Manimi, Helsii og Naharvali; Gothones, Rugii, Lemovii bor langs Østersøen, alle staterne som tilhører Suiones beliggende på halvøen Skandinavien, og endelig de ikke-germanske Aestii, og Sitones og bag Aestii langs Østersøen endnu fortsætter Suiones". Så siger Tacitus: "Her ender Suebia".

Tacitus forklarer:"Suebi består ikke af en enkelt nation, som Chatti eller Tencteri. De optager faktisk mere end halvdelen af Germanien." Det var denne frisure, "Sueber Knuden", som "kendetegnede frie mænd fremfor slaver".

Tilsyneladende byggede Suebia sammenslutningen ikke på afstamning eller sprog. Det må have været en slags politisk eller religiøs sammenslutning.

Men imidlertid, tilbage til Asien.

Sogderne var Yuezhi's mere eller mindre direkte efterkommere. I henhold til den klassiske kilde "Xin Tang Shu", var der fra begyndelsen ni grupper af Sogdere. Det var Kang (Samarkand), An (Bukhara), Cao, Shi2 (Tashkent), Mi, He, Huoxun, Wudi, og Shi4 (Kesh) (Shi2 og Shi4 dækker over forskellig udtale af det samme skrifttegn). Kongen af Kang (Samarkand ) hævdede, at han nedstammede fra Yuezhi, og at hans forfædre havde boet i byen Zhaowu i Gansu nord for Qilian Bjergene. De øvrige otte grupper var skabt af prinser fra Kang.( "Xin Tang shu Chapter 221 part 2, "The Western Regions Part 2", siges det)

Navnet "Kang" kan stadigt genkendes i det sidste led i navnet på byen Sarmakand.

Sogderne boede groft sagt i det nuværende Uzbekistan omkring Sarmakand. Sogdiana blev aldrig en samlet nation, det var en løs sammenslutning af rivaliserende byer. De blev overvundet af nyomvendte muslimer fra Mellemøsten i 705 AD. Muslimerne udslettede adelen efter et mislykket oprør.

I 1220 AC blev yderligere størstedelen af befolkningen slaaet ihjel af Djengis Khans mongolsk-tyrkiske hære.

Alligevel lykkedes det den japansk kinesiske silkroad ekspedition i begyndelsen af 1980'erne at finde en gammel mand i Tadjikistan, som stadig talte sogdisk.

I Xian er fundet ialt tre sogdiske grave, nogle siger fire. Desuden, i 1999 fandt man den rigt dekorerede Yu Hong's Grav i en sydlig forstad til Taiyuan i Shanxi. Den mest kendte er i Xian og tilhører Wirkak og hans hustru Wiyusi. Hans kinesiske navn var Shi Jun. Graven er et sarkofag udformet som et hus, rigt dekoreret med relieffer på alle side. Østvæggen indeholder den mest interessante motiv, som minder om Hermods passage over Gjallar Broen på hans vej til underverdenen for at hente Balder fra de døde.

Wirkak og hans hustru er på vej over Cinvat Broen til det Sogdiske Paradis. Øverst til højre ser man Wirkak og hans hustru feste i Paradiset, over dem ses den Sogdiske Gud Wesparkar, som hilser de afdøde.

Øverst til venstre svæver solguden Mithra over Verden sammen nogle "apsaras", som er en slags engle, og vingede heste. En synder syntes at være i frit fald ned mod vandet. Under broen lurer monstre på de syndere, som vil blive afvist af broens vogtere. På broen antages de afdøde at møde en ung lys kvinde, som vil være personificeringen af deres livs gerninger.

Wirkak og hans hustru døde i en høj alder, efter et langt liv fyldt med fredelige gerninger, handelsrejser og vigtige forhandlinger. På hans sarkofag er ingen antydning af kamp og strid. Og derfor kom de i Paradiset, kan man formode.

Den skandinaviske mythologi indeholder et helt lignende motiv, men så at sige med modsat fortegn.

Efter Balders død påtog Hermod sig at ride til de dødes rige, "Hel", for at udvirke, at han kan komme tilbage til den levende Verden. Hermod kommer til Gjallar Broen, som de afdøde skal passere for at komme til de dødes rige. Her bliver han råbt an af møen Modgun, som vogter broen. Hermod får udvirket, at hvis alle i hele Verden vil græde over Balders død, vil han blive løsladt fra underverdenen.

For Sogderne var Nana en meget vigtig gudinde. I den Skandinaviske gudeverden har hun en mere tilbagetrukken rolle som Balders hustru.

I den skandinaviske mythologi er de dødes Verden på den anden side broen en mørk og skummel skyggeverden. Kun mænd, som dør i deres seng af sot og sygdom, kommer derned. Derimod mænd, som dør for våben vil komme til Valhalla, et muntert og herligt sted, hvor de hver dag vil sidde bænket ved Odins bord sammen med andre helte.

Det syntes som om, at Dan af Asernes Æt engang i fortiden har dyrket den samme ariske religion som Sogderne. Men at de har forkastet den som noget blødsødent overtro. De har degraderet det Sogdiske Paradis til en mørk og skummel underverden. Måske har de skiftet tro, tvungen af tidens barske nødvendighed.

På sogderen Wirkak's sarkofag var også et relief af en dansende gud. (i midten) Den dansende gud's ansigt ligner meget den traditionelle kinesiske "Monkey King" maske (til højre). Det er grimt og med tandpløkkerne stående lige ud af munden.

Den kinesiske myte om "Abe Kongen" fortæller, at han var en gud, som levede i Himlen. Men fordi han var så grim, så smed de andre guder ham ud af himlen. Han kom til Jorden, og der lærte han menneskene at bruge ild, fremstille potter m.m., siger nogle.

Den dansende guds fire arme udstråler fra hovedet, og synes at danne en kors lignende figur med hager, som vi kender den fra historien. Den lille mand forneden synes at holde guden oppe.

Bemærk den stakkel mand, som guden Shiva tramper rundt på. Det er et lignende motiv som på Wirkak's grav. Så mon ikke, at vi kan antage, at figuren på den sogderen Wirkak's grav også forestiller Den Kosmiske Dans. Den, som vi husker i vores kollektive bevidshed som pinsesolen, der danser.

Wirkak's grav har altså træk, der peger mod både Indien, Kina og Skandinavien.

Det er interessant, at de Sogdiske fund fra Kina er rigere end fund fra selve Sogdiana. Man får næsten indtrykket af, at tyngdepunktet for den Sogdiske kultur lå i Kina, og Sogdiana var blot et satelit område.

Et andet Dan Vang kan have været det "Dan Huan", som ifølge - De vestlige områder ifølge "Weilue" og "Hou Han Su" (se klassiske tekter) blev udslettet af Ju Chi. Der var altså et sted, der hed sådan. I "Weilue", beskrives de enkelte kongedømmer i de vestlige områder, ad den nye tredje rute til de Vestlige områder, heriblandt også Dan Huan, som jeg tror, kan være en Dan Vang.:

"23.4 The Kingdom of Danhuan, (Tan-Huan): Sædet for kongens regering er byen Tan Huan, og den ligger i en afstand fra Ch'ang (Xian) 8870 li (1 "li" er omkring 0,41 km. Altså lige knap 3600 km.). Der er 27 husholdninger, 194 individer med 45 personer som er i stand til at bære våben. Der er de følgende embedsmænd : Den ædle Fu-kuo (statens støtte), statsoverhovedet, generalerne af venstre og højre fløj og den ledende oversætter."

Hvordan navnet Dan Huan blev udtalt af de lokale Dan for to tusind år siden er svært at bedømme. Det er først blevet omdannet til nogle gamle kinesiske tegn, dernæst er det blevet bevaret i et par tusind år, medens kinesiske sprog udviklede sig meget. Dernæst er det i moderne tid blevet "alfabetiseret" til "Dan Huan". Men det er rimeligt at udtale det "Dan Hwuan(g)" (dansk udtale).

Dan Huan lå langs den nye tredie rute til vesten, nord om Tien Shan Bjergene og nord om Pamir. Nogle forskere placerer Dan Huan i nærheden af det moderne Urumchi, hovedstaden i Xin Jiang. De meget nøjagtige demografiske oplysninger antyder et ret nært forhold til kineserne.

Men i alle tilfælde, hvis Dan Huan var det eneste og første Dan Vang, må 45 våbenføre mænd siges at være en meget spæd begyndelse, og det er ubetinget gået fremad siden.

Dan Huan's naborige hed Wu Tan Zili, det lyder som den tyske betegnelse for Odin, Wo Dan. Det lå mellem Dan Vang og Wu Sun. I "Hou Han Shu" bliver den blot kaldt Wu Tan. De var åbenbart en slags "Wu-Dan". Bemærk at Xiao Yuezhi's by nær Koko Nor kaldtes "Zilu", som er meget tæt på "Zili".