1. Aserne kom fra Asien

Da jeg kom til Kina for snart 10 år siden, mødte jeg min senere hustru og hendes veninder. De drillede mig med, at jeg drak så meget vand. I ved, europæere drikker vand til maden, og sørger for at få tilstrækkeligt vand, når det er varmt. De kaldte mig "swe-e tung" (dansk alfabetisering), det betyder tung af vand eller fuld af vand. Jeg undrede mig over, at "tung" betyder det samme på dansk og kinesisk.

Så kom jeg til at tænke på en kendt vittighed, der laver sjov med det kinesiske sprog. En politibetjent slår en lommetyv, med en "lang-tung-ting".

Hvad hedder så "lang"? spurgte jeg. Jo, lang hedder "trang". Det var heller ikke helt ved siden af, når noget er langt, er det jo ifølge sagens logiske natur også relativt trangt.

Vand, "swe-e" ( dansk alfabetisering) var også tæt på. Det lyder fuldstændigt som at sige "svede", på fynsk altså, hvor vi ikke udtaler "d", og det har jo også noget med vand at gøre.

Kina kalder sig selv for "Djung Gjår", og det betyder jo rent faktisk "Mid-gård", det sidste led af ordet har endda den samme betydning både på gammel dansk og kinesisk, og det lyder næsten ens.

Alt dette syntes jeg var mærkeligt, dansk og kinesisk skulle jo i teorien være noget så totalt forskelligt, forekom det mig.

Siden da har jeg samlet på ord, citater, historier, alt, som kan illustrere forbindelsen mellem Danmark og Kina i den tidlige historie. Jeg har sorteret, systematiseret, konkluderet og sat det op i nogenlunde logisk orden. Jeg håber, nogen kan få fornøjelse af at læse det.

Den islandske sagaforfatter Snorre Sturlason fortalte, at Aserne kom fra Asien. Asiemændene kaldte han dem. Snorre levede flere hundrede år nærmere de faktiske begivenheder, end vi gør, og navnlig levede han før, den kristne tradition gjorde al historie forud for kristendommen til noget ligegyldigt hedenskab. Mange mundtligt overleverede historier og sikkert også manuskripter må være gået tabt i den tidlige kristne periode. I Snorres og Saxos tid må de overleverede fortællinger om vore forfædre have været meget mere levende.

Så hvorfor egentlig ikke tro dem. De har været seriøse mænd, som omhyggeligt har skrevet ned, hvad de har fået fortalt.

Snorre skrev altså, at Aserne kom fra Asien. I Asien lå, ifølge hans Eddasagn, "Midverden".

Den Normanniske historiker Dudo skrev, at Danerne kom fra Svitjod. Dermed må han have ment Store Svitjod, altså Rusland og de uendelige stepper mod øst.

Danerne, også kaldet Aserne eller Asia-mændene, vides at have forjaget Herulerne fra deres bopladser i Skandinavien, eller i hvert fald nogle af dem. Det fortælles af en græsk historieskriver, Prokopius. De fordrevne Heruler drog sydpå til Romerriget og tjente deres brød som lejetropper. Desværre døde deres konge dernede uden at efterlade sig sønner. Derfor sendte de en deputation tilbage til det gamle land for at hente en ny konge fra den gamle hellige kongeslægt.

For at komme frem til deres slægtninge, de tilbageblevne Heruler, måtte deputationen rejse gennem Danernes land, som var deres eget gamle land. På den tid, før vikingeskibene, må ruten op gennem Skandinavien sandsynligvis være gået op gennem Jylland, henover Fyn, over Store Bælt til Sjælland og videre til Skåne Sverige og Norge.

På Fyn er hovedbyen, Odense, blevet opkaldt efter Asernes hersker, Odin, så det er meget nærliggende at antage, at det var her, Aserne, Danerne, slog sig ned, og at det var herfra Herulerne blev fordrevne.

Den Herulske deputation skulle altså rejse over Fyn for at komme til de tilbageblevne Heruler, som så kan have boet på Sjælland eller i Skåne eller begge dele.

I Jordanes Langobardernes historie fortælles om en Herul konge ved navn Rodulf, lille af vækst, som meget minder om Rolf Krake. Og sagnene om Skjoldungerne og Rolf Krake er nært knyttet til Sjælland og Lejre.

Altså, må det med en nogen sandsynlighed have været sådan, at den heruliske delegation rejste gennem Jylland og over Fyn for at komme til en ø, Sjælland, som stadig var beboet af deres stammefrænder, ledet af konger af den gamle heruliske kongeslægt.

I Valdemars jordebog er landsbyen Herrested på Østfyn omtalt som "Herrulsted". Det vil sige, at det specielle ved dette sted, i modsætning til resten af Fyn, var, at her boede stadig Heruler.

Betegnelsen "-sted" er oftest knyttet til navnestof fra folkevandringstiden, altså 200 til 500 AC. Hvis der havde boet Heruler overalt dengang, ville der ikke have været nogen grund til at kalde en speciel landsby "Herul-sted". Så vi kan antage, at resten af øen ikke længere var befolket af Heruler, og altså, at Aserne, Danerne, slog sig først ned på Fyn.

De opførte en befæstning midt øen, som de kaldte Odinsoye, måske var den omgivet af åen af forsvarshensyn. Udtrykket Odinsoye blev også brugt af Snorre (Flemming Rickfors).

Prøv at sige "Odinsoye" tyve gange efter hinanden, snart vil det komme til at lyde som "Odense".

Snorre fortæller, at "Vodin brød op fra Tyrkland, og med sig havde han en stor skare gamle og unge mennesker, karle og koner, og de havde mange kostelige ting med sig. Og hvor de for over land, blev der sagt meget berømmeligt om dem, så de synes ligere guder end mennesker. Og de standsede ikke færden, førend de kom mod nord i det land, som nu hedder Saxland, der dvælede Odin en lang stund og bemægtigede sig i vidt omfang dette land." Odin satte da 3 af sine sønner til landeværnere over dette land. Vegdegg rådede over Øst Saxland, Beldeg rådede over Vestfal og Seggi rådede over Frakkland. "Fra alle disse er store og mange slægter kommet." skriver Snorre. Han anfører, at Veggdeg var oldefar til Hejngest.

Hvis vi antager, at det var denne Hejngest, som anførte Saxerne i erobringen af England i 450 AC, fører det til, at Odin og hans mænd kan være kommet til Fyn måske 350 - 400 AC. Men det er altsammen meget usikkert. Måske mente Snorre blot at Hejngest nedstammede fra Vegdegg.