Forside DH-Debat
Hovedpunkter i P. J. Buchanans politiske Historie om Oprindelsen til Første Verdenskrig

Hovedpunkter i P. J. Buchanans Politiske Historie om Optakten til Anden Verdenskrig

Indledning - Den Anden Verdenskrig var en Følge af Versailles - De Allierede mister USA - De Allierede mister Japan - Locarno Pagten - Stresa Fronten - De Allierede Mister Italien - Tyskland Militariserer Rhinlandet - Anschluss med Østrig - Munchen Forliget - Danzig Krisen - Krigen - Links og Litteratur -

Indledning

Patrick J. Buchanans bog "Churchill, Hitler and the Unnecessary War - How Britain lost its empire and the West lost the World" fra 2008 handler om de politiske begivenheder i forbindelse med Første og navnlig Anden Verdenskrig. Den er forskellig fra fleste andre beretninger om krigene, som i hovedsagen fortæller om de militære begivenheder. Denne artikel vil fokusere på de politiske forhold omkring optakten til og starten af Anden Verdenskrig, hovedsageligt baseret på Buchanans bog.

Neville Chamberlain i BBC-udsendelse den 3. september 1939
Den berømte BBC-udsendelse den 3. september 1939 kl. 11.00, hvori den Britiske premierminister Neville Chamberlain fortæller nationen at nu har England erklæret krig mod Tyskland. Foto BBC

Udtrykket "unødvendig" krig henfører til at hverken England eller Frankrig - og slet ikke USA - var tvungent ud i krig, fordi de var angrebet af en ond fjende, som ville erobre landene og gøre indbyggerne til slaver. Der var heller ikke tale om at England og Frankrig var tvunget til at forsvare vitale nationale interesser i Polen eller Danzig - Som for eksempel da de i 1956 forgæves forsvarede deres nationale interesser i Suez Kanalen mod Nassers nationalisering - De havde ingen vitale interesser i Polen. Betegnelsen "unødvendig" krig stammer paradoksalt nok fra Winston Churchill.

Indenfor marketing taler man om efterkøbs-rationalisering. For eksempel: En mand ønsker at købe en ny bil. Han læser side op og side ned om fordele og ulemper ved forskellige bilmærker, og jo mere han læser, jo større bliver hans forvirring. I desperation køber han til sidst et andet eller andet mærke, for eksempel en Hyundai. Efter et stykke tid kommer køberen til erkendelse af at han har truffet det helt rigtige valg, Hyundai er bare lige ham. Dette kaldes efterkøbs-rationalisering.

Warszava i 1945 efter krigen
Warszava i 1945 efter krigen. Taylor skrev: "Tjekkoslovakiet blev forrådt. I 1939 blev Polen reddet. Mindre end hundrede tusinde tjekkere døde under krigen. Seks og en halv million polakker blev dræbt, hvilket var bedre - at være en forrådt Tjekke eller en frelst Polak?" Foto Wikipedia - M.Swierczynski - Wydawnictwo Interpress.

På lignende måde - efterhånden som der er gået stadig længere tid siden den katastrofale krig - er der sket en efter-rationalisering af dens årsager og motiverne til at erklære og føre krigen. Blot Anden Verdenskrig kostede omkring 72 mill. døde, formentlig mindst dobbelt så mange sårede og invaliderede samt umådelige ødelæggelser af produktionsudstyr og hele byer. Med så store tab og ødelæggelser er det ubærligt ikke at tro at krigen var nødvendig og uundgåelig, og den blev ført for en stor og ædel sag på humanismens og hele menneskehedens vegne mod en grusom, stærk og aggressiv fjende.

Buchanan har mod til at gå mod strømmen og fortælle en mere nøgtern sandhed. Nemlig at hvis det ikke havde været på grund af navnlig de Britiske politikeres - med Winston Churchill og Chamberlain i spidsen - monumentale politiske fejltagelser, kunne to verdenskriges rædsler have været undgået, og det Britiske Imperium ville ikke være kollapset så pludseligt. Jerntæppet ned igennem Europa og et halvt århundredes undertrykkelse af snesevis af millioner Øst Europæere og Russere ville ikke have fundet sted, og Europas centrale politiske rolle i Verden kunne have været bevaret for mange generationer.

Soldiers graves in Normandy
Benhuset i Douaumont nær Verdun er hvilestedet for 130.000 soldater, foran det er gravsteder for 14.000 soldater. Foto Thomas Schnieders.

Vi plejer at forestille os at Anden Verdenskrig endte med en dyrkøbt sejr over ondskabens fyrste, men - for at foregribe en af Buchanans konklussioner - den kan næppe kaldes en sejr.

England og Frankrig erklærede angiveligt krigen mod Tyskland for at redde Polen fra at blive opslugt og ødelagt et ondt og aggressivt imperium - nemlig Nazi-Tyskland. Men krigen endte med at ikke alene Polen, men også Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Estland, Letland, Lithauen, Jugoslavien og dele af Tyskland blev opslugt af et endnu større og endnu ondere imperium, nemlig Sovjet-Unionen. Det kan man vel dårligt kalde en sejr.

Franz von Papen var den sidste Tyske kansler før Hitler. Han opfordrede de allierede til, i betragtning af Tysklands økonomiske krise under den store depression, at tørre tavlen ren for krigsskade-erstatninger. Men den nye Britiske finansminister, Neville Chamberlain, nægtede og krævede yderligere fire milliarder mark. I forhandlinger stillede han sig dog tilfreds med tre - til parlamentets bifald. Da de tyske forhandlere kom hjem, blev de "mødt på banegården ved en byge af rådne æg og æbler". Papen advarede de allierede om, at hvis Tyske demokrater "ikke fik tildelt en enkelt diplomatisk succes, ville han blive den sidste demokratiske kansler."

I 1937 besøgte den Britiske lord Halifax Adolf Hitler i Berchtesgaden, hvor han overbragte det budskab fra Chamberlain at alle Tysklands klager fra Versailles i Centraleuropa - inkluderet en anschluss med Østrig, en overførsel af Sudeterlandet til Tyskland og en tilbagelevering af Danzig - kunne løses til Tysklands fordel, forudsat det fandt sted på en ordentlig og fredelig måde.

Denne meddelelse fra Halifax understreger et vigtigt forhold i mellem-krigstidens historie: Hitlers dagsorden var ingen overraskelse eller chock for de Europæiske statsmænd. Alle vidste, at enhver tysk nationalist ville kræve de samme justeringer af de grænser, der var fastsat i Versailles. De krav, som Hitler ville stille, var kendt på forhånd og i vid udstrækning accepteret af Europas eliter som en forudsætning for fred.

Halifax besøger Hitler i Berchtesgarden
Halifax besøger Hitler i Berchtesgaden i November 1937. Foto Pinterest.

Men når de ledende mænd hos de Allierede så sådan på det, hvordan kunne det da være at de samme politikere kun to år efter Halifax' besøg i Berchtesgaden erklærede krig mod Tyskland for anden gang i århundredet? Svaret er at de var demokratiske politikere, som var meget følsomme overfor svingende stemninger hos vælgerne. Alle familier i England og Frankrig havde mistet en søn, en fader, en broder eller onkel i krigen mod Tyskland; vælgerne var nemme at ophidse til en hård kurs mod Tyskere.

I 1939 var Stalins Sovjet-Union i krise. Hans socialistiske system kunne ikke levere varen, og hans magt blev kun opretholdt med terror. Han havde ladet det meste af det Russiske officierskorps, de fleste af hans gamle partikammrater fra 1917 og millioner af andre henrette. Hvor ringe den folkelige støtte til hans politik var, kan aflæses af, at da Tyskerne angreb i 1941 overgav de Russiske soldater sig i hundretusindvis uden kamp. At Tyskerne derefter lod dem sulte ihjel er en anden sag.

Stalin blev reddet på kanten af afgrunden. Da Sovjet-Unionens værste fjender, Tyskland, England og Frankrig gik i struben på hinanden med de Engelsk-Franske krigserklæringer mod Tyskland i September 1939, må der have været fest i Kreml med kaviar og champagne.

Den Anden Verdenskrig var en Følge af Versailles

Buchanan skriver: "Med traktaterne fra Versailles, St. Germain, Trianon og Neuilly havde de Allierede i Paris lavet en giftig bryg for Europa. For Amerika havde de fjernet enhver moral fra Den Store Krig. Da Wilson kom hjem med en fred, der nægtede de besejrede deres selvbestemmelsesret, var det en hån mod hans fjorten punkter. Det var en fred, som respekterede de hemmelige traktater, som han fordømte, og udvidede de Britiske, Franske og Italienske imperier med en million square-miles og snese af millioner af undersåtter, derfor konkluderede Amerika, at deres 116.000 sønner døde forgæves."

Politisk satire over Versailles Traktaten
Politisk satire over Versailles forhandlingerne i Daily Herald 17. Maj 1919. Tegning Will Dyson.

"Lloyd George fornemmede den tragedie, som de Allierede havde sat på skinner" - "Han trak sig tilbage til Fontainebleau i den sidste uge af Marts og skrev en af århundredets mest profetiske dokumenter: "Man kan fratage Tyskland dets kolonier, reducere dets væbnede styrker til en simpel politistyrke og dets flåde til en femte rangs nations størrelse; lige meget hvad vil det i sidste ende føle, at det er blevet uretfærdigt behandlet i freden af 1919, og det vil finde midler til streng gengældelse mod dets erobrere - uretfærdighed og arrogance, udvist i triumfens time, vil aldrig blive glemt eller tilgivet. Jeg kan ikke forestille mig nogen større årsag til en fremtidig krig end den at det Tyske folk, der helt sikkert har vist sig som en af de mest energiske og kraftfulde racer i Verden, skulle blive omgivet af en antal små stater, hvoraf mange af dem består af folk, der aldrig tidligere har udvist evne til at opretholde en stabil regering, men som hver især indeholder store masser af tyskere, som højlydt kræver genforening med deres fædreland."

Georges Benjamin Clemenceau
Georges Benjamin Clemenceau, premierminister af Frankrig, også kendt under navnet "Tigeren" - den mest indflydelsesrige og konsekvente hardliner ved Versailles forhandlingerne. Foto Pinteret

Buchanan fortæller videre: Lloyd George advarede mod den polske korridor, der delte Tyskland i to: "Den Polske kommissions forslag om at placere 2,1 millioner Tyskere under kontrol af et folk, der er af anden religion, og som aldrig har vist kapacitet til stabilt selvstyre i hele sin historie, må efter min mening før eller siden føre til en ny krig i Østeuropa."

John Maynard Keynes forlod konferencen i Versailles i utide og rejste hjem og skrev "The Economic Consequences of the Peace" som blev en best-seller i hele Verden. Han skrev at Tyskland var blevet lovet en fred på basis af præsident Wilsons fjorten punkter, og de Allierede havde svigtet dette løfte til fordel for en Versailles Traktat, der fordømte Tyskerne som de skyldige i krigen og idømte dem en monsterbøde for dette. Derved havde de Allierede selv lagt grunden til en ny fremtidig krig.

Bogens hovedbudskaber er: For det første at Europa ikke ville kunne trives økonomisk uden et retfærdigt, effektivt og integreret økonomisk system, hvilket det ikke var muligt at etablere indenfor rammerne af Versailles traktatens økonomiske vilkår. For det andet at de Allierede havde svigtet de løfter, som de gav i forbindelse med våbenstilstands-aftalen med hensyn til erstatning, territoriale tilpasninger og ensartethed i økonomiske forhold, idet disse var væsentligt ændret til de Allieredes fordel i selve Versailles-traktaten.

The Economic Consequences of the Peace
"The Economic Consequences of the Peace" af John Maynard Keynes. Foto internet archive.

Keynes fremkom med en grum profeti: "Hvis vi sigter mod forarmelse af Centraleuropa, tør jeg sige at hævnen ikke vil lade vente på sig. Intet kan derefter i særlig lang tid forsinke reaktionens kræfter og revolutionens fortvivlede krampetrækninger, for hvilken rædslerne i den seneste Tyske krig vil blegne til ingenting, og som vil ødelægge civilisation og fremskridt i vor generation, uanset hvem der sejrer."

Videre foreslog han at Europæerne istedet burde stå sammen om at løse det Russiske problem: "Traktaten indeholder ingen bestemmelser for den økonomiske rehabilitering af Europa - intet om at gøre de besejrede centrale magter til gode naboer, intet om at stabilisere de nye stater i Europa, intet om at genvinde Rusland; den fremmer heller ikke på nogen måde en fast solidaritet mellem de allierede selv."

Buchanan skrev: "Når man angriber en konge, skal man dræbe ham, sagde Emerson. I Paris havde de allierede pisket Tyskland og frataget nationen territorium, industri, kolonier, penge - og ære, ved at tvinge det til at underskrive "Krigs-skyld løgnen". Men de havde ikke dræbt det, det var levende, forenet, mere folkerig og potentielt mere magtfuldt end Frankrig, og det befolkning var nu besat af en brændende følelse af at være blevet snydt."

Lloyd George, Keynes, Foch, Smuts, Lansing og Mussolini
Fremtrædende personligheder, som ytrede kritik af Versailles Traktaten.
Foroven fra venstre mod højre: David Lloyd George, Engelsk premierminister - John Maynard Keynes, Engelsk økonom - Ferdinand Jean Marie Foch, Øverstkommanderende for de Allierede ved Vestfronten 1917-18.
Forneden fra venstre mod højre: Jan Christiaan Smuts, Field Marshal og Syd-Afrikansk politiker - Robert Lansing, Amerikansk Secretary of State - Benito Mussolini, Italiensk politiker. Fotos Wikipedia.

Ikke blot Lloyd George og Keynes, men flere andre kunne allerede under selve fredsforhandlingerne se, hvad der ville komme: "Foch: "Dette er ikke fred, det er en våbenhvile i tyve år", og Smuts: "Denne traktat har en giftig atmosfære af hævn, som endnu kan forbrænde det smukke ansigt - ikke af et hjørne af Frankrig, men af Europa." Secretary of State, Lansing, sagde om freden, som han og Wilson bragte hjem: "Versailles-traktaten truer civilisationens eksistens." I Italien advarede den sårede krigsveteran og facistleder Benito Mussolini: "Dilemmaet er dette; traktat-revision eller en ny krig".

De Allierede mister USA

I 1917-18 trådte USA frem for Verden som en stærk militærmagt, måske Verdens stærkeste. "Fra tre hundrede tusinde mænd under våben i 1917 havde det rejst en hær på 4 millioner og transporteret to millioner soldater til Frankrig" - En formidabel teknisk, logistisk og organisatorisk bedrift.

Amerikanske tropper i Paris
Amerikanske tropper marcherer gennem Place de Jena og ned ad Avenue du President Wilson i Paris den 4. juli 1918. USA havde planlagt at sende 4 mill. soldater, som skulle være på plads i sommeren 2019. Imidlertid, Tyskerne smed håndklædet i ringen allerede, da der var ankommet omkring 2 mill. Foto The Atlantic.

Tyskland sluttede fred med det ny Sovjetunionen i Marts 1918 og overførte hurtigt de fleste af tropperne fra Øst- til Vest-fronten. Men den Tyske overmagt blev hurtigt mere end udlignet af tilstrømningen af Amerikanske soldater til denne front. I sommeren 2018 ankom mellem 250.000 og 300.000 amerikanske soldater hver måned. I alt 2,1 millioner amerikanere blev indsat i kampene før krigen sluttede. Det var denne hurtigt voksende og tilsyneladende endeløse tilstrømning af Amerikanere, som tog modet fra Tyskerne og fik dem til at søge om våbenhvile. Hvis Amerikanerne ikke var kommet kunne Tyskerne meget vel have vundet krigen.

Men efter krigen trak USA sig tilbage fra Europa og nægtede at være med i det ny Folkeforbund og der tage tage del og ansvar for håndhævelsen af Versailles Traktaten. Det blev overladt til Europæerne selv at holde Tyskland på plads i Versailles systemet.

Forsyningsdepot
Amerikansk forsyningsdepot ved Montoir i Frankrig i 1918. 18 millioner tons forsyninger blev transporteret fra Amerika eller købt i Europa af det Amerikanske SOS (Service of Supply). SOS nød godt erfaringerne fra bygningen af Panama kanalen, som også var en meget udfordrede logistik-opgave. Mange ingeniører og planlæggere blev overført mere eller mindre direkte fra Panama projektet til projektet med forsyninger til krigen i Frankrig. Foto St. Mihiel Trip-wire.

I løbet af og umiddelbart efter første verdenskrig lånte Amerika's Europæiske allierede 10.350 milliarder dollars (184.334 milliarder i 2002 dollars) fra US Treasury. Disse midler blev hovedsagelig brugt til at købe ammunition, fødevarer, bomuld og andre krigsrelaterede varer i USA. De Allierede var fuldstændig afhængige af Amerikanske forsyninger.

De omfattende Amerikanske leveringer repræsenterede en støtte til den svagere part i den Europæiske borgerkrig. Det var en meget lignende politik som Storbritainien havde ført i århundreder i forhold til det Europæiske kontinent, blot ført med finansielle midler. Netto-effekten af de store Amerikanske lån var at krigen blev holdt igang i længere tid end den ellers ville have gjort, og Europa blev trukket endnu længere ned i moradset. Samtidig undgik USA at blive impliceret i de hårde kampe indtil sommeren 1918.

Amerikansk bygget havn ved Nantes opført af SOS (Supply of Service)
Amerikansk bygget havn ved Nantes opført af SOS (Supply of Service) i Frankrig i 1918. 18 millioner tons forsyninger blev transporteret fra Amerika eller købt i Europa af det Amerikanske SOS, som også byggede fire komplette havne med 23 kajpladser og mere end 16.000 værksteder, barakker og varehuse herunder 200 hospitaler. Foto St. Mihiel Trip-wire.

Præsident Wilson vendte hjem fra Paris og forelagde personligt Versailles-traktaten for Senatet i juli 1919 til ratifikation. Wilson, en demokrat, appellerede til det republikansk kontrollerede senat om at at godkende pagten: "Efter vor opfattelse er Traktaten blevet til uden bagtanker, men ved Guds hånd. Vi kan ikke vende tilbage," insisterede han. "Drister vi os til at afvise den?" spurgte han senatorerne, "og få Verdens hjerte til at briste?"

Lederen af Senatets flertal, Henry Cabot Lodge, var imod traktaten, specielt afsnittet om Folkeforbundet: "Vi vil en gang for alle opgive og fortabe den store politik om "ingen indblanding i alliancer", som denne Republiks styrke har været baseret på i hundrede og halvtreds år." Hvilket minder om "the Splendid Isolation", som Briterne havde håndhævet i flere hundrede år i forhold til resten af Europa.

Amerikansk Politisk satire fra 1919
Amerikansk Politisk satire fra 1919. "Hvis vi var i Folkeforbundet" Onkel Sam står ved landgangen og overværer sårede, invaliderede og døde soldater gå fra borde. John Bull råber fra dækket: "Hej Sam! Send me over a new army!" Foto Library of Congress. Tegning Winsor McCay.

Men Wilson fik ikke det to-tredie-deles flertal, som var nødvendig for traktatens vedtagelse. Offentligt gik de fleste demokrater sammen med Wilson, men privat var mange mere skeptiske. Republikanerne var generelt imod traktaten.

Senatets beslutning, eller manglende beslutning, afspejlede holdningerne blandt de Amerikanske vælgere. Som Amerikaner genkalder Buschanan de politiske stemninger fra hans ungdom: "Måske var dets (Storbritaniens) største tab dets omdømme og troværdighed hos det Amerikanske folk. Den Britiske propaganda havde overbevist os om, at Tyskerne var dyr, og vi måtte slutte os til den gode krig for en ny verden, hvor Preussisk militarisme aldrig igen kunne true menneskeheden. Men efter at Versailles (traktaten) havde forstørret det Britiske imperium med 950.000 kvadratkilometer, og de Allierede misligeholdt deres krigsgæld, medens de gjorde nar af onkel Sam og kaldte ham "onkel Shylock", kom Amerikanerne til at tro, at de var blevet ført bag lyset og var blevet narret."

Montage af Amerikansk lokomotiv i Frankrig i 1918
Montage af Amerikansk lokomotiv i Frankrig i 1918. USA leverede 1.500 lokomotiver, 18.000 køretøjer og 1.600 km. jernbanespor til krigen i Frankrig. Foto St. Mihiel Trip-wire.

Selvom Amerikanere i almindelighed taler Engelsk, betød det ikke at de alle følte sympati med England og dets allierede. Tysk-amerikanere følte at deres fædreland var blevet behandlet alt for hårdt. Italiensk-amerikanere følte at Italien burde have fået tildelt mere territorium. Irsk-amerikanere kritiserede traktaten for ikke at behandle spørgsmålet om Irsk uafhængighed. Diehard amerikanske isolationister var bekymrede for udsigten til et permanent globalt engagement.

Efter den Amerikanske faneflugt havde de Allierede ikke længere den samme industrielle og politiske overmagt i forhold til de besejrede nationer, som de havde ved våbenstilstanden i November 1918.

De Allierede mister Japan

Buchanan skriver: "I 1921 var Storbritannien stadig den første stormagt på Jorden, men dets stategiske situation var blevet forringet, Tyskland var blevet besejret, afvæbnet og forarmet, men Rusland, Storbritanniens allierede i den store krig, var væk. Amerika, hvis mad, ammunition og lån havde muliggjort de Allieredes krigsindsats, indtil to millioner Yankies ankom til Frankrig, havde afvist Versailles, nægtet at slutte sig til Folkeforbundet, nedrustet og var vendt tilbage til neutralitet."

To Japanske Kobo-klasse destroyere, Ume og Kusunoki, ved kaj i Marseilles måske i 1917. De var en del af en eskadre af Japanske eskorte-skibe i Middelhavet som havde til formål at støtte de Allierede konvoj indsats. På sit højdepunkt omfattede den 17 skibe under admiral Kozo Sato på flagskibs-krydseren Akashi. Den afsejlede fra Singapore 11. marts 1917. Foto The Wellington Trust. Billedet er digitalt farvelagt.

"Dog havde Storbritannien stadig den mest magtfulde nation i Asien som allieret, og den Anglo-Japanske alliance havde bevist sit værd i krig. Japan havde rullet Tysklands besiddelser i Kina og Stillehavet op. Dets krigsskibe havde eskorteret Ansac-tropperne til de Europæiske slagmarker. Dets dominans på havet i Fjernøsten frigjorde Britiske krigsskibe til at operere i hjemlige farvande for at forsvare sig mod den Tyske Højsø Flåde."

Den Kejserlige Japanske Flåde tog sig af eskortering af konvojer på vej til Europa fra Australien, Indien og New Zealand under Første Verdenskrig. Den fik effektivt overladt det primære ansvar for Stillehavet og Fjernøsten, medens størstedelen af Royal Navy var engageret andetsteds. Den Japanske Flåde hjalp endda med at opretholde Britisk styre i Singapore ved at assistere med at nedkæmpe et masse-mytteri af Indiske Sikh-soldater i denne by i februar 1915 efter at have reageret på et nødkald over radioen fra garnisons-kommandøren.

I 1921 var Lloyd George vært for Imperie-konfererencen i London. Det store spørgsmål var om det Britiske Imperium skulle forny alliancen med Japan. Det blev kompliceret af at imperiets store kreditor, USA, havde stillet det ultimative krav at den skulle annulleres. USA tilbød ikke nogen alliance eller andre løfter til gengæld.

Britiske soldater går i land for at assistere Japanske tropper med at indtage den Tyske koloni Qingdao i Kina i 1914.
Vilkårene i den Anglo-Japanske alliance forpligtgede ikke Japan til at gå i krig. Et sådant træk var kun nødvendigt, hvis Storbritanniens Asiatiske kolonier blev angrebet. Men Tokyo så en chance. Inden for få timer efter den Britiske krigserklæring den 4. august 1914 tilbød den japanske udenrigsminister, Kato Takaaki, at deltage i krigen til støtte for Storbritannien, forudsat at Japan fik lov til at tage det Tyske Asiatiske Stillehavsområde til sig selv.
Den Japanske angreb på Qingdao blev støttet af Royal Navy og en brigade af den Britiske hær, som omfattede 2. Bataljon South Wales Borderers og 36. Sikh. Photo Illustrated War News.

Forsamlingen kendte ganske godt forskellen mellem Japanere og Englændere. Buchanan citerer Lord Curzon: "De er rastløse og aggressive" - "ligesom tyskerne i mentaliteten" - "Japan er overhovedet ikke en altruistisk magt" og Lloyd George: "De har muligvis ikke nogen samvittighed"

Men fordelene ved alliancen var indlysende. Med bolsjevikkerne ved magten i Rusland, havde Storbritannien en allieret og våbenbroder i forsvaret af Indien, Australien, New Zealand, Hong Kong og Singapore, den største flådemagt i det vestlige Stillehav. Desuden havde Japanerne været nidkært trofaste og opfyldt alle aftaler til mindste detalje.

Winston Churchill, de delegerede fra Canada og premierminister Smuts fra Sydafrika insisterede på at USA skulle føjes; men Lloyd George og Stillehavs-nationerne, Australien og New Zealand, der havde noget på spil, ønskede, at alliancen skulle fornyes. "Uden den Japanske alliance ville Storbritanien være en tredjerangs magt i Asien, og hvis Japan skulle gå løs på imperiet, der havde afvist dem, ville Amerika ikke gøre noget for at redde det."

Kaba-klasse destroyer Katsura i Brindisi havn i Italien måske i 1917. Den Japanske eskadre omfattede krydseren Akashi og otte Kaba-klasse destroyers. Disse skibe var designet og bygget i Japan, havde en tophastighed på 30 knob og var specielt designet til oversøisk udstationering og langdistance-eskort.
Den Japanske eskadre tog krigen med den mest dødelige alvor. Ved krigens slutning blev det opgjort at de Japanske krigsskibe havde brugt 72% af deres samlede tid i Middelhavet til søs. I modsætning hertil blev den Franske og Kongelige Italienske marine registreret som havende brugt kun 45% af tiden til søs. Imidlertid, det viste sig at Japanerne også havde brugt mere tid til søs end endog den Britiske marine, som kom ind på andenpladsen med 60%. Photo Wellington Trust. Billedet er digitalt farvelagt.

Buchanan citerer Correlli Barnett: "Ikke at forny alliancen - medførte sandsynligheden for et skift i den Japanske holdning mod det Britiske Imperium fra venskabelighed til fjendtlighed. Den Britiske ambassedør i Tokyo advarede faktisk om at Japan ville blive så krænket og ydmyget af en Britisk afvisning af at forny traktaten at det ville skabe en "holdning præget af vrede og en politik, der tilstræbte hævn."

Den Australske premierminister Billy Hughes sagde: "Nu, hvis Japan bliver udelukket fra familien af de store vestlige lande - og bemærk, at vende ryggen mod traktaten, er bestemt at udelukke Japan - vil det blive isoleret, dets nationale stolthed vil blive såret på sit ømmeste sted." - "Hvad er det egentlige alternativ til fornyelse af traktaten?" - "Svaret er, at der ikke er noget. Hvis Australien blev spurgt, om det ville foretrække Amerika fremfor Japan som allieret, ville det vælge Amerika, men det valg er vi ikke blevet tilbudt."

Ledet af Winston Churchill, som var søn af en Engelsk far og en Amerikansk mor, besluttede flertallet at annullere traktaten. Som mange andre af den Britiske elite, nærede han en romantisk ide om det Anglo-Saxiske fælleskskab på tværs af Atlanten. Det var en ulykkelig kærlighed, som ikke blev gengældt af de Amerikanske vælgere og politikere.

Japanske soldater skyder til måls efter Indiske krigsfanger
Japanske soldater skyder til måls efter tilfangetagne Indiske Sikh soldater, som har bind for øjnene. Sandsynligvis fra 1942. Foto Wikipedia fra Imperial War Museum.

Da det Britiske admiralitet i 1924 krævede flere krigskibe, blev det heftigt imødegået af Chancellor Winston Churchill: "En krig med Japan! Men hvorfor skulle der komme en krig med Japan? Jeg tror ikke, at der er den mindste chance for det i vores levetid." - "Japan er i den anden ende af verden."

Men det skulle vise sig at en krig med Japan var mulig. I 1931 satte Japan sig i besiddelse af den Kinesiske provins Manchuriet med alle dets miner og råstoffer. I December 1941 tog Japanerne Hong Kong, og i Februar 1942 erobrede en numerisk underlegen Japansk styrke Malaya og Singapore og førte mere end 50.000 Briter, Australier og Indere i døden eller til et kummerligt fangenskab.

Locarno Pagten

Locarno Pagten var udtænkt af den Tyske udenrigsminister Gustav Stresemann. Den var et sæt af aftaler mellem Frankrig, Belgien, Tyskland, Storbritannien og Italien, som tilsagde at Frankrig, Belgien og Tyskland gensidigt garanterede deres indbyrdes grænser som bestemt af Versailles Traktaten, hvilket inkluderede Rhinlandet som demilitariseret område og Tysklands accept af Alsace-Lorraine som en del af Frankrig, og Storbritanien og Italien forpligtede sig til at forsvare ethvert af traktatlandene, som måtte blive angrebet af et andet traktatland.

Gustav Stresemann, Austen Chamberlain og Aristide Briand i Locarno i December 1925 - Foto Bundesarchiv - Wikipedia.

Pagten blev underskrevet i den Schweiziske by Locarno i 1925. Den betragtedes som begyndelsen til et nyt og bedre sikkerhedspolitisk system i Europa, og den banede vej for Tysklands optagelse i Folkeforbundet i 1926 samt for tilbagetrækningen af Britiske og Franske styrker fra Rhinlandet. Gustav Stresemann, Austen Chamberlain og den Franske udenrigsminister, Aristide Briand, modtog en delt Nobels Fredspris i 1926 for deres arbejde med Locarno Pagten.

Locarno traktaten var vigtig, fordi den repræsenterede en frivillig Tysk accept af de grænser, som det blev påtvungent af Versailles traktaten. Imidlertid, Locarno beskæftigede sin kun med Tysklands grænser mod vest. De Tyske grænser mod øst var stadig genstand for en betydelig bitterhed. Buchanan skriver: "For ingen tysk politiker kunne acceptere, at Memel, Danzig, Den Polske Korridor og Sudetenland var tabt for evigt til Lithauen, Polen og Tjekkoslovakiet, og overleve."

Hitler taler til rigsdagen i Kroll Opera Huset. Efter Rigsdagsbranden holdt rigsdagen sine møder i operahuset. Foto World War Two Daily.

Da Tyskland nægtede at garantere grænserne mod sine østlige naboer, forsøgte Frankrig at give Polen og Tjekkoslovakiet den sikkerhed, som de krævede, ved at underskrive forsvars-traktater med dem, hvilket 14 år senere skulle komme til at koste Frankrig dyrt.

Allerede i 1934 indledte Frankrig forhandlinger med Sovjetunionen om en forsvarstraktat, som blev godkendt af den Franske Nationalforsamling i 1936. Adolf Hitler, som var kommet til magten i Tyskland to år før, holdt en flammende tale i Kroll Opera Huset i Berlin, i hvilken han fordømte den Fransk-Sovjetiske aftale som en trussel mod Tyskland og som et brud på Locarno Pagten. Samme dag sendte han Tyske Tropper ind i Rhinlandet.

Hitler sagde: "Tyskland anser sig derfor ikke længere bundet af denne opløste (Locarno) pagt - Berettiget af et folks primitive rettigheder til grænsernes sikkerhed og sikring af dets forsvarskapacitet har det tyske rigs regering derfor i dag genoprettet Rigets fulde og ubegrænsede suverænitet i Rhinlandets demilitariserede zone."

Stresa Fronten

Da Hitler kom til magten i 1933, indså Mussolini, at Nazisterne kunne forsøge en voldelig omvæltning af Versailles, som ville bringe freden i Europa i fare, og han foreslog derfor en firemagt pagt. Forslaget var blandt de mere dristige og visionære ideer i denne periode. Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland skulle mødes for at rette op på Versailles' uretfærdigheder for at afværge en ny krig. Buchanan citerer Villari:"Il Duce kastede al sin energi og entusiasme ind i perfektionen af en sådan pagt i 1933. Men den blev afvist af Frankrig, Storbritannien og den pro-franske Lille Entente" bestående af Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien.

Blandt de statsmænd, der i 1933 hældte koldt vand på Ill Duces plan om at skabe et nyt samarbejde i Europa, var Winston Churchill, der lidenskabeligt angreb Mussolini's forslag i House of Commons.

Stærkt foruroliget over det mislykkede Nazistiske kupforsøg i Østrig i 1934, hvorunder kansleren Dollfuss blev myrdet, forsøgte Mussolini endnu engang at skabe et Europæisk samarbejde, der kunne hindre en ny krig. Denne gang havde han lidt mere held med sig. Ifølge Buchanan var Stresa-fronten det vigtigste forsøg på at stoppe Adolf Hitler før Anden Verdenskrig.

Østrigsk Nazi kup mod Dolfuss 1934
New York Times: Østrigsk Nazi kup mod Dolfuss i 1934. Foto Pinterest.

Buchanan fortæller om det mislykkede Nazistiske kup d. 15. juli: "150 Østrigske Nazister stormede statsministeriet i Wien. Det meste af kabinettet, som var blevet advaret på forhånd, var flygtet." - "Men den modige og usentimentale lille Dollfuss nægtede at flygte. På seks tommers afstand blev han skudt i halsen. Medens de jublende Nazister gik på den nationale radio for at annoncere hans aftrædelse, forblødte Dollfuss, ignoreret af sine mordere, den eneste Europæiske leder, som døde en martyrs død i modstand mod Nazismen."

"Sidst på aftenen, i Wagner's Enkes, Cosima's hjem, (i Bayreuth)" - "virkede Hitler nervøs. Han ringede til Berlin, for blot at få fortalt at den Tyske ambassadør i Wien forhandlede om sikker passage for de Nazistiske mordere ud af Østrig. Hitler råbte, at ambassadøren ikke havde sådanne instruktioner. Næsten usammenhængende af raseri gav han Berlin nye ordrer, fyrede sine ambassadører i Wien og krævede, at Frans von Papen blev fløjet til München." - "Papen havde gjort sig til ven med Dollfuss og advaret Hitler om de Østrigske Nazister.

Papen fandt Hitler i en "tilstand af hysterisk ophidselse, medens han rasende forkastede det Østrigske Nazistparti's overilede dumhed ved at have involveret ham i en så vanskelig situation."

"Vi står over for en ny Sarajevo" råbte Hitler.

Adolf Hitler med Winifred Wagner, enke af Richard Wagners søn Sigfried, idet han ankommer til åbningen på Bayreuth Wagner Festival
Adolf Hitler med Winifred Wagner, enke efter Richard Wagners søn Sigfried, idet han ankommer til åbningen på Bayreuth Wagner Festival. Foto Daily Mail.

Det var forståeligt at Hitler var nervøs. Mussolini, som havde været vært for Dollfuss' familie og måtte bringe nyheden om hans død til hans kone, blev rasende og beordrede fire divisioner til Brenner. Il Duce sendte besked til Wien: "Hvis Tyskland invaderer, vil Italien gå i krig."

Medens Italien havde mobiliseret tropper, havde Storbritannien og Frankrig ikke gjort noget.

Mussolini så den umiddelbare fremtid ret klart: "Hitler vil bevæbne Tyskerne og gå i krig - måske endog om to eller tre år. Jeg kan ikke stå imod ham alene - jeg kan ikke være den, der skal marchere til Brenner. Andre skal vise interesse for Østrig og Donau-området - vi skal gøre noget, vi må gøre noget hurtigt."

Den 9. marts 1935 meddelte Herman Gøring en korrespondent fra London Daily at Luftwaffe ville blive en officiel gren af de væbnede styrker. Den næste søndag meddelte Nazisterne, at Tyskland genindførte værnepligten og indkaldte 300.000 mænd for at oprette en hær på 36 divisioner. Dette var de første formelle brud på Versailles.

Italienske tropper ved Brenner i 1934
Italienske tropper ved Brenner i 1934. Foto Dossie Cultura.

Storbritannien og Frankrig begyndte nu at tro, at Mussolini kunne have ret. Med mordet på Dollfuss, det mislykkede Østrigske kup i tankerne og Tysk genoprustning på vej blev den Britiske premierminister Ramsay MacDonald og den Franske premierminister Pierre Flandin og udenrigsminister Pierre Laval enige om at mødes med Mussolini i Stresa ved søen Maggiore i Schweiz 11. April 1935.

Buchanan skriver: "Forbigået af mange historikere var dette et kritisk møde i mellemkrigstiden. For i 1935, som Oxfords R.B.McCallum har skrevet, fastholdt Italien, med sin militære kraft og stærke og virile regering, magtbalancen i Europa." Ved afslutningen af Stresa-konferencen blev udsendt en erklæring, som fordømte Tysk genoprustning som en overtrædelse af Versailles samt en bekræftigelse af de tre nationers støtte til Locarnos principper.

Men der var en orm i enighedens æble. Briterne var svigefulde, de havde andre planer. Da Flandin i Stresa erklærede, at hvis Hitler begik endnu en overtrædelse af Versailles, ville Frankrig mobilisere, og Mussolini opfordrede til endnu stærkere fælles handling, nægtede Englænderne, MacDonald og Simon, at påtage sig nogen forpligtigelse.

Pierre laval, Mussolini, Ramsay MacDonald and premier Pierre Flandin i Stresa April 11. 1935
Pierre Laval, Benito Mussolini, Ramsay MacDonald and premier Pierre Flandin i Stresa April 11. 1935. Foto herodote.net.

De afslørede deres sindelag få måneder efter Stresa mødet. Den 18. juni underskrev Tyskland og Storbritanien en flådeaftale, der tillod Tyskland at bygge en flåde på 35% af Royal Navy og en ubådsstyrke svarende til Storbritanniens. Dette var i strid med Stresa såvel som Locarno og Versailles.

Hitler blev opstemt. En flådeaftale betød at en alliance var mulig. Lige siden han havde kæmpet mod "Tommierne" på Vestfronten havde Hitler drømt om en Anglo-Tysk alliance.

Men Benito Mussolini blev rasende, da han hørte disse nyheder, og desværre for Italien overbeviste han sig om, at Hitler ikke kunne stoppes længere, og derfor måtte han ride på bølgen.

De Allierede Mister Italien

Italiensk territorie-gevindst ifølge London Traktaten fra 1915
Ved London konferencen i 1915 blev Italien lovet Sydtyrol, Istrien, Trieste, Nord-Dalmatien og de fleste af de Dalmatiske øer efter en Allieret sejr i Første Verdenskrig. Sydtyrol er ikke vist på dette kort. Wikipedia.

Forholdet mellem Rom og London var anstrengt lige fra starten. Efter at have forladt Triple Alliancen i 1914 og erklæret sig neutralt, blev Rom lokket ind i krigen på den Allieredes side af Briterne, som tilbød Rom mere end Berlin kunne. I den hemmelige 1915 London Traktat var Italien blevet lovet Sydtyrol, Istrien, Trieste, Nord-Dalmatien, de fleste af de Dalmatiske øer, et protektorat over Albanien samt accept af Italiens besiddelse af Dodekaneserne. De fleste af disse områder skulle konfiskeres fra Østrig-Ungarn efter en forventet sejr.

Ø-gruppen Dodekaneserne
I den Italiensk-Tyrkiske krig 1911-1912 fravristede Italien det Osmanniske Rige Libyen og Dodekaneserne, som er en ø-gruppe i Det Ægæiske Hav bestående af 12 øer med Rhodoa som den største. Foto: Storia.

Italiens tab i krigen havde været omkring 460.000 militære faldne. Men de var kommet hjem fra Versailles med kun Sydtyrol, Trieste og Istrien, og mente at de var blevet nægtet den Dalmatiske kyst og havnebyen Fiume. De følte sig snydt.

I 1933 afviste de Allierede et forslag fra Mussolini om at revidere uretfærdighederne i Versailles Traktaten for at undgå en ny krig. Senere, i April 1935, gik de dog med til at danne Stresa Fronten mod Tysk oprustning sammen med Italien; men allerede efter få måneder svigtede Briterne Frontens beslutninger, endog uden først at rådføre sig sig med - eller blot informere - sine Stresa partnere.

For Mussolini betød den Engelsk-Tyske flåde-aftale af Juni 1935, at Storbritannien ikke var en pålidelig alliered. Det perfide Albion kunne nemt lave en aftale med Hitler bag hans ryg, må han have tænkt.

Officielt foto af Mussolini
Officielt foto af Benito Mussolini. Han ledede Italien i 21 år fra 1922 til 1943. Foto Vituzzu wikipedia.

Det blev krisen om Ethiopien i 1936, som fremkaldte det endelige brud mellem Italien og de øvrige Allierede og skubbede Mussolini i armene på Adolf Hitler.

Roden til den Etiopiske krise skal søges i slutningen af 1800 tallet, hvor Berlin-konferencen 1884-85 regulerede den Europæiske kolonisering og handel i Afrika. Alle de mere fordelagtige egne af Afrika var allerede taget af Atlanterhavs-nationerne Spanien, Portugal, England og Frankrig, medens det nyligt skabte kongerige, Italien, måtte tage sig til takke med Libyen, Somalia og Eritrea.

Da Italienerne forsøgte at beslaglægge en af de sidste uafhængige stater i Afrika, Etiopien, fik de en blodtud. Ved Adowa i 1896 besejrede Etiopiske stamme-krigere 4000 italienske soldater og begik unævnelige grusomheder på de fanger, som de tog.

Da de sejrende magter i Versailles i 1919 fordelte det Osmaniske Rige og de Tyske kolonier imellem sig, lod de ikke Italien komme til fadet, til trods for at Italienerne havde mistet 460.000 mænd for de Allieredes sag, hovedsageligt i de hårde kampe i Alperne. Italien og Mussolini nærede en dyb følelse af at have været uretfærdigt behandlet.

I December 1934 viste der sig en mulighed for at få oprejsning og udvide imperiet. En numerisk overlegn Ethiopiske styrke angreb uden varsel og tilsyneladende uden grund en Italiensk forpost ved Wal-Wal. Angrebet blev med nød og næppe afvist. Nu havde Mussolini sin Casus Belli, og det meste af Europa mente, at Italien ville invadere Ethiopien.

Kejser Haile Selassie I af Ethiopien og hans dronning Menen
Kejser Haile Selassie I af Ethiopien og hans dronning Menen ved hans kroning 2. November 1930. Navnet Haile Selassie, betyder "Den Hellige Treenigheds Kraft". Han var oprindeligt født som Tafari Makonnen 23. juli 1892 i provinsen Harrar som søn af Ras Makonnen og hans hustru Yashimabet.
Ethiopien antog kristendommen omkring år 324, kun Armenien blev tidligere kristent. Kongerne betragtede sig selv som efterkommere efter Dronningen af Saba. Foto Largeup.com

Folkeforbundets autoritet var allerede svækket. Da Japan i 1931 besatte det Kinesiske Manchuriet blev det fordømt af Folkeforbundet, men der blev ikke iværksat sanktioner over for Japan, heller ikke da landet i protest mod fordømmelsen forlod Forbundet.

Den Britiske regering ledet af Baldwin stod over for et dilemma. For Britiske idealer kolliderede nu med Britiske interesser. Skulle Storbritannien vende ryggen til Etiopien for at fastholde Italien som Stresa partner mod Tyskland, eller føre an i Folkeforbundet i at brændemærke Italien som en aggressor, pålægge sanktioner og derved miste Italien?

Der var det problem at Ethiopien var medlem af Folkeforbundet, og det var jo netop ideen i dette forbund at undgå krig medlemstaterne indbyrdes.

Haile Selassie, Kongernes Konge og Judas Løve
Haile Selassie, Kongernes Konge og Judas Løve, under kronings-ceremonien med krone, scepter og rigsæble. Foto Largeup.com.

Franskmændene var ikke i tvivl. Allerede i januar 1935 besøgte den Franske udenrigsminister, Laval, Italien og var tæt på at forsikre Mussolini om at Frankrig ikke ville modsætte sig hans planlagte erobring. Til gengæld skulle Italien opgive alle krav på Tunesien og acceptere Fransk overhøjhed der.

Briterne forsøgte at slippe ud af deres dilemma med et kompromis, den såkaldte Hoare-Laval plan. Den indebar at Italien skule have den frugtbare Ogaden slette medens Haile Selassie kunne beholde sit kongedømme i bjergene. Briterne ville afgive et stykke af Britisk Somaliland til Ethiopien for at give landet adgang til havet.

Mussolini var parat til at acceptere planen, og man manglede blot at fortælle Haile Selassie, Kongernes Konge og Judas Løve at han skulle afgive det halve kongerige. Men så var der nogen, som lækkede planen til pressen. Der rejste sig århundredets shitstorm over at man således ønskede at belønne aggression i strid med Folkeforbundets principper. De Britiske og Franske regeringer måtte skrinlægge planen, og de respektive undenrigsministre, Hoare og Laval, måtte træde tilbage. Buchanan citerer Taylor: "Det eneste resultat af dette teater var, at kejseren af Etiopien mistede hele sit rige i stedet for kun halvdelen, som Mussolini oprindeligt havde til hensigt."

Det Italienske angreb på Ethiopien
Det Italienske angreb på Ethiopien. Foto WW2 Needham.

Den Britiske og Franske presse vendte sig mod Mussolini, hånede ham og angreb ham som verdens værste diktator. Socialister og liberale fandt sammen om at dynge forhånelser på den Italienske hersker. Rom-London relationerne gik hurtigt ned ad bakke og i Geneve - ledet af Storbritanien - truede Folkeforbundet med sanktioner, hvis invasionen af Ethiopien gik videre.

I historiens løb havde kolonimagterne Storbritanien, Frankrig, Portugal og Spanien erhvervet deres kolonier med helt lignende metoder, som dem Mussolini anvendte, derfor kunne der virke hyklerisk for aspirerende kolonimagter, som Italien og Japan, at disse oprindelige kolonimagter modsatte sig Italiens annektering af Ethiopien af moralske grunde.

Da en Fransk kvinde antastede Churchill og argumenterede for, at Italien kun gjorde i Etiopien, hvad Briterne havde gjort i århundreder, svarede Churchill "Ah, men du ser, alt dette tilhører den oprindelige fortid, det er låst væk i de gamle, de ugudelige dages limbo. Verden udvikler sig."

Isoleret, besluttede Mussolini at handle hurtigt. Den 3. oktober 1935 sendte Italien en stor hær mod de afrikanske stamme-krigere. Den var udstyret med alle moderne våben, herunder bombefly, der transporterede giftgas. Det var en regulær nedslagtning. "Den moralske indignation var næsten universel", skriver historikeren John Toland.

Mussolini angriber Ethiopien
Mussolini angriber Ethiopien. Daily News.

Seks måneder senere, da Storbritannien og Frankrig henvendte sig til Mussolini og opfordrede Italien til at stå sammen med dem under Rhinlands-krisen, var sanktionerne over for Italien stadig i kraft. Ved at sætte sig på den høje hest i moralsk fordømmelse af en erobring i Afrika, ikke ulig hvad Storbritannien havde gjort i århundreder, havde Storbritannien tabt Italien. Dets diplomati havde skabt endnu en fjende. Og denne fjende kontrollerede de sejlruter i Middelhavet, der var kritiske for forsvaret af Storbritanniens fjernøstlige imperium mod den anden fjende, som det havde skabt, nemlig Japan.

Hitlers ambassadør i Rom, von Hassel rapporterede i januar 1936 at Mussolini betragtede Stresa som "død og begravet" og ønskede at forbedre relationerne: "Hvis Østrig som en formelt ret uafhængig stat - i praksis for skulle blive en Tysk satelit, ville han ikke have nogen indvendinger."

I Milano d. 1. november 1936, proklamerede Mussolini Rom-Berlin-aksen.

Tyskland Militariserer Rhinlandet

Ifølge Versailles-traktaten var Tyske tropper, våben og befæstninger forbudt i Rhinlandet. Dette var for at give Frankrig tid og rum til at møde ethvert Tysk angreb i Tyskland i stedet for i Alsace. Et demilitariseret Rhinland betød, at en Fransk hær ved et krigsudbrud kunne marchere ind og besætte Ruhr, Tysklands industrielle hjerte. Rhinlandet var for Frankrig, hvad Kanalen var for England.

Rhinlandet
Rhinlandet ifølge Versailles traktaten. Ved våbenstilstanden accepterede Tyskland at de Allierede tropper besatte alt Tysk område vest for Rhinen og fire "brohoveder" øst for Rhinen, nemlig Köln, Koblenz og Mainz inkluderet en 30 kilometer radius omkring dem, og Kehl med en 10 kilometer radius omkring den. Desuden blev alt Tysk område vest for Rhinen og en 50 km bred stribe øst for Rhinen erklæret for demilitariseret zone (for Tysk militær). Versailles-traktaten gentog disse bestemmelser, men begrænsede Allierede troppers tilstedeværelse til året 1934.
I 1936 var området således stadig demilitariseret zone, men uden besættelsestropper.
Foto "Churchill, Hitler and the Unnecessary War" af Buchanan.

Det spørgsmål, der udløste Hitlers hidtil dristigste angreb på betingelserne i Versailles var en afstemning i det Franske Deputerkammer, som godkendte en anti-tysk pagt mellem Frankrig og det kommunistiske Rusland, Tysklands dødsfjende. Denne skæbnesvangre lørdag, 7. Marts 1936, i Kroll Operahuset erklærede Hitler, at da Frankrig og Stalins Rusland havde fundet sammen mod Tyskland, havde han en svoren pligt til at handle i forsvar for Fædrelandet. Han erklærede: "Tyskland anser sig derfor ikke længere bundet af denne opløste (Locarno) pagt - Berettiget af et folks primitive rettighed til sikkerhed ved grænserne og sikring af dets forsvars-kapacitet har Det Tyske Riges regering derfor i dag genoprettet Rigets fulde og ubegrænsede suverænitet i Rhinlandets demilitariserede zone."

Re-militarisering af Rhinlandet
Re-militarisering af Rhinlandet. Let bevæbnede Tysker tropper marcherer over en bro over Rhinen ledsaget af musik. Foto Coup de gurle de la rentree

Hitler fremførte at enhver Fransk-Sovjetisk sikkerhedspagt indebar en Fransk forpligtelse til at angribe Tyskland, hvis Tyskland skulle gå i krig med Stalin. Og ethvert Fransk angreb måtte komme gennem Rhinlandet.

Hitler sendte nogle få let bevæbnede styrker ledsaget af militær-orkestre ind i Rhinlandet, hvor de alle steder modtog mængdens jubel. De havde strenge ordrer på omgående at vende om, hvis de mødte modstand.

Buchanan spørger retorisk: "Når vi ser os tilbage, udtrykker vestlige mænd forbavselse over at de Allierede ikke slog til og knuste Hitler her og nu. Hvorfor elliminerede de ikke truslen fra Hitlers Rige på et tidspunkt, da omkostningene i liv ville have været minimale sammenlignet med de snese af millioner, som Hitlers krig senere ville opsluge."

Han fortsætter: Amerika ignorerede Hitlers træk, fordi det havde vendt ryggen til Europæisk magtpolitik. Amerikanerne havde konkluderet, at de var blevet løjet for og svindlet, da de tiltrådte de Allierede sag i 1917. De havde en depression at bekymre sig om. Men hvorfor gjorde Storbritannien og Frankrig ikke noget?

Fransk fort i Maginot linien
Fransk fort i Maginot linien. Foto:Military History Now Wikipedia.

Briterne havde konkluderet, at Keynes og de andre stærke kritikere af Versailles havde ret i deres anklage om at Tyskland var blevet påtvungen en Karthaginsk fred i strid med våbenstilstandens vilkår. Storbritannien blev nu ledet af anstændige mænd med frygtelige minder og dårlig samvittighed, mænd, som var plaget af skyld over det, der var blevet gjort.

Ingen ønskede en ny Europæisk krig. Rædslerne ved Vestfronten var blevet beskrevet i digte og erindringer af dem, der havde overlevet skyttegravene - Og hvad havde det hele været godt for? Selv Churchil skrev: "Den mest komplette sejr som nogensinde er vundet med våben var kke i stand til at løse det Europæiske problem eller fjerne de farer, som skaber krigen."

Lloyd George var ikke blot imod enhver Britisk-Fransk indsats i Rhinlandet, han opfordrede sine kolleger til at prøve at se verden fra Tysklands synspunkt. Selv før denne seneste pagt mellem Paris og Moskva, var Tyskland omgivet af Franske alliancer, som inkluderede Belgien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Nu stod Tyskland også overfor en Stresa Front der omfattede Italien, Frankrig og Storbritannien og en ny Fransk-Sovjetiske alliance, der bragte Tysklands vigtigste industriområde, det uforsvarede Ruhr, i fare. Lloyd George bønfaldt parlamentet om at forstå Tysklands dilemma og argumenterede kraftigt for Hitlers sag i Underhuset: "Frankrig havde bygget de mest gigantiske fæstninger, der nogensinde er set i noget land, hvori de næsten 100 meter under jorden kan du holde en hær på over 100.000, og hvor de har kanoner, der kan skyde lige ind i Tyskland. Men Tyskerne skal forblive uden selv at have en garnison, uden blot en skyttegrav - Hvis hr. Hitler havde tilladt dette at foregå uden at beskytte sit land, ville han have været en forræder imod sit fædreland."
Tværsnit af et fort i Maginot linien
Tværsnit af et fort i Maginot linien. Tegning fra Military History Now.

Heller ikke den britiske elite var bekymret over Tysklands genbesættelse af Rhinlandet. Lord Lothian blev berømt for sin vittige bemærkning, "Tyskerne går jo kun ind i deres egen baghave".

Det er Frankrigs adfærd, der er uforklarligt. Hvorfor var Frankrig lammet? Rhinlandets betydning for Fransk sikkerhed var blevet understreget i Versailles af Foch og Pointcare, som ønskede at indlemme det i Frankrig, og af Clemenceau, som ønskede at omdanne det til en buffer-stat - Hvis Wehrmacht nu var i Rhinlandet, var det ikke USA eller Storbritannien der stod ansigt til ansigt med et Tyskland med 70 millioner indbyggere ledet af en hævngerrig Adolf Hitler. Det var Frankrig.
Tyske soldater marcherer ind i Rhinlandet
Tyske soldater marcherer ind i Rhinlandet. Foto Suddeutche Zeitung.

"Hvad situationen krævede den kritiske lørdag den 7. marts 1936," skriver William Shirer, "var en politi-aktion fra Franskmændenes side for at jage nogle tyske tropper ud, der paraderede ind i Rhinlandet - det var klart selv for en korrespondent i Berlin i denne weekend."

Hvorfor, skriver Buchanan. Når Hitler kun havde sendt tre let bevæbnede batallioner med ordrer om straks at trække sig tilbage, hvis de mødte modstand, var Frankrig, med den mægtigste hær i verden, ikke marcheret ind, sendt Tyskerne på forfjamsket flugt tilbage over Rhin-broerne og stationeret Franske tropper ved floden? Det ville have været en beslutsom handling, der var understøttet af Versailles og Locarno, som Storbritannien var underskriver af, og som det måtte understøtte. Den kunne have forhindret Anden Verdenskrig. Polakkerne og Tjekkerne havde tilkendegivet, at hvis Frankrig handlede, ville de følge trop. Selv Østrig støttede handling. Hvorfor tog Frankrig ikke aktion?

Isac Rosenberg
En af skyttegravenes digtere var Isac Rosenberg. Han skrev:

Three lives hath one life -
Iron, honey, gold.
The gold, the honey gone -
Left is the hard and cold.


Der var andre, som beskrev skyttegravene på vers, heriblandt Rupert Broke, Hedd Wynn, Siegfried Sassoon og Wilfred Owen, alle i de Allieredes skyttegrave, men Tyskeren Erich Maria Remarque's roman "Intet nyt fra Vestfronten" må ikke forglemmes.

Franskmændene mindedes 1923, da de marcherede ind i Ruhr for at tvinge Tyskland til at betale de krigsskade-erstatninger, det var blevet pålagt af Versailles, og som Tyskerne havde misligholdt. Den Franske aktion vakte i den grad Amerikanernes afsky at USA trak deres egne besættelsestropper ud og bragte dem hjem. Størstedelen af verden havde fordømt Frankrig.

"Da den Franske regering debatterede militær aktion, indkaldte den hærens øverstbefalende, general Maunce Gamelin, som spurgte ministrene, om de var klar over, at Hitler havde en million mænd under våben og allerede 300.000 i Rhinlandet, og at ethvert skridt til at genindtage territoriet ville kræve generel mobilisering. Det var en absurd overdrivelse af Nazisternes styrke" - "Da der kun var seks uger til et valg, reagerede regeringen med chok og rædsel."

"De 48 timer efter marchen ind i Rhinlandet var de mest nervepirrende i mit liv," sagde Hitler senere. "Hvis Franskmændene dengang havde marcheret ind i Rhinlandet, ville vi have været nødt til at trække os tilbage med halen mellem benene."

Shirer tilføjer: "Det kunne have været slut med Hitler, hvorefter historien måske havde taget en anden og lysere retning end den gjorde, for diktatoren kunne aldrig have overlevet en sådan fiasko." Hitler selv indrømmede senere: "Et tilbagetog fra vores side, ville have betydet sammenbrud".

Anschluss med Østrig

På konferencen i Versailles havde et amputeret Østrig på 6,5 millioner, uden adgang til havet, anmodet de Allierede om tilladelse til at indgå i en frihandels-zone med et sultende Tyskland. Tilladelsen blev nægtet. I 1931 bad Tyskland, hårdt ramt af inflationen, igen om tilladelse til at danne en Østrigsk-Tysk told-union. Men præsident Eduard Benes fra Tjekkoslovakiet og Storbritannien, Frankrig og Italien nedlagde veto.

Lord Halifax på jagtudflugt med Herman Goering
Lord Halifax på jagtudflugt med Herman Goering ved Schorfheide November 1937 - "Vi burde være på god fod med Tyskland" sagde Halifax i House of Commons. Det var sikkert, hvad de fleste ansvarlige engelsk politikere mente, måske undtagen Churchill. Men de var demokratiske politikere, som var meget følsomme overfor deres vælgeres holdninger og luner. Og vælgere tænker ikke så langt. De havde alle mistet sønner, fædre og onkler i den store krig mod Tyskland for kun 19 år siden, og de har sikkert følt at de forhadte tyskere ikke skulle slippe så nemt. Foto Pinterest.

I 1937 inviterede Herman Gøring den Britiske lord Halifax, som var tæt på den ny prime minister Neville Chamberlain, til en jagt i Tyskland. Ved denne lejlighed skulle han også møde Adolf Hitler i Berchtesgaden. Buchanan citerer Taylor: "Under dette møde overbragte Halifax en besked på Chamberlains vegne. Halifax fortalte Hitler at vedrørende Østrig, Tjekkoslovakiet og Danzig kunne alle Tysklands klager over Versailles i Centraleuropa løses til Tysklands fordel, hvis "vidtrækkende forstyrrelser" kunne undgås."

Halifax fortalte Hitler, hvad han håbede at høre. Storbritannien ville ikke gå i krig for at forhindre en anschluss med Østrig, overførsel af Sudeterlandet til Tyskland eller en tilbagelevering af Danzig, hvis dette blev gjort på en fredelig og ordentlig måde.

"Hvorfor kom Halifax med en sådan besked? Chamberlin var kommet til at mene at ved at rive folk og provinser væk fra Tyskland med en pistol i ryggen, havde de Allierede i 1919 lavet historiske og forfærdelige dumheder." skriver Buchanan. "Og den nye premierminister var klar til at rette op på disse uretfærdigheder."

Buchnan forklarer: "Budskabet, som Halifax overbragte på Berghof, understreger en kritisk pointe i denne periodes historie: Hitlers dagsorden var ingen overraskelse eller chock for de europæiske statsmænd. Alle vidste, at enhver tysk nationalist ville kræve de samme rettelser og justeringer af de grænser, der var fastsat i Versailles. De krav, som Hitler ville stille var kendte på forhånd og i vid udstrækning godkendt af Europas eliter som forudsætning for fred."

Kurt von Schuschnigg
Den Østrigske kansler Kurt von Schuschnigg, på dette tidspunkt 40 år gammel. Efter krigen emigrerede han til USA og blev professor i statsvidenskab ved Saint Louis University. Foto Katana 17.

Efter mordet på Dollfuss var Kurt von Schuschnigg blevet Østrigsk kansler. Han sørgede for at Nazisterne, der havde været involveret i kupforsøget mod Dolfuss blev arresteret og to af dem, som var de egentlige mordere, blev hængt.

Taylor forklarer udviklingen i den Østrigske krise:

I Juli 1936 indgik de to lande en såkaldt "gentleman aftale" - forhandlet af von Papen. Hitler anerkendte Østrigs fulde suverænitet. Schuschnigg anerkendte til gengæld, at Østrig var "en Tysk stat" og erklærede sig enig i at indlemme medlemmer af den såkaldte "nationale opposition" i sin regering.

Hitler antog, at de Østrigske Nazister gradvist ville overtage regeringen og omdanne Østrig til en Nazistisk stat. Men han var tilfreds med, at dette skulle ske gradvist og umærkeligt uden en dramatisk krise.

Imidlertid, i januar 1938 ransagede Østrigsk politi det Nazistiske hovedkvarter, og fandt detaljerede planer for et væbnet oprør. Hitler vidste intet om disse planer, som var forberedt på trods af hans ordrer. Såvidt havde Schuschnigg ret: de Østrigske nazister handlede uden bemyndigelse. Men om Hitler ville undskylde for hans over-ivrige tilhængere var et andet spørgsmål.

Schuschnigg drøftede sagen med von Papen, som var Tysk ambassadør i Wien. Han erklærede sig straks enig i at bringe sagen direkte til Hitler. I Februar var Papen tilbage i Wien med en invitation. Schuschnigg tøvede ikke med at rejse.

Kurt von Schuschnigg og Adolf Hitler
Kurt von Schuschnigg og Adolf Hitler formentlig i Berchtesgaden. Foto Sammlung Kurios.

Den 12. februar ankom han til Berchtesgaden. Men mødet gik ikke, som han havde forestillet sig. Hitler mente altid at angreb var det bedste forsvar; og han fik sit slag ind først. Allerede ved ankomsten blev Schuschnigg straks overvældet med beskyldninger om at hele Østrigs historie var en lang række af landsforræderier, og at han havde undladt at overholde "gentleman aftalen". Det rystede ham og gav Hitler initiativet, og denne forlangte at Schuschnigg skulle gøre Seyss-Inquart, en formodentlig respektabel nationalist, til indenrigsminister og give ham kontrol over politiet og at Østrig skulle koordinere sin økonomiske politik og udenrigspolitik med Tyskland. Schuschnigg rejste forfatningsmæssige indvendinger: han kunne ikke indgå bindende løfter uden den Østrigske regerings og præsidents samtykke. Han blev mobbet af Hitler, tyske generaler, der ventede udenfor, blev dramatisk kaldt ind. Dog, selvom disse metoder var forkastelige, fik Schuschnigg det meste af, hvad han ønskede. Hans forfatningsmæssige skrupler blev respekteret. Seyss-Inquart var ikke værre end andre tyske nationalister, som allerede var i regeringen; og var faktisk en barndomsven af Schuschnigg. Hitler noterede i sin dagbog: "Denne Schuschnigg var et hårdere ben, end jeg først troede".

Anschluss jublende kvinder
Anschluss blev dækket af både den internationale og tyske presse. De utallige fotografier viser store mængder af jublende Østrigere - tilsyneladende flest kvinder, men også mange børn. Dette kan ikke have været iscenesat. På disse fotos er der ingen tvivl om at Østrigere ønskede at være en del af det nye Tyske Rige. De uniformerede mænd her er Østrigsk politi. Foto Hanns Hubmann - Children in History.

Men på en forvirret, tøvende måde, opbyggede Schuschnigg en vrede mod den behandling, som han havde fået i Berchtesgaden, og han besluttede at bruge Hitlers egen metode og arrangere en folkeafstemning og spørge det østrigske folk om det ønskede at forblive uafhængigt - "ja oder nein". Den 8. Marts fortalte han de østrigske ministre om sin plan; den 9. marts meddelte han det til verden. Afstemningen skulle afholdes tre dage senere, den 12. marts. Schuschnigg havde ikke forberedt sig på folkeafstemningen; han havde ikke overvejet, hvordan den i praksis skulle udføres. Hans eneste tanke var at skynde den igennem, før Hitler kunne nå at reagere. Hele verden vidste, at dette var åben trods af Hitler.

Hitler reagerede, som om nogen havde trådt på hans ligtorn. Det stod ham klart at "den evolutionære løsning" var død. Han måtte enten handle eller blive ydmyget. De militære ledere blev hurtigt indkaldt til Berlin. Den tyske hær var endnu ikke udstyret til nogen form for alvorlig kampagne; men der blev udstedt ordrer om, at styrker, som var placeret i nærheden Østrig skulle være klar til at krydse grænsen den 12. marts.

Der blev udarbejdet et brev til Mussolini, som redegjorde for Hitlers forsøg på at nå frem til en aftale med Schuschnigg og sluttede med forsikringen: "Jeg har trukket en endelig grænse - mellem Italien og os. Det er Brenner".

Unge piger hilser Adolf Hitler velkommen til Østrig
Begejstrede unge piger hilser Adolf Hitler velkommen til Østrig. Foto "The history of the Sound of Music".

Mussolini blev lovet at Italien kunne beholde Syd-Tyrol for altid, hvis han ville acceptere Anschluss. Han gengældte med at sende sine bedste hilsener: Østrig interesserede ham overhovedet ikke.

Schuschnigg var nu alene og isoleret. Tidligt på eftermiddagen den 11. marts, besluttede han at udsætte folkeafstemningen. Men dette var ikke længere nok. Gøring fortalte Seyss-Inquart telefonisk at tyskerne havde mistet tilliden til Schuschnigg; han måtte træde tilbage, og Seyss-Inquart skulle tage hans plads. Schuschnigg trådte lydigt tilbge. Seyss-Inquart udnævnte dernæst sig selv til kansler. Han blev derefter - igen telefonisk - bedt om at anmode om Tysk hjælp for at genoprette lov og orden.

Den tyske hær invaderede Østrig, eller rettere marcherede ind til befolkningens generelle jubel og begejstring. Også Hitler drog ind i Østrig om morgenen den 12. marts. I Linz, hvor han havde gået i skole, henvendte han sig til den jublende folkemængde. Da han trådte ud på balkonen i Linz Rådhus, traf han en pludselig og uventet beslutning; i stedet for at oprette en tam regering i Wien, ville han inkorporere Østrig i det Tyske Rige. Seyss-Inquart, kansler for en dag, blev bedt om at udstede en lov, der afskaffede ham selv og Østrig. Det gjorde han 13. marts. Anschluss blev forelagt til godkendelse hos befolkningen i hele Tyskland. Den 10. april stemte 99,08% ja til Anschluss, en ægte afspejling af Tyske følelser.

Unge Østrigske piger hilser en tysk soldat med et begejsret sieg heil
Unge Østrigske piger hilser en tysk soldat med et begejsret sieg heil. Foto Interrogating Ellie.

De tilbageværende allierede, England og Frankrig, var paralyserede over dette klare brud på Versailles, som de dog selv mere eller mindre havde godkendt på forhånd. Det ny forenede Tyskland havde næsten samme befolkningstal og industri-produktion som England og Frankrig sammenlagt - med en lille overvægt til Tyskland. Og hvordan kunne man føre krig for splitte Tyskland og Østrig igen, når mere end 90% af befolkningerne i begge lande lidenskabeligt ønskede at være forenede? Men mange, som havde støttet Hitlers kamp mod den uretfærdige Versailles traktat, brød sig ikke at se kolonner af militære køretøjer rykke ind i et lille naboland, medens Hitler i triumf holdt brandtaler for den jublende mængde.

Munchen Forliget

Munchen forliget var en aftale mellem Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien i 1938, der tillod Tyskland at anneksere Sudeterlandet i det vestlige Tjekkoslovakiet. Dette område var beboet af omkring 3,5 million indbyggere af tysk oprindelse, som nærede et udtalt ønske om at blive en del af Tyskland. Fra de Vestlige magters side var Munchen aftalen et forsøg på undgå krig ved at omgøre de uretfærdige beslutninger, som var truffet i Versailles nitten år før. Gennem de firs år, som er forløbet siden mødet i Munchen, er forliget blevet almindelig fordømt som fej eftergivenhed overfor Hitler.

Østrig, Sudetenland og Danzig
De Tyske klager over Versaillesfreden omfattede - foruden Rhinlandet - især Østrig, Sudetenland, Danzig og Memel.
Østrig var den tysktalende nation, der blev tilbage af det Østrig-Ungarske kejserdømme, efter at Versailles havde skåret alt andet væk.
Sudetenland omfattede 3,5 mill tysktalende, som før Første verdenskrig tilhørte det Østrig-Ungarske kejserdømme. De boede især i bjergene rundt om selve Bøhmen- Moravia. Området er vist på kortet med lys-lilla.
Danzig var en gammel tysk hansestad, som ifølge Versailles traktaten var underlagt Folkeforbundet og administreret af Polen. Idag hedder byen Gdansk.
Memel var også en gammel tysk hansestad, som blev overdraget til Lithauen ved Versailles. Den blev ført tilbage til Tyskland uden kompliktioner i 1939. I dag hedder byen Klaipeda.

Ved freden i Versailles konstruerede sejrherrerne en fuldstændig ny nation, som aldrig havde eksisteret før, nemlig Tjekkoslovakiet, som var en multietnisk stat, der var hjemland for Tjekker, Slovakker, Ungarere, Polakker, Ukrainere og altså også 3,5 mill Tyskere.
Tjekkerne boede i Bøhmen-Moravia (Bøhmen Mæhren) omkring hovedstaden Prag.
Slovakkerne boede naturligt nok i Slovakiet med hovedstad i Bratislava.
Den sydlige del af Slovakiet var hjem for et stort Ungarsk mindretal.
I Techen boede en polsk minoritet.
Det oprindelige folk i Rutenien var en øst-slavisk stamme i slægt med Ukrainere.
Tysk var det internationale sprog i Central Europa før Verdenskrigene og der boede tysktalende overalt, men i Tjekkoslovakiet boede de - som sagt ovenfor - især i Sudetenlandet.
Efter Munchen forliget i 1938 splittedes Tjekkoslovakiet så at sige i sine bestanddele. Sudeterlandet gik til Tyskland, Bøhmen-Moravia (også kaldet Bøhmen Mæhren) blev hurtigt det tyske "Protektorat for Böhmen og Mæhren" og Slovakiet blev en tysk satelitstat. Rutenien erklærede sig selvstændigt, men med Hitlers velsignelse blev det ret hurtigt overtaget af Ungarn. Også Polen tog del i festen i kølvandet af Munchen aftalen. Polen overtog det kulrige Techen. Det sydlige Slovakiet - vist med grønt på kortet - blev også overtaget af Ungarn. Foto Pinterest.

Det lå i kortene at efter aneksionen af Østrig i Marts 1938, ville Hitler vende sin opmærksomhed mod Sudeterlandet. Allerede 28. marts, nogle få uger efter Anschluss, modtog han Sudetertyskerne repræsentanter og udnævnte Henlein, deres leder, til hans "vicekonge". De skulle forhandle med den tjekkoslovakiske regering; og med Henleins egne ord "vi skal altid kræve så meget, at vi aldrig kan blive tilfredse". Bevægelsen skulle forblive lovlig og velordnet; Tjekkerne skulle ikke have nogen undskyldning for at knuse den med magt. Øjensynligt havde Hitler ingen konkrete planer, men ønskede at vente og udnytte de muligheder, som bød sig. Måske Tjekkerne ville gøre noget dumt; måske ville deres allierede, Frankrig, miste tålmodigheden med dem.

Men få måneder efter vendte han på en tallerken og antog en truende aggressiv politik overfor Tjekkoslovakiet. Buchanan spørger retorisk: "Hvad fik Hitler til at vende sig med sådan pludselige vildskab mod Tjekkerne og præsident Eduard Benes og risikere krig med Storbritannien og Frankrig så hurtigt efter sin triumf i Østrig?"
Konferencen i Munchen
Mødet i Munchen. Fra venstre mod højre: Den Engelske premier Neville Chamberlain, Den Franske premier Daladier, den tyske Rigskansler Adolf Hitler, den Italienske statsleder Benito Mussolini, den Italienske udenrigsminister Ciano. Foto Bundesarchieve.

"Den udløsende begivenhed fandt sted to måneder efter Anschluss, mens Hitler stadig fejrede den. Rygterne om en forestående tysk invasion af Tjekkoslovakiet begyndte at flyve. Rygterne var falske, og der er grund til at tro, at Tjekkerne havde plantet dem med Benes' vidende; han beordrede mobilisering. Da rygterne svirrede rundt i Europa, advarede London Berlin om at Storbritannien ikke ville sidde stille i tilfælde af en invasion. Paris og Moskva fornyede deres engagement i Prag. Hitler befandt sig pludselig i en større krise, som han overhovedet ikke selv havde skabt," svarer Buchanan.

Konfronteret med et forenet Europa, blev Hitler tvunget til at afsværge enhver hensigt om at invadere Tjekkoslovakiet. Tyske officerer eskorterede britiske militærrådgivere langs den tjekkiske grænse for at bevise, at der ikke var nogen forberedelser til krig. Da der ikke kom noget angreb, pralede og skrydede tjekkerne med at de havde tvunget Hitler til at trække sig tilbage og dermed vist verden, hvordan man skulle afvise bøllen.

Adolf Hitler kører ind i Sudeterlandet
Adolf Hitler bliver hyldet, da han i en konvoj kører gennem Sudetenlandet, som blev en del af det Tredje Rige efter München Forliget den 1. oktober 1938. Foto bundesarchieve.

"Det var klart for Hitler, at Benes havde nedkaldt krisen ved at ydmyge Tyskland" skrev Tansill. "At blive falskt anklaget af Tjekkiske embedsmænd var for Hitler den ultimative fornærmelse."

Buchanan citerer Henderson, der "troede, at den Tjekkiske provokation og udnyttelse af krisen i maj, og den latterliggørelse, som Hitler blev overdænget med over at have trukket sig tilbage for Tjekkerne, førte direkte til Munchen."

Føreren blev nu grebet af "et brændende, rasende ønske om at gøre op med Tjekkoslovakiet og særlig præsident Benes, som han troede bevidst havde ydmyget ham". Han indkaldte sine generaler og råbte: "Det er min uigenkaldelige vilje, at Tjekkoslovakiet skal fjernes fra landkortet."

På et massemøde i Nurnberg 12. September holdt Hitler en lidenskabeligt tale. Han opregnede Sudetertyskernes klager; insisterede på, at den tjekkoslovakiske regering skulle imødekomme dem. Han fordømte Tjekkoslovakiet som en Fransk klient-stat, der undertrykte de nationale mindretal, specielt Sudetertyskerne. Han beskyldte Benes for at være militaristisk og have en truende adfærd over for Tyskland.

Tjekkisk grænsefort i Sudeterlandet
Tjekkisk grænsefort i Sudeterlandet. Tjekkoslovakiet havde bygget meget stærke grænseforter i de Sudetertyske bjerge, som den tyske generalstab havde stor respekt for. De blev alle forladt uden kamp ved Munchen forliget i 1938. Foto Reddit.

Tjekkoslovakiets politiske støtte smuldrede. Den polske ambassadør i Frankrig fortalte den franske udenrigsminister Georges Bonnet, at hvis Frankrig tog militære skridt mod Tyskland i forsvar af Tjekkoslovakiet: "Vil vi ikke foretage os noget". Den Amerikanske præsident Roosevelt udtalte: "Dem, der forventer hjælp fra De Forenede Stater i tilfælde af krig i Europa, tager fuldstændig fejl."

Chamberlain rejste til Tyskland tre gange. Første gang var få dage efter Hitlers tale i Nurnberg. Han henvendte sig til Hitler og bad om et møde for at finde en løsning for at undgå krig. De mødtes i Berchtesgaden. Hitler insisterede på, at Sudeter-Tyskerne skulle have ret til national selvbestemmelse og til at kunne overføre Sudeterlandet til Tyskland. De Allierede mødtes derefter i London, hvor drøftelserne sluttede med en endelig Britisk-Fransk plan. Storbritannien og Frankrig krævede, at Tjekkoslovakiet overførte alle de områder i Sudeterlandet, hvor den tyske befolkning repræsenterede over halvtreds procent af den samlede befolkning, til Tyskland.

Børn af jødisk afstamning fra Tjekkoslovakiet i tog på vej til England
Allerede dengang så mange, hvor det bar hen. Børn af jødisk afstamning fik lov til at forlade deres lande og familier med Kindertransport; som var et tog med destination Storbritannien. Disse børn varierede i alder fra spædbørn til 17 år og blev placeret hos familier i Storbritannien. Mange så aldrig deres forældre igen. Sir Nicholas Winton hjalp med at redde 669 børn fra Tjekkoslovakiet. Foto filminspector.

Anden gang Chamberlain rejste til Tyskland var til Bad Godesberg 22. September for at forelægge de allieredes plan for Hitler, hvor han fandt at nu ønskede Hitler hele den Tjekkoslovakiske stat opløst, hvilket Chamberlain afviste. Senere samme aften blev Hitler bekymret for, at han var gået for vidt med at presse Chamberlain og ringede til hans hotel-suite og sagde at han ville acceptere kun at annektere Sudeterlandet, og han ville ikke stille krav om andre områder. Han fortsatte med at sige at Tyskland efter foreningen med Sudeterlandet ikke ville stille yderligere territoriale krav mod Tjekkoslovakiet og han ville indgå en kollektiv overenskomst for at garantere grænserne for Tyskland og Tjekkoslovakiet.

Tredje gang Chamberlain rejse til Tyskland var til det endelige møde i Munchen. Hitler havde sendte et ultimatum til Tjekkoslovakiet om at overlevere Sudeterlandet, hvis ikke ville Tyskland angribe. Ved Mussolinis mellemkomst gik han med til at udsætte angrebet og deltage i et topmøde i Munchen, hvor de endelige betingelser blev fastlagt. Det var det berømte og berygtede Munchen forlig.

Længe før han fløj til München til det endelige møde, var Chamberlain kommet til at tro, at det ikke var en krig værd at fastholde Sudeter-Tyskerne under et Tjekkisk styre, som de foragtede. Og selv hvis Storbritannien skulle gå i krig, kunne det ikke forhindre en Tysk annektering af Sudeterlandet. For at gøre en dyd af nødvendigheden, ville han derfor flyve til München og gennemføre en fredelig overførsel.

Sudetertysk Frikorps marcherer gennem en by
Sudetertysk Frikorps marcherer gennem en by. Foto Howlingpixels.

Den brutale sandhed var at Sudeten-tyskerne ønskede at blive genforenet med deres landsmænd og det kunne de ikke blive nægtet for evigt. Og da Storbritannien nu troede, at beslutningen om at udlevere dem til Prag, havde været en stor fejltagelse. Hvorfor udkæmpe en krig for at fastholde en dumhed? Hverken den britiske nation eller imperium," skrev Henderson, "ville have støttet en krig mod Tyskland med det formål at nægte Tyskerne den selvbestemmelsesret, som de Allierede havde prædiket så ivrigt i Paris."

Buchanan citerer Taylor: "Historikere gør en dårlig dags arbejde, når de afskriver forsoningspolitkerne som dumme kujoner." - "De anerkendte, at et uafhængigt og stærkt Tyskland på en eller anden måde skulle indpasses i Europa. Senere erfaringer tyder på, at de havde ret."

Det ville formentlig have været en katastrofe for både Europa og de Allierede at gå i krig for at bevare Sudeterlandet for Tjekkoslovakiet, og i denne henseende var Munchen forliget en klog beslutning. Men tanken var også at forsone sig med Hitler ved at give ham noget af det, som han ønskede og derved fjerne årsagerne til mulige fremtidige krige, og det er på dette punkt at Munchen forliget er blevet kritiseret, ja ligefrem fordømt.

Tyske kvinder byder tyske tropper velkommen i Sudeterlandet den 1. oktober 1938.
Tyske kvinder byder tyske tropper velkommen i Sudeterlandet 1. oktober 1938. Foto bundesarchieve.

Sagen var at en forsoningpolitik kunne have været vellykket i forhold til de demokratiske tyske regeringer før Hitler. Buchanan citerer Alistair Horne: Kort før sin død opsummerede Gustav Streesemann, den højt respekterede tyske udenrigsminister 1923-29, sine forhandlinger med de Allierede: "Jeg gav og jeg gav og jeg gav, indtil mine tilhængere vendte sig imod mig - hvis de havde givet mig blot en indrømmelse, ville jeg have vundet mit folk - men de gav intet - det er min tragedie og deres forbrydelse." Men i 1938 var det for sent at opnå virkelig forsoning. Hitler iscenesatte systematisk de Allieredes indrømmelser, som om de gav efter af frygt.

På tidspunktet for München-forliget talte antallet af Hitlers ofre stadig i hundreder, medens Stalin havde myrdet millioner. Chamberlain og de andre tilhængre af forsonings-politikken frygtede at et Tysk nederlag i en fremtidig krig ville skabe et politisk vacum i Central Europa, som ville blive udfyldt af Sovjtunionen. Og det var jo, hvad der skete.

Buchanan skriver: "Chamberlain havde ret i sin tro på at Sudeterlandet ikke var en krig værd. Han havde ikke ret i sin tro på at han ved at gå på kompromis med Hitler havde købt noget andet end tid, som han burde have brugt til at samle Storbritannien." - "I stedet for at vende hjem og rapportere, at krigen var afværget, men Storbritannien skulle forberede sig på det værste, kom Chamberlain hjem og pralede med at han havde bragt "fred i vor tid" med tilbage.

Neville Chamberlain viser den engelsk-tyske erklæring frem for en folkemængde på Heston-flyvepladsen ved hans ankomst fra München 30. september 1938.
Fred i vor tid - Neville Chamberlain viser den engelsk-tyske erklæring frem for en folkemængde på Heston-flyvepladsen ved hans ankomst fra München 30. september 1938. Han talte til de fremmødte: "Den aftale vedrørende det Tjekkoslovakiske problem, som vi nu har opnået, er efter min opfattelse kun indledningen til en større aftale, som kan sikre freden for hele Europa. I morges havde jeg en snak med den tyske kansler, Herr Hitler, og her er det dokument, der bærer hans navn såvel som mit. Nogle af jer har måske allerede hørt hvad det indeholder, men jeg vil bare gerne læse det for jer:" - "Vi betragter aftalen, der blev underskrevet i går aftes og den Engelsk-Tyske flådeaftale som symboler på vores to folks ønske om aldrig mere at gå i krig med hinanden."

Buchanan citerer sir Harold Nicolson for hans ironiske bemærkning: "Det er svært at sige: "Dette er den største diplomatiske præstation i historien, derfor må vi fordoble vor våbenproduktion for aldrig mere at blive udsat for en sådan ydmygelse."

Hele Tjekkoslovakiets forsvar havde været baseret en række stærke forter i det bjergrige Sudeterland, en slags Tjekkisk Maginot linie, der blev forladt ved områdets overdragelse til Tyskland. Derefter var resten af Tjekkiet i praksis umulig at forsvare. For at kompensere for dette lovede Hitler at han ville indgå en kollektiv traktat, der garanterede grænserne for Tyskland og det resterende Tjekkoslovakiet. Desuden i Bad Godesberg havde Hitler lovet Chamberlain at når han havde fået Sudeterlandet, ville han ikke stille yderligere teritoriale krav. Ingen af disse løfter holdt han, og denne ydmygelse af de Allierede ledere var stærkt medvirkende til den bølge af modvilje mod Tyskland og Hitler, som opstod blandt vælgere i Vesten i 1938-39.

Præsident Hacha af Tjekkoslovakiet møder Adolf Hitler
Præsident Hacha af Tjekkoslovakiet møder Adolf Hitler. Foto Pinterest.

Buchanan citerer Michael Bloch: "Hitlers plan var at provokere en borgerkrig i Tjekkoslovakiet ved hemmeligt at opmuntre løsrivelses-bevægelser i Slovakiet og Rutenien. Tyske tropper ville så gribe ind for at "genoprette ro og orden".

Men der bød sig en anden mulighed: I marts 1939 afsatte den Tjekkoslovakiske præsident Hacha, Benes' afløser, den Slovakiske prime minister Fader Tiso. Tjekkiske tropper rykkede ind i Bratislava og indsatte en ny Slovakisk regering, loyal mod regeringen i Prag. Fader Tiso bad om hjælp hos Hitler, og fik det svar at hvis han ikke erklærede Slovakiets uafhængighed, ville Hitler ikke modsætte sig Ungarns anektering af hele Slovakiet. Derefter erklærede Slovakiet sig uafhængigt og fik hurtigt følgeskab af Rutenien, og dermed var den sidste rest af Versailles traktatens Tjekkoslovakiet opløst. Derefter gav Hitler Ungarerne grønt lys til at anektere Rutenien, men de skulle holde sig fra Slovakiet.

Buchanan beretter: "Præsident Hacha bad om at se Hitler. Gammel og syg blev han inviteret til Berlin ledsaget af sin datter." - "Efter 1 AM blev Hacha præsenteret for Føreren, der mobbede ham i tre timer idet han fortalte ham at Wehrmacht og Luftwaffe forberedte sig på at slå til mod hans land. Efter at Hacha havde haft et tydeligt hjerteanfald, blev han genoplivet af de tyske læger. Lige før kl. 4 underskrev Hacha en erklæring, hvor han "trygt placerede det tjekkiske folks skæbne og land i hænderne på Det Tyske Riges Fører".

Adolf Hitler ved Prag Slot
Adolf Hitler ved Prag Slot. Foto Wikimedia Commons.

Den 15. marts 1939 rykkede den tyske Wehrmacht ind i resten af Tjekkoslovakiet, og fra Prags Slot proklamerede Hitler protektoratet "Bøhmen og Moravia". Derved kunne Tyskland nu råde over de berømte Skoda værker, som havde været det hedengangne Østrig-Ungarns vigtigste våbenproducent. Skoda fremstillede mange forskellige tanks og kanoner af høj kvalitet.

Således blev München-aftalen, Chamberlains karriere's altertavle, søjlen i hans Europæiske politik, lagt i ruiner.

Danzig Krisen

En novemberdag i 1938 gik den sytten-årige Herchel Grynszpan ind på den Tyske ambassade i Paris og skød tredje sekretær Ernst von Rath. Den unge mands familie var blevet frataget al deres ejendom og interneret fra Hamburg til Polen i godsvogne sammen med nogle tusind andre Polske jøder, som levede i Tyskland. En Britisk kvinde, som arbejdede for Røde Kors beretter: "Jeg fandt tusinder sammenstuvet i svinestier. De gamle, de syge og børnene stuvet sammen under de mest umenneskelige forhold." Warsawa truede med at annullere deres pas, hvilket ville gøre dem statsløse og dermed også retsløse. Herchel Grynszpans tante sendte et brev til ham, hvori hun fortalte, hvad der var sket. Han købte derpå en pistol og gik ind i den tyske ambassade i Paris og erklærede at han havde et vigtigt dokument til ambassadøren. Receptionisten tilkaldte Ernst von Rath, og Herchel trak en pistol op fra sin dokumentmappe og skød ham.

Jødisk ejet skobutik morgenen efter krystalnatten
Jødisk ejet skobutik med smadrede ruder morgenen efter krystalnatten. Foto Bundesarchiv Wikimedia Commons.

Da von Rath døde to dage senere, brød helvede løs i Tyskland.

Natten mellem 9. og 11. november 1938 gik nazistiske stormtropper amok, smadrede vinduer, plyndrede Jødiske butikker, nedbrændte synagoger, pryglede og lynchede Jøder. Snesevis forsvandt. Hundredevis blev overfaldet i, hvad der skulle blive kendt som Krystalnatten, natten med de tusinde glasskår.

Kristalnatten var en forbrydelse og en historisk dumhed. Meget af den goodwill, der blev erhvervet ved Olympiaden i Berlin i 1936 og München forliget, som demokratierne stadig troede havde afværget krig, forsvandt som dug for solen, USA kaldte sin ambassadør hjem. "Nazi-behandlingen af Jøderne", skrev Taylor, "gjorde mere end noget andet for at vende den engelske moralske følelse imod Tyskland, og denne moralske følelse gjorde igen det Engelske folk mindre tøvende i forhold til at gå i krig."

Naturligvis, med hensyn til terror og drab nåede Hitler i 1929 ikke Stalin til sokkeholderne, men Tyskerne var nu engang Englands arvefjende.

Som man kunne forvente - efter sin success i Tjekkoslovakiet - rettede Hitler nu blikket mod Danzig. Danzig was 95% tysk. Før Versailles havde byen aldrig hørt til Polen. Danzig var blevet frataget Tyskland i Paris og erklæret en fri by, der skulle administreres af en højkommissær udnævnt af Folkeforbundet for at give Polen en havn mod Østersøen. Da Polakkerne nu byggede deres egen havn, Gdynia, og kunne fortsætte med at bruge Danzig, havde Warszawa ikke længere brug for at regere Danzig. Desuden agiterede de 350.000 Danzigere for en tilbagevenden til Tyskland.

Danzig og Gdynia
Fristaden Danzig og den ny Polske havneby Gdynia. Foto Pinterest

Taylor siger: "Danzig var den mest berettigede af de tyske klager: En by med udelukkende tysk befolkning, som klart ønskede at vende tilbage til riget, og som Hitler kun med vanskelighed holdt tilbage. Løsningen syntes også at være mærkværdig nem. Halifax blev aldrig træt af at sige, at Danzig skulle vende tilbage til Tyskland med garantier for polsk handel."

Chamberlain mente også Danzig skulle returneres. Som Taylor skrev: "Briterne regnede ikke Danzig for noget stort problem, eller, hvis de gjorde, sympatiserede de med den Tyske sag." - "Lord Halifax betragtede Danzig og korridoren som "en absurditet".

24. oktober 1938 gav udenrigsminister Ribbentrop et overraskende tilbud til den Polske ambassadør, Jozef Lipski: Hvis Warszawa ville tillade "Danzigs genforening med Tyskland" og godkende at Tyskland byggede "en eksta-territorial motorvej og jernbanelinje på tværs af korridoren", ville Berlin overlade kontrollen af økonomi og jernbaneanlæg i Danzig til Warszawa og garantere de Polske grænser. Med problemet vedrørende Danzig og korridoren løst, fortalte Ribbentrop til Lipski, kunne en "fælles politik mod Rusland på grundlag af anti-komitern-pagten" komme på tale. Ribbentrop tilbød Polakkerne en Berlin-Warszawa-alliance mod Rusland.

Januar 5. 1939 Hitler inviterede Jozef Beck to Berchtesgaden og med en tålmodighed, som Schussnigg ikke ville have kunnet genkende, forklarede Hitler sit forslag og sluttede med "Forbindelsen med Øst Prøjsen er et lige så afgørende spørgsmål for Tyskland, som forbindelsen til havet er for Polen." - "For Hitlers vedkommende var det et bemærkelsesværdigt moderat krav" skriver den britiske historiker Basil Lidell Hart. Men Beck afviste at forhandle og gav overhovedet ingen indrømmelser.

Danzig i 1930'erne
Danzig i 1930'erne. Foto Pinterest.

Januar 26. 1939 Joachim von Ribbentrop mødtes med den Polske præsident Ignacy Moscicki og udenrigsminister Jozef Beck i Warszawa. Han blev modtaget i Warszawa med den mest udsøgte høflighed. Gæst og værter overgik hinanden i deres forsikringer om vilje til at opretholde fredelige relationer. Men da Ribbentrop vendte tilbage til det tyske forslag, opnåede han i praksis intet.

February 18. 1939 Heinrich Himmler kom til Warszawa. Efter at have mødt viceministerpræsident Eugeniusz Kwiatkowski og Jozef Beck, rejste han igen om natten.

Marts 22. 1939 Polske politiske nøgle-personer mødtes på Warszawas Slot. Til stede var præsident Ignacy Moscicki, Hærens øverstkommanderende Edward Rydz-Smigly, udenrigsminister Józef Beck og viceministerpræsident Eugeniusz Kwiatkowski. Alle var enige om, at Polen ikke ville acceptere det tyske forslag om ekstra-territorial jernbane og vejforbindelse mellem Øst Prøjsen og resten af Tyskland. Dette understreger, at det ikke kun var Josef Beck, som nægtede at føre forhandlinger med Tyskland, men han var sandsynligvis støttet af hele den Polske politiske elite.

Taylor skriver: "Med blind tro på deres egen styrke og foragt for den Tjekkiske blødhed, var de fast besluttede på ikke at give sig en tomme; de troede at dette var den eneste sikre metode til at føre forhandlinger med Hitler på. Desuden, der var et punkt, som Hitler aldrig forstod - selv om de ikke ville samarbejde med Sovjet-Rusland mod Tyskland, var de næsten lige besluttede på ikke at samarbejde med Tyskland mod Sovjet-Rusland. De betragtede sig som en selvstændig stormagt og glemte, at de kun havde opnået deres uafhængighed i 1918, fordi både Rusland og Tyskland var blevet besejret. Nu måtte de vælge mellem Tyskland og Rusland. De valgte ingen af dem. Kun Danzig forhindrede samarbejde mellem Tyskland og Polen. Af den grund ønskede Hitler at få problemet af vejen. Af netop den samme grund fastholdt Beck det i vejen. Det gik ikke op for ham, at dette kunne forårsage en fatal udvikling."

Adolf Hitler og den Polske udenrigsminster Jozef Beck
Adolf Hitler og den Polske udenrigsminster Jozef Beck. Polen, under udenrigspolitisk ledelse af Jozef Beck, ønskede hverken at alliere sig med Tyskland eller Rusland. I modsætning til præsidenterne Schussnigg af Østrig og senere Hacha af Tjekkoslovakiet rokkede han sig ikke af stedet, uanset Hitler lokkede eller truede, og det kom til at koste Polen dyrt.

Marts 26 1939 Efter den endelige opsplitning af den tjekkoslovakiske stat og oprettelsen af protektoratet Tjekkiet og Moravia gjorde Ribbentrop et sidste forsøg på at overbevise Polakkerne - Svaret blev overlevet af ambassadør Lipski på Becks vegne og efterlod ingen mulighed for misforståelser. "Polakkerne ønsker at forblive vores fjender" var Førerens ord noteret af Goebbels.

På grund af nogle ubegrundede rygter, troede Halifax og Chamberlain imidlertid, at Beck var ved at indgå en aftale med Tyskland. "Polen skal garanteres," skrev Chamberlain til sin søster.

Marts 30 1939 En forbavset oberst Beck modtog den Britiske ambassadør, der spurgte, om Warszawa ville gøre indsigelse, hvis Storbritannien gav en ubetinget garanti for Polens uafhængighed i tilfælde af angreb fra Tyskland - Beck accepterede.

Marts 31 1939 Chamberlain annoncerede i "House of Commons" garantien for polsk uafhængighed, idet han fastslog, at Storbritannien ville gå i krig med Tyskland, hvis der var et forsøg på at afslutte polsk uafhængighed.

Denne beslutning var den fatale politiske dumhed, der førte direkte til udbrud af Anden Verdenskrig. Duff Cooper, der var trådt tilbage som first Lord i protest mod München, skrev i sin dagbog: "Aldrig før i vores historie har vi overladt afgørelsen om, hvorvidt Storbritannien går i krig eller ej i hænderne på en af de mindre magter."

Frankrig fulgte Storbritaniens eksempel og garanterede Polsk selvstændighed. Men de Vestlige magter havde ingen muligheder for at bringe tilstrækkelige stridskræfter til Polen. "Sagen er at vi ikke kan redde disse østlige nationer." skrev Sir Maurice Hankey, pensioneret sekretær for Imperiet Forsvar.

Men, desværre, da Warszawa havde fået sin krigsgaranti fra de to store vestlige demokratier, var eventuelle polske indrømmelser udelukket. De nægtede endog mere beslutsomt enhver forhandling med Tyskland.

Pave Pius XII
Den 24. August opfordrede Pave Pius XII til fred, men også til forhandling: "Faren er overhængende, men der er stadig tid. Intet er tabt med fred; alt kan gå tabt med krig. Lad mænd vende tilbage til gensidig forståelse! Lad dem begynde forhandlingerne påny med god vilje - " Man skulle ellers have troet at det ville gøre indtryk på de katolske Polakker. Foto Countdown To WW2.

April 3 1939 Taylor beretter at Josef Beck besøgte London. Chamberlain og Halifax indså, hvad de havde gjort og forsøgte at bringe ham til fornuft, men forgæves. Beck havde mødt Hitler uden at blinke. Han var ikke tilbøjelig til at blive bevæget af Chamberlains og Halifax's venlige overtalelser. Med sin sædvanlige "stormagts" arrogance; var han rede til at gøre den ensidige Britiske garanti til en gensidig forsvarspagt. - "Det eneste grundlag noget land med selvrespekt kan acceptere" . Bortset fra dette var han fortsat hårdnakket stædig. Han "havde ikke bemærket nogen tegn på farlige militære aktioner fra Tysklands side" ; "Der fandt ikke nogen forhandlinger sted" om Danzig; "Den tyske regering havde ikke stillet spørgsmålstegn ved de polske rettigheder i Danzig, og de har for nylig bekræftet dem." Således så godt som antydede han, at Polen gjorde Storbritanien en tjeneste ved at indgå en alliance. Men alliancen, insisterede han, skulle være eksklusiv mellem de to; "fredsfronten" og "kollektiv sikkerhed" forsvandt dermed fra scenen. At udstrække denne aftale til Rumænien ville være meget farligt. Dette ville drive Ungarn i armene på Tyskland; og "i tilfælde af en konflikt mellem Polen og Tyskland, ville den hjælp, som Polen kunne forvente af Rumænien, blive temmelig ubetydelig." Beck var endnu fastere imod enhver tilknytning til Sovjet- Rusland. "Der var to ting, som det var umuligt for Polen at gøre, nemlig at gøre hendes politik afhængig af enten Berlin eller Moskva.

April 13 Chamberlain havde mistet kontakten med virkeligheden. Han begyndte at uddele krigsgarantier til hele Europa. Han informerede et skræmt House of Commons om, at hans majestæts regering havde besluttet at garantere grænserne for Holland, Belgien, Schweiz, Grækenland, Tyrkiet og Rumænien.

To tredjedele af et århundrede senere fremkalder disse krigsgarantier stadig de ord, som Lloyd George brugte, "vanvid" og "dement", skriver Buchanan. I 1939 havde de Allierede ikke styrken til at redde disse lande. Fra 1914 til 1918 var de Allierede kun med nød og næppe i stand til at holde Tyskerne ude af Paris. Siden da havde den Allierede lejr mistet Rusland, USA, Japan, Italien og Tjekkoslovakiet, mens Tyskland havde øget sin styrke med Rhinlandet, Østrig og Tjekkoslovakiet og var nu allieret med Italien, Slovakiet og Ungarn. To millioner Amerikanske soldater havde i 1918 været nødvendige for at få Tyskerne til at give op.

April 24 1939 Hitler annoncerede sin opsigelse af den Anglo-Tyske flådeoverenskomst og - mere alarmerende - sin ikke-angrebspagt med Polen.

I tillid til Storbritannien og Frankrig havde Polakkerne trodset Hitler og nægtet at forhandle. Havde de kendt sandheden - at Storbritannien og Frankrig ville lade dem i stikken - kunne Polakkerne have accepteret Danzigs overførsel til Tyskerne, hvis by det altid havde været, og en forfærdelig krig kunne have været afværget.

April 28 1939 Hitler holdt stadig døren åben. Han fremsatte et tilbud til Polen, hvori han gentog sit tidligere forslag med forsigtigt udeladelse af den tyske invitation til at de kunne deltage i en blok rettet mod Rusland.

Den Polske præsident Ignacy Moscicki
Den Polske præsident Ignacy Moscicki. Som et svar fra en opfordring til fred fra den Amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, forklarede han d. 25 August, hvorfor Polen ikke ønskede at forhandle: "Selv om jeg klart ønsker at undgå, at give udseende af at ønske at vinde ved denne lejlighed ved at fremføre relevante forhold, anser jeg det ikke desto mindre for min pligt at gøre klart, at i den nuværende krise er det ikke Polen, der formulerer krav og kræver indrømmelser fra nogen anden stat. Det er derfor helt naturligt, at Polen bør afholde sig fra enhver handling af denne art." Foto Wikipedia

Maj 5 1939 Beck afviste tilbuddet i en tale i det Polske parlament. Men Tyskerne var stadig overbeviste om, at Briterne ville presse Polakkerne til at forhandle om Danzig, da de mente at de Allierede sikkert måtte have indset, at "Danzig er ikke en Europæisk krig værd". Men der skete intet, ingen talte sammen.

Det er nemt at se at der var behov for at Storbritanien og Frankrig vred armen om på deres Polske allierede og fik dem presset til at være mere rimelige. Men problemet var at de havde tidligere vredet armen om på Tjekkerne og fået dem til at give indrømmelser til Tyskland, og det var deres vælgere blevet meget sure over og stemplet som kujonagtig eftergivenhed overfor Hitler. De Vestlige politikere frygtede at hvis de søgte at presse Polakkerne til at give indrømmelser med hensyn til Danzig, ville de ikke blive genvalgt.

Maj 12 1939 En aftale om gensidig hjælp mellem Frankrig og Polen blev underskreven i Paris af den Polske ambassadør Juliusz Lukasiewicz og den Franske udenrigsminister, Georges Bonnet.

Maj 13 1939 Italiens udenrigsminister Ciano informerede Jozef Beck om at Italien i tilfælde af fremtidige Polsk-Tyske konflikter ville støtte Tyskland.

Den Tysk-Sovjetiske pagt underskrives
Den Tysk-Sovjetiske pagt underskrives i Moskva August 1939. Molotov er ved at underskrive, bag ham til venstre står Ribbentrop og til højre Stalin. Foto Wikipedia.

August 12 1939 Begge parter bejlede til Sovjet-Unionen. I Moskva startede forhandlinger mellem militære delegationer fra Frankrig, Storbritannien og Sovjetunionen. Men de gjorde kun små fremskridt, fordi alle østeuropæiske lande enstemmigt nægtede at lade Sovjetiske tropper passere ind i deres område af frygt for, at de aldrig ville forlade det igen.

August 23, 1939 Tyskland og Sovjetunionen undertegnede den Tysk-Sovjetiske Pagt. Aftalen havde to dele. En økonomisk aftale, ifølge hvilken Tyskland skulle udveksle færdig-fremstillede varer med Sovjetiske råmaterialer. Den anden del var en tiårig ikke-angrebspagt, hvor hver underskriver lovede ikke at angribe den anden. Ikke-angrebspagten indeholdt en hemmelig protokol, der definerede opdelingen af Polen og resten af Østeuropa i Sovjetiske og Tyske interesse-områder.

"Stalin ville have været en fjols hvis han ikke antog Hitlers tilbud," skriver Buchanan, "Hans pagt med Hitler tillod ham at besætte og "bolshevisere" seks kristne nationer og gav den Røde Hær to år til at forberede sig på den kommende krig med Tyskland."

August 25. 1939 I Moskva blev de Sovjetisk-Fransk-Britiske forhandlinger afsluttet uden resultat. En Polsk-Britisk gensidig bistandspagt blev underskrevet i London, hvilket komplicerede Polens forhold til Tyskland yderligere.

Også denne dag havde den Britiske ambassadør i Berlin, Henderson, en samtale med Adolf Hitler. I sin rapport beskrev han meget rammende det Britiske standpunkt: "Samtalen varede en time, idet det var min holdning at den Russiske pagt på ingen måde ændrede Hans Majestæts regerings synspunkt, og at jeg måtte ærligt fortælle ham, at Storbritannien ikke kunne gå tilbage på sit ord til Polen, og at jeg vidste, at hans tilbud ikke ville blive taget i betragtning, medmindre det betød en forhandlet løsning af det polske spørgsmål."

Henderson beskriver meget godt de to forhold, som bragte krigen til Europa. Nemlig at Briterne havde svigtet deres løfte til Tjekkerne ved Munchen forliget, og de Britiske vælgere ville ikke tolerere at deres politikere også svigtede det løfte, som de så letsindigt havde givet til Polakkerne. Desuden, Polakkerne fastholdt Europas kurs mod afgrunden ved benhårdt at afvise enhver forhandling med Tyskland om Danzig - i tillid til de Allieredes løfter.

August 26. 1939 Adolf Hitler ændrede sin ordre, og angrebet på Polen blev udsat til 1. september.

Birger Dahlerus
Gørings ven, den Svenske forretningmand Birger Dahlerus, fløj i Pendufart mellem London, Berlin og Warszawa i et sidste desperat forsøg på at afværge krigen. Men alle forsøg prellede af på Polsk afvisning af enhver forhandling med Tyskland. Da krigen var en kendsgerning udtrykte han sin skuffelse:"Polakkerne saboterer alt". Han sagde at han havde "beviser på at de aldrig havde til hensigt at forsøge at forhandle". Foto Countdown To WW2.

August 31. 1939 Joachim von Ribbentrop ser for sidste gang den Polske ambassadør i Berlin, Jozef Lipski. Men uden succes. Kl. 12:40 gav Adolf Hitler ordre om at angribe Polen næste morgen.

September 1 1939 at 4.45 om morgen indledte Tyskland et angreb på Polen.

September 3 1939 Storbritanien svarede med et ultimatum til Tyskland om at standse de militære operationer, og da det udløb, fulgte en krigserklæring.

Buchanan skriver: "Det var krigsgarantien - der garanterede krigen."

Da den Britiske krigserklæring blev kendt i Berlin, kommenterede Goering til sin tolk Schmidt: "Hvis vi taber denne krig, må Gud se i nåde til os". Albert Speer kommenterede: "Fra mine observationer konkluderede jeg, at denne start af virkelig krig ikke var, hvad Hitler havde planlagt."

Krigen

General Gamelin havde forsikret Polakkerne om, at inden for femten dage efter et Tysk angreb ville fyrre divisioner "størstedelen af den Franske hær" blive dirigeret til angreb mod Tyskland. Men ingen Fransk offensiv kom nogensinde.

Slaget om Westerplatte i Danzig
Det Tyske Slagskib Schleswig-Holstein beskyder den Polske hærs depot på Westerplatte-halvøen i Danzig havn 1. September 1939. Polakkerne holdt ud i syv dage. Foto AP Wikipedia.

Chamberlain havde hele tiden vidst, at hans krigsgaranti var værdiløs. Han betroede sig til den amerikanske ambassadør Joe Kennedy, som skrev i sin dagbog: "Chamberlain siger, at alt er forgæves, det frygtelige er at de kan ikke redde Polakkerne, de kan blot føre en hævnkrig, der vil betyde ødelæggelsen af Europa." Men det var dagdrømme; Storbritannien havde i 1939 kun 4-5 divisioner til sætte ind, hvilket skal sammenlignes med de Franske og Tyske hære, som hver især talte mere end hundrede divisioner.

"Det britiske ståsted i 1939 var uden tvivl heroisk," skrev Taylor, "men det var heltemod hovedsagelig på bekostning af andre."

Buchanan skriver: "Stalin havde set Hitler annektere Østrig, skære Sudetenlandet ud af Tjekkoslovakiet, omdanne Bøhmen og Moravia til et protektorat, Slovakiet til en allieret, genindlemme Memel og begynde at tage aktion mod Polen - uden at blot et skud var løsnet. Stalin vidste: Efter Polen ville det blive hans tur. Det ville betyde en Nazistisk-Bolsjevistisk krig, hvor han måtte stå overfor den tyske værnemagt alene" - "Den 31. marts kom en lettelse for ham. Storbritannien og Frankrig erklærede, at de ville kæmpe for Polen, buffer-staten mellem Rusland og Tyskland. Britiske Tories var blevet garanter for Bolsjevismen. Moskva havde fået gratis, hvad Stalin ville have betalt en czars løsepenge for."
Churchill, Hitler and the Unnecessary War. Wikipedia.
The Economic Consequences of the Peace Wikipedia.
The Economic Consequences of the Peace John Maynard Keynes - archive.org.
The Economic Consequences of the Peace John Maynard Keynes - Online Library of Liberty.
Irreconcilables Wikipedia.
World War I War Debts Encyclopedia.com.
The Services of Supply of the AEF St. Mihiel Trip-Wire.
The Forgotten Ally: Japanese escorts in the First World War The Wellington Trust.
The Stresa Front Wikipedia.
The Maginot Line – 11 Fascinating Facts About France’s Great Wall Military History Now.
The Treaty of London (1915) Fomoso.
Treaty of London (1915) Wikisource.
Berlinkonferencen (1884-85) Wikipedia.
Munich Agreement Wikipedia.
Herschel Grynszpan Wikipedia.
1939 in Poland Wikipedia.
Poland, Germany and the Genesis of World War I Stanislaw Zerko
Birger Dahlerus Wikipedia.
"Churchill, Hitler and the Unnecessary War - How Britain lost its empire and the West lost the World" by Patrick J. Buchanan. - Three River Press New York.

Tilbage til start af artikel

20130224

Passed W3C Validation