Hovedpunkter i P. J. Buchanans politiske Historie om Oprindelsen til Første Verdenskrig

Indledning

Vi pisker os selv som klima-syndere, der er skyld i dårligt vejr i hele Verden. Vi trygler de tidligere koloni-nationer om tilgivelse for den hvide mands historiske racisme og kolonialisme, selvom folkene der netop på grund af kontakten med Vesten - gennem kolonialismen og globaliseringen - fik et enormt teknisk, organisatorisk og kulturelt boost, som de aldrig ville have kunnet skabe, hvis de havde været overladt til sig selv. Vi bebrejder os selv for århundreders, ja årtusinders uretfærdig undertrykkelse af kvinder, selvom samme vestlige kvinder benytter deres nye særstilling til i stort omfang at afvise at føde børn, således at ikke et eneste Europæisk land har en fødselsrate, der vil gøre det i stand til at overleve det 21. århundrede som en etnisk Europæisk nation.

Hvad er der sket med os?

Buchanan skriver: "På et eller andet tidspunkt i det sidste århundrede led den vestlige mand et katastrofalt tab af tillid - til sig selv, til sin civilisation og til den tro, der fødte den."

Del og Hersk

Igennem mange hundrede år var del-og-hersk princippet den dybe strøm i Britisk udenrigspolitik i forhold til resten af Europa, og det var den stadig ved udbrud af både Første og Anden Verdenskrig. Storbritanien ville for ehver pris undgå at en enkel magt skulle blive dominerende på det Europæiske fastland. Dette princip førte landet i krig mod det Franske monarki, Napoleon, Rusland og senest to gange mod Tyskland.

Herefter blev det et vigtigt mål for Britisk udenrigspolitik at væve et net af alliancer rundt omkring det nye Tyskland. I 1907 afsluttede England og Rusland deres rivalisering i Asien, the Great Game, idet Zar Nicolas 2. accepterede den britiske tilstedeværelse i det sydlige Persien og Storbritanien accepterede Russernes tilstedeværelse i den nordlige del. Begge parter enedes om at holde sig ude af det centrale Persien, Tibet og Afganistan. Storbritanien allierede sig med Japan. De støttede - men tog ikke selv del i - en alliance mellem Frankrig og Rusland og indledte hemmeligt et omfattende politisk og militært samarbejde med deres gamle ærkefjende, Frankrig.

Den Britiske Militarisme

Nogle historikere insisterer på, at Storbritannien udkæmpede Første Verdenskrig for at udslette den Preussiske militarisme, der truede med at dominere Europa og Verden. Men når man ser tilbage på de hundrede år fra 1815 til 1914, fra Waterloo til Den Store Krig, synes Tyskland at have været blandt de mindst militaristiske blandt de Europæiske stormagter.

Udbruddet af Første Verdenskrig

28. Juli 1914 afviste Østrig-Ungarn Serbiens svar på deres 10-punkts ultimatum og erklærede krig mod Serbien, og samme nat (kort efter midnat) blev Belgrad bombarderet af en Østrig-Ungarsk kanonbåd, hvilket skulle blive den første krighandling i Første Verdenskrig.

31. Juli 1914 sendte Tyskland et ultimatum til Rusland og krævede at de aflyste deres mobilisering og samme dag et ultimatum til Frankring, hvori de krævede at Frankrig skulle love neutralitet i tilfælde af krig mellem Rusland og Tyskland.

1. August 1914 nægtede den Russiske regering at stoppe sin mobilisering, og Frankrig afviste at erklære sig neutralt, idet den Franske statsminister besvarede ultimatumet ved blot at sige: "Frankrig vil pleje sine egne interesser." . Som respons erklærede Tyskland samme dag krig mod Rusland.

2. August 1914 indtog de Tyske hære det Belgiske Longwy fort nær den Luxembourgske grænse og åbnede derved Frankrig for en massiv Tysk invasion. Det var et led i deres omhyggeligt forberedte Schliffen-plan, som gik ud på - i tilfælde af en tofrontskrig - først at besejre Frankrig med en hurtig knock-out for derefter med alle disponible styrker at vende sig mod det mere langsomt mobliserende Rusland. For undgå at at lade sig forsinke og forbløde foran de stærke Franske forter ved den egentlige Tysk-Franske grænse foreskrev planen at den Tyske hær skulle omgå forterne ved at trænge gennem Belgien og derefter omringe og indtage Paris.

3. August 1914 erklærede Tyskland krig mod Frankrig som respons på landets afvisning af at erklære sig neutralt.

4. August 1914, da Storbritanniens ultimatum til Tyskland - vedrørende krænkelsen af Belgisk neutralitet - udløb, erklærede det krig mod Tyskland.

Derefter fulgte flere krigserklæringer i hurtig rækkefølge og verdenskrigen var derefter i fuld gang.

Var Første Verdenskrig en nødvendig krig? Buchanan citerer den Britiske historiker John Keegan: "Den første verdenskrig var - en unødvendig konflikt. Unødvendigt, fordi den række af begivenheder, der førte til dets udbrud, kunne være blevet brudt på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af de fem uger, der gik forud for de første væbnede sammenstød, hvis forsigtighed eller almindelig godwill havde fundet en stemme."

Han fortsætter: "Havde Østrigerne ikke søgt at udnytte drabet på Ferdinand til at knuse Serbien, ville de have accepteret Serbiens godkendelse af ni af deres ti krav som en oprejsning. Havde Zar Nicholas 2. været mere vedholdende i sin bestræbelse at ophæve sin ordre for fuld mobilisering, ville Tyskland ikke have mobiliseret, og Schlieffen-planen ville ikke have begyndt at udfolde sig automatisk. Havde Kejseren og Bethmann (Tysk kansler) forstået krisens alvor, bare dage tidligere, kunne de have accepteret Greys forslag om at gen-indkalde den seks-magtskonference, der løste Balkan-krisen i 1913. De samme seks ambassadører var alle i London, herunder Tysklands Prins Lichnowsky, en anglophile, der var desperat for at undgå krig med Storbritannien."

Men man kommer ikke udenom at Østrig-Ungarn havde et stort ansvar for starten af den fatale krig. De undervurderede betydningen af Serbiens alliance med Rusland, og de var for ivrige efter at få gang i krigshandlingerne, således at der ikke blev tid til forhandlinger.

Man kan føle mistanke om at hele affæren var en Tysk-Østrigsk diplomatisk intrige, som havde til formål at splitte den Fransk-Russiske alliance - Idet de spekulerede i at Frankrig ikke ville gå i krig for Serbien.

Man kan også mene at det var uklogt af Rusland at indgå en egentlig forpligtigende alliance med en lille nation, som de ikke selv delte grænse med, men som derimod grænsede op til en rivaliserende stormagt. Det bragte dem en krig, som de ikke havde ønsket, og som i sidste ende skulle blive fatal for det Russiske kejserdømme. Moderne stormagter ville i højere grad have foretrukket at støtte sådan en lille nation mere uforpligtigende med penge, våben og "frivillige". Det kan sikkert være lige så effektivt, men langt mindre eksplosivt.

Mobilisering er ikke det samme som åben krig, og man kan tænke at det burde have været muligt at fortsætte forhandlingerne, selv når hærene stod klar overfor hinanden på hver sin side af grænsen. Det er sket mange gange før i historien.

Schlieffen Planen

Tyskland følte i nogen grad at de stod med ryggen mod muren. Den Tyske kronprins Henry bemærkede på sine rejser: "Vort land er overalt ikke meget elsket og faktisk ofte hadet."

Buchanan skriver: "Særlig i Frankrig var det hadet. Kejserens bedstefar - imod råd fra Bismarck - havde indlemmet de Franske provinser Alsace og Lorraine i Tyskland efter krigen i 1871. Den Preussiske generalstab havde overtalt kejseren til at de skulle være knyttet til Tyskland for at holde Frankrig permanent i defensiven. Men tabet af dem havde gjort Frankrig til en dødelig fjende, fast besluttet på hævn."

"Rusland var nu Frankrigs allierede. Og på grund af dets størrelse, ressourcer og befolkning, frygtede Tyskerne, at Rusland snart ville tage lederskab af alle de Slaviske folkeslag. Den tyske generalstab - med en upålidelig allieret i Italien, en smuldrende allieret i Østrig, og et enormt Russisk imperium, der voksede i magt, efterhånde som den anlagde jernbane-spor ind i Polen - foretrak at hvis krig skulle komme, måtte det hellere komme før end senere. Tiden var ikke på Tysklands side. "Fremtiden tilhører Rusland, som vokser og vokser, og som hænger over os som en stadig mere forfærdelig inkubus" sagde (kansler) Bethmann-Holweg. "Om et par år vil der ikke være noget forsvar imod det."

Oprindeligt havde Tyskland en defensiv plan, som var udarbejdet af sejrherren i den Fransk Tyske Krig i 1871, Helmuth von Moltke, der fik sin militære uddannelse på Kadetskolen i København og gjorde tjeneste ved det Danske hof. Senere gik han i Preussisk tjeneste.

Moltkes plan omfattede et forsvar ved Rhinen og en begrænset offensiv i Polen. Han sagde at planen skulle tillade fjenderne at "ødelægge deres hære ved at kaste dem mod de (Tyske) mure af ild og stål."

Imidlertid, Grev Alfred von Schlieffen blev chef for den Tyske generalstab i 1891 og i 1906 knæsatte han den offensive Schlieffen Plan som Tysklands plan i tilfælde af en tofrontskrig. Planen gik ud på at slå Frankrig ud først ved at gå gennem Belgien og derefter vende sig mod det langsomt mobiliserende Rusland; planen blev dermed et kapløb med tiden. Derfor, hvis krig var overvældende sandsynlig, tillod den ikke Tyskland at bruge kostbar tid på forhandlinger, således at Rusland fik tid til fuld mobilisering, hvilket ville gøre Schlieffen Planen ubrugelig.

Tyskland var en industri-nation, som importerede tæt på en trediedel af dets fødevarer. Det kunne vanskeligt tåle en langtrukken krig, der kunne ødelægge dets markeder og afskære dets fødevareforsyninger. Det har sikkert været en vigtig grund til at foretrække en offensiv plan, der kunne afslutte krigen hurtigt.

Buchanan giver ordet til A.J.P. Taylor, som forklarer: "Alle magterne undtagen en kunne mobilisere og alligevel fortsætte med diplomati og holde deres hære inden for deres grænser. Mobilisering var en trussel af høj orden, men stadig en trussel. Tyskerne havde imidlertid kørt mobilisering og krig sammen i et. Schlieffen - selvom han var død - var den virkelige maker af Første Verdenskrig. "Mobilisering betyder krig" var hans idé. I 1914 trykkede hans døde hånd automatisk på aftrækkeren."

Storbritanien går ind i Krigen

Buchanan skriver: "For Storbritannien var Første Verdenskrig ikke en nødvendighed krig, men en krig, som de selv valgte. Tyskerne ønskede ikke krig med Storbritannien, og heller ikke at ødelægge det Britiske Imperium. De frygtede en to-frontkrig imod et frem-voksende Russisk imperium og et Frankrig fast besluttet på hævn for tabet af Alsac-Lorraine i 1871. Berlin ville have betalt en høj pris for Britisk neutralitet."

Den Britiske krigserlæring til Tyskland var en fuld demokratisk beslutning, som med stor sandsynlighed var støttet af et overvældende flertal af de Britiske vælgere.

Buchanan skriver: "I løbet af den weekend (1-2 August) gennemgik det Britiske folks stemning en markant og bemærkelsesværdig ændring. En freds-demonstration planlagt til søndag på Trafalgar Square opløstes. Millioner, der ikke ønskede at gå i krig for Frankrig, var pludselig vildt begejstrede for krig for Belgien. Som Lloyd George observerede: en afstemning den 1. august ville have vist 95% imod krigshandlinger - en afstemning den følgende tirsdag (4. august) ville have resulteret i 99% for."

Nationen Belgien blev skabt i 1815 af Winerkongressen, der ordnede de politiske forhold i Europa efter Napoleonskrigene. Yderligere, Storbritanien, Frankrig og Preussen havde i 1839 indgået en traktat vedrørende Belgien. Men denne traktat gav underskriverne ret, men ikke pligt, til at gribe ind, hvis Belgien blev angrebet. Det var sandsynligvis ikke traktatens intention at en uderskriver-nation skulle handle alene i tilfælde af angreb på Belgien. Storbritanien var således ret frit stillet med hensyn til den kontinentale krig, som blev erklæret i 1914.

Winston Churchill havde ikke meget varme følelser for det lille Belgien. Buchanan citerer Manchester: "Churchill var ligeglad med Belgierne; han mente at deres adfærd i Congo var skammeligt". Desuden havde Churchill selv planlagt at krænke Belgiens neutralitet. "Hvis krigen kom, var Churchill fast besluttet på at krænke Belgisk neutralitet ved at beordre Royal Navy til at blokere Antwerpen for at forhindre, at den blev en destination for varer bestemt for Tyskland."

Buchanan citerer Niall Ferguson: "Hvis Tyskland ikke havde overtrådt Belgisk neutralitet i 1914, ville Storbritannien have gjort det. Dette sætter den Britiske regerings meget-ønskede moralske overlegenhed i kampen for "Belgiske neutralitet" i et andet lys."

Oprindelig var de Britiske ministre og parlamentsmedlemmer ikke indstillet på krig på kontinentet, men det dramatiske omsving i vælgernes holdning og navnlig følelser til fordel for Belgien gjorde sin virkning: "Ved afslutningen af det andet kabinetsmøde søndag (2. august) var et flertal blevet enige om: Hvis Tyskland invaderede Belgien, og Belgierne kæmpede og opfordrede Storbritannien til at hjælpe, betød britisk ære og 1839-traktaten, at det skulle kæmpe. Fem kabinetsmedlemmer var tæt på at følge Burns og trække sig tilbage. Da de ikke så nogen grund der retfærdiggjorde et stort offer af britisk blod og penge i en Fransk-Tysk krig, opfordrede de Lloyd George til at lede dem ud. Havde Lloyd George accepteret dette, og hvis alle seks ministre havde trukket sig mandag, måtte Asquith's kabinet have trukket sig tilbage, hans regering ville være være faldet, og historien ville have taget en anden kurs.

Buchanan citerer Charmley: "Lloyd George var nøglefiguren, og Churchill spillede en vigtig rolle i at vinde hans støtte til en krigserklæring." og fortsætter: "Da Lloyd George blev rådvild, pressede Churchill ham til at tage stilling til spørgsmålet om Belgiens neutralitet. Churchill vidste, at den offentlige mening ville svinge rundt til krig, når tyskerne invaderede Belgien, som de måtte. Han troede, at Lloyd George ville svinge med den. Churchill kendte sin mand."

"Så sent som den 27. juli havde Lloyd George af sig selv sagt, at han "kendte ikke nogen minister, som støttede det (krig)", og tilføjede "Der kunne ikke være tale om at deltage i nogen krig." Men kansleren kunne se Unionisterne forene sig bag Grey og Churchill. Lloyd George havde været imod Boerkrigen, og han ønskede ikke at gentage den smertefulde oplevelse af at "stå op imod en krigsbegejstret befolkning", hvis nationen ville kæmpe, ville han stå sammen med nationen. For Lloyds George vidste, at hvis han ikke gjorde det, ville hans stilling som kronprins i det Liberale Parti, en position han havde brugt i 25 år på at opbygge, blive tabt, sandsynligvis til hans unge rival, "the first Lord". Lloyd George kunne derefter afslutte sin strålende karriere som backbencher i et liberalt parti ledet af Winston Churchill.

Buchanan citerer Niall Ferguson: "Det var en historisk katastrofe - dog ikke for hans egen karriere - at Lloyd George ikke støttede modstanderne af invention på dette kritiske tidspunkt."

Forfatteren til hans biografi, Peter Rowland, skriver: "Sandheden i denne sag var simpelthen, at han ikke ønskede at træde tilbage. I disse sidste dage i juli ledte han efter en "face-saving" formel, der kunne gøre det muligt for ham at forblive som Asquiths næstkommanderende."

1. Bevare Frankrig som en stormagt, som ganske klart kan henregnes til del-og-hersk principet.

2. Britisk ære, "Hvad der bragte regeringsmedlemmerne til at skifte mening og slutte op bag Grey var ikke Frankrig eller en abstraktion som magtbalancen. Det var Belgien." - "I sin tale den 6. august: "Hvad kæmper vi for?" gav Asquith dette svar: Storbritannien havde en pligt, "at opretholde Belgisk neutralitet i lov og ære" og "at hævde princippet - at små nationer ikke skal knuses". Det er jo nærmest rent idealistiske grunde og "I sine erindringer angiver heller ikke Grey som casus belli nogen fare for Britiske interesser, men betragter det som et spørgsmål om national ære," skriver Buchanan. Men netop Grey havde, sammen med Churchill, år i forvejen hemmeligt lovet Frankrig støtte og forberedt overførsel af en hær på 100.000 mand, hvis det blev nødvendigt, og det blev det jo. Derfor må vi tro at den virkelige dybere liggende begrundele var ikke Belgien, men det oldgamle Britiske del-og-hersk princip.

3. Bevarelse af Magt . "Hvorfor trådte de anti-krigs liberale i kabinettet ikke tilbage? Fordi Lloyd George bad dem om at vente. Fordi de frygtede at en splittelse i regeringen ville medføre Asquith regeringens fald og et nyvalg kunne bringe unionisterne, som støttede Grey, Churchill og krig, til magten". Hvilket fortæller os at stemningen blandt de Britiske vælgere var overvejende for krig. Åbenbart mente Lloyd George at en eventuel ny regering ville være endnu mere fast besluttet på krig end hans egen Asquith's regering - der var ikke nogen fredselskende opposition af betydning.

Krigens Gang

Navnlig Briterne indtræden i krigen gjorde den til en virkelig Verdenskrig. Sammen med dem kom soldater fra Storbritaniens dominions, Canada, Australien, New Zealand og Indien. Men også Frankrig mobiliserede deres Nord-Afrikanske kolonier.

Allerede dagen efter den Britiske krigserklæring, d. 5. August 1914, angreb tropper fra det Britiske Uganda protektorat Tyske forposter i ved Victoria søen Øst Afrika. Allerede d. 9. August kun en uge efter krigserklæringen, blev den Tyske koloni Togoland angrebet af Britiske og Franske styrker, hvilket antyder at de var godt forberedte og det virkelig var et vigtigt Britisk krigsmål at tilegne sig de Tyske kolonier.

Efter omkring 6 uger gik Schlieffen Planen i stå. Hærene gravede sig ned og den opslidende skyttegravskrig begyndte. Den umiddelbare årsag var at tyskerne mødte uventet hård modstand på grund af ankomsten af en Britisk hær på 120.000 mand, den første Engelske hær på kontinentet i hundrede år.

Schlieffen planen var ikke enestående, mange nationers generalstabe havde offensive planer. Der var stor tillid til offensive strategier. Men den blev hurtigt gjort til skamme. Det viste sig næsten umuligt at trænge igennem en skyttegravslinie, defensiven var fuldstændig overlegen. Hvis det undtagelsesvis lykkedes for en krigsførende at slå hul i fjendens forsvar, stod de overfor udfordringen med at få tilstrækkelig mange soldater igennem hullet, hvilket var vanskeligt, fordi det hele var et oprodet sølet kaos af pigtråd, skyttegrave og granathuller. Forsvarerne, derimod havde gode veje bag skyttegravene og var som regel hurtigt i stand til at lukke hullet.

Versailles Freden

Da Tyskland underskrev våbenhvilen d. 11. november 1918, troede dets ledere, at de accepterede en "fred uden sejr", som skitseret af USA's præsident Woodrow Wilson i hans berømte fjorten punkter. Men efterhånden som lederne af de Allierede ankom til fredskonferencen i Paris i begyndelsen af 1919, blev det stadig mere klart at efterkrigstidens politiske virkelighed skulle komme til at afvige markant fra Wilsons idealistiske visioner.

Buchanan skriver: "Dagen efter våbenstilstanden indledte Lloyd George sin valgkampagne med en opfordring til en storsindet fred: "Vi må ikke tillade nogen form for hævn, enhver ånd af grådighed, ethvert aktivt ønske om at ignorere de grundlæggende principper for retfærdighed."

Men han indså hurtigt sin fejltagelse, forklarer Buchanan: "Lloyd George havde misforstået stemningen i sit land og hos pressens baron Alfred Lord Northcliffe, Napoleon of Fleet Street, som han havde nægtet en plads i delegation til fredskonferencen. Pisket op af Northcliffe aviser, afviste offentligheden sådanne ædle følelser og tog råbet "Hæng Kejseren" til sig." Som altid opmærksom på de populære folkelige holdninger lovede Lloyd George straks at hjembringe en fredsaftale, hvor Tyskland skulle betale "de fulde omkostninger for krigen". "De komme til at betale til den sidste skilling," brølede han til en menneskemængde, "vi vil ransage deres lommer efter den."

Måske har nogen informeret ham om at gennem de sidste krigsår havde Storbritanien pådraget sig en enorm dollargæld, som nu skulle forrentes og afdrages - og pengene kunne kun findes et sted, nemlig i Tyskland.

Fredskonferencen efter Første Verdenskrig åbnede i Paris 18. januar 1919. Datoen var nøje valgt, da det var netop 18. januar det forenede Tyskland blev udråbt i Versailles i 1871.

"Da han ankom til Paris med et mandat uden nåde, fandt Lloyd George sin beslutsomhed til at gennemtvinge en hård fred overgået af Georges Clemenceau, "Frankrigs Tiger", hvis hærgede land havde mistet 1,3 millioner af sine sønner."

"Versailles berøvede Tyskland en tiendedel af sine indbyggere og en ottendedel af dets territorium. Tysklands oversøiske imperium, den tredjestørste på Jorden, blev fuldstændig konfiskeret. Al tyske statsborgeres privat-ejendom (i kolonierne) blev erklæret tabt." - "Tysklands floder blev internatioliseret, og landet blev tvunget til at åbne sit hjemmemarked for allieret import, men nægtet tilsvarende adgang til de Allieredes markeder".

"Territorier skåret væk, kolonier borte, Tyskland skulle have sine lemmer brudt, så det aldrig kunne kæmpe igen," skriver Buchanan. "Det var forbudt for Tyskland at producere pansrede biler, tanks, ubåde, tungt artilleri eller at opbygge et luftvåben. Krigsskibene blev beslaglagt som krigsbytte, ligesom den tyske handelsflåde blev det. Dets flåde skulle bestå af seks små slagskibe, seks lette krydsere, tolv destroyere og tolv torpedobåde. Generalstaben blev afskaffet, og hæren blev begrænset til hundrede tusind mand."

"Ansporet af Lord Northcliffes aviser opfyldte Lloyd George sit løfte om, at Tyskland skulle pålægges at bære krigens fulde omkostninger - ved at indkludere pensioner til de Allieredes soldater" .

Præsident Wilson lod sig rive med af den hævngerrige stemning og glemte de fleste af sine idealistiske fjorten punkter, fortæller Buchanan: "En forarget Amerikansk delegation opfordrede ham til at nedlægge veto mod erstatnings-regningen, idet de hævdede, at den ikke fulgte logisk fra nogen af hans fjorten punkter. "Logik, logik, jeg giver fanden i logik", svarede Wilson, "Jeg vil medtage pensioner".

"The big four" dominerede fredsforhandlingerne. Det var Woodrow Wilson fra USA, David Lloyd George fra Storbritannien, Georges Clemenceau fra Frankrig og i mindre grad Vittorio Orlando fra Italien Ingen af de besejrede nationer blev opfordret til at give deres mening til kende, og selv de mindre allierede nationer havde kun lidt at sige.

Hunger Blokaden

Da Herbert Hoover som leder af den Amerikanske fødevareforsyning ankom til England, blev han bedt om ikke at omtale blokaden offentligt. Hoover skrev: "Sir John Beale fra det britiske fødevareministerium tilkaldte mig dagen efter at jeg ankom og opfordrede til, at jeg ikke diskuterede fødevareblokaden mod Tyskland offentligt mere, da de var imod at ophæve den "indtil Tyskerne havde lært nogle få ting".

"Hvorfor skrev tyskerne under?" spørger Buchanan retorisk.

"Tyskland stod overfor invasion og fortsat hungesnød, hvis det nægtede," svarer han. Med sine handelsskibe og endda baltiske fiskerbåde beslaglagt, og med blokaden stadig i kraft, kunne Tyskland ikke føde sine indbyggere. Da Berlin anmodede om tilladelse til at købe 2,5 millioner tons mad, blev anmodningen nægtet."

Buchanan udpeger Winston Churchill som den hovedansvarlige for blokaden: "Blokaden var ansvarlig for tusindvis af mænds, kvinders og børns død efter at tyskerne havde nedlagt deres våben, og overgivet deres krigsskibe. Dens arkitekt og hoved-forkæmper var "The First Lord" af adminiralitetet. Hans mål, sagde Churchill, var at "sulte hele befolkningen - mænd, kvinder og børn, gamle og unge, sårede og sunde - til underkastelse" (Ralph Raico). Den 3. marts 1919, fire måneder efter at Tyskland accepterede våbentilstanden og nedlagde deres våben, tog Churchill triumferende ordet i Commons for at erklære: "Vi håndhæver blokaden med strenghed, og Tyskland er meget nært udsultning"

Fem dage senere skrev Daily News: "Fødselsraten i de store byer (i Tyskland) er ombyttet med dødsraten. Det er rimeligt sikkert, at flere mennesker er døde blandt den civile befolkning af den indirekte effekt af krigen, end der er døde på slagmarken."

"Så alvorlige var lidelserne at den britiske kommandør ved Rhinen den 10. Marts offentligt opfordrede til at der blev sendt mad til befolkningen, da synet af de spøgelsesagtig sultende børn var skadelig for hans troppers moral." beretter Buchanan - "Hans tropper, sagde general Plumer, kunne ikke længere udholde synet af "horder af magre og oppustede børn der rodede i slagte-affaldet fra de britiske garrisoner."

Buchanan beskriver hvorledes Clemenceau, med Wilson ved sin side, den 7. maj 1919 i Trianon Palace Hotel i Versailles overrakte fredsbetingelserne til Tyskerne: "Timen er kommet for den vægtige afvikling af Deres skyldighed," sagde Clemenceau. "De har bedt om fred. Vi er rede til at give Dem fred."

Da den tyske udenrigsminister Ulrich von Brockdorff-Rantzau læste sit svar til Clemenceau, nægtede han at stå: "Vi kan føle styrken af al det had, som vi må møde i denne forsamling - det kræves af os, at vi indrømmer at vi er de eneste skyldige i denne krig. En sådan indrømmelse i min mund ville være en løgn. Vi er langt fra at afvise ethvert ansvar for denne store verdenskrig - men vi nægter at Tyskland og dets folk var de eneste skyldige. De hundrede tusinde, der er omkommet siden 11. november på grund af blokaden, blev dræbt med koldt blod efter at vore modstandere havde sejret og var blevet forsikret om sejren. Tænk på det, når De taler om skyld og straf."

"Men med familier, der sulter, bolsjevikiske oprør i München, Köln, Berlin og Budapest, Trotskijs Røde Hær, der trænger ind i Europa, Tjekker og Polakker klar til at slå til fra øst og Foch som forbereder sig på at marchere mod Berlin i spidsen for en amerikansk-britisk-fransk hær, kapitulerede Tyskland," skriver Buchanan.

Selvom de Tyske repræsentanter ikke havde skrevet under, kan man tro at Tyskerne under alle omstændigheder ville havde været i stand til at slå revolutionerne ned, og Trotskys Røde hær blev først standset af Polakkerne under general Pilsudsky ud for Warszawa året efter. Man kan tro at en Amerikansk-Britisk hær ikke ville opnå meget ved at rykke ind i Tyskland, når den ikke ville møde egentlig militær modstand. Da de trods alt ikke kunne sprede død og ødelæggelse omkring sig som en Djengis Khan, kunne de blot have marcheret planløst omkring og eventuelt sprængt nogle nationale symboler i luften.

Arven efter Første Verdenskrig

Buchanan skriver: "Hver europæisk krig er en borgerkrig," sagde Napoleon. Historikere vil se tilbage på 1914-1918 og 1939-1945 som to faser af den store borgerkrig i vesten, hvor de engang kristne nationer i Europa gik løs på hinanden med sådan barbarisk vildskab, at de bragte alle deres imperier til fald, afsluttede århundreder med vestligt dominans og fremskyndede deres civilisations død."

"Disse to verdenskrige var brodermord og selv-på-førte sår på en civilisation tilsyneladende fast besluttet på selvmord. Otte millioner soldater omkom i Første Verdenskrig. Tyve millioner mere blev sårede, syge, lemlæstede eller spyttede blod fra gasangreb. Toogtredive millioner civile var blevet dræbt eller såret." Denne krig skulle give fødsel til leninismens, stalinismens, nazismens og facismens fanatiske og morderiske ideologier og indvarsle Anden Verdenskrig, der ville bringe døden til endnu flere millioner."

Buchanan citerer Charles Mee, hvis bedstefar mistede alle ti brødre i krigen. Han skrev i sin bog om Versailles, at der ikke kun havde været en kollaps i politisk orden i Europa, men "krigen havde diskrediteret meget af den nationale stoltheds retorik, ære og ofre såvel som troen på fornuft, fremskridt og humanisme. Ej heller syntes troen på Gud eller Newtons fysik at have klaret sig godt."

"En generation var blevet decimeret," fortsætter Mee: "Ingen har før set et lignende slagteri."

"Så var der tabet af moralsk autoritet. Hvordan kunne Briter og Europæere, der netop havde afsluttet fire års barbarisk slagtning af hinanden, hævde en moralsk autoritet, der gav dem ret til at styre andre mennesker? Briternes nederlag ved Gallipoli (til Tyrkerne) var rygtedes i Asien og den Arabiske Verden" - "Europæere var ikke uovervindelige".

Frankrig mobiliserede i hundrede-tusindvis af Nordafrikanske muslimer og Englænderne lige så mange Indere, og gav dem til opgave at dræbe Tyskere. De vendte hjem til deres kolonier med sikker viden om at Europæere kunne dræbes lige så let som alle andre. De havde sikkert også hørt om Wilsons princip om folkenes selvbestemmelse.

De to morderiske verdenskrige fik vestlige mænd til tvivle på deres værdier, deres kultur og ikke mindst deres ledere. Hvordan kunne det gå til at et sådant vanvid kunne fortsætte år efter år?

Groft taget er der to slags politiske holdninger.

Den første og oprindelige er den konservative holdning. Vi tager udgangspunkt i nationer, organisationer og menneskene, således som de træder frem fra historien. Hvis og når der er problemer, vil vi søge at løse dem med marginale korrektioner.