En Bekendelse fra Dalum Hjallese Debatklub's Forfatterne

Jeg har indtil for ganske nyligt været ansat i et stort internationalt shipping firma, med arbejdsplads i Kina. Af den grund har jeg i årevis været nødsaget til at føre mine læsere på "Dalum Hjallese Debatklub" bag lyset.

Imidlertid vil min ansættelse i dette firma ophøre i Maj 2010. Derfor synes jeg nu, at det er på tide at være fair overfor mine læsere og gå til bekendelse om forfatternes identitet.

Betegnelsen "Dalum Hjallese Debatklub" er ret fiktiv og beregnet på at sløre forfatterens idenditet. Indtil nu har jeg boet i Kina gennem snart 10 år, og jeg har kun debateret med mig selv og internettet. Kun i vore sparsomme sommerferier har vi haft mulighed for at opholde os i Dalum nær Odense.

Bent Nygaard Nielsen, Eigil Hanke og Arvid Bengtson er alle pseudonymer for mig selv; mit navn er Bent Hansen. Jeg har blot fundet det opportunt at benytte mig af forskellige navne, alt efter hvilket emner, jeg skrev om.

Søren Kierkegaard, Descartes, John Locke, Spinoza, Hume og mange andre store ånder udgav alle deres værker under forskellige pseudonymer. Karen Blixen skrev under navnet Isak Dinesen, og hvem der gemte sig under forfatternavnet B. Traven, ved kun få.

Når sådanne store ånder kan udgive så mange vigtige værker under opdigtede navne, må det også være muligt for en provinsiel hjemmeside-skribent at undgå moralsk fordømmelse for at have ført læserne bag lyset gennem nogle få år. Desuden, anonymitet kan tjene andre formål end at beskytte forfatteren.

Når identiteten af en artikels forfatter ikke kendes, er det kun de fremførte kendsgerninger, logikken og konklussionerne, som står foran læseren. Det er det eneste, han skal tage stilling til. Når forfatteren derimod kendes, kan det udløse forskelligartede personlige angreb og beskyldninger, som vil forplumre en artikels budskab. Alle vil jo have en fortid, hvor de sikkert har gjort ting, som nogle andre ikke bifalder.

Det må være målet med en debat at finde frem til en fælles objektiv sandhed, såvidt som det nu er muligt. Ikke relevant højre-venstre mudderkastning vil kun bidrage til stivne fronterne.

Jeg har skrevet alt dette, fordi det er sandt, og sandheden vil hjælpe mit folk og mit land igennem de vanskeligheder, som venter os i en ikke for fjern fremtid. Min vigtigste inspiration er en naturlig interesse for historie og en afsky for den politiske korrekthed, som ligger som en dyne over hele vort moderne samfund.

Mine forældre var fra landet. De var blandt de hundrede tusinder, som flyttede fra landet til byen i fyrrene og halvtresserne. Min mor havde været stuepige på gårdene, og min far var, hvad man kaldte en karl på en gård, det kaldes nu om dage en landbrugsmedhjælper. Det lykkedes dem begge at komme fremad i samfundet efter flytningen til byen. På trods af ganske få års skolegang lykkedes det min mor at uddanne sig til lærer. Det var en sejr for min far, at han blev togfører på Odense Kerteminde jernbanen, selv om han ikke oprindeligt havde en teknisk uddannelse.

Som utallige andre i Odense blev jeg født på den daværende fødeklinik i Albanigade. Det skete i april 1945 i en af krigens allersidste dage. Det sneede, og mødrene kunne ind imellem høre skudveksling fra kampene mellem frihedskæmpere og schalburgfolk. Jeg kom til at tilhøre en af de heldige generationer, som ikke har været soldat i nogen krige.

Få år senere fik jeg en lillesøster.

Som mange andre af min generation blev jeg, som en mr. Bean, beamet ned et sted i samfundet, rejste mig og så mig forundret omkring. Hvad skulle jeg gøre, og hvad skulle jeg mene? Mine forældre bidrog ikke meget med nogen holdninger til nogen ting. De var selv blevet revet ud af den den oprindelige danske landsbykultur.

En dørsælger solgte dem et abbonnement på Grimbergs Verdenshistorie. De læste den aldrig selv; men jeg læste hvert eneste bind, nogle af dem flere gange. Deraf fik jeg mit livs interesse for historie. Grimberg var en fantastisk fortæller, som virkelig forstod at skabe en fænglende historie. Desuden, dengang var vor tids politiske korrekthed endnu ikke opfundet, og han fortalte blot historien, som han mente, den var.

Min interesse for historie cementerede også mine nationale følelser; jeg har aldrig haft nogen tvivl om, at jeg er dansk. Det er ikke noget, jeg har tænkt over eller overvejet, sådan er det bare. Ganske, som jeg tror, at en neger ikke vil gå og tælle på fingrene, om han nu har lyst til at være neger eller ej.

Vi boede i et typisk arbejderkvarter i det nordlige Odense, Kochsgade kvarteret, ikke langt fra det nu så berygtede Wolls Mose. Alle vore naboer var håndværkere, elektrikere, typografer, murere, skibsbyggere, radiomekanikere og så videre. Mødrene gik alle hjemme og tog sig af de mange børn. Alle min fars brødre var maskinarbejdere. En kort overgang overvejede jeg at blive sømand, fordi jeg havde læst så mange drengeromaner, men besluttede alligevel at gå i lære som maskinarbejder.

Mit liv har, indtil nu, været ret omtumlet. Jeg har været maskinarbejder, svejser, svejseingeniør og skibs-inspektør. Jeg har undervist på Odense Teknikum og Odense Universitet i teknik og økonomi. Når jeg nu ser tilbage i bagklogskabens klare lys, kan jeg godt se, at jeg har truffet mange beslutninger vedrørende mit liv og min karriere, som ikke var så hensigtsmæssige. Det kan naturligvis skyldes, at jeg ikke er så intelligent, som jeg gerne vil se mig selv. Men jeg foretrækker at se det som følge af, at jeg kommer fra simple kår og måtte gøre alle mine erfaringer selv.

Som ganske ung blev jeg engageret i lærlingenes fagforenings-klub og dermed Kommunistisk Ungdom. Det, som fra første færd tiltrak mig hos dem, var deres engagement, deres disciplin og beslutsomhed og det fællesskab, som opstod deraf. Vi forstod dog aldrig helt den dybere mening i marxismen-leninismen, selvom vi mente, at den var sikkert god nok. Jeg husker, at vi inviterede et respekteret partimedlem til at forklare det for os. Han var veteran fra den spanske borgerkrig og frihedskampen, en meget venlig og sympatisk person. Men alligevel, efter at vi havde talt med ham, var vi stadig ikke meget klogere. Han forstod det måske heller ikke rigtigt selv, sådan helt til bunds.

Omtrent samtidig med EF afstemningen i 1972 indså jeg, at der var noget grundlæggende forkert med hele den kommunistiske teori, og at det aldrig ville blive til noget. Jeg besluttede mig til at koncentrere mig om mit eget liv og startede med at studere til ingeniør, senere fik jeg også en batchelor i økonomi.

Fra sidelinien har jeg set Sovjetunionen bryde sammen, og muren falde. Jeg har set det oprindelige kommunistiske parti rulle fanen sammen og nedlægge sig selv. Med dyb undren og afsky har jeg set, hvordan de tilbageværende socialistiske grupperinger skubbede deres oprindelige, ganske vist urealistiske, ideer i baggrunden og koncentrerede sig om at understøtte den islamiske indvandring.

Som så mange andre dengang blev jeg gift første gang meget tidligt på grund af tvingende omstændigheder. Jeg har to børn og en plejedatter, som jeg føler mig knyttet til.

Da jeg kom til Kina for mere end ti år siden, traf jeg min hustru, Teri, og vi er stadig lykkeligt gift.

Foruden at lave denne hjemmeside er jeg webmaster og praktisk manuskriptforfatter på min
hustrus hjemmeside: Undervisning i Talt Kinesisk

Se også vores blog: Et Vindue til Kina